Taktikken med at lade de varer forsyninger, som kunne holde til den længere tur og koldere temperaturer, blive sejlet af de ruter der gik op over nordlandet og at lade et tungt bevæbnet skib med kampklare mænd følge de skibe, hvor det enten hastede med at få forsyningerne frem eller de ikke kunne holde til nordens kulde, havde virket ganske fortræffeligt.
Enkelte skibes last var gået tabt til havets røvere, pirater, men i sidste ende var det gået ganske som forudset og prognosen lod til at blive at tingene ville vende tilbage til samme tilstand som før, hvis ikke der blev taget en mere kreativ vinkel på løsningen. En løsning som Hertugen de Richelieu bestemt ikke ville se som en mulighed, hvorfor han var helt og aldeles uvidende om sin datters gøremål denne dag, på Juvelens havnekaj.
Støvregnen var faldet siden de tidligste morgentimer og havde gjort havnen noget mindre livlig end normalen var, omend den stadig var fyldt med lyde og arbejdende folk, nogle mere irriteret over det våde vejr end andre. Den unge komtesse derimod kunne kun prise sig lykkelig for regnen. Hendes lille kvindeskikkelse var ikke uvant at se i Juvelen, hvad enten det var ifølge med hendes far eller alene, men lige denne dag foretrak hun sig ikke at pådrage sig for meget opmærksomhed.
Med den varme, mørke uldkappe lukket tæt omkring skulderne og dens hætte trukket op over det mørke hår, bevægede hun sig i den retning det var blevet fortalt at der fandtes en person, som måske kunne blive en del af løsningen på familien problem. Som et mantra gentog hun både navn og beskrivelse af denne Jonatan, for sig selv ikke højt nok til at ord forlod hendes strube, men læberne bevægede sig som var det meningen en lyd skulle følge efter.

"..6 safir 2 rav, og så kommer jeg til dig først næste gang vi går i land her" lød Jonatans sidste bud til i hvad der var eskaleret til en intens forhandling på havnekajen. Den anden gav udtrykket af at tykke lidt på det, men for nogen med erfaring i forhandlingens ædle kunst, var det tydeligt han allerede havde taget sin beslutning.
Øjeblikket efter stak havnearbejderen da også hånden frem, og forseglede handlen med et håndtryk. "Ay, men forvent ikke de priser næste gang! Mørket rør på sig, så vi går usikre tider i møde!" gryntede havnearbejderen. Jonatan lo let "Du sagde det samme sidste gang, men jeg skal heller ikke glemme det denne gang! På gensyn Ultik" svarede den unge mand, og bød sit farvel.

Jonatan var en ung mand, der af de fleste ville blive beskrevet som 'helt ordinær'. Hans hår og øjne var brune, hans højde gennemsnitlig, og selvom han var lidt til den ranglede side, så var det ikke så meget det var bemærkelsesværdigt.
Alligevel så skilte hans sig godt ud på havnekajen, som han vendte sig, og hans kappe faldt til siden. For den unge mands klædning var moderne, på en praktisk måde. Tæt på var kvaliteten ikke noget der kunne hamle op med adlens, men passerede ens blik blot kort forbi, ville han ikke have skilt sig ud blandt lavadelen, eller som nogens hof-tjener på en fridag.
Det var tydeligt der var lavet ændringer for at holde en højere bevægelighed, med både snittet og farvesammensætningen var fremragende, og bestemt ikke noget man forventede af en sømand, fra et halv-ukendt skibs besætning.
Men trods sin klædning havde han et godt omdømme, som en vellidt mand, og en mand der trods han var ny på kajen, ikke lod sig spise af med overpriser, eller dårlige varer. 

Jonatan forlod sin handle med stram mine, mens han tog en tavle op fra sit bælte. Med et lille kridt fra lommen tog han notat af den aftalte handle, uden at holde synderligt meget øje med hvor han gik. 

Lyse øjne gled over de forskellige mandspersoner, som ved første øjekast passede til beskrivelsen der var blevet hende givet, men hver gang Olive enten kom tæt nok på eller de vendte sig om, var det tydeligt ingen af disse var hvem hun søgte. Hvad enten de havde lyse øjne, manglende tænder eller viste sig at være væsentligt tættere Olive’s egne 166 cm end Jonatan’s efter sigende 185 cm.
Ikke at andet var at forvente når beskrivelsen af den unge mand næsten ikke kunne være mere ordinær, men det betød ikke at Olive kunne sige sig fri for at ønske, at han havde haft bare lidt mere særtegn. Det ville om ikke andet gøre hendes søgen noget nemmere.

