Solen var så småt ved at stå op ude i horisonten, da Nianna slog øjne op til en ny dag. Hun lå en stund og bare lyttede til skovens dyr, som lige som hende var ved at vågne op til en ny dag. Smilet bredte sig om hendes læber, inden hun krøb ind til Orcus der stadig sov ved hendes side, hun gav ham et blidt kys på kinden, og nød varmen fra hans krop. Vinteren var langsomt på vej, og selvom de intet hus havde, lå de varmt og blødt i skindene. Om halsen bar hun den halskæde Orcus havde foræret hende, den hun kunne bruge til at tilkalde ham hvis hun nogensinde kom i vanskeligheder, hvad han dog mente med det, forstod hun nu stadig ikke helt, men tanken var sød og hun satte stor pris på den. 

Langsomt krøb hun ud fra skindenes varme, vejret var mildt men køligt og er øjeblik skuttede hun sig let, inden hendes krop tilpassede sig kulden. Hun trængte til et bad, og med dagen kun lige begyndt besluttede hun sig for at tage ned til søen for at bade, inden menneskene i byen vågnede fra deres døs. Hun listede forsigtigt afsted, for ikke at vække Orcus, mens hun åbnede den lille passage ud fra deres skjulte lysning og lukkede den omhyggeligt efter sig, så ingen kunne trænge ind. 

Skoven virkede så fredelig, der var ingen at se nogen steder udover en enkelt hjort der trissede forbi hende. De var så vant til hendes rolige væsen og tilstedeværelse at de ikke flygtede fra hende. Afslappet gik hun ned til søen, turen var ikke lang heldigvis, men da hun nåede derned spejdede hun alligevel omkring, for at sikre sig der ingen var før hun afklædte sig de gamle slidte klæder og lagde dem pænt i kanten sammen med halskæden, hun turde ikke risikere at hun tabte den ude i vandet, hvordan skulle hun nogensinde kunne fortælle Orcus at den var væk? 

Der lød et gisp fra hende, da hun trådte ud i det kolde vand, gåsehuden rejste sig overalt på hendes krop, hvilket fik hende til at springe ud i vandet, det var altid lettere end at gå derud for så fortrød hun bare. Hendes tænder klaprede let da først hun var helt dækket af vandet, men efter lidt tid vendte hun sig til det kølige vand og hun gav sig til at svømme lidt rundt, for svømning var nu en af de bedste måder at træne kroppen lidt på. Hun lagde slet ikke mærke til de to mænd der var dukket op i skovbrynet og stod og iagttog hende, før hun havde svømmet en del rundt og fået sig skyllet rigtigt godt, på vej ind til kanten så hun mændene og da hun fik øjenkontakt med dem, fløj hendes hånd pludselig op for at gribe om halskæden, uden at tænke over den faktisk lå lige hvor mændene stod. 

Frygten stod malet i hendes ansigt, hun var begyndt at fryse og skulle op fra vandet, men når de stod der?!? Hun sank en klump i halsen da de begyndte at tale til hende. “Kommer du ikke op fra vandet skat? Du fryser jo, vi skal nok varme dig op...” måden de sagde det på, måden de grinte på, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, mens hun rystede på hovedet. Hun skulle ikke op til dem, hun kendte dem ikke, og alt ved dem fik hendes alarmklokker til at ringe. Skulle hun råbe efter hjælp, håbe Orcus ville høre hende? “Orcus!” Hun forsøgte virkelig, men hun frøs, hendes tænder klaprede og frygten fik hendes stemme til kun at være en helt svag hvisken end ikke mændene kunne høre, hvilket kun fik dem til at grine endnu mere. Den ene puffede til den anden med albuen, inden de begyndte at nærme sig vandet og dermed også hende.

