Det var ved at være op ad formiddagen, da Sórin gik ud skovbrynet og begyndte at begive sig op af Sydvejen. Hans sandfarvede pels var blevet lang på grund af kulden, og den friske vind fik den til at bølge frem og tilbage. Viden tog også fat i de blå bånd han havde bundet i håret og det skind, han havde svøbt omkring overkroppen, for at holde den værste kulde væk.
I dag er endnu en dag, hvor solen valgte at gemme sig bag ved skyerne, tænkte han mut. Luften var kold, omend det stadig var over frysepunktet. Det var ligesom alle andre dage for tiden; grå, kolde og ensformige. Det var ved at være flere uger siden, at han sidst havde set solen skinne fra en blå himmel og den grå stemning fra vejret, var efterhånden smittet af på Sórins eget humør.
Noget andet der også bidrog til humøret var den dæmpede, men konstante klip-klop-klip-klip, klip-klop-klip-klip lyd som hans hove lavede når de ramte den hårdtstampede jord på Sydvejen. Han havde intet imod klip-lyden, men det konstante klop mindede ham om uafbrudt om, at han nogle dage forinden havde tabt en sko og derfor var nødsaget til at finde en smed i Zircon, som kunne hjælpe ham med at få den sat på igen. Han trængte egentlig også til at få trimmet hovene, men hvis bare den pokkers sko var blevet på, havde han godt kunne vente en uge eller to. Det er jo ikke ligefrem fordi sko er billige, tænkte han irriteret, faktisk er det en hel uges - nej måske halvanen uges - madbudget der ryger der. Og hvis der var én ting han ikke gad, så var det at bruge sine sparsomme penge, så der ikke var råd til ordentlig mad. Han kunne selvfølgelig altid leve lidt af græs og blade, men det var bare ikke lige så godt som rigtig mad. Specielt ikke her om vinteren hvor alt var tørt og vissent.
Men på trods af kulde, tabte sko og et trængt budget kunne han ikke lade være med at nyde landskabet omkring ham. Efter lang ti di skoven var det forfriskende at se de mere åbne marker, og se andre væsner end kun ham selv. Selvom han godt kunne lide at gå alene, så savnede han lidt selskab.

Endnu et vindstød ramte ham, denne gang hårdere end før. Det virkede til at vinden var taget til og nu også kom med den bidende kulde, som varslede at et regn- eller snevejr kunne være på vej. Med et bekymret udtryk løftede han øjnene og spejdede efter solen, der var gemt bag det evige skydække.
Hvis jeg skynder mig lidt burde jeg nå Zircon lige efter mørkets frembrud, tænkte han. Han håbede hans formodning var rigtig, for ellers ville det blive en kold og ubehagelig aften. Det største problem var stadig hans manglende sko på bagbenet, for når jorden var frossen som nu, skulle der blot et enkelt fejltrin til før han risikerede en skade i hoven. Og den slags skulle helst undg- en svag lugt af bålrøg rev Sórin ud af sine irriterede tanker. Han nåede lige at vende hovedet, da en kvindestemme anråbte ham.

Hestefyr? Hvad bilder den person sig dog ind? tænkte han forvirret. Han standsede og tøvede lidt nervøst et øjeblik. Herude fra stien kunne han ikke se hvad der gemte sig i skovkanten. Det eneste han kunne se, så ud til at være et svagt skær fra et lille bål. Men personen som stemmen tilhørte, kunne han ikke få øje på. Sórin havde hørt rygter om, at røvere befandt sig i dette område. Og hvis dette var et forsøg på at lokke ham i baghold måtte han hellere være klar. Han fik hurtigt fundet sin bue frem og lagt en pil løst på strengen, så den var klar til skud. Flere års bitre erfaringer havde lært ham at man hellere måtte være for forsigtig end uforsigtig.

Med buen i hånden forlod han stien og gik langsomt hen imod skovkanten. Buen han havde var ikke noget fornemt våben, som dem han havde set andre have. Den var simpel, lavet i mørkt træ og pilen beklædt med grå styrefjer. Men han havde haft den i mange år, og at have den fremme og skudklar gjorde ham mere tryg ved situationen.

Han stoppede lige ude for skovbrynet. Hans flanker dirrede nervøst hver gang han trak vejret, og musklerne under den halvlange pels var spændte. Hvis det var en gruppe røvere ville han ikke give dem chancen for at overmande sig, så han foretrak stadig at være i det fri, hvor han hurtigt kunne gøre omkring og stikke af. Det er måske ikke det modigste i verden, men heller levende end heroisk, tænkte han med et smil.

