Det meste af dagen havde himlen ellers været tæt på skyfri. De mørkegrå skyer var kommet rullende faretruende ind over den lille havneby, ikke langt fra Dianthos, hvor de slugte en god del af solens lys, før der var blevet lukket op for sluserne. Det våde vejr havde fået fyldt den ellers noget miserable kro, godt op med både folk og fæ, alt mens regnen forsat slog hård mod sprossevinduerne.
Trods for kroens tilstand og den betvivlende mad kvalitet, var kroens gæster ikke sene til at skabe en stemning der kun var sømænd værdige. Højlydt latter, skål og til tider også sang, kunne høres længe før man stod foran det vejrbidte hus med bindingsværk. Lydende tog kun til i styrke hver gang at døren ind til kroen gled op, som enkelte gik fra og ny som til.
En af disse nytilkomne var en mørkelver kvinde, hvis sorte hår klisteret tæt til hendes ansigt, gav hende et udseende som en druknet mus. Skønt de fleste her var vant til at se lidt af hvert, forstummede selskabet alligevel for en stund, ved synet af den mørke skikkelse i døren. Kun sagte hvisken blandede sig med lydene fra det knitrende ildsted.
Det var ikke en uvant situation, men en Sedna havde befundet sig i mange gange så snart hun ikke bevægede sig blandt egne artsfæller; mørkelvere havde jo, med god grund, ikke det bedste ry. Ikke at hun lod sig påvirke af den dæmpede stemning. I stedet lænende hun sig lidt til den ene side, greb de slanke hænder om det våde hår og vred det værste vand ud af det. Lod fingrene ryste lidt op i håret nær hovedbunden, inden hun på ny rettede sig op. Med målrettede skridt blev kursen sat mod den bredskuldrede mand på den anden side af den lange disk, som udgjorde en bar. ”Og hvad kan jeg hjælpe sådan en som dig med?” brummede han, næsten uden at værdige kvinden foran ham et ordentligt blik. ”Du kan hjælpe sådan en som mig, med et krus mjød – stort, tak.” svarede hun helt honning sødt tilbage, velvidende at manden ikke hentydet til andet end hendes hudfarve, som hun ikke bar et eneste symbol for mørket på sig. ”Er du sikker på du kan betale for det? Jeg tager ikke imod blod krystaller, - Spids øre...” et hånligt smil dannede sig på krofatterens ansigt, mens han svang et viskestykke hen over den ene skulder.

    Det havde været en forbandet lang lortedag, for at sige det mildt. Det var blevet besluttet oppefra, at Treston skulle tage en lille deling mænd og tilbyde hjælp og beskyttelse til én af de små fiskerbyer, som undergrupperinger i Mørkets hær havde plyndret under ét af de utallige lynangreb, der havde fundet sted langs kysten den seneste tid, og da de folk, han var blevet tildelt, var helt almindelige fodsoldater, havde han besluttet sig for i solidaritet at følge dem - til fods - de godt tretten kilometer, der var til førnævnte fiskerby. Han var akkurat lige så våd og kold og gnaven som resten af mændene, da de endelig nåede frem, og efter et kort møde med landsbyoverhovedet, havde de lagt en slagplan, udposteret vagter og havde så brugt resten af dagen på at hjælpe landsbyboerne med at hejse beskadigede fiskerbåde op på enorme bukke, så de kunne blive repareret, samt grave ud til en interimistisk voldgrav med plads til et palisadehegn på toppen, så landsbyen i det mindste ville stå sig lidt bedre næste gang Mørket slog et smut forbi.
    Nu var der efterhånden ikke mere sollys tilbage at arbejde i, og Treston havde i samråd med landsbyoverhovedet besluttet, at det måtte være dét for i dag. Soldaterne havde fået fri, og landsbyboerne havde været så søde at invitere på aftensmad, hvilket Treston dog havde takket nej til; de skulle videre tidligt næste morgen, og han blev nødt til at sørge for én eller anden form for forsyninger, så mændene ikke gik kolde på vejen tilbage til lejren.
    Desuden kunne han virkelig godt selv trænge til et stort krus øl.
    Treston var stadig i sin beskidte og fuldstændig gennemblødte uniform, da han slog døren til kroen op og slæbte sig op til disken med tunge skridt. Han var så træt, at det ikke gik op for ham, at den mørkhårede kvinde faktisk havde en samtale kørende med kroværten, og derfor nåede han at bede om: ”Et stort krus øl, tak,” før hans trætte hjerne afkodede situationen. Han kørte træt en våd og kold hånd over ansigtet - strøg det gennemblødte hår tilbage fra panden.
”Undskyld - det var ikke min mening at afbryde din bestilling; jeg tror, min lyst til øl overhalede mine manerer indenom…” Han lagde sin bæltepung på disken og gav sig til at forsøge at få den op med sine kolde fingre. ”Lad mig gøre det godt igen! Hvad kan jeg købe dig?”

