Så var dagen endelig oprandt! Det havde været ca. en måned siden, Valtor havde takket ja til Greve Sinnetts forslag om at ægte hans datter, Laurenne. Der havde ikke været mange detaljer for Valtor at bekymre sig om; Greven havde taget sig af det meste. Valtor havde været inde over et par af detaljerne, men det var ikke ligefrem noget voldsomt. Ikke at han ville have haft noget imod at planlægge noget mere selv, men det virkede ærligt til, at Greven var lidt ivrig efter at få sin datter afsat, hvilket egentlig nok ikke var helt ved siden af.

Det var heller ikke uden grund, at førnævnte havde placeret sig tæt på Isaris alter i slottets tempelsal denne sene eftermiddag, hvor første del af ceremonien fandt sted. Det var nærmest som om, Greven ville være sikker på, vielsen blev fuldført uden afbrydelser, hvilket næppe kunne komme bag på de fleste gæster. Rygterne svirrede trods alt stadig om, hvordan Laurenne føjtede omkring, og at hun havde det med at sprede ben for Zaladin og hver mand. Det var dog også almindelig kendt, at Valtor ikke var bedre. Det var derfor heller ikke uden en let summen fra de mange gæster, at ceremonien startede.

Valtors påklædning var i og for sig ret simpel; inderst på torsoen, var han iklædt en kridhvid skjorte. Udover denne havde han en mørkeblå vest og til sidst en lang, brun frakke med brede og store ombuk, der afslørede den sorte farve på indersiden sammen med manchetter og pyntebånd i guld. Udover dette var han ankommet iført kappe, der dog var blevet lagt, lige inden ceremonien startede. Prikken over i'et - foruden de mange guld- og sølvbroderier på tøjet - var en kridhvid halsklud, der dækkede den blege hals.
Benene var dækket af et par forholdsvis løse, brune bukser, der ellers stod i stærk kontrast til hans normale forkærlighed for stramtsiddende tøj. Bukserne var akkompagneret af et par sorte støvler med tilsvarende bredt ombuk, der sluttede midt på læggene.

Isaripræsten sluttede sin prædiken og afsluttede ceremonien med den sidste symbolske handling. Valtor og Laurenne var nu officielt Greve og Grevinde Heina. Greve Sinnett trådte nu frem og rømmede sig højlydt, og der faldt en imponerende stilhed over befolkningen; man ville tydeligt kunne høre, hvis en af Valtors manchetknapper røg løs og landede på gulvet.
"Kære gæster. Tak fordi I ville deltage i denne ceremoni. Hvis I ønsker at fortsætte med at deltage, skal I være velkommen ovre i balsalen, hvor der vil være både mad og drikkelse, samt levende musik" sagde han og lavede en gestus mod tempelsalens udgang, inden han selv tog føringen som den første til at gå.

Ovre i balsalen, ville der være opstillet et bord med flere forskellige retter. Tjenere rendte rund med både øl, vin og mjød til den store guldmedalje, og det var ganske tydeligt, at der ikke var sparet på noget. Langs den ene væg var et podie blevet samlet, hvor et orkester spillede. Valtor og Laurenne blev placeret midt i det hele, så der var rig mulighed for at lykønske dem. Allerede nu havde Valtor smidt den lange frakke. Den var virkelig upraktisk, når man sådan skulle fraternisere med andre.

//PRAKTISK INFO
Alle adelige er inviterede. Andre der menes at have en god grund til at være til stede, vil også være inviterede. Hvis du er i tvivl om din karakter burde være til stede, er du velkommen til at sende en PM til enten Vuze eller Karen.
Al vold og åbenlyst tyveri/lovbrud vil blive stoppet øjeblikkeligt, og personerne smidt i fængsel.

Der kan laves reaktioner til tråden her, til at tilkendegive din karakters deltagelse, og derudover er folk velkomne til at oprette tråde ved siden af! Hyg jer!//

Den store dag! En dag som mange kvinder bruge en stor del af deres liv på at se frem til. Dette gjorde sig dog ikke gældende for Laurenne, som i stedet havde brugt en god del af sit liv på netop at undgå denne dag. Det var da heller ikke fordi, at hun ikke havde prøvet denne gang, men en måned var ikke lang tid, og Valtor havde vist sig at være en irriterende vedholdende mand. Hun havde gjort sit bedste for at være utiltalende, irriterende, fraværende, på tværs.. Men lige lidt havde det hjulpet, og nu så det ud til, at det var for sent. Det virkede fuldkommen urealistisk, at i dag var dagen, hvor hun mistede sin frihed, i dag var dagen, hvor hun skulle giftes.

En god del af morgenen var gået med skænderier med hendes far, det var jo trods alt ikke for sent for ham at skifte mening. Selvfølgelig havde der dog ikke været nogen medlidenhed at hente, og til sidst var han stormet ud af hendes værelse, efterladende hende med noget, som føltes som en mindre hær af tjenere og påklæderske, samt to vagter udenfor døren, for han kendte sin datter godt nok til at vide, at hun ville stikke af, hvis hun fik muligheden.
Under normale omstændigheder ville Laurenne nyde at kunne placere sig foran et spejl og lade andre arbejde på, at hun blev så smuk som overhovedet muligt, men i dag føltes det mere som om at spejlet gjorde grin med hende, og selv tjenerne virkede til at være mere hårdhændede, som de arbejdede på at gøre hende klar. 

