Dato: Fredag den 30. November 2020

Tidspunkt: Formiddag

Sted: Nordvejen

Vejr: Regnfuldt og blæsende

------------------------------------------------------------------------------

"Nej. Jeg ønsker dig intet ondt. Jeg ønsker blot noget mad, og så vil jeg fortsætte videre," forklarede hun med et noget lusket grin. Denne mand virkede dog ikke til at læse hende særlig godt. Muligvis på grund af hendes øgletræk. Det var der mange, som havde svært ved at læse.

"Vent her." Med de ord humpede han ind på gårdspladsen, og forsvandt ind i hovedhuset.

Det var en mulighed, at han hentede mad til hende, men også at han hentede sine venner og de ville gå løs på hende. Og eftersom hun var for træt til at teleportere, så ville hun være på den. Godt hun stadigvæk havde sit lammende bid. Det løb hun heldigvis aldrig tør for.

Så kom han ud igen, men han havde ikke noget mad med sig. Han havde dog proppet sit sværd i bæltet nu, og virkede ikke længere truende i sin kropsholdning. Han strøg sit halvlange blonde hår tilbage i en hestehale, og satte det op, så det ikke var i hans ansigt. Så kneb han øjnene sammen, og så på hende.

"Hvis du vil have noget, så følg med," sagde han og gik tilbage mod hovedhuset.

Kethask fulgte efter ham ind i huset, og så sig om, da hun var kommet derind. Der var ikke meget derinde, men hvad kunne man også forvente af et bondehus? Ejet af en bondeknold? Ikke ret meget, skulle hun være helt ærlig. Hun satte sig på den nærmeste stol, og skævede til manden. Han virkede ikke just venskabelig overfor hende, men han var hensynsfuld overfor sine medmennesker, og virkede til at have viljestyrke, nu hvor han havde besluttet sig for, at hun ikke var farlig.

"Jeg kan tilbyde dig en byttehandel, hvis du vil," sagde hun så, og begyndte at rode i inderlommerne på sin lange frakke.

"Med hvad?" brummede han, som troede han ikke, at hun havde noget brugbart. Men han ville blive overrasket!

"Jeg er eliksirmagerske, forstår De. Kethask Urqouce," præsenterede hun sig roligt som, og smilede til ham igen - det lignede dog mere at hun blottede tænderne af ham.

"Uh huh," var det eneste han sagde, før han satte en skål med nødder og bær foran hende.

Hun rynkede på næsen af dette tilbud, for hun var en øgle. Hun spiste kød, ikke den slags do-gooder-natur-halløj. Det var ikke hendes stil. Men hun kunne ikke ligefrem bede om andet. Hun var ikke i en position, hvor hun kunne kræve. Desuden havde manden næppe andet, og selv Kethask ville få dårlig samvittighed over at bede manden slagte et dyr for hendes skyld.

Så satte han sig ned overfor hende, og rakte en hånd frem.

"Morgan Havener," sagde han og kløede sig i de blonde stubbe. Det var dårligt et skæg endnu, men det var jo ikke ligefrem en voksen mand hun stod overfor. Snarere en knægt.

"Godt at møde Dem Mr. Havener," svarede hun og gav hans hånd et eftertrykkeligt klem. Så blev hun nysgerrig og spurgte: "De ejer gården her, ja?"

"Nej. Det er mine forældres gård. Men de er på marked i Dianthos, så jeg beskytter gården imens," svarede han bryskt, og rettede på sværdet, som endnu sad i hans bælte.

"Så De hjælper normalt til på gården?" Hun lagde hovedet på skrå, og pustede kraven om hendes hals op, for at holde på varmen. Så vippede hun lidt med de hudfolder, som lignede ører, selvom ørene var huller ind på siderne af hendes hoved.

"Nej. Jeg erhverver mig som snigmorder," forklarede han så tørt, at hun ikke kunne lade vær med at grine af ham. En snigmorder med klumpfod? Den var i sandhed ny!

"Nej, virkelig. Hvad er Deres arbejde?" spurgte hun, da hun var færdig med at grine af hans svar.

Han svarede ikke, men rejste sig op, og gik hen til ildstedet. Det var ikke tændt. Så holdt han hånden hen over kedlen, og den begyndte langsomt at ryste. Han havde åbenbart magiske evner, som gjorde ham i stand til at varme vand op uden ild. Nu hun tænkte over det, så var der også behageligt varmt i denne bygning, selvom den så både utæt og kold ud udefra. Måske han også havde en finger med i det spil?

"Så De er virkelig snigmorder..." mumlede hun mest af alt til sig selv, selvom hun stadigvæk ha vde svært ved at forstå det. Det gav vitterligt ingen mening.

"Ja," kom det bryskt fra ham. "Og jeg er dygtig til det, så prøv ikke på noget!" truede han, mens han tog kedlen over til bordet, og hældte dets indhold over i to krus. Det lugtede umiddelbart som urtete.

"Det kunne jeg ikke drømme om Mr. Havener," svarede hun nærmest slesk i sit tonefald, og tog en tår af koppen. Det var ikke en dårlig te, selvom hun hellere ville have haft vin. Men det var selvfølgelig ikke noget en bondeknold havde i sit hjem. Også selvom denne bondeknold åbenbart var snigmorder. Alligevel kunne hun ikke dy sig: "Har De ikke noget kød? Bær og nødder gør ikke ret meget for min appetit, ser De."

Manden, Morgan, så underligt på hende, før han satte sig ned overfor hende. Det måtte være et 'nej' så, tænkte hun og rystede tanken af sig. Det var egentlig også fair nok.

"Jeg er faktisk så dygtig, at jeg engang har slået nogen ihjel med denne ske." Han hev en ske op af lommen, og smed den på bordet foran hende. Den var plettet med indtørret blod, og så var den vind og skæv.

"Virkelig?" spurgte hun noget overrasket, og smilede skælmsk.

"Virkelig," svarede han med et nik mod skeen.

Ærlig talt, så troede Kethask ham ikke rigtig. Det gav ikke mening at slå nogen ihjel med en ske. Særligt ikke, når man havde et udemærket tohåndssværd. Hvorfor så i alverden bruge en ske? Det gav bare nada mening.

Hun rystede på hovedet og fortsatte med at tale: "Men virkelig. Noget kød ville gøre meget gavn. Jeg kan give dig eliksirer til gengæld."

"Ha!" lo han, før han vredt hævede sit sværd og pegede mod døren: "Ud! Nu!"

Det var åbenbart en større fornærmelse at bede om kød i dette hus. Hun rystede på hovedet, men rejste sig langsomt. Hun havde trods alt ikke rigtig nogen våben, og hun kunne stadigvæk ikke teleportere.

"Det skal være nu!" råbte han vredt. Måske han var vegetar, siden dette var hans reaktion?

Hun gik mod døren, da noget kom flyvende mod hendes hoved. Men hun nåede at dukke sig, og kedlen med kogende vand ramte hoveddøren, som hun næsten lige var kommet ind af. Det fik hende til at smile, men da noget eksploderede lige ved siden af hendes hoved, så fik hun fart på. Morgan kunne åbenbart også få ting til at eksplodere. Skræmmende!

Hun løb ud af hovedhuset, og ned af vejen, for han jagtede hende med ting som eksploderede lige bag hende. Hurtigt opdagede hun, at han kastede skeer efter hende, som han fik til at eksplodere. Det her var altså bare for mærkeligt! Og da hun endelig var kommet væk fra ham, så var hun næsten i Dianthos. Utroligt at en halt mand kunne løbe så stærkt!