Han var kommet til hovedstaden efter lang tid væk fra den store by som summede af liv og energi. Det var en kold dag men på en frisk, behagelig måde. Sådan en dag hvor døren til vognen er slået op op og indbyder alskens kunder til at se på de smukke varer indenfor i halvmørket. Sådan en dag hvor han ikke havde noget imod at sidde i døråbningen selv, med et stykke træ mellem hænderne og den lille værktøjskasse ved siden af. Kassen var delt op i rum, indeholdt alskens forskellige knive og andet til træarbejdet. Ved hans anden side lå katten tusmørke tæt op af hans ben. Katten brugte enhver lejlighed til at få varme i disse tider. De to heste, Nat og Dag stod ved siden af vognen, rolige og tålmodige. De var vant til byer, til mennesker og til at vente på markeder i løbet af dagen. Han havde en plan om at sælge nok i dag til at opstalde dem et par dage i byen, så længe han skulle være der helst, men det ville tiden vise. Indtil videre var dagen kun lige startet. I hans hænder begyndte der langsomt at vokse en ræv ud af træet. Ikke at man helt kunne genkende en ræv i formerne endnu men det skulle som nok komme. Tusmørke strakte sig ved hans side og han afbrød arbejdet med træet for at stryge katten over den bløde grå pels. "Du er en doven lille slyngel" Sagde han med en varm stemme. *Alle katte er vist dovne små slyngler* Han holdt meget af katten han havde fundet på sine rejser. Over ham hang et skilt der anoncerede at her blev der solgt trævarer. Vognen, den aldrende vogn der både udgjorde det som forretning, arbejdssted og sovested, var i de dage dekoreret med alskens sommerfugle, blomster og et enkelt portræt at Tusmørke. En let genkendelig vogn der alligevel ofte skiftede farver. 

Regnfulde lange og våde dage, havde den seneste tid hængt over hjertebyen og ikke ligefrem inviteret til at opholde sig længere tid udenfor, end det var strengt nødvendigt. Dagen i dag var derfor mere end veltrængt! Den blå himmel var stadig gemt væk bag et vattæppe af lysegråt, der skar i øjnene hvis man løftede blikket direkte mod det. Kulden forsøgte ikke at bide sig ind på samme måde, men var i stedet dejlig forfriskende når man kom fra skiftet mellem inde og ude.
Sådan en dag skulle og kunne man ikke lade gå til spilde, så med ordene om at trække frisk luft i lungerne og slå et smut forbi en af de lokale skræddere, strøg den unge skovelver ud gennem hoveddøren. Hos skrædderen havde hun først måtte afklæde sig de mange lag, for at trække i endnu flere kort efter. Vendende og drejene foran det store gulvspejl konverserede hun høfligt med skræddere om hvilket til rettelser og eventuelle tilføjelser, som hun måtte ønske kjolen, fik inden den ville være helt perfekt. Det blev den nødt til at være, når hun en sjælden gang valgte at udvide sin arbejdsgarderobe.

Egentligt skulle hun havde vendt næsen direkte hjem efter, men det var vel også at gå hjem selvom ruten der blev taget hjem, var lidt af en omvej ikke?
Nysgerrige øjne gled over de mange opsatte boder på markedspladsen og med høflige smil og hilsen vævede kurtisanen ind og ud mellem de mange væsner, der gjorde sig dagens gøremål, da noget fangede opmærksomheden.
Vognen var ikke en hun uden videre genkendte og inden hun vidste af det stod hun henne nær døråbningen ”Træfigurer?” spurgte hun smilende, mens øjnene hvilede på skiltet hen over den mørkhåret mand. Hovedet skrånede sig da hun endeligt vendte blikket mod ham og den klump træ der var mellem hænderne. Det var da kun indtil den grå kat der lå mageligt ved hans side, fik hendes smil til at vokse ”Må jeg hilse på?”.

En ung kvinde nærmede sig vognen. En absolut tiltrækkende kvinde og han løftede hovedet og sendte et varmt, charmerende smil der lyste Hans ansigt op og viste ham som en ikke uskøn ung mand. "Ja, alskens træfigurer eller ting" svarede han med en let ru men varm og velkommende stemme. Han rejste  sig roligt for at lade hende komme nærmere 8g ind i vognen hvis hun skulle ønske sig at se nærmere. Han overvejede lidt hvad der kunne være bedst at vise hende. *smukke spænder?* tænkte han overvejende. *en elegant holder til hendes smykker eller måske er hun mere til en sjov og charmerende figur* man kunne aldrig vide for folk kunne ofte overraske ham. Hun fik øje på tusmørke der slangede sig kælent og opmærksomhedskrævende. "Ja naturligvis. Bare pas på, han kan blive kælet for evigt så han lader dig ikke villigt gå" Han trådte til side ind i vognen så hun kunne komme ind hvis hun ønskede det. Lyset i vognen var dæmpet men ikke så dunkelt at man ikke kunne se de mange ting på hylderne. Skåle, fade, krus, figurerer, smykker med sirlige, smukt farvede perler, Livagtige og fantasifulde figurer og alt hvad man ellers kunne tænke sig kunne skæres i træ. Alt sammen farvet i smukke, levende farver. Så levende at man kunne lokkes til at tro at de var farvet af naturen selv. "Velkommen til min lille bod, mit navn er Kaevan" igen sendte han hende det varme, brede charmerende smil. Et varmt vindende smil der lyste Hans ansigt op og fik de fleste til at glemme Hans skæmmende ar. 

