Det var ikke hver arbejdsdag, hvor Winchell befandt sig nær bordelhuse eller kroer. Nogle gange ville han ikke engang have muligheden for at udse sine egne kunder. Nogle gange ville han være blevet bestilt på forkant og dermed allerede have sin aften planlagt. Andre gange ville han være netop på tilfældige kroer eller ude på gaderne i Dianthos for at finde sine kunder. Dette skete ikke så ofte, men det kunne hænde. Man skulle tro, at i dag var sådan en dag, som Winchell stod lige før dørtærsklen til en kro. At han stod og ventede på den helt rigtige person kom forbi for at gøre en kunde ud af ham eller hende. 
Sandheden var dog, at i dag var en af Winchells fridage. Derfor var den buttede lystmand i sin fulde ret til at gøre lige præcis, hvad han ville. Han var ikke forpligtet til at bruge sin aften sammen med en anden. Men der var Winchell anderledes. Han ville ikke kalde sig afhængig af sit erhverv eller hvad han lavede. Men han var en anelse afhængig i ikke at være alene. Han kunne ikke lide følelsen af ensomhed. Derfor kunne han bedst lide at bruge sine aftener og nætter med andre. Bare faktummet af at være, sidde eller ligge ved siden af en anden varm krop var nok for manden. Dette kunne manden måske takke sin familie for. Familien, hvor de fleste havde fra start af anset ham som det sorte får eller endte med det. Der var ikke meget kærlighed tilbage i Nordlandet. Ikke efter hans personlighed eller handlinger. Alligevel kunne Winchell ikke løbe fra sin familie. Der var karaktertræk i ansigtet, der tydeligt sagde, at hans familie var familien. Ligesom resten af familien var Winchell ikke den højeste. Dværgblod var nok at finde flere århundrede tilbage i Faust-familiens linje. Og med den ikke høje højde var der også meget fylde på lemmerne. Men hvor hans far og brødre var mere store af muskler, var Winchell stor på den buttede måde. Men det gav ham stadig en lighed til familien, som er flere år siden, han sidst havde set dem. Men det var nok ansigtet, hvor trækkene til forældrene var stærkest. Morens øjne og mørke, bølgende hår. Farens næse og nemhed til at gro skæg og anden behåring. Winchell var meget vel nok ikke den mest velkommende derhjemme, men han havde stadig delvist udseendet af en Faust-mand.

Familie var dog ikke, hvad Winchell havde i tankerne i dag. Nej, han kiggede kort ned af gaden for at kigge på folk. Tendensen til at afklæde dem med blikket besad han stadig. Selv havde han ikke det største tøj på. Lidt varme klæder, der dækkede helt ned til håndledene og skoene, men ikke andre lag. Jo mere frihed mellem hud og stof, desto bedre. Måske et sæt store, stærke arme skulle holde Winchell i aften? Derfor kunne den næste muskuløse mand, der kom forbi dørtærsklen, være den buttede mands mulige mål. Hvem vidste?

Det var ikke ofte at Sawyer bevægede sig til hovedstaden, der havde i mange år været alt for mange mennesker. Mennesker som krævede opmærksom, som han ikke var i sinde at give, men denne dag var anderledes. Han havde fået en opgave af en tømre i byen, som havde brug for nogle beslag, og et par fra de finere dele som ønskede nogle æstetiske lysekroner. Det betød dagen havde været lang, men betalingen havde været god nok, til at gøre turen til en god forretning for ham. Han var vendt tilbage til kroen, hvor han havde Zion opstaldet. Den store sorte hingst, havde klaret turen til byen uden problemer, og som tak havde Sawyer besluttet de ville overnatte, så hingsten kunne hvile ud inden rejste gik hjem til Turmelinien igen. 

Efter at have vasket sig, for den smule smuds’ en rejse altid efterlod, rettede han på den hvide hør skjorte, hvis øverste knapper stod åbne og viste lidt af den brede brystkasse frem, den var som altid stoppet ned i tætsiddende mørke hoser, der krammede de kraftige og muskuløse lår. Han var ikke på arbejde, og trods hans eneboer status igennem mange år, var han stadig forfængelig til en vis grad, han ville ikke gå på kompromis med sin fremstråling når han var fri af sit arbejde. Det var nok at han størstedelen af sin tid på gården, var sort fra top til tå fra sit smede arbejde. Han svang den store jakke over sine skuldre, for vejret var ved at blive køligt, vinteren var på vej men havde endnu langt til den helt viste sit grimme ansigt.

Sawyer forlod kroen, med hensigt til at se mere af byen. Meget havde ændret sig i hans liv, den før så afstumpede mand der foragtede andre, var ikke længere at finde, for han forsøgte virkelig at åbne op, være mere imødekommende, men gamle vaner var svære at bryde, hvorfor han nu udfordrede sig selv med en tur i gaderne. Hans blik havde ikke fanget den lille mand, der stod nær døren til kroen, da Sawyer havde skubbet den op.

Det skulle dog ikke vise sig, at et individ fra gaden ville fange Winchells opmærksomhed. Nej, det var en fra kroen bag ham, der fik den buttede mand til at kigge rundt. En hvid hørskjorte, hvis øverste knapper var urørte og dermed viste en god del brysthår, samt et bar mørke benklæder, der ikke efterlod meget til fantasien om størrelsen af mandens kraftige og muskuløse lår. Håret var langt og mørkt og skægget var kraftigt og tæt. Hvis Winchell havde tænkt mere på familien derhjemme, ville han måske kunne se de stærke Nordlandstræk i manden, men den buttede mand var for optaget af kroppen. Et sæt stærke arme, tjek. Et pænt ansigt, tjek. 

