Godt halvanden kilometer fra Sydporten lå en lille, tarvelig vejsidekro af dén slags, der kun blev besøgt af rejsende, der havde ærinder i Dianthos, men syntes indlogeringen i selve byen var for dyr. Stedet hed ’Vandrerens Hvile’, og Treston kendte det kun, fordi Lynn engang havde anbefalet ham at give det et besøg; øllet var billigt, og sandsynligheden for at rende på sine overordnede midt i en brandert var forsvindende lille - to pointer, hun havde understreget med sto begejstring. Han havde ikke været der siden Erstens fødselsdagsfejring forrige år - der for øvrigt var kørt rimelig meget af sporet - og egentlig burde han være på vej hjem til familiemiddag nu… Burde have åbnet den tunge fyldningsdør omme i bryggerset i dette øjeblik. Indsnuset duften af dén tærte, hans mor altid bagte, og uden tvivl konstatere, at Zirra heller ikke i denne uge havde valgt at komme hjem til middag…
    Men da han kom tilbage fra eftermiddagstræningen til sit kammer havde der ligget en sammenfoldet seddel på hans hovedpude. En seddel adresseret til ’Guldlok’, og som gav ham et sted og et tidspunkt og intet andet. Så derfor havde Treston sendt en væbner af sted med et afbud og en undskyldning til familien, og i stedet for at klæde om til sit civile tøj, havde han beholdt uniformen på og var sat af sted med kurs imod Sydporten. Ulven skulle bruge en mand med ’en vis integritet’, havde han sagt… Treston var både spændt og en lille smule bekymret for, hvad han så helt præcist skulle bruges til…
    Og sådan gik det altså til, at Treston denne sene eftermiddag fandt sig selv med et krus billigt øl i hånden han egentlig ikke rigtig havde lyst til. Stående ved baren i den lille vejsidekro, hvor man så småt var begyndt at forberede aftensmaden til flokken af rejsende, der altid væltede ind omkring solnedgang. Ventende… og efterhånden en lille smule bekymret over dén tjeneste, han skyldte Ulven…

Vandrerens Hvile var verdens røvhul. Det var ikke just en synderlig poetisk erklæring – nogle ville måske gå så langt som at bestemme, at ordene var direkte ondskabsfulde – men, om ikke mindre, var det nu altså det, at Pax tænkte, da han troppede op foran krostuens dør. 
Paxs mekaniske øje – det, han havde fået i gave fra Proteaus magikerkyndige smed, da Ypperstepræstinden Solari havde taget hans eget – lod ham vide, at hans bytte allerede var at finde indenfor. Guldlok. Havde vi været født under andre omstændigheder, havde vi været fine venner, tænkte Pax overbevist, da han hev kutten nedover hovedet og gjorde tegn til sine mænd om, at forholde sig i ro lidt endnu. Mændene – som også bestod af kvinder – forsvandt ind i dagens lette skygger og da Pax så sig tilfreds, tog han trinene op til hoveddøren og tvang den op.
Pax marcherede målrettet hen til Treston, som han klappede en enkelt gang på skulderen. ”Du er ligeså grim som sidst”, hilste Pax, for… det gjorde man jo, hvorefter han nikkede ned i en af krostuens mørkeste hjørner, som tegn på at den anden skulle følge med.
”Ingen sukker, fløde eller mælk. Helt rent”, brummede Pax hastigt til kroværten, der gryntede misbilligende. Det var trods alt ikke normalt – det, Pax bad om – men hvad der syntes at fornærme mest, var, at selv Ulven måtte vide, at han da ved Zaladins rynkede røvhul godt kunne huske, hvad han drak. Så sært var det nemlig...

    Treston havde været hensunken i tanker over den efterhånden halvlunkne øl, og derfor gav det et lille sæt i ham, da Pax klappede ham på skulderen. Han rystede tænksomheden og venteindstillingen af sig og løftede et øjenbryn af den anden mand og hans hilsen.
    "Charmerende," kommenterede han tørt. "Jeg har også savnet dig." 
    Han var fristet til at efterlade ølkruset på disken, men endte alligevel med at tage det med, da han fulgte efter Ulven imod en mere uforstyrret og knapt så central del af kroen.
    Han slog røven i sædet ved det anviste bord og lænede sig lidt tilbage i stolen - sendte et blik efter kroværten, der med en mellemfornøjet mine trissede ud i køkkenet efter Pax' bestilling. 
    "Han kender dig?" Det var et spørgsmål, selvom det ikke blev formuleret sådan. Som ved deres tidligere møde følte Treston en underlig blanding af nysgerrighed, provokation og intimidering for den anden mand - et kogsammen, han ikke just var vant til - og han spurgte, fordi noget i kroværtens omgang med Ulven sagde Treston, at det ikke var første gang bandelederen befandt sig på Vandrerens Hvile. Det fik ham til at føle sig ret så meget på udebane...  
    I det samme kom kroværten tilbage med Pax' bestilling, og Treston løftede sit eget krus til sine læber. Følte at han blev nødt til at spørge: "Hvad drikker Ulven? Udover jomfrublod og barnetårer, naturligvis." Det sidste var ment som en humoristisk hentydning til nogle af de overdrevne historier, der gik mellem Nedre Bydels bærme til gadekampene. 

