For fire år siden...

Havde Juno været typen, der tænkte sig bedre om, ville han ikke have stukket hænderne i lige præcis de lommer, han netop nu havde valgt at stikke hænderne i. Der var folk man stjal fra; de rige, de dumme, de langsomme, de fulde, de svage. Og så var der folk, man ikke stjal fra; de fattige, de kloge, de hurtige, de stærke og - understreget i dette tilfælde: de magtfulde. 

Det var en sen aften, gaderne kun oplyst af de få brændende gadelygter og lejlighedsvist en kro-dør, der blev åbnet eller lukket, og lod varme, glade stemmer og lys slippe ud af den åbne dør i en pærevælling. Juno selv, var væltet ud af en kro-dør for ikke så længe siden. 16 år gammel og plørefuld, men ved højt humør og arrogant som altid, med lommerne fulde af krystaller, som han havde nuppet i en kro i en del af Dianthos der ikke tilhørte ham eller hans bande. Dens slags opdeling af territorier havde han aldrig haft meget respekt for, ligesom han heller aldrig havde haft respekt for andre bandeledere.

Ikke engang nok respekt til at lære deres ansigter at kende. 

Så da den unge, blonde fyr, tilsyneladende så fuld at han ikke kunne gå lige, væltede ind i et stort brød, var det rent instinktivt og uden nogen form for overlevelses-instinkt at han stak hånden i lommen på lederen af Kragerne. Det var en åbning ulig nogen anden, og det var de færreste, der mistænkte Juno, for at være en tyv, fordi han altid havde et rent ansigt og velkæmmet hår, så han lignede et lille, rigt barn, selv når han var fuld. Han var vant til at slippe afsted med det, og havde ikke taget hensyn til brostenene under ham, der ikke kun var ujævne, men også glatte af den regn, der indtil for nylig havde faldet. 
Med den anden bandeleders pung i hånden, faldt Juno så lang han var, og så sin død nærme sig ved de brutale brosten, indtil han fik grebet fat i bandelederens arm for at stabilisere sig selv - med samme hånd, som pungen lå i, så den var presset op imellem dem. Så langt var Junos plørede hjerne dog slet ikke kommet endnu - i sit fulde sind, var han stadig i gang med at falde, og alting snurrede omkring ham. 

Aften var over denne dag og end del af kragerne var i byen for at morer sig efter en hård kæmp mod nogen rivalerne, men nu var kæmpen vundet og det skulle fejres for dem i aften. Der var end del folk på gaden, da det lunt i vejret endnu og Kragernes 'Kong' stod med et kurs ud for en af de mange kroerne, hvor han snakkede med en dealere. 

Selvom de andre bandemedlemmerne var ide på kroen og deres leder stod ude foran døren, han kunne godt fornemme krodøren, som åbne og lukkede igen. Jason lod ikke mærke til hvem kom ud fra kroen heller ikke den unge Juno, som var fuld. Dealer som stod og snakkede Jason kiggede ned i hånden på de krystaller dealer skulle giv til lederen af kragerne, selvom det ikke kun var krystaller han stod med. " Stik mig det i stede for.. Gider ikke snakke med nogen by vagter i aften. " Sagde Jason hårdt til manden overfor ham, før han tog krystaller med den fri hånd, før en knægt næsten vælte over det store brød. 

Jason skulle til og hiv den blonde knægt op, som holdte fast i kragernes arm, som også resultat i at kruset med øl røg ud over dem begge to. " HVAD Zaladin laver du dit" Sagde Jason med den hård hæse stemmen, men han afbryd sig selv da han pungen, som lå i lederens lomme for få øjeblikke side. Hvorfor han ikke havde mærkede at Juno var gået i hans lomme var, som mange folk i det krimiale miljø vidste godt Kragerne leder ikke mærkede særlig meget. " Hvad laver du med min pung knægt!" Snerre den halv beruste leder frem og tog fat i armen i junos arm, som han klemte til. 

Da den sure leder havde fat i knægten holdte han godt fast så han ikke kunne stikke af, selvom man tydelig kunne se person var fuld. " Ved du overfor hovedet hvem du prøver og stjæle fra? " Spurgte den muskelløs mand med den hæse stemme og stirrede med de mørke brune øjnene i mod hans unge ven. Selvom den ældre mand holdte fast i knægten flyttede han kort blikkede for at se om manden for før stod ved dem, men mand var alledere forduftet.

Juno så op på det store brød med et fjoget smil, da han blev taget midt i sit tyveri, og han lukkede sine øjne, bare et øjeblik, og i den tid troede han selv, at han var i gang med at løbe væk, men da han åbnede øjnene, var han præcis hvor han også havde været før, og blev oven i købet holdt fast i. 