En vejrbidt havnearbejder, der var lige så hærdebred som han var høj, måtte agere pejlemærke for brunetten i hendes forespørgelse om han havde set denne Jonatan. Med den ene hånd løftet var han hurtigt til med en grov, afstumpet finger, at pege i retningen af forhandlingen, lidt længere nede af havnekajen. En tak blev afgivet og det lange ben sat foran, i håbet om at nå den mørkhåret mand, inden han svandt ude af syne.
Handlen mellem de to mænd var overstået inden, at hun var nået helt hen til den; kjole havde alligevel ikke været det smarteste valg, når man skulle sætte efter folk.
Overraskelsen kunne ikke skjules, da mørke øjenbryn hævede sig og spærre øjnene under sig lidt op, i det at beklædningen kom til syne under kappen. En sømand med smag for fine klæder var trods alt ikke noget man så hverdag.

Brune øjne fæstnede sig på kridtstregerne, uden at ænse hvor fødderne ledte ham hen eller nærmere hvem de ledte ham imod. Det var også kun akkurat inden et frontalt sammenstød, at den lyse kvindestemme lød ”Jonatan?” det var i hvert fald med forventningen om han ville nå at løfte blikket og standse op.

Jonatan kiggede straks op ved lyden af sit navn, og nåde lige akkurat at stoppe op, inden han ramlede ind i den unge frøken. Han famlede en smule med sin tavle, i et forsøg på ikke at tabe den, og trådte hurtigt et skridt tilbage. Et halvt lettet åndedræt var hvad han nåde, inden hans blik faldt over kvinden han næsten var vadet ind i.
"Om forladelse komtesse" undskyldte han refleksivt, og bukkede dybt. Det var ikke en adelsmands buk, men en tjeners, og det tog ikke et geni at regne ud at Jonatan nok havde tjent adlen i et eller andet omfang, inden han var drevet til søs. Det kunne også forklarer hvordan han ud fra intet mere end et kort glimt af hendes klædning, kunne sætte en korrekt titel på.

Efter at have holdt bukket en pinefuld men passende længde, rettede Jonatan sig op igen, og hans udtryk var en blanding af skyld, forvirring og pinlig berørt. "Jeg er Jonatan, ja, men ehm, jeg tror ikke jeg har haft ære af Deres bekendtskab før?" spurgte han en anelse forsigtigt.

Et sted i Jonatans sind var der en lille stemme der skreg at det måske ikke var smart at skilte med hans fortid, at han skulle opfører sig mere som søfolk gjorde. Men vanens magt var stærk, og selv mange måneder til søs havde ikke kunne skylle hushovmesteren ud af Jonatan endnu.

Det var per ren refleks da Olive rejste hænderne op foran sig, først for at forhindre en total front kollision med den velklædte sømand, men lige så meget for at gribe ud efter tavlen, der pludselig var i fare for at ramme mod stenbelægningen under deres skosåler. Jonatans reflekser fejlede til alt held intet. I sin overraskelse, glemte hun at trække armene ind under kappens arme. Han havde knapt kastet et ordentligt blik på hende. Alligevel formåede han uden yderligere betænkelighed at komme med korrekt tiltale.
”Oh nej nej, det er mig der undskylder. Jeg er bare glad for at Deres tavle overlevede sin næsten møde med stenene.” skyndte hun at svare med et skævt smil der skjulte en let latter. Den god del af skylden jo trods alt også på hende, havde de nu ramt sammen – hun kunne have valgt at træde til siden ingen hun påkaldte hans navn.

Bukket var svært at overse og selvom det kun fik spørgsmål til at melde sig i en halv lang kø, så måtte Olive huske sig på, hvorfor hun havde ledt efter ham. Så måtte spørgsmålene vente, hvis ikke han skulle vise sig at have for travlt.
”Olive Aina de Richelieu.” præsenterede hun sig med et tilhørende nej, ikke nær så længe eller dybt som en højbåren ville være mødt med, men en anelse dybere og længere end man normalt ville møde de af lavere klasse med. Hun vidste trods alt ikke, om han i virkeligheden havde blodsbånd der bandt ham til en finere slægt, men han blot have frasagt sig en hver titel og nu levede med gyngende grund under fødderne. Slægtsnavnet var velkendt blandt de fleste der havde lagt an i Juvelen mere end en gang - de havde trods alt været med til at havnen ikke bare var en 'sandbanke'.
”Har De travlt? Jeg har ledt efter Dem, da det er kommet mig for øre at De måske kan hjælpe mig og resten af de Richelieu? Jeg byder gerne på lidt vådt og tørt på ’Den Gyldne Svane’ imens?” tilbød hun med et imødekommende smil.

