Aldamar pustede en anelse dybt ud. Med hænder der fumlede med hinanden bagved ryggen, omkring den flade lænd, stod han og ventede ved indgangen til det smukke teater. De mørkeblå øjne skuede ledende over den stadigvæk dagsoplyste gade, men man kunne fornemme på stemningen i selve gadebillet, hvordan at skumringstid ikke var langt væk. Snart ville den trække sine mørke fingre ind over den blålige himmel, og om få timer, ville aftenen stå stærkt i forhold til den lyse efterårsdag der havde været. 
Det blev jo også kun mørkere, for hver dag der gik. Endnu et skridt væk fra sommeren, og med det, et skridt tættere på vinteren. 
Udover sne, frost og kulde, bragte den også et stadigvæk stående bryllup med sig. Og Arys prinsen - som i og for sig ikke havde udtalt sig meget omkring hans holdninger til det... vidste at han ikke ligefrem glædede sig. 

Det var et par dage siden den... uheldige episode med Adena. Dage hvor at han havde været fordybet i tanker om hvad han skulle gøre med sig selv, da en nagende, sort samvittighed, ikke havde villet slippe sit greb i hans bekymrede sind. Han havde ikke opført sig retfærdigt, det var han udemærket klar over. Og selvom han vidste at Adena ikke ville aflyse brylluppet... kunne aflyse brylluppet, havde han sine anelser om, at hun måske havde endnu mindre lyst til det end ham, lige nu. 
Og lige meget hvordan han vendte og drejede det, så lå en stor del af skylden på ham. 
Fyrstesønnen trak den smukke, mørkeblå jakke tættere omkring sig, og rettede på nogle af de kæder der spændte sig over brystet, og holdt den sammen. Den slanke hånd gled over de broderede snørkler langs ærmerne, og han kastede et blik imod soluret i det fjerne. Hun burde snart være her. 

Han havde derfor inviteret hende ud... en særudstilling hang i teatrets fine sale, med værker fra kunstnere fra alle egne af Krystallandet - nord til syd, vest til østlandet. Med sine kontakter havde han arrangeret det således, at de kunne være der til efter lukketid, og han håbede de skønne malerier ville være med til at få den rødhårede komtesse til at føle sig bedre tilpas. 
Hvis hun altså dukkede op; Aldamar vidse ikke hvad han skulle forvente. Af dem begge. 

Adena småløb op ad trapperne til teatret. Hun var alt for sent på den, men det havde på ingen måde været nemt for hende hverken at komme ud af sengen, ud af huset, eller finde en vogn, hendes nye livvagt syntes så rigtig ud. En livvagt, der tog trappens trin to ad gangen og stadig havde hænderne i lommerne. Adena var forpustet, da hun nåede det øverste trin og hjertet hamrede så hårdt i hendes bryst, at hun følte sig sikker på, Aldamar kunne se det på afstand, mens hun forsøgte at se afslappet ud, mens hun gik hen til ham. 
Hun var skrækslagen for at sige det mildt. Siden deres samtale havde hun ikke forladt sit hus, men mest bare brugt tiden på at have vildere humørskift end nogensinde før. Det var godt, han heller ville have hende, så hun skulle ikke leve op til noget. Det virkede til, han havde været virkelig sur, så måske skulle hun leve op til noget - noget han heller ikke vidste hvad var? Hun skulle leve op til at være fyrstinde og føde børn, men det kunne hun vel lære... På en eller anden måde. Den vrede atmosfære sad fast i stuen, og hvis hun var endt med alkymi som løsningen, hvordan kunne han så stole på hende fremadrettet?

Livvagten afbrød Adenas selvdestruktive tankestrøm og forhindrede hende i at hilse først. 
"Jeg går en runde derinde, prins Arys," Det var næsten flere ord, end hun havde sagt til Adena al den her tid. "Når jeg er tilfreds stiller jeg mig herud og venter. Jeg vil ikke forstyrre jeres... Gåtur."
Med de ord forsvandt den omvandrende kårde ind i teatret, og Adena så efter hende med en blanding af forvirring og beroligelse. Det var rart at have nogen til at afbøde flere Athelstanner, men også virkelig underligt at have en skygge på den måde. En, der tydeligvis ikke forstod sig på kunst, hvis hun mente, det her var en gåtur. 

Indbydelsen til at tage med Aldamar på særudstilling havde vagt så meget glæde over særudstillingen og så meget panik over at skulle være i nærheden af Aldamar igen, at hendes mor havde måttet renskrive hendes ja-tak brev. Især da det gik op for Adena, at de ikke skulle se udstillingen sammen med alle andre. De skulle være alene. Alene. Det var ikke engang sømmeligt! Var det?
Hun glattede sine allerede fintpressede skørter ud. Kjolen var midnatsblå og med små perler langs kanterne. Hendes hår var sat op i de karakteristiske to bolde, selvom hun selv ville have foretrukket af have det løst, så man ikke kunne se angstsveden i hendes nakke. 
"Jeg-øh, jeg har ikke sagt noget, mmh, til nogen," stammede hun med et blik mod livvagtens ikke længere eksisterende plads nær dem. "Hun dukkede op med en ordre fra Deres mor en dag. Og kendte til-øh... Erneyll-problemet."
Adenas blik flakkede lidt og så huskede hun endelig, at hun burde neje foran prinsen af Arys og måske komplimentere hans tøj eller det nyredte hår. De fine kæder over hans bryst var en intrikat detalje, hun ikke havde set andre gå med før. 
"Deres højhed," fik hun frem og gned de tynde handsker mellem hinanden. Fingrene føltes som om de blev bagt under stoffet. "Øh... Hej?"
Det gik ikke så godt her til aften, gjorde det? 

Endelig trillede en karet ind imod teatret, og fyrstesønnens mørke øjne kunne observerer hvordan at to skikkelser trådte ud af den. Begge var ganske genkendelige, blot på hver deres unikke grundlag. Cordelia havde altid været en ven af familien, og Aldamar havde kendt hende fra ganske ung af. Kendt hende, trænet med hende, sagt farvel til hende og fået hende tilbage, alt sammen i løbet af ganske få år. Hun var en mur, og hendes spejlbillede mindst ligeså solid. Og en kernedel af ham åndede lettet op ved hendes ranke skikkelse, der hastigt gik forud for hans kommende ægtekvinde. 
Et enkelt nik blev givet videre i forbifarten, og Aldamar smilede indvendigt over hendes forsimplede version af hvad ham og Adena skulle. 
Adena. 

Aldamar's blik faldt tilbage, hvor at en ung kvinde, klædt i midnatsblå og perlebroderet langs kanterne, trådte hun nu op på trappen der førte videre ind til indgangen, og Aldamar's hånd strammedes uvilkårligt bagved ryggen, idet at øjnene blev til smalle, dybblå sprækker i hovedet. Han havde aldrig været god til situationer han ikke følte kontrol over, og det havde været en af grundene til at få udstillingen helt for sig selv. Den anden, og mere oplagte grund... jah den blev bragt op af Adena selv da hun endelig var nået hele vejen op. Der var mange ting de skulle snakke om; Aldamar nikkede afmålt og priste sig lykkelig for at han vidste hvordan hans eget udtryk udstrålede ophøjet ro, selv med hendes mumlen om Athelstan. 
Og det ville det også have blevet ved med at gøre, hvis ikke Adena brød etikkete næsten med det samme og præsenterede sig med et hej. 
Uforstående og taget i overraskelse - det var ikke hvad han forventede der ville komme ud - glippede Aldamar en anelse med øjnene, og hørte sig selv åbne munden en anelse tøvende, et lidt undrende glimt i øjnene. "Ehm... hej.." kom det så fra ham, og blikket flakkede (meget til hans indvendige banden) ud til siden og bagved Adena. Det havde ikke været videre elegant. 