Pax skævede – næsten misbilligende – til Treston, som de to mænd satte sig til rette. ”Jeg har allerede en – hvad kalder man det? Hjertes udkårne? En sjæleven? Bedre halvdel?”, svarede Pax prompte men i en tone, der ikke umiddelbart skyndte sig med at bestemme, om den var ironisk eller sandfærdig i sin natur. ”Så få tankerne op af rendestenen, Guldlok.” Til trods for Paxs bidske ord var de dog sagt med et humoristisk strejf – ligeså vel som Trestons også havde været det – og Ulven tillod endda sig selv at hive sin ene mundvige op i et prøvende smil.
I det vendte kroværten omsider tilbage med Paxs sære bestilling. Med en utilfreds, ja faktisk fornærmet grimasse stillede den fedladne mand porcelænskoppen fra sig foran Ulven, der hastigt lagde begge sine arrede fingre omkring den. Den dampede – så mærkværdig en drik var det nemlig – og duften sneg sig lydigt ind i begge af Paxs næsebor. Dem, der ikke kun tilhørte et menneskes.
”Te”, svarede bandelederen prompte, hvorefter hans tofarvede øjne flygtigt fulgte kroværten tilbage til skranken. ”Men alt med måde, ikke? Jeg forsøger ikke at drikke mere end et par kopper om dagen.” Paxs øjne funklede provokerende, velvidende at alle de vante krogæster med deres mange øl og euforiserende stoffer i den nedre bydel skævede til Ulvens Floks anfører, der glædeligt drak en kop te ved enhver lejlighed.
”Jeg er personligt vild med hele idéen om jomfrublod. Hvordan går rygtet nu? Sprætter jeg dem op forinden eller er det snarere sådan en månedlig ting?”, spurgte Pax, påtaget henkastet, alt imens han fandt et gammelt kort over hovedstaden frem fra en af sine mange, mange tyvelommer. 

    Treston løftede et øjenbryn og studerede Ulven, som han lagde sine hænder om den dampende kop. "Nej, Guderne forbyde at man hengiver sig til en så skammelig last som te-drikkeri," mumlede han og måtte så ryste lidt på hovedet for sig selv, mens han tog endnu en slurk af den flade øl. Det var hver gang - hver gang - han følte, at han næsten havde fået taget på, hvem Ulven var... Så gjorde den anden mand noget, der bragte ham ud af fatning igen.
    Pax' spørgsmål tvang et lille, tørt latterfnys frem fra Trestons læber. "Det kommer an på, hvem man spørger," afslørede han med et skævt smil. "...hvor perverse de er og hvor mange øl, de har fået indenbords forinden. Og naturligvis hvor god en historie, der kan komme ud af at pynte lidt på sandheden. Men jeg kan sige, at jeg tror din bestilling dér," han nikkede imod tekoppen, "ville komme nogenlunde lige så meget bag på de fleste, som den gjorde på mig." 
    Da den anden mand hev kortet frem, lænede Treston sig lidt frem, så han bedre kunne kigge med. Spændingen og nysgerrigheden rørte atter på sig nede i maven, og han stillede ølkruset fra sig - var blevet tør i munden, men havde samtidig også mistet al lyst til den lunkne øl.
    "Det er en tjeneste, der kræver hjælpemidler og en længere udredning, simpelthen," bemærkede han, for at dække over den spirende nervøsitet. Noget sagde ham dog, at han ikke narrede Ulven, og det irriterede ham - han var ikke vant til, at være usikker. Ikke vant til, at være på udebane. "Jeg skal møde ind til morgentræning en time efter daggry i morgen tidlig - så er du advaret. Ellers er der folk, der begynder at stille spørgsmål."

Pax fnøs muntert men lod derudover samtalen om hans foretrukne drik dø hen. Alle dage havde Pax været en afholdsmand og af grunde, der intet havde at gøre med moral eller etik. Nej, det var praktisk altid at være ædru. Det var praktisk, ligefrem smart aldrig at have været forfalden til en sådan last, for forretninger ventede aldrig på nogen. Desuden… hvor ofte havde han ikke set bedre mænd end ham selv ralle i rendestenen grundet for meget øl eller Nox? Og hvor ofte havde han ikke udnyttet muligheden, det var, at finde dem så fulde, at de sejlede af sig selv eller ligeså høje som skyerne, natten skjulte?
Hans fingre arbejdede vant med kortet, indtil det lå foldet ud foran dem begge. Pax kunne lugte Trestons nervøsitet men havde han ikke haft Ulvens instinkt, var han ikke sikker på, at han nogensinde ville have forstået, hvad det var han, hans tofarvede øjne så. I hvert fald ikke før, at Treston atter talte.
”Slap af”, mumlede Pax med et smil i sin stemme. ”Det kommer til at tage nogle timer, men du er hjemme inden sengetid og kan få en dejlig, uforstyrret nats søvn.” Pax blinkede kækt til ham, og lagde en arret pegefingerspids mod kortet; der, hvor Porten i Syd lå placeret.
”Alt, du skal gøre er at gå. Det er simpelt og med en mand af din… kaliber, burde det gå smertefrit.” Det var trods alt derfor, at Pax havde orkestreret hele seancen med Tudsen og tyveriet. Guldlok var (måske) mange ting, men han var flot, ja, frimærke-værdig i sin uniform. Det burde være ligeså let som smør på brød. ”Du skal vælge indgangen i syd. Hvis strømmen fra landsbyerne omkring hovedstaden skubber dig i retning af nogle af de andre porte, så venter du og forsøger igen.” Pax sendte Treston et kort men indforstået blik: vi har nogle stationeret der, der kan hjælpe dig hvis det går galt.
Pegefinger gled ned langs de tegnede gader, indtil de ramte en streg, der ikke var blevet sat af kortmagerens øvede hånd. ”Det, der kan være tricky, og grunden til, at jeg er her, er, at vi skal igennem Gorms område. Gorm og jeg… ja, det er et anstrengt forhold til tider.”

