Rejsen havde været lang. Længere end Ingrid havde forventet, men hun havde heller aldrig været mere end et par kilometer ude fra Dianthos bymur. Endelig stod hun dog ved Kazimi-familiens koloenorme palads af et hjem. De gyldne tårne var nærmest blændende i solens stråler disse tidlige frokost timer, og en let brise med en mild duft af hvad Ingrid gættede på var havet kølede dejligt i varmen, og hjalp også på den lette ubehag Ingrid havde i kroppen efter at være blevet teleporteret fra Dianthos til Balzera.
 Den lille lyshårede pige var blevet noget overrasket, da hun endnu en gang blev opsøgt af en tjener fra Kazimi-familien, og endnu mere da hun var blevet bedt om at komme med, da hun var ønsket på Kazimi-paladset. Noget hun bestemt ikke var klar til - hun havde jo ikke engang noget pænt tøj! 

 Nu blev hun ført ned af de store, pyntede gange af en anden tjener end den der havde fået hende til varmen. Kjolen Zane havde købt var hun endt med at smide på, da hun hurtigt smuttede hjem og pakkede de ting hun skulle have med - det var hendes nyeste kjole, og selvom den var noget kortere og viste mere af hendes brystkasse end hvad hun selv fandt anstændigt var det stadig den pæneste kjole hun havde. Hun dog selvfølgelig mere end bevidst over hvad en fyrste-familie var, og hvor langt nede på den sociale rangliste hun lå i forhold til dem, og derfor havde hun også forsøgt at gøre kjolen mere anstændig. 
 Kjolen var lyseblå, med noget let frynse ved skuldrene som dækkede dem. Den gik til lidt over hende knæet, og ved halsåbningen gik den et godt stykke ned forbi karvebenene, og blev lukket foran med hægter, der fik hendes knap så store, teenager bryster til at blive klemt lidt sammen, så de virkede lidt større. Lige under brysterne var der en fin sløjfe.
 I et forsøg på at gøre kjolen lidt mere anstændig havde hun taget en en råhvid underkjole på. Den var længere end kjolen og gik ned ned under knæerne, og dækkede op til kravebenene. En underkjole der var noget mere slidt og brugt end den yderste kjole. En underkjole, der tydeligt afspejlede hendes lave stand i Den Nedre Bydel.

 Nysgerrigt, men en smule usikkert gled Ingrids blå øjne rundt på hendes omgivelser. Aldrig havde hun været så fint et sted, og hun var usikker på hvordan hun burde og skulle opføre sig. Der var jo en grænse for hvor meget takt og tone man lærte, når blot man kom fra Den Nedre Bydel. Grebet om den slidte kuffert i den ene hånd, og remmen til skuldretasken der blev holdt fast i, af den anden hånd, strammede sig lidt, som de bevægede sig længere ind på paladset.

Sephyran af Kazimi havde en af de dage, hvor han var i et underligt lune. Det var ikke ukendt, at fyrsten var blevet ganske paranoid med de senere år, og han havde så småt opfanget, at der foregik et eller andet lusket blandt nogle af tjenerne. Noget der havde med hans sønner af gøre.

Fyrsten tolererede ikke, at der foregik lusk i hans eget, velovervågede hjem.

Timen for den fyrstelige frokost var endnu ikke oprundet, og Sephyran der havde haft travlt på sit arbejdesværelse, havde endnu ikke fået skænket dagens første glas udsøgte vin - hvilket altid betød, at det var en faretruende affære at støde på ham. Han var iklædt behagelige silkeklæder og det blåsorte hår flød løst over hans skuldre, mens det gyldne overskæg som altid havde spidserne omhyggeligt snoet opad. Man kunne også tydeligt lugte den rubinske parfume om ham.

Få kendte Kazimi-paladset så godt som fyrsten selv, og han nød at se det gippe i hele kroppen på den uheldige tjener, som han pludseligt trådte ud på gangen fra sit skjul bag et forhæng. De krystalblå øjne gled hurtigt videre til den unge, lyshårede kvinde, der med sit udseende tydeligt fortalte, at hun ikke var her fra syden. Øjnene hvilede et kort øjeblik på barmen, inden han rømmede sig, viftende tjeneren bort.

