Det var både en lettelse og en forstyrrelse i Beons hverdag at han igen blev sat ud fra Mørkets borg og tilbage i felten hvor han hørte til. Han havde afsonet sin straf for at havde røbet sin identitet, trods det ikke havde været hans hensigt det skulle ud. Og han følte helt ærligt også at han havde afsonet rigeligt og lidt til for sin fejltagelse.
At finde en ny lokation skulle vise sig at være af den nemmere kategori, for selvom Fyrst Sephyran af Kazimi var en mand der havde styr på sine omgivelser, kunne han ikke have sine øjne overalt. Beon havde netop været så længe væk, at ingen rigtig kunne huske den middelmådige mand fra den anden, og derfor ikke vidste at hans professioner havde strakt sig i alle verdenshjørner.

Beon fandt sig derfor hurtigt til rette blandt arkiverne og som læremester for nogle af fyrsten børn. Beon var ikke helt sikker på at de alle var ægtefødte, men det generede ham helt ærligt ikke. Det vigtigste var at han fuldførte sit arbejde så fyldestgørende at fyrsten ikke følte sig nødsaget til at holde øje med ham, og han kunne snuse omkring efter oplysninger af forskellig art. Nævneligt, hvordan Fyrsten af Kazimi syntes altid at have et ekstra es på hånden ligegyldigt hvad man gjorde.

Månederne var gået, hvor den småblege mand med en lidt nervøs tilgang til ungerne, var blevet mere rank, solbrun og veltilpas i sine omgivelser. Varmen var svær at vende sig til, men som alt andet, krævede det den rette indstilling og ikke mindst påklædning. Han så tilpas ud, og ingen kunne se at han bekæmpede en savn i brystet som aldrig syntes at fordufte med tiden.
Morgenen var brugt i ro og mag med fokus på læsestof der skulle bruges til undervisningen de kommende uger, alt imens et par ekstra bøger var skjult fuldt med ham og lå i en pæn bunke på bordet, uden at vække mistanke. Tøjet var af egnens, men sad så de lokale slet ikke var i tvivl om at han var udefra, skulle den for dem blege hud ikke havde givet ham væk allerede. Håret sad i den sædvanlige hestehale, pæntvasket og tilbagesat. Skægget var kort og velplejet, og han udstrålede en viden der hørte sig til.
Hans afslappede sind blev forstyrret af en let banken på døren. Han havde allerede fået besked om at en nyansat ville ankomme, og som han var blevet bedt om at hjælpe til rette.
”Kom ind” 

Når Zirra havde brug for at glemme sig selv, arbejdede hun. Efter alt, hvad der var sket de sidste par måneder af tortur og familiekaos havde hun virkelig brug for at glemme sig selv. Da ingen øl helt havde kunnet drukne de ubehagelige tanker og alle handlinger syntes at gøre det hele værre igen, havde hun meldt sig klar til aktiv tjeneste igen. Måske en overilet beslutning, men det her var noget, hun kunne finde ud af. 
Det næste lange stykke tid ville hun være Zirale Egelund - med den praktiske forkortelse til Zirra for folk, der fik lyst til et kælenavn. Hun var taget til sydens varme for at undervise fyrst Kazimis børn - og måske være heldig nok til at få et par stykker hjem til deres rigtige mor i Dianthos. Selvom hun var faldet godt til i Fielthenas guldsmedje og stadig nød både arbejdet, kunderne og sin chef, var det også en befrielse at komme væk fra storbyen. Og familien Reynlest. 

At tage ned til en fyrstefamilie, hvor fyrsten selv kunne spionere på sine ansatte, så snart han havde mødt dem, var dog også noget angstprovokerende. Zirra priste sig lykkelig for, at Victoria kendte til Sephyrans evne og havde udstyret hende med en fingerring, der blev kold, når evnen blev brugt på hende. Antog de - måske ville den også slå ud, hvis andre brugte magi på hende. Selvom alkymisten havde lovet, den nok skulle virke, havde de ikke ligefrem haft mulighed for at teste det på forhånd. 
Alligevel havde det ikke været svært at falde ind i sin rolle og finde sig tilpas. Bekymring om at blive observeret måtte komme, når ringen gav signal. Derfor var det med et roligt smil hun åbnede døren ind til arkivarens kontor, mens hun holdt sine egne notesblokke i den anden arm. Det var en klar fordel faktisk at kunne sit håndværk, når hun skulle forestille at lære ungerne at skrive pænt.
"God eftermiddag," hilste hun, idet hun gik frem til hans skrivebord. Da han sad bøjet over sit arbejde, nejede hun frem for at tilbyde ham hånden. "Zirale Egelund."
Det overraskede hende, at han var lige så meget nordlænding som hende selv. Måske var de billig arbejdskraft hernede - men det ville undre hende, når de befandt sig det eneste sted, hvor slaver var et ganske lovligt foretagne. Det var nu stadig rart at være i rum med en, der var lige så iøjenfaldende blandt sand og solbrun hud som hende selv. Han var velklædt og skægget veltrimmet, og hans magelighed i rummet fortalt hende, han havde været her et stykke tid. Han ville med garanti være en af dem, hun kunne få meget ud af at blive gode venner med.
Hendes eget tøj var ikke helt gået over til at ligne egnens eget endnu. Kjolen var af let stof, så varmen ikke fik for godt tag i hendes krop, men alt var holdt i lange ærmer, skørter og i stedet for et nedringet, hudvisende snit, som syden var så kendt for, var Zirras mørkegule kjole udstyret med et hvidt, plisseret stykke fra brystet og helt op til halsen, hvor det var lukket med en lille blomsterbroche. Der var ingen grund til at skilte med det voldsomme syrear, der skamferede det højre bryst og kravlede alt for langt ud under de normale udskæringer. I det mindste var hendes ansigt endnu gået fri for skader, så så længe hun kunne dække resten af hudet til op til halsen og ud til håndleddene, burde der ikke dukke for mange spørgsmål op.

