Det nye år var kun lige startet, og årets første dag var godt i gang, langt de fleste hjemme og passet smerterne alkoholen kastede igennem deres hoveder. Vejret havde været passende med årets nye start, overskyet, vind stille og faktisk en behagelig temperatur for den første dag. Yume'Ave var en af de få som havde begået sig uden for, og ikke blot pleje sine smerter, ikke at hun selv var smerte fri - var de ikke for urte teen havde hun nok aldrig forladt sin seng. De første solstråler som ramte hendes blik fik et grynt af smerte til at forlade sløret og en hånd i hast til at kaste skygger over de lilla øjne som hun gik ud af sin karet. Det lette silke, lagde sig let omkring hende, skræddersyet til hendes figur, og let gennemsigtigt, på nær to steder, sløret som dækkede læberne, og en tykkere lilla silke stof der dækkede hendes len og hofter. Det var med et smil bag sløret og et glimt i øjet som hun bevæget sig ind i akademiet, et sted hun havde undgået til nu, men med et mål i sindet og, lige nu, og en time eller to mere, ingen hovedpine fra nattens festligheder.

Hvis rygterne taler sandt..var han her før morgen solens stråler. hun frys let ved tanken, tænk at selv denne morgen, være tidligt oppe. Den første dag i året, og så morgen frisk, i guderne hvor var de to modsætninger. Hende der fra barnsben altid havde fået mindst ti timers søvn, og så ham, der mødte op før solens stråler, på nytårsdag. De bare fødder gav meget lidt lyd fra sig som hun begik sig igennem akademiet, og søgte ham, og det var uden problemer faktisk at finde ham, med snuden i krystaller, papirer, bøger og hvad..end alt det andet var. Ikke at det betyd ret meget, og på ingen måde kom i vejen for hende. Så forsigtigt gik hun nær ham, let på fødderne og den ene fod lige foran den anden, og kort blev blikket skuffet.

Virkelig?

Tænkte hun kort, tænk at man kan gå op til bordet, og han hæver ikke engang et blik. Blot fanget af...hvad end han laver. Smilet voksede under sløret som hun fandt plads ved hans side, stadig uden at han virkede til at overveje at dreje hovedet. Hun lænede sig ind overbordet, og lod albuen hvile på en bog, håndfladen mødte hendes kind, som hun stirret på hans blik, de opslugte øjne. "Jeg ville elske hvis du kigget på mig med de øjne blot et øjeblik." de første ord sagt til ham, i en legende tone. "Så fanget, så opslugt, så forelsket."

"Er øjeblik, så skal jeg være der" lød det distræte svar fra Vinterens Stemme, der tydeligvis ikke havde hørt et ord af hvad der var blevet sagt til ham. Ordrene havde da heller ikke andet end forladt hans mund, før han havde glemt alt om dem igen, sammen med grunden for han havde ytret dem. Cornélian arbejdede ufortrødent videre, som om intet var hændt, ivrigt skriblende med den ene hånd, mens hans blik skiftede mellem to bøger foran ham.

Cornélian havde ganske vist været til stede til festen aftenen før, og havde brugt det meste af den gemt bag en harpe. Kort før midnat havde han taget sin afsked, men i stedet for at tage hjem, havde han slået sin vej forbi akademiet. Han havde fået en idé, og ville nedfælde den før den undslap hans sind. Det var på ingen måde for at undgå de akavede lykønskningerne, og gaverne der kun blev givet, fordi folk ikke kunne slippe afsted med kun at give til hans bror Elisor.
Det havde dog været naivt af Cornélian at tro han 'bare lige' kunne skrive sin idé ned, og så gå hjem i seng.

For han sad der endnu, stadig iklædt sit festtøj, og et svagt ekko af en velduftende olie i hans hår. Han havde blundet et par timer i løbet af natten, siddende ved sit bord, men selv da han vågnede var det ikke faldt ham ind at tage hjem i seng. I stedet havde han blot samlet sit arbejde op hvor han havde slubbet det, og ufortrødent fortsat ind i det nye års første dag.

Hun blinkede nogle gange, overrasket over hans ord, og træk tydeligt på smilet under sløret. VIRKELIG!? skreg hendes indre spændt som hun rystede hovedet og ellers lænedes sig en smule mere ind overbordet. du har ikke set mig overhovedet? Har du? hun fniste let over den sære situation og allerede nu, begyndte sindet at tænke hvor grænsen gik. Hvornår mon han ville reagere. Hun sad der kort, nogle minutter og blot beskuet hans fokuseret blik, og kort faldt blikket over det faktisk fine tøj. Mon det var hans almindelige arbejdsbeklædning, så fint, og festligt? Hun sukkede dybt som minutter gik forbi hende, og ham, så opslugt i det hele, fumlede med papir, noter, og krystaller. Den behagelige duft fra hans hår.

Et øjeblik, der gået nogle minutter, mens jeg har siddet her. Hun sukkede i et håb om at fange ham bare lidt. Dog uden at det lykkes, der var længe siden hun havde kæmpet for at få en mands opmærksom, og tabe den kamp til en bog var ikke godt for hendes stolthed, men hvis rygterne om ham talte sand, var selv hans datter ikke i stand til at rive ham ud af bøgerne. oh..det.

"Tillykke Cornélian, må være skønt at blive morfar for en ny." lyd det fra den lyse, legende stemme, med et inderligt håb om at selv dette ikke fangede ham, at han blot igen svaret med et atypisk svar som tidligere. Glimtet i blikket, viste tydeligt at tanken om hans opslugte sind var underholdende, og hendes håb om at selv nyheder om sin datter ikke fangede ham.

