Det havde været i forbindelse med erhvervet. Noget slaverelateret havde trukket Jontar væk fra Balzera og Kazimi-paladset til en halvlille flække i Medanien. Det var ikke langt væk for den unge fyrstesøn. Nu var hjemve heller ikke noget, der påvirkede ham. Han var jo en selvstændig, ung mand. Og som slavehandler var han i fuld kontrol. Og det var noget, den unge fyrstesøn elskede.
Turen derud havde været problemfri. Eller ingen af de mulige slaver havde været tilstrækkeligt for Jontar. Ingen havde været gode nok. De havde næsten alle været mennesker og dem, der havde været mere eksotiske, havde enten været for gamle eller alt for utrænet til at være krystallerne værd. Derfor havde turen hjem i karetten kun været med Jontar, hans personlige slave og et par andre i forbindelse med slavehandlen.

Det havde netop været denne hjemtur, der havde udfoldet med problemer. Om det havde været hestene, føreren eller ruten, vidste Jontar ikke, men pludselig havde hele karetten vendt på dens side. Den unge fyrstesøn havde slået sit hoved imod jorden. Blod piblede ud af tindingen. De gyldne gevandter havde revner og folder, der alt andet end normalt var at finde på fyrstesønnens person.
"Sir, er De okay?" Morosa havde hjulpet sin ejer ud af karetten og tilset ham så godt, som slavekvinden kunne. Men der var ingen healer i deres selskab. Og familiehealeren var tilbage på paladset. Dette havde en af Jontars kollegaer pointeret og ønsket at kommet derhen med det samme for at heale fyrstesønnen. Det var Morosa, der agtede dem at tage tilbage til en lille flække nord fra Fredskilde. Der måtte være en healer, havde halvkvinden sagt, som hendes hale kærtegnede mod Jontars ben. Hun havde altid elsket drengen, der havde skiftet sin kedelige menneskekvinde ud for hende. Det var over et årti siden og Jontar ønskede ikke at skifte Morosa ud.
"Fint. Kan De gå, prins?" Til dette nikkede Jontar blot. Hele udsynet bevægede sig underligt, når Jontar kiggede hurtigt. Men benene var ikke voldsomt slået. Lidt direkte rifter på lårene og læggene, men ikke meget andet. Dog var dette nok til, at Morosa tog fyrstesønnens arm rundt om hendes skuldre for at hjælpe ham videre.

Efter at have noget til et hus bankede en af Jontars kollegaer en anelse voldsomt på døren. "Hallo? Nogen hjemme? Vi har brug for en healers hjælp, prompte!" Det omhandlede jo en adelig og endda en søn af selveste fyrsten, så derfor fandt Jontars kollega det mere end passende at tvinge mere hast ind. Det var jo langt vigtigere, end hvad disse almindelige borgere var ifærd med lige nu.

Estella stod på en lille taburet, så hun kunne se ned i den høje gryde, som dampede. Med begge hænder om en lang grydeske, rørte hun rundt, og sørgede for at bunden af maden ikke blev brændt på. Håret var flettet og bundet med flere små lædersnore, så intet hårstrå ville falde ned i maden. Hun stod og nynnede lidt for sig selv, mens familien var ude på marken efter de sidste ting. Hun havde nemlig en klokken hængende ved bagdøren, som hun kunne ringe på, for at meddele når maden var klar. Det handlede jo om at være effektiv! Varmen og den krydrede duft fra gryden havde spredt sig til hele hytten. Det ville sætte mundvandet i gang på de fleste.

Det hamrede pludseligt på døren, og gav et sæt i Estella. Hun skævede mod døren, som der blev råbt noget ind i den udefra. Hun skyndte sig at trække den høje, tunge gryde af varmen. Hun støttede sig til bordet inden hun hoppede ned fra taburetten, vendte rundt på hælene og spænede hen til døren, sår hurtigt de halvkorte ben kunne. Det lød alvorligt, sådan som der blev råbt om hendes hjælp.
Så snart hun nåede døren, hev hun den op. Med et hurtigt blik så hun på bemandingen og deres tilstand. Det så umiddelbart ikke ud til at der var nogen i kritisk tilstand. Hendes øjne banede sig så vej hen til den herre det umiddelbart omhandlede. ”Før ham herind,” lød det fra hende hurtigt. Hun holdt sin magi for sig selv, da hun ikke havde lyst til at døje med hvad end de havde af smerter lige nu. Hun ville holde døren åben for enhver der ville ind, og derefter pege den sårede, og dem der støttede ham mod en lille bænk polstret godt med halm. Så snart det var muligt ville hun lukke døren, og lade de spændstige ben føre hende ud til nogle hylder, hvor hun kunne finde en lille træspand, som hun hurtigt ville fylde med rent vand. En klud og bandage ville hun gribe på vejen tilbage til halmbænken. Hun skyndte sig, og en halv meter for tidligt, lod hun sig falde på knæ, og glide det sidste stykke hen mod den sårede. Den brune kjole og det lysere brune forklæde tog det meste af slaget men hun ømmede sig en anelse, uden at trække en mine. ”Hvad er Deres navn?” lød det, som hun lod kluden blive dyppet i spanden med vand, inden hun så mod det mørkhudet ansigt. Han måtte være fra Balzera og ud fra hans påklædning regnede hun med han var i langt højere stand end hende og samtlige af hendes bekendtskaber.

