Det sneklædte landskab var ikke normalt noget Deavás begik sig ud i, ikke at han havde problemer med kulden, han fandt bare ikke vejret særlig inspirerende. Men det betød ikke at området ikke var vigtigt i forhold til magtbalancen og hvad det havde af betydning for resten af landet. Derfor var han også nødsaget til at tjekke op på agenterne i området, netop fordi der havde været bare en smule stille på det sidste. Når der intet nyt var, så var det bare ikke godt nok, derfor havde Deavás et ønske om at træde ind i Norvik, finde agenterne og give dem en opsang, før at han atter vendte ruten imod varmere himmelstrøg. Men netop på grund af det kolde vejr, havde Deavás investerede nogle mængder af krystaller på sin transport. Han havde ikke planer om at betræde de kolde landeveje iført støvler og varme klæder, nej det var langt mere behageligt at rejse med vogn. Særligt en lukket vogn.

Vognen var anført af en kusk, der svang pisken hen over den stabile og grove hest, som trak vognen igennem de spor, som alle andre vogne havde lavet. Kusken var ikke skånet for vinden og vejret, som sneen var begyndt at falde for at lægge sig som et tykt tæppe på vognens tag. Han rystede det dog nemt af sig, imens at Deavás nød varmen inde fra kupeen af. Det var så sjældent, at han overhovedet brugte tid på at betale for sin transport, da vejen dertil kunne bringe mange gode overraskelser med sig, hvis man blot gik fra sted til sted. Men han havde noget, der ventede ham i byen, så han havde ikke tid til at gå hele vejen. Nok var hestevogne og større transportmidler mere udsat for banditter og den slags, men heller ikke det havde fået ham til at skifte mening. De var allerede stødt på en gruppe, der havde forsøgt at tilluske sig værdierne i kupeen. Derfor sad han også lige nu og forsøgte at rense blodet af sit værktøj, men rester af blod og andet havde sat sig fast omkring skaffet og ville kræve en større rengøring for at klargøre dem til næste gang.

Deavás bankede på taget til kusken, som han stak hovedet ud af vinduet og straks blev ramt af en kølig vind. "Gør holdt ved floden" kommanderede han kusken, som han var nød til at rense redskaberne, før at han nåede frem til byen. Kusken gjorde, som han fik besked på og stoppede hestevognen ude i siden af vejen, hvorfra man kunne fornemme flodens forløb i bunden af den bakke de holdt på. Deavás trak kappen tæt omkring sin hals, holdt bogen under armen og begav sig ud af vognen, som han brugte en ofte brugt sti (tilsyneladende), da der var spor i sneen efter andre på to ben. Ved flodbredden satte han sig ned på hug og stak hænderne i det kølige vand, først for at sende en mængde i hovedet på sig selv, før at han lagde redskaberne ud på en flad sten ved sin side og tog dem én efter én. Ikke langt fra ham kunne man se broen de skulle bruge for at passere floden for officielt at befinde sig i nordlandet.

Det var de færreste som der med sin gode vilje valgte at begive sig ud i det sneklædte Nordland. Endnu færre der ikke var fra disse kanter valgte at rejse så langt op at de ikke kunne undgå den bidende kulde, som is og sne førte med sig.
Det var derfor ikke mange højt intelligente væsner, som Sedna var stødt på i sin færden ned gennem Nordlandet. Enkelte ’landevejsrøvere’ og endnu færre rejsende var alt det var blevet til, uden for kroernes varme. Derfor var synet af den lukkede karet også yderst bemærkelsesværdigt, da den dukkede op ude i horisonten, men det var ikke det der gjorde mørkelveren lod nysgerrigheden gribe om sig.
Hesten synede hverken halt eller udmattet af kulden og den tunge sne på sporet, men alligevel gjorde den holdt ikke langt fra en af de større floder.
Fra afstand kunne en mandlig skikkelse ses træde ud af hans bekvemt skjul. Mandens personen satte kursen mod det iskolde vand, hvis eneste grund til det ikke var fosset solidt, var den konstante bevægelse af strømmen, som brød overfladen og ethvert forsøg for dannelsen af is.
Vant til at færdes i det hvide landskab, bevægede Sedna sig lydløst nærmere til hun var i en behørig afstand. Kun det mørke ansigt med de gyldne øjne brød hende fra omgivelser, som hun var iklædt lyse, varme, klæder der gav den perfekte camouflage ”Det er modigt at forlade sin varme beskyttelse, når man har valgt at rejse i så uvenlige omgivelser – og så blot for at vaske tortur remedier? Eller De er måske en eller anden form for læge?” spurgte hun med samme ro i stemmen, havde hun snakket om sneen der faldt som et hvidt tæppe.

