Natten var så småt ved at gå på hæld, der ville ikke gå længe inden solen ville titte frem i horisonten, og heller ikke denne kølige nat, lykkedes det Isarnia at finde ud af hvilken retning hun skulle gå i, for at nå til havet. De fleste ville nok have følt sig frustrerede på dette punkt, men Isarnia var lige særlig på det punkt, efter et liv i fangeskab, havde hun ikke travlt med at komme ud til havet, for hun var overbevist om, at på et tidspunkt skulle hun nok komme langt nok i den rigtige retning til at nå havet. 
Indtil videre havde hun brugt et par uger, fanget i denne trummerum. Hver aften når natten begyndte at falde på, ville hun forlade vandet i den store oase, iklæde sig den lange natkjole som Yiyi havde lånt hende, da hun flygtede fra Lumine, en beklædning hun havde fået at vide var upassende ude i det fri, men det virkede ikke til at genere Isarnia, det var trods alt bare klæder i hendes øjne, efter iklædningen af denne havde hun brugt natten på at søge rundt i ørkenen, så langt hun overhovedet kunne komme, før hun var nødsaget til at vende omkring og søge tilbage til oasen inden solen stod op.

De varme solstråler var livsfarlige for hende, når hun ikke befandt sig i vandet, det ville tørre hendes krop ud til hun ville dø af det, hvorfor hun kun, kunne undersøge ørken om natten hvor det var mørkt og køligt. 

Igen fandt hun sig selv siddende ved vandkanten, hun rørte ikke vandet, hvilket var årsagen til hun stadig havde sine menneske ben, i stedet for den lange havfrue hale. Benene var let bøjet og trukket helt op til hendes krop, så hun kunne sidde med hagen hvilende på knæene. Hun hummede en dæmpet melodi for sig selv, mens hun ventede på at skulle afklæde sig kjolen og springe ud i vandet igen, når solen først stod højt på himlen. Hendes største problem burde at have været føde, men som havfrue kunne hun leve af planterne hun fandt på oasens bund, det var ikke lige frem en delikatesse, men det var nok til hun kunne overleve.

øskenen var en en varm sted et sted ikke mange skov Elver ville være  lige i dag hadet en vovet sig lidt der ud bare for at se hvor slemt det var. Draco var en skov Elver og holdte mest til i skoven så det her var helt nyt for ham det tørre sand og varmen der næsten brændte alt op det var et sørgelige syn for ham da han var vand til liv og sådan noget han hadet foget af vide han ikke skulle tag for meget  varmt tøj på da det gjorder det svære for ham dog hadet de også glemt at fortælle ham at bære noget om hovedet i solen han sukket og pustede stille han fandt en Oase hvor der var lidt grønt og skygge han satte sig ned ved vand kandten og drak lidt af vandet " hm det var godt " svaret Draco stille og rolige og rystede lidt på hovedet det var nu meget smukt sted selv om der var så tørt hans øre fanget hurtigt en melodi men da det ikke lød som om at person var trune på nogle måde så måtte han være på vagt Draco lage en taske og tog en fløjte op og begyndte at spille stille og rolige melodi  den var en glad sang med kalre bløde toner som man kunne høre langt væk vis man var fra ørkenden vidste man det ikke var en Melodi lavet her men i en skov med grønne enge og vand. Draco lukket blidt sine øjne og lod sine finger glide hen af holderen på fløjten det gav ro i ham på en eller anden måde  syntes Draco at han faldet til ro med det 

efter at han hadet redet sin ven Astrid fra varulve så hadet han brug for at finde sig selv lidt igen. Draco tænke lidt på fremtiden også hvor dan hans  live ville blive han hadet jo en lang liv mere ind et menneske mere ind et træ og mere liv ind tiden selv. Draco sukket blidt da han stoppet med at spille på fløjten og så ned i vandet blidt. en elver kunne sidde og se en træ gro og se en dal forandre sig 

Lyden af en melodi fangede Isarnias opmærksomhed øjeblikkeligt, hun havde ikke registeret at nogen havde nærmet sig, et sted i oasens nærhed. Hendes blik spejdede rundt, men hun kunne ikke få øje på vedkommende, bekymret for at det måske kunne være en, som ville bringe hende til enten Vargas eller Lumine, trak hun kjolen over hovedet og sprang ud i vandet, efter den var faldet ned i sandet ved hendes fødder.

