Kulden havde for alvor sat sine kløer i Dianthos, men modsat sidste år så var der stadig liv i gaderne trods det fine lag af hvidt der havde lagt sig over tagene og hvor folk ikke lige gik. Sidste år og året før havde været hård for bageren havde fået sin forretning op at kører, hungers nød og magtsyge ordens folk havde ikke ligefrem gjort det let at holde biksen i gang. 
Dog heldet var vendt og folk var blevet meget glade for Brutus tærter. Det var helt underligt for minotauer bageren at hans lille bager biks faktisk havde folk der kom ofte, lidt som den hvidhårede frøken Calistra der ikke lod til at spise andet end tærter. 

Men for en gang skyld havde han faktisk krystaller nok og så travlt at nok burde have et set hænder mere, det var dog lidt besværlig når man var en bredskuldret minotaur der var bred som de fleste var høje, og højere end alle han ellers havde mødt.
"Et øjeblik!" prustede han som han stillede en kødtærte til afkøling, og fik ekspederet kunden der skulle have et krydret stort brød med hjem.
Men som han vendte sig for at hente tærten var det forsvundet. "Hmmm det var da mærkeligt" lød det som Brutus stak hovedet ud for at se om tærten var fløjet sin vej. Ind i mellem forsvandt tærterne når man kiggede væk, hvilket var lidt synd for så kunne folk ikke få løv at prøve smage dem.

Vinteren var den værste tid i Dianthos, syntes Maela. Det var svært at få arbejde og meget af tiden kæmpede hun blot for at få et varmt måltid mad. En del af tiden tilbragte hun slet og ret som ræv, for der havde hun pelsen til at holde sig varm. Der var dog andre farer ved at være et dyr i Dianthos.

Hun tjente stadig et par krystaller ved at agere bud rundt om i byen, men det var blevet sværere at få job - især da det var ved at blive kendt, at hun var langfingret og ikke altid kunne frembringe varerne i intakt tilstand. Hun havde prøvet at forstå hele konceptet om dit og mit, men det var stadig svært for hende.
Én ting havde hun dog lært: folk blev altid sure, hvis man tog noget, de ejede, så det var om at gøre det diskret, hvis man skulle tage noget.

Hun havde ikke noget at lave i dag og endnu engang havde hendes skridt ført hende forbi boden på markedspladsen, hvor der altid duftede så godt. Hun standsede et øjeblik op for at snuse ind - hun havde aldrig turde forsøge at tage noget, for bageren var en stor minotaur, og han så godt nok farlig ud!
Som hun betragtede boden, så hun dog, at en person der i al hast skyndte sig forbi, fik skubbet til en tærte der stod til afkøling, og den begyndte at stå og vippe faretruende på kanten.

*PLOP* Om hun var blevet bedre til at teleportere, eller hun blot var heldig, var hun ikke helt sikker på, men hun landede foran boden med tærten i armene, netop som den faldt. Og endda med den rigtige side op ad. De store nøddebrune øjne så forskrækket op på minotaurhovedet, der stak ud fra bageriet og hun stammede skrækslagent: "Den.. faldt! Jeg har ikke stjålet noget, Hr Bager!"

Brutus nåede ikke at kigge meget rundt før en stemme fangede minotaurens opmærksomhed under ham, "Oh! Godt grebet" Smilede han mod den rødhårede frøken der lå på jorden, tærter kunne selvfølgelig også falde ned, det gav god mening. "Bare rolig, hvis du havde stjålet den så lå du ikke der lille frøken, øjeblik" Minotaueren trak hovedet ind igen for at række armen ud af vinduet så den rødhårede pige havde en hånd at tage fat i.

Efter hun var kommet op at stå, eller han troede hun var, så stak han hovedet ud igen. "Jeg håber at at du ikke kom noget til skade! Hvis du tager plads på en af bænkene på den anden side så kan du få en tærte som tak?" Det gjorde næsten ondt i hans hjerte at pigen havde set så skræmt ud! Hun havde jo ikke gjort noget forkert og, faktisk havde hun reddet den anden kunde fra at skulle vendte på en ny tærte.
"Oh! Faktisk kan jeg overtale dig til at give den til manden med det sorte hår når du kommer derom?" lød det med et smil. Det ville være noget lettere for hende at gå rundt mellem bordene, for selvom han havde lange arme så var det lidt besværligt at komme rundt.

Maela blinkede et par gange med øjnene. Godt .. grebet? Det tog hende et lille øjeblik at processere, at han faktisk troede på, at ikke var med vilje, at tærten var endt i hendes arme. Et lille, spagt smil begyndte at forme sig i hendes mundvig.