Mandskabet bevægede sig nærmest ind i huset, inden kvinden, der åbnede døren, havde ladet deres velkomst være velkommen. Skønt han var lettere omtåget, kiggede fyrstesønnen rundt. Det mindede meget om et simpelt og basalt hjem for pøblen. Intet sammenlignet med paladset, han var vokset op i. Hastværket var næppe nødvendigt. Det var blot en lille forslåelse i hovedet, et åbent sår i tindingen og lidt skrammer her og der. Men når det omhandlede en adelig og en af de ældre sønner af fyrsten, skulle selv en hudafskrapning tjekkes. Derfor blev Jontar også hurtigt placeret på bænken af halm. Igen, ikke nær så blød som en almindelig seng og hvis ikke synet drejede en anelse, ville han have kommet med en kommentar om, at stoffet ikke var behageligt. 
Morosa faldt hurtigt ned på knæ nær sin ejers hoved. Hun lod en hånd stryge igennem det korte, mørke hår, som hendes øjne nærmest så grædefærdige ud. Hans omtåget øjne faldt kort på hende, før kvinden fra før kom ind med en spand vand. Morosa rejste sig op for at gøre plads til kvinden. En fugtig klud blev plantet mod hans tinding, som hun derefter spurgte ind til hans navn. Jontar kunne mærke, hvordan Morosa og kollegaerne nærmest gispede og skulle til at sige noget i en hård tone, da fyrstesønnen løftede sin hånd for at kræve stilhed fra dem. Et par sekunder efter og et par blink var øjnene på kvinden i den brune kjole og lysebrune forklæde. 
"Jontar," Navnet blev sagt roligt, venligt og med et svagt smil på læberne. De oprejststående kiggede med store øjne. Igen skulle en til at sige titlen på ham, men igen stoppede Jontar dem. Blikket vendte hurtigt på dem, hårdere og strengere end det havde været på den hjælpende kvinde. "Vil det ikke være smart, hvis nogen er ved karaten? Så røvere ikke tager den?" Det var en inddirekte ordre. Kollegaerne nikkede, som de forlod hjemmet hurtigt. Dette efterlod blot Morosa, der ikke rykkede sig i flækken. Jontar tog en lille indånding. "Morosa, du kan vente udenfor. Jeg er i gode hænder." Hovedet vippede i retningen af kvinden. Måske ikke det smarteste, hvis dette var slået mere, end fyrstesønnen mente. Men det var nok til, at slavekvinden gik ud, men hvor kollegaerne gik tilbage til ulykkestedet, satte Morosa sig op af husets murvæg.
Atter faldt blikket på kvinden med det søde ansigt og blonde hår. Toppen af de gyldne gevandter på brystkassen var revet nok i stykker til at blotte store dele af den mørkglødende hud samt et svagt syn af nogle mulige sår. Måske faldet havde skabt flere skrammer end den ved tindingen? "Nu håber jeg ikke, jeg løj for min slave, kære ungmø." Dog blev dette sagt igen med et skævt smil og en legende tone i stemmen. Intet hårdt ment, selvom en fyrstesøn hurtigt kunne gøre det hårdt.

Med en fast bevægelse gav Estella kluden et klem, så noget af det overskydende vand blev sorteret fra, således herren på briksen ikke ville blive mere våd en nødvendigt. Hun lod sig ikke bide mærke i hvad der foregik bag hende, men koncentrerede sig om arbejdet foran hende. Med et rolig, men beslutsomt strøg fik hun fjernet det meste af det blod der havde sat sig omkring såret. Hun så på det og prøvede at vurdere hvor vidt det skulle heales med hendes magiske evne eller med salve, nål og tråd. Hun vurderede hurtigt at nål og tråd nok ikke ville falde i god jord, og da slet ikke hvis der kom et ar.
Hun så mod hans limefarvede øjne, som han præsenterede sit fornavn. Hun gav ham et bekvemt lille smil, for at vise hun havde hørt det. Hun lagde godt mærke til, ud af øjenkrogen, hvordan han løftede sin hånd, som hvis han stoppede en handling bag hendes ryg. De grågrønne øjne lod sig fiksere på såret igen.
I en lidt blidere bevægelse strøg hun kluden over tindingen, og lidt ned mod kæben, for at fjerne det tørrede blod, mens han bad sine kompagnoner om at gå ud til deres karet. Hun dyppede så kluden igen, og kunne høre hvordan de, en efter en, gik ud ad døren igen. Hun gav kluden et stramt klem, som han bad den sidste kvinde om at gå udenfor. Estella lænede sig forsigtigt nærmere på såret inden hun langsomt lod kluden stryge henover, for at vurdere om der var noget skidt længere inde.

En let klukken efterlod Estella som han spurgte om han havde taget fejl om at være i gode hænder. ”De er i de bedste hænder. Ingen grund til bekymring,” lød det fra hende med et lille skævt smil på læberne. Hun trak en lille indånding, inden hun lod sin magi koncentrere sig om såret på tindingen, som flød magien ud af hendes fingerspidser. Såret var ikke stort, men det gav hende da en hovedpine, som hun dog ikke gav mine til at have endnu.  Mens såret begyndte sin hurtige healing, lod hun sit blik vandre ned af hans beklædte krop i søgen efter andre eller mere alvorlige skader. Eftersom gevandterne var gået i stykker i hans ulykke, stødte de dog hurtigt på nogle mulige sår. ”Vil De have jeg ser på andet end Deres hoved?” spurgte hun, som hun lod sine øje glide tilbage til hans. Det kunne jo være, at det ikke betød noget for ham, og kunne hun undgå at være i mere smerte end nødvendigt, gjorde hun gerne det.

Hendes kærlige behandling af ham var lige, hvad en såret mand havde behov for. Den fugtige klud tog blodet i hele ansigtet. Eller nær tindingen og den stribe, der havde kørt ned til kæben, hvis linje var markant og hård. Hendes fokus virkede også rettet direkte på Jontar og ingen af de andre stående, inden disse var gået. Hun tænkte på den såret og ingen anden. Hun vidste ikke engang, han var af fyrstelig slægt. Dog ville selv en ork vide, at en beklædning som hans næppe var fra pøblen. Han kom fra en højtstående slægt, det sagde beklædningen, væremåden og ikke mindst det faktum, at en slave havde været med ham. Men helt præcis hvorhenne i de rige, fornemme og adelige rækker var ikke til at vide for kvinden.