Det kunne måske en erhvervsskade, når den unge elver ikke som første bed mærke i folks umiddelbare skønhed. Ikke fordi hun var ude af stand til at bedømme folks udseende, men når man levede af at stille særligt mænd tilfreds på alle måder muligt, så blev man hurtigt ’blind’ for at lade sin egen mening skinne i gennem. Alle, mænd som kvinder, ønskede oftest at føle sig eftertragtede og uerstattelige. Selv dem der lignede noget, som havde ligget og rådnet på nærmeste mødding de sidste mange uger.

Først da det arrede ansigt lyste op i et lige dele varmt og charmerende smil, lod Daena rigtigt til at tage det unge menneskes træk ind. Hvor de fleste nok ville tænke han ville have været en ganske tiltalende mand, hvis det da bare ikke havde været for arret over venstre øje, kunne hun ikke lade være med at tænke det kun bidrog og gav en unik kant.
Hun kunne ikke undgå at slå en kvidrende latter op for hans advarende ord om at nusse den magelige pelsklump. Ord der lige så godt kunne have været sagt med hendes blide og lyse stemme, fremfor hans varme ru røst.
”Det er en chance jeg er villig til at tage.” kom det lattermildt ud. Forsigtigt satte Daena sig på hug og lod, så snart Tusmørke havde accepteret hendes fremstrakte hånd, fingrene bevæge sig nussende over den bløde, tætte pels. En rigelig mængde nus blev afgivet før hun rettede sig op.
”Det er en spændende bod De har Dem Kaevan.” sagde hun fuld af beundring, men sandfærdigt, med blikket vandrende over de mange ting i træ, så snart hun var trådt nærmere for at tage hans vare i bedre øjesyn. De smukke udskæringer og ikke mindst farver, havde nært fået hende til at glemme alt om at præsentere sig.
Med en lille æske i hænderne, drejede hun overkroppen i Kaevans retning ”Daena, jeg hedder Daena. Beklager, men jeg blev bare så betaget af hvor smukt Deres håndværk er. Det er jo som om naturen har malet dem med sine farver.” undskyldte hun for sig under det smil der med lethed nåede de mørke øjne. Tænk sig at et menneske kunne skabe noget i denne kaliber? Det var helt fantastisk. Æsken blev vendt og drejet i hænderne for at få hver lille detalje med.

Han blev charmeret af hendes kønne klingende latter og hendes varme væsen. Hun nussede Tusmørke som lappede alt kælen i sig mens han vred sig og viste den lysegrå mave så den også kunne blive kælet. Selvom hun gav masser af nus før hun rejste sig for at kigge på hylderne med vare virkede den grå kat stadig utilfreds da hun rejste sig. Kaevan lo varmt. "Alt kan trods alt ikke handle om dig" sagde han men stillede alligevel den ufærdige ræv på arbejdsbordet og gav Tusmørke lidt kæl. Det kunne være svært at forestille sig at katten engang havde været en lille skrækslagen killing der gemte sig i krogene. 
Han smilede ved forundringen i hendes stemme og hendes fine ord om hans arbejde. Selvom han ikke var i tvivl om sit talent nød han alligevel at få ros for det han havde skabt. "Farvningen er skabt med en lille smule magi" indrømmede han med et skævt smil og lod en finger glide over bordet. På bordpladen dukkede en regnbue op men ikke bare en malet regnbue. Farverne var så klare og fine som en rigtig regnbuer. Regnbuen strålede nærmest som en regnbue på en grå himmel, smuk, mystisk og evigt fascinerende. "Jeg er glad for at du kan lide det Deana. Hvis der er noget du falder for så sig endeligt til, jeg er altid til at forhandle med" det var den pure sandhed. Han solgte ofte sine ting for langt mindre end de var værd af den simple grund at han holdte af når de bragte glæde. Hvis folk forelskede sig i noget de ikke havde råd til kunne han godt finde på at give det væk selvom han langt fra var en rig mand.

Cirkulerende fingerspidser dannede små hvirvler i den lysegrå pels på maven, alt mens de venligstemte øjne fik en helt anden varme over sig. Katte havde alle dage været svære for Daena at modstå at hilse på, der var altid tiden til at nusse de små løver. Det havde derfor heller ikke helt været med god vilje, da hun havde rejst sig, men det var mest passede at hun rent faktisk så de mange varer an. Man kunne jo ikke så godt undskylde sig med at være for travlt optaget af en kat.
Kaevan undlod ikke, trods elverens tilstedeværelse, at snakke til Tusmørke på samme måde, som man ville med et humanoid væsen. Hvor andre ville finde det grænsende til underligt, genkendte den mørkhåret kurtisane det straks fra hende selv og hendes egen baggårdskat, Beelzebub. Noget der kun fik smilet til at vokse sig længere op mod øjnene.
Hænderne faldt foran hende, stadig holdende det fine lille skrin mellem sig. Måbende så hun til da menneske manden med en enkel berøring fik en regnbue til at dannes over bordets flade. Trædende nærmere bordet, kunne hun ikke stå for fristelsen for at lade en hånd stryge over farveladen. Stemmen sænkede sig til den grænsede mod en hvisken ”Den er så virkelig.” den lille æske af træ i modsatte hånd blev placeret på bordet, inden Daena sank ned på hug, til øjnene kom i samme højde som bordpladen. Selv fra den vinkel var regnbuen lige så farvestrålende.
”En smule magi, Kaevan du holder naturens farvepalette i dine hænder.” det var jo ikke små  ting. Hovedet vendte sig op mod hans ansigt der tårnede sig over hende, fra den siddende position indtil hun med en kontrolleret elegance, rettede hun sig op.
”Hvad tror du jeg ville kunne lide? Hvis du skulle anbefale en eller flere ting?” spurgte hun med en ærlig nysgerrighed. Det ville være nemt at falde for et skrin stort nok til at holde hendes smykker, men var det ikke sådan med alle kvinder?

