Døren gled i bag Cordelia idet hun overlod fyrstinde Leonora Viktoria af Arys til sine andre daglige opgaver. Hun havde netop aflagt dagsrapport og de havde gennemgået, hvor der skulle prioriteres i forhold til beskyttelse, spejlbilleder og mandskab. Med det snart forestående bryllup for den ældste søn af huset, var arbejdsbyrden næsten fordoblet, og hun havde ikke flere spejlbilleder hjemme lige nu. Nu skulle hun bare...
Cordelia stoppede op på gangen med et gisp. Et velkendt sug i maven og så kom en overvældende mængde billeder ind i hendes tanker, hvor de lagde sig på plads mellem andre minder og besværliggjorde den allerede udfordrede tidsfornemmelse. Hun vendte om på hælen og skridtede tilbage til døren igen. 

"Fyrstinde," sagde hun efter en enkelt bank. Hun åbnede og lukkede døren bag sig og indtog pladsen foran Leonoras skrivebord igen med hænderne foldet bag ryggen. "Jeg mødte mig selv på gangen, så hvis De har tid, har jeg en ny rapport. Det er spejlbilledet, der har holdt øje med komtesse Adena Reier, der er vendt tilbage, og det virker... Spændende."
Normalt var fyrstinden og hende dus, når de var i enrum, men netop ved rapportaflægning havde Cordelia en tendens til at glemme det til fordel for professionalismen. Det ville tage et par minutter, før billederne i hendes tanker faldt til ro, men der var ingen grund til at udskyde det - og Leonora havde altid været den bedste til at stille de relevante spørgsmål, når Cordelia havde svært ved at finde hoved og hale i, hvad hun selv havde oplevet hvornår. 

Fyrstinden af Arys var oftest en travl kvinde, men ligegyldigt hvor mange opgaver der lå foran hende, blev de udført i prioriteret ro. Der var få ting i denne verden der ikke ventede for Fyrstinden.
Alligevel trådte der en rynke frem mellem de grånene bryn, som et bank lød på døren, øjeblikke efter den var lukket i efter Cordelia.
"Træd for" lød Fyrstindens svar hurtigt, som hun genkendte stemmen. Der ville ikke være meget der kunne bringe Cordelia tilbage så hurtigt efter en aflagt rapport. Livvagten var ikke en der glemte detaljer, eller andet af vigtighed. Forklaringen faldt da også prompte som Cordelia tog plads igen, og Leonora gav hende sin fulde opmærksomhed på ny.
"Jaså? Det lader sig næppe vente" medgav Fyrstinden. Alt hvad der berørte brylluppet var af højeste prioritet. Leonora gestikulere kort mod den bløde stol foran skrivebordet, og inviterede Cordelia til at sidde, hvis hun ønskede. Hun viste vel det kunne være en omtågende omgang når Cordelia mødte sig selv.
"De var sendt til Dianthos kort efter trolovelsen blev offentliggjort, med ordre om diskretion, så Komtessen ikke fik nys om din tilstedeværelse" fyldte Leonora detaljerne ud for Cordelia, som hjælp til at få genfundet tidslinjen i de hændelser hun havde set.
"Så.. er det spændende eller skandaløst?" spurgte Fyrstinden så ligefrem, og lænede en smule tilbage, afventende. 

"Jeg er ikke helt sikker, egentlig, hun..." begyndte Cordelia og blinkede et par gange. "Hun virker som noget af en pige." 
Det var hurtigere end ellers, Cordelia mistede fokus i samtalen. Hun havde haft en klar ide om, hvad hun skulle sige, men så begyndte minderne at fylde, og hun slap sin stive positur og satte sig i stolen. Hun gned sin ene tinding. 
"Lige inden jeg tog tilbage, hun..." Cordelia så op på Leonora med et forvirret udtryk. "Nu starter jeg bagfra, men jeg tror det er fordi, jeg har været længe væk? Hun rendte ud af byen meget påvirket. Bleg og febrilsk. Hun formåede faktisk at ryste mig af sig - jeg aner ikke, hvor hun blev af - men da hun kom tilbage, havde hun vist reddet sin malerlærerinde. Ele-El-noget. Jeg er ikke sikker på navnet. De tog hende til et helbrederhus og jeg overhørte, hun var faldet udover en skrænt. Jeg tror, Adena så det med sin evne."
Hun holdt inde et øjeblik og prøvede at finde frem til, hvad der var sket før det. Hun huskede en rimelig anstændig kro. Maden havde været fin og sengen ikke alt for hård. Det var ikke detaljer, Leonora havde brug for at høre, men det hjalp hende selv med at sætte dagene op i rækkefølge. Efterhånden havde hun dagene opdelt med at starte på kroen og slutte der igen. Så manglede hun at sætte dagene rigtigt op.
"Hvordan var vejret, da jeg tog af sted?" Det plejede at hjælpe, hvis hun havde ekstra holdepunkter. Ofte lagde hun meget mærke til sine omgivelser, og vejret var noget af det, der hjalp hende mest med at sammensætte sine afbrudte og overlappende stumper af minder.