Der lød en højt pjask igennem stilheden, som melodien der spillede, pludselig stoppede. Idet hendes krop kom i kontakt med vandet, ændrede hendes udseende sig markant, det skete nærmest i en glidende bevægelse, som hendes øre ændrede sig og blev mere markante, hendes glatte skæl voksede frem på hendes krop, dækkede hendes kvindelige dele, indtil de voksede ned over hendes mave imod hendes ben, og de blege ben der engang havde været, gled langsomt ud i en lang hale, der skinnede under vandets overflade i sollyset. 

Da hun nåede ud midt i oasen, kom hun op til overfalden, ikke meget, men kun lige nok til hendes hoved var over vandet, mens hendes blik vandrede rundt ved vandkanten efter melodiens oprindelses sted. Hun fik øje på en skikkelse, et stykke fra hvor hun havde siddet før. Det lignede en mand, og hun genkendte de spidse øre. Hun lo dæmpet, da hun kom i tanke om det var den 2. elver hun havde mødt siden hun fandt denne oase i ørkenen. Mon det var et samlingssted for elvere? 

Nysgerrigheden fik hende til at svømme lidt tættere på, hendes slanke krop gled ubesværet igennem vandet, som hun slog ganske let med halen i vandet. Hun stoppede efter lidt, stadig på god afstand af manden, for hvem var han? Hvad ville han?

Hendes blik fulgte elveren, da han rykkede sig væk fra vandet. Havde hun gjort eller sagt noget? Hun vippede hovedet let til den ene side, dernæst til den anden, mens et smil dansede om hendes læber. Med et enkelt lille svømmetag, kom hun lidt nærmere, til hun kunne mærke sandbunden under sine hale, som hun næsten stod op i vandet, med hovedet og det øverste af skuldrene over vandet. 

Hendes blik vandrede ned over hans klæder, de så varme ud i den bagende sol, men farverne var mere lyse og naturlige end bjerg elverens havde været. Hun huskede hvad det var Faust havde forklaret, at der var forskellige slags elvere, mens hun nærstuderede ham. Hun huskede at der skulle være 4 slags, Mørk-, Ørken-, Skov-, og Bjergelvere. Som hun diskuterede frem og tilbage med sig selv, rystede hun svagt på hovedet fra tid til andet, mens hun kom frem til at han måtte være en skovelver ud fra farverne på hans tøj. "Du er skovelver..." kom det pludselig fra hende, mere end konstatering end et egentligt spørgsmål, hendes stemme helt mild, varm og melodisk. 

Da hun så han samlede noget op fra sin side, strakte hun halsen let, nysgerrig efter at se hvad det måtte være, men først da han satte den for munden og melodien flød frit, spredte hendes øre sig ganske let. Lyden var så behagelig, lokkende, Hun svømmede nærmere, til vandstanden ikke længere var dyb nok til hun kunne være der. Liggende hen over sandbunden, var hun kun lige dækket af vandet hen over ryggen og halen, mens hendes albuer støttede i sandet foran hende med hovedet hvilende i hænderne, sådan lå hun helt stille og lyttede til melodien. Hendes øre vippede ganske svagt i takten til tonerne, så hun ikke overhørte en eneste lyd. 

En høj latter slap over hendes læber, over hans ord. Hende et sø monster? Hun rystede på hovedet, med et stort smil omkring læberne. "Nej, skulle jeg da have været det?" spurgte hun fornøjet, trods hun blev lidt ærgerlig da han lagde fløjten fra sig. Melodien havde været så skøn at lytte til, og hun havde til sin egen overraskelse formået at holde fokus på ham, en ting der ikke skete særlig ofte, hun var en af de mest distræte personer man kunne finde. 

Da elveren begyndte at komme tættere på, var hun dog hurtigt til at vende omkring og med et enkelt hårdt slag i vandet, så det plaskede ud til alle sider, og måske endda op på elveren, var hun hurtigt ude på dybere vand, hvor hun kunne bevæge sig frit. Lavt vand var farligt, når man havde så stor en hale, for al bevægelighed var væk. Efter lidt kom hun op til overfalden igen, et par meter ude i vandet, hvor hun havde mere bevægelighed. Hendes blik gled ned til den hånd, han før havde rakt frem imod hende med et skeptisk blik. 

