Tågen lå tæt som et vatteret tæppe omkring Obsidianøerne. Den gjorde det umuligt at se meget mere end omkring 20 meter frem for sig, hvorefter alting begyndte at blive til uldne silhuetter, før de ville forsvinde væk i det alt det grå hvide. Det havde været sådan lige siden de tidligste morgentimer og det lod ikke til at ville ændre sig, som solen havde svært ved at bryde igennem fra oven.
Vejret gjorde det svært, direkte livsfarligt, at begive sig ud på klippeøen med den dårlige sigtbarhed og det våde og glatte underlag. Ikke at der var meget at se alligevel, plante og dyrelivet afspejlede øens ufremkommelige udformning af terrænet.

Det var denne stilstand, som hun befandt sig i sammen med resten af skibet, der gjorde at de gyldne øjne spejdede længselsfuldt ud mod den manglende horisont. Med gyldne øjne fulde af længselsfuldhed efter åbent hav og fastland i sigte, men ikke de små øers fastland - hovedlandet, det var dét hendes hjerne sang efter, men på en samme tid også ønskede at komme endnu længere væk fra.
Med et tungt suk, rejste hun sig fra den foroverbøjede stilling hun havde stået i, med den ene albue hvilende mod skibets ræling og hagen i sin håndflade. Drejede om på hælen og lagde kursen mod kaptajnens kahyt. Tre hurtige, men stadig faste bank lød da de mørke knoer bankede mod den solide dør af træ. Sedna havde ikke sejlet med Valeria's tårer længe, men hun havde allerede fundet sig godt til rette på skibet og under Aistaraina's kommando.

Dagene på skibet, når de var tøjret til Merihems Havn, virkede altid til at gå langsomt, især for en som Aistaraina, som nød sin frihed mere, end måske hvad godt var, når man var en del af Mørket. Hun kunne også mærke i besætningen som de blev rastløse, men de kunne ikke sætte sejl, ikke endnu. Tågedækket der var opstået, havde dog også kun udsat muligheden for at komme afsted. Det var ikke forsvarligt at tage af sted, og dermed havde de fået sig endnu en dag på den golde ø, som langt størstedelen af dem ikke brød sig synderlig om. Fristavn havde været et bedre sted at være blevet tvunget til at blive i land hos.

Det meste af dagen havde Aistaraina dog forholdt sig i sin kahyt. Vejret var for deprimerende at være ude i, og moralen ikke meget bedre. Forhåbentlig havde de stadig fuld mandskab, når tågedækket havde lettet, men der var også de mørkelvere der var mere dumdristige og rastløse.

Hun havde siddet i sine egne tanker, blot vendt skakbrikken hun havde fået i Nalish'ras tempel i sine hænder, da en banken kunne høres fra døren. Hendes gule øjne gled op, en anelse overrasket, men hun lagde brikken fra sig, og satte sig lidt mere op i stolen, i stedet for hvordan hun mere havde fladet ud i stolen. Det var virkelig en doven dag.
Hendes hår var heller ikke blevet sat den pågældende morgen, og hang stadig i lette bølger omkring hendes skuldre. ”Kom ind,” sagde hun, og kiggede interesseret mod døren. Der var en god del muligheder for hvem det kunne være, og hun havde i hvert fald nogle hun foretrak mere end andre, hvis hun skulle være helt ærligt. De var måske alle sammen mørkelvere, men nogle af dem var lidt sære. 

