Solen var lige kommet op, for mange betyd dette at dagen gik igang. For hende i dag, kom hun hjem. Mange ville søge til eget hus, til familie, til venner, for at sige de var hjemme. Hun, søgte at tage på arbejde, en frivillig vagt. Den mørkeblå hætte hang som altid lige over de dovne øjne som hun træk sine fødder igennem bygningen, Hænderne for engangsskyld høfligt bag ryggen. Vreden havde stadig ikke lagt sig, hendes indre lyst var stadig mere at slå hul i træ døren som hun træk sig ind i gården, forsigtigt, for ikke at lade sin vrede stå fremme. Stille lod hun blikket falde rundt, ingen, godt. Stille løftede hun hænderne foran sig, og stirret. Virkede dette overhovedet? spurgte hun sig selv, som en halvdel af de typiske håndjern hang på hvert af hendes håndled. I Thatos, lad det virke. Hun sukkede dybt og lod tungen hilse kort på verden.

Den duft, Alister. Stille lod hun blikke falde ud på træningsbanen et stykke fra hende. Så elegant han gik, stille begyndte hun at gå i hans retning. Hvor længe siden var det, de to havde ladet deres klinger ramme hinanden? Længe nok i hvert fald. Som hun stille lod en advarsel komme hans vej, som det kendte slange hvæs begyndte lavt. Som den ene fod stille blev ført før den anden, ved næste fodtrin lyden af et sværd som forlod sin skede, lyden blev gentaget ved øjeblikkeligt efter. Der. Stoppede hun hvæset, som hun satte i løb efter ham, blot et sværd, et stik, blev sendt imod hans ryg. De to flasker af modgift dansede let i en melodi som hun nærmest sprang imod ham. Den knækket kæde som han på den ene håndjern gav også lyd fra sig. Hun lod sine gennemsigtige øjenlåg gå i, ikke for nogle anden effekt end at undgå støv og ventede på lyden af hans sværd imod hendes for hun gav ord. "Hjemme. Klar til vagt!" blev sagt i høj respekt i øjeblikket deres våben mødtes, med et spændt smil på læben.

Lyden af stål klang højt i det tidlige morgengry. Mange af byvagterne ville påstå, at Sergent Ponticus var irriterende morgenfrisk, hans stemme ofte skærende gennem søvnige hoveder, lige som hans slag faldt med lige så høj energi som hans humør på træningspladsen. 

Denne morgen foretog han sig dog træningssessionen alene. Stålet lynede, som han svang det i indviklede cirkler, rammende den ophængte træningsdukke fra alle sider. Sveddråber var så småt begyndt at forme sig på sergents pande og skægstubbene antydede, at han snart burde se en ragekniv.
Skiltet på byvagtsuniformen skinnede dog lige så nypudset som altid, for der skulle aldrig være tvivl om, at Alister satte arbejdet før alt andet.

Som altid fangede hans skarpe ører den nyankomne, før han så hende. Det slangeagtige hvæs fortalte ham øjeblikkeligt hvem det var, for Akurra Roselair var ikke ligefrem en helt almindelig kvinde. Den lette klirren af flaskerne og denne lette raslen af kæden advarede ham til at hvirvle på stedet, og sværdene sang, som klingerne mødte hinanden.
Alisters eget smil var kækt og morgenfriskt: "Velkommen hjem, Patruljeleder Roselair. Alt vel?" Han trak sværdet til sig og begyndte at kredse i en cirkel om hende. Træningssparringen var ikke helt forbi endnu. 

Var der en god måde at lære folk at kende, var dette en af dem, at lade klinger mødes med et smil på læberne. Dette var disse to dog for længst kommet ud over, jo, deres kampe var faldet ind efter årende, ikke at Akurra ikke nydt dem, men hun nydt alle kampe. Var det eneste hun bad om lov til at få fri til, i fortiden, turneringer. Dog havde Kzar for første gang, været en mere kritisk grund til at tage fri, nærmest vært på knæ som hun bad om det.

