Det var ikke sjældent man så Amara på en af byens kroer, men det hændte. På trods af hendes til tider sky væsen kunne hun godt finde på at tage på Det Halve Svin for at drikke et glas vin og suge byens indtryk til sig. Faktisk var det en af de bedste ting hun vidste efter en lang dag i helbredeshuset, og selvom hun ikke var det mest udadvendte menneske havde hun efterhånden fået lært nogle ansigter på kroen at kende. De fleste var efterhånden begyndt at kende elveren med de lange klæder og handskerne ved navn, og Amara havde efterhånden fået en fast plads der var "hendes" over ved en af bordene, hvor hun kunne nyde sin vin i ro og mag.
Det var ikke fordi hun drak sig fuld, men hun nød et glas vin eller noget mad, god musik og god stemning. Her var liv og glade dage og det var hun kort og godt tiltrukket af.

Det var hun også denne aften, hvor hun trådte ind på den lune kro. De grønne øjne gled hen over folkene i kroen, og besvarede de venlige nik fra de stamgæster der genkendte hende. Til hendes rædsel kunne hun dog konstaterer at det bord hun normalt sad ved var optaget. Et øjeblik stod hun lidt i døråbningen og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, men da en flok mænd i lystigt humør i det samme kom op bag hende gik hun alligevel ind. Nå ja, det var vel hvad der skete, og det var jo heller ikke hendes bord, så i aften måtte hun vel bare sidde ved baren.
Altså stilede hun op mod baren mens hun undgik at komme for tæt på for mange mennesker. En opgave der ikke var så nem, for i aften var der en del der havde søgt ind på Svinet, men til sidst nåede hun baren, hvor hun hurtigt bestilte et glas vin og satte sig op på en af de ledige stole.

I sine 155 år, havde Ainion kun få gange været væk fra Azuriens bjerge. Denne gang var han draget til Dianthos, en by han endnu ikke havde set med sine egne øjne. Iklædt sin uldkappe, med hætten trukket godt op over hovedet, hans bue og pile på ryggen, og støvlerne snørret tæt til benet, havde han vandret i gaderne. Første dag havde vist sig at være mere givende end han først havde turde håbe, men samtidig med det også uendeligt trættende. Allerede nu manglede han stilheden som bjergene normalvis bragte, men han kunne jo ikke blive i bjergene for evigt. Der var så meget ubesøgt land omkring ham, og så mange ting han gerne ville opleve. Efter godt og vel 11 dages vandring var han endt i byen, og det eneste han havde kunne tænke på var mad og drikke. Det var af denne grund at han var endt på kroen de kaldte ’Det halve svin’. 

Her havde han siddet ved baren i en lille times tid, med en fremmed drik foran sig og en bid tørt brød - det eneste de kunne servere ham for de mønter han havde. Drikken var ikke ligefrem hans kop te, men slukke tørsten kunne den, på trods af den harske og bitre smag.

Ingen havde mælet et ord til Ainion siden han ankom. Den første gang han rigtig lagde mærke til de andre individer, var da en fremmed satte sig på en af de sidste frie stole i baren, tilfældigvis tæt nok på ham, til at han kunne danne sig et svagt indtryk. Han sad derfor også et øjeblik og stirrede på hende. Hun var den første elver han havde set siden sin afrejse fra Azurien, måske faktisk den første han havde set i nogle måneder, og det var derfor meget forfriskende for ham. Han ville da gerne hilse på, men hvordan skulle han overhovedet bringe det an, han var ikke ligefrem vant til de almindelige høfligheder, som det lod til de fleste andre udviste.

”Vil du have noget at spise?” Spurgte kromanden da han rakte Amara den bestilte vin.
”Nej tak, ikke i aften.” Svarede hun, og sendte ham det der blændende smil, der altid fik hendes ansigt til at lyse op. Det var et smil hun var ganske stolt af, for hun syntes selv det var åbent og indbydende og stod i kontrast til det faktum, at hun var tildækket fra top til tå. Hvilket for nogle godt kunne virke ret lukket, så hun havde brugt lang tid på at øve sig i at gøre sit smil indbydende så folk forhåbentligt, alligevel ville tage kontakt til hende. For i bund og grund havde hun ligeså meget behov for andres selskab som alle andre væsner. At hun ikke kunne få det fysisk var en ting, men hvis der gik lang tid hvor hun ikke havde fået sit psykiske behov opfyldt begyndte hun at blive træt og tvær.
Så var det altid godt at kunne gå på det halve svin (hun nægtede simpelthen at kalde det Svinet som mange ellers gjorde), for der faldt man altid i snak med nogle, og der var altid liv og glade det.