Fyrstindens mine fortræk sig i utilfredshed. Det var ikke mange der fik fornøjelsen af at se fyrstindens følelser så blottede, som Cordelia gjorde, men om det var en gave eller en forbandelse var svært at sige. At Adena rendte rundt i byen påvirket, uden anstandsdame eller beskyttelse var uacceptabelt. Hun var ikke en simple Reier længere, hun var den kommende fyrstinde af Arys.
Det lød tydeligvis som om nogen var nød til at lærer hende hvad det bestød.

"Nådigfrue Elenora Grey" hjalp Leonora med navnet. Fyrstinden var ikke personligt bekendt med nå nådigfruen, men havde hørt om hende i forbindelse med Adena. Leonora havde lavet et hvis forarbejde, og gravet frem hvad der kunne findes om Komtesse Adena, inden trolovelsen blev sat i stand. Arys skulle ikke nyde noget af uforudsete ubehageligheder eller undgåelige skandaler. Den kommende fyrstindes moder havde også været meget snaksagelig omkring hvor praktisk Adenas evne var.
Leonora havde ikke været imponeret, men det lød til på Cordelia at evnen kunne bruges til andet end at finde glemte smykker og lommetørklæder. Se det var bestemt interessant til gengæld!

"Det lyder bestemt som om De har haft hænderne mere end fulde" bemærkede Leonora, og lod sig selv læne tilbage i en mere afslappet positur.
"Vejret var gråt da De rejste. Trykkende og tungt. Det varede det meste af natten igennem, før den velsignede regn brød igennem med morgengryet. Den følgende morgen var.. tåget, og natten kold" fortalte Leonora roligt, som hun huskede tilbage. Vejret var en ting fyrstinden næppe bekymrede sig meget om, andet end for høsten, men som hun alligevel holdt ganske nøje øje med. For Cordelias skyld. 

Cordelia fortsatte med at gnide sin næseryg, mens vejret gav sammenhæng i hendes minder og dage. Tid i Dianthos blandede sig med tid her på Ædelborg, og hun måtte flere gange skubber folk ud af scenerier, de slet ikke hørte til i. 
"Hun havde nogle ret almindelige dage først," fortsatte hun langsomt. Regnvejret havde holdt folk indendøre, og hun havde set Adena sidde på sit værelse og male i længere tid, end Cordelia ville kunne holde ud uden at skulle slå på et eller andet. "Men da regnen fortog sig, var hun en tur på markedet."

Hun talte langsommere nu, for netop de her minder var vigtige - vigtigere end at hun havde reddet sin lærerinde. Som Leonora tænkte, skulle pigen rigtig nok lære at sende andre ud for at gøre ting, men det, Cordelia huskede nu... Det var ikke Adena, der var løbet uhensigtsmæssigt rundt i byen - omend butikken havde været ekstraordinær. 
"Hun tog forbi en alkymibutik, men hun blev forfulgt af Athelstan af Erneyll," fortsatte hun. "Jeg havde hørt rygter om, at de var stødt på hinanden til en fest og ikke var kommet godt ud af det med hinanden men..." Cordelia hævede blikket til Leonoras med lige dele bekymring og forvirring. "Han overfaldt hende. Tvang hende op ad muren, slog hende og jagtede hende ind i en gyde, da hun gjorde modstand. Havde hans venner ikke været i vejen, var jeg kommet frem tidligere, så jeg nåede kun at se dem forlade stedet. Erneyll-drengen blødte på kinden og hans vens ene hånd var blevet skåret op, og hans næse brækket. Komtessen var væk, da jeg ledte efter hende, men jeg fandt hende senere på aftenen tilbage i sit hjem - uden en eneste skramme, så det endda ud til."
Cordelia anede ikke, hvad det betød. Alt, hun ellers havde set af den unge komtesse, var en skrøbelig lille skikkelse. Højt humør i det rigtige selskab, men stille og kunstnerisk ellers. Hun lignede ikke en, der havde fået én eneste times undervisning i at slås, så hun kunne da umuligt have slået tre meget større knægte tilbage - kunne hun?

Leonora udviste tålmodighed som Cordelia forsøgte at finde hoved og hale i sine minder, for hun viste ganske vist, at andet ikke ville nytte. Hvor mange andre opgaver der end ventede, var dette ikke noget der kunne skyndes på eller forhastes, ikke medmindre minderne skulle glide ud mellem fingrene på Cordelia, og det ville ikke gavne nogen af dem.

Leonora havde løftet sin kop for at væde ganen, men sænkede den igen, ganske langsomt, allerede som hendes livvagt nævnte alkymibutikken. Det var næppe et godt tegn. Kun guderne viste hvad unge mennesker nu til dags søgte fra den slags steder!
Historien tog dog hurtigt en ganske uventet drejning. En Erneyll. Interessant. Cordelias bekymrede blik blev mødt med afventende neutralitet, som Fyrstinden krøb tilbage over Leonora. Hun nikkede kort, opfordrende Cordelia til at fortsætte.