"Jeg tager over herfra. Velkommen til Kazimi-paladsen, frøken." Lød det og på trods af den påtagede venlighed i stemmen, sagde det gennemtrængende blik tydeligt: hvem er du? Tjeneren så et kort øjeblik ud som om han ville gøre indsigelser, men valgte i stedet klogeligt at mumle et "javel, herre fyrste" inden han sprintede ned ad gangen.

 Normalt havde Ingrid en kappe på, for nemmere at kunne dække overkroppen til, og derved skjule lyset, hun uden tvivl vidste ville begynde lyset op under dette.. ekstravagante besøg. Hun vidste dog det var varmt i Rubinien, og hun havde allerede mange lag på. I et forsøg på at holde lyset bare en smule i skak, havde hun taget en ekstra Haldis' Halefjer om halsen, så der hang fire små reagensglas om den feminine hals.
 Derfor var det røde lys der kunne sladre om hvor nervøs og usikker hun var dæmpet en del, og ikke tydelig under de to lag tøj. Ikke til at starte med. Da en ældre herre pludselig trådte ind foran Ingrid og tjeneren, gippede det forskrækket i Ingrid, og hun trådte et halvt skridt bagud, med et lille uh! Det røde lys tog en smule til, men ikke nok at blive rigtig tydeligt. Kiggede man godt efter kunne man måske ane et rødt skær rundt om brystkassen på en unge pige. 

 Ingrid lod kort blikket glide over den fremmede mand. Hun vidste ikke hvem han var, men han så vigtig ud. Der var noget over hans holdning. Noget der fik Ingrid til at rette sig ekstra op, og knuge lidt strammere om tingene i hænderne. Som blikket forsatte videre op blev det fanget af.. et guld overskæg? De blå øjne glippede lidt i forundring, inden en tanke slog hende. Var det ikke noget med at Kazimi-fyrsten havde et guld overskæg? En tanke der kun vækkede endnu større usikkerhed i hende. Hvad hvis hun tog fejl?
 Ingrid fik dog bekræftet hendes tanker kort efter manden havde budt hende velkommen, ikke at det fik usikkerheden og nervøsiteten til at blive mindre. Hvilket det røde lys der ikke længere blot var et svagt skær afslørede. 
 " Jeg.. Ehm.. Fyrst Kazimi!  " Ingrid havde ingen anelse om hvordan man præcist tiltalte en fyrste, og hun vidste virkelig ikke særlig meget omkring de adellige eller fyrstefamilierne. Hun var trods alt blot fra den Nedre Bydel. Hun gjorde dog et forsøg på at neje, trods hendes hænder var fyldte. 
 " Ingrid Meriam Fulgsang. Fra Dianthos. Jeg.. var ønsket. " Præsenterede hun sig og prøvede at forklare hvorfor hun var på hans palads. Ikke at hun rigtig helt vidste hvorfor hun var der. Hun kunne kun antage det havde noget at gøre med hvad hun havde solgt til fyrstesønnen. En tanke der kun gjorde hende mere utryg. Var det fyrsten der havde sendt bud efter hende? Ingrid skiftede lidt usikkert vægten mellem fødderne og sank nervøst. 

Fyrstens skarpe blik fulgte et øjeblik den sprintende tjener, før det vendte tilbage til den ganske unge, nordligt udseende kvinde. Her blev blikket fanget af de små reagensglas ved hendes hals og øjnene blev øjeblikkeligt en smule smallere. Var der nogen, der havde sendt bud efter en healer eller alkymist? Og så endda en kvindelig en af slagsen?

"Fuglsang, javel." Brummede Fyrsten. Det irriterede ham, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvad i alverden der havde bragt hende på den lange rejse til syden. Og hans hjem. Irritationen blev blot større af, at han ikke direkte følte han kunne stille hende spørgsmålet direkte.

Han var trods alt fyrsten. Han vidste alt om, hvad der foregik under hans tag.