Cornélians pen stoppede, og en rynke formede sig mellem hans bryn. Der var noget der virkede ved siden af, ikke nødvendigvis forkert, men bestemt heller ikke som det skulle være. Langsomt løftede pennen sig, og vippede sig op til en hvilende position i hans hånd. Langsomt løftede hans blik sig fra bogen.

Aha!

Blikket for tilbage til den anden bog, mens den frie hånd bladrede et par sider frem og søgte en passage. Pennen vippede tilbage i skrive positur, og rettede i den forgående linje, inden den med sirlig præcision tegnede et indviklet diagram der forklarede ændringen.

"Tillykke Cornélian, må være skønt at blive morfar for en ny."

Sekunder gik, strakte sig i hvad der føltes som en uendelighed, inden Cornélian stoppede, og løftede pennen fra papiret. Hans blik skiftede kort til det han havde skrevet, og så videre over til hvor hendes hånd lå. "Undskyld, jeg skal lige bruge den der" mumlede han, som han tog fat i arket under hendes hånd, og trak, sikker på hun da ville flytte sin hånd. Han havde jo spurgt pænt!

Han havde til gengæld ikke hørt et ord af hvad hun havde sagt, og lod heller ikke rigtig til at have registreret hendes tilstedeværelse som andet end noget der lige nu var i vejen for hans arbejde. 

hun sad, og hvilede sit hoved i sin håndflade og beskuet hans drømmende, opslugte blik. Som hans øjne skiftede lod hun sine danse med dem, blot for at hvad der fangede ham, alt, andet, end, hende. Var det korte svar der hang i hendes sind som han virkede mere opslugte af den fjer i hans hånd, end kvinden ved hans side. Nej, virkede var ikke det rigtige ord, som han -var- mere opslugt af den fjer. Endda bogen, krystaller og hvad end, den..tegning måtte være.

Hun åndede lettet op som han rækte hånden imod hende, endelig! lyd det lettet i hendes sind, blot for at hun måtte blive skuffet som han rækte ud efter hendes albue støtte og endda spurgte om lov til at tage den.
Undskyld mig? tænkte hun opgivende og blinkede nogle gange. Forsigtigt rettede hun sig op, og fjerende albuen fra arket, hånden der før holdt hendes hoved, ventede dog på sin mulighed. Muligheden som kom så snart hans hånd nåede arket lod hun en finger møde hans håndryg. Blot en, en længere negl som slog en forsigtigt streg over hans håndryg.
Nu har jeg aldrig! tilførte hendes sind, som hun håbede at dette måtte være nok. Resten af hendes slap ryglænet og gik i hans retning, søgte hans skuldre med sin kind, han havde jo taget hendes støtte, så dette var blot retfærdigt.
"Må man spørger hvad de har er så beriget af? Så fanget i deres sind?" spurgte hun i en blind stemme som hun kom nær hans øre, og håbede at hun endte med at have støtte i hans skuldre.

En kort, skarp smerte over Cornélians hånd, trak ham endelig ud af sit fokus. Han stirrede et langt øjeblik mod sin hånd, der stadig holdt papiret, og den lange negl der uden tvivl var skyld i den momentærer ubehag han havde følt. Han fulgte neglen, til fingeren, til hånden, armen, men som han håbede at lærer identiteten på dette mysterium der havde afbrudt ham, lagde den hoved på hans skulder, og hviskede i hans øre.
Et gys gik igennem ham. Han drejede hoved, men så ikke andet end et hav af lavendel og hvid, halvt skjult i en tåge af skjulte følelser og hemmeligheder. Han kunne dog ikke holde hoved drejet længe. Ikke grundet den akavede vinkel eller deres positioner, men simpelthen fordi det mystiske slør om hendes person truede med at give ham en forfærdelig migræne. Han behøvede ikke se ansigtet for at vide hvem det lå på hans skulder.
Der var kun én elver han kendte til, der havde så meget at skjule!

"Yume'Ave Risindier" hilste han som han rømmede sig en anelse. Han havde ikke opdaget hende komme ind, hvilket ikke var atypisk for ham. Men det var de færreste der valgte at tværer det ind ved at sætte sig på hans arbejde. Hendes spørgsmål fik dog hurtigt al irritation til at forsvinde, som dug for solen. "Ah! Jeg arbejder på en ny teori, eller rettede forbedringen af en veletableret teknik til magisk kanalisering. Det er en forlængelse af portal-projektet som råddet lod mig overse, og hvis jeg har ret, kan vi minimere den magiske potens nødvendig, og undgå at de omkringliggende kanaliseringer tager skade på længere sigt. Ser du, ved at bruge krystaller af en særlig frekvens, der resonere med den lokaliserede energi og..." Cornélians snakkede entusiastisk, og hans stemme malende, men jo længere han fortsatte, jo mere teknisk og detaljeret blev hans beskrivelser også, til det ikke var andet end sort snak, for andet end de mest lærte magi-teoretikere. 

Det var stadig sært at han aldrig ville kigge på hende, både når de mødtes privat, til rådsmøderne eller blot når de gik forbi hinanden. Altid den sære hilsen før han tvang blikket væk. Engang havde hun troet han blot han ikke kunne lig hende, men det blev ved, den måde han altid kastede blikket fra hende. Flere gange var hun endt i konklusionen det var en skam over en fasination af hende, men et endeligt svar af de mange muligheder der fik mænd til at kastet blikket fra kvinder, havde hun aldrig opnået. Dette møde mellem dem var ikke anderledes og hun kunne ikke lade være med at smile som han kastede blikket fra hende igen i dag.

Det startet fint, at se hans øjne lysne op, at høre hans stemme fuld af energi og glæde. At høre hvor meget han nydt at dele disse ting. Det var også vidunderlige at høre ham, når han var sådan her, fanget, opslugt, forelsket i hvert et ord. I hvert fald..de første par minutter. Flere gange håbede hun på en pause, på at kunne få noget indført, men efter blot lidt tid begyndte hans ord at give for lidt mening til at hun gad høre efter, eller rettere kunne høre efter og forstå hvad der endelig blev delt.