Aldamar tog en lidt dybere indånding, og tvang sig selv til ikke at lade stilheden få lov til at slå rod - ellers blev den kun mere tyngende. "... De ser fantastisk ud her til aften, blå klæder dem ganske godt" og det var dog noget han mente oprigtigt, idet at han prøvede at få fat i hendes blik igen. Et smil kunne han dog ikke helt få frem. Det var ham ikke gået forbi, hvordan at de udadtil passede sammen, selvom skæbnens ironi kunne le højt og stolt, kiggede man på det indvendige. 

Rødme skød op i Adenas kinder ved Aldamars usikre og usmilende reaktion. Ikke den videre bedste samtalestarter, og tydeligvis alt for uformælt til ham ud fra hans følgende meget standard-formelle kompliment. Det holdt hende ikke fra at påskønne det, da det lød oprigtigt (håbede hun ,for hvordan kunne hun egentlig vide om det var oprigtigt, når hun ikke kendte manden?) men hans manglende reaktion på benævnelsen af Erneyll, efterlod hende forvirret. Havde han sagt det til sin mor? Hvis han havde sagt det til sin mor... Havde han så også sagt andre ting? Kendte hun til hans egen afvigelse, eller havde han kun fortalt om hendes? Denne Cordelia Højlund havde kun snakket om beskyttelse, og ikke om at afholde hende fra at besøge sine veninder, men hvem vidste - måske var hun en slags spion?
 
Adena rystede sig ud af tankesporet og lod sine fingre holde om kjolestoffet i en afventende position af at skulle følge ham med indenfor. Vente på, at han tog initiativet, for sådan bød kutymen og traditionerne. Efter sidste møde med Aldamar, var hun ret sikker på, hans afvigelse og muligvis accepten af hendes, var den eneste slags traditioner, han brød med. Han var blevet sur og indelukket, præcis som hun havde frygtet. Dog var han ikke blevet voldelig og det var altid noget. Men en liden trøst, når han her til aften heller ikke mødte hende med glæde spillende i øjnene. Ikke lige som deres første møde, hvor de begge havde været åbne og forventningsfulde. De var gået ind til trolovelsen med glæde, men alt var gået galt derfra, og det var Adenas skyld. Og her til aften var hendes brud på etiketten skyld i, at han igen ikke havde et smil på læberne. 
Hun havde lyst til at stikke hovedet i jorden og overvintre indtil alting så lidt lysere ud. 

"Tak, Deres Højhed," svarede hun endelig og nejede igen. Hvis hun nu bare prøvede ikke at være akavet, prøvede ikke at være uformelt venlig... Hvis hun nu bare var indbegrebet af etikette... Ville han så kunne lide hende? Om hun selv kunne leve et helt liv på den måde, kom straks frem i hendes tanker, men måske det her bare var en start. Måske han ville bløde op om et par år, når han havde børn at fokusere på. Når han ikke skulle fokusere på hende mere. "Jeg er meget beæret over at De har inviteret mig i aften. Udstillingen skulle være meget interessant."
Udstillingen. Udstillingen. Hun burde have komplimenteret hans udseende, burde hun ikke?

Aldamar ventede udadtil tålmodigt på at Cordelia kom tilbage, så de kunne bevæge sig indenfor. At have noget at tage sig til - at gå, at betragte malerierne, at finde vej igennem teatrets sale - alt det var noget han håbede ville være med til at sparke hans ord igang, og den akavede stemning væk. Det var altid lettere, når der var et tredje element at forholde sig til... fordi uden det, blev hans øjne ved med at glide imod Adena, for kort tid efter at glide væk igen; hun virkede ikke helt glad for hans opmærksomhed. 
Det kunne dog sagtens være  noget han fortalte sig selv. Måske endda for at undskylde sig selv, for at han ikke helt kunne finde den ro han ellers altid syntes at have med sig, hver gang politiske relationer skulle dannes, styrkes eller understreges... men selv med bevidstheden om at det kunne være noget han bildte sig ind, var det stadigvæk svært at finde roen. 

Heldigvis kom hun dog snart tilbage - lige som Adena svarede ham - og umærkeligt åndede Aldamar lettet op. Arysprinsens smil blomstrede kortvarigt frem ved den genkendelige skikkelse, og galant blev en arm tilbudt komtessen, så de ikke skulle stå herude og få kulden ind under de fine klæder. "Ingen årsag, frøken Reier... jeg tænkte at de ville bryde Dem om muligheden" gled det over hans læber, hvilket dog havde en oprigtig tone i sig, og øjnene gled sidelæns hen som for at understrege det med et lille nik. 
Da døren bagved dem gled i med et klik, var det en varm belysning af diverse magiske krystaller og lanterner i fine beholdere der oplyste den tomme teaterbygning. Udstillingen ville være længere nede af gangen. 

Og ikke lang tid efter, åbnede Aldamar munden med en tilføjelse, godt tilpas med at være udenfor potentielle lyttere's øjne eller ører. Fordi han havde skam hørt hvad hun havde sagt. "Jeg tog kontakt til fyrstinden angående Erneyll-problemet, kortvarigt efter vores... møde, men hun var blevet informeret. En bedre livvagt kan De ikke ønske Dem, Adena... Cordelia er måske en tavs skikkelse, men hun har været en ven af familien i mange år nu" Aldamar drejede hovedet, og nikkede en anelse opmuntrende - hende skulle hun ikke være nærvøs for. En lidt dybere indånding blev taget, og Aldamar kiggede frem for sig igen, idet at de drejede til venstre ned af en gang. "Og... tak. Tak for at De har holdt Deres læber tæt i de her uger..." han havde selvfølgelig ikke forventet andet, men alligevel lettede havde det lettet en sten fra hjertet, at hun ikke havde... talt over sig, enten ud af uheld eller i genstridighed. Det var bare svært at vide hvor han skulle starte, så et tak var velsagtens første skridt imod den undskyldning han skulle formulere sig. På et eller andet tidspunkt. 

Adenas hånd fandt øvet vej ind under Aldamars arm, og hun fulgte med ham med den anden hånd liggende på skørtet, så hun kunne hæve det op, når det besteg trin inde i teateret. Grebet i kjolen gav hende noget at fokusere på. Mest af alt havde hun lyst til at flygte. Langt væk fra Aldamar og det her giftermål. Flygte med Alyssa ud i vildnisset og ikke tænke på andet end den ægte kærlighed. Alyssa ville selvfølgelig aldrig gå med på en så overilet plan - hun skulle arve et hertugdømme. Adena skulle være fyrstinde. Stå ved siden af Aldamar og gøre sit bedste for at ligne en, der elskede sin mand. Var det overhovedet muligt at komme til at blive venner, når de ikke kunne dele den kemi, der var forventet af dem?