"Jeg har ingen idé," svarede Juno med et grin, da han blev spurgt, om han vidste hvem manden var. Det var tydeligt at der blev følt, at han burde vide det, men Juno anså sig selv som de kriminelles konge, selvom han ikke var mere end 15 år gammel og knap nok havde fået oprettet sin egen bande, der alligevel ikke bestod af andet end hjemløse børn og unge udkast.

"Hvad du hvem jeg er?" svarede han kæphøjt tilbage, selvom han endnu ikke var blevet sluppet. Han var svagt klar over at han var i fare, men ikke nok til at han kunne reagere på det, når han var så fuld som han var.

Jason så mod den unge knægt, som tydelige viste spor af fuldskab. Selvom han selv var ude med nogen af de andre kragerne, var tydelige denne tyvknægt ikke var end del af Kragerne. " Du sikkert for fuld knægt. " Svarede Jason hårdt tilbage før han løfte den anden hånd, for at giv denne knægte en øretæve.  " Men du prøve at stjæle fra Amet " Kom svaret fra det halv store muskelbunket. 

Jason var kendt i undergrunden, da han havde været meldem af en af de store bandet og det var ikke godhed, som fulgte med navnet Amet det var brutalitet fra de mange kæmpe i ringen, men dem som ikke kendte til den tempetamentfuld mand kom ofte i problemer. " Giv mig min pung " Kom den alvorlig tone frem og de mørkebrune øjnene stirre ind i Juno med et advare blik. 

Et bredt smil kom frem på Jason læber før han lod hånden falde hen over Juno ansigt i et smæk. "  Du vidste mere udelige end du selv fornemmer knægt. " Svarede Jason, før han greb efter pungen i den lyshåret knægt hånd. " Nu skal jeg lære dig en ting eller to " Kom det fra Kragernes leder, som ikke var kendt for barmhjertighed. 

"Dét er jeg!" svarede Juno med et højt grin, som svar på den anden mands vurdering af, at han var for fuld. Juno havde endnu ikke lært hvor grænsen mellem fuld og for fuld gik, men han vidste, at han var i for fuld-enden af skalaen på nuværende tidspunkt. 

Amet-navnet rungede bekendt i Junos øre, men han var endnu ikke i stand til at sætte det i sammenhæng. Hvor havde han hørt det navn før? Juno tænkte stadig over det, med mandens pung i sin hånd, da et slag faldt ned over hans ansigt. I et øjeblik var alt, der holdt Juno oppe, mandens styrke og greb om hans arm, imens Juno i et halvt sekund mistede bevidstheden for langsomt at genvinde den, sammen med hans syn, der også var blevet mørkt med slaget. Der havde været en styrke bag dét slag, som Juno aldrig havde set før, med undtagelse af - pludselig vidste han, hvor han havde hørt Amet-navnet før. 
"Oh, hey, det behøver du ikke, jeg - jeg har givet dig din pung tilbage," skyndte Juno sig pludselig at gøre opmærksom på, selvom den store fyr helt selv havde taget pungen fra ham, og Juno sendte ham et strålende smil, ét han håbede ville redde ham for at lære, hvad end det var, manden ville lære ham. 

"Du kender Ulven, ikk?" forsøgte han. "Jeg er en af hans," løj han - en løgn, der havde været sandheden indtil for ganske nylig, hvor Juno havde forladt Pax for at starte sin egen bande. Det var en anerkendelse af nedlag overhovedet at tage Pax's navn i sin mund nu, men Juno vidste, at det var ved at gå galt, og han havde virkelig brug for at komme i live ud af det her - og helst uden vedvarende skader også, for han var ikke et sted i sit liv, hvor han havde råd til at komme til en healer. En brækket arm ville også ødelægge hans chancer for at kunne tjene de krystaller der skulle til for det.
 
Han var kun én forskrækkelse fra at love Amet, at Pax ville betale for Junos sikkerhed, men Juno var for det første ikke sikker på, at Pax rent faktisk ville gøre det, og for det andet bange for at Amet ville hive ham med hen til Pax lige nu, i stedet for bare at tro på ham - og det sidste Juno havde lyst til, var at lade Pax se, at han ikke kunne klare sig selv. 