    Treston havde lænet sig ind over bordet, så han kunne følge Ulvens finger på kortet, og han nikkede i takt med instrukserne. Dét hér var i det mindste noget, han forstod sig på - at blive briefet og modtage ordre...
    Tanken fik et lille, bittert smil til at kruse hans mundvige et øjeblik. Tænk, at det var dét, man skulle finde 'tryghed' i, i en uvant situation som denne... bevidstheden om, at man var en 'god, lille soldat'...
    "Når du siger det på den måde, kan jeg ikke lade være med at få den mistanke, at 'Mester Gorm' ville rive kuglerne af dig, hvis han fik muligheden," bemærkede Treston tørt og førte uden at tænke ølkruset til læberne endnu en gang, før han kom i tanke om, at væsken gav ham kvalme, og han egentlig havde besluttet sig for, at han ikke skulle have mere af den... "Jeg må indrømme, at jeg ikke kender meget til bandeledernes indbyrdes forhold - det er efterhånden mange år siden, jeg opererede fast i Dianthos - så du må bære over med mine dumme spørgsmål... Men tror du helt ærligt, at denne Gorm kunne finde på, at standse en Lysets Ridder i uniform?" Han mente spørgsmålet oprigtigt - hvis svaret var ja, var det efter Trestons mening temmelig bekymrende... Men på den anden side; der var ingen tvivl om, at det var banderne, der styrede Skumringskvarteret  - at bandelederne var små konger - og Dronningen og hendes mænd var langt fra respekterede på samme måde, som i de pænere kvarterer... tværtimod. Der var en frygtelig masse vrede og en stemning af, at bystyrelsen et langt stykke hen af vejen havde svigtet, og Treston måtte indrømme, at det var år og dag siden, han havde betrådt Nedre Bydistrikt i sin uniform... Ikke siden han som helt grøn rekrut havde jagtet vampyrer i Undergrunden, og selv dengang færdedes Lysets soldater altid i flok... "Eller handler det om, at han muligvis ved, at vi kommer?" 
    Ære imellem tyve var ikke nødvendigvis et fænomen, Treston troede på - ære generelt var noget, han alt for tit havde set mænd lægge fra sig, når det ikke lige passede dem i situationen. Derfor var det heller ikke svært for ham at forestille sig, at Pax kunne være bekymret for meddelere i egne rækker - folk, der tjente lidt ekstra, ved at sælge Ulvens planer videre til de andre bandeledere...
   

Pax så op og fnøs, lige dele vantro og moret. ”Ingen af delene”, lød svaret prompte, hvorefter Pax dog instinktivt trak på skulderen, som var han faktisk ikke sikker. Det var nu ikke tilfældet, men Trestons diplomatiske ord vakte en hvis forvirring i bandelederens sorte sjæl. Det var også derfor, at han hastigt tilføjede: ”Medmindre du med ’standse’ mener gennem-smadre dig, og med ’ved at vi kommer’ spørg om han har stationeret forskellige spejdere rundt omkring, så ja, det er det, jeg er bange for. Det gør vi alle sammen jo.” 
Fingeren, der havde lagt urokkeligt og hvilet på Gorms – eller Mester Gorm som Treston lige havde forfremmet ham til – imaginære grænse på kortet, slog en oval cirkel omkring nogle få vedstående bygninger nær den første gade. ”Gorm er ikke skide begejstret for din slags. I får faktisk ikke lov til at gå der alene, foruden I ender i rendestenen, hvis du forstår, hvad jeg mener. Og selvom jeg ville savne dig helt af Zaladins til – det er jo klart – så er min pakke simpelthen for værdifuld til, at jeg gider miste den.” Pax skyndte sig at sende et tomt smil i retning af Treston. Han måtte huske sig selv på, at selvom den anden ikke fejlede andet end at være Ridder af Lyset, så kunne de trods alt aldrig blive fortrolige.
”Ikke, at du skal bekymre dig. Hans område er væsentligt mindre end mit, så hvis vi følges ad, burde det gå forholdsvis gnidningsfrit. Jeg kan bare ikke vade ind af Porten i Syd som alle andre. Det er mit ansigt simpelthen for grimt til.” Og eftersøgt. Eftersøgt er mit ansigt også. Det er nok faktisk primært det, der er problemet.

    Et ufrivilligt, underholdt fnys undslap sig Treston, selvom Pax'... specificering ikke just var gode nyheder. Han stillede kruset fra sig, krydsede armene foran sig og lænede sig en anelse frem over bordet, så han kunne fange den andens særegne blik med et slet skjult smil. De stadig helende ribben brokkede sig en lille smule, men han lod sig ikke mærke med det.
    "Som du da formår at male billeder med dine ord! Der er vist gået en digter tabt i dig, Ulv..." Han lod blikket falde til de bygninger på kortet, Pax i det samme slog en cirkel omkring, og lod atter alvoren og seriøsiteten sænke sig, i takt med at den drillende munterhed sivede ud i det beskidte sand, der gjorde det ud for kroens gulv. Dog sneg der sig noget, der godt kunne have været en moret grimasse over hans ansigt, da Pax kommenterede på, hvor meget han ville savne ham. Sarkastiske røvhul...
    "Nu du selv nævner 'pakken'..." brød Treston ind, fordi han havde ærgret sig over, at han lod muligheden for at spørge ind til selvsamme gå sig forbi ved deres sidste møde. "Hvad er det egentlig helt præcist jeg sætter mit gode navn og rygte - og liv og førlighed tilsyneladende også - på spil for at smugle ind til dig?" Treston havde først tænkt, at det måtte være stoffer af en art - opium eller Nox eller noget helt tredje - og selvom han ikke selv var bleg for at benytte sig af det første, når der skulle ro på tankerne, havde han allerede ved deres sidste møde gjort det meget klart, at han ikke ville have at gøre med noget, der bragte normale folk i ulykke, og Pax havde lovet ham, at det heller ikke ville blive tilfældet... Af én eller anden grund stolede Treston på, at Ulven ikke ville give ham et sådan løfte, bare for at bryde det nu - selvom det uden tvivl var naivt, deres... noget forskellige positioner taget i betragtning...
    Dét med positionerne illustrerede Pax meget fint med sine næste ord, og Treston hævede et øjenbryn - måtte indrømme, at han alligevel var så privillegieblind, at han ikke et øjeblik havde overvejet hvorvidt Ulven kunne bevæge sig frit rundt i Dianthos eller ej.
    Og fordi den anden mand selv havde nævnt sit ansigt, kunne Treston ikke lade være med at studere ham et øjeblik - studere ham, for rent faktisk at se trækkene, og ikke bare for at analysere de udtryk, der fór over dem. Som han også havde bemærket sidst, så Ulven træt ud - lignede én, der havde løbet for hurtigt for længe, og nu snart var dér, hvor valget stod imellem at standse op eller dratte om - og selvom Treston skød dem til at være nogenlunde jævnaldrende, var det let at se, at Pax havde levet et hårdere liv, der havde slidt ham ned på en ganske anden måde end de strabadser, Treston selv havde været igennem...
    Men trods alt dét, var det løgn, hvad Ulven havde sagt; han var på ingen måde en grim mand - højest excentrisk med sit umage blik og det grå hår... Selvom et bad, et par ordentlige måltider mad og en god nats søvn uden tvivl også ville pynte på ham...
    "Prisen for at være lige dele berømt og berygtet, går jeg ud fra," endte dog med at blive Trestons eneste kommentar. Hans andre betragtninger passede ligesom ikke rigtig ind i deres jargon... "Men jeg tror også lige, jeg klarer Sydporten uden voksenopsyn - det er dog endnu ikke sket, at jeg er blevet 'tilfældigt' udvalgt til én af Portvagtens stikprøver..." Dén slags plejede at gå ud over halvracer og folk der modsat Treston så ud, som om de var født lidt længere fra Dianthos. Og fattige, naturligvis, men fattigfolk var i Trestons erfaring under mistanke de fleste steder...