Hun gik med ham i stilhed og lod ham bryde den. Uventede ord fandt vej til hendes øregange, og lige inden de nåede døren ind til udstillingen, måtte hun stoppe op, hive sin arm blidt til sig og stille sig halvt ind foran Aldamar for at holde ham fra at nå videre. Kom de først ind på udstillingen, var hun sikker på, hun ville fortabe sig i skønheden og glemme en smule af alvoren i hele situationen. Alvor var ikke noget, hun kunne glemme lige nu - for hvor om hun blev forsikret og beroliget i, at Cordelia var en fortræffelig livvagt, blev hun forfærdet ved tanken om at fyrstinden havde vidst, hvad Aldamar havde tænkt sig at fortælle hende. Adena selv havde ikke hørt nogle rygter, men de kunne havde spredt sig. Athelstan kunne have spredt dem. Eller var fyrstinden bare en af de for Adena enormt skræmmende magikere, der vidste alt for meget. Hendes egen evne havde i det mindste ret skarpe restriktioner for sin brug.
"De må undskylde, hvis det ikke er min plads at spørge om, Deres Højhed," sagde hun og vendte sit noget alvorlige blik mod Aldamar. "Men hvordan kendte Deres moder til... Problemet? Kender hun også til... Det andet?"
Hvor svært var det egentlig at sige højt? At jeg er til kvinder. At min kæreste er en pige. At jeg aldrig vil kunne elske hendes søn på netop den måde, og han ligeså med mig.

Overraskende nok blev fyrstesønnen stoppet op, og Adena viklede sig blidt fri for at stille sig foran ham. Hun så... alvorlig ud, og alvor var velsagtens også hvad der passede til den her situation. Men Aldamar, der halvt om halvt havde forventet at hun nu ville sige at der måske lige havde været en enkelt undtagelse, kunne ånde lettet op da spørgsmålet bare var, hvad det nu engang var. Om Leonora vidste noget? 
De havblå øjne betragtede hende tavst i nogle lange sekunder - overvejelserne om hvorvidt han skulle afsløre det ene eller det andet, blinkede over mandens nethinde, men i sidste ende... der fortjente hun velsagtens at vide det. 

Aldamar's indre spændtes, men ikke i modvilje. Han havde trods alt, altid været en tilhænger af at få sandheden på bordet. Og hvis han ikke engang kunne være sandfærdig overfor Adena, kunne han næppe kræve det samme af hende, overfor ham selv. 
"Selvfølgelig er det Deres plads at spørge om, det behøver De ikke undskylde for" brummede han, og armene krydsedes foran brystet, så sølvkæderne svagt raslede. Det her omhandlede trods alt hende, hun havde krav på bare lidt. At han så ville give hende meget, det var hans eget valg. "Cordelia har skygget Dem i noget tid. Lige siden vi annoncerede trolovelsen. Som den kommende fyrstinde af Arys, fandt Fyrstinden det velsagtens passende at... passe på Dem" forklarede han, og skævede bagud hvor at han vidste at englens ranke skikkelse, stod som vagt udenfor døren. Det var ikke kun en verden af fine klæder eller god vin, den som Adena blev hevet mere og mere ind i, for hver dag de kom tættere på brylluppet. Aldamar's blik fandt hende igen. "De må forstå, at det var forventet at nogle ville reagere negativt på vores union, og at have føling med hvad der foregår, er essentielt som Fyrstinde. Men, ikke alt..." Aldamar tog en lidt dybere indånding, og fornemmede hvordan at blikket gled om bagved Adena til det næste. "Fordi nej, det andet, er imellem os to. Hun... hun kender til Fabian, dog" indirekte sagt, at hun dermed også kendte til sin søns egne præferencer. 

Aldamar's ene hånd kørte igennem de ravnsorte krøller, derefter ned på næseryggen og han gnubbede den træt i et suk "Jeg har ikke sagt noget om Dem. Det... det er deres egen hemmelighed at dele, med Dem de vil" 

"Jeg... Åh..." 
Cordelia havde skygget hende siden trolovelsen blev startet? Det... Det var nyt for Adena. Og lidt uhyggeligt. Vidste hun også, at Adena havde det med at hoppe ned i undergrunden og snakke med så lavtstående borgere, at de næsten ikke talte med i indbyggertallet? Det kunne vise sig at blive problematisk. Hendes planer var at skære gevaldigt ned på omgangen med Proteaus - både fordi hun selv ville flytte langt væk, men også fordi den slags næppe sømmede sig for en kommende fyrstinde - men det betød også, hun havde brugt lidt ekstra tid med sine venner dernede. En slags halvhjertet farvel, om man ville. 

"Tak," endte hun med at sige, da hun lod ham tale færdigt. 
Det gik hende ikke forbi, at han gnubbede næseryggen og rodede sig i håret. Utilpas, utryg eller bare mere træt end ellers?
"Jeg skal nok fortælle hende det," fløj det ud af munden på hende, inden hun helt nåede at tænke over ordene. 
Straks efter bed hun sig i læben og fortrød løftet. At fortælle den hemmelighed til en endnu ukendt kvinde, som hun forestillede sig langt mere skræmmende, end hun sikkert var, virkede som en dødsdom. Men når fyrstinden kendte til Fabian, var der nok ikke meget, Adena kunne holde succesfuldt hemmeligt for kvinden. Hun skulle nødigt tro, at Adena ikke brød sig om Aldamar, når hun til brylluppet havde svært ved den fysiske kontakt... Selvom... Selvom Adena stadig havde svært ved at finde ud af, om hun brød sig om ham. Deres få møder havde mest fyldt hende med forvirring. 

Lidt tøvende trådte hun hen ved Aldamars side igen klar til at lade sin hånd finde plads på hans overarm, når han tilbød den. Hun blev nødt til at affinde sig med, at det var der, hun skulle bruge en del tid fremover. I det mindste havde han ingen interesse i at røre hende på samme måde som de andre bejlere igennem hendes liv. Et eller andet sted higede hun også efter at få et kram af ham. Få at vide, at det hele nok skulle gå, og hun ikke behøvede være så zalans bange. For Athelstan. For sin - nej, nu deres - hemmelighed. For bryllupsnatten. For sin kærlighed til Alyssa. For aldrig at kunne blive rigtig lykkelig.
"Jeg har skilt med mig af med resten af... Resten af... Tingene," sagde hun, og kunne ikke få sig selv til at omtale alkymien som andet. Aldamar vidste, hvad hun mente. "Udover en enkelt, der gør en mere... Ehm... Klar til-eh... Det. Jeg tænkte... Bryllupsnatten... Jeg tænkte..." Det lød pludselig dumt, når det blev sagt højt. Adena følte sig varm i kinderne. Varm og dum. 
"Jeg skal nok smide den ud også," endte hun med at mumle.

Aldamar var skam træt, men ikke i den fysiske forstand. Han sov bedre det her år end han havde gjort mange af de andre år, hvilket var en glød der langsomt havde vundet ind over det blege ansigt, og glattet nogle af de rynker der ikke just kom fra smil eller munterhed, ud. Ringene under øjnene var ikke ligeså mørke mere, selve øjnene var ikke så skyggefulde som de havde været før i tiden, og udadtil, jah der var Arysprinsen godt tilpas og i bedste velgående, siden at han flyttet til hovedstaden. Men indvendigt? 
Hele det her rod, var hvad der gjorde Aldamar træt... hans overvejelser om Erneyll familien og hvad der skulle ske, hans bekymringer om hvilke former for alkymi den kære komtesse havde fået rodet sig ud i og så nok også mest af alt - jah så var han træt af hvor ængstelig hun var omkring ham. 
Hun var tøvende, hun var påpasselig, vigende i sin øjenkontakt og ydmyg. Hun virkede bange for ham - og han havde aldrig været i en situation, hvor at han aktivt skulle vise at han ikke ville kaste hende for hundene, fra den ene dag til den anden. Han havde aldrig skulle tage hensyn på den her måde, og det var udmattende at være påpasselig med sine reaktioner. Han vidste ikke hvad han kunne tillade sig, lige nu...