Nu hvor der var kommet lidt afstand imellem dem, kunne hun dog slappe mere af igen, og lytte til det han forklarede. Elverbyen? Det vidste hun ikke hvor var henne, men den måtte være i nærheden siden hun på så kort tid, havde mødt to elvere samme sted. Hun rystede dog på hovedet af hans spørgsmål. "Nok nærmere fanget.. igen.." svarede hun med et opgivende grin, det var hendes livshistorie om igen, fanget igen, denne gang dog uden en ejer. Draco, hun lyttede til hans navn, vendte og drejede det et par gange før hun gjorde et lille nik. "Jeg hedder Isarnia.." svarede hun stille, mens hun svømmede lidt rundt i vandet, uden brug af det helt store bevægelser.

Isarnia virkede ikke lige frem helt begejstret for hans spørgsmål, sandheden var at hun ikke vidste hvor hun stammede fra, ikke udover det måtte være et sted i havet, men historien bag hvordan hun endte i fangeskab huskede hun ikke, hun var for lille dengang det skete, til at kunne huske det. Siden da havde hun levet hos Vargas en del år, spredt ud over hele hendes liv, imellem de købere som for kortere og længere perioder havde hende proppet i et lille glasbur hvor hun knap kunne vende og dreje sig.
"Jeg har været andres ejendom indtil for nyligt, blev hjulpet fri og fanget af en ny, han bragte mig her til denne del af landet, men slap fri.. Problemet er, uden vand i denne varme dør jeg efter noget tid, så jeg kan ikke komme herfra, har forsøget i dagevis, men når aldrig ud til havet eller et andet vandsted.." forklarede hun med en lille skuldertrækning, hun vidste godt at hun havde det med at snakke helt vildt fra tid til anden.

Isarnia kunne ikke lade være med, at smile fornøjet over hans tilbud. Måske han virkelig gerne ville hjælpe, selvom det letteste nok bare var, at vide hvilken retning hun skulle i, og hvor langt. Hun var begrænset da hun ikke kunne gå længere, end hun stadig kunne nå tilbage inden solopgang, hvis hun nu vidste vandet var inde for rækkevidde og hvilken retning var det måske muligt at nå. "Jeg kan godt gå.. Ved bare ikke i hvilken retning.." lo hun fornøjet. Hun flød stille rundt i vandets overflade, fra tid til anden slog hun let med den brede hale, med armene spredt ud til siderne. Hun nød tydeligvis at have så meget plads at boltre sig på, hun havde aldrig oplevet lignende, ikke engang hos Vargas havde hun været så forkælet med plads.

Da hun hørte fløjtens smukke klang igen, rettede hun sig hurtigt op, det lignede vel næsten at hun sad op i vandet, med ørene foldet helt ud og rettet imod ham. "Hvordan gør du det?" spurgte hun nysgerrigt og svømmede hastigt hen til kanten, til hun faktisk var helt inde på lavt vand igen. Hendes ryg var kun lige præcis dækket, som hun lå hen over sandbunden lige så lang hun var. 

Draco stoppet lidt og tænke sig  rolige om  " jo ser du jeg tager den i munden med læben og så puster jeg luft i den sådan mens jeg holder en finger på en af Holderen " svaret han blidt og viste hende med at puste i dem og lave en tone af gagen Draco så lidt ned af henden hun var meget smuk syntes han et stille og varmt smil kom frem for ham " jamen så kan jeg følge dig noget af vejen men det bliver altså en lang vej til havet ved du hvor du skal hen ??" svaret Draco stille og så ned på fløjten han tænke at hun måske ikke hadet foget mange gaver i livet han ragte henden blidt " her en gave fra mig " svaret han blidt og vente på Isarnia  tag gaven med et stille og rolige smil han ville ikke gøre henden bange dog. hans gøder lå i vandet blidt  mens han lage han lage hovedet tilbage og kikket mod himlen måske de bare kunne bygge en minder spand så de kunne give hende når hun hadet brug for det. Draco vendte blikket mod henden og sagde så blidt " du har faktis søde øre " svaret han blidt og vendte sig mod henden han prøvet at  Chame sig lidt ind på henden  han vidste dog ikke helt hvad han skulle forvente men måske virkede det måske virkede det ikke helt  stille trippet han lidt med føderen i vandet og tænke lidt " kan du selt ikke huske noget fra dit hjem af i havet " sagde han så stille og tænke det måtte være trist på den måde. 

Da Draco begyndte at forklare, præcis hvordan han gjorde, satte hun hænderne ned i sandet, og løftede sig op på strakte arme for bedre at kunne se. Hun var tydeligvis nysgerrig, og hendes øre viftede ganske let til de forskellige toner, for at opfange hvert enkel. Det var et yderst fascinerende instrument, hun havde aldrig hverken set eller hørt noget lignende, trods hun havde været fanget så forskellige steder. 

