Det var aften i Rubinien, Isarnia var blevet hjulpet væk fra oasen af skovelveren Draco, og havde for første gang i sit liv, eller hvert fald den del af hendes liv hun huskede, set og oplevet havet. Der var endnu meget for hende at udforske, og hun havde heller ikke haft fornøjelsen af en anden havfrue eller mand, men hun var overbevist om de måtte eksistere. Med aftenen der gik på hæld, var den unge havfrue søgt op fra havets spændende dybder, for at besøge byen Balzera, hun kendte den som sin egen hånd, hun havde leget der flere gange, for selvom Vargas havde været striks, havde han også været god og ladet hende opleve byen om aftenen. 

Denne aften var ikke spor anderledes, hvis ellers man så bort fra, at Isarnia måtte bruge sin illusionsevne på alle hun mødte, hun ejede ingen klæder og for ikke at forfærde folk med sin bare krop, skabte hun for øjne af alle der lagde øjne på hende, en ganske simpel illusion om hun faktisk bar klæder.

Hun sukkede af lettelse da hun endelig fandt en lille bor som solgte de fineste klæder. Hun lod hænderne vandre betaget over det silkebløde stof, det var let og simpelt, men fyldt med de smukkeste sten og farver. Endnu en gang lod hun sin evne aktivere, så hun skabte illusionen om at hun faktisk betalte da hun rakte manden nogle småsten, hun havde samlet op fra jorden. Til hendes held var gaderne næsten tomme, så hun var ikke helt udmattet da hun endelig kunne trække de smukke klæder på sin krop. Fornøjet drejede hun omkring sig selv med en blid latter, inden hun fortsatte sin færd ned af gaden med blikket vandrende rundt. 

Det var første gang at William sådan rigtig havde været i Balzera. Han forstod ikke helt det med at der var slaver for det havde han aldrig oplevet nede i Aquarin før eller nogen andre steder. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op. Godt nom havde Maximillain sagt at han aldrig måtte tage her hen alene, det var et farligt sted for en kongelig, men han var lige glad. Han ville opdage hele verden hvis han kunne, også selvom han heller end gerne var farlige steder. Ingen vidste jo sådan rigtigt hvad han var på landjorden, men når ha;først blevet opfanget at han var kongelig et sted som dette..ja så var håbet nok ude med ham. Han ville blive taget til fange og solgt som de der slaver han havde hørt så meget om, eller krævet løsepenge. Og så ville han da aldrig nogen sinde få lov tila t vandre alene uden opsyn. Godt nok var han aldrig alene på landjorden uden Maximillian, men han havde altså set sit snit til at forsvinde fra Maximillian i havet da han havde været der.

Byen virkede så stor og uoverskuelig og han anede ikke om byen her var farlig eller je, men han vandrede da i gaderne og kiggede på alt hvad der var at kigge på. Han holdte sin halskæde i hånden som hang rundt om halsen på ham. Den blå skildpadde sad så fint i den gyldne kæde og med et skete der noget han ikke havde været forberedt på. Et par børn løb direkte ind håi Hamborg væltede ham omkuld. Hvilket fik ham til st trække lidt for hårdt i halskæden så den røg af ham. Et blåt skarpt lys kom rundt om hans ben og langsomt forvandlede benene sig til en tung blå og rød hale. Først da lyset var overstået vendte han sig om i siddende stilling og kiggede lidt på halskæden og så efter børnene der stod som forstemt og kiggede på ham og halskæden. “Forbandet, kan i så komme væk! Møgunger!” Kom det fra ham og viftede lidt med en knyttet hånd imod børnene uden at kunne rykke sig væk fra stedet. Han havde ingen ide om hvad klokken var, og han anede bestemt ikke hvad de lavede ude på denne tid! Men en ting var sikkert, han kom ingen steder så længe han havde en hale, han fumlede lidt med halskæden for at få den på sig igen, men kæden var næsten knækket efter at han hevet så hårdt i den da han væltede. Heldigvis virkede kæden stadig til at han kunne få den på. Langsomt stak det blå skarpe lys frem igen og hans hale fik de lange ben igen, og jo mere benene kom frem jo mere fadede lyset ud for til sidst at forsvinde. Han rejste sig op og kiggede hårdt på børnene der stod og var dybt fascineret af ham og hans halssmykke. “Kom så væk sagde jeg!” Ham løftede en hånd på ny og bevægede sig over imod dem men jo tættere på han kom på dem jo mere bakkede de væk men forsvandt aldrig helt ud over at de stod og grinede af ham og var betydelig betaget af hans halskæde.

