Spike svingede dovent det ene ben udover kajens halvrådne planker, en halv flaske glimrende rom i hånden. Det havde været en forholdsvis stille aften i Fristavn, så det var ikke mærkeligt at den brændende bygning havde samlet sig et publikum. Han drejede hovedet, og betragtede det faldefærdige og nu brændende varehus, som han havde vundet i et kortspil, for hvad der føltes som en livstid siden. Han havde, under sit alias som Tom Higgs, sat bygningen i stand, og havde en kort tid været tilfreds med at drive ”Den Beduggede Delfin”, som han havde valgt at kalde det. Værtshuset motto, "Ingen våben, ingen jægere, ingen kvaler", som havde prydet siden af bygningen med rød maling, var næsten forsvundet til ildens tusinde tunger. Alt hvad der var tilbage, var "KVALER", malet i store røde bogstaver. Spike løftede sin flaske, og skållede med sig selv. Snart ville også kvalerne være brændt væk.


Efter Ikaris konfrontation havde Spike solgt det nu populære vandhul til et klækkeligt beløb, der havde betalt for jagt på Ikaris. Den nye ejer, havde Spike siden lært, havde forsøgt at drive stedet selv, men da en af støttesøjlerne, der holdt bygningen over vande var kollapset, var stedet strippet og forladt. Af alkoholen var der ingen spor, men under sin søgen havde Spike alligevel formået af finde en kasse med fin rom, han havde gemt bag en falsk dør i væggen. Den forhenværende inkvisitør tog en slurk af den sidste overlevende flaske, de øvrige have værende brugt til at antænde den nu livlige ild.

Varehuset var at finde i udkanten af byen, og var blevet bygget før Fristavn var begyndt at strække sig imod centrum af bugten – og med den handlen, der havde gjort varehuset profitabelt. Der var derfor ingen bygninger tæt på det skrånende værtshus. Tilskuerne, der oprindeligt var samlet for at se om ilden kunne stoppes, betragtede den nu bare, og genfortalte rygterne om Tom Higgs, der sporløst var forsvundet efter et besøg fra en mørkelver. Spike, der havde påtaget sig endnu et nyt udseende, med skulderlangt brunt hår og et kort skæg, lyttede tavst med som teorier blev fremlagt, der på samme tide var åndsvage og frygteligt meget simplere end sandheden. Spike kunne ikke lade være med at smile. For første gang i årevis, var han for alvor fri.

Det føltes som om det altid var vinter, når hun var i Fristavn. Samantha skuttede sig i den bidende vind, der fangede hende direkte i passagen mellem to bygninger, og trak frakken tættere sammen om sig. Sne, kulde og isede gader. En vind, der bed gennem uld og støvler, og lod ingen i tvivl om hvem der havde magten, mens alle fornuftsvæsner blev inden døre foran en brændende ild.
Dette var dog Fristavn så der var langt mellem fornuftsvæsnerne og travlhed på de frosne gader.

Et gnitrende lysskær synligt gennem smøgen, fik dog styrmanden til at løfte hovedet en smule fra halstørklædets dyb og se gennem sneen i den retning. En brand af en slags. Nær nok havnen til at hun drejede imod den, skønt den ville være i god afstand fra hvor Sirenen lå. Trods frosten kunne ilden jo springe og udover træ-ædende kryb, så lå fri ild øverst på enhver søfarendes list over ting at holde fra borde.

Andre havde tydeligvis også set skæret og taget opstilling i god afstand for at nyde synet og andres ulykke eller varsomt sikre sig det alene brændte. Samantha kunne heller ikke lade være med fascineret at betragte flammerne slå op gennem taget på den ensomt beliggende bygning. Mere fangende for hende var dog manden der sad med ryggen til og så ud over vandet. En opførsel der kaldte på nysgerrighed. Noget hun kunne se andre delte.
Roligt og uforhastet trak hun hen nær manden, hvor hun kunne se profilen af ham uden helt at slippe brænden af syne. "Spild af godt træværk, skønt det da samler folk."