ENDELIG! skreg hendes indre blot for at finde ud af det var mere luft han manglede end ord. "PÅ ELVISK!" lyd det spontant ved den næste korte pause der kom mellem hans ord og med det sagt åndede hun lettet op og fjernede sig fra hans skuldre, og rettede sig i stolen hun havde belejret som hendes. "De ved, deres..forlænget ord, taber mig. Så..noget med..at forlænge protal projektet?" spurgte hun lettere forvirret og som hendes arme endte under hendes bryst på kors, og hendes ben mødte hinanden, knæ imod knæ.

Cornélian stoppede brat ved Yumes udbrud, og stirrede uforstående frem et øjeblik, inden han indså hvad der var sket, og hvad hendes problem måtte være. "Ah, ja, jeg undskylder, de spurgte næppe af akademisk interesse" der var en anelse skuffelse at spore i hans stemme, som han rettede sig en anelse op og rømmede sig.
"At lave en fast portal som den det er aftalt med Lyset, kræver enormt meget magisk energi at vedligeholde. Jeg forventer at kunne effektivisere måden vi kanalisere den magi, og sikre at det ikke kommer til at udpine området for dens magiske strømninger. Menneskerne er så kortlevede de næppe har skænket en tanke til de miljømæssige konsekvenser" forklarede han i lægmandstermer. 

Politisk var portalen næppe noget der ville stå i flere årtusinder, men det var ikke Cornélians job at overveje, og lige så lidt hans interesse. Det var blevet besluttet at en portal skulle opfører, så det ville den blive, også selvom Cornélians ekstraarbejde på den, havde trukket projektet i langdrag, og de første utålmodige meddelelser fra Lysets folk om hvornår de kunne forvente den stod færdig, allerede var fandet ind på hans skrivebord. Det første havde han besvaret, med en estimeret tidshorisont på 50 år. De efterfølgende havde han arkiverede lodret i sin papirkurv.

Hun sukkede kort af hans ord, og kunne ikke stoppe sig selv i kort at tænke. Og hvad mener de med det? Men valgte ikke at lade den tanke påvirke samtalen, i hvert fald ikke i nu. Han næste storm af ord var tydeligt anderledes, den energi han havde før var væk, det føltes næste så om han var skuffet over at bruge denne type ord.
"Så.." begyndte hun som hun lænede sig frem igen, og lod blikket falde over udstyret, bøgerne og papiret på bordet foran dem.
"Det de forsøger..er at finde en måde..hvor magien fra portalen." Hånden fandt papirets kerne, og blikket imod krystallen der virkede til at være 'protalen' her inde i akademiet.
"Danser i harmoni med skovens sang? Og..." hånden dansede over papiret, mellem runerne som der omgivet de to cirkler.
"danner en ramme, så alle de grå farver fra menneskernes maleri ikke blegner vort farverige skov?" Fingren tappede kort på den anden cirkle som, måske? var elverly...forhåbentligt var Eleverly.
"...Ikke?" spurgte hun fortvivlet, og begyndte at læne sig tilbage i sin stol, hånden forlod papirerne og fandt igen ro i hendes skød. De lilla øjne blev på papiret, et projekt hun selv så frem til var i gang, ville være rart at kunne have møder med Dianthos uden flere dags rejse, eller uden at være nød til at benytte drømme til en møde som nemt kunne ske i dagens lys. Det er et spild af drømme som der er nu. Blikket forlod endelig papiret og falde tilbage på ham, forhåbentligt ville han genfinde sin energi.

Cornélians lyse bryn rynkede sig ved Yumes ord. De blev ikke kastet til side som sludder, eller ignoreret, men ganske nøje overvejet, som Cornélian måtte justerer sin observation af Yumes interesse. Det var ikke at den manglede, for ellers havde hun næppe besværet sig med at spørger yderligere ind. Nej, det var tydelig at hun søgte forståelse, de talte blot ikke det samme sprog.

En fejltagelse Cornélian hellere end gerne gjorde sit for at udbedre. "De er ikke helt ved siden af, men.." Cornélian lagde endelig papiret helt fra sig, som han gav Yume sin udelte opmærksomhed, dog stadig uden at kigge helt i hendes retning. "Se det således: Magien, skovens musik, løber allesteds. Med portalen bygger vi et fokuspunkt, en scene, der trækker de nærmeste musikere til og byder dem spille en bestemt takt. Mit arbejde her.." han gjorde en løs gestus med hånden mod skrivebordets bunker "Er at sikre den takt ikke er for hurtig, så musikken kan flyde i årtusinder endnu, uden at trætte musikerne" forklarede han i en tålmodige og engageret tone. Det var ikke den samme ild som hans flammende passion før, men ej heller den lette irritation fra før. Det var i stedet den tone og tålmodighed han viste sine elever, og det arbejde han lagde i at lade dem forstå komplicerede emner, på deres egne termer.
Det var ikke alle der forstod sig på tal og formler. Nogle forstod i farver og dufte, andre i lyde og billeder, og Cornélian gjorde sit for, at de alle kunne få det højeste niveau af uddannelse de hver især ønskede at stræbe efter.

