"Hvad frister Dem?" spurgte Nadviho, kiggende på kunden, der stod inde i hans butik. Denne kunde var af en interessant race. Huden mindede mere om en mørklagt nattehimmel med gråhvide stjerner. Flere steder på kroppen og især i ansigtet, befandt der guld. Enten afmærkninger på huden, tydelige pierceringer eller de to horn, der afgav stilen af en satyr, bare uden gedebenene. Det stod i stærk kontrast til Nadvihos forklædning. Med ringen på fingeren var mørkelvernes udseende gemt væk, skjult bag illusionen af en kaukasisk menneskemand med rødt, bølgende hår. Trækkene i ansigtet var endnu det samme, på nær ørerne. Det var mere end farvevask end komplet forvandling til noget helt nyt. Denne mand, denne kunde var i sandhed en interessant sag af udseende.
Og manden var tydeligt ikke alene. Der var ikke mange regler i Nadvihos butik. Hvad man ødelagde, købte man. Mere var der ikke. Derfor havde han ikke sagt noget imod, da kunden var kommet ind i selskab af to væsener. En tohalet rev og en hvid, sort og guld ulv. Disse var mere end velkommende, så længe de opførte sig ordentligt. Alligevel var Nadviho nok en anelse usikker på, om de ikke ville ødelægge noget. Derfor havde han ladet sig strække benene for at stå på samme side af disken som den interessante mand. Hånden med guldringen, der var grunden til forklædningen, hvilede ned langs den ene side, imens den anden hånd bukkede armen for at lægge fladt på disken. Om dyrene snusede efter deres forfædre, hvis ånder meget vel kunne være fanget i de mange objekter, skulle Nadviho ikke sige. Dog var i fokusset ikke på de to, firbenede væsener, men i stedet rettet mod manden og ind i de orangefarvet øjne. Endnu en særlighed. Det var udseende som denne mand, der fik Nadviho til at savne sin mørke hud, spidse ører og hvide hår. Denne menneskeskikkelse var kedelig. Den var klog til at opretholde facaden af en gennemsnitlig borger i Dianthos, men hvor var den kedelig! "Noget specifikt, De ønsker, herre?" Høflighed og veltalende var Nadvihos styrker. Eller nogen af dem i hvert fald. Alligevel var han måske en anelse mere høflig over for denne mand, præcis for hudfarvens skyld. Den mørke farve mindede ham om mørkelvernes hud. Et lille savn kunne gøre ham lidt sødere. Bare en anelse.

Der var mange ting i vinduet, som havde fristet Pharos. Det var sket hurtigt i farten, som han var gået forbi butikken. Med Ziwa og Zion på slæb som altid, den trofaste og divaagtige ræv, og den charmerende og kække hund/ulv var nærmest altid med ham. Det var yderst sjældent at de bare var derhjemme, for de elskede også at vandre rundt sammen med deres ejer. Begge dyr virkede som om de var i humør til drillerier, det kunne Pharos tydeligt mærke på dem. Alligevel gik de ganske pænt ved siden af ham, og kiggede rundt som de alle tre var endt inde i butikken. Butikken der havde fristet ham mere end den havde fristet dyrene. De begyndte straks at snuse rundt, og de begge to virkede så nysgerrige på alle de spændende ting som blev solgt herinde. Butikken var ikke en de alle tre havde set før, og bestemt ikke en butik som Pharos mente at have set før.

Han gik lidt mere rundt, før han hørte spørgsmålet. Han vendte rundt, så hans front var vendt imod ham"Der er mange ting som frister"svarede han kort, hvorefter han fik sendt manden et bredt smil. I et øjeblik lod han sine gyldne øjne glide ned over manden kort, før han kunne høre et eller andet i nærheden. Undrende vendte han sig rundt, bare for at sikre sig at der ikke var noget som blev ødelagt. Det var aldrig til at vide, hvad hans ræv og hund/ulv kunne finde på, for selvom de havde gået pænt og opførte sig yderst pænt i øjeblikket, så var det aldrig til at forudse hvad de kunne finde på af planer. Ved at have betragtet manden lidt mere, og nærmere vidste Pharos udmærket godt at hans udseende ikke normalt var noget man så rundt omkring. 