((Jeg kaster mig ud i det, men føler mig godt nok lidt rusten :P))
Spike genkendte ikke Sams stemme, da han hørte hende tale. Nok var hun grunden, eller i hvert en del af grunden, til at han var taget til piraternes by, men der var gået måneder siden de sidst havde talt sammen. Og hvad var chancen for at hun, af alle personer i byen, skulle være den der opsøgte ham i netop det øjeblik? Det var ikke engang værd at overveje.
Taget var faldet ind, og der kunne dårligt gå længe før væggene fulgte dets eksempel. Friheden han havde følt efter den katartiske brandstiftelse, var begyndt at trække sig tilbage, og havde efterladt ham i præcis den samme melankolske stemning han havde haft, da han først havde set den skæve og vandskadede kro. Så meget for den rensende ild.
”Godt træværk?” Han spyttede i vandet, og tog en slurk af sin rom. Mange ting kunne man have sagt om den Beduggede Delfin, og ingen af dem komplimenter. ”Jeg ville ikke have hængt mit tøj til tørre fra det skur, i frygt for at vinden trak bygningen ned.” Spike vendte sig mod den fremmede, og frøs. Sams ansigt var halvt oplyst af den fjerne ild, og malede hendes ansigt i skarpe kanter og varme kontraster. Det virkede umuligt at hun, af alle mennesker, skulle opsøge ham. Havde Spike været en troende mand, havde han bedt en takkebøn til Chance.
I stedet rakte han flasken, stadig halvt fuld af kvalitetsrom, til Sam. ”Tror du på skæbnen?” spurgte han med det samme kække halvsmil, som hun altid trak ud af ham.

Samantha beholdt opmærksomheden delt. Ilden var og blev et fascinerende væsen, trækkende og holdende opmærksomhed på sig, som den åd sig gennem en arm sjæls levebrød og truede med at springe efter den næstes. I Fristavn, en bosættelse bygget tæt og i træ, en værre trussel end en hær af Styrets byvagter. Denne bygning stod dog mere isoleret end de fleste og kunne derfor nydes brænde.
Så det gjorde folk.
Med vinden fra land for en enkelt gang skyld var kun de bærende stolper tilbage af fronten. Et sort skelet mod ilden bag og snart nok heller ikke mere end det. Den sigende knagen af eftergivenhed var begyndt.

"Godt træværk i dårlig brug måske." Et let smil krusede Samanthas læber. Hun huskede ikke havde bygningen havde været, men den havde stået der længe nok til bare at være. Tomten ville blive bemærket - til noget nyt skød op i dens sted.
En endegyldig knagen trak hendes blik fulgt til bygningen som siderne væltede ned og sendte en gnitrende sky af gnister mod den mørke himmel. Da hendes blik gled tilbage til manden var hans fulgt hvilende på hende og stivnet i noget der kunne ligne overraskelse i et flygtigt øjeblik. Havde han ventet en bestemt anden talende til ham? En bekendt frem for en fremmed? Aldrig til at vide.
Gestussen var dog stadig indbydende og hun tog imod flasken, vippede den kort og løftede et bryn op under huen af ham, før hun tog en tår. Så god som mærket havde lovet. Altid rart at blive overrasket over andres smag.
Så lo hun dæmpet og råt. "Et pudsigt spørgsmål seende på et livsværk brænde op." Stadig med resterne af smilet hængende i trækkende rakte hun flasken tilbage. "Nej, jeg tror nok ikke på skæbnen, men på Chances gunst, egne handlinger og omstændigheder. Skæbne antyder at alt er forudbestemt og derved at intet valg har betydning og den slags ideer fører til virkelige dårlige valg for mange!" Hun betragtede ham undersøgende et øjeblik og tilføjede så. "Håbede du på et andet svar?"