Selvom det i sidste ende ville være mere gavnligt om Aldamar selv smed paraderne - men hvordan skulle han dog vide det? 

Overraskelse tindrede derpå kortvarigt i de mørkeblå øjne ved dét løfte, men han undlod at kommentere yderligere på det. Det var hendes egen sag. Munden havde dog kortvarigt været en anelse åben førhen at ordene det behøvede hun ikke var blevet slugt. I stedet løftedes armen inviterende, og komtessen gled ned ved siden af Aryrprinsen. 
Langsomt begyndte de at gå, men de kom ikke langt, idet at Aldamar atter stoppede op ved nævnelsen af tingene, og hvad hun havde gjort af dem. Ord der blev skåret af inden de helt blev færdiggjort, og alligevel kunne han godt se hvor de endte. 
Overvejende vippede den indre beslutning om hvorvidt han turde at røre hende en anelse frem og tilbage, inden at han tog sig bare en anelse sammen, og forsigtigt lagde sin frie hånd, over hendes. Hun var trods alt ikke lavet af glas. "..." fyrstesønnen nikkede - han forstod til en hvis grad, og skubbede et smil frem over læberne, inden at blikket rettedes frem foran dem igen. "Du tænker meget på bryllupsnatten..." konstaterede han, og gav hendes hånd et lille klem. "... hvis du føler dig mere tilpas ved at bruge den, så vil jeg ikke nægte dig det - du er din egen kvinde. Men... personligt, ser jeg hellere... at vi venter, hvis det er din plan" han kunne ligeså godt få det på bordet - at udskyde det gjorde det ikke nemmere at tale om, og nu var hun selv kommet ind på emnet; Aldamar's bryn rynkedes en anelse. "Jeg ville ikke føle mig... komfortabel i, at du skal bedøve dig selv på den måde, Adena. Det..." han følte sig som en skurk, sådan at skulle gennemføre det med en kvinde der ikke var til stede. "... der er andre løsninger" Aldamar sank noget spyt der havde samlet sig, og mindedes hvad Fabian havde sagt. Det var i hvert fald en mulighed, omend det ville være gyngende grund at bevæge sig ind på. 

"Vente...? Hvordan skulle vi kunne vente?" spurgte Adena forsigtigt, men hendes stemme knækkede stadig over. 
Hun tænkte alt, alt for meget på bryllupsnatten, og hun var lige dele irriteret og pinligt berørt over det faktum.  Hun følte, at hun havde afdækket alle muligheder allerede - men det havde trods alt været på den præmis, at Aldamar ikke skulle ane nogle uråd. Hans antagelse om, at hun ville være bedøvet, var derfor også forkert, selvom det havde været hendes første tanke også. Men den ville ikke gå, når man skulle nare sin ægtemand til at tro, man gerne ville dele seng med ham. Den ene lille flaske, hun havde gemt, var den, der opstemte kroppen. Den ville intet gøre for, hvordan hun havde det i tankerne, men den havde været den mest lovende  i forhold til at klare en nat med en mand, hun ikke havde lyst til at gøre den slags med.
Der var dog mere presserende tanker, end at forklare ham om naturen af den drik, hun havde beholdt - og indtaget foran Athelstan derudover. Hendes hoved var fyldt med ustyrlige tanker, og de var alle sammen på vej ned i en negativ spiral. Mønsteret var genkendeligt fra de seneste dage, og nu havde hun rent faktisk en mulighed for at få sagt dem højt og talt det igennem med ham, der var omdrejningspunkt for mange af dem. Stod hun ikke over for et livsændrende ægteskab, var hun sikker på, de andre ting ikke ville fylde lige så meget, som de gjorde.

Adena tvang fokus til at ligge på den Aldamar, hun havde mødt i Labyrinthaven i foråret. Smilende og glad. Færre rynker og mindre bekymret. Ikke så tynget. Hun prøvede at finde ind til den følelse, hun selv havde haft dengang. Dengang, hvor hun ikke selv var så tynget, så bange og så forvirret. Det var ikke til at sige, om Aldamar ville sympatisere med hende, men han havde virket glad for ærlighed, så det var nok bedre at sige noget nu end at gå med alle følelserne indeni, hvor de bed ind i hendes mave og satte sig som betændelse.
"Vi skal giftes lige om lidt. Jeg er rædselsslagen for brylluppet og natten. Hvor meget kender vi overhovedet hinanden? Hvordan skal jeg kunne være en god hustru?" sagde hun. "Jeg har kun lige opdaget, jeg er til kvinder. Jeg har fået en fantastisk kæreste, som jeg skal holde skjult fra alle. Min lærerinde sprang ud fra en klippe. En sindssyg Erneyll er efter mig og gift med min bedste veninde." Tidligere bedste veninde? Adena løftede endelig blikket til Aldamars. " Jeg føler mit liv bliver revet i stykker, Aldamar, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igennem det."

Overraskelse glimtede kortvarigt i de mørkeblå øjne da hun spurgte hvordan de skulle kunne vente, og en anelse tøvende var det at Aldamar faktisk undlod at svare lige på dét spørgsmål. Fordi... for ham gav det ret så god mening; at vente betød at de ventede. Det betød ingen sex, før senere... det var ikke noget hun ville kunne undgå hele sit liv, medmindre hun søgte at afbryde hele ægteskabet med Aldamar, arvinger skulle der til i hans position. Men at udsætte det? Det virkede overraskende ligetil for den mørkhårede mand, der bestemt ikke ville beklage sig lige på den front. 
Det var nu heller ikke sådan at der var meget tid til at svare på hvordan man ventede, da Adena i det næste nu endelig åbnede op, og en strøm af bekymringer, ord og frustrationer væltede ud af den fine mund. Og der var mange. 

Langsomt følte han hvordan at overraskelsen svandt ind da hun satte ord på hvad der dannede grobund for den konstante flakken af lyseblå øjne, eller undvigelse af hans spørgsmål, jah sågar hvad der gjorde at angst sved lå blottet i hendes svanenakke, og for den mørkhårede fyrstesøn, forekom hendes bekymringer absurde. 
Men han havde heller ikke levet i dén type pres, som hun havde.... og omvendt, kendte hun tydeligvis intet til ham. Man måtte ikke glemme at bagved forfængelighed og velplejede negle, var Arysprinsen en overraskende hærdet skikkelse. En hårdhed, der nu trådte frem i de mørkeblå øjne, og fik ham til at møde hendes med en hidtil uset stædighed overfor selve livet og den modstand det gang på gang satte ind i hans liv, inde i sig. Så hendes liv blev revet i stykker, simpelthen? Det var en dårlig undskyldning. 
Hånden over hendes gled forsigtigt op til hendes rødbrune lokker, og rettede med fingersnilde en vildfaren lok, tilbage i den fine opsætning Adena's tjenestefolk havde sørget for. Perfektionisme og alligevel var han så langt fra perfekt selv. "Der er ting man kan kontrollere, og så er der de ting der falder uden for din kontrol. Og hvis du allerede nu lader dig 'rive i stykker' af tingene uden for din kontrol, her nu, så er det i sandhed svært at være dig" kom det en anelse lavmælt fra ham imens at han rettede håret, og Aldamar slap hende derpå, og trådte et skridt bagud; hænderne slog ud omkring ham i en demonstrativ, jah næsten udfordrende bevægelse, og de mørke øjne blev smallere i dets overvejende blik. Det kunne simpelthen ikke passe at hun tænkte sådan. Og det var svært for ham, at holde en... venlig stemt - en... pædagogisk tone, når svaret var så oplagt ifølge ham. 
Han havde aldrig været kendt for sin sympati, men han var heller ikke ondskabsfuld, da han med et fnys rystede på afvisende på hovedet. "Du kan ikke gøre for, at Athelstan er efter dig, eller at han er gift med din veninde. Din lærerindes... spring, har intet med dig at gøre. Hvem du er tiltrukket af og elsker - det kan du heller ikke styre. Men! Hvor meget du lægger i at lærer mig at kende, frem for at undvige mig..." Aldamar's hånd ramte brystet "... hvilken standard du holder dig op imod og hvordan bryllupsnatten kommer til at forløbe? Hvem der kender til din elsker...inde, og hvem der ikke gør?" uudsagt lå der i det, at det var alt sammen noget hun kunne tage styring i, men slet, slet, slet ikke havde gjort. 
Og dét kunne han ikke sympatisere med, trods det måske var det søde at gøre i den her situation. 

