Det var blevet aften, og mørket var langsomt ved at sænke sig over Turmørkedalen. Regnen piskede ned fra den mørke himmel, og alt den unge forslåede pige kunne høre var vinden der ruskede ubarmhjertigt i alt, og de store dråber af regn der gav genlyd i de efterhånden store vandpytter, der fyldte hele gaden. 
Med armene slynget omkring sin overkrop, i forsøget på at holde lidt på varmen, søgte hendes blik fortabt rundt, det var efterhånden flere dage siden hun havde fået en ordenligt nattesøvn, og hun havde været for træt til at bruge sin evne og dyrke noget spiseligt. 

Mødet med vampyren i Dianthos, havde stadig sat sine tydelige mærker på hendes krop, men i det mindste hjalp regnen til at skylle blodet af hende. Hun var gennemblødt fra top til bund, og de gamle slidte pjalter, klæbede sig til hendes slanke figur. Hendes læber var begyndt at blive blå i kulden, og hun vidste at det var på tide hun fandt skjul et sted, men hvor skulle hun søge hen? Hun kendte kun ganske begrænset til menneskers skikke, fra det hun havde observeret fra skovbrynet. Det var så begrænset hvad hun havde gjort sig af bekendtskaber, og disse krystaller hun havde hørt om ejede hun ingen af.

Hun hørte lyden af stemmer igennem regnen, og vendte blikket imod lyden. Der kom lys fra et af husene, og hun kunne se der kom nogle ud derfra, de var højlydte og hun forstod ikke noget af det de sagde, som de væltede rundt i mudderet. Hun havde godt set nogle opfører sig på den måde før, det skete når de drak et eller andet. Hun rystede svagt på hovedet, men holdt sig alligevel tilbage i skyggerne, til menneskene var væk fra døren. Måske hun kunne finde et sted at putte sig, få varmen tilbage i kroppen og måske lade de tynde pjalter tørre lidt. 

Da hun var sikker på banen var sikker, trådte hun frem imod døren hvor de var kommet ud, der kom stadig stemmer derinde fra, men ikke nær så mange eller højlydte som før, det tog hende tid at finde modet, men til sidst skubbede hun den en smule op, ikke mere end hun lige kunne klemme sig ind, i håbet om ingen ville opdage hende. Det var kun hendes 2. gang indeni sådan en konstruktion, og hun vidste oprigtigt ikke hvad hun skulle forvente, da hun først trådte igennem døren og den gled i bag hende.

Tusmørkelys kro var en velholdt, varm og indbydende bygning; det gjorde Athir sit bedste for at vedligeholde. På denne tid af døgnet, på denne tid af året, blev stearinlys tændt på alle bordene, så gulligt lys flød ud af vinduerne, og fakler blev tændt udenfor, så rejsende og handlende kunne finde vej i mørket. Indenfor var trægulvet slidt glat af brug, og borde og stoler var strøet jævnt ud i hele lokalet. De var ikke pæne eller synderligt behagelige, som dyrere møbler var, men de var solide og godt håndværk. Fra loftet hang tre simple lysekroner lavet af en enkelt ring af jern, i hvilken flere stearin lys var spændt fast. I hjørnet var en stor pejs tændt, og ude fra køkkenet emmede lugten af varm stuvning. I aften var der mere stille end sædvanligt. Det skete somme tider. Athirs investeringer måtte tjene sig ind på andre dage.

Ved et rundt bord tæt på udgangen, hvor gæsterne, der netop havde forladt kroen havde siddet, gik en kropige og samlede brugte krus ind på en bakke. Hun var den første, der hørte døren gå. Instinktivt smilede hun og drejede hovedet mod kroens nye gæst for at byde dem velkommen, men i stedet for at gøre det og vise Nianna hen til et bord, stivnede hun ved synet af den unge, forfrosne kvinde og mistede balancen af bakken et øjeblik. Hastigt greb hun fat i bakken med den anden hånd for at stabilisere den, vendte om på hælen og skridtede hurtigt i retning af bardisken i den modsatte ende af kroen. Omme bag disken strakte hun sig op på tær, så hun bedre kunne hviske til den kraftige, ældre mand, med gråsprængt sort hår og skæg og en barket næve holdende om et brugt viskestykke. Han rynkede de kraftige øjenbryn og så ned på hende: "Forfrossen?... Så hun ud til at have nogen krystaller?" Kropigen rystede på hovedet, og stillede sig på tær igen for at tilføje noget. Hun troede, pigen måske var kommet til skade. Athir brummede dybt og tænksomt og så ned mod Nianna. Han nikkede til kropigen. Hun forsvandt ud i køkkenet med bakken.