Blikket gled fra ham, til de mange papirer og bøger, til ham og tilbage flere gange som han begyndte at forklare, at uddybe.
"En..scene." nikkede hun til hans ord, og ordet takt blev gentaget ikke længe efter men det var alligevel med et lille fnis som han nævnte årtusinde, jo det ville da være til hendes fornøjelse hvis det var sådan det skete, men sandsynligheden for at mennesker ikke ville skifte mening flere hundrede gange i den periode var jo nul.
"Hvis bare..de ville tillade den stod så længe." lyd det sikkert med en grad af hån i stemmen. Ikke at hun havde noget imod menneskerne som sådan, men deres lyst til forandring og nye holdninger for ikke at glemme deres lyst til at blande blod med de mest mærkelige ting. Hun gystes lidt som den halv trold hun mødte til ballet gled forbi hendes sind, men det sparkede alligevel en ide forbi hendes sind at genfinde et minde. Blikket gik over tegningerne, og de mange runer og papirer, og en åben hånd gled foran hende og holdt sig overbordet som hun samlede chakra omkring dem, foran dem, og med det begyndte tegningerne, runerne, de magiske cirkler at tage form. Illusionen var simple, bare en sort og hvid portal plads med de mange runer i en klar forårs grøn farve.Størrelsen var på ingen måde som det ægte ville være det vidste hun godt, men nu handlede det mere om at lave hans tegning virkelig og forsøge at sætte runerne ind hvor han ønskede dem.
"Noget som dette?" lyd det som chakren stoppede dens dans og illusionen tog form foran dem. Men selv hun kunne se noget var galt som blikket gled fra papir til billedet foran dem, tilbage til papiret. Men hvad..For hende var det at det ikke virkede til at være et ordenligt system, runerne virkede tilfældige og ødelagde billedet, hendes øjne kunne ikke finde ro og gled for rune til rune i en kaotisk dans frem for den behagelige nydelse man får af et veludført malerig.
Så før hun fik svar fra ham, begyndte hun at flytte runerne rundt, sådan de virkede til at være symetriske, modsætninger, og i par. Frem for det, rod, de virkede til at være tidligere.
"Meget rarere for sjælen!" udbryd hun som de virkede, i hendes hoved, til at finde et hjem.

Cornélian sukkede let og opgivende ved Yumes kommentar om portalens levetid, og han rystede på hoved. "De synes at have evigt travlt med at få den funktionel, men sandsynligt vil den ikke blive andet end en undskyldning for, at de tror de kan indkalde til råd i tide og utide" tænkte han højt.
Hans fingre tappede let mod bordkanten "Men jeg skal næppe beklage mig. Det er et yderst interessant projekt, og hvad vi lærer her vil utvivlsomt komme Folket til gav i fremtiden" tilføjede han, med et let skuldertræk. Menneskenes magtkampe bølgede frem og tilbage, med Elverfolket stod evige og -næsten- uforanderlige.

Cornélians øjne blev store som Yumes magi fik hans noter til at springe fra papiret og op stå frem i hendes farvedelte illusion. Hans blik fulgte betaget runerne som hun flyttede dem og skabte et mønster der uden tvivl var betagende at beskue... men også umådelig ustabilt og magisk uforsvarligt. "Øøøøøh øjeblik"sagde han, og rejste sig pludseligt, uden yderligere forklaring. Han hastede over til en skuffe, der ivrigt blev åbent og gennemrodet. Et par dokumenter blev udvalgt og bragt med tilbage til bordet og Yume.

Papirerne Cornélian nu spredte på bordet par meget af de samme illustrationer og diagrammer som hans noter, men de var langt mere fuldstændige. Tydeligvis et mere færdigt dokument, end de noter han havde arbejdet på. Et andet var et kort over det område Rådet havde udvalgt til portalen, med en håndfuld linjer tegnet på. De magiske strømme Cornélian havde omtalt før.
"Så, prøv igen, men med det fulde datasæt denne gang" bød han opfordrende.

Det tog ikke et geni at regne ud af velbehag for øjet, og magiske effektivitet på ingen måde gik hånd i hånd, selv hun vidste det som hun tog og beskuet sin illusion lidt, det behaget blikket, men hvad ville dette medføre? Enten ville protale sluge alt og alle ind til den følte sig mæt, ellers ville den være en spændingspunkt som ville blive mere og mere ustabilt til det knækkede midt over, noget hverken menneskerne eller elverne ville nyde, jo måske de gamle sort elvere. Ellers var hendes kendskab til magi ikke som den var da hun aktivt blev undervist for, nogle århundrede år siden og disse runer blot mindede om nogle man brugte dengang.
"Og hvad har menneskerne ikke evigt tralvt med?" lyd det nemme svar til hans ord om menneskernes ønske om at få dette skabt.
"Men, med det sagt er der jo fordele for både os og lyset hvis møder, kunne aftales dagen før de skulle holdes." kort tog hun blikket fra sin behagelige men ufattelig farlige magiske konstruktion til bordet, til ham fumle med mere papir, skuffer, og hvad ellers han nu fandt frem, så om hans bord ikke var rodet nok.
"Også muligheder for handle hvor prisen på rejsen vil falde drastisk. Et projekt der vil berige manges liv, og nogles krystal samlinger...desværre." hun sukkede som det blev sagt, som alt andet var det vel uundgåeligt at menneskernes grådighed ikke havde tænkt i disse retninger, nok tænkt dem længe før projektet blev delt med elverly. Hun blinkede nogle gange over de tegninger og papir stykker han begyndte at spredte ud over bordet.
"mhmm." lyd det som blikket gled over det hele, og langsomt bevæget de lilla øjne sig fra papir til illusion, og tilbage. Endnu et "mhm" hang i luften som blikket igen søgte illusionen og en langt større samling af chakra spredte sig fra hende som hele illusionen tog et drej, pladsen tog meget mere form som hun fokuseret langt mere på helheden frem for bare de magiske tegn. Få linjer der markeret verdens egen magisk strøm blev synligtlagt som hans tegning havde vist den, og de magiske effekter og runer alt sammen lagde sig i takt med hans tegning. Frem for bare en flade, tog det hele form som en mode af pladsen som svævede i luften over dem. Med intet andet end en lille fingre bevægelse drejede modellen sig og en anden vinkel blev synlig for vinterne og dagens stemme. Stille og roligt skiftede hun vinklen gang på gang så hele modellen kunne beskues af vinter stemmens øjne.
"Som dette?" spurgte hun, som hun tog blikket tilbage til Cornélian, og forsøgte at følge hans blik.

