Mørket havde et godt tag Dianthos' gader. Det var koldt og skyfrit, og idet Zirra trak den alt for store jakke tættere omkring sig, ramte duften af Treston hende igen så hårdt, at hun fik tårer i øjnene. Selv flere år efter han var groet ud af jakken, hang hans duft i den - hun havde bare ikke rigtigt lagt mærke til det før nu. Den sidste middag med familien havde været en gevaldig fiasko, og nu kunne den alt for store jakke snildt være det sidste minde, hun fik lov til at gemme på. 
Det kunne lige så godt være begyndt at regne på vejen, så vådt som Zirras ansigt var, da hun med hastige skridt løb det sidste stykke forbi Ønskespringvandet. Alle forretningernes lys var slukket, og lukket-skiltene indkapslede pladsen omkring springvandet. Zirra smuttede om i gården bag den lille guldsmedeforretning og måtte stå og få vejret lidt, inden hun orienterede sig efter bagdøren til den private del af boligen. 
Hele vejen havde hun undgået folk på gaden. Var løbet tilfældigt ned ad sidegader bare for ikke at komme for tæt på nogen. Under kjolen havde hun fået hevet et par løse bukser på, men havde opgivet at få undertøjsrejsterne ud over skoene, og hun havde ikke kunnet se snørebåndene gennem tåresløret. Først var hun også begyndt at vride sig ud af kjolen, men da hun i femte forsøg også bare var endt med at sidde grædende på gulvet med en pude i favnen, gav hun op og havde grebet efter Trestons aflagte jakke. Åh Treston...
Hun skulle ud derfra. Væk fra loftskammeret den forfærdelige stank, der hang i luften. De første par gader havde hun vandret rundt usikker på, hvor hun skulle gå hen. Usikker på, om Kester stadig gemte sig i mørket trods hans afskedsord. Da kulden var begyndt at bide for meget - kjolen var stadig flænset op under jakken, selvom skørtet stadig holdt - fandt hun en i sine tanker, hun kunne tage til. En der forhåbentlig ville forstå og byde hende indenfor. 
Nu hvor hun stod foran Fielthenas dør med hånden hævet til at banke på, blev hun pludselig i tvivl. I Zirra så Fielthena som en veninde nu, efter de hemmeligheder de holdt på for hinanden - men hvad hvis det ikke var gengældt?
Bank, bank, bank.
Hun suttede på sin underlæbe, mens hun ventede. Trak op i kjolestoffet, der endnu engang var ved at glide ned over den ene skulder under jakken. Havde slet ingen anelse om, at hun så meget værre ud, end hun troede med en håropsætning, der var blevet revet til en sammenfiltret, uglet klump og et ansigt hævet og rødt af gråd og lussinger.
Da Fielthena endelig åbnede døren, var det ikke ord, men hulk, der kom først ud af Zirras mund.
"Må jeg sove hos dig i nat?" fremstammede hun grådkvalt. 

Planerne havde talrige, da den sidste af dagens kunder var trådt ud af guldsmedjen og nøglen drejet i låsen. Smykkebestillinger var der altid rigeligt at gå til, selv når hun en sjælden gang nåede bunden inden nye kom til, så var der altid noget andet der kunne laves til eller i butikken. Planer blev bare ikke altid som forestillet. Omkring halvvejs igennem en af de større bestillinger af et smykke sæt bestående af øreringe, halskæde og et armbånd, havde guldsmeden måtte give efter for en overvældende og pludselig træthed. Hvad der skulle have været en øjeblikslur, var endt med at blive til timer, i en alt for ukomfortabel stilling på sofaen.
Tidsfornemmelsen var fuldkommen udvisket da det grønne blik sprang op. En hånd søgte under det mørke hår til den ømme nakke, der fik ansigtet til at trække sig utilpas sammen da hun rullede en gang med hovedet først den ene vej, derefter den anden. Blikket søgte et af vinduerne i stuen, fik øjenbrynene til at rynke sig, hvor længe havde hun lige sovet? Hun kunne have forsvoret der ikke havde været så mørkt da hun lagde sig? Følelsen af vådt, fik den ene hånd til at løfte sig til mundvigen og tørrer den smule savl væk, der på ucharmerende vis havde meldt sin ankomst og nu i stedet affødte en lille vrænge på næsen.
Sult endte med at trække hende mod køkkenet. Normalt ville hun tage sig tid til at anrette en lille fin pallette med forskellig ost, brød, kød, medanske oliven og andet mundgodt. Hun forsøgte da også, men det var som om flere mundfulde røg ind end der blev anrettet noget på træpladen. Det var midt i indtagelsen af en mandel fyldt sort oliven, at noget lyst bevægede sig forbi køkkenvinduet.
Tre slag afslørede, at det ikke bare var sindet der havde spillet hende et pus, der havde faktisk været en ude i den lille private gårdhave. Hvem ville komme på sådan et tidspunkt? Declan ville aldrig banke på, han ville bare lukke sig selv ind og Fielthena var sikker på hun intet rødt havde set.

