Efter at have løbet for sit liv, efter at have haft møde med Kragerne var Amy blevet bedt om at tage hen til Fantomtårnet, for at dræbe kvinden der var ude efter hende og halvdæmonen, som allerede på kort tid betød noget for hende. Nogle af medlemmerne fra Kragerne havde nævnt, at kvinden var efter hende, og Tanto. Men Amy var i et strålende humør, lige et humør til at dræbe den kvinde. Men hun vidste dog ikke detaljer omkring kvinden, ikke særlig mange. Kun de ting Jason havde nævnt, og de andre ting nogle af de andre medlemmer havde nævnt for hende, men hun var forberedt som altid. Havde ben hylsteret på igen, hvor knivene var i som altid. De sorte tætsiddende bukser, og den grå tætsiddende trøje, og som altid havde hun ingen jakke på eller andet. Men vejret var okay, selvom det var lidt koldt, så var det ikke så slemt i hendes øjne. Gående igennem skoven, var hun på vej hen til Fantomtårnet, hvor hun havde fået at vide at kvinden ville være. 

Så hun satsede på at kunne overraskede hende, for at dræbe den frygtelige kvinde. Kvinden hvis navn hun ikke engang kunne huske, for havde hun enlig nogensinde et navn at vide? Amy var ikke sikker, og hun nåede hen til tårnet, lagde hovedet lidt bagover, for at lade hendes grønne øjne betragte det interessante tårn. Aldrig før havde hun været her, men stedet virkede fint nok, nu skulle hun bare gøre klar til et bagangreb på kvinden. Hun greb fat i en af knivene i ben hylsteret, og listede op ad trappen. Da hun nåede de sidste trin, rullede hun hen ad gulvet, i et ganske udmærket rullefald. Siddende på det ene knæ, løftede hun kniven op foran sig, klar til at angribe. Men kvinden var der ikke, og det var underligt og hun rejste sig op. Tænkte lidt som hendes blik gled lidt rundt, passede det ikke med kvinden skulle være her, eller var det mon en fælde. Hun vidste der var et eller andet galt, og derfor var hun også på vagt. Sørgede for at holde øjnene åbne, imens hun vendte lidt rundt, så hun kunne se sig omkring. Tjekkede et hvert hjørne men der var ikke nogen at få øje på. Måske det var spild af tid, at tage herud, så hun sukkede og begyndte at gå ned ad trapperne igen. 

Tog et kig rundt i skovens omgivelser, men som hun pludselig skulle til at putte kniven tilbage i ben hylsteret mærkede hun noget hårdt imod sig. Et hårdt skub fra noget bagved hende, som fik hende til at ramme det nærmeste træ"Hvad i!"nåede hun at råbe, imens hun prøvede at opfange, hvad der lige var sket. Men den lyse, halvt spydige stemme var ikke til at tage fejl af. Det var kvinden, og Amy skulle til at løfte kniven op men var ikke hurtig nok. Så kniven ramte hårdt ind i hendes bryst, så hun knækkede sammen. Stod foroverbøjet, og trak kniven ud, for derefter at holde en hånd hen over brystet"Hvis du ønsker mig død, burde du så ikke ramme mit hjerte"lød det flabet fra hende, som hun spyttede kvinden i ansigtet. Hånden holdte hun fortsat hen over det blødende hul fra kniven. Der dryppede blod fra brystet, og Amy var i smerter, men hun stod overraskende nok stædig oprejst og kiggede på kvinden.

"Tåbe...At komme alene herud, en Krage færdes da ikke alene, eller er jeg gået glip af noget"sagde kvinden spydigt, og hånligt imens hun var gået tættere på Amy. Det virkede som om kvinden betragtede kniven, og pludselig rev den ud ad Amy's hånd, for derefter at løfte hendes hoved op, og sendte hende et lusket og tilfreds smil"Jeg er ude efter den halvdæmon du ikke kunne dræbe...Jeg mener hvor svært kan det være"sagde hun med fortsat hånligt, og kynisk stemme, hvorefter hun lod kniven skære ned langst Amy's højre kind. Af instinkt og med smerter, sparkede hun kvinden væk fra sig, og kunne nu stå med blod fra brystet der dryppede, og gjorde ondt, og smerter samt blod fra kinden. Det værste var dog brystet, for kinden så hun bare som noget hun før havde oplevet. Kræfterne blev nærmest hurtigt brugt, og hun havde ikke engang gjort noget. Hun lod sig glide ned ad træet hun var blevet skubbet ind i, og lagde hovedet bagover"Du ved godt, jeg ikke giver op ikk"lød det selvsikkert fra Amy, hvorefter hun puttede et bredt smil frem på ansigtet. Kniven havde kniven, men Amy, havde flere men hun kunne ingenting, hun blødte alt for meget, mistede meget blod allerede. Smerterne tog over, og hun følte det var ude med hende, selvom hun ikke ville indrømme det. 

Det var lang tid siden, at Tanto havde haft natten med Amy. Men selvom der var gået lang tid, kunne halvdæmonen stadig huske det hele til hver detalje. Hvordan Amy smagte flere steder på hendes krop. Hvordan hun føltes presset mod hans. Hvordan hendes bryster passede til hans hænder. Hvordan hendes indre føltes. Tanto kunne huske alt dette. Dengang havde han troet, det var en gave, at han kunne huske det i detaljer, men nu havde han lært, at dette var en forbandelse. At huske den bedste nat i ens liv uden nogen midler til at kunne prøve at opnå den igen. Det var i sandhed en forbandelse. Dog havde Amy og deres nat sammen ikke været konstant i Tantos nætter. Faktisk tænkte han ikke meget på hende i dagstimerne. Der var tankerne alle andre steder. Det var om natten, når Tanto skulle sove, at mindet kunne frembringe sig i sindet. I selskab med kun sine tanker fløj de nemt hen på selskabet med Amy. Og det stod i stor kontrast med det ensomme selskab, Tanto normalt var en del af.

Vandrende igennem skoven nær Tusmørkebjergene takket været et overforbrug af dæmonsværdets dans var Tanto på vej hen til næste by, hvor en dusør forhåbentlig kunne findes. Dog var der langt derhen, så halvdæmonen så nok frem til at nat under den åbne nattehimmel i skoven. Heldigvis ville han ikke være alene der. Skovens lyde af liv ville holde ham med selskab. Det var ingen Amy, men det var bedre end stilhed.
Iført mørke klæder og en hætte henover hovedet gik Tanto lydløst og uden den største opmærksomhed. Men hvem kunne han tiltrække opmærksomhed fra? Træernes indbyggere af gnavere? Måske en alf her eller der. Og den ville han kunne slå ned hurtigere end et egern med sit sværd, der trolig hang på ryggen.
Tanto havde intet hørt fra kvinden, der eftersigende ville have ham død. Kvinden, der havde hyret Amy. Derfor gik han ud fra, at Amy havde klaret det. At hun havde løjet for kvinden og hun nu var i den overbevisning, at halvdæmonen ikke længere trak vejret, som han så tydeligt gjorde. Alligevel gik Tanto ikke tomhjernet og uden opmærksomhed. Han var altid fokuseret på mulige bagholdsangreb og den slags.