Det skete efterhånden så sjældent at Deavás overhovedet bevægede sig mod nord. De havde agenter i området til at klare strabadserne, men til tider var det bare nødvendigt med en kyndig hånd, så der også kom gang i sagerne. Nok var landet frosset i kulden, men det behøvede ikke betyde at opgaverne skulle gå i stå. Der skete jo altid noget, så mon ikke informationerne var til at finde, når bare man ledte længe nok? Det var muligt at ikke alle i organisationen var lige så passioneret omkring det, som Deavás selv, men så hjalp det ofte med en alvors snak eller to.. Derfor var det også nødvendigt at instrumenterne var rene og skarpe til et senere sammenstød. Han havde nu heller ikke de store problemer med at begive sig ud i kulden. Den bed ikke rigtig i hans krop, da han var van til kulden efter de mange år alene udenfor dæmonernes rige. Og de trygge rammer fra sit barndomshjem.

Blikket var vendt imod strømmen i vandet, som han tog skalpellen op fra bogens indmad og stak den ned i floden. Den modsatte hånd brugte han til at rense blodet af metallet. Der var slet ikke nok til at farve vandet rødt, som han løftede den op og lod solens svage stråler reflektere på metallet. Skalpellen var endnu våd, som en stemme brød igennem stilheden, hvortil Deavás lod et smil brede sig på sine læber. Uden at svare ’gæsten’ tog han et klæde fra sin lomme og begyndte at tørre skalpellen, så metallet ikke ville ende med at ruste. Først da kniven var ren og tør, vendte han blikket imod skikkelsen, stadig på hug foran floden. ”Det er vel som man ser det. Måske jeg søgte uvenlige omgivelser, på lur efter mit næste bytte?” spurgte han roligt, imens at blikket vandrede over de lyse klæder. Deavás løftede ganske let det ene øjenbryn, det var ikke tit, at han stødte på mørkelvere og da slet ikke på disse kanter..

”Jeg foretrækker skarpe instrumenter i mit arbejde” fortsatte han uden at besvare hendes spørgsmål omkring hvad han beskæftigede sig med. Skalpellen blev nøje lagt tilbage på sin plads i bogen, før at han tog den næste og stak ned i vandet for at vaske denne, han lod til at være helt uforstyrret af det nye selskab.

Blikket bevægede sig kortvarigt rundt på mande skikkelsen, da han trods for sit smil der indikerede at han havde hørt hende. Upåvirket af både det iskolde vand, kulden i luften og Sedna’s tilstedeværelse forsatte han ufortrødent det han var i færd med.
Blod der havde sat sig i mere genstridige samlinger, blev nøje vasket væk til skalpellen fremstod som ny i den mørkhåret mands hænder. Den samme grundighed blev lagt i at få tørret flodens vand af metallet. En proces mørkelveren fulgte opmærksomt med i fra sidelinjen, inden der endeligt kom svar på spørgsmålet hun havde stillet.
Svar var måske meget at sige, da han valgte at besvare med et spørgsmål der fik hvide tænder til at vise sig i et mørke ansigt. Armene krydsede sig lige under brystbenet uden at smilet falmede, det var bestemt ikke dét hun forventede at hører, men ikke desto mindre fandt hun det langt mere interessant end et simpelt ja eller nej ”Aha ja naturligvis er det grunden. Det ville dog næsten være en skam at svine Deres værktøj til igen, når nu det er blevet så fint? Om end det naturligvis er ingen sag at vaske friskt blod væk, som når det først er indtørret.” armene faldt ned langt siderne på ny og det var uden skyggen af tøven Sedna trådte nærmere ham og bogen.
For det utrænede øje ville hun fremstå uforsigtig, da hun knælede ned ved siden af bogen og efter at have trukket en varm skindhandske af, lod fingerspidserne stryge over den rene kniv uden antræk til at ville tage den ”Interessant skjul.” mumlede hun lavt, mest ment for hende selv inden hånden trak sig tilbage, og blikket løftede sig tilbage på ham ”Lad mig gætte De er en mand som sætter pris på præcisions arbejde?” gættede hun med hovedet skrånet, oprigtig nysgerrig på det svaret, selvom hun allerede havde en ide om hvilket det ville være. "Hvem er De?" spurgte hun dernæst barmfrit i betragtning af hun ikke selv havde gjort sig den ulejlighed, at præsentere sig selv.