Jonatan bemærkede hendes nejen var noget andet end hvad man ville hilse en sømand, eller nogen anden af pøblen, med og det gjorde ham mere ukomfortable end han var i forvejen.
Hun kendte hans navn, men tydeligvis ikke hans stand. Og kun hans fornavn. Kunne det være frøkenen kendte Clara? Tanken fik hans hjerte til at slå en anelse hurtigere, og hans hjerne ræsede med muligheder, og alle de ubehageligheder de kunne ende i.

"Det er en ære og en fornøjelse, Komtesse de Richelieu, hvorledes kan jeg være Dem til gavn?" fulgte han alligevel hendes præsentation op, mens han undertrykte den urolige følelse i hans bryst. Det var sikkert ikke noget. Han overreagerede bare. Men det var så pokkers svært at tænke klart, når han først var kommet til at tænke på Clara!

Komtessens svar på hans spørgsmål gjorde næppe noget godt for hans bekymringer, men at gøre andet end at efterkomme hendes anmodning var utænkeligt.
Alligevel skævede Jonatan først ned mod sin tavle, for at sikre sig en ekstra gang at han havde styr på alt først. Nok var de Richelieu komtesse, men som hans verden stod for tiden ville Dronningen selv ikke kunne få ham til at slække på en ordre fra Kaptain Amalia Sirenesang.

Jonatan nikkede kort for sig selv, inden hans blik atter lagde sig høfligt på komtessen "Jeg er bestemt tilgængelig for Komtessen, men.." han fugtede sin overlæbe en anelse "..jeg tvivler på jeg kan være til megen gavn for Dem og Deres familie" tilføjede han en anelse undskyldende, og lige så forvirret. Det lå ham ikke nært at modsige en af adlen, men samtiddig havde det hele taget ham med de velsyede hoser nede om anklerne.

Olive kunne ikke fortænke Jonatan i at han ikke ligefrem syntes at kunne se en mening i, hvorfor hun af alle havde søgt efter ham. Hun havde jo ikke ligefrem givet de store ledetråde at arbejde med, men det var simpelhent ikke en chance, som den unge komtesse turde tage. Få af dem som havde deres gang på havnen virkede til at have en torn i øjet for hendes familie, men det betød ikke at der ikke ville blive set skævt til den forespørgelse, som hun havde. Desuden vidste alle mere eller mindre, at særligt havne havde tendens til at have meget lange ører.

Tvivls spørgsmålet fik alligevel et lidt større smil til at strække sig over de smalle læber ”Og derfor er De måske i virkeligheden, den helt rette som jeg søger.” korrigerede hun ham med et lille udefinerbart glimt i begge øjne ”Vil De have noget imod vi fandt et mere privat sted, så jeg kan forklare Dem hvad De måske kan være behjælpelig med? Det gør det noget nemmere for Dem at vurdere om De stadig ikke mener at De er til meget gavn?” svarede hun og fik det uden større besvær til at fremstå som et spørgsmål, han havde alt mulighed for at afslå. Havde det ikke været fordi ordene blev fulgt af en gestikulerende håndbevægelse i den retning, hvor en den fornævnte havnekro havde lokation. Kun halvt ventende på ham, blev kursen lagt i selv samme retning og gjorde samtidigt ret klart, at valget var taget for den mørkhåret sømand.

Jonatan kunne ikke andet end beundre komtessen for sin evne til at vide hun ville få sin vilje, men samtidig være høflig og elegant omkring det. Det var ikke en kunst alle formåede, men en der kunne vise sig meget brugbar, siden det lod til at hun ønskede at få noget ud af ham.. Ikke at en kvinde i hendes position nødvendigvis følte det nødvendigt med høfligheder, selv i den situation.

Ikke desto mindre bukkede Jonatan høfligt endnu engang, med et "Naturligvis, komtesse de Richelieu", og fulgte med komtessen. Han var nok ikke hushovmester længere, eller svarede til nogen adelig herre, men han havde da ikke fået så meget saltvand i hoved, at han ikke viste hvad der var best for ham selv. Komtessen skulle nok få sin vilje, på den ene eller anden måde. Det store spørgsmål for nu, var blot hvordan Jonatan skulle passe ind i det hele.

Den Gyldne Svane var ikke en ukendt kro for Jonatan, skønt det først gik op for ham da de nærmede sig. Det var den selv samme kro hvor Clara havde boet da han mødte hende, hvor han havde siddet og søbet i en øl i timevis i håbet om at få bare et glimt mere af hende...
Selvfølgelig skulle det lige være den samme kro, hvor alt mindede ham om den underskønne kvinde... Det skulle nok vise sig distraherende. 