De mange bekymringer syntes at fordufte, jo flere ord, der kom ud af Aldamars mund. For med hvert ord blev Adena pirret. Så han mente ikke, hun tog nok kontrol?At hun skulle indse, hvilke dele af sit liv, hun kunne styre? Ja, hun kunne i hvert fald ikke styre, at hun var godt på vej til at blive pissesur. 
Især over den kølige, hårde facade, der gled henover prinsens ydre og ikke forsvandt selv med de fine gestikuleringer, han gjorde med armene. Sad han bare lidt for mageligt i sin position, eller manglede han en smule empati for andres omstændigheder? Måske begge dele, men det var sådan set også underordnet. Det prikkede til Adenas selvværd, og selvom det havde ramt bunden inden for de seneste uger, kunne hun ikke lade det her stå til. Slet, slet ikke, hvis hun skulle bruge resten af livet med den her mand. 

"Undvige dig?" spurgte Adena i en forbløffende fast tone. "Så nu er det mig, der undviger dig? Ja, det er meget lettere for dig at lægge det hele over på mig, er det ikke?"
Kinderne tog en let rødlig farve, idet harmen blussede op i hende. Nok var han stadig højere stand end hende, før de var gift, men at kaste om sig med sådanne beskyldninger om at hun ikke tog kontrol over sit liv... Havde han ikke været til stede de sidste par måneder? Nårh nej, det havde han netop ikke.
"Jeg sørgede selv for at finde en løsning på både bryllup og bryllupsnat - at du ikke er tilfreds med den løsning, og hellere vil vente end at finde en reel, holdbar løsning, er ved guderne ikke min skyld. Jeg fortalte dig om min kæreste, og du var forbløffende ligeglad. Jeg åbnede op, og du gik din vej, Aldamar," Adena mødte hans stålhårde blik med et næsten lige så veludført et af slagsen. "Så kom ikke her og sig, at jeg ikke tager kontrol over mit eget forbandede liv."
Hun lagde armene over kors foran sit bryst og hævede hagen - hvilket rent faktisk havde en lille effekt, da de var lige høje. 
"Måske du skulle til at gøre din del af indsatsen i det her forhold."

Harme var velkomment. Harme kunne han arbejde med - arbejde for - og vækkede ikke samme instinktive modvilje som ynk eller tristhed kunne få frem i ham. Så da Adena's ord i det næste nu fik en skarpere vending, var det kun et lille sekunds overraskelse der meldte sig på banen, skarpt forfulgt af prinsens saglige, lyttende men samtidigt også lidt for hævede ansigtsudtryk. Fordi nu blev det en hårdere ordstrøm der meldte sig på banen, og han havde skam selv sine egne frustrationer at komme ud med, hvis det var den vej de gik. Aldamar's egne arme fulgte synkront hendes, da hun krydsede dem over brystet. 
Men højde havde nu aldrig været hans stærke farce, så den vej gad han slet ikke gå, og tippede i stedet hovedet studerende på skrå, mørkeblå øjne granskende og kølige. Hah. 

Den medførte arrogance kunne hurtigt forekomme som en mangel på empati, fordi ikke længe skulle der gå, inden at et smil sitrede i den ene mundvig - et smil som slet ikke fulgte trop med de mørke øjne. Mere et smil for... udtrykkets skyld, og måske et lille testamente til den sorte humor der lurede et eller andet sted; det her var trods alt typisk, det her var trods alt meget... ironisk, at det skulle ske for ham. 
Mange havde været tilfredse med Aldamar i den her situation, men selvfølgelig ikke Adena. Det var typisk. "En løsning...!" mørkeblåt glimtede hånligt, at bedøve hende så hun lige præcis kunne komme igennem det, var ikke nogen løsning. "Er det så svært at få ind i dit rodede, lille hoved, at jeg helst ikke ligger med en så modvillig person? Alkymi er ikke en reel og holdbar løsning når vi taler om et helt liv sammen, Adena" et eller andet sted, var det en bizar form for hensyntagen. Han ville fortryde at skulle tvinge sig selv igennem det, for ikke at tale om hvilke følelser der kunne komme i klemme, hvis hun gik igennem med det. Ikke fordi at han virkede som en der tog meget hensyn, da han med et fnys forsatte. 
"Og jeg vil ikke undskylde for at gå, når du vælger at fortælle det på sådan et tidspunkt. Hvis du virkelig tror, at jeg gik på grund af dig og din proklamering om en kæreste, så tager du grueligt fejl" En lille pause, men ikke lang nok til at bryde ham af. "Verden centrere sig ikke om dine frustrationer, mine reaktioner er ikke bundet til at være en reaktion på dine" Aldamar løftede en enkelt hånd for potentielt at afbryde hvad end der kunne komme ud af ord, tilbage. Fordi han var ikke færdig. "Og..! Den indsats jeg har givet, er at være... eller i hvert fald fremstå som en mand der var interesseret, på trods af mine egne afvigelser. Selv hvis du ikke var nået frem til hvad du er, så ville jeg have bidt det i mig i de næste 20 år, og du ville ikke have vidst noget. Og det vil jeg stadigvæk gøre. Og du vil sætte mig op som din bøddel i stedet - de få gange jeg har rørt ved dig, har det virket som om at det har gjort ondt" hun havde reageret i ryk, tilbage i tempelhaven, havde hun sågar virket direkte ukomfortabel. Og på det punkt var han måske meget simpel, eller farvet af at være fysisk når han opsøgte sikkerhed. Ord kunne jo kun bære en så langt, ville han mene, så hvordan han nogensinde skulle komme over den grænse med Adena...
... jah det forekom lige nu næsten umuligt. 

Adena var på alle måder ukomfortabel med kropslig kontakt fra det modsatte køn. Det handlede om opdragelse og lærebøger, der fik malet hendes rolle i livet og ægteskabet op som underdanigt og eftergivende, levende for manden og hans behov, lyster og ønsker. Selvom landet havde en regerende dronning og flere af fystefamilierne havde magtfulde kvinder i hovedsædet, var den slags ikke hverdag, når man var lavadellig og det bedste, man kunne forestille sig med livet, var at få giftet sine børn en tand højere end sig selv, så børnebørnene måske kunne nå endnu højere op. Med tiden ville der gro en gren af udvasket blodsarv op til en fyrstefamilie, der næppe ville ane herkomsten mere, fordi kvindernes efternavne blev vasket væk med mindet om, hvor de kom fra. Adena var opdrættet som avlskvæg, og hun var godt og grundigt bevidst om det. Ikke mindst efter ræset med at få hende giftet væk virkelig havde taget fat, da Penelope blev dræbt. Pludselig at stå som den eneste datter var en helt anden sag end at have søskende omkring sig til at trække lidt af læsset. Hvordan hun var blevet stadset ud og gjort synlig og pæn for alle de hungrende adelsmænd var til at kaste op over - og det handlede sådan set ikke om at hun var til kvinder.
Derfor var det også ekstra pirrende, hvordan Aldamar tog alle hendes problemer og kyndigt foldede dem sammen som ringe skitser. 