"Og sikke en lang rejse det må have været. Jeg håber, De havde en eksorte med. Jeg har hørt det er farlige tider på landevejene for sådan en .. ung frøken." Hans blik sagde tydeligt, hvad han mente, der kunne ske med hende, som det kortvarigt igen blev fanget af hendes barm. Kvinder der gjorde sig til og rejste alene, var ikke meget bedre end skøger i hans øjne. Måske var det, hvad hun var? Reagensglassene kunne blot være et skalkeskjul..
En tænksom panderynke viste sig, samtidig som det gik op for ham, at hun lyste. Ved guderne, han håbede at tjeneren i det mindste havde været påpasselig og undersøgt hende for farlige, magiske objekter!

 Der var ingen åh, ja. Ingen oh kom med. Trods usikkerheden og nervøsiteten synes Ingrid ikke at fornemme nogen umiddelbar åbenbaring om hvem hun var. Fyrsten virkede i stedet.. overvejende, og det fik hende til at tænke, det måske ikke var ham der havde sendt bud efter hende. Det gjorde hende dog ikke mindre nervøs, for hvem var det så? Og hvordan tog Fyrsten det, at hun var i hans hjem og han vidste ikke hvorfor. Hun kunne en gang selv fortælle ham en grund.
 Ingrid prøvede dog at holde samling på sig selv. Med dybe vejrtrækninger forsøgte hun at holde lyset nede, og det lykkedes også at stoppe det fra at stige i intensitet.

 " Ja, jeg.." længere nåede hun dog ikke, som hun lagde mærke til blikket der hvilede på hende, og det gik op for hende hvilket tryk der var blevet lagt i ordene. Blodet susede med det samme til hendes kinder og gjorde dem røde, og forlegent slog hun blikket ud til siden,  skuldrene skuttede sig en smule beskyttede op mod ørene. 
 " Der blev sendt en teleportør.." mumlede hun lidt, med en lidt mindre stemme. Det var flovt, hvad end fyrsten troede om hende. Hun havde selv pointeret at kjolen var meget uanstændig, da Zane havde købt den for hende, men det var det pæneste hun havde. Havde det været et dårligt valg at bruge den til dette fine besøg?
 Flovheden havde fået det røde lys til at stige i kraft, og det havde bredt sig til at lyse fra længere oppe af hendes hals. Ingrid prøvede at ignorere det, men vidste at det ville være nemt og tydeligt at se nu.

Teleportør? Sephyran tøvede et øjeblik. Det betød, at hvem der end havde sendt bud efter hende, ikke bare var hvem som helst. Var det en af hans egne børn? Måske en af hans brødre, der som sædvanlig utvivlsomt var ude på noget..

Fyrsten brummede lidt ufornøjet, men rømmede sig derefter. "Hvis De vil følge med.." Skulle paladsets beboere, som ikke var indviet i Ingrids besøg støde på dem nu, ville de utvivlsomt tro, at dette var endnu en af fyrstens kvinder. 

Han begyndte at lede hende mod en af de utallige ankomstværelser - udsmykket med bløde møbler og puder, og hvor der oftest var sat forfriskninger frem til de fine gæster. Fra vinduerne, som de passerede, fik man små glimt af de smukke haver, der omgav paladset. De var et ganske frodigt syn - ulig det meste andet i Rubinien, og der skulle en høj mængde af magi til at holde dem ved lige.

Fyrstens blik blev dog hurtigt distraheret af lyset, der kom fra hende, og han stoppede brat op. "De Lyser!" Udbrød han i et tonefald, der nærmest var anklagende. Blikket der stirrede på hende krævede forklaring - han måtte sikre sig, at det ikke var et snedigt forsøg på hans liv. 

 Da Ingrid pludselig blev bedt om at følge med kiggede hun sig kort usikkert over skulderen, mod den vej hun var blevet ført af en tjener. Hun ville helt sikkert ikke kunne finde tilbage selv, men hun var også godt klar over hun nok ikke lige frem kunne sige nej til at følge med Fyrsten. Ingrid nikkede derfor langsomt, som hun vendte blikket tilbage på den intimiderende mand.
 " .. Javel.. " der var ikke meget kraft i hendes ord. At hun slet ikke vidste hvad der skulle ske nu - det var jo uden tvivl ikke ham der havde sendt bud efter hende - gjorde ikke ligefrem hendes lysen bedre, tværtimod begyndte hun blot at lyse endnu mere kraftigt. 