Han var glad for at hun kunne se det fantastiske i farverne. Nogen lod sig fascinere og nogen tænkte at han måtte være skuffet over en evne der ikke varr mere brugbar. Men hvilken evne kunne være mere brugbar for en kunstner end at kunne skabe ethvert farvespil man kan forestille sig? Han elskede sin evne. Han kunne ikke forestille sig en magi han ville elske mere. "Enhver farve jeg kan forestille mig, kan jeg få frem. Det giver de mest fantastiske muligheder når nu jeg elsker at skære i træ også" fortalte han glad. Han rørte igen ved bordpladen og roser med farve som nattehimlen, overstrøet med stjerner voksede frem fra hvor hans fingerspidser rørte træet. Han overvejede hendes spørgsmål og så nøje på hende. "Der er tre muligheder" sagde han til sidst med et smil. Han hentede et skrin. Det var dekoreret med blomster og sommerfugle i nattens sorte og mørkeblå farver, med strejf af sølv. Han løftede låget og inden i rejste sig en sommerfugl med så tynde vinger at lyset kunne skinne igennem og kaste sine farver ned på æsken som var dekoreret i hvide og gyldne nuancer. Sommerfuglens vinger var nærmest glasagtige i de mest strålende og intense farver. "Noget praktisk, til smykker eller måske breve" sagde han inden han hentede en figur fra en hylde. En løve med vinger der stod stolt på et klippefremspring. En løve i varme gyldne farver, så fint farvet at man kunne forledes til at tro den virkeligt havde pels og at den smukke mørke manke ikke var skåret i træ. Løven havde et stolt udtryk men også noget varm, som en godhjertet, stærk beskytter. Vingerne var hvide men lod alligevel til at indeholde skyggen af en regnbues smukke farvespil. "Noget helt igennem upraktisk, bare til pynt" sagde han om løven inden han hentede den tredje ting. På et fed, smukt udskåret med huller som var det lavet af blonde, lå en del dekorerede pinde til at sætte håret op. De var dekoreret med blomster, sommerfugle, guldsmede, stjerner og alt hvad han kunne komme i tanker om af smukke ting. " eller noget der både kan være praktisk og upraktisk " sagde han til sidst med et varm smil.

Regnbuen havde været et syn for sig selv, men natteroserne fik hende næsten til at tabe pusten. Nattehimlen havde altid været et emne for beundring. Indimellem virkede det som om, at hun havde brugt mere tid på at stirre op mod stjerner der blinkede hemmelighedsfuldt ned til hende, mens den blegemåne sørgede for et beskyttende lys gennem Dianthos gader, hvad enten turen forgik i en lukket karet eller en sjælden gang til fods.
Opslugt af bordets nyeste ’maleri’ havde hun nært glemt sit eget spørgsmål. Med en fingerspids der tegnede usynlige stjerner mellem stjernerne på rosebladende, tvang hun de brune fri fra at følge deres spor ”Hele tre. Du gør det så sandelig ikke nem for mig.” med et drillende blink af det ene øjne, foldede hun hænderne foran sig. Ventede på han fik fundet den første af hans værker frem, som potentielt kunne falde i elverens smag. Skrinet var lige så fantastisk som natteroserne på bordpladen, men sommerfuglen der rejste sig i æsken, virkede så ægte at hun knapt turde række hånden frem, så fingrene fjerlet kunne røre den – tænk hvis den fløj væk?
Blikket blev hængende på det helt igennem henrivende smykkeskrin, indtil Kaevan trådte nærmere med den smukke løbe skulptur. Der virkelig ikke havde et større formål end at stå som en prydgenstand. Smuk var den, men den ramte ikke helt det samme som skinnet der havde fanget natten eller de livagtige pinde til håropsætning.
”Jeg vil mægtig gerne købe både skrin og…-” en kort pause  blev taget, mens hun i sit indre debatterede med sig selv om, hvor mange hårnåle en kvinde havde brug for? Det var vel samme svar som med kjoler og smykker – men kunne aldrig få for mange ”-og disse tre hårnåle.” med en finger pegede hun hver af de tre nåle ud, inden blikket løftede sig i et blødt smil mod ham ”Hvis ikke det er for meget?”.