Et smil krøb over hendes læber, da en flok små børn kom løbende forbi, det ænsede hende knap nok, men hun fulgte dem alligevel med blikket, betaget af deres barnlige leg som de sprang omkring og drillede hinanden. Ingen af dem virkede til at have opdaget manden, før de ramlede ind i ham så han væltede omkuld. Isarnia måtte bide sig i kinderne, for ikke at komme til og le, men stoppede helt da hun så det kraftige blå lys, lyse op omkring dem. Hun savnede næsten sine havfrue øre, de var så meget bedre til at lytte, i stedet måtte hun nøjes med de menneskelignende øre.

Hun kunne ikke se hvad der foregik for børnene, eller høre hvad de snakkede om, men hun var ikke i tvivl om der var sket noget spændende. Hun trådte et skridt nærmere, men mandens hårde tone, fik hende til at bremse op. Hvorfor var han vred? Det var jo et uheld? Hun rynkede forvirret i panden, mens hun trådte lidt til siden, børnene dækkede fuldkommen for udsynet til manden på jorden, men da lyset kom igen, måtte hun nærmere, for hvad foregik der dog? Hun havde aldrig oplevet den slags før.

Manden kom atter til syne, da han rejste sig op, men hans opførsel virkede næsten truende og da hun så han hævede hånden imod børnene og råbte af dem, kunne hun pludselig løbe. Hun løb direkte derover og ind foran børnene, manden var meget højere end hende selv men hun var ikke bange af sig. “Kan du SÅ få den hånd ned, man slår ikke børn og jeg er sikker på det kun var et uheld! Ikke sandt unger?” Hendes lyse stemme var overraskende hård, som hun stod forsvarende foran dem med armene ude til siden så manden ikke kunne nå dem. Alle nikkede de og undskyldte, inden de løb videre, men Isarni blev alligevel stående helt rank med et alvorligt udtryk i øjne. 

Det var jo ikke fordi at han ville skælde børnen ud, det var mere tanken om at han ville blive berøvet for noget der havde affektion for hans familie. Han ville komme SÅ meget i ballade hvis den halskæde blev stjålet, for slet ikke at nævne han aldrig ville komme væk her fra som havmand hvis han ikke havde halskæden på sig. Måske havde det i det hele taget også været en fejl at han tog her hen helt alene. Kunne han nå at vende om. Men inden han overhovedet fik set sig om stod der en kvinde foran ham og nærmest var verde på ham. Han forstod ikke helt hvorfor men han lyttede til hendes ord og sp hvordan børnene løb den anden vej og glemte alt om ham og den magiske halskæde. HELDIGVIS! “Slå? Jeg vil da ikke slå. De skal bare ikke stjæle fra mig og min halskæde!” Kom det fra ham i en lidt hårdere tone end det først var meningen. Han kiggede lidt ned på halskæden og så at sen hang længere nede end den plejede. Nu skulle han også have en ny kæde i vedhænget, men det ville han altså ikke have her, det var helt sikkert! “Jeg så godt deres blikke på min halskæde” kom det fra ham i et blidere tonefald og kiggede efter børnene som allerede næsten var ude af syne. Han kiggede lidt på kvinden foran ham, hun måtte være rig med det stof hun havde på. Eller også havde hun bare virkelig god smag. Han havde jo ikke sit fineste tøj på eller noget. Han havde bare noget almindeligt tøj på,som viste lidt af hans overkrop efter som at det var en lidt nedringet trøje. Men det var det tøj som Maximillian altid havde givet ham når han var på landjorden. Selv bukserne var ikke det fineste, det var bare sådan nogle brune nogle uden rigtig noget på. 

Isarnia vidste ikke helt om hun nu også købte hans forklaring, men ikke desto mindre mildnede hendes ansigt sig, da børnene først var væk derfra. Hun trak vejret dybt, inden hun lod blikket vandre ned på halskæden, den var smuk uden tvivl og måtte være meget dyrebar for ham, siden han tog sådan på vej. Hun gjorde et lille nik, inden hun lod blikket vandre over manden, med hendes sølle 149 i sin menneskelige skikkelse tårnede manden sig  op over hende. “Det lignede ellers du havde i sinde at slå dem, sådan som du hævede din hånd imod dem..” Svarede hun mere roligt, inden hun tog et lille skridt tilbage, selvom manden ikke virkede ondskabsfuld, var det lidt intimiderende med højdeforskellen på dem, når hun stod ham så nær. 