 Havde Ingrid ikke været så nervøs som hun var, havde hun nok ladet blikket søge mod vinduerne, for at få et glimt at den fine have. Blikket var dog rettet stift mod gulvet, mens Ingrid prøvede at trække vejret dybt i et forsøg på at dæmpet lyset. 
 Det hjalp dog lige lidt, og selvfølgelig ville lyset ikke gå uopdaget hen. Det gibbede helt i Ingrids krop da Fyrsten pointerede at hun lyste. Skulderne blev løftet op til ørene og hun fortrød pludseligt at hun ikke havde taget en kappe over sig alligevel, selvom det uden tvivl ville få sveden til at drive af hende.
 " Undskyld! " udbrød hun forlegen og slap grebet om skuldertasken, for at lægge hånden op for brystkassen og dække det værste af lyset. Blikket var forsat vendt mod gulvet som hun rømmede sig lidt.
 " Det er ikke.. Lyset gør.. Jeg.. jeg kan ikke styre det.. " Åh, hvor hun hadede det lys. Det her var en dårlig ide. Hun skulle være blevet hjemme! Der var noget panisk at høre i hendes stemme. Hvad tænkte han dog ikke om hende?

Fyrsten trådte en smule tilbage fra hende for at danne afstand mellem sig selv og det potentielt farligt magiske lys. Det kunne være, at hun var ganske harmløs - en skøge, som en af mændene havde hidkaldt, men det ville heller ikke være første gang, nogen havde gjort et forsøg på at komme ham til livs. Derfor var det om at udvise stor forsigtighed.

Hendes nervøsitet gjorde ham heller ikke bedre tilpas - hvad var hun så bange for? Det tydede naturligvis ikke på, at hun var en lusket snigmorder, men måske en af hans fjender havde plantet noget farligt på hende og sendt hende af sted..

"Forklar Dem omgående! Hvad er det for noget lys! Og hvad er De kommet her for!" Smældede  hans stemme vredt. Nu gik det ikke at luske som katten om den varme grød og lade som om, han kendte alt til hendes visit - Lyset gjorde ham urolig og han måtte have svar. Nu. 

 " Du må ikke slå mig! " Hvinede Ingrid pludselig og forskrækket som vreden pludselig vandt vej til Fyrsten, og hun krympede sig lidt som prøvede hun at beskytte sig, skulle han slå ud efter hende. Hun vidste ikke hvorfor det var de ord der først var faldet hende ind, men det hang nok sammen hvor stor forskel der var på hvem de var. Som havde Fyrsten skruet op på en knap, var Ingrid begyndt at lyse noget mere kraftigt rødt, og man kunne nu se lyset lyse fra hendes hals, og helt ned til hendes albuer. 
 " De, jeg mener De, " rømmede hun sig hurtigt kort efter, og sende så et usikkert blik i hans retning, inden hun sank en klump.
 " Eller jeg mener.. Ehm.. Ikke at jeg siger De ville.. " Ingrid sank endnu en klump og så undskyldende på Fyrsten. Det kunne godt være hun uden tvivl var på dybt vand med hvordan man opførte sig over for en Fyrste og hans familie, men hun var godt klar over hun var ved at dumme sig. 

 " Jeg.. En af Deres børn har sendt bud efter mig,  " skyndte hun sig så at sige, så hun faktisk svarede på... noget af det han spurgte om. 
 " .... Tror jeg nok.. " i virkeligheden vidste Ingrid faktisk ikke hvem der havde sendt bud efter hende. Hun havde blot fået at vide hun var ønsket hos Kazimierne, men hun gik ud fra det hans sammen med hvad hun havde solgt til tjeneren for en af fyrstens sønner. 
 " Og lyset er ikke farligt! Det.. Jeg... Ehm.. Jeg.. lyser bare?  " Ingrid sank en klump. Hun synes det var pinligt  at skulle fortælle en Fyrste at hun lyste op når hun var nervøs - blandt andet.