Pludselig kunne Tanto høre rumstering længere fremme i skoven. Det var tydeligt, at dette ikke var almindelige lyde fra skoven. Nogen udefrakommende var kommet og ødelagde skovens smukke sang af dyr og vind mod trækronerne. Det var i retningen af, hvor Tanto skulle hen, så halvdæmonen vandrede med krumbøjet ryg og endnu mere stille skridt mod lydene. 
Gemt bag nogle tætgroet træer kunne Tanto se en kamp igang mellem de to kvinder. En af dem havde tydeligt overtaget efter at have stukket den anden i brystet og snitte kinden. Dog var den sårede kvinde med ryggen til Tanto. Han genkendte ikke den anden. Hende, hvis ansigt var i hans synsvinkel. Hun sagde et eller andet til den sårede kvinde. Noget om en halvdæmon, der skulle dø. Tanto bed ikke megen mærke i dette. Der fandtes halvdæmoner, alt var ikke om ham. Men det handlede præcis om ham. Han var denne halvdæmon, der skulle dø. For den sårede kvinde åbnede sin mund for at komme med en replik, Tanto kunne forestille komme fra hende. Men det var stemmen, der fik hans blod til at fryse over og øjenbrynene løftede sig i panden, så de blev dækket af det sorte hår. Amys stemme lød selvsikkert, selvom hun tydeligt var såret. 
Uden at tænke taktik eller noget trak Tanto sit sværd og trådte frem fra sit skjul. "Kom og gør dit arbejde selv, din kødmær." Normalt ville Tanto ikke være så offensiv mod sin modstander. Han ville beholde fatningen og roen. Den dæmoniske side var den kæmpende side, men lige nu tog den menneskelige side over. Følelser, der normalt aldrig blev vist, røg ud af hans mørke øjne, som hånden strammede sig om grebet på dæmonsværdet, klar til at snitte kvinden på samtlige pulsårer.

Siddende op ad træet, sad Amy tydeligt skadet, og i smerter, blodet dryppede fra både kinden og brystet. Men brystet gjorde mest ondt, og hun holdte også hånden hen over det. Om hun havde prøvet sådan noget her før, huskede hun ikke. Men hun mente ikke at have prøvet det før, for det gjorde utrolig ondt. Dog forholdte hun sig overraskende nok rolig, på trods af smerterne. Blodet gjorde hun ikke noget ved, hun lod det bare løbe, samt dryppe ned på jorden. Et kort øjeblik følte hun at hun var tæt på at besvime trods blod mangel, men hun holdte sig vågen. Hovedet var blevet lagt på skrå, og et øjeblik lod hun sit blik glide ned over hende selv. Blodet plettede hendes bukser, og trøje men det var hun ligeglad med, for det eneste der var i hendes hoved lige nu var kvinden. Den kvinde som skulle dø, gerne hurtigt så hun og Tanto ikke skulle tænke på det. Overraskende nok dukkede halvdæmonen op, og Amy blinkede nogle gange med øjnene bare for at sikre sig, at det nu også var ham som var kommet.

"Hvad i...Tanto"nåede hun kun at mumlede lavt, med et løftet øjenbryn, for hun havde slet ikke regnet med at skulle se ham herude ved fantomtårnet. At hun overhovedet heller ikke havde troet at hun skulle se ham igen, gjorde hende endnu mere overrasket. Men hvad lavede han herude? Kunne han huske hende? skulle hun spørge ham? Der var pludselig alt for mange spørgsmål som dukkede op, men hun besluttede sig at vente. Lige nu kunne hun ikke gøre særlig meget, knivene i ben hylsteret blev hvor de var, for den eneste kniv der var i spil lige nu var den som kvinden havde. Kvinden der bare stod ligeglad og kiggede på den nyankomne person, men hun virkede til at være meget frisk på en kamp. Selvom hun havde en kniv, virkede det som om at Tanto fik ramt på hende. Hvilket gjorde at Amy fik et tilfreds smil frem på ansigtet. 

Selvom hun var i smerter, kunne hun godt se kvinden og Tanto var igang med at kæmpe, og hun hadede at skulle sidde og kigge. Derfor med hendes stædighed prøvede hun at rejse sig op, bare for at kunne hjælpe hvis det gik galt. Selvom halvdæmonen var stærkere end hende, det var helt sikkert. Hun var jo kun et menneske"Jamen dog, er det ikke halvdæmonen der er dukket op"lød det kølligt og interesseret fra kvinden som stod og vippede lidt på tæerne, imens hun stod afslappet med kniven. Slaget havde hun modtaget, men stod alligevel klar til at angribe halvdæmonen. Amy derimod prøvede fortsat at holde på blodet der løb fra brystet, og tænkte lidt. For måske hun kunne rive et stykke af hendes trøje og binde det rundt om. Men gad vide om det ville hjælpe, for kunne et stykke fra trøjen nå rundt om hende. Det var ikke sikkert, så hun stod halvt oprejst og kiggede ned ad sig selv. Et suk forlod hendes mund, det var slet ikke sådan her hun havde regnet med at skulle møde og se Tanto igen. 

Synet af Amy siddende i tydelig smerte og blodet løbende ud af hende var lige ved at få Tanto til at lægge sværdet fra sig for at løbe hen og stoppe blødningen. Dette ville være det menneskelige af ham at gøre. Men lige nu slog dæmonen i ham over. Han blinkede blot til Amy og nikkede. Det var virkelig ham. Et tilfælde, ingen kunne have forudset, men det var ham. Han var hendes redder lige nu.
"Er du klar?" kom det køligt fra Tanto som han med den frie hånd vippede fingerne samlet ind mod sig som tegn på, at kvinden bare kunne komme imod ham. Og imod ham gjorde hun. Hendes hånd var løftet med en kniv, der var gennemblødt af blod. Amys blod. Men der var ingen mening i hendes angreb. Ingen taktik, bare et angreb. Derfor undveg Tanto dette nemt ved at træde til siden. Samtidig valgte han at lægge et langt snit i hendes ryg, som fik kvinden til at bøje sammen.

"Din møgert af en dæmon!" råbte kvinden af Tanto. Halvdæmonen gav bare et halvt smil som respons, som han løftede sværdet, klar til endnu et angreb. Dog virkede kvinden til at samle kræfter til at kæmpe igen. Dette tog Tanto til at gøre noget, han burde have gjort fra starten af hele dette underlige tilfælde.
"Amy, forblev siddende. Blød ikke for meget." kaldte han hårdt til hende. Det var første gang, han havde tiltalt hende med en hård og seriøsitet tone - hvis ikke man talte deres aller første møde med. Der, hvor Amy havde prøvet at færdiggøre kvindens opgave. Hvad kvinden nu gjorde. Og han sagde det, som om hun kunne bestemme, om hun blødte eller ej, hvilket var umuligt. Men Tanto mente tydeligt med det. Forbliv stille, læg pres på såret, dø ikke. Det kunne ikke være deres andet møde. At Amy døde for øjnene af ham.
Kvinden gjorde klar til endnu et angreb. Et, der var med mindre taktik end før. Derfor undveg Tanto hende endnu en gang. Denne gang ved at rulle. Og denne gang blev sværdet snittet om hendes ankler, så hun faldt ned på sine knæ. Det var tydeligt for Tanto nu, hvorfor hun havde sendt en anden til at dræbe ham. Amy havde været tæt på mulige muligheder til at dræbe ham eller i hvert fald såre ham hårdt. Denne kvinde kunne knap nok røre ham. "Giv op og jeg dræber dig ikke. Fortsæt og jeg kan intet love." Det var ikke en tom trussel i den kølige og monotone stemme. Tanto strammede sit greb, klar til at levere et fatalt angreb. Han var ligeglad med at dræbe. At tilføje endnu et offer til den alt for lange liste allerede ramte ham ikke. Men om det ramte Amy at se ham dræbe og se en dø for øjnene af hende, kunne halvdæmonen ikke sige. Mord var hårdere for mennesker at se. For dæmoner var det nemt. Som at ride på en hest.
"Jeg dræber dig!" råbte kvinden og mente tydeligt, hvad hun sagde. Hun kom fuld løbende mod Tanto med kniven hævet, klar til at stikke den i hans brystkasse. Tanto kunne fire ting; lade kvinden ramme ham og tage smerte og mulig fatale angreb, undvige uden at give et angreb, undvige og efterlade et snit som de andre, eller undvige og dræbe kvinden. Han vidste, hvilken han ville vælge. Den sidste. Men der var tid til ombestemning. Hvis der var grund til dette.