"Din indsats har været begrænset til den ene gang i haverne, da vores trolovelse blev fastlagt. Det virker til, du har haft alt for rivende travlt med dine egne sager," Fabian, primært - tydeligvis. "-til at kunne ofre et par øjeblikke med den kommende hustru, du egentlig ikke er interesseret i - at fremstå interesseret er milevidt fra at være det. Og som den lavadelige Reier jeg nu engang er, indtil vi har indgået ægteskabet, er det ikke sømmeligt for mig at presse på efter møder - udover faktummet at jeg er kvinden og det derfor i øvrigt ikke er sømmeligt for mig at bede Deres Højhed om noget som helst. Åh, det har jeg mangen en gang fået at vide af både egen familie og tjenestestaber, når jeg ellers har følt det var på tide, vi faktisk fik snakket sammen uden for en selskab, hvor vi ikke bør udveksle andet end høflighedsfraser. Men den slags problemer som lavadelen og kvindfolk bakser med, fortæller de næppe noget om i de støvede bøger, du selv begraver næsen i. 
De fleste af de andre adelige taler godt om dig. De siger, du er en venlig, hæderlig mand, der kun vil folk det bedste, og at jeg skal være lykkelig. Men de siger også alle sammen, at de ikke kender dig så godt, så måske er jeg ikke den eneste du opretholder facader overfor - omend jeg måske er den eneste, du vil skulle fremstå at elske. 
Havde du ikke opdaget mine forsøg med alkymi, Aldamar, havde du selv levet de næste tyve år uden at ane uråd om min afvigelse. Forskellen er bare, at jeg ikke kun ville fremstå sådan, og jeg ville ikke have helmet før jeg fandt noget, der faktisk kunne ændre det og gøre mig i stand til oprigtigt at elske dig som en hustru bør. Alkymien gør mig ikke bedøvet og undvigende, som du tydeligvis fejlagtigt antager - den var ment til at gøre mig længselsfuld efter dig. I hvert fald... I hvert fald kropsligt! Og jeg ved den virker," Her kunne hun ikke helt holde masken og en kort rynke på næsen brød hendes udtryk, idet hun huskede hvordan Athelstan syntes at have oplevet samme effekt blot ved at se hende reagere sådan på substansen. Ad. "Men nu vi er ved holdbare løsninger, så lad os tale om dit valg af partnere. Jeg har i det mindste valgt en af adelig stand."

Det eskalerede. 
Man kunne ofte fornemme hvordan det trak op til storm, langt før at stormen egentlig reelt ramte. Man kunne se det på fuglene der søgte lavt, skovens væsner der gik i læ. Man kunne sågar næsten smage elektriciteten det bragte med sig i luften, og høre den buldren det bragte med sig, på god afstand. Og lige nu, så Aldamar hvordan at det stille og roligt, og ganske stødt ovenikøbet, eskalerede skridt for skridt. 
Igennem det hele var han passiv, latterlig reserveret som altid og med en utrolig begrænset ansigtsmimik der ikke lod mange af de følelser eller den vrede som hendes ord faktisk langsomt vækkede, komme til syne. Det var ikke sømmeligt, det var ikke værdigt. Det var våben for andre at bruge, og rent ubevidst byggede fyrstesønnen de barriere op igen, som han så inderligt havde forsøgt at bryde ned omkring hende. 
Problemet var dog, at forsøge åbenbart ikke længere var nok. 

Et afvisende fnys kom da hun anklagede ham for at hans forsøg var af ringe kvalitet. Hun fiskede efter at han burde have opsøgt den kærer komtesse noget mere, og et eller andet sted, jah så havde hun velsagtens ret. Men de samtaler de havde haft, i skarp overvågning af andre dele af familien... de havde ved Zaladin selv også været nok for ham, og skulle han være ærlig, havde hun - lige meget hvor meget hun stod og benægtede - aldrig virket videre interesseret. Altid så sky i sit blik... og trods det var et produkt af hendes opvækst, måtte man også erkende at Aldamar var i samme situation; han var vant til kvinder der fyldte store troner ud ganske godt. Hun levede ikke op til det billede. Overhovedet. 
Men de fornærmelser, de betød ikke det store - dem kunne han godt tage på sine skuldre - og det andet havde hun skam ret i, meget få kendte Arysprinsen godt nok til at sige de var venner. Men han var hamrende uenig om hendes lette syn på at tvinge gnister frem....
... alt det falmede dog, da hun med sin lille opstoppernæse gravede efter en smertefuld nerve. 

Aldamar's blod frøs i det øjeblik. Kæben spændtes, øjnene fik en ubehagelig glød i sig - fjernt fra den reserverede og kølige gnist der havde været at spore før, og fyrstesønnen næsten væmmedes. Hvem var hun, til at hæve sig over andre. 
"Ah, så lad mig få noget på det rene.... en elskerinde indenfor adelen? Den adel vi begge er en del af, og selvsamme adel der snakker, sladrer og stikker andre i ryggen hvis muligheden for at hæve sin værdi, byder sig?" Aldamar havde absolut ingen tiltro til de gribber der var at finde, og kunne ikke fatte at hun satte det op som noget hun var stolt af. Hun havde dødsdømt deres ry, hvis hendes affære var kortsigtet. Den form for... viden, skulle - burde - ikke have muligheden for at komme ud. En ting var at lukke munden på en skøge, noget helt andet var en adelig kvinde. Og Adena ville blive fyrstinde, hun ville ikke længere være en komtesse af en udvasket familie. 
Men det var ikke hvad der havde fået Aldamar's øjne til at ulme i indespærret vrede. Nej, hun bragte selvfølgelig Fabian op. Tænderne kværnedes ind imod hinanden, han var milimeter fra blot at gå, da den her diskussion ikke virkede konstruktiv for ham, men blot som en mulighed for at blive udhængt som en mand af den værste skuffe. Men det var godt at få et indblik i hvordan Adena tænkte, så han blev. Hvis han gik, ville det uden tvivl blive opfattet som en flugt fra samtalen. 
Fingrene strakte sig ud, knyttedes sammen igen og straktes atter ud, inden at han endelig åbnede munden ordentligt, nu sikker på at han ikke ville hvæse af hende. "Men jah, lad os endelig snakke om mit valg. Jeg har mødt giftige, forfærdelige og svigfulde mennesker i adelen, og fantastiske mennesker iblandt pøblen" startede han ud med, og gik overraskende behersket, nogle langsomme, klikkende skridt nærmere komtessen. "Du har i det mindste valgt en af adelig stand?" en kort latter, og hånden gled op til panden og gnubbede den. Utroligt.  "Utroligt hvordan værdi kan måles alene i stand. Utroligt, og ufatteligt trist, Adena. Jeg er ikke hellig, pøblen og vi er ikke de samme. Men at bruge det på den her måde..." Aldamar stoppede op, fugtede læberne og hørte hvordan et hmpf fyldte luften. "... uddyb endelig hvad du mener med den sætning. Jeg er nysgerrig - hvad giver dig ret til at sige det? Du kender ham måske? Du kender måske... hans type? Ohh, du ved at deres blod ikke er ligeså rent, som vores familie's blod er?" Aldamar kunne være forsat, men stoppede afventende sin ordstrøm, og slog en knude på tungen der mindede ham om ikke at gå længere end hvad der var... værdigt. Desværre. 