Et bredere smil skete, som hun bekræftede, at han var i gode hænder. Og dette blev også vist, da kort efter skete noget mod tindingen. En form for aura badet såret og han mærkede, hvordan dette blev lukket. Hvordan synet blev klart og stillestående igen. Som tegn på, at kvindens tydelige evner havde virket, satte Jontar sig en anelse op. Albuerne blev sat i halmen og han løftede overkroppen.
Kort kiggede han ned af sig selv. De ødelagte gevandter skulle bare smides ud. Ingen grund til at beholde disse, men han undlod at gøre dette endnu. Skiftetøj havde han i karaten, hvis ikke tyveknægte allerede var kommet før kompagniet. "Det vil være det klogeste at gøre, synes du ikke?" Igen var Jontars ord et spørgsmål, men der var en ordre gemt i dette. Sådan havde fyrstesønnen altid været. Det sad inddirekte sammen med hans overtalelende evne. Denne var ikke passiv, men så snart nogen lyttede til hans overtalelende ord, var de nemmere at fortsætte med. Især dem, der muligvis ikke var med den højeste intellekt. 
Jontar spændte i maven for at kunne holde sig siddende, imens hænderne begyndte at knappe gevandterne op. Han startede fra toppen. Hvis kvinden ønskede, kunne hun hjælpe fra bunden og indtil de mødtes i midten. Hvis ikke, gjorde fyrstesønnen det selv, indtil han sad med en blottet overkrop. Den tonede overkrop i den samme gyldne farve som resten af huden var fremme. Musklerne kunne tydes. De stærke brystmuskler, den begyndende sixpack og en svagttydende v-linje, hvor over halvdelen var dækket af benklæderne. Der var ikke rigtig nogen stor behåring på overkroppen på nær slipset under navlen.
Af skrammer var der ikke mange. Der var lidt skidt og græspletter. Måske et par hudafskrapninger, men ingen seriøse sår. Knap nok noget blod. I hvert fald ikke nok til at tilse med seriøsitet. Jovist havde kompagnonerne og Morosa behandlede Jontar, som var han på dødens rend. Dette måtte også fortælle noget om, hvem og hvad han var til kvinden. Når nogen behandlede minimalle skader som noget så stort. "Jeg fik aldrig Deres navn." Han spurgte ikke efter hendes navn. Jontar forventede at få det. En sød form for ordre.

Estella trak roligt sine hænder til sig, som Jontar satte sig halvt op og kort efter fortalte at han syntes det ville være klogest at blive fuldt tilset. Hun nikkede roligt, ”Selvfølgelig,” lød det fra hende. Enhver såret der havde brug for hendes hjælp, ville få den hjælp de følte de havde brug for. Nok ville hun helst være foruden smerterne selv, men når den sårede tydeligvis, følte det nødvendigt at blive healet, så ville hun ikke sige imod.

Estella trak sig en anelse. Hun ville ikke virke påtrængende og hjælpe herren med at få de ødelagte gevandter af, med mindre han bad hende om det, eller virkede til faktisk at være så dårligt tilpas, at han ikke kunne gøre det selv, men han virkede til at være fornuftigt til stede. Hun vidste at højerestående havde rigeligt med magt, og hun ville derfor ikke ende i ballade ved at have overtrådt en grænse, fordi hun mente hun skulle hjælpe med at afklæde den tilskadekommende. Mens han afklædte sin overkrop alene, sørgede Estella for at forberede kluden som hun havde brugt tidligere, hvis nu der var brug for den. Dyppet, vredet og lå nu klar i højre hånd. Uden en hæmning, lod Estella sine øjne glide over den bare overkrop som den roligt blev mere og mere synlig. I hendes øjne, var enhver krop bare en krop. Overvægtig, undervægtig, trænet eller utrænet. De var alle det samme og hun dømte eller drømte sig ikke væk i dem. Hun havde set mange nøgne kroppe igennem hendes tid som healer, selvom hun ’kun’ var lidt mere en 30 år gammel, som for nogen racer var ingenting, var der det færreste som hun ikke havde set. Hun vurderede hver en skramme til nærmest at være ubetydelig at bruge klud og magi på – men hun måtte hellere.
Mørkt hår, lyse øjne, gerne lidt farve i huden og lidt muskuløs, strejfede hendes tanker kortvarigt. Det havde snart været to år siden Estella havde snakket med Fabian om hendes præference for mænd. Manden her var lidt for kulør og lidt for muskuløs, hvis hun skulle sammenligne med det billede hun havde sat op sammen med Fabian. Derudover havde Jontar selvfølgelig heller ikke bølger, som hun havde tilføjet kort efter, da hun dengang havde snakket med Fabian. Sidst men ikke mindst, var han af langt, langt højere rang end hende. Han var altså ikkemanden.
Estella lod blikket hvile på skrammerne som hun førte kluden mod dem, for at fjerne eventuel snavs, som ikke kunne ses med det blotte øje. Hun så dog op mod ham med et lille smil, som han halvt spurgte om hendes navn. ”Estella,” lød det fra hende, inden hun vendte blikket tilbage til skrammerne og lod sine evne løsrive sig yderligere, således alle former for skader inden for to meter ville heale. Hun smed kluden fra sig og foldede hænderne på sit skød. ”Blev I overfaldet af røvere?” tillod hun sig at spørge, mens hun kunne mærke at alle de steder han havde smerter eller skader begyndte at forsvinde, og overføre sig til hende.

Skønt kvinden medgav, at det var klogeste at se på kroppen, lod hun ham selv op at åbne overdelen af gevandterne. Jontar bebrejdede hende ikke. Det var de færreste, der aktiv og uden lov valgte at strippe en fyrstesøn af klæder. Meget vel var kvinden blondine, men hun kunne ikke være så dum og ikke vide, at Jontar ikke bare var en gemen gennemrejsende. At han havde midlerne, magten og til en vis grad autoriteten til at gøre livet surt for folk, hvis dette var den unge prins' ønske. Men hvorfor skulle han ønske dette om en kvinde, der havde healet ham? 

"Estella." gentog Jontar kort og med et smil på læberne for selv at sige hendes navn. Rulle det på sin egen tunge så at sige. Det var et kønt navn. Kønt navn til en køn og ikke mindst brugbar kvinde. Hendes healende evner var bemærkelsesværdige. Om der var en bivirkning ved disse, vidste han ikke. Det var i hvert fald ikke en tydelig. Hun overtog i hvert fald ikke den fysiske smerte. Hendes ansigt var ren og hel. Intet sår ved tindingen.
Kort rystede han på hovedet og fnøs. Jontar satte sig fuldt op, så han ikke skulle spænde i mavemusklerne for at holde sig siddende. Dette gjorde så også bare, at musklerne falmede en anelse, nu når disse ikke var på arbejde. Jontar var ikke et muskelbundt. Han var en slank, atletisk prins. Trænet nok til at se køn ud. "Karaten kæntrede. Huller i vejen eller også var føreren var ikke vant til gode heste," Jontar havde altid været lidt kæk i sine ord. Gerne noget, der kunne få smil på andres læber. Kvinder såvel som mænd. En chamerende slavehandler, der havde overtalelende evner og en fyrstelig far, var en farlig kombination. Og lige nu var Estella over for en. Kort nikkede han ned i hænderne i hendes skød, dog med blikket blivende i hendes grågrønne. De var ikke nær så iøjenfaldende som hans limegrønne. Hun var mere subtil end ham. "Dine hænder. De er rare, bløde, healende," Ryggen var rank, benene var spredte en smule, armene var langs siden, hænderne hvilede på lårene. Smilet var endnu at finde på det venlige og mandige ansigt. De fine, hvide tænder var blottet svagt for Estella. "Tak for assistancen, Estella. Fyrsten sætter pris på din hjælpsomhed." Jontar var ikke sky for at bruge sin fars navn eller titel. Og hvis ikke Estella allerede havde regnet det ud, fik hun svaret. Ret skulle være ret.

