På denne pragtfulde, mørke, og kolde aften var ypperstepræsten for Zaladin ankommet til de ganske hyggelige Tusmørkebjerge. En masse snak i krogene, og blandt dæmoner i templet som handlede om en stor dæmon ved navn Bagludan, havde fået nysgerrigheden frem i Noire. Endda så meget, at ypperstepræsten havde valgt, at melde sin ankomst hos Bagludan. Den store dæmon valgte at inddrage Noire i halvdæmonen ved navn Tanto, og de informationer, og samtaler imellem de to dæmoner. Fik et lille bredt smil frem på Noire's ansigt. Selvfølgelig kunne dette ikke ses pågrund af masken der dækker hele ansigtet. Som de to dæmoner står og sludrer lidt om halvdæmonen, og en mulig aftale får Noire lagt armene over kors, som han står og overvejer aftalen nærmere. 

For ypperstepræsten vil jo helst have noget ud ad den aftale, for ellers vil han mene at han spilder tiden. De lysende gule øjne hvilede sig på Bagludan, som stod foran ham, og Noire tænkte lidt nærmere over aftalen. Han bevæger sig lidt rundt, for at prøve at få øje på denne halvdæmon, så han nærmere kan beslutte sig for om aftalen vil gavne ham eller ej. For en travl ypperstepræst som ham, har ikke tid til at stå og sludrer om noget som ikke omhandler sin egen gud, eller de onde guder. Aftalen forklarer Bagludan, at det omhandler træning af Tanto, som er en af Bagludan's sønner. Fortsat går Noire lidt rundt, før han stopper op foran stor dæmonen. Et særdeles lusket, og grusomt smil spreder sig på ypperstepræstens ansigt under masken, og han lader sine lysende øjne møde dæmonen foran sig

"At træne en ganske ung dæmon..."lyder det en smule overvejende fra Noire, som han løfter en hånd op til sit ansigt, stryger den handskeklædte hånd hen over, som han pludselig også kan høre et eller andet"Bring mig hen til denne halvdæmon, jeg er nød til at se ham med mine vise øjne"lød det bestemt fra Noire. Med sit blik rettet på Bagludan, gik der lidt tid før han pludselig kunne høre noget noget der lød som en person. Men det kom ikke i nærheden af ham og stor dæmonen foran sig. Nej det var som om det kom lidt længere væk fra dem. Et lydløs suk forlod ypperstepræstens mund, som han lod armene falde ned langs siderne. Få mig ikke til at fortryde min ankomst Bagludan...Jeg er en meget, meget travl dæmon med et omdømme at sprede tænkte Noire i det øjeblik hans blik gled rundt på omgivelserne omkring dem. Kunne det virkelig passe, at en respekteret, og loyal præst som ham var nød til selv at opsøge denne halvdæmon, som Bagludan havde nævnt skulle være omkring de 10 - 12 år. 

Hvad var det? Fem, seks år siden, at Tanto var blevet gjort næsten familieløs? I hvert fald for mennesker i hans familie. Den dæmoniske familie var omkring ham med den store og stygge far værende overhovedet her. De mange dæmoniske halvbrødre og -søster havde i alle årene set ned på den markant mindre dreng. Han var jo kun halvdæmon. Halv så stærk som dem. Men der var noget unikt over ham. Ellers havde Bagludan ikke taget sig den tid til at gøre sig umage i at vælge den perfekte mage og dernæst tvinge hele familien til at overdrage drengen til sig.