På ingen måde kunne eller ville den uge hertugdatter tvinge ham med sig. Nok havde spørgsmålet ikke lagt op til han havde det store valg om han ville gå med eller ej, men havde han sat foden ned og pure nægtet, hvad havde hun så tænkt sig at gøre? Svaret var intet, Olive vidste bedre end at skabe en scene, til fuldskue for resten af omverden at se – det hørte sig ikke til. Ville hun bare have fundet andre måder for at få kunne præsentere sine tanker, så bestemt.
Til hendes lettelse strittede den unge sømand ikke imod, men valgte i stedet at følge med til den anviste kro. Gåturen fra havnekajen og til Den Gyldne Svane blev taget i stilhed, der passede ganske fint til situationen. Eliminerede en hver utilpas akavet følelse allerede inden den kunne spire.

Den beskedne hilsen mellem Olive og krofatteren på, virkede ikke af meget ved første øjekast. Det venligt stemte smil var dog ikke til at tage fejl af, det var ikke første gang den lille brunette havde sat mod på havnekroen.
Fingernemt fik hun spændet der holdt uldkappen omkring skuldrene op, hvorefter den blev hængt over stoleryggen på en af de fire stole, der var i overflod ved det lille tilbagetrukne bord ”Tag endelig plads, der er jo så rigeligt med stole at vælge imellem.” bød hun høfligt med en skjult latter over sit eget forsøg på at være vittig, inden hun selv tog plads.
”Ønsker De noget at spise og drikke først eller vil De hellere være foruden? Det vil trods alt give Dem en større frihed til at rejse dem, hvis ikke De kan se Dem selv i mit forslag.”.

Familiariteten mellem komtessen og kroejeren gik ikke Jonatans blik forbi. Ikke at det undrede ham. Komtessens familie var lokal, og gjorde sig i handel, så vidt han huskede. Det var kun naturligt at hun havde en stamkro. Men mons tro dette var kroen hun normalt boede på også, eller blot den hun foretrak at lave forretning på? Det var.. et ret irrelevant spørgsmål for Jonatans nuværende situation, men ikke desto mindre interessant, hvis han endte med at deres møde blev en gentagelse værd.

Jonatans blik faldt kort på valget af stole som hun bød ham at sætte sig, og hendes vittighed trak et kort smil fra hans læber, trods det næppe var mere end en humoristisk observation. Hans træning fejlede ham ikke. "Jeg takker" bød han med et buk, og ventede høfligt til frøkenen havde sat sig, inden han selv tog plads skråt til venstre for hende. Det var en mindre dominant position end hvis han havde sat sig lige overfor hende, men heller ikke så familiær som positionen ved hendes højre hånd havde været. Den var høflig, anderkendte hendes højere status, men han sad stadig ved samme bord.

"Når De så venligt har budt på vådt og tørt, skulle det være mig fjernt af afslå deres gavmildhed" svarede han høfligt, men der var også en varme i det, og en slet skjult forventning. En af de ting Jonatan nok savnede mest siden han var stukket til søs, var ordentlig mad. Kokken om bord var hænderlig, men næppe på niveau med at spise rester fra de riges border, eller endnu bedre, når han skulle prøvesmage. Truslen om en pinefuld giftdød som mundskænk var så sandelig værd at udholde, når man fik lov at spise først.

Langt de fleste, selv de sømænd der havde indtage rigelige mængder af havvand indenbords, kunne med lidt god vilje lærer hvor dybt og hvor længe et buk der skulle afgives, når man stod overfor en af højre rang. Om ikke andet så det virkede troværdigt, trods mulige skønhedsfejl. Det havde dog alligevel være et friskt pust at opleve den unge sømand var i stand til at præstere et buk, der ville have været et hvert adeligt selskab værdigt.
Et var dog buk og nej, et andet var at sætte sig til bords med en komtesse. Langt de fleste ville have taget pladsen overfor, men endnu en gang overraskede Jonatan da han tog pladsen venstre for Olive ”Det må jeg give Dem, de formår virkelig at overraske til det positive.” tilkendegav
hun med et smil. Det kunne være rent tilfælde at han havde placeret sig hvor han havde, men den unge kvinde havde nu sine tvivl der på. Dertil ville det ærgre hende noget så meget, hvis det viste sig at være tilfældet.