Det var vel også fint at hjælpe ham med dette, hvis hun fandt ende eller hjalp ham på vej med hans projekt, ville han nok være mere glad for at lytte til hende uden at stille for mange spørgsmål.

"Så vidt jeg forstod var intentionen med portalen, at den udelukkende skulle være for Skovens Stemme at nå lyset, og ikke til alment brug. Ellers tror jeg aldrig Daeralda var gået med til det" kommenterede han med et let skuldertræk. Han havde ikke meget interesse i den politiske eller sikkerhedsmæssige del af projektet. Han så ikke noget behov for den, da deres leder lod til ganske nemt at komme frem og tilbage allerede, men han havde ikke gjort sig så meget i hvorfor'et, kun i hvordan. Dog kunne han levnede forstille sig Askfeys protester, hvis der blev lavet en åben vej lige ind til hjertet af skoven. Det var der næppe nogen interesse i fra elvernes side, men mons tro menneskerne ville presse for det, så snart portalen stod færdig?

Smilet på Cornélians læber voksede som Yume trak de ekstra brikker op fra hans dokumenter, og udvidede sin illusion. Han tog et par skridt tilbage, som hendes værk voksede og tog det i syne. "Mageløst. De har i sandhed et øje for detaljer" kommenterede han ivrigt som hun drejede modellen for hans udsyn og fornøjelse.
"Så, hvad var det De ønskede at se? De lod til at have en idé sådan som de flyttede rundt på det andet billede?" spurgte han med åben nysgerrighed. Hun havde hun alle prikkerne til pudslespillet, og han antog hun havde haft en intention bag den første illusion, andet end blot at lege med det visuelle udtryk. Det var ikke ligefrem en motivation der faldt den garvede akademiker ligefrem, hvert fald, selvom den nok burde, eftersom han stod overfor Dagens stemme.

"Og hvor længe tror du mennesker vil lade det være dens eneste formål? en generation? To? Før de begynder at forslå bedre ideer?" hun træk på ordet bedre. "Vi er alle klar over de vil forsøge at ændre hvad dens formål er flere gange før vi får set os om." Det kunne tage mange år før elverne fik set sig om det vidste hun godt, men det var netop problemet at de to racer havde så store forskelle på deres tids horisont når det kom til alt dette, deres kontante udvidelse, behov for forandring, selvfølgelig ville det komme denne vej, og mere hvis protalen blev åbne i mange år. Hendes ord døde ud som hun ændret sig fokus, ændrede til illusionen den udvidelse, at tilføre leylines, tilføre skovens egen energi eller hvad ellers alle disse tilførelser var. Hun forsøgte at følge med hvad hun tilførte men efter lidt tid stoppede hun og blot fokuseret på at tilføre hvad der skulle tilføre, slog hovedet fra og blot kopiet det over, lagde det sammen i de lag han ønskede. Det var rart at se ham smile, endnu mere i hendes nærvær, da han ofte gjorde så meget for at undgå at se i hendes retning nærmest så om det var ubehageligt for ham. Hvilket aldrig havde givet mening, hvordan kunne det være ubehageligt at se på hende, hun havde aldrig haft sløret af i hans nærvær? Havde hun?
Hans ord gjorde det klart at den var færdig og han ikke rev en bog mere frem som skulle tilføres, og med den opdagelse knipsede hun fingrene, og låste illusionen, fik den til at være der i luften over dem, hvor den langsomt roteret rundt, og vendte sig så alt kunne ses ligemeget hvor man var i rummet.
Hun træk tydeligt på smilet under sløret, ved rosen, noget voksede man aldrig fra, ris og ros ville altid beærer hende, og her kunne det tydeligt ses i hendes blik.
"Oh..Jeg legede blot og gjorde det mere behageligt at kigge på." blikket gled tilbage på illusionen. "Men dette er jo endelig rart at se på." hun rystede forsigtigt hovedet af det. "Måske hvis man kan udsmykke disse-" hun løftede hånden og pege på nogle pæle der stod omkring det hele. "-Men ellers er der ikke meget jeg ville gøre..Nogle vilde blomster? til at byde folk velkommen måske? Men, kan vi finde ud af senere..det vigtige med alt dette ville være den magiske skal være i orden før jeg begynder at vise vort skønhed deromkring."
Blikket faldt tilbage på bordet, på plads tegningen.
"De har adgang til arkiverne ikke? Tænker de lukket arkiver, om forbudt, gammel og forfærdelig magi." hun lænede sig tilbage i stollen og satte armene over kors som blikket blev på hans papirer. "Og..endnu vigtigere hvad ved de om dæmoner? En af dem invaderet en drøm af min...MIN drøm." Uvidende for hende, nærmest lyste stykker af hendes tåge som denne forespørgsel blev formuleret. "Hvordan er det muligt?"

Cornélian sukkede lidt over Yumes ord, og trak en anelse på skuldrene. Mennesker var.. sære. Han ville ikke gå så langt som til at sige han havde noget imod dem som sådan, men han forstod dem kun på det mest basale niveau, og der virkede de nu engang en anelse simple.
Et tænksomt udtryk gled dog over ham, promptet af Yumes ord, og han trådte ind igennem illusionen, greb en pen fra bordet og rodede lidt rundt i bunken af papirer, til at fandt sine noter igen.