"Javel, Hr Bager! Jeg giver den til ham med det samme!" Sagde hun glædestrålende. Duften fra tærten var næsten ved at få hendes mund til at løbe i vand og tanken om, at han ville give hende en var næsten mere end det lille rævehjerte kunne bære! Det ville slet ikke gøre hende noget, hvis den var kold - hun ville bare så frygteligt gerne smage.

Hun pilede hurtigt af sted og placerede tærten foran den sorthårede mand med et forsigtigt smil og et lille "Værsgo Hr!" inden hun skyndte sig tilbage for at tage plads på bænken. Hun så lidt sølle ud, som hun sad der - tøjet trængte til en vask og det samme gjorde manken af rødt hår, der var ganske filtret. Men smilet og livligheden i hendes øjne, var ganske ægte.

Den rødhårede rævede pige fik et varmt smil med på vejen som hun pilede hen med tærten, hendes iver var smittende og Brutus tog en tærte ud af ovnen, egentlig ville han have prøvet den selv til frokost, men pigen lignede hun kunne bruge den mere end han kunne. De ekstra kilo smagsprøver han havde taget på var jo nok kommet et sted fra. 

Duften af skinke og porrer sprede sin liflige duft ud i det lille overdækkede område, som Brutus møvede sig ud og servede tærten foran den lille frøken, hvorefter han dumpede sit ekstra forklæde over hendes skuldre, det var så stort at det lignede en kappe på hende. Det lignede jo det lille pus frøs!
"Jeg håber at du kan lide skinke, det var lige den første der var klar" Det store hoved så sig omkring, det lignede ikke der var kom vildt mange kunder med det samme. "Har du noget imod jeg sætter mig her?" spurgte han og gestikulerede mod jorden for enden af bordet, så var de næsten lige høje hvis han sad der.
Forhåbentlig var hun ikke helt skræmt væk af ham, for han havde lige fået en fantastisk idé syntes han selv! Hvis bare hun var ville til at lytte til den.

Maela kunne næsten ikke tro sit eget held. Tænk at hun kunne få sig en lækker, velduftende tærte - og helt uden at hive krystaller op af lommen. Det nok kun godt, for den selvsamme lomme havde været umådeligt slunken på det seneste.

"Jeg kan rigtig godt lide skinke!" Svarede hun glædestrålende. Hun kiggede lidt overrasket op, da forklædet blev dumpet ned om hendes skuldre, og han så næsten helt genert ud et øjeblik. Det var meget lang tid siden, hun var blevet puttet om på den måde.

Forsigtigt begyndte hun at pirke lidt til tærten - hun havde lyst til at tage en stor bid, men den var rygende varm, så hun tog i stedet for lidt af brødkanten og proppede i munden med fingrene. "Nej da! Og tak for tærten!" Smilede hun til minotauren, efter at have gumlet lidt. "Har du altid været bager?" Røg det derefter nysgerrigt ud af hende.

"Det er jeg glad for at høre!" Klukkede Brutus varmt, det var sjældent at han blev mødt med sådan en iver! Den slags smittede og var nu noget af det bedste han kendte. Så var det ikke helt spild at gå glip af den ekstra bid frokost.

Han skulle lige til at sige at hun skulle passe på for tærten den var nu meget varm! Men hun var jo ikke ligefrem et barn, så det vidste hun tydeligvis og der var ikke behov for at han var overbeskyttende på hendes vegne, så i stedet skubbede han en kniv hen til hende så diskret som han kunne, hvilket var omtrent så diskret om en trold der gemte sig bag en gryde. "Selv tak da, du har jo selv arbejdet for den," smilede han varmt, nok havde det været et ret let stykke arbejde, meeen hun havde gjort noget for den!
"Åh ikke altid, jeg var faktisk en stor slagsbror da jeg var på din alder!" forklarede han og løftede armene som når man fortalte om et stort farligt monster. Det var efterhånden mange år siden, og ved guderne hvor var han glad for at han ikke behøvede at slås længere!

Maela kiggede lidt på den spøjse måde, den store minotaur skubbede kniven frem. Det var næsten som om han førsøgte at gøre det, så hun ikke så det, og det fik hende pludselig til at smile over hele femøren, som hun greb om kniven og begyndte at skære tærten ud i spiselige bidder.
På skolen havde de altid skændt på hende, og hun huskede også svagt, at hendes plejeforældre håbløst havde forsøgt at lære hende at spise med bestik. Hun kunne godt lide minotauren, bestemte hun sig for.

"Du må endelig sig til, hvis du en anden gang skulle have brug for nogen til at hjælpe!" Udbrød hun glad og blev derefter lidt rød i kinderne. Hun havde jo reelt ikke gjort særlig meget, og nu lød det lidt som om, hun bare var ude efter gratis mad.