Fyrstindens maske var da også alt der holdt Leonoras ansigt fra at fortrække sig i sydende arrigskab over den fortælling der fulgte. Så en eller anden lille, ubetydelig Erneyll havde vovet at lægge hånd på den kommende fyrstinde af Arys?! Det var uacceptabelt. Det ville ikke gå ustraffet hen.

"Athelstan af Erneyll vil blive håndteret. Jeg ønsker dig tilbage ved Adenas side hurtigst muligt, og du har min velsignelse til at gribe ind hvis noget lignende sker, og sikre den kommende fyrstindes helbred med hvad midler der er nødvendige. Hvis pigebarnet er besværligt vil du blive sat som officiel eskorte. Jeg vil forberede papirarbejdet på forhånd, så du kan fremvise det ved egen diskretion, om nødvendigt. Ydermere vil vi rejse oftere til hovedstaden for at rendezvous med dig, så du kan holdes opdateret på situationen"

Hvordan Adena var sluppet ud uden en skræmme var ikke Leonoras første bekymring, men derimod det slag det var mod Arys. Hvordan ville det ikke se ud i fremtiden, hvis det forlød sig at Adena blev skubbet rundt af alskinds adelsmænd i byen?
Det var også derfor Leonora autoriserede Cordelia til at bruge alle midler hun fandt nødvendigt. Leonora ville ryde op efterfølgende, hvis det gik så vidt. En trussel mod Aldemars trolovende, var en trussel mod Arys, og dermed en trussel mod rigets integritet. 
Efter den nødvendige ordre blev givet, gled fyrstindens maske en anelse tilbage, og et tænksomt udtryk trak frem. Det afslørede dog også det ulmende raseri der lå i fyrstindens blik. "Jeg vil også give dig en invitation med til den unge Adena. Det er vist på høje tid hende og jeg konversere, kvinde til kvinde"

"Javel, min fyrstinde."
Cordelia rejste sig fra sin plads på stolen, så snart ordren faldt i sin helhed. Hun ville sende et spejlbillede til Adenas side, så snart denne samtale var lidt ældre, så de begge kunne huske den. Mere hastede det alligevel ikke. Hun ville selv (hvor meget man nu kunne tale om sig selv, når man altid var fem) bruge aftenen på at få hovedpine over så mange dages minder. Øllen var ikke blevet doseret i ansvarlige mængder, så det ud til. Havde hun mødtes med Akurra over en øl? Cordelia ville nok havde gjort det samme, havde hun været afsted i stedet for sig selv.

"Jeg vil gøre mig klar og sende en af sted inden for den næste time," sagde hun. 
Hun satte hænderne på skrivebordet og lænede sig en smule ind over det. Udtrykket, fyrstinden havde i ansigtet, var ikke ukendt for livvagten. Hun var ikke bare vred, hun var rasende. Et raseri, der kunne slå hårdere ned i Erneyll-huset end et lynnedslag, blev dette ikke håndteret korrekt. Cordelia ville spille en væsentlig rolle i at finde ud af, hvor meget fare Adena var i fra denne Athelstan, og om andre hemmeligheder lurede under overfladen for den kommende fyrstinde. At Leonora samtidig havde sagt, at hun ville rejse oftere til Dianthos, varmede Cordelias hjerte. Rejsetid var ofte der, tanker og samtaler flød lettest mellem dem. Altid i bevægelse. Der var ikke noget i hele Krystallandet, hun hellere ville, end at berolige Leonoras harme og se smilet blomstre på hendes læber. Det kunne hun opnå - ved at gøre sin pligt.
"Jeg lover, ingen vil krumme et hår på hovedet af Adena fra nu af." 

End ikke Cordelias dedikation kunne få smilet frem på Fyrstindens læber i det øjeblik. Men Cordelias løfte fik dog et taknemmeligt blik, fuldt af et fast nik. Leonora havde fuld tillid til Cordelias ever, og viste at Adena ville være sikker under hendes beskyttelse. Intet mindre end en trussel mod Leonora selv, eller en af hendes børn ville tage prioritet over det løfte. 

Alligevel tøvede Leonora et øjeblik med at aftræde Cordelia. "Du vil næppe nå langt i dag inden mørket falder på, og din hest er næppe meget værd før den er udhvilet heller" Leonora ville aldrig betvivle Cordelia evner ved at påstå hun trængte til hvile, men fyrstinden ønskede alligevel at give sin skygge den tid der nu kunne gives, til at Cordelia kunne komme sig efter sammensmeltningen.

Nok kunne hun blot have fået en anden hest. Nok kunne Adenas nye skygge selv have brugt tiden på at hitte de forkludrede minder ud. Men Leonora ønskede at give Cordelia den lille pause, hvor omstændigt det end måtte udlægges.
Hvis Adena ikke kunne klarer sig den halve dag ekstra, ja så måtte det være gudernes vilje, eller gudernes forbandelse, over det stakkels pigebarn.