Et smørret smil gled henover Paxs læber og skilte dem ad, hvormed et lavmælt, hæst grin kunne undslippe ubesværet. Oh, han ville gerne fortælle Treston det – så Zaladins gerne! For det var jo decideret hylemorsomt: dét, der skulle fragtes igennem byporten og så tilmed af en Ridder af Lyset!
Pax tog en dyb indånding og efterlignede, i grunden uden at bide mærke til det, Trestons fremadlænede positur. Hans ene biokemiske øje lyste af intens spøgefuldhed, nok til at det næsten kunne ligne, at de mekaniske også gjorde. ”Jeg ville forbandet gerne fortælle dig det. Historien der hører til er nemlig – jeg græd af grin, da jeg fik bestillingen”, mumlede Pax, næsten konspirerende, ganske enkelt fordi, at det for et øjeblik ikke føltes som andet end, at de to mænd nu skulle dele en humoristisk spøg imellem sig. Pax var dog ikke blind for følelsen men kun fordi, at den kunne have konsekvenser, han ikke ønskede at håndtere. Havde han stolet på Treston… havde han været dum nok til at stole på Treston… måske det havde været anderledes, hvis den anden blot var en mand. Det var bare ikke tilfældet. Han var så meget mere end det.
”Som sagt kommer det ikke til at volde nogen skade –”, forklarede Pax derefter hastigt, hvortil han viftede en smule affærdigende med den ene hånd. ”Det er dog stadig ikke skide velanset i hovedstaden og kommer langvejs fra. Det er ikke Nox –” Pax behøvede trods alt ikke hjælp til den gren af hans forretning. Købte man Nox i Dianthos, købte man det med al sandsynlighed fra en af Ulvenes mænd. ”Eller opium eller noget af det andet lort, der flyder lige for tiden. Det har ikke dén effekt.” Pax sendte Treston et sigende blik, hvorefter han dog sukkede teatralsk.
For blot et øjeblik syntes bandelederen at være forsvundet væk i kalkulerende tanker, men pludselig lyste han op et vaskeægte gavtyvesmil. ”Jeg har reelt ingen mulighed for at stoppe dig i at kigge ned i den lille pose, du får, når vi går udenfor. Ikke når vi først er i bevægelse. Det kunne jo give visse muligheder…” Pax lod ikke sine øjne fare fra Trestons, da han fremlagde sin, ifølge Pax, noget gavmilde forslag. Det var trods alt ikke hver dag, at han sådan kastede omkring sig med sådanne tilbud om acceptabel forræderi. ”Det kan være, at du kan finde lidt vished på egen hånd efterfølgende.”

    ”Jeg forstod… akkurat røv og nøgler af, hvad du lige sagde,” afslørede Treston, efter at have studeret den anden mand et sekund eller to med en mine, som om han var oprigtigt bekymret for hans mentale tilstand - en mine, der skulle skjule det lille smil over Pax åbenlyse begejstring. 
    ”Er det en lille gåde, jeg skal gætte eller har du tænkt dig rent faktisk at spytte ud med historien? Det er dyrt, men har hverken effekt som Nox eller opium. Det kommer ikke til at volde skade, men alligevel vil Bandeleder Gorm tilsyneladende banke lortet ud af kroppen på mig for at fragte det for dig - eller var det mere fordi, han ikke bryder sig om mænd i uniform?” Der undslap ham endnu et lille latterfnys, og han rystede på hovedet - sendte Pax et skævt grin, fordi han pludselig fik set situationen udefra og godt kunne spotte… ironien, eller tragikomikken, eller hvad pokker man nu skulle kalde, at han sad her som en Ridder af Lyset, uden at have den fjerneste anelse om detaljerne i dén tjeneste, han skyldte en mand, han primært kendte fra rygter, der florerede til dé gadekampe, der havde fået ham ind i alt dét hér rod til at begynde med...
    ”Er du altid så forpulet hemmelighedsfuld, eller er det specielt for mig?” Hvad var det også for nogle ’muligheder’, Ulven havde nævnt? ”Nej, vent med at svare - jeg kan mærke på det hele, at jeg får brug for et friskt krus øl til at skylle alt dét hér ned med…”
    Treston gjorde tegn til kroværten og kort efter blev et skummende krus stillet foran ham. Han greb det, lænede sig tilbage i stolen og gjorde en lille, hjælpeløs håndbevægelse imod Pax. En gestus, der sagde: Du må sgu tage mig i hånden her, kammerat - jeg er på dybt og ukendt vand, og det er uvant for mig ikke at vide, hvad fanden der foregår…