Fyrstens bryn var efterhånden helt rynket sammen i panden. Han havde så sandelig ikke tænkt sig at slå - han slog ikke på pigebørn, der ikke kunne forsvare sig selv. Kvinder skulle trods alt beskyttes af mænd - ikke tæskes. 
Han kunne mærke, at en begyndende hovedpine var på vej, men han havde skræmt tjeneren væk, og der var ingen til at bringe ham den vin, der kunne dulme den, og der var intet andet at gøre, end at få løst dette .. problem først.

Hendes tydelige skræk fik efterhånden ham til at slappe en smule mere af - hun var næppe en lusket snigmorder, der havde sneget sig ind på ham, men han holdt alligevel for en sikkerheds skyld god afstand til lyset. Man overlevede kun ved at være forsigtig.

"Så .. De er en skøge." Sagde han endelig, forsvarspositionen løsnende en smule op. Fingeren strøg kort hen over det gyldne overskæg - hvorfor ellers alt dette hemmelighedskræmmeri og hidkalden af det nervøse pigebarn uden hans vidende? Hendes nervøsitet var måske ikke i så høj grad på grund af hans egen, truende skikkelse, men på grund af det, der skulle foregå. Det ville ikke undre ham, om en af hans sønner havde sendt bud efter en jomfru..

Hun var jo også ganske ung. Selv om det stadig ikke forklarede lyset..

 " Hng.. Hv.. Nej!? " skyndte Ingrid sig at sige, og mærkede endnu mere blod suse til kinderne. Hvis det var muligt blev hun endnu mere rødt i hovedet. Hun var helt betuttet og vidste hverken hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. 
 " Jeg.. Det.. De..  " Ingrid rystede på hovedet og flyttede sig lidt uroligt på stedet. Grebet om kufferten i den ene hånd strammede grebet lidt. Det gik et øjeblik før munden åbnede sig for at lukke sig igen lidt efter. Hun overvejede om hun skulle fortælle om tjeneren der havde handlet ved hende for en af hans sønner. Var det hendes at dele? Og var hvad hun solgte til tjeneren, noget hun burde dele? Hun rømmede sig lidt og rettede sig op. Som om hun prøvede at tage sig sammen.

 "Jeg.. Kan desværre ikke ikke fortælle Dem hvorfor jeg er her," sagde og så lidt mod ham. Hun vidste godt de ord nok ikke hjalp hendes sag særlig meget så hun måtte hellere uddybe. Eller.. Forsøge, for det var ikke særlig meget uddybelse i det næste hun sagde.
 " Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg er her..  " blikket blev slået ned igen, som hun endnu en gang overvejede hvad hun skulle fortælle, men bestemte sig for det var bedst at fortælle om hendes handel. Hun var ikke spor vild med ideen om at blive kaldt en skøge!
 " Jeg har haft solgt noget til en af Deres sønner, dog. " hun løftede forsigtigt blikket lidt igen. Det røde lys var stadig kraftigt, men hun havde fået bare en lille smule mere kontrol over det, og intensiteten var faldet en lille smule, trods hendes ansigt stadig var meget rødt af alt blodet i kinderne. 

"Hmmrph." Brummede fyrsten. Det var dog en utrolig mængde stammen og forfjamskethed - måske var hun virkelig ganske jomfruelig. Selv om hun benægtede at være skøge, var han endnu ikke helt overbevist. Der foregik uden tvivl noget lusk .. og de ord, hun endelig fik frem afslørede hvem der havde haft fingeren i spillet.

"En af mine sønner, siger De." Brummede han endelig. Det vederstyggelige lys forstyrrede ham stadig, hver gang han forsøgte at kigge på hende - og han var pludselig ganske taknemmlig for, at han ikke var vågnet med tømmermænd.
Det var ellers ikke usædvanligt, at det skete.

Han gjorde et lille vink med hånden, der bød hende at følge med igennem en dør, der åbnede sig ind til en af de mindre gæstestuer. De åbne vinduer bragte et pust af havens blomsterduft ind i rummet og der var på mystisk vis tryllet en karaffel vin frem - stillet på bordet af en tjener, der uden tvivl havde vist at fyrsten var på vej. Tilfreds gik Sephyran hen og skænkede sig et glas, inden han så på pigebarnet.