Hun svømmede alt hvad hun kunne til den ene side, for at slippe væk men de var hurtigere end hende, og hele tiden spærrede de vejen mens de kom ud imod hende. Fanget imellem de to, med en på hver siden forsøgte hun sig med flugten, hun kæmpede sig igennem vandet ind imod bredden, og nåede da også op af vandet men en stor hånd skubbede hende hårdt ned i jorden, hvor hun kun lige nåede at tage fra med den ene hånd før hendes ansigt nåede ned. “Nej stop!” Klynkede hun, inden hun gav sig til at kravle for at slippe væk. Mændene grinede af hendes ynkelig forsøg, og da hun mærkede manden gribe om hendes våde hår og rykke hende tilbage i det skar hun en grimasse af smerte og klynkede. Det føltes som om han havde rykket det hele af, fordi hun var så kold, minderne om englen der havde voldtaget hende, væltede frem i hendes sind og tårerne fik frit løb, men hun prøvede at kæmpe imod, slog ud efter dem efter bedste evne og sparkede med benene. “Sikke en vildkat vi har fanget os her... Lig stille skøge og måske du får lov at leve....” skældte den ene, inden hun mærkede en flad hånd blive slået imod hendes kind. Smerten skød op i hendes ansigt og den lille krop trak sig sammen for at beskytte imod andre slag fra dem, mens det dunkede i hele hendes hoved. 

Abrahams rejse var nået tilbage til det sted han sidst havde set Nianna. Han havde købt flere ting ind som han var sikker på, at hun ikke havde smagt før, blandt andet ingredienser til at kunne lave en lækker stuvning og selvfølgelig, meget mere brød. Hvorfor han ønskede at gøre så meget for den unge kvinde, vidste han ikke helt, for han var egentlig kommet til den konklusion, at han havde tilbagebetalt hende for sin ugerning. Han havde rådet bod. Men alligevel var han her nu.

Bortset fra at han ikke kunne høre hende derinde bag krattet. Til gengæld kunne hans sanser sagtens opfange hende et andet sted end her, så han stillede rygsækken fra sig op af krattet før han fulgte sit spor. Da han nåede til en sø og så hvordan to mænd havde fat i en nøgen kvinde, havde han intet behov for at finde ud af hvem det var. Hendes klynk var let genkendeligt. Og hun var nøgen. Og to mænd var over hende. Han blev omgående mere og mere rasende, som han sneg sig op bag den. Den første hev han fat i, og slyngede væk med en sådan sidevind at manden væltede i græsset. Uniformerne var også let genkendelige.

"Dit ækle lille svin!" snerrede han rasende at den tilbageblevne. Krigeren, der stadig var over Nianna gav et mindre udbrud fra sig som det føltes som om at nogen gav ham et ordentligt rap over baghovedet. Abraham hev også fat i denne mand og trak ham af Nianna blev en lyd af vrede over sine læber. Uden tøven nikkede han manden en solid skalle. Men den anden kriger var nu over ham, gribende fat i hans arme i et forsøg på at holde ham fast for krigeren, hvis næse nu blødte. "Kom væk herfra, Nianna!" udbrød Abraham højlydt nok til at hun kunne høre det. Så måtte han jo bare tage sig af disse fæle mænd.

Lammet af frygt, lå Nianna helt sammenkrøllet i vandkanten, men hun hørte der kom en anden til, skulle hun se hvem det var? Om det var endnu en fjende eller måske en ven? Men hvem skulle have hørt hende, hendes stemme havde været så svag, men en arrig snerren, fik hende alligevel til at spidse øre, for der var noget genkendeligt ved den, hun var sikker på hun havde hørt stemmen før, men hvor henne? Mindet var svagt, men det var der. Med tårerfyldte øjne, vendte hun ansigtet lidt op imod det kæmpende mænd, de to ansigter genkendte hun som mændene, men det 3. den nytilkommende. Abraham! Lettelsen skyllede ind over hende, men da hun så dem slås mærkede hun frygten pulsere hårdere, det så så voldsomt ud! Blodet, skaderne, Abrahams knurren og snerren, kulden der fik hele hendes krop til at skælve. Endnu en gang lå hun forsvarsløs, var hun dog virkelig så ynkelig? 

Da han gav sig til at kommandere med hende, spærrede hun øjne op. Løb! Hun burde lytte, rejse sig og løbe, men hendes krop ville ikke lystre, hun lå helt sammenkrøllet på jorden, paralyseret af det hele, minderne fra hendes voldtægt, alle hendes muskler i kroppen nægtede at samarbejde med hende, hendes tanker var over det hele. Tårerne væltede ustoppeligt ned og slørede hendes syn, men til sidst fandt hun evnen til at bevæge sig, alt dirrede og det gik langsomt men hun kom lidt op før hun kravlede imod sine ting, væk fra tumulten.