Derfor lod Winchell manden ikke forlade kroen, da han stillede sig op foran manden med et par fods afstand. Dog var ansigtet rettet direkte op på den langt højere mand for at vise, at dette var fokusset. Selvfølgelig ville manden med sine stærke arme nærmest bare kunne skubbe Winchell til siden. Især, hvis han lod sin kropsvægt sænke sig, men lige nu var den på den mængde, den naturligt lå på. 
Winchell gav ham et kort elevatorblik, før det endte på mandens øjne og med et kækt smil på læberne. Winchell var ikke sky af natur. Selvfølgelig kunne andre være dette og han kunne hænde at skræmme denne mand væk. Men en mand så stor og stærk som denne burde ikke kunne skræmmes væk af en mand som Winchell. "I den mondering skulle man tro, du leder efter nogen. Noget selskab." Der var ikke nær så meget forførende undertone i Winchells stemme, som han kunne bruge. Ingen grund til at smide alt imod denne mand med det samme. Det var ikke alle, hvis kræsenhed var tæt på ikkeeksisterende som Winchells. Nogen havde deres præferencer. Kroppe, racer, køn. De fleste havde faktisk, havde Winchell erfaret. 

Aften var endnu ung, men hvor Sawyer havde planlagt den helt store spadser tur, måtte han hurtig tro om igen, da en noget lavere og mere buttet mand, trådte ud for ham, tættere end Sawyer egentligt fortrak, hvilket til ham til at rynke brynene svagt sammen, men han forsøgte dog at undertrykke den irritation, som normalt ville havde vældet frem i ham. Og med er dyb vejrtrækning, der fik hele brystkassen til at hæve sig, trak han det ene ben en smule baglæns, for at skabe bare en smule plads imellem dem. I første omgang, bed Sawyer ikke mærke til mandens ansigts træk, øjne, håret, skægget og næsen. Egentligt burde han have indset omgående, hvem manden tog efter, men ordene der fløj over hans læber, havde Sawyer sandelig ikke forventet, og for et kort øjeblik stirrede han blot undrende på den lille mand. Denne mondering? Lede efter nogen? Selskab? 

Hans blik vandrede ned over klæderne, uforstående og hvad manden dog kunne mene, slog han tanken fra sig. Tiderne havde sikkert ændret sig mere, end han selv gik og var klar over, og måske han ikke havde fået fulgt ordenligt med i tidens mode. Selv havde han jo fundet klæderne yderst tilfredsstillende. 

Det var først da hans blik vandrede tilbage til manden, at det gik op for ham, at manden virkede frygtelig bekendt. Det lå langt tilbage i hukommelsen, men Sawyer var ikke længere i tvivl. “Winchell?” Spurgte han eftertænksomt, og nok egentligt rettet mest til sig selv, da han mente det var navnet Falko Faust, havde skænket sønnen der kom til verden året inden hans egen lille prinsesse var blevet født. Ligheden var slående, Faust slægten havde altid haft stærke gener der slog kraftigt igennem, dog måtte han indrømme den lille mand foran ham, nok snildt kunne have narret ham alene på sin størrelse og fylde.

Som manden først kiggede på Winchell, dernæst ned af sig selv og til sidst tilbage på Winchell, kunne den buttede lystmand, der havde fri i dag, ikke lade være med at forstørre smilet. Men det første og eneste ord, der undslap mandens mund, fangede ham dog på en helt anden måde, end mandens krop havde gjort fra start af. Hvordan kendte han hans navn? For når Winchell var på arbejde, gik han under et andet navn. Selvfølgelig stoppede dette ham ikke fra at dele det rigtige navn, hvis han ønskede. Men denne mand slog ham ikke som en tidligere kunde. Meget vel havde Winchell haft en del i årenes løb, men med et udseende som hans ville Winchell kunne genkende ham. På den ene eller anden måde. 

Dog lod han ikke forvirring bade ansigtet alt for længe, da de kraftige øjenbryn blot løftede sig og smilet kun var at finde i den ene mundvig. Den ene hånd blev lagt ovenpå hoften i den samme side, som Winchell lod sit blik nærstudere manden. Hovedet lidt på skrå. "Noget siger mig, jeg burde kende dig. Når du kender mit navn. Men jeg har intet navn," Og det var der, det slog Winchell. Udseendet af manden. De klassiske træk, som han selv til en vis grad besad på en lidt anden måde. Var Landet virkelig så lille? "Sig mig, er du også langt væk fra din barndom i Norden? Men ja, jeg er Winchell." Om denne mand havde forladt Nordlandet, fordi hans familie heller ikke accepterede ham, tvivlede Winchell på. Men hovedstaden var et godt stykke fra Nordlandet, så manden måtte have en eller anden grund for at være her fremfor der. Winchell havde sine. Kendte manden mon til disse? Nu havde han kendt navnet, så hvor meget mere kendte manden til ham? Det var nyt for Winchell ikke længere at være den med mest kendskab til modparten. Hans evner til at opfange væremåder og attituder kunne ikke give ham navne, som denne mand allerede havde af ham. 

Der var ikke mange detaljer, der gik Sawyers årvågne blik forbi, en vigtig øvelse han havde perfektioneret i sin tid i hæren, og da manden tydeligt reagerede på navnet, var han overbevist længe inden Winchell selv bekræftede det. Et smil bredte sig pludselig omkring hans læber, for han havde ikke set hverken sin gamle ven Falko eller Winchell siden han blot var en bette knejt på 3 år. Hans blik vandrede over den lille mands figur, for at suge enhver detalje til sig. Han kunne sagtens se Falko i ham, men også hans moder Eileeen, hvis skønhed slog igennem. "Jeg har ikke set dig siden du var 3 år gammel, hvordan har den gamle det?" Hans dybe stemme, bar præg af de mange gode minder han havde haft fra sin tid i nordlandet. De havde knoklet hver og en, men Falko og Sawyer havde nok ikke alle dage været lette at have med at gøre, trods de begge var vokset op til at blive nogle stolte mænd, var han sikker på nogle af hans egen moders grå hår, var på grund af de ulykker de havde lavet fra tid til anden. At snakke med en, virkede pludseligt ikke så besværligt længere, nu hvor han havde lært hvem manden egentligt var, og Sawyer havde absolut ingen forestilling om, hvad Winchell egentligt arbejdede med. Sandt at sige, ville han formentligt ikke opdage en skøge om hun så viftede med sit skørt i hans hoved, de mange år i cølibat, afskåret fra alle andre, havde betydet han ikke helt var fulgt med tidens tand.