“Men det er jo blot et smykke, du kan vel købe en ny?” Spurgte hun roligt, hun kendte ikke til magien eller betydningen for ham. Distraheret af sine tanker lod hun blikket falde ned på sine hænder, der var stadig ingen tegn på hun skulle tilbage til vandet, at hun havde valgt aften tiden at komme op på land, havde været helt ideelt for hende nede i sydens varme. 

En varme brise, fik de silke klæder til at danse let omkring hendes slanke krop, de passede ikke perfekt med hendes højde, men dækkede dog de bare fødder. For fodtøj havde hun ikke nået at anskaffe sig endnu, da manden havde forstyrret hende. Hun lod blikket glide rundt, for at finde nogle som solgte sko, og uden tøven forlod hun mandens selskab da hun så en bod med sandaler, smilet var stor som hun bukkede sig ned og samlede et par småsten op inden hun gik derhen, hun fandt nogle som passede hende og lavede det samme lille trick igen, hvor hun skabte en illusion om at stenen var krystaller som hun brugte til at betale inden hun iklædte sig sandalerne.

Hvad var der med hende og at slå? Det var altså noget af det sidste han ville gøre. Han var ikke en voldlig person på nogen måder tværtimod, han ville aldrig gøre en flue fortræd! Ham var bare overvældet over at få af vide det var et farligt sted, og så oven i købet blive væltet omkuld. Det var jo ikke første gang det var sket for ham, selv i Dianthos havde han oplevet der, og der var han blevet betragtetsom en tyv, også selvom det på ingen måder havde været sandt, faktisk var det det sidste han havde været, hvilket den lille fe også havde kunne finde ud af i sidste ende. Han kiggede lidt på hende og åbnede munden for at sige noget men stoppede sig selv i det. “Nej hør nu her, jeg ville aldrig slå, det ligger slet ikke til mig, jeg blev bare overrasket...” han kiggede lidt ned i jorden og lod fødderne vandre lidt på stedte. Tanken om at slå nogen lå langt væk fra ham, ked mindre det var en udfordring at spore, for så ville han have gjort det. Det var en af hans svagheder aldrig at kunne sige nej til en udfordring om han så vidste udfordringen var tabt på forhånd. “Købe en ny? Næh nej, dette er et arvestykke, man kan ikke bare få et nyt, det er magisk. Sådan nogle bliver ikke bare lavet” kom det Graham og kiggede efter hende som hun bevægede sig væk. Hvordan skulle han nogen sinde kunne få et nyt og så komme levende her fra? Nej det duede bare ikke på nogen områder. Nej så hellere være fast besluttet på at holde sig oprejst og passe på et sted som dette.

Han stirrede efter hende som hun bevægede sig væk fra ham og kiggede lidt mærkeligt på hende som hun samlede noget op fra jorden. Han vidste ikke hvad det var, men han ville gerne vide det så han gik et par skridt tættere på for at finde ud af det bare var krystaller hun havde betalt med. Hvor heldig var man lige at der lå krystaller på jorden?! Kunne han være lige så heldig?! Tænk en gang hvis han kunne så var det da ikke et farligt sted som der var blevet udtrykket. Eller nu hvor han så ordentligt efter blev han noget overrasket over hvad han så. “Hey hov stop, det kan du da ikke!” Råbte han lidt højt hen imod hende og satte det lange ben foran det andet for at komme hen til hende så han kunne tage fat i hende.

Et arvestykke? Hun vidste ikke helt hvad det betød, hvorfor hun også bare havde valgt at ignorer det, som hun i stedet satte sig for at finde noget fodtøj. Alt gik da også som det var forventet, eller det var næsten alt. Hun havde ikke tager højde for mandens nysgerrighed, og havde derfor ikke givet ham den samme illusion som sælgeren. Det gik hvert fald op for hende, bedst som hun havde fået fodtøjet ordenligt på og rettede sig op. Et øjeblik så hun forvirret imod ham, som han pludselig kom farende imod hende. Forskrækket rakte hun hænderne frem, at lave en illusion på en som havde opdaget sandheden, var altid meget sværere end på de intetanende, og manden gav hende ikke lige frem meget tid til at reagere, idet han nåede hen til hende og greb fat i hendes arm. 