Med et kort afmålt nik blev en af kroens tjenere vinket til bordet. På de få sekunder det tog den unge pige, der umuligt kunne være mange somre ældre end adelsdatteren, nåede Olive alligevel at henvende sig til Jonatan ”Jeg kan varmt anbefale Dem hummerbisquen, hvis De både tåler og bryder Dem om skaldyr?” opmærksomheden blev ledt fra Jonatan til servitricen da hun i et solstrålesmil hilste på ”Goddag, hvad kunne selskabet tænke sig?” mere end en gang lod de gyldne øjne til at søge mod sømanden. Måske skilte han sig ikke meget ud, men det kunne ikke benægtes at han trods alt var en køn mand. Hvorfor den unge kvinde ikke kunne fortænkes i at stjæle et blik eller to.
”Et glas hvidvin, ikke for tør og hummerbisquen, tak.” svarede hun, med et skævende blik mod sit selskab, afventende hans bestilling. Det havde været nemt at overtrumfe ham og bestille det samme. Det sidste Olive ønskede var at han skulle føle sig trængt op i en krog. Ligeså lidt ønskede hun, at han skulle dratte ned fra stolen fordi svælg og tunge hævede op, så han langsomt ville kvæles.

Jonatan bukkede kort hoved i anerkendelse af komplementet "Det glæder mig at høre Komtesse, og jeg skal gøre mit for at fortsætte" svarede han med let munterhed, efter at have mentalt frasorteret de 4 første svar der var dukket op i hans sind, der alle var forskellige variationer af 'de er alt for venlig'. Det var var stadig en hård kamp mod de gamle vaner, men hvis Sirens mandskab havde lært ham noget, var det at det næppe skadede at holde ryggen rank.
Det, og at de fleste ting Jonatan havde fundet pinligt og grinagtigt omkring selv selv, var ganske brugbare evner, åbenbart.

Jonatan lyttede til komtessens anbefaling, og da kropigen kom, tøvede han kun kort, da han opdagede hendes lange blikke, og rømmede sig, inden han bestilte "Ehrem, jeg vil følge frøkenens eksempel, og prøve hummerbisquen ligeså, og en lys øl til, tak" bestilte han kort og præcist, mens hans undgik at kigge i kropigens retning. Var han blevet en smule rød om ørene? De føltes hvert fald varme! Måske var det bare rummet.
Jontan havde ikke sømændenes stærke lever og tilsyneladende immunitet overfor alkohol forgiftning, så han foretrak vand. Men at drikke vand i en forhandlings situation, var et sikkert tegn på mistillid, så meget viste Jonatan da. Så han var gået med en lys øl, let på alkohollen, og ganske passende til skaldyr.

Efter kropigen havde taget deres bestillinger, og sendt et sidste laaaangt blik efter Jonatan, faldt tavsheden. Jonatan sad med hænderne samlet foran sig, og jagtede desperat et emne, mens hans blik flakkede en smule. Han følte sig fanget mellem to stole. Hvor end han ønskede at vide hvad alt det her drejede sig om, så var hun en noble frøken, og det ville være utænkeligt at bringe forretning op, inden maden. Han havde en række brændende spørgsmål til hendes beklædning, som hans blik ofte søgte imod, men hurtigt afveg fra igen. Det var næppe et passende emne heller.
Stilheden strakte sig, og Jonatan fandt den kvælende. "Så, ahem, Komtesse de Richelieu, jeg håber de kan tilgive mig for at spørger men.." han havde startet sætningen for at bryde tavsheden, men uden nogen plan for hvor den skulle ende, eller hvad han skulle spørger om.
"Ehm, har de prøvet hummerbisquen her før, eller er det en favorit andetsteds fra?" endte spørgsmålet på. Det var næppe et kontroversielt spørgsmål, og med hans opbygning faldt det meget fladt. En lille sveddråbe samlede sig ved hans tinding. Smalltalk var noget svære end han nogensinde havde forestillet sig.

Få ting her i livet havde formået at fange den unge arvings interesse, som strategi havde. Det indbefattede langt mere end et spil skak eller at skulle kortlægge de mest effektive skibsruter, menneskeligt sammenspil var et mindst lige så strategisk et spil at både at deltage i eller som nu at observere.
Olive forsøgte, og var også af den overbevisning om det lykkes hende ganske, ubemærket at beskue, hvordan varme steg og satte sig lige under yderste hudlag hos både kropigen og den unge sejler, under bestillingen og det havde svært ved ikke at trække på smilebåndet.
Skjult bag et dække af at se vejret an, drejede Olive blikket ud af det ene lille sprossevindue, kun for at vende øjnene mod kropigen igen med et venligt smil lige inden hun drejede omkring og lagde kursen imod køkkenet. Havde Olive kendt Jonatan bare lidt bedre, ville hun ikke havde kunnet dy sig for at sende ham et sigende blik, i stedet sad hun så neutral som muligt.