Note: Udarbejd ordning til terminering af forbindelsen, der ikke kræver fuld dekonstruktion

Han løftede pennen, men blev stående et øjeblik, inden han tilføjede en note mere, under den første

Note: Send færdige konstruktionstegninger til Dagens Stemme for tilføjelser af forskønnende elementer

Denne gang lagde han pennen fra sig, og trådte tilbage igen, så han kunne se de nyligt tilføjede leylines og så den an, som Yume lod den svæve over dem. "Jeg er sikker på at brugerne ville nyde hvis den var repræsentativ for skovens skønhed" sagde han opmuntrende. Det var ikke hans bord, men var det ikke netop grunden til Rådets eksistens? At de kunne læne sig mod hinandens kompetencer?

Yumes emneskift trak overraskende hurtigt Cornélians opmærksomhed væk fra illusionen, og tilbage i den generelle retning af Yume, uden rigtig at se på hende. "Det har jeg i begrænset omfang. Visse sektioner kan jeg kun tilgå med accept fra Nattens stemme. Men sektionerne relevant for mit fag og virke er generelt tilgængelige for mig, ja" forklarede han, men hans lyse bryn rynkede sig. Han lod hende tale videre inden han stillede spørgsmål.

De rynkede bryn blev til en tænksom mine, og han lagde en let knyttet hånd mod sin hage. "Dæmoner er ikke noget jeg har beskæftiget mig synderlig meget med, men jeg kender da til det basale" hvilket nok var Cornélian-sprog for han gransket mindst 3 afhandlinger om emnet.
Da Yume nåde til kernen af sit spørgsmål, forlod en lille, tænksom 'huh' lyd Cornélian.
"Altså, ganske vist er dæmoner mere magisk potente end de fleste væsner, men som hovedregel er det ikke muligt. Magien er ukrænkelig, den er en del af dig selv, og kan som udgangspunkt ikke påvirkes af andre direkte. Det er hvad vores nuværende forståelse for magi fastslå" startede han ud "Det sagt, så er der undtagelser. Der er folk som jeg selv der besidder evner der specifikt manipulere med andres magi, men det er et utroligt sjældent fænomen. Derudover kan dæmonen have en lignende drømme-evne, men bedre kontrol, hvilket jeg også vil anslå som højst usandsynligt. Den mest åbenlyse forklaring ville være, at dæmonen ikke har invaderet din drøm, men har manipuleret dig til at lukke den ind. Der er få kræfter i vores verden, der kan påvirke magi så meget, som vores egne følelser" fremlagde han, som havde det været et spørgsmål til en forelæsning.

Han flyttede vægten lidt fra den ene fod til den anden, inden han fortsatte i en mildere, mere imødekommende tone. "Men siden dette ikke er et teoretisk scenarie, kan det være jeg kan give et mere fyldestgørende svar, men det kræver jeg ved mere" tilføjede han roligt.

Hun træk på smilet som han på ingen måde virkede imod at lade hendes blik falde over det hele, lade hende påvirke det endelige mål, og sendte et taknemmeligt nik i hans retning. Hun nikkede igen til ham som han omtalte arkiverne, noget de sikker kunne komme ind på igen senere i dag, for hun tvivlede meget på at han ikke ville spørger ind på et tidspunkt til hvad formålet var med det spørgsmål. Hendes afslappende tilbage lænende stilling, skiftede som han begyndte at tale om dæmoner, det første fik hende dog til at hæve et øjenbryn mistroisk over at han ikke var særlig bekendt med dæmonerne, men valgte at lade manden tro at han intet vidste.
Hun lænede sig mere og mere frem som han begyndte hans tanke strøm, albuerne mødte hendes knæ som hun sad og nikkede flere gange til hans ord. For den drømmende, kvinde var hun hyper fokuseret på hvert et ord han sagde. Blikket blev tydeligt efter tænksomt som han begyndte at tale om at dæmonen kunne have ligene evner som hendes. Hun nikkede langsomt til denne ide. Kæben blev bidt sammen som han nævnte sidste mulighed, at det var hendes fejl, eller på sin vis i hvert fald hendes fejl. Drømmen gled forbi hendes sind, hvert et ord der forlod dæmonen, hvert en bevægelse. Hendes tanker stoppede brat som han forklaret at han ville være en bedre hjælp hvis han vidste mere, nogle ord som fik hende til at trække vejret dybt, og læne sig tilbage i stolen igen.
"Jeg besøgte..en..bekendt af mine." en tåge omkring hende lyste tydeligt op ved disse ord. "Bare for at stille nogle spørgsmål, og så snart jeg gik ind i hendes drøm lukkede min dør bag mig med et smæk." hun rystede hovedet let og lod blikket forsigtige falde på Cornélian for at holde øje med hans reaktioner. 
"Der var ikke bare min bekendte i drømmen, også ham med hans forfærdelige blå øjne. Døren var låst, så jeg var ikke i stand til at forlade drømmen, hvilket var sært, kun oplevet det ved mareridt før. Han provokeret mig, og jeg brugte mine evner til at styre drømmen til at.." hun tyggede tydeligt på sine ord, for at finde dem der passede. 
"..Jeg dræbte ham et par gange." indrømmede hun, og træk blikket fra Cornélian, tilbage på sin illusion. "Men..jeg..kunne ikke blive ved, lige meget med hvor forfærdeligt og smertefuldt jeg ødelagde hans krop, smilte han stolt, så om det var netop det han ville, så om han..nydt det. Panikken greb mere og mere fat i mit sind med opdagelsen at han nydt det hele..Så jeg forsøgte at få hjælp, forsøgte at skabe en dør til Sitali, til Toorah, Ashfay, nogle som har mere..fysisk magt end jeg har." hun frys kort og gjorde tegn til sin fine figur.
"Men jeg kunne ikke, så om drømmen var låst, kun os der allerede var i den..En opdagelse der på ingen måde hjælp til den panik der begyndte at ligge i mit sind." hun sukkede dybt, og lod blikket falde til gulvet mellem dem.
"Jeg gav efter, og lyttede til hans krav..og så, puf, kunne jeg forlade drømmen, tage hjem, og endda få mig selv til at vågne." De stolte, lysende lilla øjne der normalt beskuet alt og alle, og så verden for hvad den kunne være, var tomme af følelse som det blev sagt.
"Han sagde...hvad var det? 'du må gerne vågne nu Yume'Ave. Jeg holder dig ikke mere.' og med de ord, så, føltes alt anderledes, så om drømmen igen var 'fri', men jeg mærkede aldrig chakra fra ham, og han var tydeligt aldrig i stand til manipulere drømmen selv..med mindre han bare lod mig..gøre.. de ting jeg gjorde ved ham." endnu et dybt suk forlod hende med nogle forsigtige ryst på hovedet.