Han kunne godt lide at han kunne se at hun kunne lide hans arbejde. Der var noget tilfredsstillende over at det man skabte kunne give andre glæde på den måde. Han holdte af at finde de helt rigtige ting til folk, han holdte af at kunne give folk noget der ville bringe et smil frem og han blev stolt når det lykkedes ham. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes glæde ved det smukke skrin som han havde lagt mange timer i. Det var et skrin han havde forestillet sig ville gå til en smuk, mystisk kvinde. En kvinde der lod sig tiltrække af nattens dragende skønhed. Skrinet lod til at ville ende i de helt rigtige hænder. "Spørger du en sælger om du vil købe for meget?" Spørger han med sit varme, charmerende grin. For han var jo sælger. Selvom han ikke altid var den bedste til at prissætte sine varer så levede han jo af at sælge dem. "De er ikke prissat, jeg stoler på at du vil betale hvad du synes de er værd" nogen kunne betale meget og nogen kunne ikke betale så meget, det dømte han ikke nogen for. Selv folk der ikke havde mange krystaller at betale med kunne værdsætte at have noget smukt. 
Han fandt to kopper, udskåret som vinglas, dekoreret med snefnug hvor man kunne se skyggen af alverdens farver i de hvide krystaller, frem. "Kan jeg byde på et glas vin?" Spurgte han og fandt en flaske. Det var en god flaske vin, købt en dag han havde mange krystaller. Han holdte meget af gode vine, han nød dem virkeligt og ofte når han havde mange krystaller at betale med købte han en god flaske. At drikke en god flaske vin med en smuk kvinde var noget af det bedste han vidste.

Røde plamager dannede sig over den lyse hud for hans kontra spørgsmål, da hun pludselig blev pinlig bevidst om, hvor tankeløst hendes eget spørgsmål havde været. Naturligvis kunne hun ikke købe for meget, det var jo ikke anderledes når folk købte hendes tid. Hvis bare de var rundhåndet nok med krystallerne, så var der ingen begrænsning for hvor meget af denne der kunne købes.
En mild og let latter fik lov til at fylde vognens rum ud. Grinet var virkede på ingen måde til at bærer på den flovhed, som man ellers kunne forvente, med den lette rosa kulør kindben og næseryg antog sig ”Det beklager jeg virkelig. Det må være det mest fjollede spørgsmål du nogensinde har fået, vil jeg gætte på?” hun rystede lettere opgivende over sig selv, som tegn på at hun ikke nærede nogle negative følelser, hvis svaret dertil skulle være ja.
Ingen pris, den var ny. De let fyldige læber klemte sig sammen til de forsvandt i en smal streg. Eftertænksomt bevægede blikket sig skiftevis mellem hårnåle og skrin. Kunne man nogensinde sætte en ordentlig pris på kunst af denne kaliber? ”Ville 1 safir være passende? Jeg kan sagtens betale mere. Jeg er desværre ikke god til at sætte pris på andet end… Mig selv.” det sidste blev sagt væsentligt lavere end de forløbende ord. Det var aldrig til at vide, hvordan folk reagerede når sandheden kom ud. Nok var hun groft talt en luksus glædespige, men det var kun klientellet som gjorde forskellen på hende og bordellernes mange mænd og kvinder.
Tilbuddet om vin fjernede den flig af nervøsitet, der havde sat sig i hendes brystkasse. Lysende op i et smil sendte hun ham et nik ”Meget gerne, så har jeg også en undskyldning for at kaste lidt mere kærlighed over en vis gråhåret herre.” blikket dalede kortvarigt mod den grå kat med et drillende blink af det ene øje.

Han kunne ikke lade være med at lade sig charmere af hendes søde rødmen. Den klædte hende på en måde, fik hende til at se meget sød og varm ud. "Det er som ikke det dummeste spørgsmål jeg har fået" han havde fået mange dumme spørgsmål i sit liv. Det havde alle vel. "I den sidste by jeg var i spurgte et lille barn om jeg virkeligt var en mand... Jeg håber virkeligt at det var et dummere spørgsmål " sagde han med sin varme latter. Den lille dreng havde været meget nysgerrig omkring emnet og det havde ledt til nogle akavede spørgsmål og endnu mere akavede svar. Børn kunne nu være noget så sjove. 
"En safir ville være meget passende og noget jeg ville sætte stor pris på" man kunne komme langt med en safir, det var sikkert. Det kunne give mad til både ham selv og hestene for en tid. Han ville ikke bede om mere for det virkede meget passende. " dig selv?" Spurgte han med lidt undren og nysgerrighed i stemmen men ingen fordømmelse. Hun fik det til at lyde som om hun var glædelige men hun virkede langt mere fornem end de glædespiger han før havde mødt. Han havde da mødt nogle stykker for han omgikkes gerne alle mulige folk. Han havde bare ikke tænkt at kvinden overfor ham var en glædespige. 
Han hældte vin op til hende og til ham selv og løftede glasset til en skål. "For nye bekendtskaber " foreslog han med sit charmerende smil. Han så på den grå kat der virkede som om den rigtigt gerne ville have mere opmærksomhed. "Han vil elske lidt mere opmærksomhed. Kan du tro at da jeg fandt ham var han så sky at jeg knap kunne komme ham nær... nu er han det mest krævende lille bæst jeg kender" Hans stemme når han snakkede om katten var varm og kærlig. Dagene på landevejen var blevet bedre efter han havde taget Tusmørke ind.