Pax fnøs moret og kastede sit blik distræt rundt i den øvrige krostue, som så han efter nogen med for store ører. Lidt efter måtte han dog have konstateret, at kysten var klar og at risikoen var værd at tage, for han lænede sig endnu engang en smule frem mod Treston og nikkede.
For Zaladin, hvis Treston ønskede, at sætte en stopper for deres fortagende, ville Paxs hævn regne nedover ham som nådesløst hagl. Desuden… han kunne skaffe Orkbæerne igen. Det hastede trods alt ikke. At benytte Porten i Syd var Paxs forsikring. Ingen af hans øvrige distributionsruter gik den vej alligevel.
”Med hensyn til Gorm er det mere uniformen, hvilket er god grund til ikke at tage det personligt”, mumlede Pax forhastet, hvorefter noget spøgefuldt for endnu engang sneg sig ind i hans djævleblik. Lidt efter rømmede han sig og begyndte at fortælle:
”Jeg blev kontaktet af en højst besynderlig unge. Du ved, ikke en der render dér, hvor jeg render.” En, der er ligesom dig. ”Alkymistaspirant. Ligner en engel. Gudesmuk. En af mine drenge er smaskhamrende forelsket og hvis ikke det var fordi, at hun arbejder for mig nu, ville det selvfølgelig være et kæmpe problem.” Pax viftede lidt med den ene hånd, som ville Treston forstå hans pointe uden kvaler, hvorefter han tog en hastig tår af sin – nu kolde – te. ”Hun efterspurgte en hel særlig slags ingrediens. En, der gør fantastiske ting for en mand, hvis han ellers… har visse problemer i et specifikt område.” Pax hævede begge sine øjenbryn i en sigende grimasse, hvorefter hans ansigt flækkede i et bredt grin.
”Hun lignede en tomat, da hun skulle forklare mig hvad, det var hun skulle bruge den til. Jeg har aldrig siddet i en lignende situation! Forestil dig det! Ulven, siddende i et møde med en pige, der ligner en på tolv, og som beder om potensforstærkende bær, der kan få noget, der har lignet en vissen pastinak til at blive til en skide overmoden aubergine!” Pax kunne ikke holde et lavmælt grin tilbage og han lo klukkende før, at han hastigt tilføjede: ”Jeg er sgu blevet smugler – nej, vi er blevet smuglere af pik-forstørrende remedier! At en Ridder af Lyset ovenikøbet også er en del af det nu – amen, det kan ikke købes for penge!”

    Et sekund eller to stirrede Treston bare overrasket på Pax, mens historien bundfældede sig. Så blev han taget med bukserne nede af en helt igennem oprigtig latter, der kom helt nede fra maven af - fik de blå øjne til at løbe i vand - og gjorde ham ude af stand til få et ord frem, før de skulderrystende latterkramper var overstået.
    ”Ved Guderne…!” gispede han og lod sig falde tilbage i stolen igen med hænderne oppe ved ansigtet; fingrene hvilende imod kæben - som blev de lagt dér, fordi han ikke helt vidste, om de skulle bruges til at tørre lattertårer væk med eller lægges for munden for at kvæle endnu et grineanfald. Han sendte den anden mand et blik, der var både vantro og muntert, og selvom hans næste ord blev sagt, som var de kun for ham, og umiddelbart kunne tolkes fortrydende, var der ingen tvivl om, at hér, hvor valget stod imellem at grine eller græde, havde han valgt det første: ”Ved Guderne, menneske… af alle ting, du kunne rode mig ind i…” Han kom til at grine igen og kørte småklukkende en hånd over øjenbrynet. ”Hvis det vitterligt er dét, der er svaret på gåden, så forstår jeg bedre, at du med så stor sikkerhed kunne sige, at ingen ville blive bragt i ulykke… Tværtimod, vil jeg da hellere sige! Hvis din lille alkymist ellers ved hvad hun laver, er det jo nærmest at gøre fædrelandet en tjeneste! En fortræffelig brug af min uniform, hvis du spørger mig!” Det sidste havde en ironisk kant, men intet bid - Treston var pludselig meget mere rolig; at smugle nogle potensforstærkende bær forbi Portvagten var bestemt ikke den værste tjeneste, Treston kunne have skyldt Ulven!
    Han langede ud efter sin øl og skyllede hæsheden fra latteranfaldet ned med et par solide slurke. Han kunne efterhånden mærke en mere eller mindre harmløs snert af beruselse, men det ville forhåbentlig nå at lægge sig, på gåturen tilbage til Sydporten…
    Noget Pax havde sagt tidligere faldt pludselig på plads, og han overvejede et sekund om han skulle kommentere på Ulvens - efter Trestons mening - halvfornærmende antagelse om, at han kunne have glæde af at kigge dybt i posen med potensforstærkende bær… Men han valgte at lade være - måske havde han misforstået insinuationen, og hvis ikke, så havde Treston på ingen måde behov for at åbne en diskussion om hans… seksuelle vigør med en fyr, der sagde tingene lige så råt for usødet som Ulven…
    Dén beslutning blev skyllet ned med det sidste af øllen, før Treston satte kruset i bordet med et smæld og lagde hænderne opfordrende på bordet. ”Skal vi komme af sted, eller er der andet, jeg skal vide?”