Ungdommen var og blev ungdommen Jason huskede dengang han gjorde det sammen som denne fulde unge knægt, dog var det ikke, fordi den lyset håret knægt var fuld, men derimod at han havde prøvet at stjæle fra kragernes leder.  Den muskelsløse mand var knægt for det ilte temperament, som ikke var bleg for at misbruge. Dét er jeg! blev sagt med et grinet til Amet, som holdt et stramt greb i Juno endnu, før Jason lod en fald hånd ramme mod den unge knægt kind. " Du skal ikke grin mig op i ansigt, knægt " Snerrede han frem med en alvorlig hvæs stemmen. 

Slaget Jason gav den unge knægt kunne tydelige ses på Juno's krop, der i et kort sekund mistede bevidstheden. Amet havde aldrig kendt til den styrke, som kom med hans slag, så han valgte med vilje ikke at slippe denne knægt, da han ikke gad samle ham op fra rendesten igen. Et kort blik blev blev vendt mod den fugtig brosten, som var fyldt med bræksaft og pis, men også fra andres folk efterladenskaberne. " Mener du den her?" Spurgte Amet med en vred stemmen og løfte læder pungen med den fri hånd, før han kastede hans pung over til en af hans egen bandemedlemmerne Kragerne var kommet frem for undergrunden og styrede store dele af skumringskvartet og et rygte om barmhjertighed for den følelsesløse Amet ville kun skabe flere problemer. " hvad ville passe bedst til en lang fingrene knægt, som dig.. En brækkede arm eller nogle fingrene " Spurgte Jason mest til ham selv, da han i forvejen holdte fast i Juno's arm.

De bruske bryn blev hævet lidt da Juno nævnet Pax og han tilhørte Pax gruppe i undergrunden. " Jo, jeg kender godt til Ulven.. Men kender også mit sind.. Så han ved jeg ikke accepterne et tyveri mod mig og det vil blive straffet " Snerrede han frem og brugte noget af hans råstyrke til at skubbe Juno mod en husmur, blot for at komme væk fra rendestenene og folks opmærksomhed. Amet var kendt for hans hårdhed mod teengnarne, som troede de kunne klare hele verden situation for, da kom til stykkede så blev mange overraskede over de ældre mænd, som havde været i gamet i mange år. Folk som Jason og Pax, der var barndomsvenner havde kendt til hinandens grænse og respektere hinanden lige siden, de gik hver deres retning i undergrunden. " Måske skulle vi besøge Ulven, så kan du jo fortælle ham hvorfor jeg hiver dig ned i undergrunden stump. " Svarede han surt frem og så afventede på knægten. 

Al farve forsvandt fra Junos ansigt, da han blev truet med brækede arm eller fingre. Begge dele ville ruinere ham. Det eneste han kunne, det eneste han var god til, det eneste han havde nogen som helst ide om hvordan man gjorde, var at snyde godtroende gæster i hovedstaden og at stjæle byens beboere fattige. Som regel skete det dog med noget mere snilde, end hvad Juno havde udvist i dag. 

Han var desperat nok til at begynde at forsøge at hive sin arm til sig, da det ikke lød som om Ulvens navn havde givet synderligt meget påvirkning på Amets beslutning om at straffe ham. 
"Hey, nej, nej, du behøver ikke at straffe mig, jeg er jo for zalans bare - bare lidt fuld, ikk," forsøgte Juno mumlende, alle de gode undskyldninger fuldstændig udenfor rækkevidde for ham. 

Junos dårlige forsøg på at finde nåde hos den større mand blev afbrudt, da han blev skubbet op mod en husmur og luften slået ud af hans lunger. Juno vidste oprigtigt ikke om Ulven ville hjælpe ham, hvis han overhovedet fik overtalt Amet til trække ham med ned i Undergrunden, men ligegyldigt Ulvens reaktion, kunne Juno pludselig ikke forestille sig noget værre, end at stå til ansvar for den mand, han havde set op til hele sit liv. 
Men det stod imellem at tigge ham om hjælp nu, eller at tigge ham om hjælp senere, med en brækket arm eller brækket fingre og brug for en healer eller krystallerne til én. Juno vidste godt, hvilken vej der ville være den mindst smertefulde, også selvom det betød, at han var nødt til at sluge sin stolthed nu og her, og lyve så godt han kunne. 
"Jeg sværger, hvis Ulven har en favorit, så er det mig. Han vil gerne - " Juno sank en klump, inden han fortsatte; "Han vil gerne gøre hvad der skal til, for at du ikke brækker min arm eller noget." 
Det kom bag på Juno, men pludselig var han ikke så sikker på om han egentlig løj. Et eller andet sted troede han virkelig, at Ulven ville hjælpe ham hvis han var i seriøse problemer. 

Mest af alt håbede han, at han ville få muligheden for at stikke af på vejen.