Daena måtte virkelig gøre sit for ikke at lade et latterfnys glide fra hende. De mørke øje vandrede slet skjult ned over Kaevans skikkelse, hele vejen fra top til tå og tilbage igen. Sandheden skulle høres fra børn og fulde folk, men at påstå den garvede trækunstner ikke just lignede en mand, det var vist nok en af dette århundreds største løgne. Jovis var han ikke den mest bredskuldrede mand, som elveren havde været i selskab med, men store muskler gjorde jo ikke en mand alene.
Hun kunne ikke lade være med, at ryste let på hovedet med et voksende smil. ”Hvis du ikke er en mand, så er jeg så sandelig heller ikke en kvinde. Barnet måtte have spurgt fordi det fandt dig spændende og ikke viste, hvordan det ellers skulle komme i kontakt med dig.” det var det rene gætværk. Når det kom til stykket, var Daenas viden om børn yderst begrænset. Hun omgik dem trods alt ikke særlig ofte hverken når hun var på arbejde eller en sjælden gang som nu havde fri.

Tænderne trak underlæben ind og blikket kortvarigt slået ned mod deres fødder, mens en vildfaren brun hårlok blev skubbet bag det ene spidse øre. ”Ja altså…  Jeg, mit arbejde er mit selskab.” forklarede hun sig, tilpas uddybende til at han burde vide, hvad det indebar. Det var trods alt kun fantasien som afgjorde, hvordan og i hvilket omfang hendes selskab var ønsket, men oftest var det som mere end bare armpynt. Først da betalingen for de fine ting af træ var trykket op fra den mørke læderpose, løftede Daena blikket på ny. Mennesket virkede på ingen måde fordømmende, men at sætte ord på og sige højt, hvad hun faktisk tjente sine krystaller på, havde aldrig været nemt. Det var der skammen for at leve et synd fuldt liv fik lov til at blomstre, som var det genstridigt ukrudt det insisterede på at bryde igennem.

Som en spejling af ham, løftede hun smilende sit glas for hans skål inden den gærede væske fik lov til at ramme tunge og svælg. Letter overrasket gled begge øjenbryn en anelse længere op i panden. Vinen var overraskende god, den kunne med lethed måle sig med nogle af de vine som hun havde smagt til overklassens mange arrangementer. ”Du har god smag i vin, Kaevan.” komplimenterede hun, inden opmærksomheden landede på Tusmørke ”Det er utroligt de kan ændre så meget karakter. Min Beelze var lige sådan, det tog mig lidt over en uge at få ham tæt nok på til at jeg kunne røre ham og yderligere en uge før jeg fik lov til det.” – ”Men man vil heller ikke undvære dem, selv når de er mest krævende.” varmen og kærligheden for de små firbenede pels klumper gjorde det svært, at forstille sig et liv uden.

Han lo ved hendes ord for tanken om at den smukke elver foran ham ikke skulle være en kvinde virkede så helt igennem tåbelig. "Det er jeg glad for du siger" Han ville da så nødigt at man ikke kunne se han var en mand. Han skubbede lidt af det lange hår om bag øret. Han så lidt på hende som hun kom med foreslag til barnets bagtanker. "Jeg ved ikke om børn har bagtanker... de... de siger bare sære ting nogle gange. Det er vist privilegiet ved at være barn, man kan sige de særeste ting uden at skulle kunne forsvare det rationelt" Han overvejede det lidt. Han havde hørt mange sære ting fra børn igennem sin tid. Han lavede jo også figurer der kunne lejes med så han havde haft kontakt med en del børn. Han kunne egentligt godt lide dem, netop fordi de sagde sære ting uden bagtanker. De kunne faktisk være helt kære og ret sjove. 
Hun bed sig let i underlæben og han kunne ikke tage blikket fra hende. "Selskab jeg aldrig ville have råd til at betale så jeg håber ikke jeg får en regning" Han smiler varmt og lidt skælmsk. Han dømmer ikke hendes hverv. Han vidste udmærket at man ikke kunne dømme folk på hvad de lavede. Han havde kendt folk fra alle samfundslag, mødt folk med alle slags hverv, og han havde hurtigt lært at man kun kunne dømme folk på hvem de var. Kvinden foran ham virkede som en utroligt sympatisk kvinde, hvad ellers behøvede han at vide. Men hun virkede som om hun skammede sig over det hun tjente sine krystaller på. Det burde hun ikke. "Det er et ærligt hverv, det er der ingen skam i" Sagde han simpelt. Ingen burde skamme sig over den slags, det mente han i hvert fald ikke. 
Han tog en tår til af vinen og nød den tydeligt. "Jeg holder meget af vin. Det er en af de luksusser jeg tillader mig selv" Ikke at han nægtede sig selv meget. Han købte det han havde lyst til når han havde krystallerne til det og bekymrede sig ikke stort om dagen efter. Det eneste han altid sikrede der var krystaller til var dyrenes mad og opstaldning til hestene. Han passede altid godt på sine dyr og følte at de passede på ham. 
"Når man tager en kat ind i sit liv bliver ens liv automatisk bedre. Jo mere kærlighed man giver dem jo mere får man igen. Tusmørke har virkeligt gjort min tid på vejen bedre. Han sidder altid oppe hos mig på kuskesæddet" Fortalte han og kiggede med kærlighed på den opmærksomhedssøgende kat. Han havde godt kunne føle sig en smule ensom når han rejste mellem byerne inden han mødte katten men det var væk nu. Han var glad for at han havde taget den lille killing til sig. "Så du har også kat? De giver livet varme" Han kunne ikke beskrive det bedre end at de gav varme. Han var sikker på at det var sådan med andre dyr også men nu var det altså en kat der havde vandret ind i hans liv. 