En rungende latter flød ud i den stilhed der ellers havde hersket over gæsterne i kroen, en latter lige så spottende, som det smil der havde været ifølge med krofatterens nedladende ord. Blodkrystaller, hun skulle give ham blodkrystaller, hvis ikke han lagde tonen om!
Skjult fra krofatters blik, knugede hun den ene hånd tæt sammen, til en knyttet næve der truede med at blive langet over disken hvert øjeblik, i håbet om den kunne kollidere med hans skæggede kæbe, før han fik chancen for at trække sig væk.
Ligesom hun skulle til at give svar på tiltale, blev hun afbrudt inden et eneste ord nåede at forlade de skilte læber. De gyldne øjne rykkede sig mod personen ansvarlig for afbrydelsen, hvor de smallet sig en anelse utilfreds til to små sprækker. En utilfredshed der ikke blev mindre, da den blonde mands bestilling ikke længe efter var placeret foran ham. ”Det er fint. Det var alligevel ikke så meget en bestilling, som det var en ytring af forsnævrede synspunkter.” svarede hun mere spydigt end meningen var. Det var jo ikke ham, men derimod ejeren af kroen som hendes irritation var rettet imod.
Sukkende lukkede pressede hun øjnene sammen, før de atter blev åbnet i takt med hun sendte personen ved hendes side et beklagende skævt smil, der dog ikke nåede længere end mundvigene. ”Et stort krus mjød, hvis du da må få lov til at købe det, nu jeg ikke selv kan, som den store og stygge mørkelver jeg er.” Et træk på skuldrene og rullende øjne indikeret at kvinden ved hans side, måske ikke tog det helt så tungt, ikke at kunne bestille sit eget drikkelse, som ordene kunne give udtryk for.
Ganske åbenlyst lod Sedna blikket glide ned over hans skikkelse i den våde uniform ”Hård tid for lyset?” spurgte hun med hovedet skrånende mod den ene skulder, havde hun været en nysgerrig killing. Naturligvis gik det ikke blillet forbi at uniformen var magen til den de, der tjente lyset bar.
Spørgsmålet burde ikke vække den store mistro, det var jo ikke ukendt at mørket havde indledt en række angreb på mindre havnebyer, hvilket i sidste ende nok i virkeligheden var grunden for dette møde.

    Treston kunne ikke lade være med at sende hende et fornøjet sideblik, mens han talte ravstykkerne op og skubbede dem over den slidte bardisk imod kroværten. Det lød som om nogen havde haft en lige så dårlig dag, som han selv havde…. Bitterheden og kampklarheden var i hvert fald tydelig at høre i hendes tonefald.
    ”Jeg er sikker på,” sagde han og fangede kroværtens blik, ”at vi kan finde ud et krus mjød - det er næppe for meget forlangt.” Han kommenterede ikke på hendes mørkelver-bemærkning, selvom han var af den klare overbevisning, at hendes race havde et dårligt ry af en grund. Men hun lod til, at være irriteret nok som det var - der var ingen grund til at tirre hende yderligere.
    Til hendes spørgsmål om Lyset og de hårde tider lo han en lille, bitter latter ned i sit ølkrus og kunne ikke lade være med at kontraspørge: ”Er det virkelig så tydeligt?” før han tog sig i det og sendte hende et lille, undersøgende smil. ”Jeg går ud fra, at du ikke er fra egnen her - for så ville du ikke spørge…” Han slyngede en ordentlig slurk ned, før han sagde: ”Mine mænd og jeg har brugt hele dagen på at instruere fiskere og bønder i, hvordan man bygger en palisade. Hvordan man holder et forsvarsværk. Hvordan man håndterer en breche, når fjenden uafværgeligt trænger igennem og begynder at slagte til højre og venstre… Og ja…” Han sendte hende et blegt smil. ”Nu er jeg træt og en smule opgivende og vil faktisk hellere undre mig over, hvad en mørkelver laver alene i denne del af verden, end over, hvor længe der går, før denne fiskerby bliver angrebet igen og dét arbejde vi har lagt og de værktøjer, vi har forsøgt at give dem, viser sig at være fuldstændig ligegyldige…” Han rakte sit krus frem imod hende - en tavs opfordring til en skål - og specificerede med et skævt smil: ”…Der var et spørgsmål gemt et sted i dén sætning, selvom det måske var svært at høre…”