Ordren, eller ordene om at hun skulle blive siddende, fik hende til at holde hovedet bagover så det mødte træet. Dog lod hun hovedet lægge sig lidt på skrå, bare så hun kunne se hvad der skete under kampen imellem kvinden, og Tanto. Det virkede som om hun ikke ville give op, men det undrede ikke Amy, for kvinden var ikke typen der ville opgive før hun havde dræbt, sit mål. Men inderst inde håbede Amy virkelig ikke at Tanto ville blive alvorligt skade, men hun vidste også godt at han var en halvdæmon, så han kunne nok sagtens tage noget skade, men hun vidste ikke præcis hvor meget. Hun ville ønske hun kunne gøre noget, lige nu sad hun ned igen, selvom hun prøvede at stå op. Det var ikke nemt, for benene ville gerne føltes som gelé, og bukke under. 

Så hun blev bare siddende, imens benene var strakte og hun fortsat holdte rundt om brystet. Det gjorde ondt, smerterne var så frygtelige at hun nærmest følte hun blev mere og mere svimmel. Men det var nok ikke pågrund af smerterne, selvom de påvirkede hende, så var grunden til svimmelhed sikkert blodmangel. Men det undrede hende, for så meget blod følte hun heller ikke, at hun havde mistet. Hun sukkede og åbnede munden for at ville sige noget, men der kom ingen ord ud. Hun ville bare ønske at hun havde været mere opmærksomhed, og aldrig taget herud, for det var tydeligvis en fælde. Det burde hun have set komme, og gættet. Men det var åbenbart ikke sådan lige til, og desuden havde hun været et væsen havde hun helt sikkert ville kunne have opdaget angrebet. Det pludselige angreb, som havde fået hende sendt ind imod træet, og nu sad hun bare forsvarsløs og ikke kunne gøre noget"Hvor sødt du tror at du kan dræbe mig"grinede kvinden, og var fortsat sikker og besluttet på at dræbe halvdæmonen.

Da det så ud som om, at Tanto var tæt på at blive ramt i brystet af kniven, frygtede Amy pludselig for, hvilke slemme skader det ville medføre. Det var svært for hende at kigge væk, men måske han bare skulle dræbe hende, før hun måske ville gøre et eller andet som både hende og Tanto, ville blive overrasket over. Men med Tanto's reflekser og sanser, burde kvinden ikke kunne gøre noget"Hun har intet værd at leve for...Hu..."var de eneste ord der nåede ud ad Amy's mund, før hun kunne se at kvinden kiggede på hende. Amy løftede blot et øjenbryn og vendte blikket væk fra kvinden. Holdte fortsat rundt om hullet i brystet hvor kniven havde ramt"Tanto..."lød det lavt fra hendes mund, imens hun prøvede at holde blikket hvilende på ham. Men hun måtte anerkende at hun i et øjeblik lukkede øjnene, og tog en dyb vejrtrækning. Øjnene åbnede hun derefter og lod blikket falde hen på kvinden. 

Hvis det bare havde været Tanto og kvinden, havde der ingen distrahering været og halvdæmonen ville have leveret et fatalt stød, der efterlod kvinden på skovbunden, blødende og døende. Men de var præcis netop ikke alene. De havde et publikum. Amy sad såret op af et træ og fulgte kampen med sine øjne. Og hvis noget kunne være en distraktion for ham, skulle det være hende - eller hans far, men Bagludan var heldigvis ikke i nærheden, men Amy var.

Som Amy sagde noget om kvinden, kunne Tanto ikke lade være med at kigge i hendes retning. Ikke, fordi ordene ramte ham. Halvdæmonen var ligeglad med, om denne kvinde havde en stor familie, der afhang af hende. Det var kvindens fejl at gå efter dem. Nej, Tanto kiggede over på Amy, fordi sætningen døde hen i hendes ord. Hun virkede døsig, træt, svimmel. Og hvis der var noget, Tanto vidste om mennesker i blodmangel, så var det, at de blev trætte og kunne falde i en form for søvn - og for nogen ville de aldrig vågne. Det var sådan, Tanto huskede sin mor. Slagtet af faren og efterlod til at dø for øjnene af Tanto, der dengang bare havde været en forskræmt, lille dreng. 
"Amy!" kaldte han ud i håbet om, at hun ville forblive vågen, men dette havde en ulempe for Tanto. Kvinden havde muligheden for at ramme ham og halvdæmonen vendte tilbage til hende forsent. Han kunne ikke nå at undvige, ej heller efterlade et fatalt stød. Derfor bevægede Tanto sig blot, så hendes klinge tvang igennem kødet på overarmen. Den sorte trøje blev åbnet og rødt blod fossede ud. Tanto gav intet angreb tilbage, for han havde ikke åbningen. At fokusere på Amy havde frataget ham mulighederne. 
Han tog sig til overarmen med den frie hånd. Blodet malede hans blege hud. Dæmonsværdet blev skiftet til venstre hånd, hvor armen ingen skader havde. Godt, han var trænet i brugen af sværdet i begge hænder. Man vidste aldrig, hvornår ens dominante arm var ukampsdygtig og selvom Tanto kunne bevæge sin arm, var dens rækkevidde blevet begrænset nu.
"Fik jeg ramt på dig, hva? Du er ikke så sej, som du tror. Du er bare en plet på vores land!" råbte kvinden triumferende, som om hun allerede havde vundet kampen. Og dette var endnu en af hendes store fejltagelser. Aldrig forvent, at man har vundet og da slet ikke, når modstanderen stadig stod solidt på begge ben. Kvinden havde fået et godt angreb ind, imens Tanto havde efterladt flere blodige mærker på hendes krop. Hvorfor var mennesker så selvglade og højrøvet? De følte sig overlegende, selvom de alt andet end var det.
"Sig dit farvel til vores land, kvinde." Tantos rolige, lave og monotone stemme stod i høj kontrast til kvinden, hvis stemme konstant bevægede sig i toner og melodi, og var fyldt med vrede og råb. Hun kunne ikke beherske sig, som Tanto kunne. 
Indtil nu havde kvinden taget initiativet til angreb, hvor halvdæmonen havde sørget for et forsvar. Men nu var det Tantos tur. Han satte af med det ene ben og nærmest sprang hen imod kvinden med sværdet rettet direkte frem, klar til at spidde hende som en fisk. Hun fortjente at dø. Efter at have sendt Amy efter ham, fordi hun ikke selv havde evnerne til at dræbe ham. Og at hun havde efterladt Amy nu blødende og stærkt såret. Ja, død var en passende straf til denne kvinde. Om Amy ville acceptere det eller ej.

Lyden af hendes navn, der kom fra Tanto fik hende til at holde øjnene åbne. Et kort blik gled ned på hendes overkrop, hvor hun skulede til blodet der løb fra hullet i brystet. Det overraskede hende lidt at han blev ramt, men det gik hurtigt også op for hende, at hun var skyld i det. Hvor hadede hun virkelig at hun bare kunne sidde og kigge på, uden at kunne gøre noget som helst. Det var utrolig træls, og hvor ville hun bare ønske at hun kunne gøre et eller andet, for hun begyndte at frygte at der ville ske noget med Tanto. Selvom halvdæmonen var stærk, og der skulle nok meget til, før han ville blive slået ud. Hun kunne mærke blodet fra kinden løb ned imod hagen, og hun gjorde ikke noget ved det. Selvom hun overvejede at rive et stykke af hendes trøje, bare så hun kunne tørre det lidt væk.