Hans hånd nåede med lethed hele vejen rundt om hendes lille slanke håndled, og sælgeren som før ikke havde anet mistanke, blev pludseligt også mere mistænksom. Manden kunne få hele hendes illusion til at bryde sammen, hun kunne blive afsløret og det der var værre, fanget igen. Hun måtte handle hurtigt men hvad skulle hun stille op? Hun bed sig usikkert i læben og pludselig lod hun tårerne vælde op i hendes øjne. Det krævede alt af hende at styrke illusionen til sælgeren, så hun kunne tale frit. “Men de forstår ikke, jeg ejer inter, har intet hjem, ingen familie, fortid eller fremtid...” Egentligt var det sandheden, men hun håbede det kunne vinde ham over, så han ikke ville afsløre hende for sælgerne på markedspladsen. For at smøre ekstra på, lagde hun hænderne på hans brystkasse og trådte helt ind til ham. “De må ikke fortælle dem det, jeg bønfalder dem..” bønfaldt hun dæmpet som tårerne fik frit løb ned af hendes kinder.

Han havde faktisk mest af alt regnet med at hun ville forsvinde som han havde råbt efter hende. Nålen nej hun var som forstenet på sin plads som om hun havde gjort noget galt, hvilket hun som sådan set også havde gjort. Han havde regnet med at skulle jagte hende igennem byen for bare at nå hende, også selvom hun havde små korte ben, men nu var han ikke lige frem i den bedste fysiske form på landjorden frem for hvis ham var i vandet. Alligevel havde han fat i hendes arm og han kiggede på hende som hun begyndte at græde. Straks fik han dårlig samvittighed og vidste dårligt nok hvad han skulle gøre af sig selv. Hvordan kunne man ikke vide hvor man kom fra, eller om man havde en fremtid. For slet ikke at tale om en familie? Det kunne han slet ikke sætte sig ind i. Det var virkelig mærkeligt. Han bed sig lidt i læben og kiggede på manden ved boden og så ned på hendes fødder med skoene på. Så det var altså noget hun havde gjort før eller hvad? Han forstod ikke helt hvad han skulle gøre. Alligevel sagde han ikke noget men blev ved med at holde fast i hendes arm.

Straks begyndte han at trække afsted med hende uden at sige noget som helst til hende. Han vendte sig ikke engang om mod manden men hev hende bare afsted ind i en gydemodne stoppede endelig op for at slippe hendes arm. “Det kan du altså ikke bare gøre det er forkert” kom det fra ham. Han havde tydeligtvis ikke styr på det med ikke at have noget som helst i livet. Han fik jo bare hvad han pegede på om end at han ikke rigtig ville have det. “Er det noget du har gjort før det der?” Det lød måske en anelse hårdt, men han fik et smil på læben. Han kunne ikke tillade sig at være sur på hende, for han ville ikke engang vide hvad det vil sige ikke at eje eller have noget som helst.

Hun vidste ikke om hendes tårer ville gøre tricket, manden var ikke sådan at læse, men han var tavs længe, alt for længe føltes det som. Da han begyndte at kigge over imod sælgeren, blev hun da også oprigtigt bekymret, hun vidste ikke hvor længe hun kunne fastholde illusionen, det var ved at blive kritisk og hun måtte snart væk, hvis ikke hun skulle blive afsløret. Og det var da også som om manden læste hendes tanke, for bedst som hun havde tænkt det, trak han afsted med hende i en vældig fart, så hun næsten væltede efter ham.

Hun forsøgte lidt at kæmpe imod, for hvad havde han lige tænkt sig? Da hun så gyden spærrede hun de tårefyldte øjne helt op og strittede imod alt det hun kunne, men manden var for stor og stærk. Hvor langt kunne hun trække skuespillet for ham? "Undskyld.. Jeg er virkelig ked af det.." peb hun dæmpet med tårerne fortsat rullende ned af hendes kinder, mens hun snøftede. Hun vidste godt det måske ikke var helt retfærdigt, men hun vidste ikke hvordan hun ellers kunne slippe ud af denne knibe, hun havde fået sig selv i. Hun skyndte sig at ryste på hovedet, for at benægte nogensinde at have gjort noget lignende. Godt nok havde hun skaffet sig klæderne på samme måde, men hvad var alternativet, at gå rundt uden et eneste klædestykke?