Den skæggede mand på modsatte side af bardisken så ikke ligefrem fornøjet ud, da den blonde soldat besluttede sig for at bestille den mjød, som han så fint indtil nu havde nægtet Sedna. Det var derfor med en dyb utilfreds brummen, at kruset blev sat, ikke foran hende, men foran Treston og ravstykkerne forsvandt væk i den ru hånd. Luft blev suget ind gennem næseborene, fik den spinkle brystkasse til at rejse sig i takt med lungerne under udvidede sig, i en tydelig irritation over den respektløshed hun blev mødt med, igen. Havde mennesker da virkelig ingen skam i livet eller ønskede de alle dybest set bare en tidlig dødsdom? Som om de ikke i forvejen levede kort nok?
Tænderne sank hårdt i tunges bløde kød, for ikke at lade den løbe afsted med forskellige edder henvendt den kødklump til et hundehoved, af en kroejer. Trestons stemme brød gennem og som et løftet låg på en opkogt gryde med vand, lagde vreden sig inden den flød over. Et øjeblik havde hun glemt at om hendes eget spørgsmål, det var trods alt stillet delvist af høflighed.
Om det var så tydeligt, responderede han og blev straks mødt af et nik ”Jep, ikke alene ligner du en druknet mus, hvilket jeg ikke skal dømme for jeg tager mig vist ikke meget bedre ud selv.. – men det er længe siden jeg har set et så træt ansigt.” svarede hun med et glimt gemt i blikket. Kruset med mjød blev trukket nærmere ”og tak.” det var vel på sin plads at hun takkede ham for hans assistance, selvom han havde brudt ind forinden.
Den bløde gyldne væske ramte tunge og svælg, efterlod sig en sødme der fik hende til at slippe et lavmælt tiltrængt suk, før den løb ned i halsen.
Det var ikke svært at lytte og virke oprigtigt interesseret i hvad soldaten havde at fortælle. Det var nyttige oplysninger, eller det kunne blive nyttige oplysninger til et nyt angreb af havnebyen. En albue blev placeret mod diskens hårde træplade, mens hagen tog hvile på håndfladen ”En smule opgivende?” spurgte hun retorisk, med øjenbrynene der rykkede sig mod hinanden på midten af den mørke pande, før det ene hævede sig længere op end det andet. Han var vist passeret stadiet for en smule for længst, hvis hun selv skulle gætte.
Invitationen til en skål var hun ikke sen til at gengælde. Enhver muligvis for uden mistanken at købe sig lidt ekstra tid, til at finde på et passende svar på hvad en mørkelver lavede hér, af alle steder?
”Ville du tro mig hvis jeg sagde gennemrejse? Jeg er på vej mod en kunde som skal have lavet glasfigurer til sin samling.” forklarede hun med et smil, uden skyggen af tøven over sin egen lille hvide løgn. En mørk hånd blev rakt frem mod hans skikkelse, inviterede til et håndtryk før hun præsenterede sig "Sedna, og hvad må jeg så kalde denne trætte og lettere opgivende soldat af lyset?".

    Fornøjet over hendes måde at stikke på uden direkte at fornærme, greb Treston hendes hånd og trykkede den varmt. "Den trætte og lettere opgivende soldat hedder Treston, og han er beæret over at møde dig, Sedna." Han tog hånden til sig igen og studerede hende - lidt mere indgående. "Glasfigurer, siger du? Er du kunstner? Og hvordan i alverden er det rimeligt, at det er dig, der skal komme til kunden, og ikke kunden, der skal komme til dig?" Han slog sigende ud imod hendes stadig drivvåde hår med et skævt smil. "Jeg mener - i sådan et vejr tager du dig forhåbentlig vel betalt for dén slags service! Ellers er der da ingen retfærdighed til...."
    

Håndtrykket var som forventet fuld af karakter, fast og stærkt, men samtidigt blidt. Om det så var afspejlende af ham som person måtte tiden vise. Smilet voksede sig større så den hvide perlerække brød frem bag de mørke læber ”Beæret ligefrem.” gentog hun lattermildt i et let hoved ryst ”Se nu kommer jeg jo næsten på arbejde, for ikke at du skal gå skuffet fra mødet.” fortsatte hun spøgefuldt, selvom ordene havde en eller anden grad af sandhed bag sig. Så længe han og ingen andre på kroen ikke fandt ud af den egentlige grund for hvorfor hun befandt sig her, så var det så godt som sikret at den resterende aften ville forløbe ganske fredfyldt; for alle parter.
Om hun var kunstner, spørgsmålet fik hende til at sætte en overvejende mine op med et tænkende ’hmm’ til følge ”Kunstner kan man vel godt kalde mig? Selvom nogle vil mene jeg snyder?" konkluderede hun med en eftertænksom tone. Det var jo delvist kunst de små glasfigurer hun kunne skabe, men uden at gøre brug af en glaspusters tekniske kunnen. Hun skabte dem jo bare fra egen fantasi og uden brug af en varmekilde, andet end hende selv.
"Min kunde er en ældre kvinde som desværre ikke længere er så mobil. En rejse til nordlandet på denne årstid vil være alt for krævende for hende, så derfor kommer jeg til hende.” blikket fulgte den udslået hånd, for at ende med at bevæge sig ned af hendes egen våde skikkelse, hvor tøjet klistrede tæt til den våde hud under og en mindre vandpyt havde dannet sig under støvlerne. ”Du mener ikke det ville være uretfærdigt at kræve krystaller, for et vejr som en ældre kvinde ikke er herre over? Alt hun vil er at glæde sit barnebarn, det er betaling nok for lidt vådt hår og tøj.” tanken alene om et barns smil, ved synet af en glasfigur der kom til live for dets øjne, var nok til at smilet der før havde været mere høfligt og velkomment, nu fik en helt anden varme i sig. Børn var og ville til evig tid være hendes største svaghed, for hvad slog i virkeligheden barnelatter og glædes hvin?
”Men jeg skal ikke benægte at jeg foretrækker ikke at være våd ind til benet.” indrømmede hun og lod blikket falde tilbage på ham. ”Og hvad med dig Treston? Bliver du vel betalt for at sætte liv, lemmer og helbred på spil for lyset? Eller er en mulig snue blot en del af charmen?”.