"På forhånd beklager jeg meget, hvis mine dyr larmer lidt.. Jeg skal nok holde øje med dem, og give dem en lærestreg hvis de ikke adlyder"lød det venligt fra ham, som han kastede et blik ned imod jorden, hvor Ziwa sad og viftede med halerne. Hendes blik var rettet op på manden, imens Zion den luskede og charmerende hund/ulv gik lidt rundt, og tydeligt var igang med at snuse og indtage alle de nye indtryk. Han havde et bredt smil på ansigtet som han lænede sig en smule op ad disken i nærheden. Disken hvor manden virkede til at stå og rodede med et eller andet"Jamen hvad kan du tilbyde mig, for jeg ser mange interessante ting og sager"svarede han som han pludselig kunne se Ziwa gjorde klar til at springe op på disken. Få minutter efter havde hun også gjort det og sad nu yndigt, og elegant og viftede med halerne som hun bare sad og stirrede på manden. 

Dyrenes snusen gav Nadviho en anelse uro i maven, men den var ikke stor. Og hvad så, hvis de ødelagde en ubetydelig vase? De ville ikke gøre andet end at bringe smerte til sjælen deri. Og på nederste hylde var der kun sjæle af gemene og kedelige dyr. Insekter, rotter og den slags. Måske var det derfor, ulven var interesseret i disse. Den kunne lugte et bytte af en anden verden. Nadviho havde hørt, at visse dyrs lugtesans var stærk nok til at opfange dybere ting end det, personer kunne. Det kunne snildt være lugte fra det hensides.

"Jeg kræver blot, De betaler, hvis noget går i stykker. Det går jeg ud fra, De er indforstået med." forklarede Nadviho roligt, som om det ikke gjorde det store. Og i princippet gjorde det heller ikke. Om et objekt og en sjæl blev ødelagt eller ej, ville Nadviho få prisen for den. Det ville han kræve af denne mærkværdige mand, hvis dyrenes opførsel var lig med ødelæggelse.
Den tohalede ræv var dog mere rolig end ulven. Først sad denne på jorden og kiggede direkte på Nadviho, før den hoppede op på disken. Uden nogle tegn på frygt eller chok løftede Nadviho hånden og kælede for ræven. Den kunne bide, hvis den ikke ønskede dette. Og det blev selvfølgelig gjort med hånden, der ikke havde ringen på. Ingen grund til at risikere noget med denne ræv. "Hvad står De og mangler? Et smykke, en pyntegenstand, måske noget mere brugbart? En vase som eksempel?" Hånden om ræven fjernede sig og Nadviho vandrede rundt i sin forretning. Hver væg havde hylder med genstande på af alle aspekter, der kunne tænkes. "Hvad har et væsen som Dem behov for, sir?"

Zion snusede videre, for han var tydeligvis nysgerrig efter at vide, hvad butikken indeholdte. Men uanset hvad sørgede Pharos for at holde øje med sine dyr, det var dog mest Zion han skulle holde lidt ekstra øje med. Mest fordi Ziwa bare sad og viftede med halerne ovenpå disken, hvor den ellers flinke mand stod. Det undrede slet ikke Pharos, langt fra så havde han set det komme. Hans blik hvilede sig lidt på ræven der mere, og mere havde øjnene rettet på manden. Manden som ingen af de tre kendte, hverken ham, Zion eller Ziwa. Men ud fra det første øjekast, virkede manden da meget flink, men gad vide hvem han var. Ræven havde altid været så nem sommetider, nok mest i forhold til Zion, den hund/ulv kunne virkelig være lusket, og charmere sig ind på andre. Men udover det kunne den også sagtens lave ulykker, men det var meget sjovt på denne dag. 