Han fattede ikke engang mistanke over at hendes tåre måske kunne være falske for at hjælpe hende ud af en situtation til hendes egen fordel. Det eneste han vidste var at han fik dårlig samvittighed over at have anklaget hende på den måde. Men der var bare et problem i det. Det havde jo været en sand anklage, lige indtil hun begyndte at græde. Han vidste dårligt nok hvilket ben han skulle stå på for at hjælpe hende. Hvis han kunne havde han gjort det, men måske var delbare sådan folk var her i Balzera? Han havde jo ærlig talt ingen ide om det. Han måtte bide sig i læben som hun sagde noget. Han havde lyst til at ruske i hende, om det så bare var noget fornuft han kunne få der ind. Alle og en hver vidste da at man betalte for sine ting og ikke gjorde som hun havde gjort. “Havde du været i mit rige var du sikkert fået hugget hovedet af. Ærlig  talt ved jeg det ikke, jeg har aldrig måtte se sådan noget...” han viftede lidt med den ene hånd, og lagde ikke engang mærke til at han faktisk havde sagt at han var af høj rang, især den måde han havde sagt mit rige på. Han bed først mærke i det lidt efter og måtte ryste på hovedet. Sket var sket og det kunne ikke laves om. Han ville aldrig kunne tage det tilbage, og slet ikke hvis hun gjorde ham noget og i værst fald tog hans halskæde, men han håbede ikke at hun var så dum anlagt.

At være let at distrahere var ikke altid heldigt, slet ikke for en ung havfrue som Isarnia. Da manden pludselig snakkede noget om sit rige, blev hun overraskende nysgerrig, for han lignede ligesom hende selv, ikke en der kom fra Rubinien. Isarnias hud havde en chokerende bleg glød, som opholdt hun sig aldrig nogensinde i solen, og trods manden ikke var lige så bleg, lignede han bestemt heller ikke de fleste andre på disse kanter. Hun lagde hovedet ganske let på skrå, men opdagede kun alt for sent at tårerne var stoppet med at trille frit. “Dit rige?” Spurgte hun ubekymret og lod blikket glide over manden. 

Der var ikke meget vand at komme efter i luften i Rubinien, tvært imod var luften knas tør, så hver gang hun brugte sin evne, trak hun på det vand hun havde i kroppen, men med mørkets frembrud og den kølige natteluft kunne hun bedre klare det. Hun bed sig eftertænksomt i underlæben, inden hun løftede sin ene hånd op til de våde kinder og samlede en ganske lille tåre på sin højre pegefinger. Den lå som en perfekt lille dråbe, inden hun løftede blikket op imod manden. “Tilgiv mig....” hviskede hun helt blidt inden hun sendte manden et lille smil.

Dråben forsvandt fra hendes finger, idet hun fokuserede på mandens øjne, en fin gennemsnit hinde af vand dannede sig over hans øjne så hun kunne skabe sin illusion. Den var hverken at se eller mærke, men den var effektiv, hun behøvede ikke ændre på lyde eller lugte, hun ville bibeholde omgivelserne, det eneste hun ændrede var at hun i hans øjne forsvandt med et lille hånd-luft-kys sendt i hans retning, som havde hun faktisk aldrig været der. Sandheden var dog en anden, for nu hvor han hverken kunne se, høre eller lugte hende, kunne hun frit træde frem og med største forsigtighed løsne hans kæde. Han havde været så bekymret for sin kæde, at den måtte være uvurderlig, selvom hun ikke brød sig om at stjæle kunne den måske hjælpe hende. 

Isarni stoppede dog brat i sin færd væk fra manden, det var lyset hun før havde set, der fik hende til at stoppe op og vende sig imod manden igen. Hvad skete der dog?

Han kunne give hende en forklaring på hvad der kunne være sket hende, men ærlig talt kunne han ikke fortælle hende noget som helst. For han kendte ikke engang lovene for Balzera, ja han kendte knap nok lovene i Aquarin, det var jo ikke fordi at han måtte vide så meget endnu. Men det kunne ske! En dag, det handlede vel egentlig bare om hvornår. “Ja tænk ikke så meget over det” kom det fra ham som en henvisning til hvad han havde sagt om sit rige.

Inden han overhovedet kunne forklare noget som helst fik han noget i øjet noget som lagde sig hen over hans øjne så han mistede synet for hende. Egentlig kunne hun bare være forsvundet ud i den blå luft, men det var jo ikke tilfældet her. Han var dybt forbavsetover hendes mystiske forsvinden og et suk nærmest kom over hans læber. Lige indtil han mæskede halskæden blive løsnet om ham og det skarpe lys der omringede hans ben. Han havde snart oplevet det så mange gange så han kendte følelsen af at blive lavere for til sidst at lande på jorden med en rød og blå hale. “Nej... Nej.. Ikke det! Jeg bliver slået ihjel. Jeg skulle aldrig være kommet!” Han næremest var ude af sig selv til at kunne forstå hvad der var sket med ham. Han vidste at han sad op af en mur i en eller anden gyde og her kunne han nu sidde til Maximillian en dag ville finde ham.. hvis nogen overhovedet ville finde ham for han regnede ikke med at nogen ville bære ham ud i den nærmest havn, uanset hvad han tilbød folk. “Jeg er på røven nu... Max... MAAAAAAAAAAAAAAAX” han kaldte navnet, men han vidste godt at Maximillian aldrig ville kunne høre ham. For han vidste ikke engang hvor i verden Max ville lede efter sådan en dum prins som ham som gjorde hvad han ville... det blå lys var forsvundet rundt ham hans nu hale og han flappede lidt med halen som om den var groet fast i brostenen. 