Bedst som hun følte sig sikker, kun lige iklædt sin overdel, kom den ene imod hende. Skræmt fra vid og sans spærrede hun øjne op, fuldkommen handlingslammet. “Abra....” Hun nåede ikke at sige mere før manden kastede sig over hende og tvang hende ned på ryggen. Panisk greb hun fat omkring hans ansigt med hænderne, alle følelser og minder, alt det frygtelige der var sket hende, al smerten og frygten, alt hun nogensinde havde følt og set, blev manden udsat for i en ren chok bølge da hendes evne aktiverede sig selv for at forsvare hende. Hun anede ikke hvad hun havde gjort, før manden faldt skrigende sammen ved siden af hende, mens han vred sig på jorden, som om hun havde ristet hans hjerne med alle følelser og minder. Hun stirrede skrækslagen på ham, og med dirrende hænder gav hun sig til at slå på ham med åbne hænder, sølle slag der aldrig ville kunne skade selv en mus, men hun gjorde det alligevel, manden derimod skreg af alt det psykiske hun havde udsat hans hjerne for.

Det var ret svært at komme ud af krigerens greb, for han var stærk, og da den anden så at der var "styr" på det, valgte han at gå mod Nianna mens Abraham hev og sled for at komme fri så han kunne hjælpe hende. Men det hjalp ikke. Han var fanget med denne mand indtil han kom fri og alt han kunne gøre var, at se til som krigeren med den blødende næse kastede sig over Nianna og skulle til at gøre hvem ved hvad ved hende. Indtil manden begyndte at skrige højlydt. Det var ikke helt til at forstå, men det var magi sjældent. Og Abraham antog meget hurtigt at det var dét, der var i gære. Han bed hårdt ned i den arm der holdt ham fast, hvilket fik krigeren til at hyle op i smerte.

Men det klarede jobbet. Abraham var fri og hans første reaktion var, at vende sig og løbe mod Nianna og den skrigende kriger som hun slog på med flade hænder. For Abraham tænkte sig i dette øjeblik overhovedet ikke om. Ikke før han mærkede en dyb smerte tværs over ryggen. Da han snublede fremad og derefter vendte sig lettere forskrækket om stod krigeren fra før med sit sværd trukket, blod dryppende fra det. Og Abraham havde ingen idé om, hvor slemt det var. Den voldsomme smerte ned over hans ryg fortalte ham nok til at han vidste at det i hvert fald var.... Slemt.

Med en dyb snerren, trak han sin kniv og kastede sig på ny mod krigeren, vreden boblende i hans sind, nær ukontrolleret. Han var rasende! Men det betød desværre også, at selvom han i sidste ende formåede at bore sin kniv ind i struben på krigeren, så havde krigeren og skabt et dybt sår i hans side. Det blødte kraftigt derfra som Abraham kom snublende på benene igen. Han måtte nærmest slæbe sig selv hen til Nianna, hvor han faldt på knæ ved siden af den sidste krigere, som han hurtigt fik trukket væk fra hende med endnu en vred snerren. "Forbistrede nar!" det kom ud som en knurren og et blåt mærke dukkede op på krigerens kind ud af det blå. "Ækle, klamme gespenst!" endnu et blåt mærke formede sig, denne gang ved krigerens tinding. Da Abraham fyrede en knyttet næve ned i hans ansigt, stoppede han med at skrige. Og med at bevæge sig. Krigeren var afgjort bevidstløs som Abraham stirrede ned på ham med hvad der bedst kunne beskrives som mord i sit blik.

Nianna, der stadig lå på jorden i søens bred, så på Abraham med frygt i blikket. Hans øjne, de skræmte hende, hun kendte ham jo ikke særlig godt, og han havde jo en gang forsøgt at skade hende, dog i sin varulve form ved fuldmånen, men stadig. Handlingslammet, stirrede hun frem og tilbage imellem den skrigende mand, stadig ikke klar over hvad hun havde gjort ved sin angriber. “A.. Abraham....” Hendes stemme var spinkel, frygtfyldt og vagtsom, idet hun prøvede at række ud efter hans hånd, bange for han ville angribe hende, hvis ikke hun tog det helt forsigtigt, for han virkede helt oppe og køre. 

Hun kun lige strøg fingerspidserne over hans hånd, inden hun trak den til sig igen hurtigt og knugede hånden ind imod brystet. Hun havde kun nået at få dækket sin overkrop, hvilket fik hende til at trække sig helt sammen, for at skjule sig selv, eller egentligt bare for at gøre sig selv mindst muligt og beskytte kroppen, hvis han angreb. 