    Treston kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn til hendes ord om gamle damer og små børn - et skævt smil spillede i hans mundvige. "Nu føler jeg mig som et frygteligt og materialistisk menneske," indrømmede han og kom så til at le. "Men selvfølgelig! - Jeg lægger mig fladt ned! Alt for de små børn..." Han sagde det i sjov og uden den store tanke bag - han havde aldrig rigtig fattet dét med børn. Ikke at forstå sådan, at han ikke brød sig om dem; han vidste bare ikke helt, hvordan man skulle snakke til dem - hvordan man underholdte dem. Hvordan de opfattede ting...
    Han bemærkede godt, da hendes blik fandt ham, og han mødte hendes øjne med et imødekommende udtryk - studerede hendes fine træk. Den mørke hud. De gyldne øjne. 
    "Hvis jeg skal være ærlig, er der ikke meget charmerende over mit arbejde i øjeblikket," svarede han og tog endnu en slurk af sin øl. "...hvis der nogensinde er det. Det ene halvdel af tiden er det træning og planlægning, den anden halvdel af tiden er det mudder og blod og soven-på-jorden-i-regnvejr-mens-Mørket-venter-på-en-chance-for-at-slå-dig-ihjel...! Om jeg bliver vel nok betalt?" Han sendte hende et drillende blik over ølkrusets kant. "Dét er så et ganske andet spørgsmål. Det kommer vel an på, hvor dyrt man sætter sig selv til salg...?" 
    Han vidste godt, at det ikke var en helt rimelig udlægning og at det negative syn til dels udsprang af dagens strabadser. Men det var vel i princippet ligegyldigt - han havde lyst til at brokke sig lidt. Havde lyst til at bruge resten af aftenen på at snakke med denne mørke, mystiske Sedna uden at forholde sig til, at de skulle tilbage til lejren tidligt næste morgen. Havde lyst til at drille hende, for at se hvordan hun reagerede - til at provokere hende for at finde ud af, hvordan hun svarede igen. 
    

Det var svært at bedømme, hvor meget af hans ord der var ment i sjov og hvor meget der faktisk havde en ægthed i sig. Ikke at det var noget den mørke kvinde ved hans side hæftede sig synderligt meget ved. Små børn var ikke for alle, men langt de færreste havde lysten og modet til at indrømme det eller tale små børn ned. Kun en idiot ville turde at bevæge sig ud i sådan et minefelt, velvidende han eller hun næppe ville slippe helskindet igennem.
Mange ville nok beskrive Sedna som værende en dukke af udseende. De fine træk gik stærkt imod hvad de fleste lærte om mørkelverne. Hendes tænder var ikke spidse som et rovdyrs, fingrene hverken krogede eller klolignende og hendes ansigtstræk var heller ikke hårde og grove, som der typisk var beskrevet i de fleste skriftruller og lærebøger. Stik modsat var hænderne smalle, med lange fingre og velplejede negle, som havde de aldrig set skyggen af hårdt arbejde, tænderne sad som perler på en snor og var hverken fladere eller spidsere end normalt. Ansigtstrækkene både feminine og bløde, træk de fleste mænd og kvinder ville nikke sig enige i var både smukke og tiltalende; havde hun bare været en anden race. En nagende tanke prikkede insisterende mod bagsiden af panden, hvad gik gennem hans hoved mens de blå øjne gled studerende over hende, havde hun været et maleri hængt op på en væg. Mens han fortalte greb hun selv muligheden for at tage hans træk ind. De to blå have, der for en stund havde låst sig med hendes inden de selv var gået på opdagelse, den lyse hud, kontrastfuld til hendes egen, det korngule hår der ledte tankerne tilbage til sommerens varme og lange lyse nætter. Arret i det ene øjenbryn brød alt det kønne og regelmæssige. Det ville være noget af en benægtelse at påstå Treston ikke var en mand med en fysik, der kunne give de fleste kvinder åndenød og knæ som var de lavet af gele.
Undervejs som Sedna havde lyttet til den linde strøm strøm af pænt indpakket brok, blev et pænt indhug gjort i krusets mjød indhold, uden at det virkede til hun forslugte sig i væsken.
Kruset nåede kun akkurat at blive sat fra hende, før en mand lige så bred som han var høj møvede sig ind bag hende, og sendte Sedna i kollision med Treston’s front så lidt af luften blev slået ud af hende med et anstrengt ”Urgh.”. Hænderne lagde sig mod den våde brystkasse, for at få bare lidt afstand mellem dem. Hvor hun før ville have vendt sig og snappet af manden bag sig, blev reaktionen i stedet et beklagende smil rettet op til soldaten hun pludselig var kommet noget nær. ”Og hvor dyrt sætter du dig selv?” lød det drillende, grænsende til udfordrende. "Et ledigt bord dyrt eller skal der finere forslag på bud?".

