Her, på netop denne gade lige mellem Tribunepladsen og Det halve svin, nok gik forbi til det havde været et godt sted at starte, men også et sted hun ofte kom igen. Nærmest som en indsamle en skat, flere og flere i dette område var utilfredse med deres liv, og ville opnå så meget mere - netop disse var Londons mål. En klag kunne høres fra hjørnet som to flasker skiftede hænder og de unge mænd træk sig hjem af. "Jeg sagde det jo!" Mumlede den ene som de gik væk, "Det gør livet så meget nemmere at man ikke skal tænke over hvilket af ens opgaver man bruger magi til!" forsatte han. "Tak! har knap så ondt i mine ben idag" svaret den anden unge herre som de forsætte deres vej hjem fra arbejde denne eftermiddag. Et skævt smil spredte sig på hendes læber som den blinde kvinde lyttede til deres dialog. Forsigtigt lod hun den ene hånd finde hendes håndled og den friske bandage der lå under de slidte handsker. Hvis bare jeg kunne producere meget mere. Lyd hendes indre, og hun satte sig på det ødelagte hullet tæppe under sig. Den slidte gamle kjole, som var det fineste hun bar på sig, måske undtaget det sølv og jern bind der hang tungt foran hendes øjne. Det fedte stadig uvasket blonde hår hang tungt over hendes øre, som hun sukkede let. Endelig lid tid alene. tænkte hun som hånden kørte hen over de resterne flasker på tæppet, en musikalsk klang hang i luften som flaskerne toppe ramte hinanden. "Hvor mange flere, er det normalt der kommer forbi?" Tænkte hun højt, og lænede sig tilbage imod husmuren. en med tåre, to med blod, og tre af dem der tilbage? En negl blev løfte imellem hendes tænder som hun begyndte at gumle der på. Hvis bare..dette kunne gøres nemmere..Hun sukkede skuffet, som hun endelig nydt tiden til at slappe af her, alene, dog hvor længde for andre kom forbi? Var altid rart at sælge til nye, folk originale reaktion på at føle hvor magtfulde de endelig er, var altid vidunderlig.

Hvordan mon mørk elverne havde det i dag? Forhåbentligt stadig fri. Kort dannede hun en sjældent smil på sine ødelagte læber, ikke nogle gode minder fra den dag, men..alligevel fik det et smil frem. Stokken lå på siden af tæppet, hendes dolk, stadig med hendes tørknet blod derpå, lå halv gemt under tæppet.

Gående ned ad den fugtige gade kom Vektor, hvis støvler klikkede nogenlunde taktfast for hvert et skridt han tog langs underbyens beskidte og brostensbelagte gader. De himmelblå øjne fulgte her og der diverse væsner af interesse for det opmærksomme og friske sind halvelveren førte sig frem med, men for en gangs skyld, var det ikke for at sælge videre til en potentiel kunde, eller for at finde selskab for aftenen og underholdning til natten. Nej, for en gangs skyld var det faktisk ham der ledte efter en person, i stedet for at personen ledte efter ham. 
Og han var ikke helt sikker på, hvorvidt han brød sig om den 'arbejdsfordeling'. 

Værende doven af natur, jah så var det mildest talt træls at være den opsøgende fremfor den opsøgte. Udover det, så talte det ikke kønt til hans tålmodighed, der ellers var ret overbærende i de fleste sammenhænge. Men alt det handlede nok mere om det faktum at han stadigvæk ikke havde fundet personen han ledte efter. Fedtet hvidt hår, mager. Blind. Det burde for Zalan da ikke være så svært at spotte! 
"Involver dig med Romulus, sagde de" stemmen var dyb og hæs efter mange år i udsatte positioner af vind og vejr, og lige nu, med en kant af ironi i sig. "Det er et nemt arbejde, sagde de" sarkasme frem for så meget andet var trods alt vejen frem, når man snakkede til sig selv. 
To mænd kom gående, og skæbnen ville det, at Vektor havde heldet med sig da han med et ryk greb fat i armen på den ene og dermed fik stoppet dem begge - "Hey, hvad lav-" 
"Har i set en alkymist? Hvidhåret, blind, tynd?" ordende blev fulgt af et lille smil for at dæmpe gemyttet og ikke gøre dem tvære, og da det gik op for mændene at han blot ledte efter nogen, var de ikke sen til med et (måske lettet) smil at pege ham i den rigtige retning. "Ah, jah selvfølgelig. Hun er lige dernede - gaden imellem tribunepladsen og Svinet". 

Et taknemmeligt smil trak halvelverens læber op idet at han slap, og med ny målrettethed bevægede sig den vej der var blevet ham peget ud... 
... og endelig - efter at have travet de mere skumle steder af Dianthos igennem, fandt hvad han ledte efter; den blinde alkymist. Ikke et imponerende syn, kunne han tørt konstatere - var det her virkelig den person der 'truede handlen'? Skindet kunne velsagtens bedrage, tænkte han og bevægede sig efter få minutters studerende stilhed hen til den kære handlende. Selvom hun nok ikke kunne se det, var det et fornøjet smil der endelig havde fundet vej til Vektor, tydeligt tilfreds over endelig at have fundet sit mål. "Oi, du der" han stoppede op, en læderstøvle på vej til at skubbe på nogle af flaskerne for at fange hendes opmærksomhed. "Hvad er det du sælger?"