Der var ikke megen lyd omkring dem, det var primært støjen var den livlige flod, der spredte lydene i landskabet. Dyrelivet var gået i skjul for at holde på varmen og Deavás selv befandt sig i en position, hvor han ikke følte sig truet af den nyankomne, heller ikke selvom hun var kommet tæt på næsten lydløst. Det bevidnede blot at hun måske var van til at færdes i dette sneklædte landskab og samtidig var forsigtig med at luske sig ind på en vildt fremmed mand af hans størrelse. Hun virkede dog ung sammenlignet med ham, ung og nysgerrig, siden hun fulgte ihærdigt med i hans rengøring af skalpellen. Mon hun havde lignende instrumenter i sit arsenal?
Rengøringen var væsentligt i hans profession, ikke at det var hans primære mål for turen derud, han kunne nok godt have vasket dem inden døre, når de nærmede sig byen og hans destination, men så var han næppe stødt på denne mørkelver. Han vendte blikket imod hende fra tid til anden, ud af øjenkrogen, imens at han færdiggjorde rengøringen af skalpellen. Deavás vendte blikket mere direkte imod hende, som hun fandt det nemmere at vaske frisk blod af. ”Det lyder næsten, som om De taler af erfaring?” spurgte han en smule indirekte, hvorefter der også viste sig et skummelt smil på hans læber. Han flyttede dog ikke på sig, som hun valgte at træde nærmere. Hun var velkommen.. Indtil videre.

Bogen blev nøje undersøgt, som Deavás dog tog imod muligheden for at beskue hende tættere på, imens at hun var travlt optaget af bogen. Det ville være nemt at trække et våben og placere imod modparten, men de lød til at forstå hinanden, eller måske respekterede de hinanden og valgte derfor ikke at gå til våbnene? Hendes spørgsmål affødte et lystigt smil, som han stille nikkede til hende. ”I mere end én forstand” svarede han, som han endte med at skæve imod kusken og kareten, som ventede oppe ved vejen. ”Vil De ikke gøre mig selskab inde i varmen, så giver jeg et lift? Og besvarer Deres spørgsmål uden at kræve noget retur.” svarede han, til hendes spørgsmål om hvem han var. Mon ikke hun sagtens kunne forsvare sig selv? Deavás ventede dog ikke på hendes svar, før at han lukkede bogen sammen, bandt lædersnoren omkring og rejste sig. ”Navnet er Deavás”

Uden at tage blikket fra stålet, fulgte fingrene øjnenes færden fra den lille kniv til de resterende instrumenter. Kun for at vende tilbage til skalpellen. Den var uden tvivl skarp nok til at det første snit næppe ville kunne mærkes, hvis ikke man vidste bladet var blevet trukket over huden til den åbnede sig. Tanken fik et lille smil til at trækkes frem over de fyldige læber, inden det indirekte spørgsmål rev blikket fri fra bogen og dens indhold ”Alle der har nedlagt et bytte har den erfaring.” svarede hun ærligt, men på samme tid kryptisk nok til egentligt ikke at hverken be- eller afkræfte hans spørgsmål.
Glimtet der satte sig i de gyldne øjne afslørede dog i midlertidigt, at den fremmede mand ramte hovedet på sømmet og at hendes ordvalg ikke ligefrem refererede til byttedyr som snehare eller urfugle.
”I mere end én forstand.”
Naturligvis kunne den sætning ikke undgå at prikke til mørkelveren. Interesse var allerede skabt bogen, men oprigtig nysgerrighed for bogens ejermand, blev først rigtig vakt ved den sætning.
Skindhandsken blev undervejs med at hun rejste sig, trukket over hånden igen næsten som hun havde tænkt sig at afslå det generøse tilbud om et varmt lift ”Intet her i livet er gratis, Deavás.” korrigerede hun skamløst.
Med målrettede skridt begyndte hun at tilbagelægge afstanden mellem floden og den lukkede karet, uden at vente på han tog første skridt eller fulgte med hendes. Få skridt længere fremme skævede hun tilbage over skulderen mod den høje mandsperson ”Groet fast?” spurgte hun uden at forsøge at blødne den flabede kant stemmen fik.



// Lukker tråden ikke grundet manglende interesse, men oprydning i inaktive tråde, hvis du har mod på at tage den op på ny når du er tilbage igen, så prik til mig c: