Det var efterhånden ved at være sendt for den uerfarne Memoria, der atter havde begivet sig ud på landevejene for at nå frem til Dianthos’ mægtige mure. Det var altid ubehageligt at befinde sig på den store landeveje, men den var den eneste måde, hvorpå hun kunne finde hovedstaden ellers ville hun fare vild. Solen var dog så småt begyndt at farve himlen i varme nuancer af rød og orange. Det var et smukt syn, som Elmira var stoppet op i udkanten for at kigge ud over markerne og himlen uden lyset var byen til at forstyrre hende. ”At beskue himlen fra jorden, er i sandhed en velsignelse” lød det taknemmeligt fra hendes læber, som hun fugtede dem og drejede kroppen imod sydporten.

En advarselsklokke fik hende til at hoppe et lille stykke op i luften, som hun ikke rigtig vidste, hvad det betød. Ikke før hun så bønder, handlende og andre fare imod porten. De var ved at lukke den, fordi natten nærmede sig?! Hurtigt greb hun fat om sin skuldertaske og satte i løb imod porten. ”Vent” råbte hun lettere forpustet, som hun nåede frem til porten og forsøgte at mase sig igennem folkemængden, så hun kunne komme ind på den anden side. Ellers skulle hun jo tilbringe natten udenfor, langt væk fra sit hjem..

Det lykkes hende at komme indenfor, som hun dog rev sig på et søm i porten og udbrød et lettere smertefuldt klynk. ”Av” mumlede hun, som hun lagde en hånd over såret og bevægede sig længere ind i den nedre bydel. Hun vidste ikke rigtig hvor helbrederhuset befandt sig, men ville heller ikke gerne reklamere med det faktum at hendes blod lignede flydende sølv og ikke almindelig blod. Derfor bevægede hun sig væk fra en af de mere befærdede vej ind på en small gade, hvorpå hun rev et stykke af sin kjole for at binde det om armen. Såret ville forhåbentlig snart stoppe med at bløde, så hun kunne skjule blodet og fortsætte ind i byen, måske finde et sted at overnatte.

I nogle minutter havde den sorte ravn fløjet rundt, imens den havde betragtet omgivelserne som den kom forbi. Der var lidt tid endnu, til han automatisk ville vende tilbage til sin normale krop og skikkelse. Med et fokuseret blik, baskede han med de sorte vinger lidt hurtigere. Kun med henblik på at øge tempoet, specielt nu hvor duften af blod kunne duftes. Men Isaac i ravne formen havde slet ikke opfanget, nogle former for skader. Selvom han havde gode sanser i ravne formen, så var der ikke udsigt til skader hos nogle af de folk hans sorte øjne skimmede.

Lige indtil...Hans sorte øjne opfangede en kvinde på vej ind i en smal gade. Det gjorde ham lidt nysgerrig, og som han valgte at flyve tættere på kunne han godt mærke, at tidsgrænsen var ved at nå sit maximale. Med sit næb, og fokuseret blik nærmede han sig kvinden mere og mere. Som han nåede at flyve over den smalle gade, kunne han mærke hvordan forvandlingen pludselig nåede sit max. Isaac var vendt tilbage til sin menneskelige skikkelse, og under den sorte nærmest dyster påklædning lod han sig selv falde ned imod gaden, hvor kvinden var. 

Mellemlederen behøvede slet ikke, at bekymre sig om at dø. Det ville ikke ske, for Isaac var vant til situationer der kom uforventet. Derfor valgte han at sætte kursen hen imod det nærmeste træ ved gaden, og rakte hænderne frem som han nærmede sig en af grenene på træet. En flyvetur trænger man vel altid til tænkte han med et bredt smil, før han hoppede ned fra træet. Lod sit blik skimme de folk der gik rundt, før han var hurtig videre. Kursen var fortsat den smalle gade, og efter nogle minutter stod han også selv inde i den. Kunne se kvindens ryg foran sig, og skyndte sig at snige sig ind på hende, før hun kunne opdage noget"Beklager for det pludselige overfald, men hvis du samarbejder kommer det til at gå nemt"hviskede han lavt, som han havde lagt en hånd hen over hendes mund. 