Pax lo også, da Treston gjorde, hans arrede mund skjult bag den kolde porcelænskop. Det var nemlig allerhelvedes morsomt – et af de øjeblikke ingen nogensinde ville kende til, udover Ulven og nu Ridderen, og som ikke ville lade sig tilegne for penge.
Pax rystede storsmilende på hovedet og snart efter befandt de to mænd sig udenfor. I ly af en lavthængende terrasse overrakte en af Paxs mænd posen til Treston, og Pax betragtede med skjult fornøjelse interaktionen. Mac var ikke nogen dygtig skuespiller, for der var ingen charme eller karisma i det arrede og grimme ansigt, hvormed Mac aldrig rigtig formåede at skjule sin forvirring og foragt for Lysets Kriger. Faktisk var det som at betragte en halvforlegen hund og en krigerisk kat, hvor hunden knap fattede, hvad der foregik men til stadighed måtte indrømme, at kattens kløer dog alligevel var skarpe.
Mændene forsvandt, tilsyneladende i alskens retninger overladt til tilfældigheden, hvorefter Pax og Treston kunne gå afsted. Pax ville – naturligvis – kun følge Treston noget af vejen, for han var nødt til at skaffe sig adgang til hovedstaden på anden vis.
De gik lidt i stilhed, Pax begravet i sine egne tanker om Juno og hans morgen. Det havde været en god en af slagsen. I grunden følte Pax sig ikke forlegen over stilheden, der kun blev brudt af træernes dans eller støj fra forskellige, ansigtsløse mennesker, men alligevel følte han trang efter at spørge:
”Så – hvordan går det med at modsætte sig din fars ønsker? Skal jeg begynde min salgs tale nu?” 

    Det var kommet bag på Treston at se, hvor mange mænd, der dukkede frem af mørket, og hvor hurtigt, de formåede at smelte sammen med det igen. De bevægede sig som erfarne spejdere eller de få af Lysets Spioner, Treston tidligere havde arbejdet op ad - professionelt og som om de formåede at gøre alle omgivelser til deres hjemmebane. Posen med dét, der føltes som små, runkne, tørrede bær blev proppet indenfor uniformsjakken, og for at det hele skulle se ordentligt ud knappede Treston også den sidste knap, da han lukkede jakken til igen - den irriterende én, der sad helt oppe under hagen, og som han ellers kun bekymrede sig om, når han skulle ind og stå skoleret for en overordnet…
    Da Pax satte ned ad den brede grusvej imod Dianthos fulgte Treston efter med hænderne i lommen og et hoved, der endnu var en lille smule let fra øllet.
    Han havde været begravet i sine egne tanker - om dén familiemiddag, han egentlig burde have siddet til lige nu. Om Zirra, som han ikke havde set, siden de nær havde bidt hovedet af hinanden efter at han havde været en hårsbredde fra at blive slået ihjel i Ringen. Om Ersten, der havde bemærket de falmende, blå mærker, da de klædte om efter den første træning, han havde været til, efter gadekampen… Om de spørgsmål, Treston havde måtte slå hen. Eller lyve sig ud af…
    Det kom bag på ham, da Pax brød stilheden, og han måtte lige bruge et splitsekund på at vende tilbage fra sine grublerier - huske, hvad den anden mand refererede til.
    ”Du synes ikke, dét at smugle bolle-bær ind i Dianthos sammen med en bandeleder og hans slumrotter er et godt sted at starte?” spurgte han retorisk, men gjorde det så tydeligt med et lille smil, at det var ment som en spøg og ikke som svaret på Pax’ spørgsmål. ”Jeg må nok skuffe dig og afsløre, at jeg i virkeligheden er en forbandet kujon, når det kommer til dét med aktivt at modsætte mig familien… Mit oprør er lige så skjult og ligegyldigt, som sidst, du så mig til en undergrundskamp.” Hans ord blev fulgt af et smil, der ikke rigtig var et smil… Det indeholdt intet af dén munterhed og dén varme, der havde præget dem før og blev alt for defineret af dén kant af bitterhed, der smittede af fra hans stemme. ”Hvis man kan kalde det et oprør overhovedet… Skal man ikke forsøge at råbe nogen op, før dét er tilfældet?” Han tav lidt og lod så noget af bitterheden fare - blive erstattet af et træt smil og et løftet øjenbryn. ”Men jeg er da nysgerrig på at høre din salgstale, hvis du vil give én - vi fik jo etableret tidligere, at du er en sand Ordenes Mester, når det kommer til at beskrive alle de ting, der kan gå galt…”

Pax havde faktisk ikke tænkt sig, at han sådan skulle tillade sig et øjeblik mere af den forholdsvis ubekymrede og næsten venskabelige slags, men…
En hæs latter, som var Paxs lunger fyldt med sort tjære, lød højt imellem dem. Faktisk var Pax nødt til at stoppe op og støtte sine hænder på sine knoglede knæ, alt imens han grinede færdig. Hans skuldre rystede og hans øjne var knebet hårdt sammen; hans læber flækket i et bredt, så ukarakteristisk bredt smil.
”B-bolle-bær”, gentog han lavmælt, som var ordet mest af alt til ham selv, hans stemme grødet af latterbrølet. Hastigt nikkede han dog, tilsyneladende enig med… ja, alt hvad Treston havde hævdet.
Fortællingen skulle dog ikke vise sig at være slut, og Pax overraskede sig selv ved at lytte opmærksomt. Han svarede ikke med det samme – han måtte nemlig lede efter nogle passende ord – men da han omsider brød tavsheden, rømmede han sig forinden:
”Det ved jeg ikke”, svarede Pax ærligt, hvorefter han fnøs moret, som syntes han faktisk, at Treston var… akavet igennem sin bitre sårbarhed. Det var nu ikke tilfældet, men Pax kunne ikke tilbyde noget andet eller mere dybfølt – i hvert fald ikke i det åbne. ”Så meget visdom besidder jeg slet ikke. Men – jeg vil nu vove den påstand, at dit oprør ikke er så ligegyldigt endda. Det kommer jo til at skabe en hel del værdi, som vi så fint fik fastsat tidligere. Og hey –” Pax daskede til Treston, hårdt og kontant. ”Når jeg en dag bliver hængt til offentlig skue på pladsen, så har du en virkelig fed historie til alle de der te-selskaber, du skal sidde og lide igennem. Alle vil forsøge at få dig til at fortælle historien om dengang, du smuglede bolle-bær ind i hovedstaden med selveste Ulven, livslang kriminel og bandeleder i Dianthos. Hvis du tilmed er lidt kvik, så spinder du det som sådan en undercover-historie –” Pax måtte stoppe sin fortælling, da han nær var kollideret med en lavthængende gren, men han fortsatte ivrigt, som var intet hændt.
”Du ved, sådan en hvor du faktisk lidt har at gøre med min tilfangetagelse. Du har min fulde tilladelse til at pynte på historien – gør mig så kugleskør, du kan.”