Det var der også i dag. Et par stykker spillede musik, der blev leet og snakket og generel var der en del larm og støj, hvilket måske også var derfor det ikke gik op for Amara, at der blev stirret på hende lige med det samme. Faktisk gik der en rum tid inden fornemmelsen af at blive overvåget fik hende til at se op og lade blikket glide rundt i kroen. De grønne øjne nåede næsten helt tilbage inden de landede på synderen for iagtagelsen af hende. En mand, nej, en elver. Den første elver hun havde set i en rum tid, faktisk.
Synet af ham fik hende til at hæve sit glas i en hilsen og sende ham et smil. "Le suilon." Hilste hun venligt på det elviske modersmål. En formel hilsen da hun endnu ikke kendte ham, men samtidig anerkendte han var der. "Jeg mindes ikke at have set Dem her før, er De ny heromkring?" Spurgte hun nysgerrigt.

Det var ikke hensigten at stirre så længe som han gjorde, af og til lod han det ubevidste tage styringen, fordi omgang med andre var så fremmed for ham, at han ikke altid vidste hvordan han skulle agere. Hvad der bestemt ikke var hensigten, var da et par grønne øjne ramte ham, og der pludselig blev dannet kontakt mellem ham og den fremmede elver.
Et svagt smil bredte sig over hans læber, høflighed var vist den bedste tilgang til dette, for ikke at virke for afstandstagene. Det tog ham noget tid at finde fæste i det at hun tog kontakt til ham, hvilket også var grunden til at han ikke hilste som man normalt ville gøre det, de almindelige formaliteter forsvundet fra ham et øjeblik. Han løftede sit glas i respons til hendes, den bitre væske nu tømt fra glasset. ”Ny? Det kan man vist mildt sige.” Han lod blikket glide rundt i rummet, inden det faldt tilbage på den fremmede. ”De må næsten være det modsatte så? De lader til at finde Dem hurtigt tilpas i rummet.” Han lavede en håndbevægelse, som for at indikere hvilket rum han henviste til.

Han rumsterede rundt i sin kappe, for at se om det var muligt at finde nok mønter til endnu en drik. Han vidste der gemte sig nogle et sted, det var bare lige med at få gravet dem frem. Han bibeholdte et øje på den fremmede, både for at vise forsat interesse, samt for at sikre sig at hun ikke pludselig listede sig ud, det var første kontakt med andre han havde haft længe. Først da han havde fundet tilstrækkeligt med mønter, vendte han hovedet mod kromanden og fik hans opmærksomhed. ”Er det muligt at skænke mig endnu en, af dem som blev skænket sidst?” Han smilte til manden, lod mønterne falde på bordet og nikkede som tak, da manden informerede, at den var på vej til ham.

Hans svar fik Amara til at hæve en af de mørke øjenbryn. Det var ikke det uformelle i hans svar, for skønt hun selv forsøgte at holde på formerne var det ikke noget hun hævdede af andre skulle gøre, men fordi hans svar havde været så ligetil. Det var ikke en elverting: de fleste elvere kunne bruge timer på at komme til sagens kerne, men det var dejligt forfriskende og fortalte hende noget om han som karakter. "Både og," svarede hun med et lille skuldertræk. "Jeg har været i Dianthos siden sommeren, men det er ikke længe for Dem og jeg." Hun hentydede selvfølgelig til, at tid betød noget andet for dem end det gjorde for menneskerne. Ikke at Amara kunne bebrejde menneskerne det, for hvis hun havde haft ganske kort tid at leve i ville hun uden tvivl også have haft mere travlt.

De grønne øjne fulgte hans bevægelser, som han gav sig til at rode i lommerne, men blev flyttet da han hev nogle mønter frem. Det ville være uhøfligt at stirre på ham på den måde, så i stedet koncentrerede hun sig om sin vin, som hun tog en tår af. Det var først da elveren havde betalt, at hun igen vendte blikket mod ham - kort for derefter at flytte det til kromanden. "Han foretrækker en mjød, jeg skal nok betale forskellen." Sagde hun så. "Jeg er sikker på de vil finde mjød mere behageligt end øl, jeg finder at øl er meget bittert. Mjøden er mere sød." Om han overhovedet ville kunne lide det var ikke til at sige, men det måtte de jo begge finde ud af da krofatter i det samme satte et krus mjød foran ham. "Hvor kommer De fra?" Fortsatte hun nysgerrigt, selvom det slet ikke kom hende ved.