”Det er et ærlig erhverv, det er der ingen skam i.”
Selvom der intet havde været ved hans person, der havde indikeret at han dømte eller følte sig hævet over hende på rundet hendes profession, så ramte den sætning alligevel noget inde i Daena. Langt de fleste så hvad hun lavede som noget syndigt og skamfuldt, selv nogle de som selv købte hendes tid så sådan på det selvom de færreste sagde det højt. Han derimod virkede ærlig i sine ord, når han fik det til at virke som om hun lige så godt kunne have serveret på en af byens mange kroer. Skammens tag slap, i hvert fald for denne gang og et lysende smil blev sendt i hans retning ”Tak.” var alt hun sagde, uden at uddybe hvad hun præcis takkede for. Det var vel i virkeligheden lidt af det hele?
”Jeg lover dig, at jeg ikke afkræver dig dine krystaller når jeg går herfra. Selv ikke hvis du skulle have råd til at købe mit selskab.” forsikrede hun ham dernæst og selvom smilet tog noget af alvoren ud af løftet, så mente hun det ikke mindre. I dag var en fridag, så længe det varede. Denne agtede hun at bruge med dem som hun selv valgte, at bruge noget så kostbart som tid med.
Der var intet dømmende i de brune øjne da han forklarede at vin var noget han holdt af, for hvad var der at dømme? Det gjorde jo ingen skade at være let forfalden til de gærede drikke, så længe man kunne styre sit indtag af dem. Kaevan virkede ikke ligefrem som typen, der så alt for dybt i de grønne flasker alt for ofte.
Hun lod sig synke ned på knæ og stillede vinglasset ved siden af sig på gulvet, med hånden strakt frem imod Tusmørke for at lokke ham nærmere. Indimellem lod hun øjnene løsrive sig katten og rette det op mod dens ejermand ”Han hedder Beelzebub og mangler det ene øje. Han er mit kæreste eje, selv på de dårligste dage formår han at bringe et smil på læberne, når han møver sit hovedet helt op i mit.” øjnene strålede mens hun fortalte om den hvide og rødbrune, stribede hankat der med garanti ikke havde forladt den varme seng der hjemme endnu. ”Jeg har haft ham i 1,5 år og jeg kan ikke længere huske hvordan tiden inden var.” lo hun blidt ud for sin egen ærlige indrømmelse.

Hun kom med et nærmest blødt tak og det virkede som om hun blev lettet, som om noget slap sit tag i hende. Ikke at han troede at han havde gjort noget afgørende men det virkede som om at for et øjeblik så var der noget der lettede. Et usynligt tryk, eller et bånd der blev klippet. Det gjorde ham både glad og trist på samme tid. Det gjorde ham glad at han kunne få det til at lette for at øjeblik men det gjorde ham trist at det var der, at det ville komme tilbage. Hun var ikke en kvinde der burde blive trykket på den måde. 
"Det er jeg glad for" Sagde han med et lille blink. Hun måtte være en kvinde der var langt over hvad han nogen sinde ville have råd til. Hun havde bare den aura, den følelse. Hun gav indtryk af at være... ja noget af det bedste. Som en nærmest alt for god vin. Den slags man dufter til og allerede ved er langt for god til noget man kan få men som man alligevel lige kan få lov til at drømme lidt om. 
Hun gik ned på knæ for at give katten opmærksomhed. Hun gav sig helt hen til det og han syntes det var et utroligt charmerende træk. Han havde altid haft en svaghed for folk det holdte af dyr. Han elskede selv dyr, især den lille tossede kat som han havde fået samlet op. "Det er noget katte kan. Selv når dagen er helt elendig, selv når man føler man ikke kan blive glad igen, så kan de trænge ind i mørket og hive en ud" Han smilede mod den grå kat. Det var ikke ofte at han virkeligt ikke følte han kunne blive glad, men en hel dag på vognen i regnvejr hvor han ikke havde set folk længe, det kunne godt gøre det. Men så kom Tusmørke op på kuskesædet og sad sammen med ham. Han kom op og nærmest krævede en plads på skødet og spredte sin varme, både den fysiske og mentale varme. Han havde aldrig haft tænkt over at der manglede en kat på hans rejser men det var gået op for ham efter han fik Tusmørke at han altid havde manglet en kat som selskab på de lange ture mellem byerne. "Det er utroligt så hurtigt de bliver en del af ens liv. Nogle dage, især når vi er langt fra byer, så tænker jeg at jeg ikke kan huske hvordan jeg klarede mig alene" Fortalte han med et ærligt og varmt smil. 

Det var måske lidt ukontroversielt, da Daena flyttede på sig selv og gjorde tegn til trækunstneren til at tage plads ved siden af hende, på vognens gulv.
Plads var der rigeligt af når man stod op. Med to voksne mennesker og en kælen kat siddende på bunden, ville pladsen blive træng og nærmest umuligt ikke at støde mod hinanden, hvad enten det var et ben, en arm eller en hånd. Men i skjul af vognen tog hun ikke sig selv mere højtideligt end, at hun sagtens kunne give efter for den umiddelbare kærlighed for kattedyr og nusse det knurhår pyntede ansigt foran sig. Dertil kunne man ikke klantre hende for at lide af berøringsangst. Det bød hendes liv hende ganske enkelt ikke at være.