Tilladelsen blev givet til at træde ind i skibets mest lukrative aflukkede, et sted typisk forbeholdt skibets kaptajn og de der holdt de vigtigste positioner under hende på skibet.
Trædende ind i kahytten, mødte Sedna Aistaraina med et venligt smil og en høflig hilsen ”Kaptajn.” et håndslag blev gjort mod en tom stol, efterspørgerne om hun måtte tage pladsen, da hun trådte nærmere sin overordnede. Ville hun blive givet tilladelse, ville hun tage plads på stolens sæde, inden hun begyndte at nærme sig grunden for forstyrrelsen.
”Måske er det økuller eller tågen udenfor der har gjort mit sind uklart for dumdristigheder, men jeg kommer til dig med en forsørgelse.” begyndte hun små kryptisk, mens de gyldne øjne ganske kort flakkede fra den anden mørkelver kvinde i rummet og til vinduespartiet bag hende. ”Planter skal bruge lys til at gro, rigeligt med lys og det er jo ikke hvad der er mest af i hvor vi, besætningen sover…-” blikket flyttede sig tilbage til dets start punkt ”- Så jeg tænkte om vi kunne lave en aftale? Jeg låner lidt af din fabelagtige vindueskarm mod…?” spurgte hun åbent for bud, skulle Aistaraina ikke skyde Sedna’s forslag fuldkommen i sænk fra starten. Det var trods alt lidt af et sats efter forholdsvis kort tid, at forsøge at forhandle sig til en bid af sin kaptajns private og så for at dyrke planter.
Chancen tog Sedna sig alligevel, for selvom hun de gifte hun havde med sig ombord var drøje i brug, så fortrak hun at skifte lidt ud i dem. Det betød hun måtte have et sted at dyrke dem, hvor de var forskånet for dårlige vejrforhold og lange fingre, som ikke anede hvad de rørte ved.
Desuden ville det være godt, at have noget at beskæftige hænder og i særdeleshed hovedet med, så tanker om det der var og kunne have været, ikke fik lov til at fylde.

Aistarainas blik mildnede en anelse, da den velkendte skikkelse af Sedna kom indendørs. Hun havde ikke været her længe, men Aistaraina havde fundet en vis ro i den anden kvindes nærvær. Hun var høflig, og virkede i hvert fald mere civiliseret end en god del af mandskabet. Hun havde i hvert fald ingen grund til at være alt for bekymret omkring hende, hvis hun skulle være helt ærlig.
Hun nikkede mod stolen, som Sedna spurgte lydløst om hun måtte sætte sig, og Aistaraina lænede sig selv lidt mere tilbage i stolen, mere afslappet end da hun havde hørt bankene på døren.

Man kunne se et morende og spørgende blik danse i både Aistarainas øjne og på hendes læber, som hun kiggede interesseret på Sedna, men forsøgte heller ikke at stope hende. Hvis hun havde noget at sige, så ville Aistaraina hjertens gerne høre det, jo mere bekvemt det var for alle på skibet, jo bedre for dem alle.
Hendes blik gled mod bagpartiet, som ganske vidst havde meget lys der kom ind, når der var lys, men hvor der blot var et tågedække i øjeblikket, inden at de gled tilbage på Sedna.

”En vovet forespørgsel,” kom det næsten leende fra Aistaraina, men hun virkede ikke fjendtlig endnu, og ikke over for forslaget. ”Hvor ofte ville du så komme rendende herinde?” Betalingen for det, det tænkte kaptajnen nu stadig lidt over. En ting var at lade planterne gro herinde, noget andet var at have en af besætningsmedlemmer rendende her i tide og utide. Noget hun lod visse gøre, da hun havde kendt dem i så lang tid, men om Sedna var plantet på skibet af andre grunde, det kunne hun ikke vide, og alle hemmelighederne var primært gemt herinde. 