Som Yume'Ave begyndte at fortælle, og dele mere af historien, flyttede Cornélian sig hurtigt over til en af tavlerne i rummet, og med ærmet på hans pæne fest-robe viskede han et hjørne rent, så han kunne tage noter.
Kridtet fløj over det lille område, med øvet hånd, og hans tavle-skrift var overraskende letlæselig som han skrev noter og tanker ned:

Bekendt
- mellemled
-- planlagt?
Drøm lukkede sig
- fastholdt
- Normalt kun ved mareridt
--fælde?
Dæmon
- blå øjne
-- sand skikkelse eller påtaget form?
- Simuleret død ineffektiv
- Krav
Frygt
Kontrol

Som Yume'Aves sidste ord og suk overlod rummet til tavshed, trådte Cornélian et skridt tilbage og betragtede sine noter. Hvad der burde havde trukket hans interesse og bekymring var nok hendes ord om dæmonens krav, men de var godt til emnet fra et akademisk synspunkt, og når Cornélian først var gået igang, skulle der meget til at trække ham ud fra det tankemønster igen.
"Jeg bider mærke i et par ting ud fra din fortælling" sagde han tænksomt, og brugte kridtet til at pege på punktet 'drøm lukkede sig'. "Med mindre din bekendte har påvirket dig, er det nærliggende at antage at der har været en eller anden form for magisk interferens der har holdt dig tilbage. Men det vil også antage at det har været planlagt, og at din bekendte er involveret aktivt" tænkte han højt "Alternativt har dæmonens tilstedeværelse ændret drømmens tilstand til noget mere mareridts agtigt, men det ville ikke forklarer dens tilstedeværelse til at begynde med" kridtet fortsatte ned til 'simuleret død ineffektiv' "At dine forsøg på at jage ham ud var ineffektive er dog ikke overraskende, taget i betragtning at det var en dæmon. Ser ud, dæmoner dør ikke ved at miste deres fysiske legeme. Det er kendt at deres ånd lever videre, og kan besætte folk af svagere vilje, og med tiden overtage deres krop. Det er endda teoretiseret at en dæmon der har mistet sin krop, kan gendanne den, givet nok tid, men det er ikke blevet endelig bekræftet endnu, så vidt jeg er bekendt" forklarede han og måtte holde sig selv i nakken, for ikke at fortsætte ud af en længere tangent om dæmoners reproduktion.
"Dog ser jeg også nogle tydelige emner af kontroltab i din fortælling, og jeg kan ikke andet end undre mig over at De søgte hjælp fra fysisk stærke individer, når din problemstilling for mig lyder til at være udelukkende af vilje og magisk karakter" han vendte sig væk fra tavlen, og mod Yume'Ave igen "Har de før observeret at fysisk styrke har haft relevans i drømme-verdenen, eller har gjort en form for udslag?" spurgte han så, som et opklarende spørgsmål.