Med oprigtig nysgerrighed flyttede hun blikket fra Tusmørke og over på Kaevan, uden at standse den strygende hånd ned over ryggen, der for hvert strøg krummede ryggen op imod håndfladen med en tiltagende spinden. ”Rejser du altid rundt alene? Foruden dine dyrs selskab? Ingen kone eller børn som venter dig hjemme på et lille husmandssted, mens du gør verden lidt smukkere med din kunst?” det var svært ikke at forestille sig, at der ikke skulle vente en sød lille kvinde et sted ude i landet. Ikke alene var han en tiltalende mand, men han virkede også oprigtig hjertevarm og ikke som om det behagelige ved ham var påtaget. En mand de fleste kvinder ville drømme om at kunne kalde deres og med sommerfugle i maven vågne op til.
"Beklager hvis det er for personligt et spørgsmål, hvis ikke du vil svare så skal du ikke føle dig tvunget." kom det mere eftertænksomt fra hende, da tanken om han kunne have lidt et frygteligt tab, der havde været grunden til hans rejsen rundt, ramte som et lyn fra en klar himmel og fik hende til at trække underlæben ind mellem tænderne. 

Hun gjorde plads til ham på gulvet hvor man måtte sidde lidt nært for at sidde to og samtidig give plads til den krævende kat. Det var en invitation han ikke kunne sige nej til og han satte sig ved hende, nær, men ikke så det virkede pågående nært. Nært nok dog til at det var tydeligt at han godt ville være tæt på hende. Hun var trods alt en ualmindeligt tiltrækkende kvinde. Han rakte ud og strøg Tusmørke over den bløde pels og lod sine fingre berøre hendes. 
Han lo varmt ved hendes spørgsmål om der mon skulle være en hustru. "Nej, der er intet husmandssted og heller ingen kone og børn. Jeg har rejst alene siden jeg forlod mine forældres hjem for snart mange år siden" Han var ikke som sådan modstander af kone og børn men det var bare heller ikke noget der passede så godt med hans liv. "Du må gerne spørge, det er som ikke noget privat. Jeg kan godt lide at rejse rundt og se landet og møde en masse forskellige, fantastiske folk" Der var så mange blandede folk i landet, folk med deres egne spændende historier. Han holdte af at rejse rundt og møde dem. "Du skal ikke være bekymret, jeg føler mig ikke ensom" Der var mange der forestillede sig at han måtte være ensom på sine rejser men mellem byerne havde han sine dyr og i byerne var der altid nogen der gerne ville bruge tid med ham. For ham var det et liv der var let at holde af. 
Han kælede Tusmørke og tog en tår af sin vin. Han ønskede ikke at ændre sit liv for at få kone og børn for han holdte så meget af sit liv præcis som det var. "Hvad med for dig? Er der nogen speciel i dit liv?" Spurgte han roligt. "Hvis det er noget jeg må vide" Han ville jo ikke snage men han var da nysgerrig. 

En højdeforskel på ti centimeter var normalvis ikke alverdens, nogle ville ligefrem kalde det en fornuftig og tilpas forskel. De ti centimeter var bare ikke uden betydning, når de begge tog plads på vognens gulv og forsøgte at tage størst hensyn til den kælende grå kat.
Det var svært ikke at komme i bare lidt berøring med hinanden, selv ved mindre bevægelser, som da Daena justerede på måden hun sad, så hendes ben strejfede imod det nederste af hans lår. Beklagelsen viste sig i et lille skævt smil, der ikke helt var så oprigtigt beklagende som det blev lagt ud til. Havde han ikke ønsket at komme hinanden ved, så ville han næppe have fulgt hendes gestikulerende forespørgelse om at tage plads. De strejfende fingre understregede det kun yderligere, men i stedet for at trække hånden til sig gengældte hun gestussen. Lod sine fingerspidser strejfe hans, ikke alt for åbenlyst men heller ikke nær så ’tilfældigt’ som hans havde rørt hendes.
Overraskelsen var tydelig at spore i hendes ansigt, ved hans svar. Inden hun havde vidst af det fik hun mellem det første og de næste svar udbrudt et ”Hvorfor ikke?” han måtte jo have haft så rigeligt med kvindelige tilbud. Desuden var han jo menneske, selvom de ravgule øjne kunne lede tankerne mod om der løb dæmonblod i linjerne, og mennesker var jo begrænset i deres levetid, hvilket i grunden var den største årsag til hendes overraskelse.
Spørgsmålet om ensomhed nåede kun at melde sig, inden Kaevan selv besvarede det ”Du er en speciel mand, Kaevan. Ingen bånd der binder dig, hverken dem af sten eller kød og alligevel formår du det, som så mange andre har svært ved, ikke at føle dig ensom.” kommenterede hun ærligt, med et smil det afslørede at hun bedre end nogen anden kendte sandhed i egne ord. Som kurtisane var ensomhed mere end ofte hvad der drev de fleste kunder hendes vej et varmt skød var trods alt bedre end en kold seng, ikke for alle, men mange.
Med et let hoved ryst rakte hun ud efter hendes vinglas og tog en mindre tår. Lod blikket søge ned i den mørkerøde væske ”Nej ikke just, mit liv tillader ikke rigtig den slags?” en tynd streg tegnede sig i panden på hende inden opmærksomheden blev vendt tilbage på ham ”Selv når jeg er fri, så har jeg aldrig rigtig fri. Det er ikke noget mange mænd kan eller vil accepterer. Men eg forstår dem godt, hvem vil se deres elskede rejse sig fra ens fælles seng, kun for at vide hun ligger sig i en fremmedes?”.