Fastheden i de gule øjne indrammet af de hvide bølger, slap eller en del af den mildnede da det blev klart for Aistaraina hvem der havde banket på døren. Ikke længe efter overtog noget moreret og spørgende blikket, ved Sedna’s introducerende ord. Mellem hendes ord holdt den mørkhåret elver en passende pause, således at skulle skibets kaptajn’s nysgerrighed være løbet af med hende før det egentlige spørgsmål var stillet, så var der et passende sted at kontra spørger.
Da de mørke læber overfor skiltes med ord, var det ord som bragte et moret udtryk med sig, jo det var vovet og nogle ville ligefrem kalde det frækt, taget i betragtning at hun var den der havde mindst at forhandle med. Forhandlingen blev som håbet ikke skudt i sænk, men grebet og vendt mod hende selv.
Hvor ofte ville hun komme.
Tungens spids løb fugtende over nederste læbe, eftertænksomt. ”Som et minimum, højst en gang om ugen for vanding, gødning og beskæring. Når planterne er store nok til jeg kan udvinde det jeg skal bruge, vil det nok blive to gange per uge, men det er højst i en varighed af tre uger.” svarede hun med et lille nik som skulle det understrege Sedna’s egne ord. De mørke bryn rynkede sig overvejende sammen mod midten over næsen ”Jeg har absolut ingen planer om at rende dig på døren, hvornår jeg må komme, er helt op til dig og du er mere end velkommen til at være til stede – sikre jeg ikke stikker næsen i det som ikke vedkommer mig.” forsikrede hun den anden kvinde, før et lidt tykt suk slap fri "Jeg ønsker bare at få noget for hånden, som er mere…” ordene stoppede, da det pludseligt synes svært at finde de rigtige. Der var jo nok at se til på skibet, selv et så velholdt skib som Valerias Tåre.

Det gav mening hvad Sedna sagde, selvom Aistaraina selv aldrig havde gået meget op i at dyrke planter, også selvom hendes racefæller, ofte havde flere grunde til at dyrke det. Heldigvis tog det heller ikke et geni at regne ud hvad planterne skulle bruges til, hvilket var et formål kaptajenen også selv godt kunne se en pointe i.
Hun lavede noget mental regning i sit hoved over hvor ofte hun ville have Sedna i kahytten, modsat hvor ofte hun ville få lov til at være der for sig selv. Selvom det var lidt lige meget som Sednas ord lidt stoppede, inden hun nåede en hel sætning og Aistaraina kunne mærke sig selv kigge interesseret på kvinden foran hende.

”Som er mere... hvad Sedna?” spurgte Aistaraina, for selvom hun sagtens kunne sige at hun var interesseret i muligheden, så var hun mere interesseret i resten af sætningen. Hvis hun kunne få lov til at grave lidt i sin besætnings hjerne, og vidste hvad der fik dem til at tikke, ja, så havde hun det ret godt med det, og Sedna havde hun ikke haft særlig meget mulighed for det endnu. I sidste ende ville betalingen nok heller ikke være det vilde for den anden kvinde, alt efter svaret.

Hendes fingre rakte ud efter en fjerpen der lå på skrivebordet. Den var ikke dyppet i blæk for nyligt, og havde tørret ud, hvor hun havde lagt den, men hun ville gerne have noget at lege med i sine hænder, som hun kiggede indgående på Sedna. Hun havde heller ikke tænkt sig at sige mere, før der var kommet en form for svar fra den anden kvinde. 

Det havde været ren ønsketænkning hvis Sedna oprigtigt havde regnet med, at den ufærdige sætning uden videre fik lov til at synke til havnens bund, selvom hun i sidste nok selv foretrukket at den fik lov til lige netop dét.
Kindtænderne trak den ene kind ind, da de bed sig fast i dens inderside. Spørgsmålet om en uddybning stod ikke til at snige sig uden om. Ethvert forsøg på et emne skifte ville være for åbenlyst, at det kun ville virke mistænksomt og det sidste man ønskede, var at de som stod over en, fik plantet bare det mindste lille frø af mistro. Det kunne trods alt ende med at koste en selv meget dyrt.

