Det var ikke ligefrem hver dag, Nadia befandt sig i Dianthos, så når hun gjorde, sugede hun altid alle indtryk til sig. Der skete så meget, og der var så meget liv, at hun blev blæst lige bagover hver gang, hun befandt sig her. I dagens anledning tillod hun sig dog ikke at lade sig suge ind i det. Hun var her af en meget specifik årsag, og hun havde ikke rigtigt tid til at hænge på en kro det halve af dagen.

Nadia havde for et stykke tid siden hørt om en kvinde, der kunne lave magiske tatoveringer, og det havde med det samme vækket hendes interesse. Hun havde i forvejen været i nærheden, fordi hun havde besøgt Merek, så i stedet for at tage hjem, havde hun besluttet sig for at undersøge denne tatovør (hun havde nær tilføjet "eksotisk" i hovedet, men det var simpelthen ikke nok til at gøre det ære efter hendes mening). Det havde dog været svært at sende en budbringer i forvejen, for hun kendte ikke den præcise lokation; hun havde været nødt til at spørge om vej, som hun havde begivet sig gennem Dianthos' gader, og hun befandt sig nu på havnen. Hun havde fået at vide, at denne Olive havde forretning på en af de pænere kroer hernede.

Da Nadia havde fundet frem til denne kro - Den Gyldne Svane - havde hun derfor tøjret sin hest udenfor, inden hun var trådt ind. Fordi det var midt på dagen, var der ingen grund til, hun havde sin tykke kappe på, så hun var blot iført sin sorte, lettere løse top sammen med sine haremsbukser og et par stofsko. Det hele var i kedeligt sort. Hun havde ikke sit sædvanlige sæt kasteknive på sig, men den lange, trekantede kniv han trofast ved hendes højre side. Kursen blev sat direkte mod disken, hvor bartenderen ikke var langsom til at komme hen til hende. "Jeg leder efter en Olive Aina? Jeg fik at vide, hun skulle have en forretning på kroen her?" spurgte hun så.

Det var sjældent at der var en stille dag hjemme på Iselinborg, der var altid nye skibe der lagde til i Juvelen, skibe der ikke var kendte i havnen, men ønskede en fast plads at for tøjrer skibet, så nye aftaler måtte nedfældes på skrift. Dette var foruden alle de faste aftaler med de handelsmænd og kvinder, som ønskede deres varer kunne komme til og fra havnen, men ikke alt kunne styres med lidt papirnusseri hjemme i det store kontor, ved det massive træbord og ilden knitrende bag sig.
Olive var derfor i de tidlige morgentimer ankommet til Juvelen, en af hjerte byen Dianthos’ hovedåre. Her var en god bid af dagen gået med at få styr på praktiske ting, tage stik prøver af nogle af de tilkommende varer der skulle videre ind i landet. Det var trods alt vigtigt at havnen ikke blev et synonym med dårlig kvalitet.
Hertugen var endt med at tage turen hjem til borgen alene, velvidende at hans datter blev tilbage for andre aftaler. Det var ingen større hemmelighed at Olive de Richelieu for fornøjelse – og kun lidt profit – skabte tatoveringer, magiske tatoveringer der kunne forbedrede egenskaber hos folk.

Hun havde derfor indtaget det vanlige kroværelse på ’Den Gyldne Svane’. En kro der for en håndfuld krystaller om måneden, lod det ene værelse stå ledigt til den unge komtesse og dem der skulle have hørt om hendes evne.
Værelset var indrettet ligesom de resterende værelser på kroen; skrivebord med tilhørende stol, seng, kommode med vandfad, seng, et lille bord og to bløde stole. Den ene forskel mellem dette værelse og de resterende, var en briks magen til dem man kunne finde i helbredernes hus, var slået op i rummet. Foruden briksen var der også stol speciel fremstillet hos en snedker, der gjorde det muligt kunne sidde nogenlunde komfortabelt, med fronten lænet mod det som skulle have været et ryglæn.
En sømand, bred som han var høj havde for lidt tiden siden forladt værelset, efter at have fået en tatovering der forberede hans balance.
Olive var nu på vej ned ad trappen til krostuen - for at bestille noget at drikke – tids nok til at hører sit navn nævnt ”Det er ganske korrekt, hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte hun venligt med et høfligt smil, mens hun trådte nærmere disken og tog den sortklædte kvinde i nærmere øjesyn.
Selv var Olive iklædt en blå mønstret, langærmet kjole med indsyet korsage og firkantet halsudskæring. Det mørke hår opsat så det ikke faldt ned i ansigtet, holdt på plads med et hårspænde udformet som en havørn i sølv.


Kjole link

Nadia nåede ikke engang at bestille noget at drikke, inden hun hørte en kvindestemme svare hende, og hun drejede hovedet mod lyden. Hun kastede kort et blik mod manden, der forlod rummet sammen med hende, inden hun rettede blikket tilbage på Olive. Så tillod hun sig at nærstudere kvinden og hendes beklædning et øjeblik, inden hun lod sit blik finde de grå øjne igen. *En tur i sengen ville bestemt ikke gøre noget* var Nadias første tanke, men hun bed sig i tungen for ikke at rable ud med det. Det virkede ikke ligefrem som en passende isbryder at komme med. I stedet lagde hun ud med: "Jeg håber ikke, jeg kommer ubelejligt? Jeg hører, De laver magiske tatoveringer frøken Richelieu?" spurgte hun så. "Mit navn er Nadia San'Djari. Jeg vil ikke stjæle Deres tid, hvis De har behov for en pause? Kan jeg byde på noget at drikke til at starte med? Jeg skulle netop til selv at bestille" fortsatte hun, som hun gjorde en gestus mod den ledige stol ved siden af sig.

Den ukendte kvinde lod ikke det skjule, hvordan de mørke øjne fik lov til at tage hele Olive’s person ind. Noget den yngre komtesse ikke tog meget notits af, da hun som så mange andre i hendes position, var mere end vant til at have folks øjne på sig. Desuden stod hun, om end lidt mere diskret, og tog den mørklødet kvinde mindst lige så meget ind. Selv en blind mand ville kunne se at ikke alene var kvinden køn, men hun var bestemt heller ikke fra disse kanter – eller hendes aner var i hvert fald ikke.

Skævende kastede Olive det sidste blik på sømandens skikkelse, som var på vej ud ad døren, inden hun vendte blikket tilbage på det brune ansigt i et bekræftende nik, det hun havde hørt var ikke bare rygter ”De kommer ikke ubelejligt, jeg er trods alt lige blevet ledig.” responderede hun på spørgsmålet med et dertil hørende blink med det ene øje, der tog bare lidt af det stive og formelle indtryk, man ellers hurtigt kunne få sig af komtessen.
”Meget gerne, så kan vi også sætte os ned og snakke om, hvad De ønsker at få lavet? Jeg forestiller mig De har gjort Dem nogle tanker inden Deres ankomst?” de færreste var fuldstændige uvidende, men skulle det være tilfældet så havde hun heldigvis stået i sådan en situation før. Olive tog plads på den anviste stol, uden at den ranke holdning faldt det mindste sammen ”Vin, hvid og ikke for tør, men det ved Hr. Heyer vidst godt.” små lo hun kort, som vinen var nærmest allerede sænket inden Olive var nået hen til Nadia’s sid ”Ville De have noget imod hvis vi var Dus, frem for Dis? Jeg foretrækker selv dette, når det kommer til alt med tatoveringerne.” spurgte hun med hovedet en anelse på sned.

Det var ikke kun Nadias hudfarve, der afslørede, hvor hun var fra; hun talte med stærk, rubinsk dialægt. Der var ingen grund til at skjule det, når hun alligevel ikke var på arbejde i øjeblikket. Desuden havde hun erfaring med, at folk blev mere draget, når de hørte den eksotiske accent.

Nadia lod blot Olive tale, som hun tydeligt lyttede interesseret til ordene. Hun nikkede til de første ord om ledighed, men hendes eneste svar var et smil. Der var trods alt ingen grund til at diskutere videre på den front. Igen nikkede Nadia dog først til spørgsmålet, inden hun begyndte at rode de posede bukser igennem. "Jeg har ikke en tegning til den første, men jeg forestillede mig en olivengren på underarmen? Derudover" - hun rakte nu Olive tegningen, der viste en rimelig præcis skitse af Kazimis våbenskjold i sort/hvid - "Havde jeg tænkt at få denne på venstre side af det øvre bryst" sluttede hun så. Så drejede hun hovedet mod Hr. Heyer. "Jeg tager den i rød udgave i stedet" sagde hun med et voksende smil, inden hun rettede opmærksomheden mod Olive igen. "Hvad angår de magiske egenskaber... ville det være muligt at få øget udholdenhed i forbindelse med den ene og øget nattesyn med den anden?" spurgte hun så med tydelig nysgerrighed i ansigtet.

"Jeg undskylder. Det er vane, når jeg tiltaler personer, jeg ikke kender og dem, der er over mig. En del af opragelsen, du ved" svarede hun en anelse flovt. Det havde tydeligt ikke været meningen at gøre Olive utilpas.

Det var umuligt ikke at bide mærke i Nadia’s dialekt, hvordan hun nærmest sang på ordene som hun forklarede sig, hvilket tanker hun havde gjort sig. En olivengren på denne ene underarm, det var til at have med at gøre; designet var trods alt ikke det sværeste. Da pergamentet blev rakt mod hende, tog hun imod. Motivet genkendte hun med det samme. Kazimi’ernes brølende løve. De grå øjne slog sig straks tilbage på Nadia. Tankerne var mange og spørgsmålene flere. Selvom nok de langt de fleste ville påstå, at alle Rubiniens kvinder lignede hinanden, så kunne Olive ikke mindes at have set denne kvinde i adelige sammenhænge, hvor Fyrstens døtre ville deltage.
Papiret blev lagt på disken, samtidigt med Hr. Heyer placerede to glas med det ønskede glas foran de to kvinder ”Begge dele er mulige, jeg vil råde til at løven giver den øgede udholdenhed. Den vil holde længere hos løven, nattesynet kræver ikke så meget.” svarede hun på spørgsmålet om hvad der kunne lade sig gøre, inden hun rejste sit glas i en skål. Uden at tage blikket fra ørkenrosen, indtog hun lidt af glassets indhold. Øjnene fulgte derefter hånden tilbage til diskens flade, hvor skitsen lå ”Jeg snager ikke normalt i hvad folk ønsker af motiv, så du må have mig undskyldt, men hvorfor våbenskjoldet for Kazimi? Jeg ved du umuligt kan være en ægtefødt datter og en gemen ansat ville aldrig få et motiv, som bandt dem evigt til familien.” da hun løftede blikket var det med let rynkede, undrende bryn. Hvis Nadia løj bare det mindste, uden at tro fuldt og fast på hun fortalte sandheden, ville et lys danne sig omkring Nadia’s omrids kun for komtessens øjne at se. Intensitet og farve ville afhænge af løgnens størrelse.
Med en afværgende hånd viften ud i luften, rystede Olive en anelse på hovedet med et lattermildt smil om læberne ”Det skal du ikke tænke på. Jeg tager det på ingen måde personligt, det er bare… Nemmere at være dus, når det kommer til noget så personligt.” det kunne være frygtelig svært at holde det som Dis, hvis man sad med hovedet upassende tæt på et svulmende barn eller en varm lyske.
I sådan en situation, så havde selv en dannet komtesse som Olive svært ved at holde det hele korrekt, når hun i sådan en grad bevægede sig ind i andres person sfære.

Nadia havde tydeligt hverken erfaringer med tatoveringer eller magi i dem, hvilket også var derfor, det klart var nemmest at spørge komtessen til råds. Hun var trods alt eksperten på området. Olives nysgerrige blik undgik ikke Nadias opmærksomhed, men hun valgte ikke at påpege det. Hun var efterhånden vant til den reaktion, når hun afslørede, hvilken familie hun tilhørte. Hun lyttede dog tydeligt opmærksomt til ordene. "Så bliver det sådan" svarede hun og hævede sit eget glas, inden hun lod den klirre syngende mod hinanden. Nadia gengældte den blege kvindens blik, som der blev nippet til hendes egen vin. Spørgsmålet fik hende dog til at hæve øjenbrynene. "Jeg ville ikke påstå at være gemen ansat, nej. Jeg har tjent familien hele mit liv, dog, og de betyder utroligt meget for mig? Derfor ville jeg gerne gøre dem ære" svarede hun komplet ærligt. Der var ingen løgn i hendes ord, selvom hun undlod at afsløre, at hun var Fyrstens datter. Det var ikke ligefrem noget, hun rendte og skiltede med, specielt ikke over for andre adelige. Det ville blot sætte hendes fader i et dårligt lys. Hun kunne snildt have løjet, men det var alligevel lettere, når man blot kunne undlade at fortælle visse ting og stadig holde sig til sandheden.

Nadia nikkede atter til Olives ord, inden hun igen tillod sig at nippe af glasset. "Min position gør også bare, at det ikke er vant for mig" svarede hun med et smil. "Jeg skal dog gøre mit bedste for at huske det" lovede hun så med endnu et nik, inden smilet voksede en smule. Det gav god mening for hende, at komtessen ønskede at holde det mindre formelt, når hun sådan skulle indenfor folks grænser og tryghedszone.

End ikke snerten af gult lagde sig som en svag aura om Nadias skikkelse, da hun besvarede spørgsmålet omkring det lidt atypiske motiv. Om Olive havde forventet en løgn fra den solkyssede kvindes læber, var hun ikke selv så sikker på. Hun havde talt sandt og det var trods alt det vigtigste. Det sidste komtessen ønskede sig var at hendes tatoveringer skulle skabe problemer, det var trods alt en af betingelserne for at hun fik lov til at lave dem med sin faders accept.
”Jeg forstår.” svarede hun med en svag nikken for at understøtte hendes ord, mens glasset blev sat tilbage på trædisken. Hun skulle ikke snage mere i, løvemotivet som hun lidt havde lovet indirekte i sit spørgsmål.
”Skulle det smutte, så gør det ikke så meget. Vanens magt er trods alt noget svær at bryde.” forsikrede hun med en skjult latter i det granitgrå blik. Hun havde selv måttet kæmpe med at bryde den vane, da hun begyndte at tatovere andre, som ikke naturligt var hende Dus.
”Jeg ved ikke hvor meget der er blevet dig fortalt om mine tatoveringer, men når den er lavet, så vil den som du ved indeholde en bestemt udvalgt magi. De laves som en almindelig tatovering, så det kan alt efter din smertetærskel og placering kan det gøre ondt.” en kort pause blev taget, mens Olive tillod sig at lade blikket vandre ned over sin kommende kunde ”Ikke at jeg tror jeg vil høre meget til ingen klyng fra dig.” at begynde at gætte på hvem der ville hyle og hvem der ikke så meget som ville blinke, når nålen gentagende gange ville punkterer huden under sig, kunne være noget farligt noget at give sig i kast med. Komtessen havde dog efterhånden fået en nogenlunde god mavefornemmelse med det. Inden hun forsatte med de lavpraktiske informationer, tillod hun sig at tage en ny tår vin. ”Magien holder ikke evigt, kun hvis tatoveringen genopfriskes. De mindst potente holder længere, men selv dem mest den mest potente magi holder omkring 8-10 år. Tatoveringen vil have en glød i mørke og som magien bliver svagere svinder gløden ind, så hold øje med dens styrke. Du kan selv vælge hvilken glød de skal have og den behøves ikke matche blækkets farve.”.

Nadia kendte intet til Olives evne til at spotte løgn. Hun havde blot svaret med udgangspunkt i, at hun ikke var på arbejde og ikke var nødt til at skjule sin identitet. Det var dog heller ikke ensbetydende med, at hun havde lyst til at afsløre alt om sig selv til en vildt fremmed person. Det gav ikke ligefrem mening i hendes hoved i al fald.

Nadia nikkede til kvindens ord og sendte hende et smil. "Den anden vej rundt, så ret endelig på mig, hvis det skulle smutte" svarede hun tilbage i en tydeligt munter tone. Hun prøvede ihærdigt at tydeliggøre, at det ikke ville gøre hende det mindste, hvis Olive påpegede det.
"Eeh, jeg har ærligt ikke hørt andet end et par få rygter, og hvor jeg kunne finde dig?" svarede hun tilbage, som hun dog interesseret gav sig til at lytte. Hun nikkede indimellem for at indikere, at hun havde forstået instrukserne, men hun kunne alligevel ikke lade være med at smile over Olives advarsel om smerte. Hun måtte have mødt et par stykker, der absolut ikke havde kunne lade være med at skrige ved det mindste, når hun sagde sådan. Hun kunne selvfølgelig ikke love, at hun ikke ville klage af og til, men Nadia var ikke ligefrem uvant for smerte, så hun ville under alle omstændigheder ikke brokke sig mere end højst nødvendigt. "Det er meget rigtigt antaget. Selvom jeg nok ikke vil kunne love, at jeg ikke kommer til at brokke mig en smule hist og her" svarede hun, inden hun selv tillod sig at tage et nip af vinen.

Nadia flyttede dog ikke opmærksomheden fra Olives grå øjne, som denne forklarede videre, og hun nikkede flere steder. "Otte-ti år for en af de stærkere er nu ellers ret nævneværdigt" svarede hun tydeligt imponeret. Hun var ikke ligefrem vant til, at magi, der blev ved med at have en effekt, varede så længe. Tænk, hvis hun kunne holde et spejlbillede åbent i så mange år! Det ville jo være fantastisk! "Ville... lilla kunne lade sig gøre?"