Vreden var dog tydelig i hendes klinge som lyden af klinger mødes gik igennem luften. alt vel?  Smilet forsvandt i øjeblikket disse ord kom hendes vej. "Næh." lyd det stille, som hun holdt sin stilling, og lod fronten være imod hr. let på fødderne og forsøgte at følge ham rundt. "Kan du love mig en ting?" lyd det klart, som en fod skubbede hende tætter på ham, et af tvillingesværde søgte hans højre side, det andet, stadig tæt på hende selv. "At lytte, stil spørgsmål, og tænk, før der tages en beslutning?" bekymring kunne fornemmest i hendes ord, men stadig med en tydelig respekt for Alisters. Hendes fod, var klar til at springe tilbage, så snart klingen havde søgt Alisters side.

Alister var ganske oplagt og klar på træningen, men noget i Akurras blik fik ham til at tøve. Han havde kendt hende ganske længe efterhånden, nok til at vide at hendes ofte lettere trætte fremtoning dækkede over en snarrådig kvinde, der var mere end dygtig til sit arbejde. 

Han dansede stadig let om hende, parrerende hendes udfald, men derefter sænkede han klingen. Han var ikke sikker på, om hun foretrak fred og ro til det, hun skulle til at fortælle, eller om hun ville fortsætte træningen undervejs. Valget var under alle omstændigheder hendes - Alister kunne altid fortsætte senere.

Han nikkede kort. "Jeg er lutter øre." Svarede han - noget der bestemt ikke var forkert, kendte man Sergentens magi, der gjorde ham i stand til at høre noget mere end selv den mest spidsørede elver. Lige nu brugte han dog ikke magien. Fokuset var på Roselair.

At han stoppede gjorde hende en smule bekymret, så hun virkelig så skidt ud? Hun sukkede dybt og lod blikket falde på håndjernende hun havde beklædt sig selv med. Dette var vel meget aftypisk hende? Hende mange stadig tvivlede om hun endelig tog dette seriøst, altid hård i munden, altid doven, og gjorde intet selv? hun bidt sit let i underlæben og rystede hovedet før de trætte øjne vendte retur til Alister. Et let fnis forlod hende ved hans ord. "Selvfølgelig er du det, er du altid. En dag lære jeg din hemmelighed om alle de ting du hører." hun smilte skævt til ham, og lod sine klinge blot falde kraftløse langs hendes side.

Endnu et dybt suk forlod hende, denne dog i tydelig frustation over det hul i hendes stolthed der var nu om dage. "jeg...gjorde åbenbart noget utrolig dumt for mange år siden." startede hun, og blikket faldt til jorden, og der gik hun i stå nogle sekunder tydeligt for tabt i sine tanker, og de ord der var blevet delt mellem Akurra og -ham-. "jeg.." igen stoppede hun og rystede let på hovedet, det typiske hvæs forlod hende kort varigt som den tydelige vrede kom frem igen. "hvordan..i Zaladin gør man sådan noget her." mumlede hun lavt til sig selv som blikket forlod jorden og faldt på Alister.

Der var alligevel mange ting de to havde delt over mjød og tilfældige måder. tag dig sammen kvinde. "Jeg..er på..sin vis en dæmons slave." lyd det modvilligt, "magisk bundet..Derfor disse." med somme modvilje lod hun sine hænder komme mere frem i lyset frem for deres skjul under den mørkeblå kappe, for at vise hun havde lagt håndjern om sig selv på den måde hun havde, knækket kæden og et bånd om hver arm. Den manglende stolthed i hende i dette øjeblik var klar, som blikket faldt til siden, og mødte jorden.

Alister smilede opmuntrende til hende. Han kunne godt lide at rygterne gik om, at han hørte alt hvad der foregik - for det var nu engang sådan, man fik rekrutterne til at makke ret. Aldrig noget, der kunne få moralen banket på plads som tanken om at sergenten lyttede til alt, hvad man sagde.