Sedna justerede på den stilling hun sad i, så hun i stedet endte med at sidde med det ene ben krydset over det andets lår ”Som hjemme? Forstå mig ret, jeg nyder at være på skibet, at være en del af din besætning, at have havluft i lungerne og gyngende vand under fødderne, -” startede hun med at forklare, mens blikket sænkede sig til fjerpennen mellem Astaraina’s fingre ”- men planterne er et af de steder, hvor jeg kan koble helt fra mentalt og stadig få noget for hånden.” de buttede læber pressede sig tæt sammen, til de ikke var andet end en streg i ansigtet.
Livet på et skib var ikke uvant for den yngste af de to mørkelver kvinder. Hun var trods alt barnebarn af en skibsbygger og været gift med en selv, men det sad ikke lige så meget på rutinen at sætte sejl, sikre fortøjninger og hvad der ellers hørte til livet til søs.

Man skulle holde sine venner tæt og sine fjender endnu tættere. Det var i hvert fald hvad der normalvis blev sagt, men hvis Aistaraina skulle være ærligt, så foretrak hun at skille sig af med fjenderne, inden det gik så vidt, og kaptajnen ønskede ikke den mistillid på skibet. Det var fint ikke at være helt ærlig, men så i det mindste dæk det med den brugbar grund, og vis loyaliteten hvor det gjaldt. De nye havde det altid hårdere, end dem hun havde sejlet med en stor del af sit liv.

Hendes fingre gled over pennens længde og ned til spidsen. Den var skarp. Måske ikke nok til at gøre nogen reel skade, især fordi den nok ikke ville kunne tåle presset, men hvis man virkelig ville, så kunne man drage blod.

Hjemme. Det var et underligt ord for Aistaraina, som så skibet, besætningen og havet som hendes hjem. De fleste her på skibet var ikke opdraget i noget kærligt miljø og havde derfor ingen forbindelser til deres barndomshjem mere, men for nogle var det vel anderledes. Hendes øjne kiggede overvejende på Sedna, inden hun nikkede. ”Forhåbentlig du en dag finder hjemmet på havet,” sagde hun endelig. Hun var ikke dømmende overfor det, selvom man godt kunne se at kaptajnen havde lidt svært ved at forstå det. ”Ville du have det fint, med at skylde mig en tjeneste for planterne?” Hendes blik gled over mod vindueskarmen endnu engang. Det ville fylde lidt af udsynet, men ikke nødvendigvis være et problem. 

Sedna var på ingen måde velsignet med at være opvokset i kærlige rammer, ligesom de fleste der havde sat fod på Valerias tåre. Det tætteste hun havde været på familiær kærlighed, det var forholdet til hendes farmor, men selv der var det mere respekt og ny viden der var i højsæde end noget så banalt, som hjertevarme, kys og kram – Sedna blev trods alt i sidste ende kun skabt for én ting, at tjene Mørket og ikke mindst at være et farligt, dødbringende våben i deres hænder.

Det var en følelse af at tiden gik i stå eller i stedet gik baglæns, inden Aistaraina endelig sagde noget. Selvom det i virkeligheden ikke var meget mere end få sekunder, hun havde været om at lade Sedna’s ord bundfælde hos sig. ”Heldigvis føler jeg mig heller ikke helt på udebane på havet, men hjemme er det ikke helt endnu – men det kommer vel den dag, at det virker mere uvant med fast grund under fødderne, end gyngende grund?” spurgte hun retorisk tilbage. Svaret kendte hun jo godt allerede, men hvad den sorthåret mørkelver ikke kunne tilføje, var at hjertet allerede kaldte på blåt hav – det var bare ikke et hav dette skib nogensinde ville sejle på.
”Vil du fortælle mig hvilken tjeneste du har i tankerne? Eller er det en tjeneste som du finder når den passer?” kom det eftertænksomt fra hende, velvidende at tjenester kunne dække over mange ting, så hovedløst at sige ja til sådan en aftale ville kræve en idiot. Alligevel var hun heller ikke afvisende for at takke ja til en aftale om en tjeneste. Lige nu forventnings afstemte hun bare.