Da hendes navn blev gentaget, så hun kortvarigt op, for at sikre sig, at det ikke var en henvendelse til hende, for at gøre hende opmærksom på noget eller lignende. Da det ikke virkede til at det var for at påpege noget, men nok blot for at smage på navnet, lod hun blikket flade tilbage til skrammerne som fik en forholdsvis kort behandling af kluden.

Estellas øjne blinkede lidt overrasket, da han fortalte karaten kænterede. Det lød jo næsten for voldsomt til at være sandt. Hun trak på et lille smil før hun slog øjnene ned på sine hænder, i et øjeblik før hun så op mod ham igen. ”Jeg håber for kusken, at det var huller i vejen,” kom det fra hende med et lille smil inden hun lod blikket falde på spanden ved siden af sig. Ved de rare ord om hendes hænder kom der et lille smil på hendes læber, før hun så op mod ham atter en gang. ”Tak,” hun var lidt tom for ord, for hun havde ikke noget lige på tungen, som hun kunne komplimentere ham på, som ikke ville lyde uansvarligt eller uanstændigt. ”Jeg er ikke så meget i markerne. Jeg står mest af alt for huset,” hun prøvede at give en forklaring på hvorfor hendes hænder var bløde. Hun følte ikke for at dele forklaringen om at hendes hænder var rare af erfaring fra håndtering af tilskadekommende eller når hendes yngste bror kom hjem efter en fuldmåne.
Hun gav ham et let smil, som han takkede hende, og hun kunne straks mærke kuldegysninger løbe ned af hendes ryg, som han nævnte fyrsten ville sætte pris på hendes hjælpsomhed. Han kunne umuligt selv være fyrste med den alder han umiddelbart havde, så han måtte være søn af fyrsten i rubinen; dømt på klæderne han bar. Estella havde godt nok ikke dannet sig det bedste indblik i hvordan den nye hovedfamilie i Isenwald så ud, men hun var næsten sikker på at hans hud og påklædning ikke stemte overens med den fyrstefamilie. ”Det var ingen sag. De behøver heller ikke betale for ydelsen,” forklarede hun. Så lette skader var ikke noget hun følte hun kunne tillade sig at tage betaling for. For hende, havde det næsten været som at puste på en lillefinger; udover den lette smerte som prikkede til hende flere steder på kroppen.
Roligt tog hun fat om hanken på spanden og rejste sig. ”De kan sagtens tage Deres klæder på igen. Jeg har ikke mere at se til,” lød det fra hende med et let smil som hun samlede hænderne foran sig, begge holdene om hanken på spanden.

Atter fnøs han over historien om karaten og kusken. Ja, det ville ikke være godt for ham, hvis det var selvforskyldt, at en kusk havde kæntret med en fyrstesøn ombord. Man vidste aldrig, hvordan vejene så ud i landet. Forklaringen på hændernes tilstand fik et kort nik fra Jontar. "Det vil jo være en synd at lade yndige hende som Deres være ofre for hårdt arbejde, ja." Hendes mange smil og varme blikke gik ikke Jontar ubemærket. Han var en opmærksom mand, når han ønskede.
Udover smilet kunne Jontar derfor også mærke, da Estella virkede til at føle mere. Kuldegysninger, måske? Havde hun endelig samlet puslespillet? Regnet ud, at Jontar var søn af en fyrste? Lidt langsomt, tænkte han, men ikke alle kunne regne det ud lige med det samme. "Er De sikker? Jeg kan give et par krystaller for Deres ubelejlighed? Måske en let frokost oveni?" At invitere sig selv at spise var lidt typisk Jontar. Og igen et af de spørgende ordre. Overtalelsesevnen kunne nærmest gå af sig selv, hvis Estella var påvirkende nok til denne. Selvfølgelig ville det styrke effekten, hvis Jontar gjorde det mere bevidst og direkte, velvidende om effekten på hende. Om det ville styre hende eller bare skubbe hende blidt mod valgene. Men for dem, der ikke kendte til hans evne, virkede han blot menneskelig lige nu. Ville takke for hendes assistance og udnytte tiden til at få lidt mad. Der var endnu en lang tur til paladset. Og kollegaerne skulle alligevel fikse karaten. Hvorfor ikke bruge sin tid her frem for at trille tommelfingre alene?

Som Estella rejste sig og tog fat i spanden, fulgte Jontar hende med øjnene. Ikke den højeste, men som hun stod og han sad, kiggede han op på kvinden, der stod med spanden foran sig. Dog kiggede han kort ned på sine gevandter. Han løftede endda i den ene side. Igennem hullerne kunne han se rummet omkring ham og Estella ville kunne se hans hud direkte igennem. "De her beskidte klæder er lige så godt som ødelagt. Ingen grund til at beholde disse." De limegrønne øjne var tilbage på Estella sammen med et kækt smil. Hvis kollegaerne eller Morosa for den sags skyld var herinde, ville de sige ham imod. De ville mene, han skulle dække sin overkrop til. En kvinde som Estella fra pøblen fortjente ikke at se ham, når hendes hjælp ikke længere var nødvendig. Men Jontar var anderledes. Han lod den ærmeløse top forblive på åbnet. Estella havde alligevel gjort brystkassen fugtig ved sin vask af ham. Hvorfor skulle han lade sine klæder klistre sig til huden? Og hvad, hvis der sad skidt på disse endnu? Så ville al Estellas arbejde gå til spilde. 