Athir tøvede lidt bag bardisken, mens han stoppede viskestykket ned i bæltet. Så begyndte han stille og roligt at bevæge sig ned mod den nyankomne, gennemblødte pige, med et venligt smil, selv hans fuldskæg ikke kunne skjule. Hun havde virket nervøs selv helt nede fra bardisken, så nogen forsigtighed lagde han i sine bevægelser, og da han nåede inden for hørevidde af den gennemblødte pige, åbnede han munden og sagde med en stemme, der mindede om lyden af den varmende kaminild i hjørnet: "Velkommen til Tusmørkekroen. Mit navn er Athir, jeg ejer stedet her. Hvad kan jeg gøre for dig i aften?" Han forsøgte at bruge sin magiske evne til berolige hende. Forhåbentlig var det nok til, at hun ikke stak ud i kulden, regnen og mørket, og hvad der var værre. Tusmørkedalen var intet sikkert sted efter mørkets frembrud.

Lydene inde i kroen var alle dæmpede, hun hørte ildens knitre i kaminen, hvis varme spredte sig som et varmt tæppe i hele rummet, og indhyllede hendes skælvende krop, i en behagelig men kortvarig ro, for som hun lod blikket vandre varsomt rundt, mødte hendes blik en ung kvindes, med en bakke i den ene hånd. Kropigen var tydeligvis lige så chokeret som Nianna selv, hvis hjerte føltes som sprang det et slag over, og uvilligt trådte hun et lille skridt baglæns, så hendes ryg mødte døren bag hende. Hendes tanker blev til et stort mylder, alle bekymrede for hvad der nu ville ske, for hun vidste at ude i kulden ville hun ikke holde meget længere. Hendes klæder, som for år tilbage havde set bedre dage, var blevet reduceret til hullede laser, fyldt med rifter, huller og tyndslidte pletter, efter nattens tumult med vampyren, farven var ikke længere genkendelig, da mudder og blod var blevet tværet sammen og dækkede hvert et lille område på hendes klæder og krop. Selv det blonde hår, var trods regnen filtret og sølet til. Rester af blade og kviste var at finde filtret ind i hendes hår. De store øjne var rødsprængte af udmattelse og frygt, men trods smerten og udmattelsen forblev hun oprejst. 

Da kropigen vendte rundt og med hastige skridt bevægede sig væk, lod Nianna blikket følge hende, lettelsen var kortvarigt at spore i hendes udtryk, fordi hun slap for endnu en konfrontation, men lettelsen var kortvarig, da hun så hvilken retning kropigen strøg i. Den store mand, der ventede ret forude, fik hende til at spile øjne helt op, for hun anede ikke sit levende råd til hvad hun skulle forvente nu, vrede? Hun kunne næsten ikke forestille sig andet, for hun følte det var alt hun havde mødt på denne rejse. Ak hvor hun dog savnede sit fredelige hjem i skoven, langt væk fra ondskabsfulde skabninger, for trods de lignede hende, gik som hende, var de alt andet end lig hende. De var ondskabsfulde! 

Deres udveksling af ord forstod hun intet af, hun havde aldrig lært deres sprog, kun enkle ord forstod hun, fra sine mange observationer fra skovbrynet, men hun vidste dog snakken gik på hende, for de blikke der blev kastet imod hende, fik hjertet til at galopere i hendes bryst, ildevarsling, det var hvad hun forstod af deres snak, flygt! Hun famlede i blinde efter det greb der skulle blive hendes frelse, men uden held, for hun turde ikke løsrive sit blik fra den mand der nu nærmede sig. Hun var sikker på hendes hjerte ville give op, hvert øjeblik, men som manden nærmede sig, stilnede hendes febrilske søgen efter grebet sig, men hun forstod ikke hvorfor, hendes hjerte syntes ligeså at falde til ro men hvorfor? 

Hendes blik faldt fra hans øjne, ned til store skæg der bevægede sig, i takt med hans ord. Hun forstod intet af det, og begyndte i stedet at ryste på hovedet, inden hun strakte armene frem med håndfladerne vist imod ham, i håbet om han ville stoppe, samtidigt med en lyd hun inderligt håbede, ville lyde som en protest imod hans fremmarch, lød fra hendes strube. Armene begyndte hurtigt at dirre og hun lod dem falde ned langs hendes sider. 