Tydeligt at se på kvinden, at hun var meget glad for at hun havde ramt ham. Hun var sikkert ude på, at få ramt på ham flere gange. Det skulle ikke undre Amy, og hun kunne stadigvæk godt mærke at smerterne blev ved med at være slemme, men hun holdte alligevel øje med, hvad der skete under kampen. Selvom Tanto havde nævnt at hun skulle blive siddende, kunne hun selvfølgelig ikke lade være med at rejse sig op. Benene føltes som gelé, og hendes krop var tæt på at kollapse sammen på jorden, men hun var stædig. Holdte sig oppe, imens hun placerede den frie hånd på træet. Hun gik væk fra træet, og hen imod kvinden, en af knivene fik hun taget op ad ben hylsteret. 

"Det her er for de skader du har påført mig"sagde hun imens hun havde af de nærmest sidste kræfter havde lusket sig bagved kniven, og stak kniven hårdt ind i kvindes ene øje. Derefter gav hun kvinden en knytnæve i maven, før hun gik nogle skridt væk, for hun kunne tydeligt se at Tanto var tæt på at dræbe hende. Så hun måtte hellere komme væk, ellers ville hun sikkert blive ramt. Hun nåede lige at komme lidt væk, og støttede sig til trappestien til fantomtårnet i nærheden. Tog en dyb vejrtrækning, og kiggede kort ned på den hånd hun havde haft hen over hullet i brystet. Der var meget blod, overraskende nok, og hun sukkede lidt, hvorefter hun holdte hånden hen over hullet igen. Den anden frie hånd havde fat i trappestien, og hun kiggede hen imod kvinden, klar til at se hende dø for øjnene af hende"Dræb hende Tanto!"råbte hun bare, for selvom hun skulle opleve ham tage livet af en person, så var hun faktisk glad for at det skulle blive kvinden. Kvinden der var ude efter dem begge to, hun fortjente at dø, for så mange ting. Amy ville ikke have noget imod, at se hende dø for øjnene af hende. Kvinden kunne Amy godt høre grinede, og nærmest tog sig til øjet hvor kniven sad i"Tåbelig kvinde, jeg kan dræbe dig på ingen sekunder"lød det koldt, og spydigt fra kvinden, der vendte blikket hen på Amy.

Såret i overarmen var underordnet. Det var ikke mere end et kødsår. Jovist flød blodet ud af det, men det ville samtlige huller i kroppen til en hvis grad. Det var intet sammenlignet med Amys hul i brystet. Der var mange sår og snit, der kunne forvoldet til armen og især overarmen, før alvorlig skade skete. Men skulle enten rejse med kniven op til halsen eller ned til håndledene. Alt der i mellem kunne skæres i uden at forvolde fatal skade. Det ville bløde og gøre ondt uden tvivl, men man ville overleve.

Tanto havde forventet, at Amy ville forblive på græsbunden. Måske ville hun sågar miste balancen og falde på den ene side. Det kunne han have forestillet sig. Så da hun rejste sig op på sine rystende ben og gjorde et snigangreb på kvinden, som han næsten skulle til at kaste sig over hende, overraskede halvdæmonen. En kniv blev boret ind i kvindens ene øje, imens en knytnæve blev plantet i maven, så kvinden bukkede over. Amy gav ham en klar og nem åbning, og Tanto ville udnytte den. Derfor, da Amy havde trukket sig tilbage, løb han frem med dæmonsværdet foran sig.
Amy behøvede ikke at give ordren, men halvdæmonen gav et nik i løbet og imens kvinden spydigt og koldt vendte sit blok og ord mod Amy, løb dæmonsværdet lige igennem hende. Nemt og som om han ramte tæt på intet i hende, kom sværdet ud af hendes ryg. Det kølige metal var badet i hendes blod. Tanto flyttede sin ene hånd bag på hendes ryg, imens den anden endnu holdt godt fast i sværdet. Langsomt men bevidst pressede han hende tættere ind på sværdet, hvilket fik kvinden til at skrige af smerte. "Den eneste, der skal dø, er dig." Tanto lod ikke kvinden give en verbal respons, for han drejede sværdet inde i hende, hvilket fremanede endnu et smertefyldt skrig. Hun lød som et skadet dyr, som skulle aflives. Og det skulle hun. Derfor tog Tanto fat om sværdet med begge hænder. Med al styrke rev han op med sværdet. Hullet i hende blev strukket ud til en fatal åbning. Livet havde forsvundet kvinden. Hun hang livløst på dæmonsværdet i Tantos hænder. Han bøjede det ned af, så hendes døde krop gled ned af det og faldt ned på jorden, hvor hendes lune blod farvede græsbunden.

Sværdet blev rengjort i hans bukser, som han svang det tilbage i sit hylster. Et kort blik blev givet på kvinden, der stadig lå urørt på jorden. Han burde takke hende. Uden hende ville han aldrig have mødt Amy. 
Amy!
Tanto vendte sig rundt og løb hen til kvinden, der falmede sig med grebet til trappetrinet til Fantomtårnet. "Amy, er du okay?" Dumt spørgsmål, det vidste han godt. Tanto fjernede roligt hendes hånd for at se på skaden. Det var skidt. Dengang, hvor han havde såret hende med sværdet mod hænderne, kunne et pres klare sagen, men dette krævede medicin. Healende urter. Havde han noget brugbart i muleposen ved sine bukser? Han håbede, så han ledte igennem med den ene hånd, imens den anden holdt Amys hoved oppe ved kinden. Den var badet i blod - en blanding af deres alle tre. "Hold dig vågen. Snak, Amy. Fortæl mig noget. Alting. Snak."

Synet af kvinden som døde for øjnene af dem, og bare faldt ned på jorden gjorde hende glad, et lettet suk forlod hendes mund. Selvom hun var i smerter, nød hun utrolig meget at se kvinden dø. Hun havde fortjent det, så Amy kunne ikke andet end at beundre synet af den døde kvinde. Nu behøvede de ikke at tænke, eller bekymre sig for at hun ville komme tilbage, eller skade dem længere. Det gjorde slet ikke hende noget, at hun havde set Tanto dræbe kvinden, for hun havde set folk dø før, ikke så mange. Specielt ikke, hvis det var folk hun kunne lide, og holdte af. Men denne kvinde der var det noget anderledes, for hun havde virkelig fortjent at dø. Det var fantastisk, og hun kiggede lidt mere på den døde kvinde. Lod endnu et lettet suk forlade hendes mund.

"Tanto"lød det bare fra hendes mund, i en tone der nærmest lød som om hun skulle være sikker på at det virkelig var ham. At han var okay, men det nåede hun ikke spørge ham om, selvom hun havde set ham blive angrebet af kvinden. Da halvdæmonen fik fjernet hendes hånd fra hullet, bed hun tænderne lidt sammen, for smerterne var svære at holde ud. Normalt var hun god til at håndtere smerter, men ikke denne her gang. Det var anderledes, hun havde heller ikke troet at hun skulle blive ramt så slemt, men på den anden side. Kvinden ønskede halvdæmonen død, og hende med, så det burde ikke overraske hende, at hun blev ramt af kvinden. Hans spørgsmål fik hende til at smile lidt trods hun var i slemme smerter, og hun støttede sig op ad ham, lagde hendes hoved imod hans pande imens hun lagde en hånd ovenpå hans skulder"Udover smerterne, skaderne og mangel på blod, så er jeg okay"svarede hun med det fortsatte smil på ansigtet.