Hvor elegant Aldamar sneg sig uden om størstedelen af Adenas ord og tog fat i netop dem, han havde genmæle til. Det undrede hende sådan set ikke - han havde før vist sig at være yderst dygtig til at tale i en politisk sammenhæng, og det krævede netop dén egenskab. De ord, der blev smidt efter Adena som kasteskyts - han trådte endda tættere på for at være sikker på at ramme - prellede dog af på hendes midnatsblå skikkelse. Hvis man skulle ramme hende, var det ikke på uvidenhed om pøblen.
"Nej. Det eneste jeg er mere end pøblen er begrænset i hvem, jeg kan og bør omgås," svarede hun køligt. 
Når diskussioner kom herud, endte hun ikke i den voldsomme, rødblussende vrede, hun selv kendte og frygtede fra sin far. Han kunne råbe så højt, at hendes magi mistede den sidste flig af kontrol - og det hjalp sjældent på situationen. Nej, diskussioner som denne frøs hende til is - noget hun havde fra sin mor. Hvordan den kvinde nogensinde kunne besvare faderens flammehav med en sådan ro, havde Adena endnu ikke forstået, men overfor alle, der ikke var råbende, frådende bæster, kunne hun påtage sig en facade, der var en isdronning værdig. 
Nu, efter ugevis liggende i en sølle pøl af selvmedlidenhed, panik og nyopblomstret sorg, fandt hun endelig noget, der kunne få denne del frem i hende igen. Sparke til selvtillidens rustne tandhjul. Konflikten.

Netop Aldamars valgte ord hjalp med at danne den ekstra iskappe udenom hendes sind, der for få øjeblikke siden faktisk havde været så rodet, som Aldamar havde påstået, men nu føltes nyvasket og opryddet. Ordene havde intet på sig. Adena havde set sin del af undergrunden fattigdom, og selvom hun ikke et sekund ville opgive sin egen velstand for dem, levede hun ikke i en illusion af, at de ikke fandtes - i rendestene og kloakslam til knæene. Proteaus havde vist hende det. Evlyn havde vist hende det. Men ikke alle var som Evlyn. Ikke alle kunne dække sig til med en anden personlighed og bevandre adeligt selskab, som om de var født til et Midsommerbal. 
"Jeg kan få besøg af Alyssa uden nogen vil tænke to gange over det. Fabian derimod," fortsatte hun. "Hvordan vil du forklare, at vi har en skøge rendende? Han skal måske formskifte så ikke engang tjenestestaben kan rende med rygter? Han er ikke ligefrem en ukendt skøge af slagsen her i Dianthos." 
Nogle gange var tjenerne næsten værre en hønsegården af adelige damer til fest, når det gjaldt om at løbe med rygter. Man kunne selvfølgelig altid smide dem på gaden, men var det først sket, ville rygtet kravle langs væggene som mug under tapetet.

"Og angående Alyssa, så er hun arving til Svaneholm. At sprede den slags rygter om sin egen fyrstefamilie ville være forræderi." 
Noget i Adenas toneleje havde ændret sig. Hun lød urokkelig og besluttet. Som om hun ikke havde tænkt de tanker selv - egentlig om alle sine veninder. Hun havde overlevet ungdommen som en af de laveststående i sin venindeflok, og når der opstod interne stridigheder havde hun besiddet en evne til at plette  eller spionere de andre. Hun var ikke en, andre ønskede at være på den forkerte side af i en konflikt, men hun var samtidig også den, der ville lide det mest permanente nederlag, hvis det nogensinde eskalerede og pigerne besluttede sig for at tilsmudse hendes navn. Der havde tegninger af deres intime og (antagede) hemmelige stunder ingen magt. Nej, den slags havde magt inden det kom dertil. Derfor havde Adena også en hemmelig samling, hun ikke bare lige sådan skilte sig af med.

Aldamar så roen indfinde sig, og genkendte den ganske godt fra sin egen vredes udgangspunkt. Den ro der kunne få en til at virke beskyttet, uopnåelig og afvisende, og den ro han også selv benyttede sig af, for ikke at stå på den tabende side af en gemen diskussion. Endelig virkede det til at komtessen hankede op i sig selv, og fremstod stærk, så stærk som det ville blive krævet af hende, at gøre i den position hun ville gifte sig til. 
Men at hun valgte at gøre det her, fik Aldamar's hjerte til at banke forræderisk svigfuldt. Han begyndte at forstå, hvorfor Athalstan kunne have så meget vrede imod hende. Hvis det her var hvad man stod model til, ville enhver blive sådan, hun gik lavt, og hun gik bevidst efter noget, nogen, der var lavere end hendes stand, som hun så fantastisk penslede ud for ham. Som om at Aldamar ikke havde overvejet de tanker selv. Ligesom at hun mente at han kun brugte det nødvendige i en diskussion, ville han bestemt også mene at hun var manipulerende. 

Aldamar's øjne blev en anelse større da hun nævnte Alyssa's navn, og fyrstesønnen tog sig bandende til hovedet idet at han drejede sig omkring. Ah, en underfamilie i hovedfamilien. Hvor passende, hvor helt igennem fantastisk. Og hvor fuldkommen uretfærdigt. 
Men det var en melodi der spillede på gamle strenge, Aldamar havde altid vidst at det aldrig ville være nemt at få noget form for forhold til at fungere, for ham. For meget risiko. Men her kom Adena, og kunne valsende proklamere at hendes kæreste og hende sagtens kunne låse sig ind på værelserne og få besøg uden problemer. Hvilket ikke var løgn, de var trods alt kvinder, der ville altid være et større forbehold hos ham. 
En dybere indånding blev taget, og han prøvede forgæves at ryste den modvilje der langsomt, støt og konstant byggede sig op imod Adena, ud af kroppen. Men det var giftigt, og var godt i gang med at slå rod. Hun brokkede sig om at hendes verden faldt sammen, når hun ganske tydeligt kunne se hvor fjern den realitet var. Så selvberettiget en person, havde han ikke mødt længe.
"Hvordan kan du ikke forstå hvad en formskifter gør - og kan gøre, når du endda selv nævner det? Ethvert besøg af Fabian vil være så godt som hemmeligt, og skal ikke forklares. Selvfølgelig vil han formskifte, og ikke kun overfor tjenestestaben, men alle det er nødvendigt overfor" kom det ligeså køligt fra ham. 
Og så sagde hun tilmed også, at hendes ord fra før - hun havde i det mindste fundet en af adelig stand - ikke var ment som spot? 

"Og må jeg være fri, Adena. Forræderi foregår, selv i fyrstefamilierne... tag Isenwalt som eksempel - du bør ikke bruge det som et bærende argument" Aldamar trådte ikke tættere på for at lægge kraft bagved sine ord. Han trådte tættere på, for at være sikker på at hun forstod dem.  "Skøge, lavadelig eller hertug - en person langt under din stand, er en person du ikke bør omgås? Er det en standard du holder op imod dig selv?" Aldamar's øjenkontakt veg ikke, og det var ganske bevidst at det kom som et direkte spørgsmål. Fordi hvis hun gjorde, havde han ganske rigtigt intet at have sine argumenter i. Men hvis hun selv gik omkring samfundets mindre klasser, var det utrolig dobbeltmoralsk. 