Igen, uvant hende sad hun stille og lyttede til hans ord. Nærmest som en flittig elev mere end et ligeværdig rådsmedlem. Hun så lettere forvirret over hans ord på tavlene, og visse ord fik en tydelig fysisk respons fra hendes, planlagt, var et af disse ord. Noget hun selv havde tænkt, men samme tid tanker hun ikke ønskede at tænke. Ordet fælde fik også en respons, men mere i enighed, en “ikke bare mig der tænker det”, end noget andet. Dog var der et øjeblik med en meget uvan følelse som spredte sig over Yume’Ave mimik, skam, som ordet krav blev præsenteret hvid på sort foran hende. Noget var at opleve det, tænke det, men at få det så visuelt banket ind i hovedet hvad hun lige havde sagt var ikke en behagelig følelse. Ordet kontrol fik hende dog til at undre sig, men der var intet hun ville kommentere på, skrevet på den tavle. Så alt hun gjorde som han begyndt at tale var at nikke.
Påvirket mig, det var ikke ord hun havde forventet at høre, og endnu mindre ord hun kunne benægte, da det var svar hun gang på gang havde forsøgt at få. Men hun ønskede ikke at afbryde der blev blot slået en mental note. At høre hans argument for hvorfor han formået at det havde været planlagt fik blikket til at falde fra tavlen til gulvet mellem de to, den ene hånd rystede, for hun kunne ikke modsige det, der var jo ingen grund til at hendes bekendt ikke ville sige ja til sådan, og de ord sagt den nat hjalp ikke til at forkaste den mulighed. Hans ord om hendes kamp var umulig at vinde fra staten gjorde ikke tankerne i hendes hoved bedre,  og på ingen måde mere behagelige. Det var stadig klamt at se hans smil snige sig ud som uddøde forsøgte at ende hans liv. At han ønskede hun skulle bruge sine hænder og ikke blot drømmens magt, det var kvalmende, sygt, og passede alt for godt på rygterne og historierne om dæmoner. Netop grundet de syn som genspillede sig for hendes indre blik var det rart at han skiftede til noget teoretisk som han spurgte ind til kroppens betydning i drømmendes verden.
“Det..er kompliceret” startede hun, men vidste godt at hun endelig ikke havde nogle ret til at bruge det ord foran Cornélian, specielt ikke da hun sad og spurgte ham til råds, om hjælp.
“I drømmene, er din krop stadig din krop. Den kan gøre hvad din krop kan gøre, og lige meget hvor meget jeg forsøger kan jeg ikke ændre andres eller min egen krop i drømmens verden. Ligeledes kan jeg heller ikke direkte påvirke ens krop, sind eller følelser. Ihvertfald ikke at jeg ved af. Derfor i min paniske sind var Ashfay og Toorah hurtigt i mit sind, Toorah også grundet mig og hendes fortid, hun er stadig..betryggende at være nær. Ashfay, primært hendes færdigheder inden for væbne færdigheder, samt har jeg fornyeligt begyndt at se hende i et nyt lys..skal jeg være ærlig er jeg i tvivl om hvorfor jeg tænkte på hende.” blikket hævede sig og faldt igen over Vinterns stemme. Som stadig kiggede alle andre steder end på Yume’Ave selv.
“Sitali, var ikke grundet fysisk styrke, men hendes magiske egenskaber til at benytte solens lys som et våben er ualmindeligt farlig. Samt, er...samt er hun en person jeg nyder at benytte min tid med, og ser hende de fleste drømme.” hun sukkede let som han slet ikke kiggede i hendes retning og nærmere virkede til aktivt at undgå det.
“Men..tror sandheden bag de tre, var netop at de var de første jeg tænkte på og-” hendes ord døde ud og tonen skiftede.
“GIDER DE I DET MINDSTE KIGGE PÅ MIG!” hun ånede ud, og lod irritationen forlade hendes stemme.
“Her sidder jeg og indrømmer ting, fortæller om mit svageste punkt, samt følelser jeg har haft for Toorah og dem jeg har nu.." orderne døde ud igen, som hun holdt en kort pause.
"og alt du gør er at kigge -imod- mig, men aldrig på mig!” Tilførte hun efter den meget korte pause efter hun stoppede sine egne ord, som det blev sagt rystede hun hovedet og rejste sig og gik bevist ind i hans synsfelt.
“Hvorfor er det? De aldrig kigger på mig? Forelsket? Tænker min beklædning af for visende? Eller finde de mig så ubehagelig at de ikke engang ønsker at kigge på mig?” ordene var skarpe, og afsluttet hårdt ved hver mulighed. Blikket kopiet stemmen som hun så irriteret på vinternes stemme.

Cornélian lyttede opmærksomt som Yume'Ave forklarede og rettede på hans antagelser hvor det var nødvendigt. Han tilføjede et nyt ord til tavlen, ud for kontrol.

Kontrol - Tryghed

Og efter et øjebliks tænksomhed, endnu et.

Kontrol - Tryghed, indre styrke

Vinterens Stemme afbrød ikke, men hans øjne blev halv-fjerne mens de hvilede i hendes generelle retning, og hendes situation formede sig for ham. Hvis hans hypotese var korrekt, ville ingen mængde af folk eller styrke fra dem, kunne redde Yume'Ave i den situation hun beskrev. Hun var katalysatoren for magien, dens kilde, og så længe dæmonen kontrollerede hendes frygt, og derved hende, var hendes sejre tvivlsom.

Hans tanker blev dog prompte afbrudt da Dagens Stemme pludselig blev skarp og harsk som morgenlyset. Det gibbede i Cornélian og kridtet smuttede mellem hans fingre, for at knække i to mod gulvet.
Ordrene hamrede nedover ham, og hans før så selvsikre, vidende udtryk var erstattet af en næsten barnlig fortvivlelse, mens hans hjerne arbejdede på højtryk for at redegøre for hendes ord. Hans blik skøjtede stadig i hendes nærhed, men aldrig dirkete på hende.

Hun var vred. Var det noget han havde sagt? Nej, hun havde selv været igang med at tale. Noget han havde gjort så? Det stemte overens med hendes anklager, om at han ikke kiggede på hende. Men det var jo for hendes egen skyld han ikke gjorde det, så det gav ikke mening! Og hun beskyldte ham for forelskelse. Han var nylig enke, i hans tid, men for de fleste andre var Innil død for århundreder siden. Ønskede hun hans gunst? Og hvad var alt det med hendes påklædning?! Hvordan kunne han forholde sig til hendes påklædning når han ikke kunne kigge ordenligt på hende?!!!

Hun var tydeligt emotionel, og én ting stod klart for Cornélian. Han havde brug for udredning. Han havde brug for mere data.

"Ehm..." rømmede han sig let, mens han fandt fodfæstet igen, og forsøgte at forklarer sig, i samme rolige tone, som havde han forklaret et relativt almindeligt vejrfænomen.
"Jeg kan forsikre Dem for at, trods min egen beklædning nok kan beskrives som konservativ..." det var hvert fald hvad Elisor havde kaldt det engang "...Så har min broder en tendens til at smide tøjet ved enhver lejlighed. Så jeg er ganske van til andres præferencer" han havde det på han var komfortable med, hun havde det på hun var komfortable med. Det var vel kun logisk. "Ydermere så er kvindekroppen ikke fremmede for mig. Jeg har en datter" at bringe Innil op var stadig for smertefuldt, men at han havde et barn, ego havde han set en kvinde i forskellige stadier af afklædt før.
"Men jeg må erkende jeg er... forvirret over deres ord. Ønsker De min affektion? Ud fra deres fortælling havde min antagelse været at deres præferencer lå andetsteds?"