Spike trak på skuldrene. Hvad hun sagde lød ganske fornuftigt. Det var svært at være overtroende, når man havde været i Spikes branche i så mange år som han havde. Med alt hvad han havde gjort var han et levende bevis for, at der ikke fandtes nogen retfærdighed – og hvis ikke skæbnen var retfærdig, kunne det vel være lige meget om den fandtes eller ej. Hvad ville forskellen være?
”Måske,” sagde han ærligt som han kom på benene. Spike var ikke den store tænker, men syntes hvad hun sagde lød fornuftigt, og opmuntrende. Specielt for ham, der netop havde tilkæmpet sig retten til en frisk start. Ilden var langt fra hans opmærksomhed, blot aske fra et tidligere liv, der hastigt blæste væk med søbrisen.

”Men jeg kan fortælle dig mere om hvad jeg håber over det middag, som du netop skulle til at invitere mig til-” Han stak hende et af sine vindende smil, ”Sam”.

Manden tog ikke imod den tilbagebudte flasken, men gav hende i stedet et smil med sit svar, der trak Samantha tilbage mod andre tider. Så bekendt og tiltrækkende, men i et helt forkert ansigt. Den vej lå dog flere skygger end ilden kastede og et gammelkendt jag af tab, hun aldrig havde ventet kunne forfølge hende.
Og så fortsatte han, som var de alt andet end fremmede, med et forslag der trak smilet på hendes læber skævere til det stivnede ved hendes navn.
Han kendte hende og...
Samantha flyttede sig let så ildens skær faldt mere direkte på hans ansigt. Et nyt ansigt, men med de øjne og det blik hun huskede. Med det irriterende charmerende smil, der kaldte på et tilsvarende og på hende. "Lee?" Der var en tøven i hendes stemme, før hans reaktion gav hende nok til at være sikker i sin sag. "Du!"
Og med det gav hun ham et velfortjent skub væk fra sig.

Han havde efterladt hende uden et ord i Dianthos efter at de havde været forfulgt og tæt på døden - hun mest af alt - og så stod han der og... og forsøgte at virke som om det var det naturligste i verden!

Spike nåede at se smilet blive trukket frem på hendes læber, og et kort øjeblik var alt som han havde forestillet sig. På magisk vis havde han fundet hende, og selvom han havde været væk i godt og vel et halvt år, lod hun ikke til at bære nag. Han kunne mærke sit ansigt slappe af, og det charmerende smil blev mere afslappet.
”Ingen an-” begyndte han, men formåede aldrig at blive færdig. Sams smil tog en uforventet drejning, og før han havde tid til at forarbejde hendes nye udtryk, havde hun lagt begge hænder på hans bryst, og skubbet.
Spike forsøgte at træde bagud for at holde balancen. Som han væltede af kajen havde han kun et ganske kort øjeblik til at tænke over, hvor urealistiske hans forventninger havde været. Derefter drev det kolde salte hav enhver tanke ud af hans hoved.

Krigeren sparkede sig til overfladen og spyttede saltvandet ud af sin mund. Han kunne høre flere af ildebrandens kvindelige tilskuere råbe opmuntrende til Sam.
”Jep,” sagde Spike sagte til sig selv. ”Det fortjente jeg.”
Han fandt Sam på kajen, og løftede sin stemme.
”Så du er glad for at se mig?”

Skubbet havde været så impulsiv en reaktion for Samantha at hun ikke havde taget nogen som helst konsekvenser op til overvejelse. Hun havde blot handlet og som overraskelsen over hendes skift hurtigt gled over i en tilsvarende over manglende grund at træde tilbage på, så accepterede hun den fuldt som sin. Han havde trods alt fortjent en ubehagelig overraskelse og endnu mere end kold dukkert for det smørrede grin.

Hun satte den ene hånd i siden, mens hun betragtede de mørke bølger og ventede på de skiltes. En grum mindelse om noget med Lee værende ikke fuldt menneske luskede frem i hendes tanke øjeblikket før vandoverfladen blev brudt og en lille tavs del af hende åndede lettet op.
Det var også der nok tilskuere havde spredt hvad var sket til at sikre passende tilråb til dem begge.
Hun hævede flasken til en tavs skål mod Lee, mens han plaskede mod rebstien op og sendte derefter et grin mod de andre tilskuere samt en skål.