Adena fnøs. Her havde hun troet, at Aldamar forstod de politiske strukturer og alligevel fattede manden ikke at netop Isenwalds forræderi havde sendt den tidligere fyrstinde i eksil. En skæbne, der nemt kunne tilfalde Alyssa, hvis hun vendte sig mod Adena, og hun var giftet ind i en højere stand. Måske ville få tro rygterne, men de ville ikke have svært ved at stemple det som onde tunger. 
Men hun nåede hverken at svare på den tiltale eller hans indledende ord om for skiftning, før han sluttede af med et spørgsmål. Et spørgsmål det virkede så uvigtigt som noget kunne være i sammenligning med det andet. Derfor startede Adena også et helt andet sted.

"Er det virkelig det liv, du vil byde din elsker?" spurgte hun med en mere stille stemme end før. "Og når han begår en fejl og en af tjenerne ser hans sande jeg, eller noget de ikke kan forklare? Ryger han så ud... Er det hans fejl? Så din ryg er fri? Jeg så hans blik mod dig den aften. Han er jo dybt fortabt i dig, så selv jeg kan se det - og du vil trække ham ind i en fremtid hvor han altid må være en anden over for alle i din nærhed? Jeg ved, vi går en fremtid i møde fyldt med hemmeligheder, og jeg har snakket med Alyssa om det. Har du snakket med Fabian om det, eller er han for dig stadig bare en service, du betaler for? "
Helt grundlæggende havde Aldamar slet ikke forstået, hvorfor Adena havde bragt det på banen. Det handlede ikke om at omgås eller ikke omgås pøbel. Tjenestefolk og butiksansatte. Boder på markedet og kusken for vognen. Alle hendes venner i Proteaus. 
Det handlede om at Fabian blev trukket ind i en verden, han ikke hørte hjemme i, og det lod til at Aldamar kun tænkte på hvad han fik ud af det og ikke hvad Fabian øjensynlig ville miste ved det. Og den risiko, han måtte løbe. Adena løb den når hun tog til Proteaus. At have Fabian i huset ville være meget det samme, bare omvendt.
Så mens Aldamar snakkede sig høj og hellig i forhold til at være sammen med pøblen, var Adena stigende bekymret for at der ikke lå mere i det end samværd. At den reelle relation manglede - måske i hele Aldamars liv. 

Om fyrstinden var faldet eller ej, var underordnet. Familie var ikke hellig overfor familie, og onde tunger eller ej, ville det bringe skam over dem alle. Der var en skøge trods alt hvad det var, en skøge. Men ikke for ham.
Hvilket også var derfor at han indvendigt var faret op i det røde felt, da hun tillod sig at se sådan ned på ham, som hun udadtil lignede en der gjorde. At møde en inden for sin stand var ikke det optimale for ham, og det ville det aldrig blive - der havde han aldrig været så heldig som Adena tydeligvis var, men havde heller aldrig opsøgt det, for den sags skyld. Kun på afstand, altid så forbandet meget afstand. 
- og det havde heller ikke været meningen at han skulle sidde så dybt i sit forhold med Fabian, at de ord som Adena nu satte frem, faktisk gjorde ondt. Noget der kom frem som et kort glimt af tøven - slog han hende virkelig som en der var så uhensigtsmæssig - inden at kølig vrede tog over igen. 
Han havde fået arbejdet sig godt ned i sit isvand, det var ikke bare lige sådan at hive sig selv op derfra. 

Og udover det, så talte hun uden om, og gjorde - fra hans synspunkt - kun det her for at komme under huden på ham. Så nu bekymrede hun sig simpelthen? Aldamar fnyste; et blik der blev smallere idet at han lænede sig tilbage, og tvang hænder på plads bagved ryggen. Fint, han kunne godt lege med. "Jeg har ikke et andet liv at byde ham, Adena. Ikke med dig og din modvilje imod folk som ham" Aldamar's næver knyttedes en anelse - det var sådan det havde fremstået, da hun bragte ham op. "Og hvis du ikke har lagt mærke til det, har jeg aldrig haft et andet valg end at acceptere en sådan fremtid, så jah - det bliver som det nu engang gør. Godt for dig at du har snakket med Alyssa, godt at du - på trods af et liv der 'ramler sammen', ser ud til at have ganske godt styr på det" en snert af bitterhed kunne ikke holdes ude, og Aldamar sank noget spyt der sad fast. Ligesom hende, havde han heller ikke haft meget at skulle sige i de situationer man skulle ud i, som arving. Han havde bare lidt mere sølv at gemme den træls sandhed bagved. 
Men der ragede ikke hende - det var ikke hendes problem, men hans. Og Aldamar havde aldrig været god til at dele sine problemer eller frustrationer med andre, slet ikke en naiv, fremmed og selvvigtig komtesse, der virkede til at have sine antagelser om Aldamar. Han gjorde dog intet for at modbevise dem, men trak sig derimod ret meget tilbage i sin distancerede kulde. 
Der var mere at sige, men Aldamar tav. Resten ville kun være skabt af den bitterhed der voksede, og han tog en dybere åndånding for at løsne op i den spændte krop. Den her tur skulle bare overstås. 

"Jeg har ingen modvilje imod Fabian eller andre som ham, som du så pænt sætter det op," svarede Adena. "Husk på jeg selv hyrede ham. Jeg havde næppe brugt en hel aften sammen med ham i den klare tro, at en under min stand kunne fikse mit problem. Nu lægger du blot ord i munden på mig, Aldamar."
Adena havde under hele samtalen - skænderiet, nok nærmere - haft armen krydset henover brystet. Nu foldede hun dem ud og glattede sine skørter. Den her samtale kørte i ring. Han blev ved med at komme tilbage hendes første, ulykkelige ord om, hvordan livet blevet revet i stykker foran hende. Hvilket hun ret meget stadig følte, og om det var en valid følelse at have eller ej, føltes absurd at blive dømt på. Især af en, der hverken kendte detaljerne eller hendes liv, som det havde været før i det hele taget.
Hun samlede hænderne på ryggen - en ubevidst spejling af Aldamars holdning og brød øjenkontakten for at genfinde forbindelsen til resten af rummet, og dermed også den dør, de egentlig havde været på vej mod. Hvordan i alverden skulle hun nogensinde kunne få et lykkeligt liv med den her mand? Deres fælles afvigelse havde virket som en positiv ting til at starte med, men nu lod det ikke til at give andet end problemer. Det, og så at Adena havde begået den fejl faktisk at tillade sig at åbne op over for Aldamar om sine problemer. 

"Om mit liv ramler sammen eller ej, er ikke din beslutning, selvom du meget tydeligt lader til at have den opfattelse. Jeg er ikke din endnu," fortsatte hun med en bitter undertone. Et eller andet sted var han bare som alle andre mænd, var han ikke? Kontrollerende og besidderisk. "Jeg er oprigtigt glad for, at du ikke har tænkt dig at tvinge dig over mig på vores bryllupsnat, og jeg håber du indser, hvor meget Fabian faktisk holder af dig. Måske jeg skal hyre ham igen for at finde ud af, hvad det er, der gør det. Du virker ikke synderligt interesseret i at dele aftenen yderligere med mig, så for min skyld skal du være velkommen til at gå tidligt hjem. Jeg ved, Cordelia venter på mig derude, så nu vil jeg gå ind og se på noget kunst."
Måske det kan få mig i en lille smule bedre humør.
Med de ord, besluttede hun sig for, at hun ikke gad mere mundhuggeri - for det kom tydeligvis absolut ingen vegne - og tog i dørhåndtaget ind til gallerisalen.