Nysgerrigt kravlede begge bryn højere op i panden da han var den første til at bryde stilheden mellem dem. En stilhed der var fuld af nervøse spændinger, strålende fra Jonatan.  Han havde allerede vist sig at have langt større klasse end at spørger direkte ind til, hvorfor en ung adelspige ulejligede sig med at lede efter en gemen sømand, men spørgsmålet var derfor alligevel på ingen måde været et Olive ville have forudset.
”Selv kokkene hjemme på Iselinborg formår ikke at lave en hummerbisque lignende den de servere her, så jeg må nok erkende at jeg er lettere forfalden til den, når jeg lægger visit forbi.” indrømmede hun efter at have rettet sig lidt på stolen ”Den søde kropige, Vilja, er ganske vant til min bestilling sjældent ændre sig, men hun skal spørger for god ordens skyld.” tilføjede hun ærligt og afslørede der med også at dette nok nærmere var komtessens stam kro. Olive kiggede dernæst mere indgående på ham ”Hvis det gør det nemmere for Dem, så må De gerne kalde mig Olive? Altså med nervøsiteten.”.

Det var et mirakel der var gået så længe som til nu, før Jonatan havde gjort situationen akavet. Sandheden var at den unge herre var ganske opmærksom på hvad der var forventet han gjorde, og hvad en ung mand som ham burde tænke. Især nu, hvor han sad alene, sammen med en objektivt køn ung adelig kvinde, der selv havde opsøgt ham.
Ydermere så havde han dækket af sit nye hverv, så han behøvede ikke engang være diskret!

Det store problem var bare, at der var ingen af de tanker eller handling der kom naturligt til Jonatan, og ærligt kunne han ikke blive anden end forlegen når han så andre mænd agere sådan, selvom han viste det var det forventelige.
I stedet sad den unge mand halvt mellem to stole, forsøgende at opfører sig som han følte han burde, samtidig med, at han forsøgte at være sig selv, en balancegang han mestrede så ringe, at besætningen på skibet han sejlede med, havde et løbende væddemål omkring hans præferencer.

Det sikre valg af emne, om maden, gav Jonatan et øjebliks ro. Det var et solidt emne, og hvis han var heldig ville den unge frøken selv fortsætte med at fortælle om sin yndlingsvin og hvilke blomsterdekorationer hun foretrak sammen med dem. Han lyttede interesseret, og viste da også en tydelig overraskelse og anerkendelse som hun indrømmede at kokken her gjorde det bedre end hendes egen. Det var ikke nogen lille ros!
Jonatan skulle lige til at åbne munden for at kommentere, da komtessen fangede ham med sit mere indgående blik, og fortsatte. Jonatans ansigt blev først ild rødt, og dernæst lige blegt. "T-tværtimod.. Om de tillader, holder jeg mig til Komtesse" fik han kvækket frem som svar. De sad allerede en ung mand og en unge kvinde, samme på en havekro. Den formelle tiltale var det eneste skjold Jonatan havde at gemme sig bagved, og ikke på vilkår om han ville opgive det!

Jonatan sank en hård klump "Men, om de vil, så må jeg sige det er stor ros De byder stedet, og jeg ser frem til selv at opleve det! Selvom jeg næppe har Deres referenceramme" fik han frem, i et små desperat forsøg på at få samtalen tilbage på sikker grund.

Olive vidste bedre end at dømme en bog på dens ydre, at det også i den grad gjorde sig gældende for humanoid væsner. Et var dog at vide, hvad man burde og ikke burde, men noget helt andet var at rette ind efter det. Særligt når ingen der var til at pege en ud, når man som hun havde taget vise antagelser om Jonatan alene ud fra profession og tøjvalg. Hun ville måske endda have taget disse antagelser med sig, når deres veje ville skilles på den anden side af krodøren. Havde det da ikke været fordi Vilja havde formået at gøre ham lidt rød om ørene.

Farve skiftet var markant og et øjeblik var komtessen reelt bekymret for ham. Hun ville nok kunne nå at række ud efter ham, hvis svimmelhed skulle gribe om ham og sende ham ud over stolekanten, men at faktisk forhindre en kollision med det hårde klinkegulv, det var vist mere end hun kunne administrere. Fysikken var simpelthen i mod hende.
“Tilbuddet vil jeg nu alligevel lade Dem stå bi, skulle De nu alligevel skifte mening.” hun tvivlede nu på det ville forekomme, men hvis det var hvad der kunne få anspændtheden til at løsne op, så var det værd at holde døren på klem. Det var trods alt nemmere at få aftaler i hus, når uro ikke fik lov til at fylde alt for meget.
”Ikke det? De er måske ikke af en noble slægt selv? Hvilket skyldes så Deres beklædning og ikke mindst manere?” kontraspurgte hun med en tydelig nysgerrighed strålende fra de grå øjne, oprigtig interesseret i at kende svaret. Opmærksomheden rettede sig mod den unge kropige, da hun ankom med først drikkevarerne og dernæst hummerbisqueen ”Værsgo, jeg håber det smager Dem.” lød det muntert, mens et solstrålesmil blev sendt først til Olive, der mødte hende med et lille nik. Smilet blev efterfølgende rettet mod Jonatan, hvor det tog en lidt varmere kant inden hun overlod dem alene ved bordet.
”Men i så fald håber jeg ikke at De bliver alt for skuffet eller dømmer mig og mine smagsløg alt for hårdt, hvis ikke det falder i Deres smag.” med en gestus gjorde hun tegn til han endelig skulle smage på den varme ret foran ham, inden han eventuelt svarede.