"Hvem er du ... dame?" spurgte han. Hans forsøgte at holde stemmen skarp og rolig, men nervøsiteten kunne tydeligt fornemmes i den "Og hvad vil du mig?" sluttede han, imens han hævede buen en smule og trak den halvt op.

Af en halv-hest, så var han sørme langsom i optrækket. Alwyn betragtede han så tålmodigt hun kunne, imens han langsomt opbyggede mod nok til at trædde en anelse nærmere. Hun havde i mellemtiden lagt sin daggert tilbage ind over bålet. Klingen blev langsomt rødlig.

"Hilde død..." brummede hun endelig utålmodigt, og forsøgte at skubbe sig selv op at stå for at komme det langsomme væsen i møde. Men med et højlydt suk og smertelige støn, væltede hun hurtigt bagover op ad træet igen, og dumpede atter ned på jorden. Benet dunkede smertefuldt. "Garrh!"

Hun tog sig hårdt til benet igen, og i et øjeblik vendte hun blikket mod sit blodplettede tøj. Forbandet være hendes held. Da hun atter vendte blikket mod kentauren, stod han med en bue og pil trukket klar. "Vent vent! Rolig nu, prr, eller noget..." sagde hun sammenbidt. Hun løftede begge hænder op foran sig, for at vise at hun intet våben havde - eller... Det lå trods alt ved siden af hende, men hestefyren behøvede jo ikke vide at daggerten næsten var lige så dødelig dér, som hvis den var i hendes hånd.

"Jeg gør dig ikke noget. Jeg er kommet til skade. Jeg kunne godt bruge en hånd. Hvis jeg ville prøve at overfalde dig, så havde jeg jo ikke tændt et bål og sat mig så akavet ned. Det ville have været nemmere at springe på dig bagfra - dit klip-klopperi larmer nok til at de fleste ville kunne snige sig op på dig." Det var en længere forklaring, men måske hvis hun i det mindste var hudløst ærlig og fortalte ham, hvor tåbeligt at overfald af dénne taktik ville være, så kunne han måske indse at hun næppe var en trudsel.

"Med det sagt, så er der banditter i området. Det har jeg selv erfaret. Desværre. Kom nu bare tættere på! Har ud en bandage?" Alwyn var bestemt ikke tålmodig men... Det er man nok sjældent, når man har taget et sværd til låret.

Først ved kvindens smertefyldte smerteråb fik Sórin kigget nærmere på hende. Indtil da havde hans opmærksomhed i lige så høj grad været rettet mod omgivelserne omkring ham, for at se en eventuel angriber i god ting. Hendes brune hår omkransede et kønt ansigt som dog var smertefuldt fortrukket - og med det med rette. At dømme ud fra de blodige hende, og det der lignende en lind strøm af blod fra benet var hun hårdt såret.
Et øjeblik vidste Sórin ikke hvad han skulle gøre. Han var ikke lægekyndig udover det helt basale, og denne kvinde havde tydeligvis brug for mere hjælp end han kunne give hende. Hendes stemme rev ham ud af sine tanker og tilbage til nuet. Hurtigt smed han buen fra sig på jorden og skyndte sig det sidste stykke hen til den sårede kvinde. "Jeg skal nok hjælpe dig så godt jeg kan" var det eneste han kunne finde på at sige. Hvad hun sagde om hans 'klip-klopperi' vidste han ikke helt hvordan han skulle reagere på, så han valgte at lade det feje. Hun var tydeligvis i smerte, så måske var hun grov af den grund.

"Var det banditter, som gjorde dette i mod dig?" spurgte han venligt imens han foldede benene ind under sig selv, og med et sagte bump lagde sig ned ved siden af kvinden. En af de ældre hopper i landsbyen havde engang fortalt ham, at det var vigtigt man snakkede med den sårede. Det var noget med at få tankerne hen på noget andet end smerte, genkaldte han sig.
Han vendte overkroppen væk fra kvinden imens han rakte bagover for at nå en af sadeltaskerne på ryggen. Heldigvis holdt han altid sine bandager og andre småting tæt på, så de var nemme at nå, så han fik hurtigt fundet en passende bandage frem og vendt sig tilbage mod kvinden. "Dette er det bedste jeg kan klare", sagde han undskylde. Han vidste at det sår krævede mere end blot en simpel forbinding, men det ville formentlig vinde dem nok tid til, at få hende sikkert til byen og en rigtig lægekyndig.