Det var ikke som om at Aistaraina kunne tvinge nogen til at føle om havet som hun selv gjorde, og der var plads til deres individuelle forskelle. Nogen tog til havet som var der intet andet i deres liv, og nogen ønskede kun at være der når det var strengt nødvendigt. De fleste af dem hun havde bragt med fra hendes egen besætning var mere i det første, men de mørkelvere der havde sluttet sig til efterfølgende... de kunne ligeså godt blot ønske et fællesskab med andre der forstod dem, og der var muligheden blot Valerias Tåre.
”For mange af os, ja,” sagde hung rinende og trak på skuldrene. Nu om dage kunne hun ikke gang falde i søvn hvis bølgerne ikke var der til blidt at vugge hende i søvn.

Hendes finger gled endnu engang over spidsen af fjerpennen, inden hun endelig lagde den fra sig, og flettede i stedet for hænderne over et af sine knæ. ”En tjeneste jeg finder på, når jeg har behov for det,” bekræftede hun. ”Jeg kunne nok finde på noget på stående fod, men jeg kan godt lide at holde mine... muligheder åbne. Især hvis dine planter bliver en permanent plads herinde.” Hvilket ville sige, at det meget hurtig kunne blive en dyr aftale for Aistaraina, hvis hun endte med ikke at ville have Sedna rendende herinde. Dog, hvis Sedna ikke ville tage imod aftalen, så måtte Aistaraina jo finde på en anden betaling, som kunne gøre dem begge glade. 

Tiden på Valarias Tårer havde måske nok endnu ikke været synderlig lang, selv ikke efter elviske standarder, hvor måneder hurtigt kunne føles som var de ikke andet end få sekunder. Alligevel havde Sedna på den korte tid nået at få en sund respekt for kvinden siddende over for sig.
Mistillid havde ingen plads på et skib og da slet ikke til skibskaptajnen. Den skulle heller ikke få lov til at forsøge at slå rod nu Havde rollerne været byttet rundt, ville Sedna selv have svaret med samme kryptiske facon som Aistaraina formåede.
Tungespidsen gled over fortændernes glatte flade, som enkelte muligheder af tjenester udspillede sig bag de gyldne øjne, der uden at Sedna selv bemærket det hvilede på fjerpennen.
Mulighederne var mange; mytteri, dannelse af gift til Aistaraina med tilhørende modgift, tortur og af de mere kedelige, at sørger for humøret forblev højt blandt besætningen. Sidste kart det værste hvis man skulle rangere dem, men spørgsmålet var nærmere om hendes kaptajn var sådan en type, der kunne finde på at bruge det som en tjeneste? Nej, hun var mere snedig end det, tjenesten ville uden tvivl komme hende mere direkte til gode.
Nikket var kort, men bestemt ”Aftale, en tjeneste for en tjeneste. Så skal jeg nok forsøge ikke at lade planterne blive alt for permanente. Skulle det smutte så må jeg jo for besværet skylde endnu en tjeneste.” svarede hun endeligt, med de sidste ord der fik en kant af noget kækt. Hun havde ikke planer om at planterne skulle forblive en fast del af indretningen, om end hun bestemt intet havde imod at tilbringe mere tid gemt lidt af vejen. Privatliv var trods alt en mangelvare på en flydende miniby.

Det var ikke som om at Aistaraina ligefrem var kendt for at være ond og ydmygende overfor sine besætningsmedlemmer, hvis hun havde været det, så havde hun nok ikke holdt sin position, det var ikke ligefrem fordi mørkelvere var kendt for at være gode børn. Nogle af dem var måske loyale, men de gik sjældent af vejen som pirat, da det krævede en smule længsel for frihed trods alt.
Tjenesten kunne måske komme til at fylde meget, men ikke så umådelig meget, at Sedna formentlig ville fortryde det. Det var i hvert fald ikke Aistarainas planer, med mindre hun kom helt på tværs.