Værelset, hvor Tanto sad i, var, som altid, låst af. Drengen havde endnu ikke fået æren af ikke at føle sig som en fange inde i bjerget. At flygte frygtede Bagludan kun og selvom naboværelserne havde nogen af de største, stærkeste og mest loyale blandt de dæmoniske søskende var tilliden til drengens pli endnu ikke opnået. 
Uvidende for drengen havde hans fader besøg af en højtrangeret dæmon og deres snak omhandlede ham. Den lille dreng sad blot i en stol og kiggede på det dæmoniske sværd, hans fader havde givet ham ved tiårsfødselsdagen nogle måneder forinden. Det gik ham til skulderen og var tydelig et våben, drengen ville vokse sig til.
Dog blev blikket hurtigt fjernet fra sværdet, da lyden af låsen i døren kunne høres. Den tykke metaldør svang åben og en rubinrød dæmon stod. Ansigtet var arret flere steder. "Fader ønsker at se dig. Nu!" En pisk blev slynget ned på det kolde gulv for at skynde på drengen. Han var kun iført sorte bukser og intet andet, men der var ikke tid til at gøre mere. Dæmonsværdet blev taget i begge hænder - ellers ville Tanto ikke kunne løfte det. Han gik med en af sine mange dæmonbrødre. Vejen op til Bagludan var alt andet end behagelig. Med den ældre dæmon bag sig blev det ene puf efter det andet blev givet, inden døren ind i et stort lokale blev åbnet og Tanto blev skubbet ind alene.
Bagludan stod i midten af rummet, men han var ikke alene. En kutteklædt mand iført rødt stod med ryggen til, som den lille halvdæmon usikkert kom vandrende hen til dem langsomt. Meget vel var gangen usikker og tydelig af frygt, men ansigtet sagde andet. Det havde ikke taget lang tid for Tanto at forvandle det grædefædige ansigt af en søn, der savnede sin mor, til det af en, der hellere så sin far død end levende. Dæmonerne havde allerede trænet Tanto til at være hårdfør. Den træning, ligesom al andet træning, var bare ikke færdig endnu. "Tanto, hils på Noire. En ærefyldt gæst af vores." 
Der var en halv meter op til den kutteklædte mand, hvis navn åbenbart var Noire. Derfor var nakken vendt meget bag ud, som Tanto kiggede på ham. Dog blev der hverken givet et dybt buk eller en nikken. Kun ulydighed, hvilket også hurtigt blev svaret imod. Bagludan bevægede stille sin pegefinger ned og som var hans finger og Tantos kød forbundet, åbnede et tyndt snit lige over drengens venstre brystvorte. Ar var allerede at finde flere steder på den spinkle, blege krop. Dog var arret henover øjet endnu ikke at se. Den gave ville hans far endnu ikke have givet ham.
Hånden tog sig til såret, før Tanto modstridende bukkede dybt. "Undskyld, sir." blev sagt inde i bukket, før han strakte ryggen igen. Dæmonsværdet hvilede med klingen langs gulvet. Heldigt, at det aldrig kunne blive døvt, ellers ville det allerede være ubrugeligt.

Bjergene blev efterladt, som både Noire og Bagludan stod i rummet og begge havde deres blik på halvdæmonen. Omgivelserne blev scannet kort, som de lysende gule øjne fik enhver detalje med. Takket været den fotografiske hukommelse, ville han sagtens kunne huske dette sted en anden gang. Hvem kunne vide, det kunne sagtens være at ypperstepræsten kunne bruge det til noget. Da ordene om en ærefuld gæst blev ytret fra Bagludan, kunne Noire ikke andet end at føle sig velkommen, og respekteret. Glæden ved at høre de ord fra en stor dæmon varmede nærmest ypperstepræstens kolde hjerte. Takket været de rødbrune klæder, behøvede han slet ikke bekymre sig for at vise hans brændte hud. Hvilken upassende handling det ville være. Dog ville han ikke have noget imod hvis det skete i andre sammenhængende, men det ville for ham være bedst at skræmme andre, og gøre andre stumme ved at vise det forbrændte ansigt.