    ”Du tænker sørme glade tanker, hva’?” bemærkede Treston og skævede til Ulven - ude af stand til at afgøre, om den anden mand oprigtigt forestillede sig at ende sit liv sådan; med en løkke omkring halsen og en hujende, hadefuld folkemængde på første parket. Ud fra hans stemmeføring og den lette måde, han kastede tanken fra sig på, lod det til at være tilfældet - og ikke bare dét: Det lod også til, at Ulven for længst havde affundet sig med det…
    Men måske var det egentlig ikke så forskelligt fra Trestons egen forestilling om døden - i hans tilfælde ville den sandsynligvis også komme som følge af hans erhverv; i hans tanker var der bare en masse larm og blod, og en Mørkets soldat med sit sværd plantet i hans mave… Og mudder - altid mudder…
    Han udstødte et lille latterfnys over Pax’ fantasier. ”Men jeg ser hvor du vil henad! Og det er slet ikke dumt. Jeg fortæller, hvordan du af en heks byttede dig til bærrene med et stykke af din sorte sjæl, mens du hylede imod himlen, som var du virkelig dén ulv, de har navngivet dig efter. Det er fuldmåne i historien, naturligvis, for det er bare lidt mere uhyggeligt, og idet månen titter frem fra skydækket falder du på alle fire og bliver til et blodtørstigt bæst på størrelse med en hest!” Treston sendte Pax et sigende sideblik og trak mundvigen op i et skævt smil. ”På dét hér tidspunkt,” afslørede han, ”er det finere borgerskab så grebet af historien, at de rent har glemt at drikke deres te, og min mor har bedt min søster…”
    Et glimt af Zirra, i Ringen. Stivnet i chok og vantro.
    ”…om at forlade selskabet, for dén slags er ikke for en ung dames ører! Og det er nu, den store finale kommer, for jeg fortæller dem, at jeg i ren desperation sluger hvert og ét af de hellige bolle-bær, og i den efterfølgende rus af vanvittigt, potent raseri finder kræfterne til at nedlægge Ulven og aflevere ham til Byvagten!” Treston løftede et frækt øjenbryn af Pax og indrømmede påtaget konspiratorisk: ”…det sidste er naturligvis bare for at give de kedelige, pæne købmandsdøtre dén idé, at jeg har noget stort imellem benene!" Han smilede skævt og afsluttede med sin normale stemmeføring: "...men hvis dét liv skal være bare en lille-smule tåleligt, så er det mig vel også vel undt…!”

Pax vidste ikke hvorfor, men det føltes som om, at begge mænd gradvist gik hurtigere og hurtigere; drevet frem af historien, af deres fælles mørksindede spøgefuldhed, som var det en gemen pisk, svunget af Mørkets General.
”… Som var du virkelig dén ulv, de har navngivet dig efter!”
Oh, Guldlok – men jeg er den ulv, de har navngivet mig efter! Det er min egen lille spøg med… mig selv.
”… Falder du på alle fire og bliver til et blodtørstigt bæst på størrelse med en hest!”
Jeg falder aldrig, når jeg forvandler mig. Og jeg er ikke på størrelse med en hest.
”Det jo som at være der selv! Jeg er vild med det! Fortsæt!”
”… Sluger hvert og ét af de hellige bolle-bær, og i den efterfølgende rus af vanvittigt, potent raseri finder kræfterne til at nedlægge Ulven og aflevere ham til Byvagten!”
”Jeg troede – ærligt, jeg troede, at vi var på vej i en ganske anden retning og at du med ’nedlægge’ mente – du ved! Men ærligt, hvad end der får dig igennem det der Zaladins liv, du så malerisk beskriver! Man skulle tro, du allerede havde været der. Føj, jeg er pludselig lykkelig for, at jeg er født i rendestenen!”
Pax tog sig selv i at smile bredt, opløftet af absurditeten og komikken i hele den kæmpe pærevælling af en situation. Snart måtte deres veje dog unægtelig skilles og det gik heller ikke, at Pax ikke efterlod Treston foruden, at alt det venskabelige også fik ben at gå på – ben, der kunne gå modsat vej af dem selv, væk derfra og gerne hastigt.
Det var også derfor, at Pax, ud af ingenting, satte en fod foran Trestons læderforstærkede støvle med al intention om at spænde ben for ham. Det var barnligt, jovist, men Pax var nødt til at pointere at: ”Og bare lige så du ved det… vi er ikke slumrotter. Du render med Ulvene nu. Et lille tip fra mig til dig: tag bandernes dyrenavne seriøse. De afslører mere end du går og tror.”
Pax drejede rundt på hælen og satte i et luntende løb afsted mod sin egen destination, tilsyneladende længere væk fra Porten i Syd end hvad godt var. Hele tiden hvilede der et lille smil om hans læber.