Jonatan rømmede sig en smule  "Jeg takker nådigst Komtesse, men det bliver nødvendigt, ellers mange tak" fastholdt han bestemt. Han var ikke i tvivl om at den mere familiærere tiltale kun ville gøre ham endnu mere akavet til mode.

Den røde farve fra Jonatans ansigt, trak op over hans øre. Han burde nok have sagt sig selv at hans ord ville indbyde til spørgsmål, men alligevel var han ilde forberedt på det, da Komtessens nysgerrighed vandt frem. "Jeg.." han overvejede kort at lyve, men tænkte bedre om det. Der var ikke meget andet at gøre, end at nægte at svare! ... eller....
"..var hushovmester før mit liv til søs, længere sydpå efter min onkel. En af mine pligter var at sikre herskabets garderober var tilstrækkelig. Men hummer var ikke til deres palette, så det er ikke noget jeg har stiftet meget bekendtskab med" svarede han ærligt, men det var samtidig tydeligt at han undgik at nævne husets navn, beliggenhed, eller andet der kunne identificere dem. Trods alt hvad der var sket, ønskede han ikke at sætte dem i dårligt lys ved at have tyende der stak til søs.

Som kaldet kom kropigen, for sent til at redde ham fra at svarer på komtessens spørgsmål, men dog i tide til at skubbe opfølgende spørgsmål til senere. Jonatans blik flakkede fra maden til den unge, yndige kropige, som var han i intern kamp med sig selv om hvor han skulle kigge, indtil hans blik låste sig til et punkt på bordet. "Mange tak" fik han budt kropigen, inden hun med en let fnisen forsvandt ud i køkkenet igen.
Jonatan brugte et øjeblik på at flytte lidt på sit bestik og folde sin serviet ud, mens han tydeligvis samlede sig igen. Han fugtede sine læber, inden endelig fik ro nok på til at møde komtessens blik igen. "Det vil næppe være deres smagsløg der fejler noget, skulle det være tilfældet" sagde han med et næsten afslappet smil, mens han samlede sit glas op. "Men først håber jeg at de vil tillade mig at udbringe en skål til deres generøsitet og selskab" bød han. Til trods for at han stadig ikke anede hvad hun egentlig ville ham, så var måltidet storslået for en sømand, og den her sømand forstod tydeligvis at værdsætte det.

Muskelspændingen i kæben var knapt nok synlig for det blotte øje, da arvingen bed tænderne sammen kortvarigt. Hun havde været fuld af forventningen om, at den unge sømand ville følge op på sin egen afbrydelse med en løgn. Nøjagtigt som så mange andre havde gjort før. En trættende affære når nærmest alle strøg om sig med hvide løgne, som var det de rene gavebod og man, med alt størst sandsynlighed, var den eneste i rummet der vidste det.
Olive måtte derfor tage sig selv i overrasket at løfte begge øjenbryn. Heldigvis kunne mimikken altid undskyldes med at forbavselsen skyldtes svaret, og ikke den manglende løgn. Det var dog svært ikke at hæfte sig i hvad Jonatan undlod at fortælle. Han hverken afslørede navn eller hentydninger om skjolden på familien, kun den lille detalje om de måtte findes længere syd på.
"Det forklare Deres smagfulde stil. Det kræver sin mand at klæde en hel familie på, og særligt dem der forventes altid at have en finger på modens puls." Det var i sandhed et erhverv der ikke fik nok anerkendelse, trods hvor betydningsfuldt en rolle det var i et større hus.
Denne gang lykkes det hende at tøjre sin nysgerrighed, for at spørger nærmere ind til hvilken familie han havde arbejdet under. Mindede sig om at navnet nok var undladt af grunde han fandt mere end rimelige. Ikke at hun havde mange valg da skåle med velduftende hummerbisque blev placeret foran dem.