Med en kniv skjult bagom ryggen åbnede hun bagdøren, klar til at forsvare sig selv mod en uønsket besøgende. Synet var på ingen måde, hvad der var forventet at se i mørket ”Zirra.” lød det overrasket, inden hun nåede at registrere den blonde veninde, var helt ved siden af sig selv. Mange sekunder skulle der ikke gå, før alt sprang i øjnene. De våde hævede kinder, røde øjne der gjorde det blå mere klart og iøjefaldende, det uglede hår, mærkerne om halsen og tøjet, der trods for dækket af den alt for store uniformsjakke, vidnede om hvad der var sket… Noget Fielthena havde set alt for mange gange før og det var nu som at stirre tilbage på et blondt spejlbillede af hendes yngre selv.
”Ja… Ja naturligvis må du det, Zirra, det er ingen gang et spørgsmål du behøver stille.” svarede hun og trådte til siden. Hvordan det lykkedes hende at holde stemmen rolig, så kun bekymring var at spore var mere held end forstand. Allerede inden Zirra var trådt indenfor, kogte Fielthena indvendigt af rent rødglødende raseri. Hvem end der havde rørt hende, havde underskrevet sin afgang til Kile.
Lysten for at trække hende ind i et kram var massiv, men af egen bitter erfaring vidste hun at det ikke var sikkert, at Zirra ønskede at blive rørt lige nu. ”Må jeg røre dig?” spurgte hun derfor efter at have lukket og låst døren bag den forslået spion.

Det var en noget mere groggy Frielthena, Zirra blev mødt med, end hun havde forventet, men det var ikke atypisk, at brunetten brugte sin nat på andre ting end at sove, så Zirra tænkte ikke over det to gange. Hun havde nok bare slået nogen ihjel - hvorfor kunne den nogen ikke havde været Kester?
Låsens klik var det første, der beroligede hende bare en lille smule, og mens hun havde overhørt Fielthenas første sætning, nikkede hun spagt ved det sidste spørgsmål. Idet arme lagde sig om hende, og hun blev trukket ind i et kram, smeltede hun i gråd. Fingrene slap den store jakke og knugede sig i stedet til siderne af Fielthenas trøje, mens hun gjorde skulderstykket lige så vådt som efter et hårdt regnskyld. 
Snot og tårer blandede sig, og Zirra snøftede, hostede og hiksede henover den overvældende gråd. Knæene var som smør under hende, og hun var glad for at have Fielthena at støtte sig op ad.
"De... De vil have mig... De vil gifte mig med ham," sagde hun mellem grådhik og rystelser. Fielthena anede jo intet om, hvad der lige var sket i Reynlesthjemmet, men Zirra havde svært ved at få ord til at hænge rigtigt sammen. "Han- han... Han fulgte mig ... hjem ..."

Det tynde slør af døsighed, der havde ligget over det stadig søvndrukkende sind var forsvundet så snart det var blevet klart, at det ikke bare var selv samme hjerne, der spillede hende et puds; Zirra var virkelig nok, selv i hendes forslået og misbrugte tilstand.
Det sammentyggende nik, havde knapt vist sig, før Fielthena havde trukket guldspurven ind i et tæt kram, der var fuld af varme, bekymring og intentionen om at holde verden på afstand. Omfavnelsen var dog aldrig fastere, end Zirra til en hver kunne bryde den, hvis det at have Fielthena tæt blev for meget, også selvom intet ondt var ønsket hende.
Med en hånd strygende blidt over de askegrå ugler, tyssede hun dæmpet på den alt omslugende gråd der fyldte mellem ordne. Zirras ord gav ingen mening, men det betød ikke at guldsmeden ikke forsøgte at finde en mening i dem, men måtte til sidst overgive sig til spørgsmålet om at få dem uddybet. ”De, dine forældre? Vil dine forældre have du gifter dig med ham der har gjort dét hér mod dig?” hun forsøgte inden gang at skjule vantroen, afskyen i egne ord. Nok var hendes viden om familier lige så lille som et ris korn, men selv hun kunne hører hvor absurd det lød. 
Streger tegnede sig i panden, kun for at løsne sig da de næste hakkende ord kom og gik Fielthena til at knuge hende nærmere indtil sig ”Åh Zirra…” taget løsnede sig lidt igen, mens hun lænede sig en smule bagover, uden helt at slippe veninden. Grønt søgte blåt, fulde af alvor ”Mit hjem er dit, lige så længe som du har behov for det.” forsikrede hun og skubbede lidt af det hår væk som klistrede til det våde ansigt ”Hvad med vi får lavet et varmt bad til dig, så vi kan få dig i noget andet tøj? Jeg forlader dig kun, hvis du ikke ønsker min tilstedeværelse, men jeg vil vente lige udenfor døren skulle du få brug for mig. Valget er helt og holdent dit og dit alene.”.

Zirra nikkede og nikkede og nikkede. Indtil hun ikke kunne se mere for tårer og derefter rystede hun på hovedet, indtil synet kom tilbage. 
"Du må gerne blive, jeg vil ikke være alene," hulkede hun. 
Tænk sig, at alt hun havde ønsket hele morgenen var at være alene og få Devranas hurtigt ud af sit hjem, og nu kunne hun slet ikke forestille sig at være alene, og håbede et eller andet sted på, at Fielthena havde en stor nok seng, til at Zirra ikke skulle sove i sofaen. Tanken om at falde i søvn uden en hånd at holde fast i, var uhyggelig. 
Øjnene blev tørret af i ærmet, hvorefter hun med rystende hænder begyndte at åbne jakken, så den kunne komme af.
"Jeg vil gerne have tøjet af," sagde hun. "Det føles ... klamt ..."
Uden jakken som hjælp, holdt kjolen ikke meget sammen på sig selv. Hver side faldt ned over skuldrene og blotlagde mærkerne fra hans hænder såvel som syrearret fra Sedna. Uden tvivl havde lejemordersken selv sin andel ar, så hun var nok omtrent den eneste veninde, Zirra turde smide tøjet overfor i en så sårbar situation. For alle andre ville det være et så stort chok, at de ville bruge mere tid på spørgsmål om arrene end at hjælpe hende med at samle sig, hvilket var det, hun havde brug for nu. Det og kram.
Kjolen endte uden større besvær rundt om hendes fødder.
"Kan vi brænde det, måske?" spurgte hun, mens hun stod der midt i Fielthenas stue kun iført de løse bukser og sko, hun ikke vidste, hvordan hun nogensinde skulle få bundet op. "Udover bukser og jakke... Jakken er det eneste jeg har af ..."
Tårer vældede frem igen.

Uheld syntes at følge Zirra i hælene som en kælen sort kat, der strøg sig kælent op mod benet kun for at lange en klofyldt pote ud efter hånden, når man gjorde antræk til at røre den mørke pels. Fielthena havde godt vidst blondinen have været i felten. Hun havde trods alt selv givet hende fri til at tage af sted, en fordel ved at ens chef vidste hvad ens faktiske erhverv var, der blev ikke stillet så mange spørgsmål bare indforstået nik. Selvom hun godt vidste det indebar vise risikoer, så havde det alligevel ramt den garvede lejemorder som en isspand da nyheden om torturen var nået butikken.
Det var ikke fordi der skulle synderligt meget hjælp til, før at den lasede kjole til at lægge sig om Zirras fødder ”Det kan du tro vi kan.” vi kan brænde hele verden ned, hvis det giver dig bare et øjebliks ro. Det sidste forblev uhørt, men vreden der glimtvis viste sig i det grønne var ikke til at tag fejl af. Det eneste som afholdt Fielthena fra at sætte efter hvem end der havde lagt hånd på veninden, var træning og erfaring der havde lært hende at bevare en uhyggelig ro, selv når verden omkring blev til en alt ødelæggende ild-tornado.
Kun kortvarigt lod hun blikket dvæle ved de nye mærker der havde været skjult under kjolestoffet og syrearret, der skreg rødt og irriteret tilbage. Det var uden tvivl et af de grimmeste mærker hun havde set på et levende væsen, tanken om hvilken smertehelvede spionen havde måttet udholde, for at få det var tæt på umuligt til at forstille sig.
”Ikke jakke eller bukser.” gentog hun med et nik og satte sig på knæ foran Zirra for at åbne støvlerne ”Hold ved mine skuldre.” bød hun så de opbundne sko kunne trække af uden at hun væltede. Så snart begge sko var af, rettede hun sig op og med forsigtige, ikke tøvende hænder fik hun bukselinningen op. Uden at se op fra bukserne sagde hun ”Vi behøver ikke snakke om det, men tro mig når jeg fortæller at det vil æde dig op inde fra, hvis du går med det selv eller for længe.” usagt lå der, at det var helt op til hende hvornår hun ville snakke, men at Fielthena nok skulle være der til at lytte. Begge hænder blev rakt frem med håndfladerne op ad, inviterende hende til at tage fat i dem og træde fri af bukserne og ledes mod baderummet med det store ovale træbadekar i midten, vandpumpen i hjørnet og ildstedet til at varme det kolde brøndvand.

Hænderne rystede, mens hun holdt fast på Fielthenas skuldre og fik hjælp med støvlerne. Et øjeblik var hun ved at begynde at græde igen, da mindet om Kesters brede smil og hånden mod hendes kind kom frem. Hun havde prøvet at sparke ham, mens hun lå på gulvet. Sparke én af ham... 
Fielthena fik hurtigt bukserne snørret op, og Zirra priste sig lykkelig for ikke at skulle finde ud af motorikken til snører og stof. I bunden af bukserne endte de sørgelige rester af det undertøj, hun havde haft på, og i det hun trådte ud af bunken, smed hun også strømperne. Kunne hun smide huden også, ville hun have gjort det.
Udsat for frisk luft begyndte syrearret at klø, og Zirra fik fraværende kradset en smule, inden hun greb sin egen hånd og vrængede en grimasse, mens hun betragtede Fielthena gøre badekaret klar. Det var væsentlig mere luksuriøst end den lunkne spand, hun selv brugte til etagevask derhjemme. Armene blev lagt rundt om overkroppen i et ensomt kram, men selvom hun havde lyst til at få afløb, hjælp og omsorg fra Fielthena, prikkede den anden kvindes ord til noget i Zirra. 
"Hvordan... Hvordan ved du det?" spurgte hun, og var ikke sikker på, hun havde lyst til at høre svaret.

Udadtil kunne det syne som at Fielthena ikke havde opmærksomheden vendt imod den nøgne rystende skikkelse, mens hun sørgede for at gøre karet klart. Guderne ville vide, at det ikke kunne være længere væk fra sandheden. Desværre var det bare ikke muligt på en og samme tid at hælde vandet op og stå henne med armene lukket omkring Zirra. I stedet skyndte Spruven sig så meget som det nu var muligt. Stod klar til, med få lange skridt, at gribe hende, hvis eller rettere når hun faldt.