Winchells forvirring, og hans ord, fik Sawyer til at slå en hjertelig latter op, inden han tog sig til nakken. Ja han havde da vidst i sin begejstring glemt alt om at præsentere sig selv, og at forvente Winchell kunne huske ham, var yderst usandsynlig. "Mit navn er Sawyer Carulirus, jeg voksede op sammen med din far, Falko, men rejste fra norden for at forfølge min drøm om at komme i Lysets hær, men besøgte jer jævnligt da i unger var små.." Forklarede han roligt, inden han rakte sin hånd frem, for at kunne trykke Winchells. 

Dette brød af en mand kendte ikke bare til Winchells navn. Han kendte til Winchell og hans familie. Dette kom bag på den buttede lystmand, der aldrig havde forventet at møde en ven af familien igen. Han havde afskåret sig fra familien, ligesom de uden tvivl havde skåret ham væk. Det var han okay med. Hvorfor have håb for dem, der ingen gode tanker havde om en? Winchell undrede sig let over, hvorfor en familieven snakkede til ham, som var de gamle venner. For hvis han var en ven af hans forældre, ville manden så ikke kende til hele situationen med Winchell? Men dette fik den yngre af de to hurtig svar på ved mandens fortælling. Han havde ikke set familien Faust, siden Winchell stadig havde gået i ble og halvkravlet rundt med sine buttede ben - hvilket hans endnu stadig havde gode af.
"Jeg har ikke været hjemme, siden jeg fyldte atten. Ikke snakket med dem siden heller." fortalte Winchell med tydelige følelser i stemmen. Dog var lystmanden normalt god til at skjule sine følelser. De færreste kunder ønskede en oplevelse, hvor der blev snakket om følelser af skøgen, de havde købt en aften af. Alligevel sank han en lille klump, før han gav et faldefærdigt smil til manden. Ingen breve var sendt til ham, hverken af forældrene eller nogen af søskende. Selvfølgelig vidste ingen af Faust-familien, hvor han boede. De vidste kun, at han havde efterladt Norden. Om han var her i Dianthos, Medanien eller et helt tredje sted, var et stort spørgsmålstegn for dem. 

Som der blev slået op med en hjertelig latter, kunne Winchell ikke lade være med at ændre det faldefærdige smil til et afslappet et af slagsen. "Carulius? Det lyder bekendt," Måske hans far eller mor havde fortalt historier fra deres barndom, hvor denne Sawyer var blevet nævnt, men det var det eneste, hvor Winchell ville kunne huske ham. For foruden de genkendelige træk af Norde i ham, var udseendet af Sawyer komplet fremmed. "Ikke nok, for jeg kan desværre ikke huske dig. Men jeg var sgu også endnu en lille møgunge dengang." Winchell afsluttede med et grin og skrev sig bag øret om Sawyers efterladelse af Norden.
Hånden blev rakt ud til Sawyers og gav den ældre og større mands et godt klem. Lige nu kunne Winchell dog bruge et kram. Det var år siden, at han havde fået et godt kram af en fra Norden, som ikke havde givet ham det i forbindelse med en betalt aften. Og Sawyer var nok det tætteste, han ville komme på et kram fra sin far, nogensinde. Men den buttede mand beherskede sig og lod ikke arme slå sig rundt om Sawyer. I stedet nikkede han til kroen bag den højere mand. "Skal vi snuppe en drik, eller var du på vej et sted?" De fleste ville ikke trænge sig på andre, men der var Winchell det modsatte. Han havde intet imod at tvinge sig ind i andres selskaber. Selvfølgelig blev dette ofte taget splittet, men hvis Sawyer ikke havde andet at bruge aftenen på, kunne han da bruge den med Winchell, ikke?

Stemningen led et knæk, og det ellers så muntre smil blegnede let omkring Sawyers læber, imens han iagttog den unge mand foran sig. Der måtte have sket noget, som Sawyer ikke var bekendt med for tonen og måden hvorpå Winchell formulerede sig, lød bestemt ildevarslende. Det var dog også årtier siden han sidst havde besøgt norden og sin gamle ven, meget kunne være sket som han ikke ville vide det mindste om. Han rynkede svagt panden, men gjorde blot et lille nik for at tilkendegive, at han havde hørt hvad der blev sagt, men hans tanker kredsede videre. Han valgte dog at slå tankerne fra sig, han vidste at tankemylder altid var den sikre vej til at aktivere hans evne, og det sidste han ønskede var at se fortiden på alt han rørte ved, det var ofte meget anstrengende, da han kun så sørgelige ting, som om der intet godt fandtes i fortiden, men det var åbenbart for meget forlangt at bede om den slags. Smilet omkring Winchells læber, så bestemt heller ikke ud til at nå hans øjne, men Sawyer kom ikke udenom det faktum at han stadig var socialt akavet, så han vidste ikke helt hvordan han kunne muntre ham op. Skulle han give ham et klap på skulderen, et kram? Krammede mænd overhovedet? Eller blot lade det passere som om han intet havde opdaget?