    Af ren refleks greb Treston ud efter hende og støttede hende, til hun havde fundet balancen igen - hun føltes både fin og stærk mellem hans hænder; som en vild slyngplante, af dén slags der beslutter sig for vokse det allermest vindomsuste, fjendtlige sted, så folk kunne få noget dejligt at kigge på.
    Han hørte godt udfordringen i hendes stemme og slap hende med et glimt i øjet. "Nu tvinger du mig jo til at forsøge at fremstå beskeden," bemærkede han, "af frygt for, at komme til at virke grådig! Dét er et tarveligt kneb!" Han slog galant ud med hånden imod krostuen som et hele. "Men jeg vil glædeligt acceptere et bord! Om end jeg ikke kan se mig fri for en snert nysgerrighed over, hvad disse 'finere tilbud' kan være for nogen..." Treston løftede et øjenbryn og ødelagde det så ved at grine - et grin, der sagde: Jeg driller bare! Og som skulle tage toppen af de lumre undertoner... 
    "Jeg har brug for mere øl!" erklærede han og slog i bardisken for at få kroværtens opmærksomhed. "Skal du have et krus mjød mere med?"

”Kvindelist Treston, det kaldes kvindelist.” rettede hun moret på ham med et understregende blink, ved bemærkningen om hun brugte tarvelige kneb. Blide klap af hans brystkasse blev placeret før hun trak hænderne til sig, som hun genfandt sin balance. Stadig stående noget tættere end tidligere, men stadig så skosnuderne var tæt på at støde mod hinanden.
En tydeligt påtaget forfærdet grimasse trak sig over hele hendes skikkelse, med armene korslagt foran sig, et af de velplejede øjenbryn skudt længere op mod løftet ”Sig mig soldat, prøver du at drikke mig fuld, for at lokke alverdens hemmeligheder ud af mig?” armene viklede sig fri af hinanden, hvor den ene hånd overdramatisk lagde sig mod toppen af brystkassen.
Hun forsøgte virkelig at holde det kørende, selvom selv en blind mand ville kunne se sig sammen hendes skuespil, længe før at en latter tvang underlæben fri af sit fængsel, den var havnet i, i et håbløst forsøg på at holde den tilbage. ”Fint for mig.” medgav hun små kryptisk og uhøjtideligt, men sammenstykkede til endnu et krus mjød. Denne gang var det med en større, ikke kæmpe, vilje at den skæggede krovært skænkede to nye krus af henholdsvis øl og mjød til Treston. Der var ingen grund for at starte en diskussion eller komme med stikpiller mod Sedna, når køberen var en soldat af lyset. Det betød dog ikke at Treston gik fri af et fordømmende blik.
Ét bord stod stadig ledigt og med god grund. Det stod nær trappen førende op til førstesalen med udlejlignings værelserne. Passagen var ikke synderlig stor, resulterende i gentagne ind stød i enten stole eller bordkant af de forbipasserende. Givende én ud af tre siddepladser de bedste odds, for ikke at blive mast mellem bord og stol eller værre, at have en godt beruset fremmed til at skvatte over et stoleben, som ville sende dem kurs ned i skødet på en selv. "Sååeh, hvor tæt har du noget imod at sidde? Eller skal vi til at slå om den gode plads?".

Treston lo af hendes påtagede forfærdelse: "Muligvis!" indrømmede han. "Det er dér hvor mandelist adskiller sig fra kvindelist - vores 'listigheder' er slet ikke så listige endda..."
    Han overså nådigt kroværtens skulende, misbilligende blik, greb de to krus og vendte sig for at følge Sedna gennem krostuen til det lille, indeklemte bord.
    "Jeg kan se frem til at dele et gammelt høloft med resten af mine mænd i aften, så dét med at dele intimsfære kan jeg ikke tillade mig finde indvendinger imod. Men på den anden side..." Han sendte hende et muntert blik. "...nu har du jo indrømmet, at du ikke ser dig for fin til kvindelist, og en mand med manererne i orden ville naturligvis byde damen den gode plads - så jeg tør næsten ikke andet."
    Han placerede hendes krus på foromtalte plads og fik mast sit eget, våde korpus ned i den anden stol. Dog rykkede han på sig, så de kom tættere på hinanden, og han ikke sad helt så meget i 'farezonen'. 
    "Ham værten var godt nok ikke meget for at betjene dig," kommenterede han let og tog en slurk af sin øl, som om det ikke var et potentielt sprængfarligt emne. "Oplever du tit dén slags?"

