Dværgenes rige henlå i sorg med sorte banner hængende fra enhver pæl og balkon. Der blev ingen latter eller sang udbrudt i de omkringliggende kroer. Smedjerne stod stille, hvor ildens blus langsomt døde ud. Dragorn havde mistet sin Than, og hvordan var efterhånden både opdigtet til ukendelighed, eller fastholdt så simpelt som muligt for at udvise sin respekt for deres faldne leder.
Godrics to ældste børnebørn var løbet til tronsalen ved lyden af Helans vrede og sorg. Det havde lagt som en tung sten i maven på dem begge, og aldrig havde tronsalen føltes koldere. Der lå han. Fredfyldt og mindre end den stolte, stærke og store dværg han havde været.

Dværgene sørgede i en uge, som lå sig tradition, men sorgen ville sidde dybt i dem alle i tiden efter. Især i Baradur familien, som ikke bare havde mistet en leder, men en far og en bedstefar.
Stenhuggerne arbejdede til lyden af stål mod sten, stærkt fokuseret på at gøre Godrics sidste hvilested, ved siden af sin kone, til det smukkeste skabt bag Dragorns murer.
Guinevere hjalp dem med at gravere teksten, runerne og mønstrene med det pureste guld og blanktskinnende sølv, mens tankerne forsøgte at holde sig tomme og fokuseret på manden hun havde mistet. Men familien måtte samles. Beslutninger skulle tages og Dragorn ville få sig en ny Than

”Magnar, vi har vidst fra vi blev født at du blev Than efter far. Du kan ikke ombestemme dig nu!” Det hårde blik Guinevere fik fra sin bror, afslørede at hun ramte en nerve hun med det samme fortrød. ”Det var ikke sådan ment.” Magnar havde været så restløs og så forblændet af det svigt han påstod at have begået da Mørket hærgede og overtog Dragorn og han ikke havde været indenfor murerne.
”Jeg kan ikke lede dem.”

Tronsalen bar tunge banner med slægtens våbenskjold vævet ind i stoffet med gyldne tråde, som gav mildt genskær i de utallige lys og fakler opsat ad den kolde stenvæg. De store porte var åbnet på vid gab og tillod hele Dragorns befolkning at forsøge sig at komme til, trods der næppe var plads til dem alle. Dem som ikke kunne komme til, stod i gangen og prøvede at spejde ind. Thanen var blevet stedet til hvile i en både privat og officiel cermoni, og nu var tiden kommet til at krone dværgenes næste leder.
I traditionens tro, var Magnar, Thanens barnebarn, og søn af Thanens ældste afdøde søn, udset til at bære den tunge byrde at lede sit folk. Men til alles forbløffelse valgte den unge hærfører at frasige sig titlen. Hans argumenter rungede i rådssalen som hans valg af efterfølger faldte på hans tvillingesøster.
Guinevere havde hele livet trænet til at blive Thanens højre hånd. Hans tætteste rådgiver og på en måde, dele magten mellem dem, siden de var tættere end sammenflettet tråd. Aldrig havde hun drømt om at være den som ledte. Den som trådte gennem den oppyntede tronsal med sikre skridt, trods sorgen i de klare blå øjne, og usikkerheden summende i hendes hoved.

Guinevere bar, i modsætning til sine normale blå farver, rødt og guld. Farver der afspejlede deres våbenskjold og hendes nye plads. Smykkerne var af klar guld, håret hang i en tung fletning ned ad ryggen og hendes bedstefars økse hang på hendes ryg, mens hendes eget sværd var i siden.
Hun trådte målbevidst op af de forhøjede trin til den tunge tronstol, hvor minderne af den hvidskæggede smilende dværg slog knuder i hendes mave. Med en dyb indånding vendte hun sig og så ud over mængden, som så hun dem hver især enkeltvis, men uden at dvæle længe ved nogen som helst.

”Dragorn har altid rejst sig i selv de mørkeste tider og klaret selv de tungeste tab. Som jeres nye Than, er vores traditioner sat på prøve, men jeg vil give mit ord og mit liv for at løfte Dragorn og dets folk højere, stoltere og stærkere end vi nogensinde har rejst os før! Godric’s tid vil for evigt blive æret og mindet som en af de største konger blandt vores folk.”

hendes stemme gav genlyd mod Tronsalens kolde stenvægge, trods hun ikke råbte, men blot talte med en røst stærkere og mere stålfast end nogensinde hørt fra Guinevere før. Dværgenes folk stod tæt og gav deres brummende besyv med på hendes ord. Dværgene havde lidt. Dværgene havde været syndebuk og glemt alt for længe. De var blevet et indelukket folkefærd, som ikke længere fastholdte den stolte og fremhævede plads som før. Med tiderne ville ændre sig. En ny æra ville træde i kræft.

”Vi er klippernes styrke og bjergets indre stemme. Vi er formet af den isnende Nordenvind og brændt stærke af jordens indre varme. Vi er stolte og stærke som ingen anden dødelig kan os måle. Vi er Dværge. Vi er Dragorn!”

Jublen og brølet som brød ud, var overvældende og hele salen rungede af dværgenes tilråd. Adrenalinen pumpede afsted i kroppen på Guinevere, som med stolthed i hele sit væsen kunne mærke kronen synke ned over sin pande. Et tungt ansvar lagde sig ned om hendes skuldre, men stoltheden kunne ikke undgå at tage plads i hendes ansigtstræk som hendes folk råbte, men ingen højere end hendes bror.

”Længe leve Guinevere, den nye Than af Dragorn!”