Det var en konstant tanke der summede i spionens indre. Fyrsten og hans yderst praktiske evne, gjorde livet surt for enhver der ønskede at holde sig i skyggerne. Han havde som enhver anden været til audiens hos fyrsten selv og mødt ham. Ansigt til ansigt. Og nu ville han til enhver tid kunne finde ham igen.
På mange punkter en karrierestopper, skulle han være udsat for at blive afsløret. Ved en afsløring ville han aldrig mere vide sig sikker, som en del af mørkets rækker. Han ville aldrig kunne vende tilbage til borgen og ørerne. Det var direkte angstprovokerende, men Beon havde allerede fordybet sig i så meget arbejde og læsning, at de var skubbet på plads i hans baghoved. Ude af tanke og ude af stand til at forstyrre ham.

Beon løftede blikket fra sit skrivebord og så op på en nydelig ung kvinde med blond hår. Hendes udseende faldte så meget udenfor sydens kvinder at hun næppe ville være svær at genkende eller finde i fremtiden. Han mødte hende med et roligt smil, der ikke skjulte overraskelsen i hans øjne. Der var ikke mange blege som dem her. ”God eftermiddag, frøken Egelund” Hilste han høfligt og nikkede hovedet til hende som hilsen ”Beon Lykkedal” præsenterede han sig let. At ændre sit fornavn var altid risikabelt, da det hurtigt kunne afsløres at man ikke reagerede naturligt på at blive kaldt alt andet. Det havde han trods alt lært i sin tid.

Som han havde hilst, lukkede han roligt bogen han havde været ved at genske igennem og rejste sig høfligt for ordentligt at hilse på hende. Han rakte sin hånd venligt frem over bordet og smilede ”De må være den nye lærerinde?” der gik ikke mange oplysninger rundt han ikke allerede nu havde lært at få fat i – specielt når det heller ikke var en hemmelighed. Hendes tøj afspejlede også en nyankommelse han bed mærke i. Hun var anstændigt men også meget dækkende klædt på. Det ville blive varmt, måske endda udholdeligt med tiden.

Zirra tog hans hånd og lade sine notesblokke på kanten af hans bord for bedre at kunne gengælde den formelle hilsen. 
"Det er korrekt, hr. Lykkedal," svarede hun og gentog hans fulde navn et par gange, inden det røg i en mental kasse med andre B-ord. Overraskelsen i hans øjne blev ikke overset, og hun fulgte op med et spørgsmål. Det var også altid nemmere at få folk til at blive venner med en, hvis man viste interesse i dem som person. Venner var, hvad hun gerne ville blive med de fleste. Især en arkivar med fingrene begravet dybt i bogholderiet. "Jeg forstår, vi begge er hevet ind nordfra. Har De studeret oppe nær hovedstaden ligesom jeg selv, eller er De uddannet lokalt?"
At være et fremmed sted var næsten altid angstprovokerende. Især når det var for mere end en uge ad gangen og man ikke havde venner med. Hvis hun kunne finde en, der var lige så grøn i de sociale normer hernede som hende selv, ville hun ikke være den eneste, der endte med at være lidt til grin ind imellem. Selvom hun havde brugt meget tid på at læse op på de korrekte væremåder, ville intet andet end erfaring forberede hende på, hvad sydens sol havde at byde på. Der ville være tidspunkter, hvor hun klokkede i det eller gik over stregen, og det ville ingen fortænke hende i. Det ville stadig være rart ikke at være den eneste i fyrstens stab, der følte sig lidt på glat is.