For det var som om hans dyr havde byttet rolle, og det var lidt morsomt, dog lidt spøjst også. Men ræven nød at blive kælet for, og Pharos stod afslappet og fulgte ræven, der lukkede øjnene for at nyde at blive kælet for. Et øjeblik faldt de gyldne øjne ned på ringen, han pludselig kunne se. Det gjorde ham lidt nysgerrig, hvad det var for en ring"Det er en ganske smuk ring, du bærer dig"lød det elegant, og veltalende fra ham som han sendte manden et bredt smil. Så gav han manden et nik, for det var fuldt forståeligt at han skulle betale for de ting han ødelagde, eller nærmere som hans dyr ødelagde. Det var aldrig til at vide, hvad de kunne finde på. 

Men ud fra hvad Pharos havde set, så virkede det ikke til, at de lige nu var igang med noget, men han havde en underlig mavefornemmelse. Nærmere en fornemmelse med, at hans dyr godt kunne finde på at snuppe nogle af mandens ting. Spørgsmålet om hvad han stod og manglede, fik ham til at tænke lidt. Ja manglede han enlig noget. Pharos stod og tænkte, som han et øjeblik kiggede ned på ræven der fortsat så ud til at nyde at blive kælet for"Jeg er fristet til at se deres udvalg af pyntegenstand og brugbart"svarede han med en venlig stemme, hvorefter han lænede sig en smule ind imod manden"Hvis de har noget spændende at tilbyde, og som jeg kan se"fortsatte han kækt som han blinkede til manden, og kort tid efter trak sig tilbage. Han var et væsen med en bred smag, han var til rigtig mange ting, også selvom han selv var en kunstner der lavede ting, så var der meget som fristede ham.

Den tohalet ræv to mere eller mindre imod Nadvihos kærtegnende hånd. Den lukkede sågar øjnene og nød sikkert den opmærksomhed, den fremmede butiksindehaver gav den. Alle kæledyr elskede at blive forkælet. Store som små. Hvis ulven havde været mere nærværende og rolig omkring Nadviho, ville den forklædte mørkelver da også have kærtegnet den. Måske mere end ræven, men lige nu var det ræven, der sad troligt på disken og ikke ulven. Den vandrede og snusede i stedet til hele forretningen. Der var også masse dufte for en skarpsnudet ulv at lugte. 
Dog var det ikke at for evigt, at Nadviho kunne kærtegne ræven. Manden var jo en kunde og han havde mere vigtighed end en tohalet ræv. Og som fokusset blev kort lagt på mørkelverens ring, kunne han ikke lade være med at kigge ned på denne, imens den anden hånd kørte rundt med den omkring fingeren. Dette løsnede den en anelse, da den ellers havde siddet godt klistret til fingeren. Nu kunne den rulle frit rundt om den knoglede ringefinger. Dog sørgede Nadviho på, at den ikke faldt af, da han slap den igen. "Det er den, men det er noget af det eneste herinde, der ikke er til salg. Men jeg har en masse ringe til salg, hvis det er, hvad De ønsker?" 

Men det var ikke ringe, manden ønskede. Det var pyntegestande og brugbare objekter. Ja, selvfølgelig. Dog var de ikke ved denne væg. De var ved en anden. Den, der var til højre for disken. Derfor måtte Nadviho bevæge sig tilbage og dermed tættere på den tohalet ræv. Ville denne nu kræve en kærtegnelse igen?
"Lad mig se kort," sagde Nadviho, mere til sig selv end manden. Han kiggede kort på hele væggen med hylder, før han lod begge hænder tage fat om en krukke. Den var sort med et gyldent mønster. Meget passende til manden faktisk. Det mere hemmelige var, at menneskekvindes sjæl var fanget i den. Hun ville ikke springe frem nu, men hun kunne, når Nadviho var på lang nok afstand. Han vendte da også rundt med krukken i hænderne og blikket hvilende mod manden. "Kunne denne være noget, De søger?"