Hendes blik flakkede hurtigt over fløjten, for at fange enhver lille detalje, hvordan hans fingre flyttede sig over hullerne, hans læber på mundstykket. Mon hun også kunne finde ud af det? Hun hørte næsten ikke hans spørgsmål for de mange tanker, men da hun så hans læber bevægede sig, blev hun opmærksom på hans stemme. "Såååååh det kan ikke lade sig gøre på en enkelt nat, heller ikke med den hurtigste vej direkte til vandet?" spurgte hun helt nedslået, hun havde sådan håbet det kunne lade sig gøre, at hun kunne slippe ud af denne oase, for selvom her var dejligt, ville hun ud og opleve alt! Der måtte være nogen derude som kendte hende, som savnede hende, måske familie? 

Bevægelsen der kom imod hende, fik hende til at vende hovedet tids nok til at se han kom helt tæt på. Hun skulle lige til at kaste sig tilbage i vandet, og svømme ud på det dybe, da han rakte hende fløjten. Uden at tænke på egen sikkerhed, løftede hun den ene hånd fra sandet og tog imod den. Nysgerrig som altid, vendte hun sig rundt, så hun kom om og sidde på det der svarede til bagdelen. Halen viftede hun ganske let med i vandet, men det gjorde begge hendes hænder var fri til at undersøge instrumentet. Hun satte den op til læberne, og kom første gang til at puste alt for hårdt, og lyden var ganske skrækkelig. De store blå øre foldede sig helt sammen og forsvandt næsten i de blonde hår lokker, mens hun skar en grimasse. Det krævede vidst lidt øvelse at spille på sådan en. Hendes ene øre vippede dog frem, som Draco valgte at komplimentere hendes øre. En let rødmen steg op i hendes ellers blege kinder, inden hun gjorde et lettere forlegent nik som tak. 

Med fløjten i hænderne, sad hun i sin egen verden og studerede den, målet om at slippe væk fra oasen synede pludselig ikke så vigtigt, hvis hun nu lærte at spille først, det var nok lettere her end ude i havet. "Nej, mit tidligste minde er da jeg blev fanget, men husker ikke andet.. Ved ikke hvem min familie, eller hvor de høre til.." forklarede hun med et lille smil om læberne, inden hun vendte blikket over imod Draco. 

“Åh......” Hendes tone at dømme, var det tydeligvis et opgivende suk, der var sluppet over hendes læber. Hvis det tog er par dage, at komme ud til det åbne hav, havde hun tydeligvis blot skiftet et fængsel, ud med et andet. Som nogen ejendom, var hun dog som regel sikret mad og overlevelse, men oasen trods den bød på mad på bunden, var hun ikke garanteret at oasen ikke ville tørre ud. Hun kunne meget vel risikere at være fanget der, til en anden ville frarøve hende, hendes frihed eller hun døde. “Nå, jamen så må jeg hellere gøre mig det behageligt her, hvis jeg ikke kan komme herfra..” Evig optimist, det var den eneste vej frem for den bekymringsfrie unge havfrue. Hun kendte ikke til sit ophav, eller den adelige titel hun faktisk havde. Tvært imod var hun bare en alt for glad ung dame, der ikke var sådan at tryne. 

Hun så ned på fløjten i hendes hænder, en gave! Hun havde rent faktisk fået en gave, hun flyttede let på sig, så hun kunne komme ud i vandet igen, solen var hård ved hende og hun kunne mærke at trods halen var under vandet, tørrede hendes hud på overkroppen for meget. Flydende rundt ude i oasen på ryggen, forsøgte hun at gøre som Draco og spille lidt på fløjten, det lød dog langt fra spor godt.

Han høte  hvad  hun sagde og kikket rundt  gad vide om hun hadet hørt hvad han sagde.. stille kikket hab på fløjten og vente på en tak men der kom ikke noget.  Draco tænke så stille i sit sind og bevæget  læberne lidt "jeg ville godt følge dig på vejen og vise dig vej hjem men vi er nød til at gør nogle stop "han rømdet blidt og kikket ned i vandet at han bliv her ville ikke  skade nogle ikke som han så det  draco prøvet at lytte til den  melodi  hun prøvet at få frem måske han skulle  lære hende det " og så kan jeg måske lære dig af spille på den fløjte " sagde han drillende  for hun hadet brug for at træne og de par dage  det ville tage at nå ud til havet kunne de lige så  godt bruge  på at få hinde i beder  from til at spille på fløjte 