Et forfærdet gisp slap over hendes læber, idet hun stirrede ned på mandens hale. Hendes øjne blev kun større idet hun vendte blikket imod halskæden i hendes hånd. Han var som hende! Hun holdt sig for munden mens hun stirrede på manden, hun kunne ikke stjæle fra en som hende selv. Forsigtigt gik hun hen til ham mens hendes blik gled over halen, hans var meget mere farverig og smuk. Hun havde aldrig set noget lignende, eller mødt nogle som hende selv. Hun var ikke alene, der var andre! 

Hun gav et svagt suk fra sig, inden hun tog manden hånd og lagde halskæden tilbage i hans håndflade, men sådan som han råbte op var hun oprigtigt bange for, om hun skulle stikke af, inden denne Max ville dukke op, for hun følte virkelig ikke for at miste sit hoved. Selvom det måske var dumt, valgte hun at fjerne den hinde der lå for hans øjne inden hun satte sig ned på knæene ved hans side med blikket rettet imod halen. “Du... Du.... Du er en havmand....” Det var svært for hende at få ordene over læberne, og hun var ikke engang sikker på, at det var det mændene blev kaldt. 

Han anede ærlig talt ikke hvad han skulle gøre. Det var som stribe hans hjerte ud eller det der var værre. Han anede ikke hvordan han skulle greje det hele. Han var hjælpeløs et fremmed sted, og så kunne han ikke gøre andet end at råbe op om en hjælp der aldrig ville komme. Han havde lyst til st græde, men han kunne ikke, han måtte være stærk, men alligevel var han modløs. Hans blik vandrede ned på den hale der lå foran ham, og han bed sig i læben som hans hænder kørte hen over halen. Han lænede hovedet tilbage så det ramte muren og han vendte blikket op imod himlen. Det var overstået, han kunne sidde her og rådne op. Der var ingen hjælp at hente han vidste det bare.

 Så med et ramte noget hans hånd og han mæskede efter uden at kigge ned fra himlen. Det var... Det kunne da ikke være men jo det var det! Hans blik vandrede ned imod hånden og han knyttede hånden omkring hvad der lige pludselig virkede mere værdifuldt af at have mistet det bare for en kort periode. “Valeria være nåde!” Kom det fra ham og inden han overhovedet fik taget halskæden om var der noget der forsvandt fra hans øjne så han igen kunne se den kvinde der netop havde snydt en sælger. Havde hun fået medlidenhed med ham denne her gang? Hans blik vandrede ned på sin hale som hun nærmest stammede sig igennem ordene. “Ja? Er det et problem?” Spurgte han undrende. “Sig ikke at i spiser havmand her vel?”  Kom det nærmest bekymret fra ham, for hvis de gjorde det.... ja så skulle han altså væk lige så hurtigt som han kunne komme op, når han altså havde fået nogle ben igen.

Isarnia holdt blikket fast på halen, mens hun lyttede til hans ord. Hun kunne stadig ikke forstå det, en hale. Han havde virkelig en hale! Normalt ramte følelser ikke Isarnia særlig længe af gangen, før noget nyt ville forstyrre hende, men denne gang var hele omverden forsvundet og tilbage var kun denne fremmede mand. “Du sagde mit rige, betyder det at du kender alle havfolk?” Spurgte hun, næsten helt alvorligt. Måske, bare måske der var en lille chance for at han kendte hendes historie, hvem hun var eller burde have været. 

Men lyden af hans ord, fik al hendes alvorlighed til at fordufte som dug for morgensolen, inden hun gav sig til at grine, en varm og hjertelig latter der fyldte hele gyden, inden hun rystede lidt på hovedet af ham. “Ikke hvad jeg har oplevet, men de holder havfolk i fangenskab...” svarede hun, stadig leende, men dog yderst påpasselig med sit ordvalg, hun vidste bedre end at stole på fremmede, også selvom denne fremmede var den første hun havde mødt, det var som hende selv. 