Hendes øjne var store, våde og tårerne løb frit ned over hendes kinder uden gråd at høre. Hvorfor var hun så uheldig? Hun skulle være blevet i lysningen sammen med Orcus. Tanken om ham, fik hende mindet om halskæden, den hun havde manglet før da mændene kom, og hurtigt greb hun om den, for at tage den på i al hast, hun turde aldrig tage den af igen, der skete ting når hun gjorde det.

Abraham skævede mod Nianna da han hørte hendes stemme, men i adrenalinen og vreden havde han svært ved at fokusere. Hans blik vendte tilbage til krigeren. Han havde mest af alt lyst til at dræbe manden for den ugerning, han havde gjort. Men da en hånd strøg sig henover hans meget kort, vendte hans blik igen mod Nianna. Han så frygten i hendes øjne og blev mentalt taget tilbage til hele grunden til at han var herude. Bange øjne på ham, hans vrede altopslugende. Hadefulde ord. Blod og smerte. Hans skyld. Abrahams vrede ebbede hurtigt ud af ham, erstattet med knusende følelse af selvforagt. Han havde tabt besindelsen. Igen.

Det tog al hans vilje at komme ud af hans egen skal for at fokusere på Nianna, som han lige nu ikke turde røre, af frygt for at hun bare blev endnu mere bange for ham. "Dine bukser..." mumlede han lavt. Han fik hurtigt fat i dem og rakte dem til hende før et jag af smerte gik gennem ham.
"Pis.." farven begyndte at forsvinde fra hans ansigt, lidt i samme tempo som blodet løb ud af siden og ryggen på ham. Hans blik ufokuseret og havde det ikke været fordi han allerede sad ned, var han bestemt røget på røven for længst. "Det var ikke min mening at skræmme dig.. Eh.. Er du okay?" det var det dummeste spørgsmål nogensinde, følte han, men han havde ikke fokus til at pakke sine ord ind eller stille de kloge spørgsmål. Hans hånd fandt frem til såret i siden og da han kiggede på hånden var den allerede smurt ind i blod.

Nianna havde følelsen af hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, hvor det bankede på livet løs. Hun sank nervøst den klump hun havde i halsen, da Abraham vendte blikket imod hende. Hun kunne nærmest mærke verden pulser i ham, og det fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Hun vidste ikke om han kunne skifte form, på andre tider end ved fuldmånen, og lige nu var hun oprigtigt bange for at han var tæt på en forvandling, men det var som om hendes berøring havde nået ham, men hun vidste ikke om det udtryk han fik, var spor bedre end vreden. Det var som om vreden pludselig var vendt imod ham selv. 

Hun blev dog lettet, da han var så sød at række hende bukserne, og hurtigere end nogensinde før, fik hun trukket dem på og rettet tøjet til. Hendes angribere, så hun kun ud af øjenkrogen, tage benene på nakken, selvom hun stadig ikke helt forstod, hvorfor hendes sidste angriber havde skreget sådan, indtil det slog hende, at han havde rørt hende, hud imod hud. Det gik op for hende, præcis hvad der var sket, hun havde bombarderet hans sind og alle hans sanser. "Ta...." Hun nåede ikke at færdiggøre sin tak, da hun blev afbrudt af ordet pis. Hun rynkede først på panden, indtil hun så han var såret, og blodet flød fra såret. Forfærdet gispede hun, inden hendes hånd fløj op til hendes mund. Hun måtte tænke, og tænke hurtigt. Derhjemme havde hun alt hun skulle bruge til at hjælpe ham, men var hun hurtig nok? "Om... om jeg er okay?" spurgte hun et øjeblik helt forvirret, inden et svagt smil tittede frem på hendes læber og hun svagt rystede på hovedet af ham. "Takket været dig, så er jeg.. Men dit sår.." Hun stoppede stille op, mens hendes blik gled over såret, inden hun nærmede sig forsigtigt, nærmest kravlende i sandet. Hun satte sig på hug ved hans side og betragtede indgående såret, for at finde ud af hvad hun skulle bruge hjemmefra.

//Lukker denne tråd grundet for lang tids inaktivitet fra min side. Jeg beklager <3