Estella nikkede hovedet lidt fra side til side, overvejende, som Jontar nævnte det ville være synd at hendes hænder lavede hårdt arbejde. Det hændte jo at hun måtte hjælpe udenfor i de tidlige sommerperioder når høsten satte i gang, men det var ikke noget hun ville drøfte; hun ville nødig have en udefrakommende fyrstefamilie skulle ende med at sætte en finger i hendes arbejde og stå i vejen for Isenwalds samlede indtægt.
Estella prøvede at finde ord om at hun virkelig ikke behøvede betaling for de småskræmmer. Det var ikke noget der havde krævet mange kræfter af hende, og hun følte næsten det ville være tyveri at forlange betaling. Men nu viftede han jo sådan med ordene om faktisk at betale, foran hendes næse. Han kunne vel give hende hvad han ville eller følte han kunne undvære. Tanken om at besvare, vedrørende betaling, blev kastet helt væk, da han foreslog sit selskab til frokost. ”Eh, jo selvfølgelig,” lød det lidt hurtigt ud af munden på Estella. Så længe hun havde nok til at brødføde sin familie, som havde arbejdet hårdt på marken, så skulle det nok gå.

Hun fik rejst sig og bedt ham om at tage sine klæder på, men klæderne var tydeligvis for ødelagte til at han overhovedet ville have dem på. Hun åbnede kort munden, for at foreslå at hun kunne lappe det, men lukkede den inden nogen ord kom ud. Det ville nok ikke være godt nok alligevel; hun var jo ikke ligefrem skrædder. En let kulør spredte sig hen over kinderne, som han gav hende et kækt smil. Det var ikke længere professionelt og hun kunne ikke helt finde ud af hvor hun skulle gøre af sig selv, sådan som han sad halvnøgen foran hende. Hun kunne vel ikke tillade sig at vende ryggen til ham, men hun måtte vel ikke blive ved med at beskue hans krop? Hun vendte blikket ned mod spanden og sank en lille klump i halsen. ”Jeg kan se efter om mine brødre har nogle rene skjorter?” foreslog hun. De var på ingen måde i samme kvalitet som han var vant til, men det var jo bedre end ingenting, ikke? Hans hud ville jo ikke tage skade, af at have et mere råt materiale på, så længe Estella var i nærheden med sin evne aktiv.

Allerede inden Jontar rejste sig op, bevægede han den ene hånd ned i lommen, hvorefter han trak et par jadestykker ud for at lægge dem på bænken, som han rejste sig op. En afsluttende smil blev sendt med disse. Hellere få betalingen for healingen og den kommende frokost overstået nu. Jontar var en Kazimi. Han løb ikke fra en regning eller gæld. Højdeforskellen mellem de to blev gjort tydelig. Der var godt og vel næsten et hoveds afstand mellem dem, så hendes pande gik til hans hage.

Rødmen i hendes kinder var tydelig og det fik kun Jontar til at smile bredere som respons. Hans topløse overkrop havde en effekt på hende. En hånd vendte op til hovedet for at stryge igennem det korte, mørke hår, som han overvejede hendes bud. En af brødrenes skjorter? Dette gav lidt information. At hun boede med brødre, at hun havde brødre og at de nok var i nærheden. Boede hun endnu hjemme med familien? Selvfølgelig gjorde Jontar, men han var også fyrstelig. Han kunne ej heller bedømme Estellas alder. Var hun jævnaldrende med ham i starten af tyverne, eller var hun mon ældre? Kvinder kunne være modne, men ligne en skøn ungmø i skindet. "Jeg takker ikke nej til en skjorte. Hvis De har en i guldlignende farve, vil dette være perfekt, Estella." Lidt krævende havde en fyrstesøn vel lov at være, ikke? Derfor blev dette da også sagt med komik og smil. Enhver skjorte ville i sidste ende være tilstrækkelig. Jontar kunne i hvert fald ikke forvente materiale som de ødelagte gevandter, men en gylden eller bare gullig farve ville være mere passende til Jontars smag. 
Om Estella ville have ham til at blive her, imens hun ledte efter skjorten, tog Jontar med op for at finde en skjorte og eventuelt prøve størrelse, eller trække ham med ind i et andet rum og lade ham vente der, vidste fyrstesønnen ikke. Dét valg lod han være i hendes boldgade. Ingen overtalelende ordre ved det valg.

Estella lagde mærke til hvordan Jontar fandt nogle jadestykker frem og lagde på bænken. Hun ville lade dem ligge for nu og gav ham et blidt taknemmeligt smil. Det var alt for meget for den sølle healing, men betalingen dækkede vel også for noget af maden… Men det var stadig alt for meget! Hun lod dog ikke kommentere på det, hvis han syntes at hendes evner til at heale de små skader var det værd, så skulle han have lov. Det kunne selvfølgelig også være han ikke havde mindre på sig. Fyrstelige gik sikker sjældent med ravstykker.
For Estella var højdeforskellen ikke noget der intimiderede hende; hun var vant til at være lille, og både Vitus og Fabian var højere end Jontar. Det lå bare til mændene i familien at være høje. At Estellas lillesøster, som var ti år yngre end hende selv, var højere end hende, var så noget andet. Men Estella havde lært at elske sin højde, mange anså hende nemlig hurtigt for at være yngre, hvilket til tider kunne gøre hun undgik spørgsmål om hvorfor hun ikke var gift og havde børn. Mænd hang jo ikke bare på træerne! Det at mænd heller ikke kom til hendes dør, gjorde også en stor forskel, for hun var kun ude, når de manglede noget de ikke selv kunne sørge for eller ved festivalen i Fredskilde. Det tog bare meget af hendes tid at sørge for huset derhjemme.