Det kunne næsten kvalificeres som en lidende grimasse, der fik forvrænget de ellers fine træk ved på nævnelsen af han havde udsigten til en nat på et gammelt høloft. Det var bedre end et lej på den kolde og våde jord, men med mindet om en stor fuldfed rotte, der var løbet hen over Sedna’s ben sidst hun havde måttet sove sådan et lignende sted, så kunne hun ikke helt holde udtrykket neutralt. ”Så mangler der da bare at taget har utætheder, så tror jeg ikke det kan blive mere utaknemmeligt et erhverv du har fundet dig. Utroligt så romantiseret det at være soldat kan lyde, når fortællingerne ikke kommer fra kilden selv.” unge drenge og små piger fik jo ikke ligefrem fortalt historierne om alle de nætter og dage, hvor man blev kold helt ind til benet eller hvordan det var ikke bare at blive smurt ind i fjendens blod, men også deres ekskrementer når bugen blev skåret op. Det var jo ikke de grusomme eller hudløse historier, som fik dem til at drømme stort om at blive en berygtet kriger en dag, hvad end det var for lyset eller mørket.
”Jeg er nu ellers ganske harmløs, selv med min kvindelist.” svarede hun kækt tilbage, i forbi passagen af ham til plads på den mindre udsatte af stolene, men ikke før at stolen blev rykket så meget den kunne for at give Treston pladsen til at rykke nærmere.
Fingerspidserne pillede uroligt ved hanken, inden de lukkede sig tæt omkring den så det kunne løftes til munden. Dét spørgsmål krævede en mundskænk af den dulmende søde væske foran hende. Han gik da lige på og hårdt, det måtte hun give ham.
”Oftere end jeg bryder mig om at tænke på.” Kruset blev sat fra sig og kroppen drejet nærmere hans ”Jeg kan ikke bebrejde folk, Min race har ikke de bedste historier knyttet til sig og dem bøder vi alle for. Vel begrundet eller ej.” det var det mest sandfærdige svar hun kunne give ham, uden det hele blev for selvynkende ”Og alligevel sidder jeg her, til bords med en tjener af lyset som hverken frygter at sidde tæt eller se mig i øjnene. – Hvorfor?” han om nogen burde møde hende fuld af fordomme og bitter had.

Det gik ikke hans opmærksomhed forbi at hun snød sig til en tænkepause, men han nød, at det gav ham mulighed for at studere hendes fingres legen på krushanken og den resolutte tår hun skyllede spørgsmålet ned med.
    "Det ville være løgn at påstå, at jeg ikke også har hørt min del af dén slags historier," indrømmede Treston og sendte hende et smil, der kunne betyde lidt af hvert. "Min far ynder at fortælle om et sammenstød han havde med Mørkets toturmester for år og dag siden - som helt grøn soldat." For at komme mulige spørgsmål i forkøbet udspecificerede han: "...dengang var det en mørkelvisk kvinde, der sad på posten, og jeg kan love dig for, at hun ikke lagde fingrene imellem! Han var blot en underofficer dengang og havde intet brugbart at fortælle hende, men alligevel trak hun ham igennem det ene mareridt-scenarie efter det andet. Jeg har set nogle af de ar, hun efterlod ham med..." Treston gøs og tog en stor slurk af sin øl. "Jeg ved, at det er en del af erhvervsrisikoen, men fy for zalan... Hvis man kun har hørt dén slags om dit folk - eller som min far har haft dén slags oplevelser - så kan jeg sgu godt forstå, at man møder jer med mistænksomhed eller fjendtlighed... Men det gør det jo stadig ikke retfærdigt. Skulle jeg undlade at konversere med den mest interessante kvinde i denne udørk af en fiskerby, fordi min far engang havde en dårlig oplevelse med en racefælle, som hun intet har med at gøre?" Han løftede et drillende øjenbryn. "Det ville være at snyde mig selv, synes jeg!"
     "Og desuden - verden er stor og kompliceret, og jeg er ikke så dum at tro, at jeg på nogen måde kan tillade mig at generalisere. Jeg har også set helt igennem gode mænd gøre rigtig grimme ting under de rette omstændigheder - og havde jeg oplevet dén slags som en udenforstående, havde jeg sikkert også tolket dét som ondskab! Måske er det det samme på den anden side - hvad ved jeg." Han trak på skuldrene og undlod at sige mere. Dén slags menneskeliggørelse af fjenden passede sig egentlig ikke for en ridder med kommando over Lysets soldater... Men der var ét eller andet over Sedna, der gav ham lyst til at udbrede sig om sine tvivl og sine kritikpunkter - om sin kærlighed til gråzonerne - og derfor kunne han heller ikke lade være med at tilføje: "...desuden tror jeg ikke, at vi, der fødes til et fysisk liv, er forudbestemt til at blive noget - ikke onde, ikke gode. Ikke noget andet. Alt dét kommer af de valg vi selv tager og endnu vigtigere; dem, der bliver taget for os..." Han tog endnu en slurk og sendte hende så et skævt smil, så hun forhåbentlig ikke ville være i tvivl om, at hans næste ord var for sjov: "Men du er ikke født ond eller god, og derfor bliver jeg jo også nødt til lade tvivlen komme dig til gode!"