Hendes pande hvilede sig imod hans, og hun kunne mærke blodet løb fra både brystet og kinden, men hun var glad, hun var faktisk glad. Det var så sjældent at det skete, og her stod hun med følelsen af at være døende, og bare var glad for at se Tanto. Halvdæmonen havde hun ikke glemt, hun kunne godt huske ham. At han var dukket op herude, havde hun ikke troet, og hun prikkede ham i brystet med en finger"Hvad laver du herude...Du kunne have blevet dræbt!"lød det bekymret, og overrasket fra hende, som hun holdte sig støttende til ham. Hånden hvilede sig på skulderen, og et øjeblik lukkede hun øjnene. Smilet forsvandt ikke, og hun trak hovedet lidt væk fra ham. En dyb vejrtrækning blev taget, og hun åbnede øjnene igen, og vendte de grønne øjne hen på ham"Fortæl dig noget...Okay"drillede hun selvom hun derefter bed tænderne sammen pågrund af smerterne. Hun vendte sig lidt, så hun stod med fronten til ham. Fortsat havde hun en hånd på hans skulder, bare for at kunne holde sig oppe, så hun ikke ville falde sammen ned på jorden"Jeg er glad for at se dig igen"var ordene hun valgte at fortælle ham, som hun sendte ham et større smil. Efterhånden havde hun allerede mistet meget blod, og løftede den frie hånd op til hendes kind. Strøg nogle fingre hen over blodet, imens hun sukkede lidt, og lod blikket vende ned imod jorden. 

Hendes pande fandt vej imod hans, men Tanto havde hovedet bøjet lidt ekstra for at kunne lede ordentligt efter urter, der kunne redde hende fra smerten og den mulige bevidstløshed, hvis ikke det, der var værre. Som deres hoveder rørte hinanden, kunne halvdæmonen mærke blodet fra hendes kindsår glide over på ham. Da det ramte mundvigen, kunne Tanto smage metal. Hvorfor smagte selv hendes blod godt? 
Nej, fokusér! Han skulle lyde efter urter, der var brugbare. Men der var så meget i muleposen og det var ét stort rod. Siden hvornår havde han så mange ting og så i samme pose? Plejede han ikke at have en pose for sine krystaller og andre værdigenstande? Når, ja. Den var blevet revet af ham under sidste dusør. Det havde resulteret i en manglende finger, da kvindemorderen blev givet tilbage til ordensoverholderne af en lille landsby ude på landet. Den pose lå nok stadig et eller andet sted, hvis ikke en forbipasserende allerede havde brugt krystallerne på alkohol og skøger.

Dog lod Amy ham ikke lede, da en prikken på hans brystkasse tvang hovedet op til hendes. Hendes spørgsmål, hvorfor var han her? Det var et godt spørgsmål. "Jeg transporterede for meget med sværdet, men jeg måtte videre. Jeg er bare igennem for at komme videre. Til næste dusør." sagde Tanto uden at pointere på kommentaren om, at han kunne være blevet dræbt.
Som hun halvt gentog hans spørgsmål for derefter tænkte over svaret, gav Tanto tid til at lede videre. Det var ulempen ved, at han aldrig brugte urter mod sine sår. Han lod blodet flyde, indtil det størknede. Han var fristet til at vende muleposen på hovedet og ledte rundt på græsbunden, men inden denne ide kunne føres ud, sagde Amy noget, der fik Tanto til at kigge op. Han kunne se, hvordan hendes hånd fandt vej til det åbne sår på kinden og lod blikket vende ned af. Han tog fat i hendes hage for at kigge hende i øjnene. "Amy. Jeg har også savnet dig," sagde halvdæmonen og fik frembragt et halvt smil. Han kunne ikke smile fuldt, når hun var i smerte. Han vendte tilbage til muleposen og fandt en urte frem. De grønne, ru blade kunne bruges til at rengøre såret først, før det blev lukket sammen. "Det her kommer til at svie, meget. Prøv ikke at vække kvinden fra de døde med dit skrig." Og inden Amy overhovedet havde nået at tænke over det, pressede Tanto urtens fugtige blade imod hendes sår. Det var en rensende urte, der fjernede urenheder fra åbne sår. Den ætsede så at sige urenhederne væk. Problemet lå bare i netop det. Den ætsede. Det var en syrebaseret urte og selvom den ingen skade ville gøre, ville smerten være ulidelig. Tanto havde forberedt sig på at høre Amy skrige og denne gang var det ikke af nydelse. Desværre ikke.

Hans svar fik hende til at nikke, og før hun overhovedet nåede at åbne munden for at ville svare, kunne hun mærke urtens fugtige blade imod hendes sår. Det fik hende til at ville skrige, for smerterne voksede nærmest. Men hun gik hurtigt ud fra, at det var for at hjælpe hende så hans ord om at det kom til at svie, kunne hun godt mærke. Hun bed sig hårdt i underlæben, for ikke at skrige, men det var utrolig svært. Det gjorde så ondt, at det var svært at holde munden lukket, så selvom Tanto havde nævnt at hun skulle undgå at vække den døde kvinde så kunne hun ikke holde munden lukket. Selvom hun bed tænderne så hårdt sammen hun kunne, for ikke at skrige, så måtte hun nok erkende, at det ville komme til at ske. For smerterne var alt for slemme, også selvom det kun var for at hjælpe hende så gjorde det ondt, og han havde ret i at det ville svie.

"Aaarg!!"skreg hun, som hun holdte hånden fortsat på hans skulder, og lukkede det ene øje. Hun prøvede at holde smerterne inde, men det var svært. Men hvis kvinden var død, burde hun vel ikke tænke på at vække hende. Medmindre hun pludselig genopstod, og det ville være yderst underligt. Amy holdte sig lige nu støttende til Tanto, for hvis hun gav slip vidste hun at hun ville falde, og miste balancen. For hun var svag, for alle kræfterne var nærmest blevet brugt inden han dukkede op. Hun havde ikke regnet med at kvinden ville overraske hende i et angreb, men det var sket. Efter at have skreget, prøvede hun at holde flere skrig tilbage, men det var så svært, ligemeget hvor meget styrke hun prøvede at få frem til at holde det inde, så kunne hun ikke"Men smerterne...Tanto det gør ondt!"råbte hun imens hun nærmest lagde hovedet ind imod hans bryst. Det var svært at holde sig oprejst med de smerter, og det var svært at holde dem ud.

Men ordene om, at han havde savnet hende gjorde hende glad. Selvom hun ikke svarede ham på det, så gjorde det hende glad at vide det. Hun lukkede øjnene og lyttede et kort øjeblik til hans hjerte der slog. Men efter få minutter trak hun sig lidt tilbage. Lod den frie hånd hvile sig ovenpå hans bryst, imens den anden holdte fast på hans skulder. Hun var ikke god til urter, og kendte dem ikke så godt, men hvis det ville virke var det en god ting. Blodet fra kinden kunne hun altid fjerne på et tidspunkt, men vidste heller ikke om det var noget der påvirkede Tanto, eftersom han jo var en halvdæmon"Jeg burde have vist...Det var en fælde"lød det lavt fra hende, som hun bed sig lidt i underlæben over smerterne. Blikket var blevet vendt ned imod jorden, som hun undslap et lille suk, og bed tænderne sammen. 

Responsen fra urterne var som forventet. Menneskers smertetærskel var ikke nær så høj som dem med dæmonisk blod. Og selv denne urte mod åbne, dybe sår kunne få Tanto at skære tænder, så Amys højlydte reaktion var mere end passende. Hvis ikke i den lavere ende. Måske havde halvdæmonen forvente, hun ville skrige og lade tårer af smerte drille ned af kinderne og fortynde blodet på den ene.