Løsningen kom dog helt af sig selv, idet Winchell lod sin smitte af Sawyers eget humør. "Åh lad være.. Du var en fryd ved siden af din far og jeg, der kan man snakke om ballademagere.." Svarede han med et glimt i øjne, forhåbentligt kunne snak muntre ham tilstrækkeligt op, så han ikke behøvede gøre noget akavet eller direkte forkert.

Tankerne havde dog været nok, for bedst som Winchell greb hans hånd og trykkede den, så han et minde der ikke tilhørte ham selv, men derimod en lille dreng som lyttede til sine forældre snakke, en snak som fik det til at trække sig sammen indeni Sawyer, en fader der lige frem ønskede at sin egen knægt var uægte. En vrede boblede i Sawyer, for han havde aldrig haft muligheden for at se sine børn vokse sig store, de var blevet taget fra ham alt for tidligt, og intet ville have gjort ham mere stolt end at se dem vokse op, uanset hvilken levevej de valgte. Sawyer kunne ikke undgå faktisk at blive vred på sin gamle kammerat, for hvordan kunne han dog sige sådan om sit eget barn. "Jeg har et bedre forslag, en masse øl på min regning, kom med knægt..!" Han slog armen omkring Winchells skuldre og trak ham ind til sin side med et glimt i øjne, hvis ikke Falko selv ville tilbringe tid med sit eget barn, havde Sawyer så sandelig i sinde at gøre det, og uden tøven skubbede han den store knirkende dør op indtil kroen. 

At Winchell var en lystmand, havde han dog heldigvis ingen syn haft omkring, for det ville uden tvivl havde gjort den store nordmand yderst utilpas, ikke fordi han så ned på erhvervet, men fordi det aldrig havde været hans smag. Han havde i sit liv kun lagt med 2 kvinder, sit livs kærlighed den afdøde kone Tamara, og en yderst insisterende skøge, der formentligt fik et godt grin over hans utilpashed med situationen.

Ballademager var nok, hvad man ville have kaldt Winchell som lille. Som helt lille var det mere uskyldigheden, hvor han som blev ældre blev en mere seriøs ballademager, der bare ikke gjorde, hvad forældrene ønskede. Winchell havde aldrig været, som forældrene ønskede. Især ikke hans far. Selvfølgelig havde dette først kommet nogle år efter, at Sawyer måtte have forladt dem. For som treårig var der ikke mange forventninger til en. Men Falko havde forventninger til sine børn. Og dem levede Winchell ikke op til.

Det buttede lystmand mærkede ikke, at Sawyer læste hans minder. Mindet var selv kommet frem til overfladen, da der blev snakket om familien, så at den kom frem var ikke forunderligt for Winchell. Dog syntes han, at grebet om sin hånd blev en anelse mere presset af Sawyer, men sådan gav rigtige Nordlige mænd jo hånden. Der skulle næsten knuses af knogler, så hårdt skulle taget være. 
En drink var åbenbart ikke nok for Sawyer, som armen kom rundt om Winchells kødfulde skuldre. Han kunne mærke, hvordan den ældre mand pressede ham ind til sig. Havde Sawyer læst Winchells diskuterende tanker om at gå ind for et kram for at mærke en form for faderlighed? For dette føltes virkelig som en far, der mødte sin søn efter flere års afsked. Men det var ikke den far, Falko var. For Sawyer virkede glad for Winchell lige nu. Dette kunne ikke andet end at forstørre smilet på manden så meget, at de runde kinder skød helt ud på grund af mundvigene. 
"En masse øl siger jeg ikke nej til. På din regning siger jeg slet ikke nej til." halvgrinede Winchell. Døren blev skubbet op og de to gik ind i kroen, hvor Sawyer lige var kommet ud fra. Det var en underlig tanke for Winchell at tænke. Han havde stået på dørtærsklen i søgen for en at bruge sin aften og muligvis dele seng med. Men frem for at finde denne slags partner var han stødt på en familieven, der fik Winchell til at føle sig som en respekteret søn. Det var mange år siden, han sidst havde følt det, hvis overhovedet. 

Stadig med hans arm rundt om skulderne møvede Winchell sig hen til et bord, hvor de to kunne sidde. Side om side fyldte de to mænd en del. Den ene var jo stor af store muskler, imens den anden bare var stor. "Du har ikke været tilbage, siden før du tog til Lysets Hær?" spurgte Winchell. Han var meget sikker på svaret allerede, men han ville gerne vide det med sikkerhed. Fra Sawyers egen mund. For hvis manden havde taget tilbage, ville han have fundet Faust-hjemmet sikkert med alle familiemedlemmer på nær ham. Og så ville historier om Winchell blive fortalt. Og det var ikke gode historier, men eftersom Sawyer ikke havde skyndet sig væk, mistænkte Winchell ham for ikke at have været i nærheden af en Faust igen indtil nu.

Måske Winchell var en lige så tørstig mand, som han selv var. Sawyer havde hvert fald de sidste mange år, tilbragte alt for mange timer på sin lokale kro, i forsøget på at dulme alle følelser og tanker. Denne gang var dog anderledes, det skulle fejres at han var stødt på den unge mand, han sidst havde set årtier tidligere, da han blot var 3 år. "Sådan skal det lyde knægt..!" Kom det fra Sawyer med en fornøjet dyb latter, inden han gav ham et klap på skulderen. Han havde en forventning om, at denne aften kunne gå hen og blive ganske behagelig, hvilket blot understregede at Ithilwen formentligt havde haft ret, at hele verden ikke var et ondt sted der skulle undgåes. Han havde helt bestemt været alt for arrig, til bare at kunne se ud over sin egen næsetip i sorgen. Det var på tide han forsøgte at vende et nyt blad, og få det bedste ud af de sidste år hans liv kunne tilbyde. 