Smilet blomstrede dog frem på Aistarainas læber, som Sedna endelig bekræftede at hun ville tage aftalen som Aistaraina havde lagt op. ”Det er godt at høre,” sagde hun. Det var risikabelt for dem begge, for hvem kunne vide om Sedna opholdt sin del af aftalen, men hun havde en god følelse af det her. ”Vi kan altid tage hvor stor eller hvor mange når den tid kommer,” sagde hun, nok en sølle trøst i sidste ende.

Hun rankede sig lidt mere op i stolen, for det var vel alt. ”Du kan sætte planterne op i løbet af ugen, og så kan vi aftale nærmere hvornår og hvor ofte du kommer forbi.” Smådetaljer.  Heldigvis ville de også snart forlade det her gudsforladte sted for de åbne have, og der ville Sednas planter også kunne få lidt mere lys. 

”Jeg ville påstå du er en hård kvinde at forhandle med, hvis ikke det var fordi jeg havde handlet på samme måde selv.” kom det muntert ud. Forhandlingerne havde været lige til. Hvad Sedna hentydet til var derimod Aistararina’s valg om hverken at hentyde eller fortælle, hvad hun kunne forestille sig prinsen ville være. Indtil den blev nævnt, ville det være uvist hvem af de to kvinder, som havde købt eller solgt sig selv for billigt til den anden.
Nikket var både indikation på hun havde hørt Aistaraina’s ord og accepterede dem. Med antræk til at rejse sig fra sædet, standsede hun kortvarigt helt ude på stolekanten ”Ville du have noget imod, hvis jeg inden tager til fastlandet? For at samle det sidste som jeg skal bruge, inden jeg kan gå i gang med at sætte dem op?” spurgte hun og lod hovedet skråne sig, og undlod med vilje, at afsløre det ikke var eneste grund for at hun ønskede fast grund under fødderne. Sedna vidste der her på øen var en mulighed for gennem teleportation at komme til fastlandet og tilbage igen, men jo var nødsaget til at få accepten til dette – skibet kunne trods alt kaste anker når det skulle være "Jeg skal naturligvis gøre mit bedste for at skynde mig tilbage.".

Hvis der som forventet ingen modvilje var for at lade hende skaffe det hun skulle bruge, ville Sedna i en flydende bevægelse rejse sig. Takke af for denne gang med et smil nogen ville karakterisere som charmerende, inden hun ville forlade sin kaptajns kahyt.

Smilet blev en anelse større, da Aistaraina hørte at Sedna ville have handlet på samme måde. Hun måtte have et godt hoved på de skuldre så, hvilket var noget man altid kunne bruge på et skib. Måske med tiden så ville hun ikke blot være en del af besætningen, men faktisk få en vigtigere rolle. Det krævede selvfølgelig at hun kunne udmærke sig på noget punkt.

Man kunne dog godt se at Aistaraina tænkte lidt mere overvejende, og mindre fornøjet over at Sedna ville tage en tur til fastlandet. Hun ville helst afsted så snart tågen lettede. Hendes fingernegle tappede lidt mod bordet, som hun overvejede det. ”To dage, eller indtil tågen letter,” sagde hun endelig. Forhåbentlig lettede den snart, men hvis ikke, så var usigtbarheden ikke ligefrem noget hun var villig til at risikere. Ikke på en ø med så mange små sten og klipper, som kunne ødelægge skibet fuldstændig.
To dage burde dog også være mere end nok for den tur hun ville tage. ”Hvis ikke, så må du enten vente her eller Fristavn til vi kommer forbi,” pointerede hun. Det var de enste to steder hun kunne garantere at de ville lægge til foreløbig, men det gjorde det lidt nemmere hvis de alligevel glemte eller efterlod en fra besætningen.

Hun gav Sedna et sidste nik, som hun endelig forlod kahytten, og endnu engang var Aistaraina alene med sine ting, sine tanker og sig selv. Sedna skulle nok ende med at være brugbar.