”Så længe du holder din krop i ro, så må du kaste om dig med alskens svovlen, der kunne være den mest grovmundede, vejrbidte havnearbejder værdig.” kom det lattermildt fra hende, der på ingen måde var undergravende i sin facon, blot forstående og ikke mindst afslørende at Olive havde taget fejl før i tiden. Det ville derfor ikke være med den store ærgrelse, skulle det vise sig at hendes antagelser om den kønne halvelemental ikke holdt stik.
”Det afhænger naturligvis også af placering. Beskyttes den ikke mod eksempelvis sol, så vil den falme hurtigere og derved også miste magien der ligger i. Det samme hvis de sidder steder, hvor der naturligt er et stort slid på huden som på hænderne, knæ og albuerne.” indrømmede hun hurtigt efter for at klarlægge at det bestemt ikke var tilfældet.
Tatoveringerne var overvejende li en helt almindelig blæktatovering, kun med få forskellige foruden den ilagte magi. Farve mulighederne var blandt andet et af de steder, hvor de veg fra normale tatoveringers farve muligheder.
Nikkende gav hun udtryk for det ikke var umuligt at imødekomme det ønske ”Ja, skal de begge være lilla og skal gløden også være lilla eller ønsker du en anden farve der?”.

Nadia kunne ikke undlade at slippe en latter. Det var umenneskeligt rart, at det hele ikke behøvede at være så formelt. Det betød, at toppen af nervøsiteten lige blev taget af.
"Jeg lover at advare dig, hvis jeg absolut ikke kan undgå det, men jeg lover at gøre mit bedste" svarede hun med strålende smil. Det var tydeligt, at hun ikke tog latteren som en fornærmelse.

"Mhmm, det giver god mening" svarede hun med en eftertænksom mine, som hun igen nippede til sit glas. "Så... hvis løven blev placeret på brystet, og grenen placeret på skulderen, så jeg kunne dække det med mit sædvanlige tøj, ville det være at foretrække?" fortsatte hun så med en tydelig nysgerrig og interesseret mine. Det var tydeligt, hun ønskede at gøre Olives arbejde ære og ikke bare være ligeglad med, hvordan hun behandlede tatoveringerne.

Nadia havde mildest talt ikke den store erfaring med tatoveringer (slet ingen faktisk), så hun spurgte ud fra en interesse om at blive klogere. Hun rødmede dog en anelse ved Olives spørgsmål, for hun havde vist ikke fået formuleret sig ordentligt.
"Undskyld, jeg skulle have klargjort mine tanker bedre. Jeg mente, om gløden kunne blive lilla? Jeg... havde forestillet mig sort blæk? Jeg... vil heller ikke være for krævende" undskyldte hun tydeligt flovt, som hun forsøgte at undgå en pinlig tavshed ved at tage et sip mere af vinen.

Olive lænede sig en kende tilbage på sædet, lod det granits grå blik vandre ned over Nadias siddende skikkelse ved spørgsmålet om placering og tøj ”Jeg formoder at det tøj, som du har på her, er hvad du normalt er i klædt?” blikket vandt vej tilbage på det mørke ansigt, i det hun selv rettede sig op igen. Nikkede så endeligt ”I så fald tænker jeg ikke det er helt umuligt en opgave.” med til snilde kunne løven placeres så den stadig ville være nogenlunde tildækket, skulle hun vælge noget et mere åbent tøjvalg. Oliven grenen var langt svære at lave så den stadig var nogenlunde skjult, med tøj mere åbent end det hun sad i ført nu.

Rød farve trak frem over Nadias ansigt og selvom den brune hud gjorde sit for at holde den dæmpet, så gik den ikke uset hen ”Oh, det skal du slet ikke tænke på. Jeg tror det ligeså vel er mig, som misforstod dig.” en venlig hånd blev kort lagt over hendes underarm.
Hun var ikke ude på at pegefingre hverken af sig selv eller den sorthåret kvinde. Slet ikke for noget så harmløst som en misforståelse af blæk farve og glød.
”Sort blæk med lilla blød er intet problem at skabe.” sagde hun smilende og trak hånden til sig igen.


// Lukket efter aftale. Olive laver tatoveringerne på Nadia for prisen af en hemmelighed - ved Nadia er en Kazimi bastard.