"Det gør ondt, før det gør godt." sagde Tanto til hende, stadig med hånden pressende med urterne mod hendes svar. Det var et ordsprog, han havde hørt fra sin menneskefamilie. Fra hvem kunne han ikke huske. Måske hans mor. Hans far havde haft et andet ordsprog. 'Det skal gøre ondt for, at det gør godt'. Dæmoner og deres fascination af smerte. De fleste af dem var en samling masochister, der blandede smerte med nydelse.  
Efter et minut eller to med konstant og hårdt pressede, slap Tanto endelig sit greb om urten og Amys sår. Urten landede på jorden, blodig. Det samme gjaldt Tantos hånd. Den var fugtig af blod og beskidt fra urten. Det var tydeligt for ham at mærke, hvor træt og slap hun var blevet. Både af at skrige af smerte, men også kampen fra tidligere. Hvornår dukkede Tanto op? Hvor længe havde de kæmpet, før han kom for at redde hende? Han turde ikke tænke.

Tanto skulle til at vende hånden og blikket ned i muleposen for at finde en ny samling af urter, der kunne fikse såret. Men inden han nåede dette, havde Amy lagt en hånd på hans bryst. Den anden var stadig på skulderen. Halvdæmonen kunne ikke andet end at kigge på hende og lytte til hendes lave ord.
"Hvorfor, Amy? Hvorfor gik du imod hende? Lad det ligge frem for at risikere dit liv. Hvad havde du gjort, hvis ikke jeg kom? Hvis du var alene med hende?" Han nikkede med hovedet mod hendes livløse krop. Kvindens angreb havde været uden mening, men nogen gange var disse modstandere farligere. De var uforudsigelige og kunne gøre alt. De ville gøre alt for at opnå deres mål. Og kvindens havde været at dræbe Amy. Og hun var kommet skræmmende tæt på. Men selvom han til en vis grad var sur på hende for at gå blindt med hovedet først ind i fare, lod han sin pande møde hendes, som han lukkede øjnene. "Jeg er glad for, du lever endnu." hviskede Tanto til hende. Der var stadig et dybt sår, som skulle fikses, men at rense det gjorde stort. Nu ville det ikke gå i betændelse eller værre. Og presset fra hans hånd havde stoppet blødningen en smule. Det gav dem frirum til at tage mere tid mellem næste trin for at lappe hende helt op.

Følelsen af hans hånd der fortsat pressede fik hende til at ville skrige igen, men hun bed det i sig, imens hun lagde hovedet lidt på skrå. Blikket gled op på ham, men hun sagde ikke noget. Lige nu holdte hun smerterne ud, så meget hun nu kunne. Hun var slet ikke vant til så slemme smerter, det var noget helt anderledes end andre skader, og smerter. Derfor kunne hun heller ikke andet end at skrige, og holde smerterne inde. Tænderne bed hun lidt hårdere sammen og lukkede kort øjnene for at holde de slemme smerter ud, selvom det stadigvæk var svært ville hun ikke skrige. Det var ikke noget hun plejede at gøre, men denne her gang var det godt nok tæt på, at hun ville skrige endnu en gang.

Da han fjernede hånden fra hendes sår, og hun kunne mærke at han havde lagt hans pande imod hendes åbnede hun øjnene. Kunne se at han havde valgt at lukke hans øjne, hvilket fik et lille smil frem på hendes ansigt. Hovedet lagde hun på skrå, og lod et kort øjeblik hendes blik falde ned imod jorden. Tydeligt at se, hvordan hendes blod, og noget af hans blod havde plettet jorden, og nogle af de blade der lå rundt omkring. Kvinden lå fortsat død og stille på jorden, hvilket var et fremragende syn, Amy kunne ikke være mere glad for det. Selvom hun ikke ligefrem kunne vise det, så var hun nærmest lykkelig indeni, over at kvinden var død. Da hun så hørte ordene om, hvorfor hun havde valgt at gå imod kvinden, hvorfor Amy overhovedet havde valgt at dukke op, og risikere sit liv vendte hun de grønne øjne ned imod jorden. Hun slap grebet på hans skulder, og trådte nogle skridt væk fra ham"Hvad skulle jeg ellers gøre!"råbte hun nærmest vredt, selvom det ikke var meningen, men smerterne tog pludselig over, og hun valgte hurtigt at sætte sig ned på trappetrinet. 

Hun holdte rundt om sig selv med armene, som hun lod sit hoved møde gelænderet på trapperne. Hun lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning, i håb om at det ville holde smerterne lidt i skak. Lige nu tillod hun sig at lytte til vinden, og hvordan den raslede i træerne. Men som hun hørte ordene om at han var glad for at hun levede endnu, sendte hun ham et smil"Der skal mere til for at dræbe mig"svarede hun med en selvsikker stemme, selvom det havde været tæt på at kvinden faktisk havde dræbt hende. Hun lod blikket glide ned over Tanto, hvorefter hun slap grebet rundt om sig selv, og et kort øjeblik bed tænderne sammen pågrund af smerterne. Efter få minutter spredte hun læberne, og lod sit blik hvile sig på hans ansigt"Undskyld...Jeg burde ikke have råbt af dig, jeg var bare nød til at dukke op for at dræbe hende...Men"hun stoppede og lod blikket glide ned imod jorden. Vendte hovedet væk fra ham, som hun bare sad livløst op ad trappegelænderet"Det var dumt.. Jeg var sikker på at jeg kunne klare det, men jeg tog fejl"sagde hun lavt, hvorefter hun vendte hovedet op imod himlen, og tænkte lidt. 

Hendes udbrud, råb, ramte Tanto, men han spjættede ikke af frygt. Hvad kunne han forvente af respons fra Amy? Han havde inddirekte kritiseret hendes handlinger. Selvfølgelig ville hun reagere voldsomt. Hun lukkede sig sågar helt sammen med armene og lænede tilbage mod gelænderet. Derfor sagde han intet til det. I stedet udnyttede han hendes stilhed og kropslig fravær til at gennemsøge muleposen endnu en gang. Denne gang var det nemmere at finde, hvad Tanto ledte efter. En anden urte. Denne var mere syrlig grøn end den første - og sjovt, så var denne ikke syrebaseret som den anden. Men han trak også en råhvid blomst frem. Normalt ville han knuse disse med en mørtel, men den var han i mangel. Eller som dæmonerne havde lært ham, ville de tygge det og bruge tungen til at smøre det med. Det var ikke lige, hvad Tanto ønskede. Derfor spyttede han blot oven på det og pressede det sammen til en tyk smørrelse. Dog ville den ikke være så blød som normalt. Der ville være stykker af urten og blomsten i sig. Håndpres kunne ikke gøre det så godt, som en mørtel ville. Men effekten ville være den samme. 

Som Amy undskyldte, stoppede Tanto sit pres med hænderne og kiggede op for at møde hendes blik. "Adrenalin. Den holder dig vågen og frisk. Og den påvirker også dig sådan," Han vendte kort tilbage til hænderne. Han løftede den ene for at se, hvordan det så ud. Det var klart. "Hellere angribe end leve i frygt," Dog gjorde Tanto lidt dette med sin far, men det var noget andet. Denne kvindelig var dødelig. Hun kunne dræbes. Bagludan virkede udødelig. Man skulle vælge sine kampe med omhu og Tanto ville helst undgå lige præcis dén kamp. "Er du klar igen? Det her svier ikke. Det kan virke lindrende endda." Denne gang lod Tanto hende vælge det. Før havde han bare presset det på hende, for hvis han sagde, det sved, ville hun have ventet. Derfor havde han bare gjort det. Men med den lindrende salvie kunne han give hende kontrollen til at bestemme, hvad der kom på hendes krop. Hun havde jo set, at salviens flydende del ikke var vand, men hans spyt. Men efter deres sidste møde sammen virkede hans kropslige væsker ikke som væsker, Amy ville undvige. Hun havde taget imod disse sidste gang med åbne arme, mund og huller. Dette var bare endnu et hul, der ville mærke hans krops væske imod sig og inde i sig. Dette var bare ikke på det sensuelle plan, men på det healende.