Han så da også lidt søle ud efter turen i det vinterkolde vand. Nok til at få et helt smil fra hende, skønt stemmen var en smule tør. "Mere end jeg burde være." Det var hun. Noget ved ham og deres korte tid sammen havde krøbet dybt nok ind under huden på hende til at han havde manglet da han var væk. En virkelig upraktisk følelse at opdage.
Kritisk lod hun blikket glide over ham. "Lad mig gætte. Ilden fik dit tørre tøj til middag?" Han tog sikkert - måske? - ikke skade af kulden, men opmærksomhed tiltrak det dryppende tøj og huskede hun ret var han ikke meget for opmærksomhed. "Så hvor at finde et sted du kan give mig en?" Hun så spekulativt på ham, mens hun helt bevidst vendte hans ord imod ham.

Halvvejs oppe af den korte rebstige, kunne Spike mærke kuldens nådesløse greb, som materialet der udgjorde hans krop stivnede. Op kom han, og udgjorde rigtigt nok et sølle skue, dryppende og drivvåd, til almen underholdning blandt de fejrende folk – men Spike bed ikke mærke i deres kommentarer og jubelråb. Iskold og frysende som han var, var der alligevel en varme, der bredte sig i hans bryst, da han hørte hendes første ord. Selvom han netop havde været smidt i vandet for sin grin, kunne han ikke lade være med at smile i svar til hendes. Spike tog et skridt nærmere, og tog flasken ud af hendes hånd, men lod den hænge slapt ved hans side; at drikke af flasken ville kræve at han brød deres øjenkontakt, og der var intet i verden han ønskede mindre i det øjeblik.

”Tyvene fik fat i dem for længe siden – og det var alligevel for det meste vådt, med alle de hjerteskårne styrmænd, der smider mig i havet.” Han lagde sin frie hånd på hendes hofte, og trådte et halv skridt nærmere, tæt nok til at de kunne tale uden at blive overhørt. Han kunne ikke længere holde det smørrede smil tilbage, og denne gang var det mere smørret end sidst. ”Eller måske skulle vi finde et sted, hvor du kan hjælpe mig ud af med mit våde tøj?”

Samantha kunne ikke lade være. Hun gengældte smilet fulgt, som Lee kom dryppende hen imod hende. Det fik hende også til at løsne op på den hårde facade og signalerede ret kraftigt til de omkringstående at hun havde tilgivet. Trods alt. Det gav lidt nye tilråb, men mest ærgerlige hovedryst fra de der havde håbet på en større scene skulle udfolde sig. Hvor var verden dog også et kedeligt sted...

Hun hævede spottende et øjenbryn af Lee ved det næste. "Du har måske et hav af efterladte styrmænd i horisonten?" Hun kunne simpelthen ikke lade ham slippe helt så let. Ikke før han lagde en hånd på hendes hofte og hun selv gennem hendes egne mere en tilstrækkelige påklædning kunne mærke kulden fra ham og hans våde tøj.
Hun lænede sig alligevel ind mod ham og mærkede sit smil afspejle hans. "Og få varmen også?" Utroligt hvor meget det smil kunne få tilgivet - eller måske var det mest synet af ham faldende i havnen, der havde gjort det.

"Jeg kender lige stedet..." Hun trådte et skridt baglæns og til siden, så hun kunne lede dem uden helt at miste fornemmelse af ham eller tvinge hans hånd fra hendes side.
De tiltrak sig nogle blikke på vejen, men langt fra så mange som ved branden. Mørket skjulte vådheden, som det skjulte det meste, og ingen anslog dem til nemme ofre eller mulige problemer. De to ting du oftest var i Frihavn. De fik dog en bemærkning med på vejen af dørmand, som de ankom til den udvalgte kro og sigende stillede efter køkkenindgangen. "Ejeren er en gammel bekendt, så ingen overflødige spørgsmål derfra."