Han lod Winchell finde en plads til dem, men forblev dog stående til han havde sat sig. "Jeg sørger for nogle drikkevarer til os.." Kommenterede han, måske en anelse tørt, men altså forandringer skete jo ikke helt fra dag til dag, der ville komme tider hvor gamle vaner ville bryde ind, selvom smilet om hans læber stadig var synligt og oprigtigt. Han vendte hurtigt omkring, og efter at have fået kontakt til krofatteren, fik han bestilt et par store krus øl til dem, med skummet rendende ned over kanterne. Han greb om de store hanke, inden han vendte tilbage til bordet og Winchell, han valgte dog at placere sig lige overfor, for han havde det bedre med at sidde ansigt til ansigt, det var den letteste måde at fange detaljerne i folks ansigter. Spørgsmålet fra Winchell, fik ham dog til at læne sig lidt tilbage i sædet, inden han satte kruset for munden og tog en stor slurk, så skummet satte sig i det fyldige overskæg. 

Han tørrede det væk med håndryggen, inden han satte kruset ned uden at slippe hanken. "Jeg drog afsted til hæren allerede da jeg fyldte 12 år, mine ambitioner var store dengang, jeg sigtede efter stjerner selvom det betød jeg sagde farvel til livet i Nordlandet.." Begyndte han, inden han tog en tår mere for at skylle halsen. "Da jeg først begyndte at få mere ansvar, og steg i graderne flyttede min familie til Turmelinien, for vi kunne ses oftere, men jeg besøgte igennem alle årene Falko og resten af flokken, så ofte jeg kunne lige indtil...." Fortællingen foregik med et stort og stolt smil, det lige til han nåede de sidste ord, hvor hans stemme døde hen og hans blik faldt ned på kruset i hans hånd. Det var stadig et betændt emne, som han nok aldrig ville komme sig over, men han havde heller aldrig forsøgt at bearbejde sorgen. "Jeg er ked af jeg ikke blev ved med at komme, det kunne være jeg kunne have banket lidt fornuft i hovedet på din far.." Det tog alt hvad han havde i sig, at fortsætte om end han ikke fortsatte hvor han slap, inden han sendte Winchell et afmålt men dog oprigtigt smil. 

Som Winchell satte sig som en lydig dreng, forblev Sawyer stående og fortalte, han gik hen for at hente drikke. Den siddende mand nåede ikke at gøre andet end at nikke, før Sawyer var væk. Varmen fra klappet på skulderen var der stadig. Winchell valgte sågar at trække hånden op til skulderen. Hans far havde aldrig gjort det. Givet ham et klap på skulderen som kompliment for at være en god søn. Gotfried havde fået en del, kunne Winchell huske. Og både Josias og Jaiden havde sikkert også i tidens løb. Inderst inde var det nok nemt nok at regne ud, hvorfor Winchell var, som manden var. Den manglende kærlighed fra faren. Den manglende fysisk kontakt fra familien. De konstant nedgørende blikke, der fik Winchell til at føle sig forkert. Alt dette havde kulmineret til mandens rejse væk fra familien og valgene, der blev truffet, da han ankom til Dianthos. Det erhverv, han valgte at fordybe sig i.

To store og alt for fyldte ølkrus blev sat på bordet og Sawyer fulgte med kort efter lige over for Winchell, så de to mænd ikke kunne andet end at kigge på hinanden. Efter spørgsmålet var sagt, tog Winchell sig friheden til at tage en ordentlig slurk af sin øl, så væden var at finde i det tynde skæg. Dog blev dette tørt hurtigt væk med håndryggen.
Sawyers fortælling var lang, men Winchell lyttede grådigt og lydigt. At manden havde gjort, hvad han ønskede og drømte om, og ikke bare hvad hans familie havde sagt, var noget, som kun tiltalte Winchell. Det havde været startskuddet for familieproblemerne. At Winchell ikke var den type af søn, Falko ønskede. Og det havde gjort Falko til den type af far, Winchell ikke ønskede. Følelserne var i det mindste lettere gengældt.
Men da Sawyers ord tydeligt ebbede ud og en seriøs mine faldt over mandens ansigt, behøvede Winchell ikke tænke langt for at finde grunden. Der var sket noget, som havde frataget Sawyer ønsket og trængen til at besøge Faust-familien. Noget dybt og personligt. Ergo, ikke noget Winchell ville fordybe sig i - endnu i hvert fald. Når der var kommet mere indenbors, kunne de to måske snakke om dybere og mere personlige ting. For i sidste ende var Sawyer stadig en fremmed mand for Winchell. De havde en historie, men kun den ene kunne huske den anden. Desværre.
"Du skal ikke undskylde, Sawyer. Du kunne ikke ændre min fars tanker. Eller min families for den sags skyld," sagde Winchell med et ødelagt smil. "Jeg gjorde det heller ikke nemt for dem. Jeg var ikke som dem. Jeg ville ikke, hvad der lå i mine kort der. Derfor forlod jeg dem." Det var dejlig vagt. Selvom Winchell alt andet end skammede sig over sin profession, vidste han også, at det at være en lystmand ikke var det mest ansete erhverv i landet. Og han ønskede heller ikke at skræmme Sawyer væk. Hvis Winchell kunne skræmme sin far og mor væk med lignende, ville Sawyer måske ikke også bare rejse sig og gå væk, hvis han fik det fortalt? Nej, lige nu havde Winchell brug for Sawyer. Han havde ikke brug for at sove i mandens store arme. Han havde brug for den familiære følelse, Sawyer gav. Den faderlige følelse, han udstrålede til Winchell.