Den sidste spandfuld vand blev hældt oven i det andet og med en kontrol af det hverken var for varmt eller koldt, rakte hun en hånd tilbage mod Zirra for at hjælpe hende op i badet. Tungespidsen gled over den fyldige underlæbe ved spørgsmålet. Under normale omstændigheder var det et emne, som hun aldrig ville have berørt med andre. Det vakte for mange grimme minder og følelser med sig om en tid, hvor hun havde været en forskræmt fugleunge, hjælpeløs. Men dét hér var og ville forhåbentlig aldrig blive normale omstændigheder ”Fordi jeg alt for mange gange har gået på den sti, som du nu skal gå.” indrømmede hun endeligt, med en vrænge på næsen som eneste tegn på en grimasse der ellers ville have været forpint "Uanset hvor meget forsvar man har lært, så er det bare ikke altid nok." alvor tegnede sig over det lyse ansigt "Jeg er ikke i tvivl om at du har kæmpet, Zi. Kæmpet med alt du har i dig og selv hvis du ikke havde, så dømmer jeg ikke. Den vigtige kamp er den du skal kæmpe nu og du kommer til at falde... Du kommer til at falde så mange gange, men du vil rejse dig, stærkere end nogensinde før." lyst hår blev skubbet bag det ene øre med et forsikrende smil, der lovede ting nok skulle blive bedre. Det ville bare kræve tid og vilje. Fielthena fattede en klud og sæbeklump liggende på en skammel, der agerede som et lille bord ved karet "Vil du selv?".

Det varme vand fik kort Zirra til at tøve, eller også var det Fielthenas ord. Ord, hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere på. Den måde hun fik sagt det på fik det til at lyde så almindeligt. Som om det havde været en del af hendes... Åh nej, tænkte Zirra. Hendes træning.
Om den tanke var sand eller ej, fik hun ikke bekræftet, for hun havde ikke lyst til at prikke til sådanne minder mere end hun i forvejen gjorde. I stedet løftede hun benet og trådte op i karret. På hendes inderlår var en lang, hvidlig stribe tørret ind, og hun tog imod kluden, Fielthena rakte hende og begyndte at skrubbe voldsomt på huden, mens hun stadig stod op og vandet kun gik hende til lige under knæet. Da huden var efterladt rød og irriteret, satte hun sig endelig ned i vandet med friske tårer i øjnene. Kluden flød lidt i overfladen, før den sank til bunds, mens Zirra hulkende lagde armene om sine knæ. Viltre hårlokker faldt ned i vandet, hvor de blødte sig op i vandet. Der sad stadig en nål eller to et sted i manken og båndet, hendes mor havde sat i, hang underligt ind og ud mellem stråene i fuglereden.
"Han kan... Han lavede en kopi af sig selv," snøftede hun og så fortabt op på Fielthena. "Så var torturen næsten nemmere..."

Hun tøvede og selvom det kun var få sekunder gik det ikke brunettens næse forbi. Taget omkring hånden strammede en anelse, i et fast, men dog stadig blidt klem som forsøgte hun at sige at det var okay. Zirra havde trods alt ikke tvunget ordene ud af munden på hende. De var delt fordi Fielthena selv ville have ønsket, at der dengang havde været en forstående sjæl.
Samme hånd lagde sig over den hårdt skrubbende klud ”Zi…” var alt der lød i forsørgelsen om få hende til at slippe kluden. Intet godt kom af at skrubbe huden af, de ville ikke give hende følelsen af ikke at mærke ham. Tværtimod ville det kun bringe mere smerte til og ikke den der alligevel ville kunne skygge over den han havde efterladt.
Hvorvidt hun selv blev våd var ikke en bekymring, da Fielthena lænede sig ind over kanten og trak Zirra ind i et skævt kram, lagde hagen over det askeblonde hår ”Schh, Schhh det hele skal nok gå – det lover jeg dig, schh...” lød det dæmpet mellem de mange sjæleskærende hulk.
Krammet løsnede sig en anelse og ikke med hendes gode vilje, det var kun for at kunne se ned på de gråd røde øjne der blev rettet op ad. Det virkede som et alt for langt øjeblik at hun så ned på Zirra med rynket pande, da overraskelsen blev tvunget til at lægge sig ”Kan han spores tilbage til dig?” stemmen der før havde fuld af varme, isnede til så dampe nærmest dannede sig foran munden ”Vil det ramme dig, hvis han forsvandt?”.

Zirra vidste med det samme, at Fielthena ikke sagde det i spøg. Billeder af Fielthena, der behændigt nedlagde Kester med sin kampteknik og stak en kniv i hans hjerte (og et par andre knive et par andre steder) fyldte hendes indre det første behagelige øjeblik, hun havde haft hele aftenen. Desværre var de næste billeder Trestons slappe krop i galgen.
"De vil tro, det er min bror," svarede hun hæst. "Han sprang på ham i dag... Jeg ville ønske, det var lykkedes. Jeg ville ønske, jeg havde tænkt mere over det."
Hun tog armen op for at tørre tårerne væk, men blev selvsagt kun betydeligt mere våd i ansigtet, fordi hendes arm var fyldt med varmt badevand. Hun kløede sig lidt i håret og fiskede en nål ud som hun halvaggressivt smed mod væggen.
"Åh Fielthena," sagde hun med en stemme, der knækkede over. "Jeg skulle jo have vidst det! I fangekælderen stoppede jeg ham fra at gøre det ved Sedna! Han hader Treston, og jeg gav ham kun ekstra grund til at hade mig også. Min far kommer aldrig til at tro på det - han vil bare tro, jeg gør alt hvad jeg kan for at slippe for at blive gift, og det gør jeg jo egentlig også, for det vil ikke være super smart at tage min egen vampyr-kæreste med hjem, vel? Så nu vil de have mig godt gift, og selvfølgelig har Kester fundet en måde at snige sig ind i det på. Det er sikkert ham, der har startet det hele, og Trestons retssag er kun om et par dage. Åh, vil du ikke nok være der? Jeg skal vidne, og jeg ved Kester er der... Jeg vil ikke have, han hiver mig med hjem bagefter!"
I sin panik tog hun hårdt fat om Fielthenas hænder med sine egne, så vand sprøjtede ud over kanten på karret og ned på gulvet - og ud over Fielthena. I sin panik havde Zirra heller ikke tænkt to gange over at have afsløret sin noget anderledes romance, men det var heller ikke så vigtigt. Hun følte, hun kunne dele det meste med Fielthena. Kunne hun ikke det, havde hun garanteret allerede været død allerede.