Der var uendelige mængder af vagter i Dianthos og særligt siden Kiles fald havde Elmira atter følt sig tryg i byen, derfor havde hun ikke i sin vildeste fantasi troet, at nogen kunne finde på at overflade hende. Hun gik derfor også i sine egne tanker ind i den smalle gade for at rive et stykke af hendes kjole af og forbinde armen med det grønne stof. Det ville forhindre at blodet ramte hendes tøj og at nysgerrige sjæle ville undre sig over den besynderlige farve, som det havde. Knuden var kun lige blevet bundet, som hun åndede lettet op og rodede lidt rundt i sin skuldertaske. Hun havde husket alt. Perler, urter og krystaller.

Elmira var midt i at vende sig om, da hun fornemmede noget ud af øjenkrogen, men hun reagerede slet ikke hurtigt nok til at opfatte at en mand havde kurs direkte imod hende. Men lige pludselig kunne hun mærke en skikkelse bag sig, langt højere end hende selv og med et fast greb, som han straks greb ud efter hendes mund. ”Hvad i..” hun nåede ikke at sige mere, før at munden blev forseglet af mandens hånd og hun blev grebet af en ustyrlig panik. Helt automatisk greb hun fat om skuldertasken og rystede på hovedet, indtil hun var i stand til at bearbejde hans ord udover hendes paniske anfald. Samarbejder? Elmira rystede ihærdigt på hovedet, ikke tale om, at hun havde i sinde at samarbejde, når han bare angreb hende på den måde. Hvem var han?

Med halsen strukket ud forsøgte hun at vende blikket imod sin angriber for at se hvem, der havde angrebet hende, derpå måtte hun spærre øjnene op i frygt. Det gøs hende ned ad ryggen, som hun endte med at nikke. Mon ikke vagterne ville stoppe manden, før at de kom for langt væk fra de åbne gader? Hun mumlede nogle utydelige ord imod mandens hånd. ”Slip… mig..” hvis manden overhovedet lyttede.

Det var ikke unormalt at kvinde, eller generelt folk han kidnappede havde den samme reaktion som denne kvinde foran sig. Aldrig havde spionen oplevet at nogen havde en anden reaktion, hvergang han kidnappede folk. De få ord der kom ud ad kvindens mund, hørte han godt men gav intet svar til dem for det så han ingen grund til. Som han fortsat holdte hånden hen over hendes mund, lod han sit blik glide lidt rundt i omgivelserne, bare for at sikre sig at vagterne ikke var på vej hen i den retning, ham og kvinden var placeret i.

Men Isaac undslap dog et suk, som han havde på fornemmelsen at vagterne ville nærme sig den smalle gade, hvor han stod og nærmest tydeligt viste tegn på overgreb. Hovedet drejede han til den ene side, så han mødte kvindens blik, og som han hørte hende bede om at han skulle slippe hende fik han tvunget et bredt smil frem under den sorte maske. Selvom han var nød til at holde sig fokuseret og hurtig finde en vej væk fra den smalle gade, så var han også nød til at holde sig væk fra vagterne. En idé dukkede så hurtigt op i hans hoved, og han så enlig kun en mulighed for at smutte væk fra den smalle gade. Så han bukkede sig lidt ned, løftede kvinden op i sin favn"Vi smutter væk herfra, den her gade er for smal til at bevæge sig rundt omkring"lød det ganske neutralt og bestemt fra ham før han gik ud ad gaden, imens han sikrede sig at vagterne ikke kiggede.

Da der var fri bane, skyndte han sig at smutte lidt væk fra vagterne, og nåede hen til en lille butik, hvor der var lå en gyde ved siden af. Han bukkede sig ned, for at sætte kvinden ned, og hurtigt lagde en hånd over hendes mund endnu engang"Godt du ikke er typen der skriger eller kalder efter hjælp"fløj det lavt ud ad hans mund, efterfulgt af et suk. Han fjernede så hånden fra hendes mund, hvorefter han kiggede rundt. Han var nød til at holde øje med vagterne, før han overhovedet kunne smutte lidt længere væk. 

Det gav hende nogle frygtelige minder, at være fanget på denne måde. Elmira kunne ikke andet end at tænke tilbage på dengang hun var kommet til landet.. Hvordan mænd var af den overbevisning,a t de bare kunne tage, hvad de ønskede. Hun rynkede på næsen af mindet, men følte sig endnu lammet over situationen, så hun gjorde faktisk ikke meget modstand. Ikke udover at forsøge at skubbe mandens hånd væk fra hendes mund eller bare nok til at hun kunne trække vejret igennem sin næse og ikke skulle hive efter det. Kunne det virkelig passe, at hun intet havde lært på de mange år, hun havde været på jorden. Her stod hun fanget og tog imod det.. Elmira lukkede øjnene for at centrere sig selv omkring sine følelser, så hendes magi ikke lige pludselig løb af med hende. Lige nu havde manden frie hænder, hun var bare en slap dukke i hans favn.