Som hans fortælling havde nået sin bratte afslutning, sad Sawyer tilbage med en anspændt følelse i hele kroppen. Han mærkede det tydeligt i sine skuldre, hvordan musklerne spændte under de kraftige klæder, og det eneste som gik igennem hans hoved, var håbet om Winchell ville droppe emnet, og ikke spørge ind til historiens afslutning, måske kunne han en dag afsløre hvad der var sket for den unge mand, men for nu var han alt for ædruelig til en så dyb samtale. Han havde ikke selv bemærket, at han holdt på vejret, før et dybt suk slap over hans læber, samtidigt med hans skuldre sank ned, for Winchell havde hørt hans bøn, han havde ladet emnet ligge urørt hen. Med ro i sindet igen, formåede Sawyer at lytte til Winchells forklaring, der fik en dyb fue frem i panden på Sawyer. Han forstod til stadighed ikke, hvordan Falko dog kunne vende sit eget kød og blod ryggen, hvilke ting der dog måtte havde gået forud for en sådan handling, og inderst inde, ønskede han at tro på, han kunne have talt til gamle ven til fornuft, havde han dog blot fortsat med at besøge dem.

"Hvor hård fortiden end har været, er det vigtigste at du er glad nu. Hvis dette er tilfældet, må du holde fast i det og få det bedste ud af livet.." Dybe samtaler lå ikke ligefrem til Sawyers natur, faktisk havde han igennem mange år, faktisk ikke ført nogen videre samtaler, hvis ellers han så bort fra de timelange samtaler med dyrene på gården, men de kunne vel næppe gå an som givtige samtaler. Allerede nu vidste han at dette kunne blive en prøvelse af alle største karakter for ham. Samtaler, og ikke blot snerren efter folk, interesse for andre, ikke blot udførelse af et arbejde og så give dem sparket, nej han måtte være til stede i nuet, lytte og konverser som ethvert andet individ. Han gav sig selv et mentalt skulderklap, dette skulle nok gå, men hvor stor en succes ville han endnu ikke give sig i kast med at vurdere. 

Gamle minder gik igennem hans hoved, mens han betragtede den unge mand, et smil sad plastret om hans læber. Han kunne stadig huske de knægte, hvilken larm de fra tid til anden kunne lave, og nu.. Nu var det en voksen selvstændig mand, langt fra familien. "Men lad mig så høre, hvilken profession valgte du så?" At emnet måske ville være betændt, den del havde han misset, så mens han greb om hanken og førte kruset med øl til munden, var hans blik sænket, afventende og klar til at høre hvilke storslåede ting han havde opnået, med tanke på hvilken slægt han kom fra.

På en måde kunne Winchell tydeligt mærke, at Sawyer ikke ønskede dybe samtaler.Den buttede mand havde erfaring med begge type. Nogle af kunderne havde noget på hjerterne, som de gerne ville lufte. Nogle gange var hverken Winchell eller kunden endt uden deres klæder. Nogle gange sad han blot med kunden og snakkede. Gav lidt massage og opmærksomhed. Ofte var det faktisk opmærksomhed, kunderne ønskede. Mange af dem følte dog kun, de kunne blive rigtig opdaget, når de var igang med legen. 
På den anden side var de kunder, der ikke ville sige noget. Dem, der bare ville gå direkte til det uden at sige noget dybt. Nu skulle Winchell ikke sammenligne sin fars gamle ven med en kunde på bordelhuset. Dog var det til tider lidt svært ikke at blande det lidt sammen til én store gryderet. Der var da også evner, Winchell normalt havde styrket i forbindelse med sit arbejde, der kom til udtryk i fritiden. Det at lytte efter og kunne skabe ro ved andre.

"Jeg har det godt nu. Familien er langt væk, men jeg er alt andet end ensom." Det sidste blev sagt en anelse smørret henover det smilende ansigt. Som lystmand var man aldrig alene. Og Winchell hadede at være alene, hvorfor han også i sin fritid gjorde i at finde kunder, der ikke skulle betale en skilling for hans selskab.
Og det var netop hans erhverv, der nu kom til betydning. For Sawyer efterspurgte, hvad den buttede mand nu gik og brugte sin tid med for at tjene krystaller. Det erhverv, der delvist havde været grunden til familiens uofficielle ekskludering af Winchell? Selvfølgelig havde han ikke været skøge dengang, men det havde været startskuddet. Og det ville ikke komme bag på ham, hvis hans fader havde kaldt ham en skøge bag den store ryg af Winchells. "Jeg holder folk med selskab. Gør dem glade og tilfredse." Mere fortalte Winchell ikke. Han vidste endnu ikke, hvordan Sawyer ville tage det. Ville han være som familien, som faderen? Eller ville han være accepterende og ligeglad? Hvadend Winchell gjorde som sit erhverv påvirkede ikke Sawyer - medmindre manden trådte ind i bordelhuset. Dét ville nok have været et langt værre møde end dette - selvom Sawyer burde vide nu, hvad Winchell var. For deres første møde, før Winchell havde regnet ud, hvem Sawyer var, havde den buttede mand ikke set den ældre og stærkere mand som andet end et stykke kød, han kunne være sammen med. Det var han egentlig også nu. Bare ikke det selskab, Winchell oprindeligt havde tænkt på. Ikke, at han klagede. Bare det at være sammen med nogen var nok for ham - selvom lagene af klæder kunne være lidt indsnævrende.