Hun skyndte sig at stoppe noget tærte i munden og tygge det grundigt.

"Åh, virkelig?" Taknemmelig for emneskiftet kiggede hun med store øjne på de kraftige arme, mens hun gumlede. Han så også ud til, at han kunne slå hårdt, hvis han ville. "Hvem sloges du mod?" 

Et bredt smil bredte sig på det store minotaur hoved, som den rødhårede pige begyndte at skære tærten ud, det var nok en lille ting men det var nu rart at sikre hun ikke kom til at brænde tungen eller fingrene! Brutus kunne ikke sige om det var fordi hun ikke var vant til at bruge bestik, eller om det var glemsomhed, men det gjorde ham ikke så meget hun virkede som en sød pige under alle omstændigheder!

"Det kunne godt tænkes," lød det overvejende. Brutus havde meget at bage og det kunne sikkert være godt for forretningen at faktisk kunne levere det! Eller for den sags skyld have hjælp til at servere ved bordene her ved boden, nok havde han lange arme, men det var ikke helt let at bevæge sig ind mellem bænke og borde. 

"Åh erm, dem jeg blev betalt for? Men mest så turde folk ikke slås mod mig" lød det forlegent, det var ikke en tid han var stolt af, men det var hvad han kunne gøre for at hjælpe hans bror og svigerinde. 

Brutus lod blikket glide ned over den ræverøde frøken, hun virkede lidt beskidt om ørene, men hun kunne nok godt hjælpe hvis det var. Nogen gange havde folk bare brug for en ekstra chance, lidt som ham selv i sin tid. "Hvis du er interesset kunne jeg nok godt have noget arbejde til dig, enten hjælpe til her ved boden eller bringe bagværk hjem til folk, er du god til at finde rundt?" Lød det med et smil.

"Åh." Fik Maela frem så godt hun kunne, for hun havde på nuværende tidspunkt proppet munden fuld af tærte. Den smagte fortræffeligt og hun måtte styre sig lidt for ikke at stoppe mere i munden, end hun kunne tygge. 

Hun bemærkede slet ikke forlegenheden i hans stemme - for hende var det sejt at være lejesoldat. Faktisk så hun en smule op til de fleste, der kunne kæmpe, for hun havde aldrig selv lært det. Man stak folk med den skarpe ende af sværdet, men det var ca. alt, hvad hun vidste. Hendes egen løsning på vold havde altid været af stik-af-slagsen.

Hun fik tygget af munden og smilede glædestrålende ved hans ord. Tænk at han virkelig ville have hendes hjælp! "Det er jeg. Jeg har hjulpet med at levere pakker og sådan rundt om i byen det seneste års tid." Sagde hun stolt, uden at nævne, at det gik lidt skidt med at finde jobs. Det var bedre, hvis det lød som om hun havde styr på det hele. "Jeg vil meget gerne hjælpe dig, Hr Bager!" Tilføjede hun glad. Hun vidste stadig ikke hvad han hed. 

Brutus var lidt i tvivl om pigen faktisk gjorde store øjne eller om det bare var noget han bildte sig selv ind, som hun hørte at han havde været lejesoldat, måske hun hun tog arbejdet kunne hun se den store tohånds økse han gemte under disken. Nok havde han lagt krigeren på hylden, men det virkede dumt at gemme våbenet helt væk.

En dyb veltilfreds brummen undslap minotaueren, det lød nu meget godt at hun havde øvelse i at finde rundt i byen! Hun virkede også så ung og livsglad og sådan noget smittede. "Det lyder som vi har en aftale" klukkede han og rakte en enorm næve frem "Bare kald mig Brutus, hvad kan jeg kalde dig?" ikke at det var meget sødt at kalde hende lille røde eller noget i den stil, så havde han det nu bedre med at kalde hende ved hendes navn.
"I forhold til løn kan jeg tilbyde nogle krystaller for hver ordre der bliver leveret, men jeg kan også tilbyde et varmt sted at sove i køkkenet og mad at spise" Han var ikke ligefrem rig, så han håbede hun mere var interesseret i mad og et sted at sove, det kunne måske også være med til at få vasket det værste støv af ham igen. Samt at have en mere til at prøve smage ting var nu heller ikke værst!

Den lille pigehånd forsvandt fuldstændig i minotaurens store næve. Det var et betydningsfuldt håndtryk - hun var rent faktisk blevet hyret af bageren, og hun kunne mærke hvordan glæden nærmest boblede i hende. Endelig et rigtigt arbejde!