Alt det krævede var et simpelt nej for at underskrive Kesters dødsdom, en der ville få ham til at forsvinde som havde han aldrig trådt fod på denne jord.
”Din bror? Ham der...” hun afbrød sig selv og rettede de utalte ord "Treston?" spurgte hun forundret. Sad den næstældste af Reynlest børnene ikke i arresten og afventende hvordan han skulle her fra, om det ville blive med den samme lykke han havde redet mørkelveren fra eller om dommeren valgte en mere skånsom død, med en velplaceret skarp sværdæg mellem to nakkehvirvler.
Omfavnelse af de nøgne skuldre blev brudt, da Fielthena tog plads ved siden af karet, så hun kom i øjenhøjde med Zirra. Så til mens de første to stykker af bøjet metaltråde blev trukket fri af de lyse lokker, klingede da de ramte først væggen og dernæst stengulvet.
Stærk efterfulgt af en lavine af alt, hvad hun havde måttet gå og bærer på for sig selv alt, alt for længe og nu kulminerede det hele bare. En bror der stod til at blive dømt for højforræderi, med et rygte om at han var blevet forført af mørket. Det selv samme mørke, der havde været så tæt på at blive hans søsters endeligt og nu rendte frit. En familie der stod klar til at gifte hende væk til hendes voldtægtsmand, fordi hun ikke vægtede den samme værdig som hendes brødre. Selvom hun havde givet lidt langt større ofre for Lyset, end forældrene nogensinde ville kunne gisne om, fordi hun måtte leve et dobbelt liv.
Dertil fløj erkendelsen af en kæreste, en vampyrkæreste ud i vådrummet, som om hun ikke allerede havde nok kaos i sit liv.
Nærmest trukket ned i vandet, kunne Fielthena ikke undlade at slippe en lyd af overraskelse. Både for det pludselige træk og ikke mindst vandet, der uden problemer gennemblødte en stor del af beklædningen. ”Jo, jo naturligvis vil jeg være der.” kom det forsikrende under alle de spørgsmål der meldte sig på banen af alt den information, som Zirra havde spyttet mod hende ”Jeg følger dig til og fra retsbygningen, han kommer ikke til at få muligheden for at følge efter dig. Guderne forbyde ham at følge med her til…” ordene ebbede ud, med det slet skjulte løfte om, at skulle Kester vise sig så dum ville hun dårligt finde en løgn så skud sikker, at hun ville gå gennem pølen af hans blod med intet andet end en løftet pegefinger, som aldrig ville pege mod Zirra eller hendes bror.
”Du må have mit spørgsmål undskyldt, men du har en hvad kæreste?” der var intet fordømmende at se i de grønne øjne, men skeptisk. Forsigtigt fik fik hun trukket hænderne fri af Zirras jerngreb, der havde efterfaldt huden hvid hvor tryk havde tvunget blodet væk "Fortæl mig lidt om ham, så ordner jeg dit hår i mens. Det ville være så kedeligt hvis vi skal vågne af stikkende hårnåle i morgen tideligt.".

De forsikrende ord var nok til at få Zirra til at slappe en lille smule af igen. Taknemmeligheden lyste ud af hendes blik. Bare det at vide, at Fielthena ville følge hende til retssagen gjorde alting meget bedre. Ingen grund til at gå alene på gaden, og at der ville være en i salen, som stod klar med et kram, var det bedste, Zirra kunne forestille sig. Hænderne knugede dog stadig om Fielthenas, og det var først, da hun stillede sit eget spørgsmål og besværligt vristede dem fri, at Zirra slap sit tag helt og lod hænderne søge ned under vandet. 
"Åh," sagde hun, idet det gik op for hende, at hun faktisk havde nævnt sin vampyrkæreste. Og hun skulle forestille at være trænet spion? Det virkede ikke sådan lige nu, gjorde det? "Han øh... Han hedder Bertram."
Under alle tårerne kom en let, behagelig varme endelig frem under kinderne. Dampen fra det varme vand hjalp på at løsne spændingerne i kroppen, men tanken om Bertram varmede hendes indre. Hun havde ikke set ham siden den nat i Helbrederhuset, hvor Treston havde fået hemmeligheden at vide. Alt havde været for kaotisk og træls, og hun kunne ikke byde Bertram kun at være et kaoselement i hans liv. Hun havde håbet at se ham noget mere, så snart hun var kommet på benene igen og havde afleveret alle sine rapporter, men så var hele affæren med Treston og Sedna sket, og Zirras liv var mildest talt gået op i druk og selvmedlidenhed.
"Han har det her fantastiske ildrøde hår," fortsatte hun, mens Fielthenas fingre pillede i håret. Zirra kunne ikke lade være med at le en enkelt gang og tørrer tårer og snot væk fra ansigtet. "Det minder mig om min første kæreste... Han - altså Bertram ... Han er sød og sjov og ... Lidt akavet til tider. Kejtet på sådan den helt rigtige måde. Men han ville ikke sidde med mig, som du gør nu. Han ville gå efter Kester med det samme. Jeg ved ikke, om jeg tør fortælle ham det. Jeg er så bange for, det skal falde tilbage på os. Måske jeg bare skal stikke af efter retssagen. Tage et par uger i Rubinien så mine forældre ikke kan arrangere det åndssvage bryllup ..."
Og så jeg kan sørge over min bror.