"Jeg giver dem min fulde taknemmelighed, for de velhavende og passende ord Bagludan"lød det veltalende fra Noire, som han hurtigt havde placeret en hånd ovenpå stor dæmonens ene skulder. Hvis ikke stor dæmonen havde bedt halvdæmonen om at bukke, havde ypperstepræsten helt sikkert bedt den unge dæmon, om at udvise respekt og høflighed. Det var ligegyldigt, om Noire selv kunne fremstå uhøflig men i dette øjeblik, fremstod han meget imødekommende, og høflig. Det skulle nærmest nydes så længe det varede, for hvem kunne vide hvornår det ville vende. Hovedet lagde Noire på skrå, som han lod sine øjne hvile sig på Tanto. Et tilfreds stort smil spredte sig over det forbrændte ansigt bag masken, i det samme øjeblik han kunne se halvdæmonen bukkede for ham. Hånden forlod Bagludans skulder, og Noire trådte et skridt tættere på halvdæmonen. Bukkede sig en smule forover, og greb fat rundt om halvdæmonens kæber med den ene handskeklædte hånd. 

Studerede overvejende det unge ansigt, som han tvang Tanto's ansigt til den ene side og den anden. Kort tid efter gav Noire slip på kæben, på den unge dæmon og placerede den højre handskeklædte hånd på den ene skulder"Jeg ser stærke træk i dit ansigt, du unge dæmon"lød det endnu engang høfligt og veltande fra Noire, der fortsat forholdte sig yderst afslappet. Da undskyldningen til ham kom fra den unge halvdæmon, gav Noire ham et hårdt klap på skulderen, hvorefter han rettede sig op og gav slip på skulderen"Eftersom de tiltaler mig så høfligt, godtager jeg din undskyldning unge dæmon"svarede han i en ganske neutral tone, før han lod et skummelt smil sprede sig på ansigtet under masken Hvad jeg ikke vil inddrage dig, og lokke dig til, du unge dæmon tænkte han som han foldede hænderne sammen bagpå sin ryg, og lod de lysende øjne hvile sig på Tanto.

Overordnet set var Bagludans dæmoniske børn overvejende grove og aggressive. Det var de færreste af dem, der gjorde i høflighed generelt. Nogen af dem havde endda retten til at snakke til Bagludan, som var han en af dem. Flere af dem fordybede sig endda i dødssynden af lyst med hinanden. Endnu ikke var Tanto blevet inviteret ind i denne del af søskendes forhold til hinanden og når han ville dette, ville halvdæmonen alt andet end nyde dette. Derfor var det nyt for Tanto, at denne ærefyldte gæst, Noire, snakkede veltalende og fornemt. Den dækkede mand virkede sofistikeret på den måde, der kunne være mere skræmmende end den grove aggressivitet, Tanto normalt blev mødt af.

Stadig i bukket blev Tantos ansigt grebet fat i ved kæben. Hvis ikke han selv havde strukket ryggen, ville Noires greb om ham have tvunget dette. Den handskeklædte hånd pressede kinderne sammen og tvang læberne sammen lige så. Hovedet blev vendt fra den ene side til den anden, inden Noire slap den igen og kommenterede på det. Alt imens havde drengen kun kigget på den bedækkede mand. Den pyntende maske dækkede alt på nær de selvlysende øjne, der tydeligt observerede Tanto.
"Jeg kan se, I to kommer godt ud af det med hinanden. Jeg efterlader min søn i din varetægt her for nu, Noire," Bagludan sendte gæsten et kort blik, før han selv begik ud mod døren, hvor Tanto lige var kommet fra. Dog stoppede den store dæmon op på siden af sin halvdæmoniske søn. Drengen kiggede kort op, som Bagludan endnu kiggede frem af. "Gør hvad Noire siger eller jeg får besked." Det var en ordre. En trussel. Meget vel havde Tanto udvist en form for bestemthed i ansigtet mod sin far, men inderst inde var drengen netop dette. En dreng, et barn. Og den dæmoniske ordre fyldt med sand trussel fik nakkehårene på drengen til at skyde op af frygt. Derefter begav Bagludan videre for at efterlade to alene. Dog var han endnu ikke færdig med sin søn, for som han med den ene hånd bankede på døren for at få den åbnet af en af sine andre børn, svirpede den anden hånd bag ud. Med sin magiske evne skar Bagludan endnu et mærke i drengen. Denne gang i hans ryg. Tanto skar en grimasse af smerte, som han svajede i ryggen en anelse. De fleste børn ville græde af smerte over en sår som dette, men årene med erfaring havde lært Tanto, at tårer alt andet end hjalp. Tværtimod.

