Mollie ville ikke kunne forstå hvis Madmor sagde nej, men hun lyttede pænt og ventende på af Hedwig fortalte sit, mens halen stadig piskede livligt bag hende. Hun stod med det største smil på læben og kunne havde danset på stedet, havde det ikke været fordi hun ventede pænt på at madmor gav sin tilladelse.
Den lille minotaur så fra den ene voksen til den anden med sine store bedende øjne. For selvom hun var så ovenud lykkelig, kunne hun godt se det skeptiske blik i madmors øjne.
Madmor rynkede også sine øjenbryn og kiggede ned på Mollie, hvorefter hendes udtryk mildnes. ”
Er det hvad du gerne vil?” normalvis fik børnene intet at sige hvad adoption angik, men dette var også et anderledes scenarie end madmor var vant til. Normalvis var det jo to mennesker som kom, som kunne være begge forældre. Mollie nikkede ivrigt så ørerne flappede. Madmor lavede et nik i accept. Hun vidste nemlig bedre end Mollie selv, at chancen for at et minotaur barn blev adopteret var minimal, og hun ville nok nærmere sige ikke eksisterende. ”
Mollie udtrykker tydeligt, at det her er noget hun gerne vil. Og så vil jeg ikke stå imellem jer” kom der endelig som konklusion og Mollie hvinede henrykt.
Den store pige løb hen, men krammede trods alt forsigtigt madmor om livet, inden hun med klappende klove drønede mod trappen. ”
Jeg henter mine ting!” råbte hun ned af trappen som hun løb ovenpå og gav sig til at pakke ned i en vadsæk. De få ejendele hun nu engang havde.
Dette gav også madmor tid til at kigge tilbage på Hedwig. ”
Opstår der nogen former for problemer, så lov mig at komme tilbage med hende. Jeg ved De har hjertet på rette sted, men hun er en mundfuld. Jeg vil hellere se hende her igen, end at hun bliver efterladt som da hun var lille” det var ikke fordi hun ville anklage Hedwig, men hun havde brug for at byvagten forstod at Mollie altid kunne komme tilbage, hvad end grunden måtte være derfor, selvom hun ikke håbede det skete. For pigens egen skyld.