[ltr]






[/ltr]

Og der var den igen. Den uforlignelige evne til at få hende til at føle sig som krydset på hans skattekort. Noget ingen anden havde givet hende en ærlig fornemmelse af at være, men som den evigt foranderlige Lee så let fik til at virke som den havn han tænkte at kaste blivende anker ved. En forvirrende og lettere forførende tanke at lægge til et blik og nogle ord.
Så smilet fandt fuldt Samanthas øjne, før hun rystede en smule opgivende på hovedet af ham og trak ham med sig væk fra den brændende ruin.

Larmen slog sammen om dem så snart de bevægede sig ind i den allerede godt fyldte kro. Musik og latter var for nu det dominerende, men det kunne hurtigt skifte var Samanthas klare erfaring. Bagerst var der dog flere halvgemte hjørner, til snak af den ene eller anden slags, og med let adgang til trappen op så vel som bagdøren væk. Den de lige var kommet af.
Fra et andet bord fik de et undersøgende blik, før de tre mænd sank tilbage ind i deres mumlede snak og ignorerede dem som ubetydelige. Lige som Samantha helst ville opfattes her.

Hun satte sig med ryggen dækket og blikket mod bagdøren, givende Lee blikket mod krostuen. Hans enkle nævnelse af hendes navn sikrede ham dog hvor hendes blik hvilede, afventende og varsomt eftersom alvoren havde fundet dem igen. Stilheden var da også sigende, som hans holdende hendes hånd var det, men det gav ordene mere vægt, da de endelig faldt.
Heldigvis var det meste af Samanthas vrede brugt på skubbet i havnen, for det var ikke rart at huske tilbage på. "Du efterlod mig på Helbrederhusets dørtrin, feberfablende og ude af stand til at stå selv..." svarede hun sammenbidt og tydeligt holdende stemmen dæmpet, hvor den hellere ville hæve sig og blive hørt. "De bragte byvagter ind, der stillede spørgsmål og virkede sært mere interesserede i dig end i dem der overfaldt karavanen." Hun holdt dog fast om hans hånd, som hun holdt hans blik. "Heldigvis?"

Spike mødte hendes blik ligepå, uden at kny. Han havde godt vidst at det var uundgåeligt at hun ville stille spørgsmål, efter hvad hun havde set, og hvad der var sket. Lige meget hvor længe han havde grublet over det, til gengæld, ville ingen svar melde sig. Fortalte han hende sandheden, eller i hvert fald den fulde sandhed, ville hun ikke se på ham med det afslappede smil, han var faldet så komplet for – og det ville være velfortjent. Spike Lee, i sin funktion som Lektor for mørkets inkvisition, havde gjort ting som ingen burde få synsforladelse for. Han vidste at spørgsmålene ville komme, men ønskede for alt i verden at han kunne udskyde dem blot en kort stund endnu.
En forbipasserende trådte på en løs planke i gulvet, og den knagende lyd, lyden af galgesang, trak ham ud af hans tankespind. ”Og. . . Hvad fortalte du dem?” Afhængigt af hvad hun havde sagt, havde der været mere uheld end held på færre.

Stilheden varede en evighed og ingen tid, før det forventelige spørgsmål kom. Havde hun udleveret ham for at beskytte sig selv? En risiko Samantha kendte så godt som alle andre de slingrede gennem Fristavns smøger og gader. Når du gav lidt af dig selv til kende kunne andre give det videre af deres egne grunde.
Hvad havde hun sagt den gang efter at feberen havde sænket sig nok til at Kit lod byvagterne nær?

"Jeg fortalte dem at karavanen blev overfaldet. At de, der gjorde det, vidste hvad de lavede og hvem de faldt over. At jeg flygtede fra stedet i forvirringen, men blev forfulgt og stoppet. At en til kom til, som ikke var enig med den første. Så uenig at sværd blev trukket og den tilkomne blødte sølv." Hun vidste det var en ting der adskilte Lee fra de fleste andre og det havde da også været den oplysning byvagten spidsede interesse over. Til den havde de lyttet med ligegyldighed. "Jeg fortalte jeg slap væk i mørket."