De to blev efterladt alene, som lyden af døren bag Bagludan lukkede højt i. Tænderne var bidt sammen for at samle kræfterne om smerten i ryggen. Hovedet fokuserede på Noire. Ikke at kunne se trækkene bag masken gjorde denne Noire mere mystisk, end han allerede var. Hvorfor bar han maske? Dog vidste Tanto udemærket godt, at dette ikke var et spørgsmål, der var værdig for ham at spørge om. Han var tydelig underdanig til denne mand. Det havde Bagludan så direkte fortalt. Derfor var dette ikke det spørgsmål, der kom ud i den drengede, pipende stemme. "Hvad vil du-De mig, sir?" Om Noire bed mærke i fejltagelsen i høfligheden, kunne Tanto ikke sige. Hvis drengen kunne bestemme, ville han tiltale alle, som han ville. Men han ønskede heller ikke en nat sammen med en af sine søskende, der var blevet trænet i at være torturmestre. Derfor prøvede halvdæmonen inderligt at opføre sig på sin bedste side. Det var bare ikke nemt for ham. Ikke sammen med dem, der var direkte eller inddirekte skyld i moren og resten af familiens undergang.

I det samme øjeblik som halvdæmonen skreg af smerte, var det som sød musik i ypperstepræstens ører. Hvor kunne han bare godt lide, at høre andre være i smerter og lide. Andre havde måske budt ind, og stoppet det men ikke Noire. Han stod og betragtede det, og ikke kunne andet end at smile af det. I hans øjne var det ikke synd for den unge dæmon, for i hans øjne var der nok en god og bestemt grund til at stor dæmonen havde valgt, at påføre den slags smerte på Tanto. Da ordene om at Bagludan nu ville efterlade hans søn Tanto i Noire's varetægt kunne den præstlige dæmon ikke andet end at smile tilfreds bag masken. Der var meget heldigt, at det ikke kunne ses for andre, men han kunne godt lide de ord den store dæmon havde nævnt. Det blev pludselig bedre, som Noire kunne høre, at Bagludan havde valgt at sige til halvdæmonen, at han skulle gøre hvad ypperstepræsten sagde, ellers ville stor dæmonen få besked. 

Hvilke herlige ord, og Noire vendte sig rundt, så han stod med fronten til stor dæmonen, bukkede høfligt foran dæmonen, før han rettede sig op"Ved min mægtige, og højtelskede gud skal jeg nok sørge for at tage mig godt af deres søn" Lød det bestemt og veltalende fra Noire, som han inden i tænkte lidt modsatte handlinger, og svar. For han var jo ikke den sødeste dæmon der gik på to ben, jovist var han høflig lige nu, men det var også kun meget heldigt. Han kunne ligeså godt have adskilt hoved og krop på både Bagludan og Tanto, men det havde han ikke valgt at gøre. Han så nemlig muligheder i begge dæmoner, især muligheder han kunne udnytte og bruge til sin egen fordel. Lyden af døren der lukkede, og som han kunne høre halvdæmonens pipende stemme, smillede han grusomt bag masken, men drejede rundt, så han stod med fronten til den unge dæmon. Det så ud som at han tydeligt fandt ypperstepræsten mystisk, hvilket gjorde Noire endnu mere glad, for det betød kun at masken havde virkning. Det havde den haft siden det første øjeblik han havde taget den på, og det var ikke kun det. 