De færreste ville nok beskrive Fielthena som en hensynsfuld, venlig og godhjertet kvinde. Langt de fleste der med en oprigtighed ville tro på det, var en af guldsmedjens mange kunder. Det var langt mere plausibelt at støde på ord som frygtløs, hensynsløs og koldhjertet, når et billede skulle males af den mørkhåret kvinde. Sidste var nok også tættest på virkeligheden, havde det ikke været fordi hun oprigtigt brød sig om Zirra og anså hende som en nær veninde. Det var derfor med en varm følelse i brystkassen, at hun betragtede hvordan kinderne tog en anden nuance af rød, ved hendes udspørge om denne mystiske kæreste.
Halv drillende, kommenterede hun mellem navn og hårfarven ”Vampyren Bertram. Det lyder ikke synderligt frygtindgydende.” mens hun så nænsomt som muligt forsøgte at ud filtre knuderne i håret ud, under jagten på hårnåle og befrielsen af det fine bånd. Lyttende til beskrivelsen af kæresten og tankerne om at stikke af.
Fingrene stoppedes deres arbejde ”Zirra…” selv med ryggen til, måtte hun kunne føle hvordan Fielthenas pande rynkede sig og alvor lå og ulmede i stemmen ”Du er klogere end det. Du ved at en flugt til sydens varme bare vil udsætte det uundgåelige.” forsatte hun, men jo længer hun nåede i egne ord, desto mere eftertænksom blev de, som der bag ved dem forgik alverdens ideer.
”… Hvad med et falskt ægteskab?” fløj det endeligt ud, inden hun selv nåede at beslutte hvorvidt det var et realistisk forslag eller ej "Du kan umuligt være den første spion som giftes som et dække? Der må være en eller anden i jeres spionnetværk, som er et bedre parti end... Et som selv dine forældre ikke kan afslå i sin forespørgelse om ægteskab.".

Zirra åbnede munden, klar til at forsvare sin flugtplan. Så lukkede hun den igen ved Fielthenas forslag. Åbnede den for at sige hende imod. Lukkede den grundet manglende argumenter. Stirrede lidt ned i vandets udviskede aftegning af hende selv. 
"Det er ikke en helt dårlig idé," mumlede hun så og tyggede sig selv lidt i kæben. 
Hendes første tanke ramte Devranas. Han kunne forestille hvad-som-helst og charmere sig ind på selv de mest stivnakkede bagerkoner. Eylia ville være solgt, og med et falsk adelsbrev ville Dastor nok blive det samme ret hurtigt. Men et falsk adelsbrev gav ikke en et gods eller forældre, der gladeligt promenerede rundt i Eylias nyeste hæk-kreationer. Det gav ikke det fineste tøj, og lige som Zirra selv, kunne Devranas blive sendt et halvt år til den anden ende af landet uden umiddelbar varsel. Adelige forventede også afkom, og det var ret svært at forfalske.
Måske som en vigtig handlende ville det gå. Det ville stadig være et fremragende parti, hvis der lå bevis på nok krystaller, og så ville de helt automatisk have en grund til at rejse meget. Men en handlende ville sjældent kunne passe bedre på sin kone end en ridder. Devranas var ikke et stort brød med årelang kamptræning bag sig. Ikke ligesom...
Tårer brød frem i hendes øjne igen, og hun tog et par lange, dybe indåndinger for ikke at ryge direkte tilbage i aftenens hændelser. De dirrende hænder blev skubbet ind under ballerne, så de kunne holde sig i ro.
"Måske min mester har et forslag," svarede hun, lidt slået ud af den af at hendes egne tanker havde ramt en blindgyde undervejs. "Hun er ret god til at finde løsninger på alting... Måske kan hun også få gjort anklagen mod Kes... Mod Kester seriøs. Få nogen til at tro på det, Treston har sagt, også selvom han er stemplet som... Som højforrædder nu."