Mandens blik virkede tomt, som hun bad ham om at slippe hende. Det var umuligt at se ansigtstræk, når han bar en maske, der dækkede det meste af hans ansigtet. Derfor kunne hun heller ikke aflæse hans humør, da han lige pludselig bukkede sig ned. Hvad foregik der? Det gav et sæt i hendes krop, som han valgte at løfte hende op i sin favn. ”Hvad laver De, slip mig så, sagde jeg!” hvæste hun en smule vredt, for det var bestemt ikke det hun havde bedt ham gøre. Hun rynkede en smule på næsen af hans ord, hvorfor skulle hun være interesseret i, at han ikke kunne bevæge sig. Elmira ville bare gerne væk derfra og væk fra ham. Hun forsøgte at strække kroppen, så det ville være svære for ham at bære hende, men valgte at opgive, da hun første gang var tæt på at vælte ud af hans favn.. Det kunne blive et voldsomt styrt, noget han sikkert ikke bekymrede sig om, hvis hun slog sig.

Pludselig bevægede de sig, hun strakte halsen for at ville råbe til vagterne, men der kom ikke rigtig nogen ord ud af hendes mund. Ikke før hun blev sat ned i gyden og hendes mund atter dækker. ”Hmpf” lød det fornærmet, som hun lagde armene over kors og gjorde sit for at skjule såret, så han ikke ville bemærke den sølvagtige væske, der kom fra hendes indre. ”Kan du ikke bare lade mig gå?” spurgte hun forsigtigt, da han endelig fjernede sin hånd. Hun kunne sagtens se bort fra hans handlinger, så længe det ikke var mere end det.

Et kort glimt på vagterne blev tydeligt taget, for Isaac var nød til at sikre sig, at de ikke ville komme i vejen for hans planer. Selvom han ikke kendte denne kvinde i hans favn, som prøvede at slippe ud fra hans greb så havde han bestemt ikke tænkt sig at slippe hende af syne. Han fik øje på et træ i nærheden, som lå tæt op ad en ganske fin bygning. Et bredt smil spredte sig på hans ansigt under den sorte maske, og hans blik faldt tilbage på kvinden der tydeligvis ikke var tilfreds med hans pludselig handlinger. Han forstår hende faktisk godt, hvem havde ærligtalt lyst til at blive kidnappet nærmest ud af den blå luft. Men Isaac var lidt ligeglad med hvordan hun tog det, selvom han fuldt ud respekterede hende. 

"Jeg slipper dig skam også"svarede han kort, som han virkede til at skulle til at sige noget mere. Men der kom ikke flere ord før, før han holdte fast omkring hende. Han stod tæt ved træet i nærheden, og sendte hende et blik, som han var sikker på at hun ikke ville falde ned. Han var også nød til at overbevise hende om, at hun var nød til at holde fast hvis hun ikke ville falde alt for langt. Hans blik hvilede sig lidt mere på hende, før han vendte sit blik op imod træet. Smilet under masken spredte sig lidt, og han valgte ikke at advare hende, før han havde rakt den ene arm op imod grenen tættest på ham, og han fik hevet sig op med kvinden i hans favn. Han fortsatte lidt længere op, til at han kunne se taget af bygningen der lå op ad træet. 

Hendes ord om han ikke bare kunne lade hende gå, fik ham ikke til at svare. Men som han nu stod ovenpå taget med hende i favnen, lod han sit blik glide ud over hele stedet. Han betragtede vagterne lidt, og var sikker på at de lige i øjeblikket ikke ville få øje på ham. Han bukkede sig lidt ned, for at kunne sætte hende ned på taget. Han rullede så en smule med den ene skulder"Som jeg nævnte før, så slap jeg dig jo selvom det blev ovenpå et tag med skøn udsigt"sagde han lidt kækt som han lod sit blik hvile sig lidt mere på kvinden. Han havde hørt hendes ord tydeligt, og forstod godt hun ønskede det, men det ville han ikke tillade. Efter at have beundret udsigten fra taget, drejede han lidt rundt så han stod med fronten til hende. Satte sig så ned på huk foran hende, og lod sine arme hvile sig på sine lår"Det er bestemt ikke en mulighed, men jeg vil gerne vide hvad dit navn er"lød det bestemt fra ham som han holdte sit blik på hende.