Den mundfuld øl som Sawyer netop havde taget i munden, var nær blevet spyttet ud over hele bordet i et hosteanfald, da Winchell afslørede hvad han bedrev sig med. Sawyer måtte sænke kruset i en vældig fart, så øllet skummede ud over kanten ved det hårde sammenstød med bordet, mens han bankede sig selv i brystet for at få øllet den rigtige vej. 
Da overraskelsen først havde lagt sig, og hans hosteanfald endelig var fordrevet, tørrede han sig om munden, stadig uden at mægle et ord eller løfte blikket imod Winchell. Ikke fordi han fandt noget galt i valget af erhverv, hvem var han at dømme andre, især med tanke på Sawyer selv en enkelt gang havde ladet sig forfører af en ung smuk kvinde, ikke hans mest stolte øjeblik, da han troede på den slags hørte til i et ægteskab, men efter flere årtier alene var hans rygrad blevet for blød og han var faldet. Han skammede sig, ikke over kvinden, men sin egen svaghed for kødets lyst. 
Til sidst fik han dog løftet blikket, der var intet fjendtligt eller vredt at spore hos Sawyer, udelukkende overraskelse. Om han forstod sin gamle ven bedre, det ville han ikke just sige. Det var måske ikke det mest storslåede, eller ærefulde erhverv, men kom ens eget barns glæde ikke over den slags. En dyb eftertænksom brummen lød fra ham, mens hans blik gled over Winchell. "Er du blevet tvunget til det? Gør det dig virkelig glad? Bliver du behandlet godt?" Spurgte han efter nøje overvejelser, om han helt formåede at holde sin tone sober vidste han ikke, men han prøvede oprigtigt at sætte sig ind i hvordan han ville have tænkt eller handlet, havde Winchell været hans eget barn. Hvordan han ville have reageret, havde hans egne børn kommet med et sådan ønske for livet. Det ville uden tvivl have været en stor mundfuld, og han måtte erkende at han nok ville have forsøgt at tale dem fra det, men kunne han virkelig dømme en mand for den slags, når hans egen rygrad havde svigtet ham. 

Det overraskede ikke Winchell, hvordan Sawyer tog oplysningen. Den store og ældre mand var nær ved at blive kvalt i øllet i halsen, inden dette til sidst blev slugt efterfulgt af et mindre hoste anfald. Den buttede mand - der på en måde kunne betegnes som en dreng endnu sammenlignet med Sawyer - sad blot tilbage en anelse akavet. Ikke over, hvad han havde sagt, men mere over Sawyers hosteanfald. Hvad kunne Winchell gøre udover at sidde lettere akavet tilbage? Derfor, for ikke at spilde sin tid ved bare at glo som en idiot, tog den buttede mand om sit eget krus for at drikke lidt øl. Uden at kvæle sig selv i det.
Endelig, efter Sawyer var tilbage, kiggede manden på Winchell. Indtil nu var deres øjenkontakt ikke oprettet efter Winchells fortælling, men nu var de låst sammen. Og hvor hans fars havde været fuld af afsky og had og morens med fortvivlelse og sorg, var Sawyers med intet af disse. Det var et blik af overraskelse. Og spørgsmålene efterfølgende lød mere bekymrende om Winchells ønsker til erhvervet og ikke hvorfor og hvorfor han ikke kunne have fundet andet. Derfor kunne Winchell ikke lade være med at ånde en anelse lettet ud sammen med et roligt smil. "Bare rolig, jeg har selv valgt det. Og jeg fortryder intet, Sawyer. Tak for din bekymring, men jeg overlever. Jeg arbejder jo ikke på gaden alene, ved gudernes nåde." afsluttede Winchell med et lille grin. Han kunne snildt fortælle om det første møde i Dianthos med en anden. Eller det første møde med en anden person. En mand, der havde fortalt Winchell, hvordan der var et marked for ham og hans former. Dét havde været starten på mandens karriere her i hovedstaden. Og det var en fandens god karriere for den buttede mand. Hans kunder var tilfredse, han var glad og pungen med krystaller var okay fyldt ud. Ikke overflydende med skinnende krystaller, men heller ikke skrabet til bunden. Ja, Winchell var glad. Han blev behandlet godt. Medmindre han og kunden ønskede lidt hårdhed - sårene og mærkerne forsvandt enten næste morgen eller et par dage efter jo.

Nyheden var bestemt meget at tage ind for den aldrende herre, men han forsøgte at have et åbent sind, han kendte trods alt den unge purk for mange år siden, og havde allerede dengang holdt af ham og hans søskende som var de hans egne unger. En dyb fuge opstod i hans pande, mens hans tænkte over realiteterne, for han forstod stadig ikke hvordan Falko vendte sin egen søn ryggen, måske det var fordi Sawyer havde mærket smerten i at miste alt han havde kært, at han tog nyheden om Winchells beskæftigelse så let, for han husker tydeligt sit eget møde med en prostitueret, hvor forkert han havde følt sig for at give efter for kødets lyst. Sawyer var af den gamle skole, intimitet var forbeholdt ægtefæller, han kunne ikke drømme om at gøre noget der kunne sværte hans egen eller en andens ære blot for et kødeligt behov. 

“Jeg ville have opgivet begge arme, blot for at vide hvordan mine børn ville have endt ud, jeg forstår ikke din fader, men det bringer mig ro at vide du har det godt og ikke er blevet tvunget til det...” kom det dæmpet fra ham, uden egentligt at tænke over den afsløring han kom med om sin egen fortid. I stedet tømte han kruset for det sidste øl, inden han gav tegn til krofatteren om at komme med 2 nye til dem. “Skulle du nogensinde få brug for noget, så bare led efter landets sureste smed, så skal du nok blive ledt i den rigtige retning...” tilbød han med en rolig stemme, for der var ingen tvivl om det var det hans ry var. En eneboer med er forfærdeligt temperament men utrolige smede evner. 