"Er De sikker? Vi højt bårne er sjælden født med avancerede smagsløg, og med adgang til krystaller så må selv jeg indrømme at have oplevet min del af sære madkombinationer." latteren lå og lurede lige i kanten af stemmen. Det var måske ikke vælde der stod på menuen i adlen, men alt var ikke glaserede ung duer og saltbagte kastanjer. Glasset blev løftet til skål med et smil "For godt selskab." istemte hun og løftede glasset den sidste vej til læberne.

Komtessen lod ham smage på retten et par gange, og ventede til han ikke havde taget en ny skefuld ind til at gribe ordet på ny. Tilløb med et lille ekstra luftindtag begyndte hun: "Som de nok ved findes tyveknægte ikke kun indlands, men også til vand. Min familie har visse... Udfordringer med pirateri, som desværre er grebet om sig den seneste tid." det virkede meget lettere at skulle forklare, hvorfor hun havde opsøgt ham, da hele samtalen foregik i sindet.

Jonatan bøjede nakken kort i tak til Olives kompliment. Det var utvivlsomt det bedste kompliment hun kunne havde budt ham, for trods de knap kendte hinanden, så var hendes billigelse ikke indsignifikants.
Til trods for han forsøgte at holde sig ydmyg, så rettede hans ryg sig en anelse mere igen mens farve kravlede indover toppen af hans kinder.
Som havde hendes anerkendelse givet tilladelse, gled hans blik nedover hendes klædning. Den mørke uldkappe havde dækket det meste mens de havde været udenfor, og hans nervøsitet havde været for stor til at bemærke meget siden de var ankommet til kroen.

"Så frem jeg har forstået er smagsløgene noget der trænes, mere end et særligt talent man er født med, selvom der utvivlsomt er nogle der er bedre begavet i sansen fra fødslen end andre" kommenterede han let muntert, og lod skålen have sin plads inden han samlede sit bestik op.
Det var med stor nysgerrighed Jonatan smagte på retten. Han tog sig god tid om det og lod de forskellige niveauer af smagen udfolde sig, mens hans næse rynkede sig en anelse. En af hushovmesterens opgaver var også at sikre kvaliteten af herskabets køkken, et privilegie der gjorde de ofte smagte maden først. Det var et privilegie Jonatan altid havde nyt, men det kulinariske var på ingen måde hans spidskompetence. Det sagt, så mente han næppe det krævede en ekspert at erkende at kroen bestemt viste hvordan man lavede en hummerbisque. En kendsgerning hans udtryk ærligt viste som han dykkede ned efter endnu en bid.

Havde Olive ikke timet sine ord så vel som hun havde, ville Jonatan uden tvivl være kløjs i maden. I stedet spærrede han øjnene kort op, i overraskelse over emnevalget, inden han fugtede læberne let, og lod den næste mundfuld vente på tallerkenens kant.
"Jeg er ganske bekendt med problematikken, også dens nuværende udvikling. Det er umuligt ikke at være når man gør sin gang til søs. Men det har måske ramt jer hårdt?" bød han forsigtigt, mens han mærkede sveden danne sig ned af ryggen.
Havde Jonatan været en mere paranoid mand, ville han nok havde tænkt efter en ekstra gang inden han spiste videre, men tanken om at maden skulle være forgiftet lå ham så langt fra sinde, at han uden tøven tog endnu en bid. Det hjalp en smule på de stigende nerver.

Stadig ikke helt komfortabel i egen krop, ville Olive instinktivt havde følt sig ubehagelig til mode i situationen, havde det været en hver anden der med sådan en åbenlyshed havde ladet blikket vandre. Intet i Jonatan's blik havde dog indikeret at han tog hende i nærmere øjesyn, så meget som det var klæderne båret.
Diskret havde hun justeret sig på stolens sæde for et bedre udsyn, omend hun hverken havde siddet sammensynket eller kunne ændre på bordets densitet.

"Isari vel, så virker det ikke til at de primært attakerer skibende der sejler under vores skjold." Indrømmede hun nærmest med lettelse i stemmen, hvis ikke det var fordi øjenbrynene modstridende trak bekymret sammen "Men jeg frygter på sigt at Chance vender sig, og at det vil anbringe min familie i en større økonomisk klemme end hvad vi er komfortable med." Hun modstod med nød og næppe trangen til at lade tungen glide små irritabelt henover fortænderne, bag overlæben. Der var ingen grund til at forsøge at underspille kompleksiteten af det tilbagevendende pirat problem, når nu det var hvad hun søgte hjælp til. Fribyttere som pirater behøvede ikke gå efter deres skibe specifikt før det kunne mærkes. 

"Med mindre, det er til at komme på en kompromisløsning der til gode ser begge siders kapitalbehov."