"Jeg hedder Maela, Hr Brutus!" Svarede hun glad. Det var godt at have noget at kalde ham - og hun glædede sig til at lære ham lidt mere at kende. Han virkede som om, han ville have mange spændende historier at fortælle. Og så var han virkelig god til at bage!

"Det lyder helt fantastisk! Det vil jeg meget gerne! Dine tærter smager rigtig godt." Brusede det frem i hastig rækkefølge. Det var vigtigt at tjene lidt krystaller, men endnu mere vigtigt var det, at have et lunt sted at bo. Hun var rigtig glad for det midlertidige husly, som Cedrik havde hjulpet med at skaffe hende, men det lød bedre med det lune køkken.

"Hvornår skal jeg gå i gang?" Spurgte hun, nu med munden fuld af tærte efter at have taget endnu en bid.

"Rart at møde dig Maela" Brummede Brutus veltilfreds. Det gjorde det noget nemmere at have noget at kalde hende, for ja at bare kalde hende røde eller lignende var ikke så personligt som han egentlig gerne ville være. Brutus var mest til faste stamkunder end et hav af folk der kun kom en enkelt gang, det samme ville han helst have med dem han skulle arbejde sammen med.

"Åh mange tak! Jeg har en idé til en tærte med fisk, det kan være du kan være med til at få styr på hvordan den skal smage?" Klukkede han så dybt at hans brystkasse truede med at rokke med bordet. Fisk var ikke det letteste at skaffe i Dianthos, men nogen gange skulle der noget nyt til og Brutus elskede at se hvad han kunne få til at virke sammen.

Minotauren så tænksom ud et øjeblik, der var et par småting der skulle ordnes inden hun kunne starte. "Altså, jeg tænker vi skal have dig et forklæde og du drukner lidt i mine, og så tænker jeg at finde dig et sted du kan få et varmt bad, men så snart det er overe så skal jeg nok finde ærinder til dig!" Smilede han varmt "Oh og du kan bare sove her i fra i nat hvis det passer dig?"

Gad vide om Brutus var hans rigtige navn eller blot noget, folk kaldte ham. Det var sådan noget, hun forestillede sig en minotaur ville hedde .. men må alle andre måder virkede han forskellige fra resten af de forestillinger, hun havde om deres race.

Der var lidt mindre økse og kampskrig og en del mere tærte.

"Jeg vil meget gerne hjælpe med at smage alle tærterne!" Udbrød hun og blev derefter lidt rød i hovedet igen. "Jeg mener .. dem som ikke skal leveres." 

Hun skævede til hans forklæde og nikkede. Det ville nok være lidt for stort til hende. Og det med badet .. ja, hun lugtede nok også lidt. Der var rimelig langt mellem badene for hende, og hun var stadig ikke helt glad for det. Men hvis det betød et arbejde, mad og varmt sted at sove .. så skrubbede hun sig endda gerne ekstra bag ørerne!

"Mange tak, Hr Mino .. Brutus. Det vil jeg meget gerne!" Svarede hun lidt åndeløst.

En buldrende latter undslap minotaurens brede bryst ved ungpigens iver "Bare rolig, der skal nok være massere at prøvesmage, men godt du ikke har sat næsen efter kundernes!" Lød det med et bredt smil, hendes iver skulle nok være et friskt pust, det ville sikkert også være godt at hans eget hoved ikke kun var gemt i bagværk, der var trods alt mere til livet end godt brød.

"Glimrende! Jeg tænker vi kan finde dig et kar varmt vand ved en af kroerne her efter jeg lukker ned for dagen, indtil da kan du hjælpe lidt til" Brutus nikkede tilfreds med sin plan, hun kunne endda måske tilbyde at hente drikke vare for kunderne så du havde lidt til maden, den smule drikkelse han havde var ikke noget at synge nogen guders pris for, ikke så overraskende kneb det noget med pladsen når man var så høj og bred som Brutus.

Det skulle nok blive et godt makkerskab det var han sikker på, og hvis det nu gik godt kunne det være at han skulle se på at udvide en dag.

"Det lyder virkelig godt Hr Brutus." Svarede Maela strålende. Hun havde efterhånden færdiggjort maden foran sig og den mættede ganske godt - alligevel kunne hun kun glæde sig til at smage resten af bageriets varer.

"Javel!" Udbrød hun derefter. Hun hoppede ned fra sin siddeplads - klar til at gå i gang med dagens opgaver. Det passede hende ganske fint, at badet kunne vente til i aften. Så travlt havde hun heller ikke med at blive skrubbet.

De kommende uger gav for alvor Maela både prøvelse, men også glæde ved sit nye arbejde.