Han ville dog ikke have noget imod at fortælle Roselair, at det var hans egen magi, der gjorde det, men tiden var ikke inde til de forklaringer her nu - hun havde trods alt noget vigtigere at fortælle, lød det til.

Han ventede til ordene kom frem, fortsættende med at smile og nikke opmuntrende til hende. Klingen fandt lige så stille vej til skeden i bæltet, hvor den blev sat på plads - for træningen kunne altid genoptages.

"Pis og dæmonlort!" Udbrød han, da håndjernene kom tydeligt frem i lyset. Han havde hørt kædernes raslen og set metallet blinke ud af øjenkrogen under træningen, men han havde aldrig gættet metallets dystre betydning.
"Hvordan fik den ram på dig?" Spurgte han derefter, praktisk som altid, mens han i tankerne gennemgik mulighederne. Det var rigtig, rigtig skidt at have en patruljeleder, der var slavebundet på dén måde - men hvordan i alverden kom man overhovedet ud af sådan en knibe?

De to, havde efterhånden kendt hinanden længe, så at han opmuntrede hende kom på ingen måde bag på hende, hvad gjorde dog, var at han banede på den måde han gjorde. Hun fniste let, og fandt faktisk det første smil siden hun rejste til Kzar ved de ord, let rystede hun på hovedet og sukkede dybt. Sværdende fandt deres skede som fandt fliserne under sig, og satte sig i skrædderstilling. "Enig." var hendes ord som hun fandt sig let til rette. Ikke at dette var behageligt, men det var et sted hun normalt slappede af. "Jeg var ung og dum. Seksten år siden." hun lod blikket falde på hans fødder som hun svaret. "Lærte det..desværre først på min rejse." Hun sank en klump som grunden til hendes manglende stolthed.

Hætten blev trukket længere ned overhovedet, som hun gjorde det sikkert at Alister ikke var i hendes synsfælt. "Som sagt." hun sukkede, irreteret. "Lover at lægge de kort på bordet jeg kan. Desværre er det ikke alle." hun rystede let som dette blev sagt, tænk at han kunne lure, lytte, og se med. Hun lod stille en hånd gribe sin skuldre som tankerne begyndte at snige sig om hende. "Men, vil..starte med at dele, at det ikke kommer til at påvirke mig arbejde, har han lovet. På trods af hvor, problematisk dette er hvis borgerne høre om det." Ordende blev mere rystende som hun talte. "Og..en hård ting..Som du -skal- love." her, rystende i stemmen, hævede hun et overraskende seriøst blik mod Alister, og med en kommanderne stemme forsatte hun. "Opføre jeg mig sært, blive jeg en trussel, tager du Knæflækker eller Hedwig med dig, og gør jeres arbejde, koste hvad det vil. Forstået Alister?! jeg er et farligt væsen hvis jeg ønsker nogle død." med et hårdt blik, ventede hun på svar, det sidste hun ville i denne verden, som mange var bekendt, at skade dem som ikke fortænkte det, netop derfor de flasker hun hadet at gå med, var om hendes hals.

Alister kradsede sig en smule i skægstubbene. Han havde ikke haft den store omgang med dæmoner - det var ikke en race, man ofte så i byvagten, og så havde der været hele situationen med plagerne og de mærkelige rygter om det nyåbnede dæmonrige.

Som så mange andre, havde fortællingerne fået det til at løbe en smule koldt ned af ryggen på sergenten, selv om det ikke var noget, han ville indrømme.

Han måtte stå stærkt. Også nu. For Akurra.

"Det er modigt, at du siger det, Akurra." Sukkede han til sidst. "Jeg vil se det som et bevis på din ærlighed her i byvagten - og jeg håber, at du siger til, hvis ham .. dæmonfætteren, giver dig nogen problemer. Jeg kan ikke love, hvor meget vi kan gøre, men vi kan prøve." Han rankede sig lidt og gav hende et kort klap på skulderen med et opmuntrende nik.

