Det havde været en klar morgen, og tilmed markedsdag. Så Aclaina besluttede sig for at læsse hendes lille vogn med nogle af hendes genstande og sætte en bod op på markedet. Det var dog ikke noget hun ofte gjorde, for folk brød sig ikke synderligt om hendes mørke ydre. De var mere begejstrede for hendes skinnende genstande, som hun skabte gennem malerier. Det havde hun det fint med, så længe hun solgte nok til at få mad på bordet. 
Hun stod nu på markedspladsen, og der havde været meget få kunder. Det var så gråt i vejret og Aclaina skuttede sig i kulden. Hun savnede sommeren. Selvom hun bedst kunne lide de grå vintre, for det passede til hendes indre tilstand. Det begyndte at sne; store snefnug dalede ned fra himlen, og Aclaina bandede lavmælt til sig selv. Folk bag boderne satte overdække på deres boder. Hvis ingen af de andre, lukkede deres boder, så ville Aclaina heller ikke lukke. Hun baksede med at få sat overdækningen op, og det lykkedes hende da også til sidst. Men så snart hun havde sat overdækningen op, var folk på markedspladsen begyndt at pakke ned igen. Hun sukkede dybt og gik i gang med at pille det hele fra hinanden. Hun pakkede sin vogn, og var uopmærksom et øjeblik. En lille dreng hev fat i en karaffel og løb med den. 
"Kom tilbage! Byvagt!" råbte Aclaina men ingen kunne høre hende på grund af den store tumult der var for markedsfolkene om at komme hjem. 
"Pyt!" sagde Aclaina højt og traskede hjemad med sin vogn.