Det var altid et vendepunkt for kendskabet med Winchell. Point of no return. Han var ikke sit erhverv. Han var mere end den lystmand, han tjente krystaller på. Derfor var det heller ikke den første oplysning, der blev givet til alle - medmindre det var kunder, så fik de selvfølgelig enten hurtigt det at vide eller fandt ud af det naturligt. Alligevel skulle folk få det at vide. Det var normalt at snakke om ens erhverv og selvom de fleste ville prøve at skjule, hvis de arbejde som Winchell, så gjorde den buttede mand ikke dette. Han var ikke skamfuld. Dog vidste han, at nogen ikke kunne tage det. Mulige venskaber var blevet stoppet ved delingen af dette aspekt af Winchells liv.
Derfor kunne Winchell ikke andet end at smile taknemmeligt til Sawyers ord. "Hvad min fader og familie gør og synes om mig, kan jeg ikke styre. Jeg har lært ikke at være afhængig af dem." Og selvom det var en brav holdning og ærlig til en hvis grad, var der endnu en ulempe for Winchell. En af grundene til erhvervet var nærværet med en anden person. Det at være sammen med nogen ønskede Winchell inderligt og konstant, hvorfor han også udgjorde sin profession i sin fritid - selvfølgelig gratis.
Som der blev bestilt to nye øl, cementgjorde dette kun, hvad Winchell tænkte. Sawyer var ligeglad med hans erhverv. Om han var skøge, smed, lærer eller præst, så var Sawyer ligeglad. Lige nu var manden sammen med en yngre mand, han havde kendt helt fra barns ben. "Forhåbentlig er du ikke sur, når jeg ankommer til din forretning," Det kække smil og blink i øjet var atter tilbage i Winchell. Den velkendte charmør var fremme igen, dog ikke på den seksuelle måde. Bare den venlige. "Hvem ved, måske jeg engang får brug for noget af dit håndværk."

Sawyer kunne ikke holde sin dybe latter tilbage, da det kække smil og kommentar lød fra Winchell. For Sawyer kendte sig selv godt nok til at vide, at alle der trådte ind på hans grund, ofte blev mødt af megen irritation og vrede, de fleste under hele deres ophold, og enkle personer, kun til han indså hvem indtrængeren var. "Jeg kan ikke garantere du ikke bliver råbt af, men det glimt i dine øjne, skal nok mildne mit humør..!" Han næsten klukkede ordene ud imellem sin latter, inden han formåede at få sig selv under kontrol igen, med en dyb rømmen af halsen.

Kropigen, kom straks efter med deres nye krus med øl, og Sawyer var hurtig til at betale hende et par ekstra krystaller, mens et sjældent smil blev sendt til hende, og kropigen der tydeligvis kendte Sawyers ry, så mildest talt yderst chokeret ud, mens hun stod frosset til stedet og stirrede forvirret på det ansigtsudtryk han sendte hende, inden hun rystede det af sig, beklagede sit blik og hurtigt forsvandt væk med et forlegent blik. Sawyer selv, bemærkede ikke nogen af de følelser der havde spillet så tydeligt i hendes ansigt, han var gået hen og blevet en vaskeægte eneboer, der ikke ville kunne genkende de fleste udtryk, selv hvis han fik dem forklaret, ganske enkelt fordi han i så mange år, havde vendt sig til ikke at bemærke dem hos alle andre.

Et par gode store slurke af sin øl senere, vendte Sawyer interessen tilbage til den unge mand, på den anden side af bordet. "Hvis jeg kan hjælpe dig, så tøv ikke med at komme, min dør er åben, hvad end det måtte være.." svarede han mere afdæmpet, med en vis portion beskyttergen i sin tone og fremtoning. 

Mon Winchells liv ville have været vendt op og ned, hvis en mand som Sawyer var hans fader end Falko, hans rigtige far? For efter at have forklaret valget af profession havde Sawyer reageret nærmest modsat af, hvad den buttede mand forventede af sin fader. Jovist var det nok ikke den ældre mands første ønske for at afkom, men han virkede heller ikke til at afvise det komplet. Eller var Sawyer så åben over det, fordi Winchell næppe ikke var hans afkom? At det ikke påvirkede Sawyer, var han dermed også ligeglad. Tanken kunne dog ikke lade være med at strejfe ham. Ville Winchell være blevet i Norden, havde hans familie været mere forstående for hans divergens fra familiens normer? Måske. Intet godt kom ud af at leve i fantasier og uvirkelige scenarier. Sket var sket. Intet kunne ændre på dette jo.
"Så må jeg huske at have ekstra glimt i mine øjne jo." sagde Winchell og blinkede glimtende med det ene øje. Igen, den strålende charme var uden tvivl et biprodukt af erhvervet. Ingen ønskede selskab af en sur og muggen mand. Man skulle være åben, glad og ja, nærmest lysende. For de fleste kunder i hvert fald.

Som kropigen kom med to nye øl, kunne Winchell ikke lade være med at bide mærke i Sawyers reaktion ved hende. Og endnu mere hendes. Det var tydeligt, at han på en måde prøvede at flirte med hende. Måske det var ubevidst fra ham - for det var ikke den mest elegante måde, hvorfor kropigen nok også reagerede som hun gjorde.
Efter hun havde forladt dem, kunne Winchell dog ikke lade være med at fnise lidt. Nærmest som en lille skoledreng, der lige havde lært et nyt bandeord fra en af de ældre børn. "Du er vist ikke tit ude og samle kvinder op, kan jeg gætte mig til, Sawyer?"

Winchell fulgte Sawyer trop og tog nogle slurke af sin nye øl. Dog næppe lige så mange og lige så store som den ældre mand. Nogen af dem var tydeligvis mere erfaren i kunsten af at drikke øl hurtigt. Winchells drikkeri var oftest et maraton, ikke et sprint. "Det skal jeg skam nok holde dig op på, makker!" Selvom Winchells kaldeord var det af venskabelig natur, kunne en undertone af taknemmelig af en søn ikke lade være med at stritte frem. Bare en smule. Nu var det så lang tid siden, Winchell sidst havde haft en rigtig snak med en forælder. Han tog, hvad han kunne få. Bevidst eller ej.