Alligevel hørte han hendes stemme knække, og han forstod det godt. Han havde også prøvet at være i kløerne på nogle ubehagelige folk, og for hende var det blot så meget mere seriøst. "Det lover jeg. Du får sgu ikke lov til at forpurre det gode arbejde, vi gør her i byen - men lad os håbe, at det ikke kommer dertil, hm?"

Hun vidste at dette skulle deles, men til hvem i byvagten var en helt anden sag, Alister var åbenlys, og så måtte han dele det som han ville, var mere sikkert på den måde. Han gjorde ikke skjul på at hans fandt emnet ubehageligt, gjorde hun også selv, men turen hjem havde været lang, og den var brugt på at planlægge, at beslutte dette skulle gøres. Et nik blev givet som tak på rosen der kom hendes vej. "Tak Alister." lyd det som hun kiggede op på manden hvis hånden hvilede på hendes skuldre. "Han.." hun rystede hovedet og lod Alister tale færdig, det var beroligerne at høre der seriøse svar, at hun, at han, ikke fik lov at ødelægge det gode arbejde.

"Godt... Som sagt, han siger der ikke går ud over arbejdet." i guderne hvor var dette ubehageligt at tænke over igen, at genleve som hun gik igennem sit møde med ham, for ord at sige."Hvor provokerne det end er, hvor, angstfremkaldende det end er, kan han se igennem mine øjne, høre igennem mine høre, og i guderne jeg svæver han virker til at læse mine tanker." hun sukkede dybt, som et lille ryst gik igennem hende som hun huskede hvordan det hele havde føltes at få at vide, at hendes liv over de sidste seksten år, uvidende var blevet delt med en forbandet dæmon. De røde øjne forlod manden og faldt over trænings dukkerne, den ene hånd knyttede og blev en smule blegere end normalt, hun kort følte hvordan det var, at blive tvunget på knæ, den anden hånd knyttede sig over skaftet til den ene sværd og kæben blev bidt hårdt sammen, som vreden blev tydelig i blikket. "Og..han kan tvinge min krop til at handle." igen rystede hun, som den ubehagelige følelse af afmagt kom igen. "Noget af det mest ubehagelig..jeg har oplevet." hun sukkede, og tungen hilste vredt på verden, og træk duftene til sig.

Der var intet, der ville passe Alister bedre end at drive sin klinge gennem struben på sådan en dæmonfætter. Han vidste dog også, at han her var oppe mod noget, der var væsentlig stærkere, end han kunne klare. Væsentligt stærkere end byvagten kunne klare sandsynligvis også..

"Hør her Roselair." Sagde han lavmælt. "Vi er sgu nødt til at finde nogen, der kan hjælpe med det her problem. Du kan ikke bare gå og vente på, at han beder dig om at hoppe og danse for ham.. "

Han så alvorligt på hende. Træningspladsen var stadig tom i det nye morgengry, men det ville ikke vare længe, før de første rekrutter indtog træningspladsen. Alister havde glædet sig til at få dem til at svede, men det var som om, at tanken ikke længere helt tiltalte ham. Ikke i dag.

"Lytter han altid med?" spurgte han. Byvagten havde kontakter - måske kunne nogen hos Lyset spares til at få bugt med dæmonen. 

Hun nikkede langsomt til hans ord, og på trods af emnet kunne hun ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, hvis bare han bad mig hoppe og danse. Smilet var langt fra af grin eller glæde, blot det absurde ved det hele. Den magihadedne kvinde, sad selv i deres håndjern, af intet andet end et håb i at det virkede på andres magiske forbindelser.
"Selvfølgelig ikke..Men hvad skal jeg gøre? Jeg er nød til at være lydig!" hun sukkede som det blev sagt, at indrømme hvor hendes mentalitet lå omkring det hele, kunne mærkes lige i stoltheden, jo havde havde lovet det ikke ville påvirke hendes liv, men det var før hun satte tænderne i ham..Mon ikke han sad og planlægge hendes fremtid allerede nu. Med tankerne mødte en åben hånd jorden og hun kom tilbage på sine ben, ryggen slog et knæk som hun rettede sig op og sendte et smil til Alister grundet hans næste ord.