hun trak ikke hånden til sig da hans fingerspidser strejfede hendes, tværtimod, og han lod sin hånd hvile ved hendes, tydeligt interesseret i kontakten. Han var absolut tiltrukket af hende og han mistænkte at det var ret almindeligt. Han var ikke noget særligt ved at føle sig tiltrukket men måske var han alligevel lidt særlig ved at tænke over ikke at være for pågående. Han ville ikke virke krævende eller som om han forventede noget men samtidig så ville han gerne kontakten. Hun virkede som en virkeligt sød pige og ved alle guder hun var smuk. 
Han smilede lidt. Et varmt smil. "Måske hvis jeg en dag mødte den rette kunne det ændre sig, men for nu har jeg det godt som det er" Det var ærligt. Han kunne godt lide sit liv og han var ikke sikker på han ønskede at det ændrede sig. Måske en dag kom der en kvinde som kunne få ham til at slå sig til ro men han vidste ikke om han egentligt ønskede det. "Den dag jeg møder en kvinde der er værd at slå sig ned for er det meget jeg skal opgive... hun skal være ganske særlig" Hun skulle være en som det var værd at opgive sin frihed for og den kvinde havde han ikke mødt endnu. Han havde mødt kvinder som han opsøgte når han var i deres by og hvor han egoistisk håbede at de ikke havde fundet en fast mand hver gang han kom til byen, men en kvinde hvor han ville stoppe sine rejser og slå sig ned for havde han ikke mødt. Han så lidt på den grå kat der nød opmærksomheden fra to personer. Måske virkede det lidt trist at hans primære selskab var dyr men så længe han havde det godt. 
"Tjah, det kan du godt have ret i. Hvis man finder en som man virkeligt elsker så ønsker man ikke at dele dem med andre. Jeg tror ikke jeg ville kunne finde ud af at dele en kvinde som dig på den måde" Sagde han ærligt. Han så lidt på hende og tænkte at ingen da ville kunne holde ud at dele hende hvis de først havde hende. "Ville du slå dig ned for den rigtig?" Det var jo på en måde også at opgive sin frihed for hende at slå sig ned så han forstod hvis hun ikke ville ønske det for at beholde en mand. Men måske var det som med hamnselv, måske skulle der bare den rigtige til. 

Mange, nok langt de fleste, ville havde været tilbøjelige til at tillægge berøringerne en værdi farvet af en viden om, hvad Daena brugte langt største delen af sin tid med. Hvilket måske heller ikke var helt så forkert antaget. Sandheden var at hun sjældent trak sig fra ønsket om kontakt, hvordan kunne hun andet når alt hende liv bestod af var lige netop kontakt med andre individer?
Det var blevet en så indgroet del af skovelveren, at hun selv kunne have svært ved at skelne om hun faktisk selv ønskede nærværet. Det var dog ikke tilfældet med Kaevan. Det føltes i hvert fald ikke sådan i øjeblikket.

Da han ikke trak hånden væk fra de strejfede fingre, sænkede hun blikket til hænderne og lod med fuldt overlæg pegefingeren føle et af de mange ar, med en blid berøring ”Jeg er sikker på at sådan en kvinde findes der ude. Du vil finde hende når tiden er rigtig og hvem ved, måske har hun lige så stor rejse lyst til dig?” opmærksomheden blev flyttet tilbage på hans ansigt med et varmt blik i de mørke øjne ”Indtil da, så tror jeg der er nogen som sætter stor pris på din, næsten, delte opmærksomhed.” sagde hun med en klar hentydning til hans firbenet følge svend, selvom hun ikke selv kunne sige sig fri fra at nyde selskabet han gav.
De små berøringer af hans hånd stoppede, kun for i stedet at lade fingrene løbe over den grå pels da Tusmørke gav sig lidt med en velfornøjet lyd til følge. Mens fingrene var optaget af katten, forblev de brune øjne rettet mod de gyldne ved siden af sig, mens hovedet skrånede sig med et varmt smil ”En kvinde som mig? Jeg er nu ellers ikke så speciel, ikke mere end alle andre kvinder?” underlæben blev trukket skævt ind mellem tænderne, uden at smilet falmede det mindste. En ubevidst flirten. Indtil spørgsmålet om hun ville slå sig ned for en mand.
Blikket blev vendt væk, tilbage mod vinglasset som hun tog til sig og købte sig lidt tid med ved at drikke noget af den røde væske ”Det er… Kompliceret.” svarede hun endeligt, uden at løfte øjnene fra glasset.


// Jeg lukker tråden grundet inaktivitet på den, prik til mig hvis vi skal se på at åbne den igen når/hvis du vender tilbage <3