Efter at have vandret tungt rundt ude i regnen, uden noget formål, uden en gennemtænkt idé, var det endt med at ypperstepræsten var vandret indenfor. Ind i det herlige, bedækket og elskværdige tempel, for var der overhovedet noget bedre end det tempel - nej det var der bestemt ikke. Det perfekte hjem, i følge Noire, også selvom indretningen måske ikke ligefrem behagede de fleste. Men hvem skulle også tage hensyn til det, hvem behøvede tage hensyn til det... Bestemt ikke en så vigtig dæmon som ham, og bestemt heller ikke de trofaste tilhængere. Et hurtig blik blev kastet på de afhuggede hoveder som hang tæt ved ham, og et lille tilfreds smil dukkede op på dit forbrændte ansigt. Ansigtet som ingen kunne se takket været masken, men de lysende gule øjne kunne altid ses. Skulle man genkende den kære ypperstepræst, skulle man bare gå efter de rødlige klæder, samt masken.

Imens han utålmodig stod og trippede med den ene fod, fik han efterhånden vendt hele kroppen rundt. Det målrettet blik scannede de tilbedende folk, som stod klar til at høre de vise ord fra Noire. Det var svært at se på dæmon præsten, hvad han enlig ventede på. Han foldede hænderne sammen foran sig, og skulede kort hen imod indgangen til templet"Imens vi alle venter på min udekommende gæst, beder jeg jer allesammen..."En kort stilhed kunne mærkes inde i hele templet, som flere og flere folk aktivt fulgte med i, det som præsten skulle til at sige"Om at folde jeres kyndige hænder sammen, og rette jeres blik op på de hængende hoveder ved min højre side"ytrede han høfligt, som han et øjeblik lukkede de lysende gule øjne. Som han stod med øjnene lukket, og hænderne foldet sammen, løftede han dem op foran sit bryst. Men som han pludselig kunne høre larm, voksede det smalle smil sig under masken. Et dybt suk forlod munden, som han åbnede øjnene og utilfreds vandrede tungt hen imod personerne som larmede under hans troværdige, og ytrende ord. 

Hvor vovede nogen at afbryde ham i sin begyndende prædiken, det var en skændsel, ja ligefrem farligt. Alle blikkene var hurtigt vendt hen imod Noire, som han greb fat rundt om halsen på en ung dæmon. Strammede grebet som han lod sine øjne bore sig ind i den forstyrrende unge dæmon. Dæmonen som havde vovet at afbryde ham"Du kære unge dæmon...De skal være glad for at vores højtelskede gud Zaladin, ikke lever"lød de første lave, og bestemte ord, før han strammede grebet omkring halsen. Den unge dæmon hostede, og kæmpede for at komme fri imens han ivrigt prøvede at beholde luften i lungerne, samt prøvede alt for ikke at miste sit liv. Ypperstepræsten vendte blikket væk, som han et øjeblik kastede sine gule øjne op på de hængende hoveder. Han kunne vel ligeså godt have en gave klar til den kommende gæst, for var det ikke gode manere at gøre sådan noget. Selvom Noire aldrig kom godt ud af det med kvinden, skulle hun da føle sig velkommen, og hvilken bedre måde end det, var et afhugget hoved. 

SWUSH! og den unge dæmon mistede hovedet, som gik så hurtigt at de fleste slet ikke opfangede hvad der netop lige skete for øjnene af dem. Uden at tøve vendte han ryggen til den nu døde og livløse krop, som faldt ned på jorden. Fokuseret vandrede Noire hen imod de afhugget hoveder, og han sukkede tilfreds. Hvor huskede han tydeligt den dag, hvor han havde adskilt de hoveder fra kroppene. Han vendte sig rundt, så hans front var ud imod de mange folk"Hvis en af jer kære individer gider at tørre det blod op, vil det glæde mig vældigt meget"lød de høflige og veltalende ord, før han betragtede det afhugget hoved i hånden. Han lagde hovedet på skrå, som de gule øjne gled ned over det unge hoved"Vi kan ikke have at vores gæst, skal blive budt indenfor med synet af blod"ytrede han formelt, før han sendte bestemte blikke til de enkle folk der bekræftende hurtigt nikkede til ham.