Spikes bryn knyttedes som han tog hendes ord til sig, og hans blik blev fjernt. Hvad Sam havde fortalt byvagterne ville det være svært ikke at lave forbindelsen. Ikke at der havde været noget de kunne gøre. Men det var ikke, og ville næppe nogensinde blive, byvagterne, der var Spikes største problem. Hvad lille information Sam havde givet dem, ville være den første ledetråd til at opspore ham i fem år. For Ikaris ville det havde været en snild sag at tage den ledetråd, og følge den hele vejen til Spike.
Med et suk løsnede han op i sine skuldre, der ubudt var blevet spændte. Ikaris ville ikke være et problem længere; det havde han sørget for med den samme opfindsomhed, som hun havde brugt til at finde ham. Og Spike tvivlede på at der fandtes andre med evnerne og interessen i at finde ham, nu hvor sortelveren var ude af billedet.
Han smilte til Sam med et sjældent oprigtigt smil. "Jeg er glad for at du ikke kom til skade - Mere end du allerede var. . . Jeg havde ikke lyst til at forlade dig på dørtrinnet. Men der er folk i hovedstaden jeg er nød til at undgå.”
 

Samantha forholdte sig tavs og afventende som Lee tog hendes ord ind. Han slap ikke hendes hånd og der var ingen vrede at spore i hans træk, men det kunne stadig komme. Det var mere en fjern eftertænksomhed, der gled over hans træk og det kunne dække over så meget. Hun havde gjort sit til at sløre sandheden om det skete uden direkte at lyve for byvagterne. Vinklet og fortiet hans rolle til den kun var ved overfaldet og ikke efter, som interessen var for åbenlys fokuseret på ham. Hun havde ikke brudt sig om de udvekslede blikke, mere end de forsikrende ord om hvor heldig hun havde været i at slippe væk.

Hun gav forsigtigt hans hånd et klem, som hun så ham løsne op og vende tilbage til hende. Smilet brød hendes egen anspændthed ned, om ikke andet nok til at hun kunne finde en antydning af et til gengæld. "Det mindes jeg også, altså at du ikke havde lyst til at forlade mig, men det fik mig nok til at tro.. håbe?.. forvente du var der i byen et sted, når jeg slap ud af helbredernes klør?" Hun havde ingen ret haft til at forvente noget sådan, men dybt nede var det der problemet var opstået. Hun havde forventet han ville være der. En forventning knust og uden ord til forklaring.

Samanthas ord kom bag på ham, uvant til tanken om at være ønsket som han var. En fornemmelse af gru løb igennem den garvede soldat, da han indså at tanken slet ikke havde strejfet ham. Efter at have efterladt hende ved helbredernes hus, havde hans eneste tanke været på sin egen sikkerhed. Hvad Sam ønskede i situationen var ikke faldt ham ind.
Byen havde ikke været et sikkert ophavssted for Spike, men han ville ikke have været i fare, hvis han ikke ønskede at blive fundet. Det var en af fordelene ved at være formskifter.

”Tilgiv mig,” sagde han og trak hendes hånd op og kyssede hendes fingre, mens han forsøgte at finde ordene, der kunne gøre alt godt igen; Spike havde aldrig haft en gave med ord. Han kunne ikke fortælle hende,  at han ikke havde tænkt på hendes behov. Gjorde han det, ville hun se hvor skadet et menneske han var.
”Byen var ikke sikker,” fik han presset frem, uden overbevisning. ”Det bedste jeg kunne gøre for os begge, var at forlade så hurtigt som muligt.”