Han fastholdt blikket på Amara. Efter så længe uden nogen kontakt til andre end sig selv, var det befriende endelig at høre andre stemmer, men specielt selv at deltage i en samtale med en anden. På trods af at de var fremmede, lod det til, at man på Det halve svin ikke var bleg for at opstarte samtaler med fremmede. Det var vist det helt perfekte sted han havde forvildet sig ind.  Et smil spredte sig over hans læber. ”Nej, det er rigtigt nok. Konceptet er lidt anderledes for menneskene.” Han træk en anelse på skuldrene. Det var en pudsig ting at tænke over, og noget han aldrig selv bed mærke i, medmindre det blev bragt på banen. Men realiteten var nok også, at efter så længe uden andre, glemte man hurtigt den almindelige viden om folkeslag og racer, fordi den ikke var af nødvendighed. 

Når man var på så bar bund som ham, var det både rart, men også lidt forvirrende, da den fremmede erstattede det hun kaldte en øl, med mjød. Hvad end det ville sige, var han ikke sikker på. Drikke havde han aldrig haft styr på, vand havde altid været hans kilde til forfriskning. Han lod blikket glide fra bartenderen til hende, efter han havde fået mjøden, og nikkede lidt. ”Ja? Jamen så må jeg hellere takke dem.” Han tog mjøden til læberne, og smagen som ramte dem, var ganske rigtigt mere for ham. Den varmede på en anden måde end øllen havde gjort. ”Det må jeg vist give dem ret i, den er mere behagelig.” Han lod endnu en gang et smil passere sine læber.
Hvor han var fra? Det var sjældent der blev vist interesse for det, men der ville ingen skade ske, ved at fortælle det. ”Jeg har levet i Azuriens bjerge hele mit liv.” Hvis hun havde spurgt ham, var det så også acceptabelt for ham at spørge, eller var der en ydre grænse. Måske han bare måtte teste vandende. ”Hvor kommer De selv fra, og hvordan har De forvildet dem hertil?” Hvis han skulle teste vandende, kunne han lige så godt bringe samtalen videre. Den fremmede virkede som behageligt selskab.

Amara var ikke vant til så megen øjenkontakt, men egentlig var det rart. For det meste var det hende, der trak blikket til sig, men ikke denne gang hvor hun fastholdte hans blik mens de talte. "Tid er anderledes for menneske, ja. De har altid så travlt, men når så meget på kort tid." Amara holdt sådan af mennesker. De var så underholdende og fantasifulde, og hun holdt af at betragte dem og se hvad de skabte sig på deres korte liv.
Men ligegyldigt hvor underholdende mennesker var havde hun savnet at tale med en anden elver. Der var noget betryggende ved at tale med en man delte så meget med, for skønt hun ikke var i tvivl om at de var ganske forskellige, delte de alligevel en del gennem deres race.

Hans reaktion på mjøden mindede hende om første gang hun selv havde drukket menneskenes mjød. Det havde ikke været i Dianthos, men længe før hendes magi havde vidst sig. Dengang hun havde været en helt anden, mere levende der ikke kun havde betragtet andres liv, men også taget del af den. "Dværgendes mjød skulle være endnu bedre," sagde hun. "Men jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at smage den." Hun ville sikkert kunne finde et sted i byen der solgte dværge mjød, men havde ikke aktivt ledt efter det da hun vidste, at hun nok skulle nå det med tiden.
"Azurien? Hvor spændende! Hvordan er der der?" Spurgte hun med en tydelig interesse i de grønne øjne, som han fortalte hvor han var fra. Azurien var endnu et sted hun ikke havde været, men gerne ville besøge en dag. "Jeg kommer fra Elverly," forklarede hun. "Jeg er... faktisk ikke sikker på, hvad der fik mig til at søge mod Dianthos, det virkede bare som noget man skulle se. Og så er jeg blevet her, længere end jeg troede jeg ville. Men jeg har fået mig et job her, og nogle bekendte, så lige nu befinder jeg mig ganske godt her." Forklarede hun med smilet spillende om læberne.