De grønbruneøjne under de buskede øjenbryn studerede Niannas tøj, og der, hvor tøjet ikke dækkede, studerede de rifterne og mærkerne. Hun havde set medtaget ud på afstand, men på tæthold... Den gamle byvagt, der havde boet det meste af sit liv i slummet, brugt det meste af sin ungdom omkring forbrydelser og usle celler, og nu boede i en dal berygtet for røvere, varulve og vampyrer, kunne ikke huske, at han havde set nogen se værre ud og stadig trække vejret. Lige så stille begyndte forestillingerne om, hvordan hun var kommet sådan til, at danne uhyggelige billeder i hans hoved. Det løb ham koldt ned ad ryggen på trods af varmen fra alle de små, lysende stearinflammer og pejsen bag ham. Han forsøgte ikke at lade sig mærke med det, og det gik også nogenlunde. Hans vejrtrækning var steget en smule, og han kunne mærke uroen i sin mave, men han smilede stadig venligt gennem fuldskægget.

Hele vejen derhen - det relativt korte stykke fra kroens bar og så til hoveddøren havde føltes flere minutter længere end normalt -, havde han forsøgt at holde roen. Det havde været så åbenlyst, at bare det, at han var der, skræmte hende, og selv om han havde set en lignende opførsel før hos andre væsner, så mindede hendes opførsel mere om et forskræmt dådyr, der helst ville springe tilbage i krattet ved den mindste lyd. Hun løftede hænderne, da han var omkring to meter væk, og han standsede. Den håndbevægelse var universel nok. Det måtte have noget at gøre med, at det lignede et skub. Han forstod dog ikke den lyd, hun kom med. Var det et ord på et andet sprog? Ikke et han genkendte, og der kom mange gennem denne kro. Måske det var en dialekt, han ikke forstod?

Hendes lille størrelse og magre skikkelse og alle hendes skader og snavset, gjorde det nært umuligt for ham at vurdere, hvor gammel hun var. Hun var intet barn, det var tydeligt nok, men hun virkede ikke langt fra. Ingen overraskelse at han skræmte hende. *Åh stakkel... hvad har du været igennem...* Han stod nogle øjeblikke og tænkte på hvordan han, en meget stor, stærk mand, hun måske ikke forstod, skulle overbevise hende om, at det nok var bedst at blive i hans kro. Mad plejede at være et godt argument. Han fandt venligt Niannas øjne og vendte så hovedet efter en af kropigerne, formede sin hånd som en skål og lod som om, han spise af den med en ske i den anden. Kropigen forstod beskeden. Forhåbentlig gjorde Nianna det også. Han åbnede munden igen, trådte et skridt til side og viste vej til et bord med hånden: "Vil du sidde ned?" Han brugte sine evner igen. Han var meget i tvivl, om hans evner virkede lige så effektivt, hvis målet ikke forstod ham. Han måtte vente og så.

Den måde hans blik gled over hendes krop, gjorde hende utilpas, minderne om vampyren blomstrede i hendes tanker, og trods roen før havde sænket sig over hendes hjerte og vejrtrækning, mærkede hun den klamme følelse af frygt, den frygt der lagde pres på hendes bryst, så det føltes som om hun ikke kunne få luft, den frygt der fik hendes hjerte til at slå hurtigere. En dirrende hånd løftede sig fra hendes side og greb om det tyndslidte stof ved hendes hals, som et forsøg på at lette den hurtige overfladiske vejrtrækning. Ville han hende ondt? Tårerne samlede sig i hendes øjenkroge, idet hendes blik febrilsk søgte hans efter svar, men han stoppede som hun ønskede, forvirringen stod malet i hendes ansigt under dække af angsten, der drænede farven helt fra hendes kinder. 

Det føltes kun som et sekund, at hun nåede at få øjenkontakt, før han vendte ansigtet væk. Var det hendes tegn til at løbe for livet, men hun så hans hænder samle sig og forme en skål, hvilket fik hende til at vente, hun frygtede den beslutning ville koste hende dyrt, men den ro der lå over ham var smittende, og da han ikke længere havde fokus på hende, var det som om den kom til hende igen, hun trak luft ind som galt det hendes liv, da hun endelig følte det muligt at fylde lungerne igen. Et øjeblik tillod hun sig selv at lukke øjne, og dvæle ved følelsen af ro, hvor den kom fra vidste hun ikke, men den var der, hun kunne mærke den lige så tydeligt som sidst, nu hans fokus havde rykket sig over på kropigen og hun tillod sig selv et par dybe vejrtrækninger.