Han kiggede lidt forvirret omkring sig og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Først havde hun været der så var hun væk, og nu var hun der igen. Som om hun kunne blive usynlig, det var ærlig talt noget mærkeligt noget, og så havde hun betalt for sine sko med små sten! Det var næsten mere end han kunne håndtere. Han måtte bide sig i læben og han kiggede lidt på hende som hun endnu engang holdte ham fast på han havde sagt hans rige.. “Egentlig er det min fars, men ja alle de vigtige ved jeg da hvem er. Adels folk, børn, børnebørn, hvem der støtter hvem. Fjender af riget. Ja de meste af dem der har betydning for Aquarin” kom det fra ham og tænkte sig lidt om. Af en eller anden årsag vidste han da hvem lige de personer var. Men lige det med at have styr på sin egen magi... Det var virkelig ikke en af tingene når det kom til stykket. 

Selvom hendes blik lå fast på hans hale kiggede han også selv på den. Selvom det var mørkt i gyden kunne man stadig Ane at den skinnede lidt som om den var våd. Han tog sig ikke længere af det, men da hun så begyndte at grine følte han sig lige pludselig lidt lille. Hvad skulle han så nu? Og da hun så sagde de næste ord havde han nær tabt halskæden ud af hånden og bed sig endnu hårdere i læben. “Nej det går ikke. Jeg duer ikke til den slags. Jeg må hellere..” inden han fik gjort sætningen færdig satte han halskæden på og på ny dukkede det skarpe blå lys frem, og langsomt forsvandt halen og erstattede den blå og røde farve på armene og halen til hud og en hvid kulør det matchede resten af hans hud. Der gik ikke ret lang tid før lyset forsvandt ind til en lille prik for til sidst at forsvinde helt. Nu sad han blot på de kolde brosten og følte sig endnu mere kold og klam. “Det var bedre, der var ingen der så det vel?” Han var lidt mere bekymret for hvad der kunne ske med ham hvis de opdagede at han var havmand. Han ville nødig tages til fange og sælges eller det der var værre... pateres! For der var intet vand i nærheden han kunne forsvare sig med, og slet ikke st han kunne kontrollere den side af sin evne!

Isarnia lyttede til hans ord, mens hun stille lod sig glide ned af en væg, hun sad stadig helt forstenet over det faktum, at manden rent faktisk var som hende. Hun turde ikke fortælle ham det, for hans ord gjorde hende modløs. Han kendte kun de vigtige, de adelige, et svagt suk slap over hendes læber, og det ellers altid så positive væsen sad for en kort stund og bare stirrede på mandens hale. “Åh okay..” blev hendes eneste ord, hun havde virkelig håbet han ville kende alle og enhver, men hvis der nu faktisk var mange havfolk, var det måske for meget at forlange. Hun slog blikket ned på sine hænder, og fumlede lidt med dem, mens hun lod tankerne flyve frit. 

Da manden gav sig til at fumle med halskæden, løftede hun blikket og et smil trådte frem. Det så nu morsomt ud, men hun måtte lukke øjne for det skarpe lys der kom. Mon han aldrig blev træt af det? Selvom der var noget helt magisk over det, skar det i øjne hver gang og tiltrak sig unødig opmærksomhed. Hun lod blikket vandre mod gaden udenfor gyden, men det var ingen mennesker at se, men mørket var også faldet helt, de fleste måtte være hjemme hos deres familier. “Findes der mange havfolk?” Spurgte hun i stedet for egentligt at svare på hans spørgsmål, hun ville hellere forsøge at løfte sin egen stemning. Måske havet ville hjælpe? Hun rejste sig op og børstede de fine klæder rent for støv inden hun gik imod gaden. Deres lille diskution før virkede til at han havde glemt alt om, præcis som Isarnia selv. 

Havde han sagt noget forkert? Eller var alt som det skulle være? Han havde da ikke udelukket nogen havde han? Han var ikke sikker på det, men det hele var da sandt det han havde sagt. Han ville jo heller ikke være til besvær for nogen. Men ærlig talt så lød hun en anelse skuffet. “Er der et problem?” Spurgte han og kiggede på hende. Lige pludselig blev han i tvivl om han havde gjort noget galt eller sagt noget han ikke skulle have sagt. Men han ville hellere end gerne sige de rigtige ting, det var jo en PIGE der stod foran ham, og han kunne altså godt lide piger når det kom til stykket!