”Min far (…)” Det var sjældent at noget godt fulgte efter sådan en start, særligt når emnet i forvejen var som at danse kinddans med en eksplosiv ladning som partner. Det holdt sammen med det udefinerbare smil, Treston havde valgt at tildelt hende. Forventningen havde været at skulle hører om hvordan hans far, som ung dreng med sin familie, var blevet fordrevet fra familien gård af mørkelvere eller måske have været i et uheldigt møde efter en druktur.
Desværre blev denne forventning ikke mødt, end ikke den mindste smule. Allerede før han gik i gang med at udspecificere, havde hun regnet ud at deres familier var forbundet; Treston og hende selv var forbundet af historie. Det måtte de være, når hans far var faldet i kløerne på mørkets torturmester som grøn soldat… Aldrig havde hun været særlig samvittighedsfuld når det gjaldt hendes mors forhistorie, Septa havde bare gjort hvad hun var ansat til og gjorde bedst. Men den grimme smag der fylde munden, den havde hun forsøgt at skylle væk med endnu en mund mjød eller tre, alt mens hun forsøgte at virke oprigtig interesseret i hvad han havde at fortælle. Den tredje tår nåede aldrig at blive taget, for selvom hun inderst inde havde forudset at skulle høre sin mor nævnt, ændrede det ikke på at hun endte med at kløjes i den første tår. Øjnene trak vand, den ene arm hævede sig, så det blev den bøjede albue der tog imod de mange kredsende host. ”Und.. Undskyld bare..-” host ”-..snak..-” host ”- videre jeg..” host "-..lytter." bfik hun klemt ud med en stemme der kun blev mere ru for hvert nyt ord. Da hosten endelig slap sit tag, var det med en lavmælt rømmen, for ikke at forstyrre yderligere.
Inderst inde blev Chance forbandet langt væk, for hvilket besynderligt pus hun skulle spille lige nu. For engangs skyld sad Sedna i selskab med en mand, et menneske, som hverken var helt dårlig for øjnene og som lod til at kunne give hende et passende modspil. Naturligvis skulle han ikke alene tilhøre lyset, men den tidligere torturmester, hendes mor, skulle da som kirsebærret på toppen også lige havde udsat hans far for grusomheder.
Hvad ved Zaladin’s forgård var det for en humor?!
Hun burde have rejst sig, kastet en dårlig undskyldning af sig og søge ud i den våde, kolde aften der ventede udenfor kroen. Alt i hende skreg at det var dumt at blive siddende, dumt at lade deres i forvejen sammenbundne livslinjer knytte sig endnu tætter. Burde blev ikke fulgt. Hun blev siddende og lyttede til ord det ramte hendes hjerte dybt, som talte han direkte til det, fordi han kendte den krig hun selv kæmpede i både sind og hjerte.
Et ryk i bordet, da en forbi passende ramte ind i det, rev hende fri af det tankespind der havde trukket hende ind. Stilhed havde fyldt luften mellem dem, bare mens ordene fik lov til at synke ind. De fleste ville vel alligevel skulle bruge noget tid på at lade dem resonere, før der blev kommenteret på dem. Det kunne vel altid være hendes undskyldning, ikke?
Den ene hånd lagde sig oven på hans ”Det gør mig ondt at din far har måttet lide under mørket, under en af mine artsfæller og det gør mig ondt at du har måttet lægge øre til hvilket grumme påfund han har måttet udholde.” forsigtigt tillod hun sig at klemme om hånden under sin, før den fjernede sig igen. Blikket var fuldt af medfølelse, men på ingen måde ynkende. Hun ville selv hade at blive mødt af sådan et blik ”Men kun den mest interessante kvinde i denne by? Skal jeg tage det som du smigrer mig eller forsøger med en svag fornærmelse?” smilet burde udvaske enhver tvivl der måtte lægge an til rod hos Treston. Der var ikke skyggen af fornærmelse at spore hos hende. Da bordet igen blev ramt i sådan en grad at bordkanten kom faretruende tæt på hans mellemgulv, skubbede Sedna sit krus længere ind på bordets midte, væk fra kanten ”Tag plads på min stol.” bød hun ham mens hun flyttede sig op at sidde på kanten af bordet. Fulgte han hendes ordre, ville han ende med at sidde foran hende, med et ben på hver side, men helt ude af ’farezonen’.