Langt om længe kunne turen gå mod templet og det, som mere eller mindre føltes som hendes undergang. Det var egentlig en skam, for havde det været alle andre begivenheder end hendes eget bryllup, ville hun have været henrykt over sit udseende. Den fyldige mørkeblå kjole med sølvbrokaderne havde taget mange timer at lave, og selvom udskæringen var højere, end hun normalt ville foretrække, gjorde korsettet sit for at hendes krop blev udstillet så nydeligt, som det nu var meningen, hendes kommende ægtemand skulle jo helst ikke blive skuffet. Håret ville hun normalt have betegnet som et kunststykke i sig selv, sat op med adskillige små hårsmykker, men det eneste hun kunne tænke på var, hvor lang tid det ville tage når tøjet skulle af og håret tages ned.

Under vielsen gjorde hun sit bedste for at smile, eller som minimum ikke ligne, at hun lige havde set noget ganske ækelt, hun havde trods alt stadig et navn og rygte, som skulle opretholdes. Når hun var sikker på, at alles opmærksomhed var rettet andetssteds hen, ville man dog kunne se den tristhed, som mere og mere dominerede hendes indre. Måske kunne hun snyde folk, som ikke kendte hende, men det ville næppe være svært at gætte, at det her var en brud, som langt fra var så lykkelig, som man ellers kunne forvente.

Efter vielsen turde hun ånde nogenlunde lettet op, det sværeste på dagen var overstået, nu kunne hun da om ikke andet dulme sine sorger i vin. Selvom de var placeret i midten af balsalen og stadig genstand for folks opmærksomhed, havde hun dog også et håb om, at det ville være muligt for hende at stikke af, om ikke andet bare for en kort stund, så hun kunne få et øjeblik til for alvor at bearbejde, at hun nu var en gift kvinde.

Åh sikke en skam.
Nyheden havde spredt sig hurtigt rundt i de adelige kredse om giftermålet af Sinnett datteren, Laurenne til en anden greve som for Naamah ikke var videre kendt. Selvfølgelig, når han heller ikke gik op i de adelige kredse, deres navne og hvad end de lystede at gå op i af storsnuethed, kunne han heller ikke vide noget så uinteressant. Andet end nyhederne fortalte ham at mandens navn var Valtor.
Nogen, hvis ikke alle, ville kalde det yderst upassende at Naamah, i sit alias som Bernard Reier dukkede op til en sådan festlighed, taget hans knap så skjulte fortid med Laurenne Sinnett i betragtning. Flere øjenvidner havde overværet dem gå fra festligheder sammen og det skulle ikke undre ham det fjerneste hvis flere vidner havde hørt dem. Men ak, han var i området, og der kunne jo snige sig en sidste fornøjelse ind hvis han fik chancen for at finde hende. Brylluppet var først fuldendt nogen sengens fine fjedring var blevet afprøvet.

Det grænsede sig nærmest til sørgeligt. Laurenne var en udmærket skuespiller, men hele hendes natur emmede af at hun ikke havde spor lyst til noget af det som foregik ved alteret i dette sekund. Naamah ignorerede menneskene ved siden af sig, der ikke havde et problem med at udleve lidt af deres lyster i fuld offentlighed. Den ene af dems indre lyst til at smile skadefro havde tydeligt plantet sig i hele hendes ansigtstræk.

Naamah brugte festlighederne på at nyde af den frit fremstillede mad og drikke som ikke var blevet sparet på i dagens anledning. Han smilede charmerende til en ung adelspige som gik forbi ham, og begyndte at rødme noget så kraftigt. Skulle man? Vinen blev løftet op til hans læber som blikket drejede rundt og landede tilbage på den skønne brud.
Åh sikke en skam.

Valtor havde helt som forventet holdt ord. Allerede inden seglet var blevet brudt, havde Aqeela vidst hvad brevets indhold var; en invitation til det bryllup der skulle stå mellem ham og Laurenne Sinnett.
En der ikke var født højbårne til et arrangement som dette, kunne hurtigt gå galt, havde det ikke været fordi den solkyssede kvinde ikke havde haft det ophav som hun havde.
Det var med nysgerrige øjne elverblandingen havde betragtet bruden. Nysgerrige øjne sugede alle detaljer af den unge kvinde ind. Intet fik lov til at gå de to glinsende små sole forbi. Den mørkeblå kjole, de kunstfærdigt opsatte gyldne lokker, men særligt hendes ansigt blev studeret. Hun var i sandhed en fryd for øjet. Så snart bruden var set an, flyttede opmærksomheden sig til den person hvem elveren i virkeligheden deltog i festlighederne for, Valtor. Gennem den resterende vielse flyttede blikket sig sjældent fra hans skikkelse, noget modsat hvor mange af de andre deltagers blik hvilede.

Ikke en finger var at sætte på hverken bordherren elveren havde fået æren af under middagen. En middag hvor der var så rigeligt mad og drikke, at hun havde måtte vægte og veje hvilket retter, der virkede tiltalende og velduftende. Ind imellem samtalerne blev stjålne blikke kastet mod de nygifte, men aldrig med skyggen af jalousi i sig. Snare med udkig efter en mulighed til at fange gommen på tomandshånd.