"Hvis...han gjorde tog jeg ikke denne chance." hun sukkede med det sagt, "Men også derfor..jeg ikke kan dele mere end jeg gør." hun sank en klump med et ryst i stemmen,som hans ord om hvad hun måtte sige rang i hendes hoved, gik hun endelig imod det nu? "Ved..faktisk ikke om disse forbandet håndjern bekæmper hans magi, eller kun min." hun rystede hovedet og slog håndjernede sammen i sin frustration over dem og lod den metalliske klang hænge i den korte afstand mellem de to.



"Shyy! Se!" mumlede hun som Peer og Alveet så de to, efter mange forsøg! ENDELIG! skreg hendes indre som hun så dem stå sammen, "Endelig!" mumlede hun til Alveet som hun havde stoppet på vejen ned til træningsbanen. "..Tror du selv på det lykkes dig?" mumlede Alveet tilbage. "Lad mig nu håbe! de er perfekte sammen!" forsatte deres hvisk. "vi må stoppe de andre! lad dem være alene!" Alveet sukkede ved forslaget. "Akurra straffer os hvis vi kommer for sent." "og hvad så! hvis de bliver glade er det helt fint!" endte Peer deres hvisk i normal tone fra deres ly i skyggerne. "Stendson skræller stadig kartrofler Peer.." Mumlede Alveet som hun rystede hovedet og overgav sig til Peers ønske om at forsikre de andre.

Alister nikkede. Det gjorde det en del mere betryggende, at han kunne tale med hende uden at tænkte, at nogen .. noget lyttede med. Det betød også, at han reelt ville være nødt til at begrænse mængden af information, der faldt i hændes hende. Det kunne udgøre en sikkerhedsrisiko for byens bevogtning..

Han sukkede. Nogen måtte informere kaptajnen om denne her redelighed.

"Vi bør gå til nogen hos Lyset." Sagde han lavmælt. "De kan .. de har folk, der har prøvet at håndtere den slags før." Det håbede han i hvert fald, at de havde. Var det ikke netop Lysets opgave at håndtere dæmoner og den slags? Han vidste, at de havde kontakter, og der kunne hurtigt sættes et møde op .. ansvaret kunne gå videre til nogle andre og Sergent Ponticus kunne igen i ro og mag patruljere byens gader, kun tynget af den viden Roselair havde givet ham.

Til Kiles Rige med det.

"REKRUTTER! I GANG MED ARBEJDET!" Alisters skarpe ører opfattede hvisken og tisken og han snurrede rundt på stedet, stirrende olmt i retning af der, hvor rekrutterne gemte sig. Stemmen var som et piskesmæld - det her var noget han var vant til. At kommandere.

Gå til lyset, hun sukkede kort som han sagde det.  Selvfølgelig burde vi det, selvfølgelig har de erfaring med denne slags. Det gjorde ikke det hele nemmere at hun nu, eller at nogle nu skulle gå til dem.
"..brude vi jo nok..Du har ikke nogle navne eller noget, til at finde den rette? Er ikke så bekendt med..hvem end der er i lyset?" hun rystede kort hovedet.

Så hvad nu, gå til lyset, og lade deres magikere studerene hvad end der var sket med hende, og forsøge et hav af løsninger, til de fandt den rette? Eller de fandt ud af hvordan de kunne få kryb på dæmonen? Dæmonen..som ikke har gjort noget ulovligt. Blikket faldt på jorden, og netop som hun skulle til at sige lød den høje, kommandere stemme i luften, og Akurras blik fandt hurtigt det samme mål som hans. Tungen hilste på verden og slugte alt til sig, et irreteret let opgivende blik beskuet i retning af fornemmelsen, af smagen og lugten.
"Jeg må hellere gå så. Skal ikke kommen i vejen for dem." Blikket faldt til jorden, og i en forsigtigt bevægelse træk hun hætten ned over panden igen.
"Det kommer ikke til at gå ud over arbejdet, og gør det...lover jeg mit insignia ligger på kaptajnens bord ikke længe efter.." hun sukkede dybt som det blev sagt, og rystede opgivende hovedet.