”Jeg er kun fuld af gode idéer, Zirra.” pointerede hun spøgefuldt tilbage. Nogle ville måske endda mene lidt for kæphøjt. Selvtilliden fejlede intet og det var unægtelig en langt bedre plan, end at skulle være på flugt resten af sit liv fra ens egen familie. Den hurtigste og mest effektive løsning havde uden tvivl været at fjerne Kester, hvis ikke det bare havde betydet at Zirra tumpede forræder bror ville klandres for det. Ærligt talt forstod Fielthena ikke problemet, Treston var så godt som dødsdømt allerede med sit forræderi mod Lyset og dronningen, så hvad betød et punkt til på listen over anklager?
Den sidste hårnål blev forsigtigt filtret fri af håret, sammen med båndet. Begge dele blev placeret på skamlen ved karet sammen med de resterende hårnåle. Om båndet skulle brandes sammen med resten af tøjet måtte Zirra tage stilling til senere. ”Jeg forlader dig ikke.” en hånd lagde sig på den nøgne skulder, inden hun rejste sig for at finde en kam der kunne tage de sidste knuder, som ikke kunne klares med fingrene alene.
Tilbage ved karet gjorde hun tegn til veninden om at flytte sig en anelse så pladsen bag hende blev fri. Hvorefter hun ville, stadig fuldt påklædt, synke ned i vandet bag hende. Tøjet var allerede vådt og fra denne position kunne hun bedre rede håret ud med minimalt træk, men også trække Zirra ind i et tæt kram som nu. ”Jeg ved du ikke vil tænke i de baner, men hvis Trestons dom lander som forventet og din mester ikke kan finde en løsning. Få folk til at forstå anklagerne imod den møghund ikke er falske, så er det eneste du skal gøre at sige til, og han vil aldrig blive et problem igen.” det var ingen hemmelighed det ville være et af de dræb, som guldsmeden ville gå fra med et smil på læben og tilfredshed i brystet. Hun ville ligefrem sætte en ære i at starte en jagt efter ham.
Armene slap deres omfavnelse, så kammen kunne føres gennem håret, startende fra spidserne og langsomt arbejde sig mod rødderne "Men fortæl mig lidt mere om din forkærlighed for de røde lokker. Skal jeg til at være bekymret for at finde dig med Declan en dag?" smilet var tydeligt at høre i stemmen, ved spørgsmålet. Hun havde fortalt om den rødhåret lånehaj mere end enkel gang, dog var hun ikke i tvivl om verden ville gå under før Zirra så meget som ville overveje at røre ham.

I et kort øjeblik var Zirra faktisk bange for, at Fielthena ville gå, men beroligelsen faldt til rette, og hun måtte faktisk udstøde et overrasket grin, da hun endte med at træde op i karet bag hende og sætte sig ned - fuldt påklædt. Men så igen, hun havde vist fået pjasket så meget, at det ikke gjorde den store forskel. Det var rart at have den nære kontakt, og Zirra satte sig, så hun kunne nyde vægten af Fielthena ind mod sig, mens der stadig var nok plads imellem dem til at hun kunne komme til fuglereden af hår. 
"Declan virker... Lidt for sur til mig, må jeg indrømme," svarede hun med en lille klukken, der stadig bar præg af gråden, der havde fyldt hende før. "Men jeg har også været uheldig, at han er kommet forbi på tidspunkter, hvor du ikke var her. Jeg tror ikke han kan lide ikke at vide, hvor du er. Sådan er Bertram egentlig også, men han har kontakter nok til at finde frem til mig, hvis det endelig skulle være. Men det røde hår er vist en ting... Og at de er lidt farlige, tror jeg. Min første kæreste havde også ild i håret og problemer med sig overalt. Han blev hængt." 
Og så var det humør ligesom ødelagt igen. Zirras hjerne kunne tydeligvis ikke finde ud af at holde sig til enten et let eller tungt humør, og hun flyttede hænderne, så hun ikke længere sad på dem. De rystede stadig lidt, men de rolige bevægelser fra kammen i håret hjalp på at holde hendes fokus fanget.
"Kester har også rødt hår..." tilføjede hun og lagde igen armene om sine ben så knæene blev krammet helt op under hagen. "Han er bare ... Den forkerte grad af farlig ..."
Tankerne endte tilbage på Cole. Ildhåret der lyste op i natten sammen med de gullige øjne. Gullige øjne...
"Og gule øjne," sagde hun, som om hun ikke selv havde opfattet, at hun havde snakket om Kester igen midt i det hele. "Det havde han også. Det falder jeg også for... Du må ikke sige det til nogen, men jeg har ligget lidt med en guløjet prinsesse. Hun er ret dejlig. Og det værste, ved du hvad det er? Sedna har de gule øjne. Så jeg kan jo bare se, hvorfor Treston også falder for hende. Vi har altid haft samme smag, tror jeg. Havde jeg mødt Sedna først, uden for alt det her, ville jeg nok også synes, hun var spændende. Jeg synes faktisk hun var sød, før hun skar mig i stykker... Og selvom det var lidt berettiget, var det lidt... Jah... Lidt meget... Jeg forstår ikke, hvorfor Treston kan se igennem fingre med det."

Kommentaren om at lånehajen fremkom blondinen noget sur fik guldsmeden til at slippe en latter med grobund i maven. Det var nu meget forståeligt at det var sådan Zirra så Declan, han var ikke ligefrem kendt for at have det mest imødekommende udtryk, når det ikke var påkrævet ham. Lige så uvant var det at finde ham i færd med høfligheds konverteringer, det var hans tid for kostbar til.
”Han er nu ikke så sur faktisk. Han er bare,” tungespidsen blev skubbet op mellem fortænderne og læben i en eftertænksom mine. Kompliceret dækkede vel nok meget godt, hvad Declan var, men så alligevel ikke for så kompliceret var han nu heller ikke. Bestemt dækkede nok bedre ”Lidt en røv indimellem, men tro det eller lad være han kan faktisk godt smile.” en forbandet irriterende røv, der var noget så svær at slippe af med, når han alt for ofte hjemsøgte i tankerne.