Da hun følte sig mere samlet, åbnede hun øjnene. Tårerne der før havde samlet sig, var trillet ned af hendes kinder, da hun havde knuget øjne i, og efterladt hendes syn mere klart i det varme gullige lys. Forsøgte han at ligne en der spiste af sine hænder? Hendes hoved vippede ganske svagt til siden, mens hun iagttog ham med rynket pande. Fordybelsen blev dog afbrudt ganske brat, da han talte til hende og rykkede sig til siden, i en sådan grad at hele hendes krop gav et spjæt og hun trak sig til den modsatte side, mens hun lyttede til hans stemme. Sidde ned. Hun gentog ordene flere gange for sig selv, for hun var slet ikke sikker på deres betydning, men modvilligt lod hun blikket følge hans arms retning, imod et bord med stole. Usikker på hvad han ønskede, hvad hun selv ønskede blev hun stående samme sted, som havde hun groet rødder og ikke længere kunne flytte sig, mens hendes blik søgte tilbage til hans øjne, de udstrålede varme og venlighed, og den mystiske ro hun følte måtte stamme fra ham, hun kunne ikke komme i tanke om andre muligheder. 

Den lille stemme bag i hendes hoved, skreg; Stik af!! Usikkert stiftede hun vægten fra det ene trætte ben til det andet, inden hun forsigtigt løftede de dirrende hænder op og imiterende hans bevægelser før, med at lave skålen med sine hænder. "M.. mad.." det tog alt i hende, at få det lille ord over sine læber, bare at forme lyden så den kom ud som hun før havde hørt, krævede et par forsøg. Hun lod hænderne knuge sig sammen, inden imod hendes bryst, mens hendes blik søgte hans. 

*Så for den...* Han holdt sin reaktion i tanken. Det kom bag på ham, at hun reagerede så kraftigt, bare han rørte sig. Han stod helt stille. Bevægede ikke en muskel. Det burde ikke være kommet bag på ham. Han var mindst et hoved højere end hende. Hans størrelse alene for ikke at nævnte de barkede næver burde give nervøse trækninger eller i det mindste en opmærksom anelse hos en, der virkede så lille og forslået, som den pige, der havde sneget sig ind ad døren. Hendes øjne var blanke. Af gråd? Af feber? Af ren og skær træthed? Han forsøgte ikke at rynke brynene på en måde, der fik ham til at se gal ud, men rynkede blev de. Den gamle byvagt havde sjældent været så opmærksom på hver eneste muskelfiber i sin krop. Pigen kunne tydeligvsi ikke skælne pludselige bevægelser fra ufarlige, og hans han havde ikke sinde at gøre hende fortræd.

Han overvejede, hvad han ville gøre med hvem end, der havde udsat hende for de skader. Forudsat han nogensinde stødte på skurken. Det virkede usandsynligt.

Måske han skulle... De buskede øjenbryn hævede sig overrasket. Hun kunne tale! ... Men tydeligvis ikke helt forstå. Han skulle sætte sig ned.

Han nikkede forsigtigt. Han forsøgte at finde en måde at tale med pigen på. Med så langsomme bevægselser, som han slidte venstre knæ kunne holde til, satte han en hånd på et ryglæn, drejde stolen en smule og satte sig så ned.

"Sidde ned." Det buskede overskæg vendte igen venligt opad, mens han så på Nianna. Bag sig hørte han tøfler mod trægulv og en egetræssker der kurrede blidt rund i suppefyldte keramikskåle. Han så sig forsigtigt over skulderen.

"Aaarh og mad." Krofatteren forsøgte at holde sine stemme og sin evne i ro. Jo mindre forandring jo bedre, tænkte han.

Gimma, kropigen, der havde mødt Nianna først, havde ikke fart på og satte forsigtigt to skåle med suppe ned på bordet og smilede først venligt til Nianne og så afventende til Athir. Athir hviskede noget om noget tøj, og Gimma nikkede hjertevarmt før hun gik mod baglokalerne. Et eller andet sted deromme havde de en kiste med glemte ting. Tøj somme tider.