Kunne jeg ikke..havde fundet ud af dette for seksten år siden.. brokkede hun sig i sit indre, som hun kigget over sin skuldre og begyndte at overveje hvordan resten af dagen skulle gå.

Alister tøvede et øjeblik. Han ville gerne bryste sig med, at selvfølgelig kendte at folk i Lyset, og vidste, hvem der kunne hjælpe dem - men faktum var, at han blot var en byvagtssergent af et ophav, der resultede i at han havde haft meget begrænset gang med de fine folk.

"Vi finder nogen. Hm, Roselair? Så vidt jeg husker, at Lyset en deling, der er vant til at håndtere den slags, så lad mig bare trække i nogle tråde, og så finder vi den rette hjælp."

Han lød en del mere selvsikker, end han egentlig var, når man tænkte på at dette emne gik en del over hans forstand. Men han havde tænkt sig at prøve! Desuden måtte nogen hos Lyset skylde ham en tjeneste, efter hele fadæsen med udvisningen grundet hans spidse ører.

Alisters råben havde hurtigt fået rekrutterne til at reagere, og man hørte lyden af træningssværd, der blev samlet op. Om et øjeblik ville de sværme pladsen - og Alister plejede vel nok at blive stående for at sikre sig, at der ikke var nogen, der slækkede på den, men for nu ville han lige se dette her til ende. 

"Jeg følger dig ind." Bemærkede han lavmælt og hans skridt var allerede begyndt at lede fra træningspladsen mod Hovedkvarteret. Der var allievel også arbejde, der ventede på ham der. "Jeg holder dig op på det, Roselair, men giv ikke op." Tvang han en munter tone frem.

Det var endelig alt dette hun ikke ønskede, at alle muligt skulle høre om hvor dum hun havde været. At en som hende som allerede kæmpede med at blive respektere at folket med hendes position, og hvis der begyndte at være rygter om hun var, eller havde været en slave mens hun var i tjeneste hos byvagtens ville ikke gøre noget bedre for nogle som helts, dette skal foregå uhørt, i skyggerne.
"Tak.." lyd det korte svar som hun begyndte at gå og faktisk overrasket over at han gik med hende, en handling der fik hende kort til at stoppe op og kigge forvirret på ham til han talte, ord hun mødte med et kort nik og fandt hans side som de gik.

Hun var stille, meget stille til de var et stykke væk fra alt rekrutterne.
"Kan jeg efterlade det hos dig? At finde nogle i lyset?" blikket faldt til deres fødder som stoltheden forsvandt helt fra blikket.
"Har selv nogle tanker..vil købe mig ind hos en informations tyv, vil vide mere om, ham, noget jeg nok skal dele. Men dets mindre jeg ved, om hvad der blevet gjort for at finde en ende til dette, dets bedre." En hånd hævede sig og genfandt hendes hætte som den igen fandt sin plads hvilende på hendes pande, ikke meget over hendes øjne og beskyttet hendes fra den lave vinter sols blindende lys.
"Hvis jeg gav op..havde jeg taget halsbånd på, afleveret mine sværd, uniform og alt andet. Jeg har ingen planner om at gøre andet, end ting der kan føre til at enten jeg kan få mine tænder i ham igen, eller få ham kastet i en celle resten af hans uendelige liv." Den kendte hvæs forlod hende igen, dog kun ganske kort som vreden blussede op, hånden der aldrig havde forladt sværdet, klemte hårdere og hårdere om skaftet ved hvert ord der blev sagt. Elegant overså hun indrømmelse om at have haft sine tænder i sin ejer.

Alister åbnede døren ind til hovedkvarterets halvmørke og holdt den åben for hende, så hun kunne gå ind først. Der var endnu tomt derinde - rekrutterne var trods alt gået til træningspladsen, men der ville ikke gå mange timer, før de første af byens borgere dukkede op for at få hjælp.

Hjælp med almindelige hverdagsproblemer. Alister skævede kort til Akurra.