Så snart Estella ikke var arbejdende, kunne hun til dels være mere sårbar; for fokusset kunne ikke længere hvile på skaden, som skulle heales. Normalt ville folk blot se personen i øjnene, men at risikere at blive opfattet som en stirrende kvinde, var heller ikke noget nogen adelig ville bryde sig om. Dertil sad han jo i bar overkrop og når hun ikke længere kunne hive en undskyldning frem, som hed at hun skulle tilse hans sår, ville hun ikke kunne forsvare sig på hvorfor han stod uden klæder på overkroppen.
Ikke alene boede Estella med sine brødre, så boede hun stadig hjemme hos sine forældre. Hun var ugift og havde derfor ikke nogen grund til at flytte fra gården. Hun måtte jo hjælpe de gamle så meget hun kunne, nu hvor hun havde muligheden!
Estella nikkede beslutsomt, som hun fik at vide at en skjorte i varme gyldne nuancer var foretrukken. Det undrede hende ikke, for så vidt Estella havde hørt, var Kazimi som besat af guld. Estella havde ikke helt tænkt så langt, om hvad hun ville stille op, når Jontar takkede ja til en skjorte, men hun skævede så mod et af soveværelserne, som indeholdt en kommode med en af brødrenes tøj. ”Vil de følge med?” spurgte hun, inden hun begav sig mod soveværelset. Når man kom ind på værelset var der en bred seng i midten af lokalet, og ned langs en af dens sider var der en kommode med tøj. Estella regnede ikke med at Jontar ville begive sig til at rode i familiens skuffer, og valgte at gå forrest hen og åbne skuffen. Hun bukkede sig lidt forover, i sin søgen på en skjorte, der måske ville tilfredsstille kravet, som fyrstesønnen havde stillet. Det varede ikke længe før hun hev en frem. Skjorten havde en varm og lettere gylden tone til sig og var forholdsvis simpel. ”De kan prøve denne,” foreslog hun, og måtte løfte blikket en del, for at kunne se ham i øjnene og ikke i halsen eller brystkassen.

Der var visse problemer, som kom med at være født ind som adel. Det med krystaller kunne til tider være fremmed for Jontar. I søvne kunne han bedømme værdien af en slave, men mindre værdifulde tjenester og køb var ham en gåde. Skulle han have lagt diamanter? Måske de ravstykker, han aldrig havde på sig. Det var faktisk de sidste jadestykker, der var i hans lomme - faktisk burde der være et par stykker flere. Måske de var faldet ud i kæntringen. Når, jamen, diamanter var der endnu og de var alligevel langt mere værdifulde og købsværdige.
Højdeforskellen virkede ikke til at påvirke Estella. Hun virkede ikke intimideret at skulle se op, men det var der heller ikke behov for. Bare, fordi nogen var højere end en, gjorde dem ikke større eller stærkere eller mere magtfulde. Lige i dette tilfælde kunne nogle af de ord være korrekte, men hvorfor udnytte, hvad der ikke behøvede?

Dog virkede Estella en anelse perpleks over, hvor hun skulle rette sit blik. Da han havde lagt på bænken, havde blikket været på hovedet eller overkroppen, men nu, når der ingen skader var, hvor på Jontar kunne en kvinde kigge? For hans vedkommende kunne hun stirre, hvor hun havde gjort før. Meget vel var han adelig, men blufærdig var han ikke.
"Selvfølgelig. Du fører an." erklærede Jontar, som han fulgte efter den lavere kvinde igennem det gemene hus, indtil de nåede et værelse. Han forblev stående midt i værelset uden at røre noget. Meget vel var han en fyrstesøn, men det gav ham ikke retten til at kigge uønsket i private skuffer. Derfor var hænderne omme på ryggen, som Estella bukkede sig for at kigge. Et hurtigt blik på Estellas bagside blev givet, før Jontar kiggede væk igen. Ingen stirren, kun en fangede kiggen.
Som Estella kom tilbage med en skjorte i hænderne, studerede fyrstesønnen den kort med øjnene, før han bevægede armene. Ikke for at mærke skjorten på forhånd. Nej, han bevægede armene for at tage de opknappet klæder af overkroppen. Det faldt ned på gulvet - normalt ville en slave have samlet den op allerede. Gamle vaner døde næppe hen. "Tak." sagde Jontar smilende, som han tog imod skjorten og tog den på. Allerede inden den var over hovedet, kunne han mærke forskellen i blødhed. Det ru materiale var groft. For at gøre plads til hovedet havde Jontar udstrakt stropperne så meget, at de stort set var ubrugelige, da den løsere skjorte sad og Jontars overkrop endelig blev dækket. Kort kiggede han ned af sig selv og blev mødt af den krøllet sandfarvet skjorte. Den var alt andet end komplimenterende til Jontars figur. Den var ikke syet til ham. Det var samme model, mange andre kunne købe. Derfor sad den poset på ham. Næppe var den noget, han ville gå i af egen fri vilje, ej heller noget, der var i hans eget klædeskab. Men som alternativ gik den an. "Hvordan ser den ud? Klæder den mig, Estella?" Jontar spurgte legende, som om de var ude og kigge på klæder og gevandter i en større by sammen - og ikke stående i et værelse med en brors eller fars skjorte på en fyrstesøn.

Estella gav ham et kort nik, som han fortalte hun blot skulle føre an. Alt andet ville heller ikke give mening; for han kunne vel umuligt vide, hvor hvilke lokaler var.
Det var rart, at fyrstesønnen var opdraget til ikke at pille ved andres ting. Uanset rang, var der nærmest altid nogen, som troede de ejede alt, og måtte gøre hvad de havde lyst til. Fattige, som rige og tilmed adelige.
Nu hvor hun havde et mål, noget at sætte øjnene efter, blev det langt nemmere at forholde sig til det ene fokus. Hun lagde derfor ikke mærke til hvordan hendes krop og position blev beskuet, eftersom hun nærmest havde hovedet nede i skuffen.
Estella trak på et lille skævt smil, som skjorten blev bedømt i hendes hænder. Hun vidste jo allerede nu, at det på ingen måde var en kvalitet, som han var vant til, men af en eller anden grund var hun spændt på om han ville kommentere på det og være ’utaknemmelig’ for hendes gavmildhed. Så snart Jontar begyndte at åbne få sine klæder, så de kunne falde til gulvet, kunne Estella mærke en form for nervøsitet sprede sig i hele kroppen og hun lod blikket glide over på den nærmeste væg. Godt hun ikke var en slave. Lyden af det ødelagte klæde der faldt  til jorden, gav ingen reaktion fra hende. Det hørte ikke under hverken hendes titel, som healer, eller den gæstfrihed, som hun gav ham. ”Velbekomme,” kom det fra hende, lidt lavere end hvordan hun normalt havde talt, som han tog skjorten fra hende. Hun bed sig tænkende i læben, som hun ventede på at han fik skjorten på. Hun skænkede ham stadig ikke et blik før han spurgte hvordan den så ud på ham. Hun vendte blikket mod ham, og tillod sig at bedømme hvordan ’sækken’ sad på hans ellers flotte overkrop. ”Med al respekt…” lød det fra hende. Hun skævede op til ham, for at fornemme varmen i hans smil. Hun drag et lille suk, som hun førte en fri hånd om i sin nakke, som skulle hun tvinge sig selv til at sige de ord, som kunne virke respektløse. Blikket kørte tilbage til skjorten, som hun sagde sine ord: ”Fyrsten ville nok være skuffet, hvis han så dig i min broders klæder,” forklarede hun. Det var ikke ordret at hun ikke syntes det klædte ham, men det var vel en måde at sige, at det var hvad hun var vant til at se på. Hvis han havde været en bondedreng, som var hendes ven, ville hun nok overtale ham til at købe den, hvis de havde været ude og ’shoppe’. Kinderne havde forsat lidt farve, både for nervøsiteten af hvordan han ville reagere, men også af sit eget svar.