    Treston lo. ”Jamen, det har jeg skam også været! Til hver eneste, sociale begivenhed, min moder nogensinde har arrange- ”
    Benspændet kom ud af ingenting og fældede Treston eftertrykkeligt - som et træ for skovhuggerens økse. Modsat et træ, havde Treston dog prøvet dét med at falde før - havde taget sin del af tæv både på Træningspladsen og til gadekampene - og derfor lykkedes det ham også, trods overraskelsen, at lande nogenlunde elegant; at tage af med skulderen i stedet for ansigtet, rulle omkring, og hæve sig halvt op på albuen, så han kunne stirre fortumlet og forvirret op på Pax, da denne afleverede sit budskab, drejede om på hælen og efterlod Treston i vejstøvet.
    Han var blevet taget så meget med bukserne nede, at han faktisk endte med at blive liggende et par øjeblikke - så lang han var - mens han bare stirrede vantro efter det askegrå hoved, der forsvandt væk fra vejen, og det var først, da en forbipasserende gårdkone sendte ham og hans støvede uniform et meget misbilligende blik, at Treston tog sig sammen og bandende fik stablet sig selv på benene. Bankede det værste vejstøv af ryg og skuldre, mens han stirrede olmt efter dét sted, hvor Ulven var forsvundet.
    Kraftedeme om dét røvhul ikke havde gjort det igen…
    Med en mental note til sig selv om, at Ulven var Ulven - ikke én af hans soldaterkammerater, ikke én af sømændene på Lynns skib eller en venlig fremmed på en bar, men Ulven; bandeleder og dybt kriminel - tilbagelagde Treston det sidste stykke til Sydporten, mens solen sank længere og længere ned over markerne. Jo nærmere byen, han kom, jo tættere blev trafikken af mennesker og dyr, og da han endelig kunne se de store porte - malet røde af det sidste sollys - var der så mange folk på vejen, at han følte sig helt indeklemt imellem dem, trods dét faktum, at de fleste respekterede hans uniform og forsøgte at gøre plads til ham.
    Som altid på dette tidspunkt fungerede Sydporten som en flaskehals, der tvang de indrejsende til at sætte farten ned og rykke langsomt frem i takt med, at Portvagten vinkede folk videre i køen. Dette gav soldaterne en mulighed for at se alle an og hive folk, de fandt mistænkelige ud af køen og over foran portnerhuset - enten til en kropsvisitering eller en længere udspørgning om gøremål og tilhørsforhold. Eller begge dele, hvis man var ekstra uheldig…
    Treston havde faktisk helt glemt at være bekymret over Portvagten og bærrene, fordi irritationen og muggenheden over Ulvens ’lærestreg’ havde en indre dialog med den lille-bitte stemme bagerst i hans hoved, der samtidig syntes, det var lidt sjovt… Og derfor var det også først, da én af Portvagterne fangede et glimt af hans uniform og pludselig meget målrettet begyndte at mase sig frem imod ham gennem menneskemængden, at hans hjerte lige så stille begyndte at slå hurtigere.
    Med en mine, han håbede så alvorlig og professionel ud, gik han manden i møde.
    ”Hvad sker der?” spurgte han, inden vagten kunne nå at sige noget. Lige til sagen - det var sådan tonen var, soldaterne imellem. ”Er alt som det skal være?”

Pax svedte, så tykke perler løb ned over hans pande. Han havde, i samme øjeblik han var udenfor Trestons synsvidde, sat i en hæsblæsende spurt, fast besluttet på at dukke frem, som var han sprunget ud af den rene luft. Alting var trods alt image og ry når man fandt arbejde i Slummen, hvormed Ulven ikke kunne komme for sent til sit eget kup.
Stadig småløbende ned langs hovedstadens småstræder i retning af Porten, stødte Pax på to af sine stikirenddrenge: Peadar og Isaac. De kom galopperende og da begge knægte fik øje på deres leder, var de hurtige til at få videregivet deres besked.
”Han stikker!”
”Han vadede direkte op til den første og bedste vagt!”
Pax stønnede og pustede af anstrengelse men han formåede til stadighed at knurre irriteret af luften. Lyden var ikke menneskelig og både Peadar og Isaac trådte instinktivt tæt sammen og et skridt væk fra Pax, der dog aldrig ænsede det. Så optaget af at finde ud af, om hans pakke – hans meget dyre og værdifulde bolle-bær – var blevet kompromitteret, satte han med fornyet energi af sted igen.
Menneskemængden blev tykkere og tykkere, des nærmere Porten han kom. Undervejs i oceanet af alskens væsner fra nær og fjern, sluttede Verdis og Will sig til ham, to af hans absolut tætteste allierede. End ikke få måneder tidligere havde Pax lagt for døden med ondskabsfuld hjernebetændelse og hans sygdom havde resulteret i et oprør. Will og Verdis var en af grundene til, at Pax stadig sad på tronen i Undergrunden, for de havde væbnet sig med håb og holdt alskens snigmordere bort fra hans krop.
”Fri sagde, at en af vagterne henvendte sig –”
”P og Isaac siger, at han stikker.”
”Jeg tror det ikke –”
”Så ingen ved, hvad fuck der foregår?” Paxs stemme, betydeligt druknet i det øredøvende brøl, der var alle de rejsendes larm, var ikke til at tage fejl af: han var rasende. Hvis Pax ikke vidste, hvad Treston havde gang i, var der intet, han kunne stille op.
Pax, Verdis og Will søgte ly i en sidegade, hvorfra de uset – eller ignoreret – kunne kravle op langs murene og til sidst søge skjul på de travlt optagede hustage. De satte sig på hug bag en skorsten, det tætteste de kunne komme på det, der udspillede sig nede foran dem, men selv med Paxs overnaturlige høresans, havde han ikke en chance for at fatte, hvad Treston talte med den anden vagt om.
”Hvis der er noget, der bytter hænder, så er Treston ligegyldig indtil, at vi får varen tilbage! Vi følger dén, om vi så fucking skal bryde ind på Paladset!”