Mest af alt havde han løst til at flygte. Han ville ikke skabe problemer for sig selv, og han havde allerede ændret sig fra hale til menneske 4 gang inden for ret kort tid! Han ville nødig have at der kom nogle og kidnappede ham, det havde han slet ikke tid til, også selvom det så ud som om der var menneske tomt. Hans hovede tittede frem fra gyden for at kigge ned ad gaden på begge sider. Bare der ikke var nogen der havde opdaget lyset! Hans blik vandrede fra højre til Venstre til højre igen og blev afbrudt i at kigge til Venstre da hun spurgte om noget. Han rejste sig ordentligt op og kiggede på hende. “Ork ja, masser. Både med haler og uden haler. Nogle har tentakler! Der er mindst lige så mange væsner i Aquarin som der er her på landjorden.” Han havde slet ikke styr på hvor mange forskellige væsner der var i Aquarin men der fik han nok heller ikke styr på... endnu. “Selvom de fleste med haler har evnen til st gå på land og så flytte her op, men det bliver ikke noget for mig” okey han drømte da om at flytte til landjorden, men det kunne han ikke. Han ville aldrig kunne slippe sine forældre helt, også selvom de var irriterende ret så ofte!

Isarnia var måske lidt skuffet og havde svært ved at skjule skuffelsen helt for William. Hun bed sig tænkende i underlæben, hvor ville hun gerne fortælle ham det, men var det sikkert? De var jo fra det samme sted, havet, men hun var bange for at fortælle sin hemmelighed, bange for sandheden om hendes fortid, sandheden om hende selv. Hvad nu hvis hendes fortid var mørkere end hendes nutid? “Det er bare.. Jeg havde håbet.. Altså.. Nej bare glem det..” lød hun til sidst opgivende, hun rystede på hovedet af sig selv, hun var for første gang bremset af bekymringer til at turde sige noget. 

Hendes blik hvilede længselsfuldt imod havet, hun kunne svagt høre havets brusen imod sandstranden ret forude, havde hun dog bare haft sine havfrue øre kunne hun tydeligt have hørt havet, dets kalden på hende. Men Williams ord trak hende ud af tankerne, idet hun vendte et opmærksomt blik imod ham, lyttende til hvert enkelt ord. Smilet om læberne vendte tilbage for fuld udblæsning, hun måtte ud og se det med egne øjne, uden at tænke over sin bekymring, eller hvad hun egentligt havde gang i, lod hun sig styre helt af impulserne. Hun strøg afsted imod stranden uden at vente eller se sig tilbage, hendes helt nye okay stjålne sko faldt af i farten da hun først nåede stranden, de lette silke klæder flagrede farverigt omkring hende, de lange lyse lokker flagrede i vinden som hun satte farten op så hurtigt hun kunne. Vandet var så tæt, sååå tæt! Det sprøjtede op overalt omkring hende da hun fortsatte i vandet, til hun satte af og sprang under vandet. Tilbage var der kun det urolige vand efterladt af hende, ført til sidst silkeklæderne flød op i overfladen uden noget spor efter hende. Hendes krop var gledet ud af klæderne da hun først havde fået sin hale.

Han kiggede lidt på hende og mærkeligt nok havde han sagt et eller andet der påvirkede hende. Havde han sagt noget forkert? Noget der ikke var rigtigt? Han havde da bare forklaret. "Nej hvad?" spurgte han og ville gerne vide hvad det var hun mente. Han havde jo ikke sagt eller gjort noget forkert havde han? Han ville da gerne vide hvad det var hun tænkte på. Men han ville da heller ikke trække det ud af hende. Hvis ikke hun ville fortælle det så måtte det jo være sådan det var, også selvom han i det hele taget brændte af nysgerrighed.

Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende men hun sagde ingen ting, Han vidste ikke helt om hun havde lyttet til det han havde sagt, og lige pludselig så gik hun. "Nej hov stop!" kom det fra ham og kom på benene. Han kiggede efter hende og så kun lige ryggen af hende. "STOP!" kom det fra ham og begyndte at løbe efter hende. Han vidste ikke hvor hun skulle hen, men han var bestemt ikke færdig med hende endnu. Han ville vide hvad det var hun tænkte på, og han ville vide om han havde sagt noget forkert! Jo tættere på han kom på havet jo mere kunne han lugte det saltede vand. Han skulle den vej på et tidspunkt alligevel. Han stoppede op ved strandkanten og spejde ud efter hende og så hvordan hendes sko lå og flød. Han bevægede sig ud i vandet til hovedehøjde. "Hallo du drukner! Kom op!" han havde faktisk ingen ide om hun virkelig var ude i vandet, eller om hun var et andet sted. Det var faktisk et ret mærkeligt tidspunkt at gå i bad på!