Måden, hvorpå Estella veg sit blik fra Jontar, som han havde stået komplet nøgen fra taljen og op, havde fanget fyrstesønnens opmærksomhed. Dog pointerede han ikke dette. Han tog blot skjorten på og kunne derefter lade kvinden beskue ham igen uden at skulle kigge væk. Selv som hendes underlæbe blev bidt i af hende selv blev skrevet bag øret af prinsen. 
I spænding ventede han på Estellas ord. De fleste ville blot komplimentere ham. Han var en fyrstesøn. Han kunne gøre en kartoffelsæk fornem. Men sådan var Estella ikke. Hun kløede sig i nakken, som om hun ledte efter ordene i sit baghoved. Og da de endelig blev sagt, kunne Jontar ikke lade være med at løfte øjenbrynene en anelse. Dog var smilet på læberne endnu og endda større end før. "Hvad min fader ikke ved, har han ikke ondt af." sagde Jontar blot tilbage og blinkede med det ene øje til kvinden, hvis kinder endnu havde en fin og tydelig farve i dem. Der var noget over Estellas person, der fangede Jontar. Om det var hendes gæstfrihed eller evnen til at sige sin mening velvidende, at hun snakkede til en adelig, vidste han ikke. 
Hænderne glattede skjorten ud en enkelt gang, skønt dette ingen effekt havde. Der skulle et dampbad til, før denne skjortes rynker ville blive glattet ud. "Giver du tit dine brødres skjorter til de rejsende, du healer? Eller er jeg en særsag, Estella?" Jontar havde lagt mærke til, at kvinden ikke længere tiltalte ham fornemt, hvilket også var grunden til, han heller ikke gjorde mere. Ved at låne brorens skjorte og lade hende se hans overkrop i sin storhed var de blevet dus med hinanden. At bruge de fornemme titler og tiltalemåder var dog heller ikke noget, Jontar gjorde i ved alle. Han kunne snakke afslappet til andre fyrster, imens mulige slaver kunne tiltales pænt og høfligt. Det var, hvad fyrstesønnen følte for. Og lige nu ønskede han at være afslappet med Estella. Og det samme gjorde hun tydeligt. Ellers ville Jontar få hende til at ønske det samme. Han kunne jo være meget overtalende, hvis han virkelig skulle. 

Estella trak på et nervøst smil, som hun så Jontars øjenbryn løfte sig, men med et bredt smil på læberne. Armene blev krydset over hinanden inden hun lagde hovedet let til siden. ”Det er nok meget godt,” lød det næsten drillende fra hende, men stadig med et nervøst, og let tilbagetrukkent smil. Hun måtte træde varsomt for at sikre sig, at hun ikke tilfældigvis sagde noget forkert, der kunne få hende i fedtefaget. Det var vitterligt det sidste hun ønskede. At tale dårligt om de forskellige fyrster og fyrstinder var risikabelt for enhver som ikke selv bar sådan en titel. Til gengæld, var det som om, at når Jontar spurgte eller sagde noget til hende, var det nemmere at sige sin ærlige mening og svære at holde igen. Estella tog ikke han blinken med det ene øje som noget andet, end at være relateret til skjorten. Hendes hoved drejede sig sjældent i uanstændige baner, eftersom hun, ret så bevidst, prøvede at holde sig så uskyldig som mulig, når hun en dag skulle finde en mand.

At se hvordan Jontar prøvede at glatte skjorten, fik det næsten til at krible i Estella om at hjælpe, som hvis det havde været hendes lillebror hun skulle gøre klar til et arrangement. Hun nøjes dog med at gribe diskret i sit forklæde, med de krydsede arme, og holde sig i skindet. Spørgsmålet han stillede, fik hendes blik til at fare op til hans øjne og væk fra hans hænders bevægelse. Endnu engang måtte hun stå og småligt lede efter ordene. Hun lagde mærke til at han snakkede dus til hende, og kom frem til at hun enten selv havde skiftet ved en fejl, eller at han følte sig komfortabel nok i hendes selskab til at snakke dus. De fleste af de mænd, der kom for at blive healet hos Estella, blev healet og gik tilbage til den mark de kom fra. Hun ville ikke bruge de samme ord som han, for hun frygtede det enten ville blive misforstået eller sætte ild til egoet. Hun bed sig kortvarigt og tænkende lidt i læben. ”De fleste plejer ikke at blive her, ellers arbejder videre med det ødelagte tøj,” forklarede hun og pressede sine læber mod hinanden, så de blev knap så fyldige.

De mange nervøse smil og små bevægelser, Estella frembragte, var en hemmelig fryd for Jontar at overvære. De fleste i landet ville opføre sig præcis som Estella, når de var sammen med en søn af fyrsten Sephyran. De var nervøse og var høflige for ikke at ende i ballade - skønt Jontar selv godt kunne lide lidt ballade. Han kunne stadig få en opsang for hans slavestunt for over et årti siden. Men ingen fortrydelser. Traditioner var bare ikke noget, Jontar som sådan gjorde i. Og hvis hans fader fik det at vide, klarede han også det. Alligevel kunne han ikke lade være med at nikke til Estellas accept. Hvad der skete mellem de to under dette tag skulle ikke komme for ørerne af fyrsten.