"Fortæl mig lidt mere om hvilken handel De har gjort med min søn!" Tonefaldet var bydende og der var ingen tvivl om, at det var en ordre.

 Ingrid nikkede måske en smule for ivrigt da Fyrsten gentog at det var en af hans sønner hun havde solgt til. Det var dog ikke fordi der var noget lukset bag det, men fordi hun gerne hurtigt ville væk fra at hun var en skøge. Det var jo zalans pinligt at han troede det. Hun sank en nervøs klump, og håbede Fyrsten ikke ville blive sur over hun havde solgt til en af hans sønner. Han virkede så skræmmende.

 At blive vinket ind i et mere lukket rum, gjorde Ingrid en smule mere nervøs. Hun kiggede sig lidt over skulderen som om hun tjekkede efter at nogen så hende følge med Fyrsten ind i rummet, men gangen var tom. Ingrid var dog også klar over det nok ikke var det bedste at sige en Fyrste imod, heller ikke selvom han havde kigget på hende på en måde der fik hendes hår til at rejse sig.
 En smule tøvende fik hun derfor med ind i rummet, stillede sig ikke langt fra døren, og kiggede lidt rundt. Altid var så fint i forhold til hvad hun var vant til. Blikket vendte tilbage til Fyrsten da han spurgte ind til handlen, og hun foldede læberne lidt. Hun var virkelig ikke sikker på hvad hun burde og ikke burde fortælle, men på anden side,  hvor smart var det ikke at fortælle sandheden til en Fyrste?  
 " Hmm.. Jeg...  " hun tøvede lidt. Lyset havde dæmpet sig en god del, men nu steg det lidt igen. 
 " Det var en tjener jeg handlede med, men.. Han sagde han var der på vegne af Darkhan Al Sabar af Kazimi.. " Hun sank en klump og så på Fyrsten. Prøvede at vurdere hvordan han havde det med det hun fortalte. Især fordi hun egentlig ikke rigtig svarede på hans spørgsmål.
 " Jeg solgte ham et reagensglas, " hånden løftede sig op til reagensglassene om hendes hals, for at indikere hvad hun snakkede om.

Der gik et lille stykke tid, mens Sephyran drak af vinglasset. Væsken deri svandt hurtigt og fyrsten greb igen efter karaflen for at skænke op. Han tilbød ikke pigebarnet noget - han var stadig ikke helt sikker på, om hun var en skøge eller ej, og fyrsten ville ikke have det på sig at behandle en skøge som en æret gæst.

Den slags var forbeholdt de finere luksusskøger der af og til kom til paladset, og som kostede det hvide ud af øjnene. Her var det en del af spillet at lade som om man bejlede til dem, inden man i soveværelset viste dem hvem der virkelig bestemte.

Fyrsten lod igen blikket glide ned over pigens kjole, mens han langsomt stillede vinglasset fra sig.

"Darkhan?" Brummede han. Så man det - en af tvillingedrengene havde haft gang i noget lusket handel. Sephyran var ofte en del mere overbærende når det kom til hans sønner, end hans døtre, men at snige en skøge-eller-hvad-hun-nu-var ind i paladset uden sin fars vidende var alligevel i overkanten..
Darkhan havde heller aldrig vist helt den samme interesse for det modsatte køn, som sin tvillingebror, men der var vel håb endnu.

Fyrstens bryn trak sig en smule sammen som han trådte hen mod hende igen - skydende brystet en smule frem og tårnene sig over hende for at virke intimiderende i al sin fyrstelige magt. "Hvad var indholdet af dette .. reagensglas?" Spurgte han forlangende.

 Tiden der gik mellem Ingrids forklaring, til Fyrsten sagde noget føltes som en evighed, og en knude af nervøsitet voksede sig frem igen. Hun havde ingen anelse om hvordan han ville reagerer når han fik hele sandheden at vide. Derfor gibbede det også helt i den spinkle krop, da han kom tættere på og tårnede sig over hende. Læberne blev presset hårdt sammen, tænderne bed ned i indersiden af læberne for at holde et usikkert klynk tilbage. 