Lige nu lod hun bare armene hænge ned langs hendes krop, og hun lod hendes øjne hvile sig på Tanto's ansigt. Det var rigtigt, og helt sikkert grunden til hvorfor hun havde reageret som hun havde gjort. Hun havde aldrig været god til at indrømme, når hun havde dummet sig. Halvdæmonen havde nemlig ret, hun risikerede virkelig sit liv, og satte det på spil som var det ingenting. Det burde hun ikke have gjort, men det var sket. Heldigvis havde Tanto dukket op og ordnet kvinden, for hvad skulle hun virkelig gøre hvis han ikke var dukket op. Tænkende vendte hun hovedet ned imod jorden, og prøvede et øjeblik at forestille sig, hvordan det havde været hvis han slet ikke var dukket op. Det havde været frygteligt, hun kunne slet ikke forestille sig det. 

"Ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis du ikke var kommet..."sagde hun lavt, som hun lyttede til de næste ord han fortalte. Men svarede ham ikke med det samme, hun drejede dog kroppen en smule. Sad bare afslappet på trappetrinet, med hovedet lidt hvilende imod gelænderet. Men som spørgsmålet forlod hans mund, nikkede hun og tog en hurtig indånding. Hun var klar, hun var nød til at være klar for det handlede om hendes skader, og at få smerterne væk. Det var heldigt og dejligt at Tanto ville hjælpe, det var ikke noget hun havde regnet med, selvfølgelig kunne hun godt regne ud at han ville hjælpe hende. Men hun havde aldrig troet at han ville være herude i skoven ved fantomtårnet. Et kort øjeblik lukke hun øjnene imens et lille smil spredte sig på hendes ansigt. 

Med kroppen vendt imod ham, gik der få sekunder og hun åbnede øjnene. Kiggede på ham"Jeg er klar"svarede hun bekræftende, som hun ikke fjernede blikket fra ham. Om hun burde rejse sig op, eller skulle gøre det vidste hun ikke. Men måske han havde nemmere ved at komme til, hvis hun nu gjorde det. Så Amy valgte at rejse sig op, og støttede sig til genlænderet lidt med den ene hånd. Tænk hvis han slet ikke havde haft nogle urter på sig, eller noget der kunne hjælpe hende. Hvad skulle hun gøre, måske der var langt hen til et healerhus, eller en som kunne hjælpe fra hvor de var. Så det var rart og dejligt at Tanto havde noget der kunne hjælpe. Hun lod smilet sidde på ansigtet, og holdte blikket på ham"Jeg havde været død, hvis du ikke var kommet"sagde hun med ærlig stemme. 

"Lad os ikke tænke på hvis'erne. Ellers var vi alle døde tusind gange." sagde Tanto henkastet og med tydelig tone i, at han ikke ville tænke over det. Der fandtes så mange hvis'er i landet, at alle kunne have endt alle steder. Hvis ikke hans familie havde været betaget af den mørkere del af landet, ville Bagludan ikke have slagtet dem. Hvis ikke Tanto havde opbrugt al sin transport for nu, ville han ikke have stødt på Amy igen. 

Hendes bekræftelse på at være klar fik et nik til at forme sig på Tantos ansigt. Dog var han mere end parat til at klaske salvien på hendes sår, da hun fumlede sig på sine ben. Hånden greb fat i gelænderet for at holde sig oppe. Tanto fulgte med blikket, som hun kom op at stå. Selv havde han hverken brug for gelænderet eller andet for at komme op. Han kunne bare heller ikke hjælpe hende, da begge hænder var smurt ind i salvien. Endnu et nik blev givet, som han igen lagde hænderne på hendes brystsår. Det sved måske lidt i starten på hende, men det var nok mere hans hænder end salvien. Efter det ville hun mærke, hvordan det hjalp. Hvordan det kølede såret og smerten. 
Efter et minut med hænderne på hendes bryst i stilhed brød Tanto denne med et gentagende spørgsmål fra tidligere. "Hvordan er det?" At få lappet Amy var første prioritet. Hvad der skete bagefter, vidste Tanto ikke. Ville deres veje bare skilles igen? Kvinden, der havde bragt dem sammen, var borte. Deres fælles historie var officielt ordnet, så hvad nu? Ville de starte en ny historie? Sidde sammen og snakke for bunden af Fantomtårnet? Ligesom med de mange hvis-situation var der mange muligheder for dette genforening at udfolde sig til. Men dette var muligheder, Tanto ikke kunne bestemme lige nu. Hænderne forblev nemlig stadig på hendes sår, mere for at lægge pres derpå end at sprede salvien. Dog valgte han at tørre den ene hånd henover den anden for at samle det meste af salvien fra håndfladen og lægge den på hendes sår. På den måde havde Tanto en fri hånd, der nu bare havde rester af grønlig salvie på sig. Det ville tørre til en halvhård masse, som nemt kunne pilles af som æggeskallen på et hårdkogt æg. Det samme ville gøre på Amys sår. Den hårde masse ville beskytte såret i tid nok til at heale det tilstrækkeligt. Dog krævede det lidt længere tid for dette at tørre. Det var et tykkere lag, som lå på hendes sår, hvor det kun var små rester på Tantos hånd. 

Det sved meget, men hun burde have regnet med det. Det ene øjne lukkede hun bare for at holde lidt på smerten, for det gjorde ondt. Det var også tydeligt for hende at mærke, hvordan det kløede og gjorde lidt ondt. Men hun var nød til at tænke på, at det ville hjælpe så hun lukkede øjnene i et øjeblik. Tog en dyb vejrtrækning, og efter lidt tid åbnede hun øjnene. De grønne øjne fandt vej hen til kvinden på jorden, den døde kvinde. Kvinden som heldigvis var død, og Amy virkede sikker på at den frygtelige kvinde ikke ville komme til live igen. Men der var en lille frygt for det, men måske hun ikke behøvede være så bange for at det ville ske. Nu var hun blevet ordnet, og endda af Tanto, hun havde bare siddet og kigget på. Der var ikke så meget, som hun faktisk havde kunne gøre. 

Lyden af hans ord, fik hende til at nikke. For han havde ret, de burde ikke tænke så meget på alle hvis'erne. Derfor valgte hun også at lade være, og derved valgte at putte et lille smil på ansigtet. Hendes øjne faldt hen på ham, og hun lagde hovedet lidt på skrå. Prøvede så meget hun kunne med at holde smerterne inde, selvom hun ikke kunne skjule at det gjorde ondt det som han gjorde lige nu. Men hun var glad for at han ville hjælpe hende, det betød rigtig meget"Det er godt...På trods af smerterne, så føles det som om det hjælper"sagde hun helt overrasket, som hendes blik gled ned over hende selv. Det var virkelig som om hun allerede kunne mærke, at det småt var begyndt at hjælpe.

Men det ville nok tage lidt tid, før det helt ville være healet. Det krævede noget tid, men det var helt fint for hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun var fortsat ikke sikker på, hvordan hun overhovedet skulle kunne klare det, uden hans hjælp. Smilet på hendes ansigt blev større, og hun lod hendes blik hvile sig på ham. Det var rart at se ham igen, selvom hun ikke havde troet at han ville dukke op og hun vendte pludselig blikket væk fra ham"Har du fundet dusøren så, eller var der ingen herude i skoven ved fantomtårnet"spurgte hun undrende, med et løftet øjenbryn, som hun lige nu holdte lidt af smerterne inde. Det var fortsat slemt det hul hun havde fået i brystet. Men i det mindste havde hun Tanto ved hendes side lige nu, for havde hun været alene havde hun ikke vidst hvad hun skulle gøre. 