Den lette overraskelse flakkende forbi Lee's træk ved hendes ord, var mere sigende end ord kunne have været det. Han havde ikke tænkt i den retning før nu og på en eller anden måde gav det hende en sær følelse af lettelse. For Samantha havde det været en uvirkelig overraskelse at indse hun dybt nede havde håbet han var der og endnu mere at det gjorde ondt han ikke havde været der. Ingen anden havde før krøbet ind under huden på hende på den måde og slet ikke på så kort tid eller under så kaotiske omstændigheder.

Af samme grund var det næsten let at holde hans blik med et vaklende smil. "Selvfølgelig. Ingen af os troede vi var der, da vi skiltes." Noget ved hele hans udstråling, fra han så hende på kajen og til nu, gav hende en klar følelse af at det var et 'vi' og ikke et 'jeg'. Så nikkede hun let. "Jeg forlod den også hurtigt. For mange spørgsmål og trusler om flere til min smag. Kom du væk, før nogen fandt tiden til at undersøge vores spor ind i byen?" Den ene byvagt havde rynket bryn og set mistroisk på hende nok til at hun havde en fornemmelse af at han om ikke andet fornemmede huller i det sagt og det usagte. So at hun ikke burde havde kunne komme til byen alene.

En insisterende banken af træ mod mere massivt træ, fik hende til at vende blikket mod baren, hvor kroejeren havde fæstnet blikket på hende og sigende bankede en tomt ølkrus mod disken. Accepterende det usagte krav rakte hun en hånd i været med to fingre fremme, før hun vendte blikket tilbage til Lee mumlende. "Hans 'ingen druk, ingen snak, ingen lir' er virkelig blevet en ting..."

Sam var mere imødekommende end Spike havde frygtet, og hans smil blev mere afslappet. Ikke for første gang slog det ham, at den smukke kvinde – der netop havde bestilt to krus af en størrelse, der nemt kunne bedøve en middelsvær trold – var exceptionelt god til at håndtere voldsomme situationer i strakt arm.

”Jeg stoppede ikke længe nok til at tjekke; havde en dårlig fornemmelse fra det øjeblik vi satte fod i byen. Som om der var nogen, der holdt øje med os -”
Han tav som en brede krovært sjuskede krusene over på deres bord, der hurtigt blev væddet af den spildte gyldne væske. Spike var en opmærksom fyr, så havde der været nogen, der fulgte dem havde han set dem. Han rystede på hovedet, og tog en slurk af sit krus. Paranoia havde været livsnødvendigt som Lektor for mørket, hvor spioner og oprører havde været på lur rundt om hvert hjørne, og han havde åbenbart svært ved at lægge det fra sig. 

"Men det var sikkert ingenting. Har du gjort noget nyt med dit hår?" spurgte han i et forsøg på at skifte emnet til noget mere muntert end de dødelige prøvelser, de havde været igennem.

"Den værste fornemmelse." Samtykkede Samantha med følelse. Den kom ikke blot i fjendtlige byer, men også nogen gange krybende med tågen ind over rælingen. Værre var den dog fulgt af tilsynekomsten af større skibe i silhuet mod horisonten og vinden løjende af. På det åbne hav var der meget få steder at forsvinde hen trods alt.

Hun mødte kroejerens blik som han satte krusene på bordet og besvarede hans spørgende blik og hovedkast med et skælmsk, affejende og alligevel forsikrende smil. Hun vidste hvad hun lavede og han behøvede ikke puste sig op. Den tidligere skibskok sendte Lee et skeptisk og lettere advarende blik, før han trak sig tilbage til baren med betalingen.

Så trak Lee hendes opmærksomhed tilbage og fik et grin som svar på det pludselige skifte. "Mit hår?" Selvbevidst rakte Samantha op og viklede prøvende en krølle om en finger, før hun rystede let på hovedet. "Nah, tror det er det vestlige ø vejr, der gør det godt." Hun tog en slurk af øllen og lænede sig en smule bedre til rette på stolen, før hun fortsatte. "Vi har fundet den her ø, der bare skreg på en bosættelse og kaptajnens faste hånd. Ender nok ligefrem med vi har et hjem på land og ikke kun et til skibs på den her måde."