 Ingrid prøvede at se op på Frysten, eller faktisk bare så på Fyrsten, men hver gang hendes blik lagde sig på ham, flakkede det usikkert og forlegent væk. Hånden der havde peget på reagensglassene om hendes hals hang ned langs siden igen, og fingrene pillede uroligt ved hvad end stof på kjolen de kunne få fat på. 
 " Der var..  " Ingrids stemme var lille og hun måtte rømme sig for at få gang i stemmen. Blikket flakkede stadigt rundt, men hun formåede hun at holde det mod Frysten.
 " Det var sharas skaft og sekerys æg.. " fik hun sagt med lidt mere volumen i stemmen. Blikket blev dog hurtigt slået forlegen ned og den røde farve i kinderne tog til. Ingrid vidste jo godt hvad de to ting gjorde, og hun vidste hvad de gjorde sammen. Spørgsmålet var så om Fyrsten vidste det. Eller vidste nok til han kunne gætte sig til hvad det gik ud på.

Endnu en stilhedspause hang imellem dem, mens Fyrsten vredt stirrede ned på pigen. Sharas skaft og Sekerys æg. Åh jo, Sephyran vidste hvad de gjorde, og langsomt begyndte de sammentrukne bryn at falde tilbage på plads og en lyd opstod fra hans hals.

Sephyran af Kazimi, den ærede fyrste af Rubinien, havde svært ved at holde latteren tilbage.

Så hans søn var endelig ved at komme i den alder - og der var tydeligvis en dame, som han ville forsøge at imponere med skaftet og æggene til hjælp. Han trak sig en smule tilbage fra den forlegne og lysende pige, for igen at tage sit vinglas i hånden, småklukkende af latter.

"Åh, jeg forstår. Han kunne være kommet til mig, men der er ikke mange børn, der er meget for at spørge deres fædre om hjælp til den slags." Fik han endelig brummet med morskaben lysende ud af øjnene. Blikket faldt tilbage på pigebarnet og han overvejede kort, om hun spillede en større rolle i det, end blot at sælge remedierne til hans søn. Hun var trods alt en køn lille sag, så han ville ikke bebrejde knægten, hvis han var ude efter mere en reagensglassene..

Han løftede sit glas til læberne, og kunne ikke undgå at føle en glæde over, at hans søn endelig så ud til at udvise interesse for det kvindelige køn. Han kunne endnu nå at vokse op til at bære mange sønner.. omend, det nok var bedst, at han fremover ikke fik en hang til den slags urter og lignende..

 Ingrid vidste ikke om Fyrsten med vilje lod stilheden hvilke over dem i hvad hun følte var urealistisk lang tid, bare for at gøre hende mere nervøs og usikker, men det var i hvert fald den virkning det havde på hende, da stilheden endnu en gang lagde sig over de to mennesker. Den vrede stirren fik hende til at holde vejret mens hun ventede på hans reaktion. 
 Og da den kom blev hun noget overrasket. Latteren der pludselig lød fra den store, intimiderende mand virkede helt malplaceret, men det var en sand lettede for det lyshårede pigebarn. Så meget at hun næsten skulle kæmpe for ikke at lade et lettet suk lyde. 

 Lettelsen over at det ikke virkede som om hun var i problemer mere, svandt det røde lys også lige så stille ind. Blikket faldt tilbage på Fyrsten som han snakkede, og Ingrid åbnede og lukkede munden lidt et par gange, som hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige. Hun var slet ikke vant til at snakke med nogle med så høj social rang. Hun endte derfor med blot at nikke. Så sagde hun da i hvert fald ikke noget hun ikke skulle. 
 Blikket skævede lidt hen på døren de var kommet ind af. Hun håbede ikke at, hvem end der havde sendt bud efter hende, blev alt for utilfreds over, at hun ikke var dukket op endnu. Og hun håbede ikke hun selv skulle finde rundt. Hun ville uden tvivl blive væk, hvis hun selv skulle gå rundt her. 
 " .. Jeg.. Ehm.. " Ingrid slugte sine ord igen, og så tilbage på Fyrsten. Kunne hun tillade sig at sige hun måske skulle videre? Uroligt skiftede hun vægten lidt mellem fødderne og sank kort. 