Atter fumlede Estella med sine hænder. Som om hun ville hjælpe Jontar med hans beklædning, men fortrød i sidste øjeblik og i stedet tog fat i et eller andet for at distrahere sig selv. Først var det med spanden, nu var det hendes forklæde. "De fleste er nok heller ikke fyrstesønner." bidrog Jontar smilende. At hun gjorde sine ellers så fyldige læber mere tynde virkede underligt. Dog løftede Jontar blot sit blik til hendes øjne, som hans normalt tynde og spidse læber forblev i et kækt smil. 
Dog fjernede han sit blik fra Estella for at kigge rundt i værelset, de stod i. "Skal vi ikke finde et andet sted i huset og stå end din brors værelse?" Det virkede lidt malplaceret at stå inde i en brors værelse. Det var jo ikke engang Estellas. Dog kunne han godt have brugt sengen herinde til at ligge på, da hun havde healet ham, frem for den dårlige bænk med halm fra før. Ak, det kunne ikke ændres på. Det lå fortiden til. Der var stadig en fremtid at ændre dog.

Estella nikkede roligt, for at bekræfte at det ikke ligefrem var fyrstesønner hun healede til daglig. Det var almindelige bønder, børn og deres mødre. Estella havde dog et godt og bredt ry i området for at kunne heale det meste; tilmed afhuggede lemmer, så længe den mistede legemsdel var med. De legemer hun oftest havde sat sammen, var dog afhuggede fingre. Det kom ofte fra madlavning, hvor nogen skulle skære brød, ost eller slagtning af et fjerkræ.

Estella slap sine læber kort efter hun havde presset dem mod hinanden, og virkede mere farvede og fyldige end før. Hun gav ham et lille, uskyldigt og skævt smil til hans kække.
Så snart han nævnte om de skulle forlade værelset nikkede hun beslutsomt, og med en håndgestus, viste hun vej til døren som de næsten kun lige var gået ind af, ”Las os,” lød det fra hende. Med mindre Jontar lagde an til at hun kunne føre vej, ville hun gå bag ham, og med ord lede ham i retningen af stuen som de havde været i tidligere. Jo tættere på stuen de kom, des kraftigere blev krydderiernes duft også. Så snart de nåede stuen, gjorde hun, så hun kunne se på ham. ”Jeg skal lige varme maden lidt mere. Der er stol og bord i køkkenet, hvis du vil tage plads,” lød det fra hende, inden hun med sine hastige skridt begav sig ud i køkkenet, som kun var adskilt fra stuen af en halvvæg. Hun stillede sig hurtigt op på taburetten og bøjede sig frem, for at få fat på gryden, så hun kunne flytte den over på varmen. Begge hænder blev placeret om grydeskeen, rørte hun rundt i maden. Hun var utrolig dygtig til madlavning, og havde det ikke været for hendes healende magi, havde hun nok været kok et eller andet sted.

Uden klagen lod Jontar gå forrest ud af værelset. Estella havde vist med sine hånd og skønt hun gik bag ham, førte hun endnu vejen. Det var lidt trængt for fyrsteprinsen. Han elskede at være i kontrol og at blive vist rundt af en anden var ikke just kontrol. Dog skulle de ikke langt. De skulle faktisk bare ind, hvor han var blevet healet. Som han kom ind i rummet igen, blev han mødt af en duft, han ikke havde lagt mærke til før. Krydderier. Havde Jontar og selskabet fanget Estella i sin madlavning? Frokost kom hurtigere end forventet.
Han lod hende forlade ham ind i køkkenet, der kun var en halv væg imellem. Igennem denne halve væg kunne Jontar se, hvordan Estella skulle op på en taburet for at kunne have sit overblik over den store gryde. Grydeskeen havde begge hænder rundt om dem. Det duftede vidunderligt i det simple hjem. Jontar var sulten.

Dog sluttede Jontar sig hurtigt til hende. Bordet og stolen var derinde. Derfor trådte fyrsteprinsen derind, trak en stol ud for at sætte sig med det ene ben over det andet. Bare måden, han sad på, udstrålede en høj position. Han sad, som var han på en trone. "Det dufter godt. Hvad er det?" Madlavning var næppe en egenskab, Jontar gjorde i. Det havde de tjenestefolk til at gøre. Han gjorde i at spise dette og det skulle gøres i dag også. Forskellen var blot, at kokken ikke var en af de mange tjenestefolk eller en slave. Det var Estella. Kvinden med de bløde og helbredende hænder. Hvordan kunne Jontar klage over dette? Det var alt andet end noget, der skulle klages over. Og han havde hende helt alene. Hendes familie var her ikke. Det var bare Estella, Jontar og den store gryde.

Gående bag et menneske, som var et hoved højere end hende selv, kunne være ret besværligt, så hun måtte bruge sine taleevner og kendskab til huset til at føre ham ud af værelset. Det virkede heldigvis til at det gik ret så let; han var nem at føre, trods han sikkert sjældent var den der blev ført. Hun havde en ide om, at han var vant til at have styring over det meste. Den styring hun havde over ham, varede dog ikke længe, og var på ingen måde i en mængde tid der ville give Estella den mindste form for følelse af kontrol. Han sad stadig med tøjlerne.

Estella fik undskyldt sig og banet sig vej ind i køkkenet, tilbage til det sted hun havde stået, inden Jontars kompagnoner havde hamret på døren, som var der et liv på spil. Jontar satte sig dog tilrette i mellemtiden ved bordet som hun havde instrueret ham i. Hun så henover skulderen til ham, som hun stod på skamlen og rørte i den høje gryde. ”Det er en gryderet,” klukkede hun. Hun vendte kortvarigt blikket tilbage til gryden, før hun slap skeen, hoppede ned af taburetten og begyndte at finde en dyb tallerken frem til de to. Hun turde ikke kalde familien til, mens han var der. Hun skulle ikke risikere at familien kom i dårligt lys hos Kazimi, selvom de var bosat i Balzera. ”Mere specifikt; mørbardgryde,” uddybede hun som placerede dyb tallerken foran ham og derefter en hvor hun regnede med at sidde. Hun så op mod ham med et blidt smil, ”Det er i hvert fald hvad der bliver serveret i dag,” lød det lettere drilskt fra hende. Hvis han ikke kunne lide det, havde hun nok noget brød, smør og tørret kød liggende, men hun syntes i hvert fald ikke det var nær så appetitligt som en varm gryderet. Et bestik blev sat ved hendes plads og hun begav sig hen ved siden af ham, så hun kunne placere et sæt bestik hos ham.