Ikke kun den ene maske, nej Noire havde flere masker, hvilket kunne virke skræmmende og mystisk. Men han var ligeglad, og lod sine lysende øjne hvile sig på Tanto og før han svarede den unge dæmon som virkede klar på at de skulle begynde, greb han endnu engang fat rundt om kæben på den unge dæmon. Studerede ham nærmere, og sendte ham nærmest et koldt og gyseligt blik, hvilket kun kunne virke endnu mere grusomt som de lysende gule øjne borede sig ind i halvdæmonens øjne Hvad jeg vil... Ting som dit fine hoved ikke vil kunne håndtere tænkte Noire som han et øjeblik lod sit blik glide ned over Tanto's ansigt. Efter lidt tid gav han slip, og rettede sig op, klappede lidt de handskeklædte hænder sammen, og lagde hovedet på skrå som hans fokus, og opmærksomhed var rettet på den unge dæmon foran sig"Du skuffer mig du unge dæmon... Har deres fader ikke fortalt at jeg skal træne dig" Sagde han bestemt og lagde armene over kors, som han afventede en reaktion og svar fra den unge dæmon.

Ordene, der blev givet til Bagludan, inden dæmonen efterlod sit eneste halvdæmoniske afkom i selskab og varetægt ved denne dæmon, var ikke de mest betryggende for Tanto. Meget vel havde indholdet i ordene virket gode, men drengen havde hurtig erfaret, at hvad dæmoner fandt godt, var ikke altid godt. Bagludan havde i hvert fald sagt ting til Tanto, der havde virket gode, men når det kom til stykket, så ville drengen hellere have undladet dette. Men han havde intet valg, ligesom han intet valg havde ved dette. Noire var den højere rangeret nu. Hvis ikke Tanto lyttede efter, ville der falde brænde senere. Og det ville falde hårdt og direkte på ham. "Ytrer han ikke dine ønsker, gør du, hvad du finder passende." havde været Bagludans sidste ord, inden han forlod dem fuldkommen. Tanto kunne kun frygte, hvilken former for straf denne Noire fandt passende til en dreng som ham. Måske han skulle prøve ikke at afprøve dette.

Endnu en gang blev der grebet fat om kæben og endnu engang følte Tanto sig som en eller anden slave. Han følte, som om Noire lige nu skulle studere sit mulige køb. Dog vidste han også, at Bagludan aldrig ville sælge ham. Han ville ikke miste Tanto. Det var den eneste gode ting, drengen havde kørende for sig. Om så han ville have det eller ej, så var han accepteret her. Han var ønsket her af mindst én. At det så skulle vise sig at være Bagludan var en anden side, men sådan var det.
Selvom Tanto prøvede bragt og nok til en vis grad undlod at vise det, var Noires gysende, gule øjne skræmmende, som de nedstirrede ham. 
Handskehånden blev fjernet igen, som den klappede en enkelt gang med den anden. Ekkoet lød i lokalet, inden Noire sagde planerne for dagen med ham. "Træning? Hvilken slags træning?" spurgte Tanto, ikke af nysgerrighed og uden at tilføje nogen former for formalitet. Han kunne kun frygte, hvilken træning det var. For hans dæmoniske søskende kaldte meget træning. Kæmpe, dræbe, blive tortureret, torturere, lyst. Al var træning for dem. Derfor gøs drengen da også ved tanken, men han skjulte det bravt. Dog var problemet blot, at ingen lille dreng ville være upåvirket af dette, så Tantos manglende reaktion var i sig selv en reaktion.