Naturligvis havde den lede stodder til et møgkræ også rødt hår, det kunne naturligvis ikke være anderledes at Kester skulle være kirsebærret på toppen af alt det lort, som lige for tiden ramte Zirra.
Det tog et øjeblik for Fielthena at regne ud, at han måtte være den førnævnte kæreste og ikke Kester, som var dukket op midt i spionens fortælling om nuværende hendes nuværende flamme og den der var blevet slukket. Det sidste filtrede hår blev redt ud, som hun nåede til benævnelsen af en prinsesse så begge de mørke øjenbryn hævede sig i overraskelse.
”Jeg skal ikke kunne sige hvorfor at han kan se gennem fingrene, men kærlighed får folk til at træffe hovedløse beslutninger, der gør dem blinde for virkeligheden.” Ash rådende ord om at hun skulle se at komme ud mens hun kunne, fik et splitsekund lov til at fylde. Med en hovedrysten hviskede hun tankerne væk, hun var ikke forelsket i rødt hår og grå øjne. Det hele var tidsfordriv, intet andet…
”Måske er han i fornægtelse for, hvad der er hent dig? Vores hjerner er nogle gange klogere end vi fortjener, som når den lægger et slør over det som kan eller allerede har ødelagt os. Uden de slør ville vi ikke kunne eksistere og være til, fordi minderne bliver virkelig igen.”.

Med håret filtret ud igen, lod Zirra sine fingre glide igennem det, hvorefter hun lænede hovedet til siden og dyppede det i vandet. De askeblonde lokker fik lov til at flyde ud i vandet, mens hun plaskede det varme vand helt op i hårbunden, som for at vaske Kesters greb væk derfra. En kuldegysning gik gennem hende og hun klemte øjnene hårdt sammen for at prøve at holde de mentale billeder på afstand. 
"Måske..." svarede hun, distraheret af minderne, der holdt hende fanget i aftenens hændelser. "Jeg vil gerne sige hej til ikke-sure-Declan en dag. Jeg lover, jeg nok skal lade være med at hoppe på ham."
Zirra rettede sig op i karret igen og lænede sig tilbage mod Fielthena. Hendes egne hænder fandt vej til den anden kvindes arme, så hun kunne folde dem frem over sig i endnu et kram. Vandets tryghed og Fielthenas nærhed var alt det, hun havde lyst til lige nu. At blive krammet til hun glemte, hvor ondt hun havde indeni.
"Jeg har ligget med folk, fordi det var en del af arbejdet," sagde hun så med stille stemme. "Jeg knaldet virkelig store røvhuller for at få dem til at fortælle ting, eller for at få en aftale igennem og sex var det, der kunne få dem overtalt. Jeg har knaldet ham Flagell nede fra Ringen for at redde min bror - nu sidder han heldigvis i fængsel. Flagell altså ..." Det gjorde Treston sådan set også, men de to ting havde heldigvis ikke noget med hinanden at gøre. "Jeg har lavet en aftale med en dæmon om, at jeg skal nyde at gå i seng med ham, fordi ellers ville han have ... voldtaget mig den nat." Det var som om ordet i sig selv bare stak til den dybere smerte i hendes sind, og små hulk brød igen op fra hendes hals, mens tårerne fik lov til at blande sig med badevandet. 
"Jeg er blevet tævet i stykker, skåret i, ødelagt, trampet på," hulkede hun og lod sine hænder gribe om Fielthenas arme, så der var et eller andet fast holdepunkt midt i fortvivlelsen. "Jeg er sprunget overbord med en såret spion i armene, og trukket hende gennem landet. Jeg har løjet for min familie i femten år. Først efter en hel eller to dage knækkede jeg for Sedna. Hvorfor gør det her så ondt, Fielthena? Hvorfor knækker det mig?" 

Hagen lagde sig hvilende oven på det blonde hår, da Zirra lænede sig tilbage i karet og lukkede guldsmedens arme omring sig ”Tak, det vil jeg sætte pris på for jeg tror ikke jeg har det i mig til at slå jer ihjel.” kommentaren blev sagt med et skævt smil, nærmest som var de sagt som en spøg, men sandheden kunne ikke være længere fra og alligevel så tæt på.
Sandsynligheden for at brunetten ville kunne gøre en ende på blondinen, var omtrent lige så stor, som at lånehajen nogensinde ville falde for Fielthenas hånd.

Armene strammede deres omfavnelse, som Zirra begyndte at fortælle om alle de ting hun havde måttet udholde. Hvor meget lort hun havde måttet udstå, hvad hun havde måttet gøre for at hendes bror kunne holde skinnet på næsen, og ikke mindst beholde sit liv.
Gennem alle ord havde hun siddet som en fast klippe i den storm der var venindes virkelighed, rolig og lyttende. Indtil løftet til dæmonen blev nævnt, det fik med det samme alle musklerne til at spænde sig op, mens maven vendte sig i vrede og afsky – begge dele rettet imod den ukendte dæmon. Smagen af jern fyldte munden og først der blev hun klar over tænderne havde sunket sig ned tungen, til huden måtte give efter.
”Fordi…” startede hun, men måtte tage to dybe indåndinger for at løsne kroppen på ny, får styr på den rasende vrede og lyst til at stævne ud på jagten efter dæmonen, på Flagell – alle der havde været kilde til smerte og nu måtte bøde for deres synder og Kasters med.
”Fordi du har været stræk så længe, Zirra. En person kan kun være stærk alene så længe, før de må give efter for den byrde de har måttet bære på…” hun flyttede lidt på sig, i forsøget på at se forbi skulderen, hen på ansigtet ”Men det er okay at falde, det er okay at give efter for alt den smerte der langsomt har ædt af sig ind. Det der betyder noget er, hvordan man bruger den smerte, så den bliver en styrke og ikke en svaghed. Nogle gange er der bare brug for en hjælpende hånd til at komme op igen.”.