Det gik ikke Sephyrans opmærksomhed forbi, at det røde lys så ud til at svinde. Det passede ham ganske godt, og gjorde ham endnu roligere ved hendes tilstedeværelse. Glasset blev igen ført til læberne og en ordentlig slurk forsvandt i fyrstens mund, inden hans blik gled op og ned af hende. 

"Og De ved ikke, hvad De er tilkaldt for denne gang.." Tænkte han videre højt. Hans blik låste sig med hendes og han lænede sig en smule fremad igen, mens stemmen blev sænket.

"Men hvad der end ønskes af Dem, forventer jeg naturligvis at De indvilliger.. De skal nok blive kompenseret." Øjnene der kortvarigt gled ned mod hendes kavalergang talte sit tydelige sprog om, hvad han mente, der kunne blive ønsket. 

Han ville ikke se sin søn blive gjort til skamme af en simpel kvinde uden titel.

 Uden at fjerne blikket fra Fyrstens, rystede Ingrid let på hovedet. Hun havde ikke fået noget at vide om hvorfor hun var blevet ønsket. Hun håbede at det var på grund af tilfredshed over det forrige salg, for det ville da uden tvivl give gode krystaller at have en fyrstefamilie som fast kunde. 
 " Det er første gang jeg er her.. Deres fyrstelighed, " hed det det? Ingrid bed tænderne sammen for ikke at lave en grimasse over sig egen akavethed. Hun var virkelig ude af sin komfortzone. Hun skulle til at sige at hun sidst var blevet opsøgt i Dianthos, men Fyrsten kom hende i forkøbet. Ordene og blikket der gled ned over hendes brystkasse fik med det samme hendes kinder til at blusse op i en rød farve, og det røde lys der ellers var på vej væk, tog igen til i intensitet. Forlegent slog hun blikket ned, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare. Det var jo ikke derfor hun var der. Var det? Ingrid blev pludselig usikker på om det kunne være derfor. Var det det signal hun havde sendt, ved at sælge den blanding? Ingrid sank en klump. Hun kunne ikke afvise hvis det var sådan, kunne hun? 

 Blikket blev flyttet tilbage til Fyrstens, mens Ingrid nikkede lidt. Munden åbnede og lukkede sig ganske kort et par gange, inden hun sank igen og tog en dyb indånding.
 " J-javel, Fyrst Sephran, " stemmen var tydeligt usikker og Ingrid følte hvordan hænderne var begyndt at svede ved tanken om hun måske var her for noget helt andet end hun havde regnet med. Hun havde ikke kunne gennemføre det med Zane, hvordan skulle hun kunne gøre det med en hun slet ikke havde brugt tid med?

Ved alle guderne, pigebarnet var jo ved at dø af forlegenheden. Og det værste var, at Sephyran nød det. Der var ikke noget, der kunne få en stor mand til at føle sig magtfuld, som når en lille kvinde stod og bævede og stammede. Faktisk underholdt det ham så meget, at han ikke engang rettede på hendes tiltale af ham.

"Det glæder mig at høre." Brummede han tilfreds og nikkede, inden han trak sig lidt tilbage fra hende. Det duede naturligvis ikke, hvis Darkhan blev for glad for hende, men det var kun godt, at knægten fik set sig lidt kvindeligt selskab. Den slags satte gang i de rigtige rygter blandt tjenestestaben..

En skræppen på den anden side af de store vinduer, der fra gæstestuen viste et indbydende kig ud til de grønner haver, der omgav Kazimipaladset, fik Fyrsten til at vende opmærksomheden. Her var for ganske nylig blevet indrettet en lille andedam med nogle særdeles eksotiske, gyldne ænder. Problemet var blot, at de også havde vist sig at være umådeligt aggressive..

"Ved De noget om ænder, frøken Fuglsang?" Spurgte han, ikke forventende at det var tilfældet.