"Aftale. Jeg ser, om jeg kan støve nogen op hos Lyset - du finder dine informationer." Han gav hende et lille kort og opmuntrende klap på skulderen. Han besluttede sig i sit stille sind for at holde sine skarpe ører og øjne i nærheden af hende den næste tid. Ikke fordi han ikke stolede på hende - men fordi han ikke ønskede, at hun skulle gå alene med problemerne.

"Sådan skal det være! Den skiderrik skal ikke slippe godt fra det." Antydningen af et smil spillede i hans mundvig, selv om øjnene stadig var alvorlige. "Men hvad med, at du tager fri for nu? Ser hvad du kan finde ude i byen? Jeg vil ikke ligefrem forvente at du sætter dig til at skrive patruljerapporter med dén trussel hængende over hovedet.."

Hun gik med uden at tænke sig om, hun kastede det endelig ikke en tanke om hvorhen de to var på vej hun gik blot et halvt skridt bag ham med sine trykket skridt og kigget på hans skuldre, men gik foran ham som de kom nærmere bygningen en duft hun kendte. Hun stoppede brat op som hun mærkede hånden og gled blikket tilbage på ham, tungen hilste kort varigt på verden som hun lyttede til hans ord. Hun gav et taknemmeligt nik.
"Tak..Virkelig tak. Jeg deler det jeg finder ud af...Det jeg kan." det sidste blev tilført med letter modvilligt, og blikket forsvandt fra ham som det blev sagt. Den største udfordring ved alt dette, lyttede han gjorde han ikke? Og undgå de krav der var blevet sat, og snige sig forsigtigt udenom dem. Ikke noget hun var god til, lysten til at sparke døre op til hun fandt ud af noget voksede kun for hvert øjeblik der gik.

Hun træk på smilet som Alister gjorde det klart at han nok skulle bøde for det, men et smil der forsvandt lige så hurtigt som det var kommet frem. Bøde for hvad? Hvad havde han endelig gjort der var ulovligt. En tanke der var dybt ubehagelig hver gang den kom, havde hun endelig ret til at sørge hans straf.
"Tager fri?" hun rettet sig op og stirret forvirret på ham. "Det kan du ikke mene.." hun tog et halvt skridt tilbage og vippede hovedet.
"Være i byen? Har du.." hun tøvede, for han havde nok ret at hoppe tilbage i arbejdet var langt fra den bedste beslutning. Han havde altid været den, kloge, af de to. Hun handlede instinktivt hvilket i dette nok var et problem.
"Hvis..det er det du tror er bedst, så er det sådan det bliver." overgav hun sig med en let tøven i stemmen. "Bare i dag..ikke?" tilførte hun med en grad af håb i stemmen.

Alister kunne ikke helt undgå at trække på smilebåndet over hendes modvillighed ved at holde fri. Hvis bare rekrutterne havde halvt så meget af dén arbejdsmoral. Det var også grunden til, at en byvagt som Roselair var værd at holde fast i. I andre tilfælde - havde en anden været i hendes situation - ville et par ord i en overordnets øre være nok til at få hende placeret under nøje opsyn et sted.

Men en ting Alister havde lært af at være i byvagten var også, at de lidt var deres egen, lille familie. Man passede på hinanden - og hjalp hvor man kunne.

"Bare i dag." Nikkede han. Han klappede hende kort på skulderen og tvang lidt munterhed frem i stemmen igen: "Vi kan jo heller ikke undvære dit arbejde her omkring alt for længe."

Lyden af træningssværd, der slog mod hinanden var begyndt at lyde udefra og Alister så sig over skulderen. "Jeg må hellere komme tilbage til rekrutterne, inden de slår hinanden ihjel .. men jeg lover, jeg gør alt hvad der står i min magt." Sagde han med alvor i stemmen. Han gav hende et lille klap på skulderen, inden han efterlod hende - et tankefuldt udtryk over hans ansigt. Tiden var inde til at se, om han kunne støve nogle kontakter op blandt Lyset.