Isarnia vendte blikket over imod ham, mens smilet dansede om hendes læber. “Kan vi nå en ny oase inden solopgang? For så må du meget gerne, glæder mig sådan til at se havet, det må være så smukt og så stort !” Udbrød hun jublende, mens hun svømmede omkring i vandet, hendes blik næsten helt drømmende, alt imens hun forsøgte at forestille sig hvordan havet var. 
Ville hun kunne se lige så godt på havets bund, som på oasens bund? Ville der være smukke planter og dyr? Hvilke dyr kunne der måske være, nogle med skarpe tænder eller smukke farver? Ville der være andre som hende, eller ville de se anderledes ud? Var de måske monstre som Draco havde troet hun var? 

Tanker var der som altid rigeligt af, og strømmen af tanker havde sikkert fortsat, hvis ikke Draco havde afbrudt hende med sin ide. Lære at spille på fløjten? “Ja! Meget gerne, så kan jeg spille for alle jeg møder!” Grinte hun glad, selvom det jo ikke var sikkert nogle gad høre på det.

Isarnias udtryk lignede mest af alt, et stort spørgsmålstegn, for det var da ganske upraktisk hvis den ikke kunne spille under vand, kunne ingen instrumenter det? Hun havde næsten lyst til at teste hans ord, men debatterede imod det, da hun ikke ville ødelægge sin fine fløjte. Hun virkede dog ikke til at bemærke hans berøringer, hendes hoved var lige så skyldigt som et lille barns, lyst og begær var begreber hun ikke kendte til. 

Flydende i vandet på ryggen, slog hun let med halen og svømmede over til oasens anden side, der hvor hun før havde siddet, skjult for Draco. Med lidt besvær kom hun op fra vandet og lagde fløjten ved hendes efterladte lange hvide natkjole, den som i hvert fald ikke kunne betragtes som beklædning der var en kvinde værdig ude i offentligheden. Den korte tid oppe fra vandet, havde nær været nok til at tørre hendes krop, men hun skyndte sig besværet tilbage i vandet. Det var trods alt væsentligt lettere, at bevæge sig der. 

Hun hørte godt Draco, at han skulle finde et sted han kunne sove. Selv havde hun aldrig sovet udenfor vandet, det var for risikabelt for hende. Hun så rundt i oasen, men vidste ikke hvor han kunne hvile, for alle steder duede vel? Hun trak lidt på skuldrene.

Nysgerrig som altid, fulgte hun efter Draco så tæt på vandkanten hun kunne, halen gled ubesværet op og ned, og bragte hende frem i vandet. Hendes arme gled legende rundt i vandoverfladen, mens hendes blik vandrede rundt. “Det kommer an på, hvad er en kæreste?” Kom det leende fra hende, det udtryk havde hun alligevel aldrig før hørt. Hun drejede let omkring i vandet, så hun bare flød på ryggen i overfladen. Hendes blik søgte op imod den klare skyfri himmel, den lyste blå som aldrig før, i en varm og indbydende glød. Der var noget bekendt og hjemligt, hun vidste ikke hvorfor, men det var som om hun var tæt på noget hun burde kende. 

“Men holder kun af en, Vargas, han var altid så sød ved mig, os selvom han solgte mig flere gange....” Hun rystede lidt på hovedet, det var fjollet men hun virkede ikke ked af sit liv. Tvært imod virkede det ikke til hun var spor berørt af de dystre ting som var sket.

Draco tænke lidt hun hadet kun kendt som salverige og det var ikke kærlighede som sådan Draco puste lidt ud og kikket mod hinden mens han begyndte " hmme tja en kæreste er en som er bygget op på kærlighed eller ensom kan  lige dig som du også kan lige .. de gør aligne samme... og... så nogle ander gode ting også " svaret Draco  selv om han ikke helt vidst om det var den  helt regtit måde " en  som du kan snakke regtit godt med og dele alt med " svaret han så hurtit mens han stragte sig lidt og lod kroppen Slabbe lidt af han fandt dig en grotte ikke så langt væk fra hvor de var fra før og vidste at det her måtte være et godt nok sted dog kikket han ned i vandet og grinde blidt mens han begyndet at tage noget af tøje af og hoppet i mes for at være lidt sammen med Isarnia et stille og varmt blik kom frem for ham mens han begyndte at svøme hen til henden med et stille smil