Den højt rangede dæmon, stod fast og nærstuderede den unge halvdæmon. Man kunne tydeligt se, hvordan Noire nød at føle sig som den ældste, for ikke at nævne hel dæmon, for denne unge dæmon foran ham var jo kun halv. Et stort tilfreds smil spredte sig på hans ansigt under masken, og han foldede hænderne sammen foran sig, som han et øjeblik lukkede de lysende gule øjne, og vendte sin opmærksomhed, og fokus op imod sin elskede gud. Bad en bøn til ham, og delte sine tanker med den grusomme, og frygtelige gud. Efter lidt tid åbnede ypperstepræsten øjnene, og vendte dem straks ned på den unge Tanto. Halvdæmonen der tydeligt stod og afventede hans svar, og heldigvis havde han ikke virket for utålmodig med et svar fra Noire. Spørgsmålet fra halvdæmonen, fik Noire til at gribe fat rundt om halvdæmonen håndled, vendte dem rundt. Trådte hen imod døren, med Tanto på slæb og valgte ikke at svare den unge dæmon endnu.

Som de stod udenfor hjemmet, gav Noire slip på halvdæmonens håndled, og vendte sin opmærksomhed og fokus på ham"En træning du aldrig vil glemme"svarede han kort, før han drejede rundt og gik lidt væk fra halvdæmonen. Langsomme skridt, med begge hænder bagpå ryggen, og hovedet lidt op imod himlen. Inden i vidste Noire godt, at træningen ikke ville blive nem, men nærmere hård og retfærdig. Det var i hans gule øjne den bedste metode, at gribe træning an på, og især også når det handlede om denne halvdæmon. Selvom ypperstepræsten havde en interesse i den unge dæmon, så vidste han godt og var vis nok til at vide, at træning skulle være retfærdigt, og hård før det ville blive godt. Det var sådan de fleste, eller mange væsner var blevet god til kamp, og at begå sig i kampe. Der var mange måder at starte på, men selv vidste dæmonen godt, at der var mange muligheder her i Tusmørkedalen og ved bjergene. Men hvor skulle han starte med denne unge halvdæmon, for der var så mange muligheder. Han lod sit blik glide lidt rundt, som han løftede begge handskeklædte hænder op foran sig.

"Jeg er personligt ikke dæmonen som kæmper med våben...Men lad det ikke bedømme mig du kære unge dæmon"lød det høflige og ytrende ord, som Noire vendte sit fokus og opmærksomhed på Tanto. Mange undervurderede ham, specielt fordi Noire netop ikke var typen der brugte våben, for han klarede sig fint uden. Hvis han skulle bruge et våben, kunne det sagtens være et eller andet tilfældigt han lige ville finde rundt omkring. Stående foran Tanto lod han armene hænge løs ned langs siderne, før han efter få minutter løftede en hånd op foran sig"Nu ved jeg ikke om du unge dæmon har modtaget træning før, men ved mig behøver du ikke holde dig tilbage"kom det ærligt og neutralt fra Noire, som han lagde hovedet på skrå, og knyttede hånden, før han løftede den lidt ned, for at afvente halvdæmonens ord. 

Måden, hvorpå denne dæmon kiggede op i loftet, virkede ærlig talt mystisk-fystisk for Tanto. Den lille halvdæmon kunne ikke se de selvlysende, gule øjne. Det betød, han havde dem lukket. Kort kiggede Tanto op for at se, om der var noget specielt i loftet. Måske en af de mange søskende havde valgt at lue på deres møde? Nogen af dem var født med vinger eller evner, der gav dem mulighed for at flyve eller svæve. Men der var intet deroppe. Dæmonen kiggede op med lukkede øjne for ingen verdens nytte. Selvfølgelig kunne drengen regne ud, hvad han gjorde. Hænderne var foldet sammen i en bedende formation. Dæmonen bad til en gud.
Som Noire endelig sænkede hovedet igen og åbnede øjnene for at stirre på drengen, havde han spurgt, hvilken slags træning. Der blev ikke givet nogen svar. Der blev blot taget hårdt fast i drengens spinkle håndled ved den frie hånd. Den anden havde endnu det store dæmonsværd i sig. Det gjorde en anelse ondt, som Tanto blev revet frem igennem dæmonhjemmet af Noire. Dog prøvede drengen ihærdig at følge med for at formindske smerten. Det var alligevel intet sammenlignet med de straffe, drengen allerede havde tilgivet sig selv. Dæmpede ar på den nøgne ryg gav svar på dette. Alligevel følte drengen sig mere lille, som de kom forbi mange af de ældre dæmonsøskende. Lige nu lignede Tanto en lille skoledreng, der havde lavet ballade og skulle straffes af sin lærer. Og måske var det endda sådan, for på en måde var denne Noire blevet en midlertidig lærer. Ansvaret for Tanto var i hvert fald på den kutteklædte dæmons skuldre.