End ikke havde det gået op for Tanto, at såret var direkte i hendes bryst. Det var først, da han med blid hånd pressede salvien mod såret, at han mærkede formerne fra brystet. Den bløde runding, der endte ud i hendes mave. Sidste gang han havde mærket dette, var det i helt andre situationer. Der flød med væsker, men ingen var røde og metalliske. Men tanken forsvandt hurtigt. Det var ikke det, Tanto skulle fokusere på. Jovist skulle han fokusere på hendes bryst, men det var såret i brystet, der krævede fokus. Ikke resten af hendes krop, selvom halvdæmonen næppe ville have noget imod dette.
"Jeg skal nok holde det mod dig i nogle minutter endnu. Før det størkner tilstrækkeligt og kan klare selv, Amy," fortalte Tanto, som han rømmede med den ene hånd på hendes bryst. Den anden fandt vej op til hendes ansigt, hvor den tog en lok hår bag øret. Ikke på nogen sensuel grund. Den forstyrrede udsynet til hendes kind, der ligesom brystet flød med rødt blod. "Går det her? Vil du have lidt salvie der?" Tanto kunne ikke bedømme dybden, men hvis Amy ikke ønskede et muligt ar på hendes kind, kunne han tage lidt af salvien fra brystet og derop. 

Som Amy løftede sit blik på ham, var smilet på hendes læber tydeligere end såret på kinden. Tanto vidste udemærket, hvorfor hun smilte. Og hans ene mundvig vendte også op ad af præcis samme grund. Dog fnøs han en anelse, som han rystede på hovedet. "Nej. Er på vej mod en dusør på Toropolis Isla. Men den kan vente." Det sidste blev sagt som tydelig hentydning for Amy. Havde hun brug for healing, blev han ved hende. Havde hun brug for selskab, blev han ved hende. Havde hun brug for noget, blev han ved hende. Den dusør kunne vente eller droppes, hvis det var. Der var altid en dusør et sted at opklare. Eller et lejemord, hvis kortene var til dette. Der var jobmuligheder for Tanto. Men der var kun én Amy.

Som han pressede salvien mod såret, kunne hun godt mærke det. Hun bed tænderne hårdt sammen, og holdte sit blik på ham. Det overraskede hende lidt, at det kunne gøre så ondt selvom det havde været en kniv, som var skyld i det. Men det knivstik, havde åbenbart været så slemt, at det havde været utrolig skadeligt for hendes bryst. Selvom hun lige nu ikke tænkte på kinden, så kunne hun tydeligt mærke smerterne fra brystet. På den ene side, så var det rart nok at Tanto hjalp hende for hun ville virkelig ikke vide, hvad hun skulle gøre hvis han ikke var dukket op. Smilet voksede, og hun lod de grønne øjne hvile sig på ham lidt mere, før blikket gled lidt ned imod jorden. 

Følelsen af hans hånd imod hendes ansigt, hvor hun kunne mærke at han tog en lok hår bagved øret. Automatisk faldt hendes blik op på ham, og hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun valgte stadigvæk at støtte sig til ham, bare så hun ikke ville miste balancen. Men salvien den virkede, hun var helt sikker på at den havde en god effekt, og virkede som den skulle. Hun gav et nik til at hun gerne ville have noget salvie der, hvor han spurgte hende. Da han også fik smurt det på, valgte hun at sukke tilfreds og lettet, men hørte så ordene om at han var på vej hen imod en dusør på Toropolis Isla, og før hun skulle til at nævne at han ikke burde være her ved hende så, hørte hun de afsluttende ord. 

Det kunne godt vente, og det gjorde hende glad. For hun havde lige nu brug for hans hjælp. Efter få minutter valgte hun at kigge lidt rundt, der var hvist ikke andre fjender eller folk herude. Men måske hun var nød til at være lidt mere forsigtig, og havde i et øjeblik fuldstændig glemt alt om Tanto's skader. Så hun lænede sig lidt ind imod ham"Er du enlig okay Tanto, jeg mener hun ramte dig også"sagde hun bekymret, og undrende som hun prøvede at scanne hele hans krop for skader. 

Hendes nik til at få salvie på kindsåret også blev modtaget. Tanto åbnede halvt sin hånd om brystet for at grave en smule salvie af hånden for at glatte det ud langs såret på kinden. Det ville ikke tage et minut, før det halvtynde lag på kinden ville tørre ind og sidde fast, indtil Amy proppede vand i ansigtet eller begyndte at svede, som gik hun i en dæmons torturkælder af ild.

Minutterne gik og halvdæmonen kunne mærke salvien ændre konsistent fra fugtig og slimet til en tør, hård masse. Da den var blevet halvhård, fjernede han sin hånd langsomt fra brystet. Den syregrønne salvie var blevet til en sart, græsgrøn farve. Hele håndfladen var også grå, som var Tantos hud visse steder grøn. 
Uden at tørre eller vaske den hævede han den op til hendes kind med såret. Salvien der var også tør. Men nu holdt han ved kinden, ikke for at beskytte såret, men for at støtte til hendes kind. Fingrene fandt vej nær øret og håret.
Amy gjorde ham opmærksom på sine egne skader. Han kiggede kort på sin overarm. Blodet var stoppet, men hvis han bevægede armen for meget, ville det åbne igen. Han kunne mærke såret, men halvdæmonen havde udholdt langt værre skader og smerter i længere tid. Dette var barnemad - bogstavelig talt. Han havde modtaget lignende sår som barn for at opbygge smertetolerencen fra en ung alder. "Det er bare et kødsår. Det kommer knap nok til at efterlade et mærke," sagde Tanto henkastet, som blikket hævede sig til Amys ansigt igen. Der var ingen andre lyde i skoven end dem. I hvert fald ikke menneskelige lyde. Der var naturens naturlige beboere at kunne høre, men de havde også ret til det. Amy og Tanto var gæsterne i denne situation. "Vil du sidde lidt? Eller ligge? For at samle kræfterne igen." Tanto vidste ikke, om Amy hellere ville væk. Kvindens lig lå stadig et halvt snes skridt væk fra dem. Om nogle timer ville fluer begynde at få snerten af hende - hvis ikke skovens rovdyr gjorde det. De ville komme hurtigere, hvis de forsvandt. Derfor havde Tanto en tanke om, at de kunne forsvinde her fra. Finde et træ at læne sig op af og slappe af. For godt nok havde han renset og tilføjet salvie til hendes sår, så var Amy stadig en beskadiget kvinde. Hun havde brug for ro og hvilen i kroppen. Men hvis hun gjorde dette alene, ville hun være et nemmere offer for selv de værste banditter. Han kunne udøve beskyttelse for hende, men han kunne også være hendes tryghed. Lade hende hvile hovedet på hans skulder. Støtte sig fysisk til ham. Mærke varmen fra hans krop for at ikke fryse, for det ville være værst. Hvis hun begyndte at blive for kold. Derfor overvejede Tanto også at trække sin kappe af for at give Amy den på, men hvis de alligevel ville smutte væk fra sækken af en kvindes lig, kunne han lige så godt vente, indtil de havde fundet et muligt sted under den åbne himmel. Hvor de kunne nyde hinandens selskab uden den begyndende lugt af død. Selvom lugten var lige så normal for Tanto som mange andre lugte. Han var ikke en sart halvdæmon. Det havde Bagludan sørget for.