Som de endte udenfor, blev håndleddet endelig frit. Tanto bevægede det kort slapt for at vække det igen. Blikket hævede sig dog hurtigt på dæmonen igen, som et svar endelig blev givet. En træning, han aldrig ville glemme? Hvad skulle det betyde? Forvirring bredte sig kort i drengens sind, som Noire vendte rundt og skabte mellemrum mellem de to.
Noire snakkede endelig igen og dette fik Tanto til at kigge perpleks på ham. Hvis han skulle have træning, hvorfor så af en, der ikke gjorde i våben? Hvad var Noires angreb så? Alligevel greb Tanto fat om dæmonsværdets skaft med begge hænder. Klingen blev løftet op, så det barnlige ansigt med de mørke øjne blev splittet næsten i midten af den tynde og skarpe klinge. Drengen bukkede svagt i sine knæ for at skabe et bedre fodfæste. Han havde i det mindste allerede lært lidt, skønt sværdet var ualmindeligt for stort til den lille dreng. Han ville vokse ind i det, men ikke endnu. "Hvad nu?" spurgte Tanto kort. Skulle han bare springe på Noire med al sin kraft? Den fuldvoksne dæmon havde ytret, at han ikke skulle holde tilbage. Men halvdæmonsdrengen var alt andet end selvsikker i sine kampevner og derfor blev der spurgt. Selvfølgelig var dette næppe anset positivt blandt hans tidligere kamptræninger. Ingen dæmon spurgte om lov, før de angreb. Ikke Bagludans børn. De gik til angreb uden nåde. Ingen nåde til nogen.

Et øjeblik blev ypperstepræsten betaget af de mørke, forfriskende og flotte omgivelser. Selvom han fortsat kunne høre den unge halvdæmon, så lukkede han stemmen ude, og ordene for at nyde den friske luft, og duften af Tusmørkedalen. Men efter få minutter vendte han sin fulde opmærksomhed og fokus tilbage på Tanto, som stod klar med sværdet. De gule lysende øjne hvilede sig på det, for det var i sandheden et pragtfuld sværd, og det var et yderst flot våben. Noire som stod med en løftet hånd lidt skråt op foran ham, fastholdte blikket på den unge halvdæmon, og smillede bredt inde under masken. Nok svært at se hans ansigtsudtryk pågrund af masken, men det gjorde ikke ham noget. Det var ikke noget ypperstepræsten havde noget imod.

"Jo du kære unge dæmon, nu vil jeg have du skal føle du har god kontakt med sværdet"forklarede han som han løftede hånden ned, og foldede hænderne sammen bagpå ryggen. Det var noget han tit havde hørt mange nævnte, at det var en god ting at føle sig forenet med sit våben, fordi det altid gav en bedre slagkraft, og det fik en til at føle sig mere stærk.  Selv kendte Noire intet til det, ikke rigtigt selvom han godt vidste hvordan man skulle håndtere våben, og vidste hvordan han selv skulle bruge et. Dog som han stod og gav Tanto gode råd til hvordan han skulle starte, så manglede han noget, så han lod sit blik falde ned imod jorden, og noget af det grus han kunne se. Det var nok en god idé snart at starte med at bruge hans ene evne, så det kunne hjælpe i forhold til den gode og retfærdige træning som han skulle give den unge halvdæmon.

Som han lod sit blik møde den unge halvdæmon igen, holdte han fortsat hænderne foldet sammen bagpå ryggen"Når du føler du er forenet med dit sværd, og du kan mærke styrken overalt i din krop"han holdte en pause, og gik lidt tættere. Men sørgede stadigvæk for at der ville være afstand imellem dem, og blikket fjernede han på intet tidspunkt fra Tanto"Så beder jeg dig om at bruge den styrke med dit sværd imod mig"fortsatte han bestemt som han var spændt på hvad den unge halvdæmon ville sige, og reagere. For dæmonen Noire havde jo ikke et våben, men han ville ikke ytre de ord, hvis ikke han havde en klar idé og plan i hans hoved. Han frygtede ikke for det sværd, selvom det sikkert kunne skabe alvorlige skader, så var ypperstepræsten ligeglad. Han lukkede et kort øjeblik, og lod et tilfreds smil sprede sig på ansigtet under masken. Valgte et øjeblik at tale lidt med sin elskede gud Zaladin, sendte ham en ordre nærmest på at guden skulle overvære ham, og betragte ham i denne kommende kamp. 

Der var et eller andet irriteret over, at Noire valgte ikke at svare tilbage med det samme. Det så nærmest ud til, at den kutteklædte dæmon valgte at iagttage omgivelserne frem for halvdæmonen, han havde fået besked at holde øje med. Dette bragte kun en smule rødme i drengens kinder af vrede frem for skam, som rødme normalt var. Blodet fossede til kinderne og det var der stadig, da dæmonen endelig valgte at åbne sin mund inde bag masken. De små håndbevægelserne inden ordene var, som det manglende svar, lige så irriterende, men hvad kunne Tanto gøre? For selvom han ikke ville vise det, frygtede han, hvad Noire ville gøre, hvis han strittede imod. Hvis ikke han gjorde, hvad der blev sagt.

"Okay." Andet sagde Tanto ikke, som han løftede sværdet endnu mere, så det var lige under drengens hage. Begge hænder var endnu på skaftet. Han kunne ikke løfte det ordentligt bare med en og selv nu, med begge på sværdet, vaklede det fra side til side, op og ned. Som om Tanto endnu ikke havde lært at holde på sit sværd. Dog kunne han ikke lade være med at fjerne sit fokus fra sværdet til den forsvarsløse dæmon foran ham. Noire valgte sågar at træde tættere, som om han var mere parat end Tanto. Men det var halvdæmonsdrengen, der havde et våben i hænderne, ikke Noire.
Efter et par dybe vejrtrækninger valgte Tanto endelig at gøre brug af sit sværd mod Noire. Måske havde han endnu ikke forbundet sig med dæmonsværdet, som Noire ønskede, men hvad skulle Tanto gøre? Vente timer, indtil han følte, at sværdet var en del af ham? Det ville ikke komme nu. Og derfor valgte drengen at angribe. Uden nogen form for taktik eller måde stormede Tanto blot direkte imod dæmonen - og han virkede ikke engang til at være helt fokuseret på halvdæmonen foran ham. Sværdet var endnu næsten helt oppe ved hagen. Dette gjorde, at albuerne var akavet ude til hver side. Det var næppe en formation, en kriger skulle have, men Tanto havde endnu ikke lært sit sværd at kende. Han havde lært at kæmpe med sine bare hænder og fødder. Disse træninger ende altid med blå mærke og ømme muskler på drengen. Han var den mindste blandt de fleste af dæmonsøskende. Nogle gange følte han bare, at Bagludan havde skabt ham for at have en tæskebold for sine dæmonafkom.
"Arh!" Krigsråbet virkede passende, selvom det nok lød mere sødt end skræmmende, når det kom fra en dreng, hvis kronjuveler endnu ikke var droppet og stemmen ej heller var gået i overgang. Det krævede nok ikke det største besvær af Noire at stoppe denne dreng, der løb hovedløst imod ham med en klinge stikkende fremad. Men han ønskede at have ham kommende imod ham, så her kom Tanto.