Treston blev overrasket over at mærke hendes hånd oven på sin egen, men så absolut kun positivt. Den føltes let og slank og stærk, og og han mødte hendes blik åbent og blev berørt af hendes medlidenhedstilkendegivelse, selvom han ikke mente, hun skyldte ham den. 
    "Jeg er sikker på, at dit folk også har lidt under Lyset..." sagde han, fordi han ikke helt vidste, hvordan han skulle sige tak for hendes ord. Og om de overhovedet var fortjente. Det var skægt, for når hans far fortalte dén historie skete det på præcis samme måde, som med alle de andre historier, han fortalte om sin tid i Lysets Krigere; alt det forfærdelige blev nedtonet, og alt det ærværdige blev fremhævet. Han havde lidt for Lysets skyld - for Dronningen og for Lysets folk. Det gjorde det nærmest til en ære.
    Det var kun fordi Treston havde været et barn, der tænkte over tingene og godt kunne lægge to og to sammen, at det var gået op for ham, at mødet med Mørkets toturmester havde sat sig dybe spor hos faderen.
    
    Treston havde trukket mundvigen om i et skævt smil og skulle lige til at give hende svar på tiltale, da en hærdebred fisker dunkede ind i bordet, så krusene hoppede og dansede. Treston sendte et uvilkårligt, irriteret blik efter ham på hans slingrende vej op ad trappen, og vendte først opmærksomheden tilbage til bordet, da Sedna bad ham overtage sin stol. Han blev ikke så lidt overrasket over at finde hende på bordet, men rykkede sig villigt nok - man skulle da være et skarn, hvis man afviste en invitation til en plads imellem en sådan kvindes ben...
    Han var sekunder fra at lave lige præcis dén joke, men slugte den, inden den fandt vej forbi hans læber. Nok var hun dejlig, og nok havde hun matchet alt, han havde smidt efter hende indtil nu, men de havde alligevel kun lige mødt hinanden - han ville nødigt fornærme hende eller skræmme hende væk.
    I stedet samlede han hendes forrige bemærkning op og lagde hovedet lidt tilbage, for at kunne sende hende et kækt blik. "Nu kender jeg dig jo desværre ikke så godt endnu, Sedna. Så du må bære over med mig - jeg vil lade den endelige vurdering vente lidt endnu..." Han rakte udenom hendes ben og fik fat i sit ølkrus uden at bryde øjenkontakt. "...måske til du har fortalt mig lidt mere om dig selv..." Han lænede sig lidt tilbage i stolen og studerede hende skamløst - kunne godt mærke øllen nu, men nød bare, hvordan den fik alting til at snurre en smule. "...Men lad os gøre det lidt sjovt. Fortæl mig noget om dig selv, som du aldrig har fortalt nogen før..!"

’Åh, hvis bare du vidste Treston, hvis bare du vidste…’ ordene lå lige på tungen. Klar til at give ham medhold i at hendes folk, stamme og så mange andre mørkelver stammer havde lidt under lyset, men at det intet var til sammenligning med de tab hun selv havde lidt til mørket. Hans far var mere end heldig overhovedet havde overlevet mødet med hendes mor. Chance havde virkelig tilsmilet ham og Kile trådt tilbage, siden at mørket overhovedet havde tilladt selv en menig soldat at vende hjem, mens de selv lod deres egne slagte hinanden. Alt Treston blev mødt med, var et kort, afmålt nik som svar. For ville hun i sandhed kunne holde sig fra at fortælle alt, hvis først hun lod ord forlade hende? Hun var ikke sikker og var heller ikke villig til at lade tvivlen komme hende til gode.

Som et spejl af ham, knejsede hun let i nakken og så ned på ham gennem dovne øjenlåg der ikke matchede det glimt der spillede drillende i øjnene. ”Hmm, så lad da gå, men så også kun fordi du har været så galant, både at købe mig drikkelse og byde mig den gode plads først.” hun kunne nok godt lige finde overskuet til at bærer over med ham.
Han måtte læne sig frem for at nå kruset og det samme gjorde hun. Hænderne placeret mod bordkanten mellem hendes ben, forhindrede hende i at få overbalance og falde ned i skødet på ham. Det var ikke længe næserne kun var millimeter fra at røre hinanden, men længe nok til de søde humle-ånde kunne blande sig sammen med duften af tang, saltvand og jord ”Aha, så det er hemmelighederne du er ude efter nu?” refererede hun drillende tilbage, til tidligere.
Med afstand mellem igen, rettede hun sig. Ikke førend hun selv havde rakt om bag sig på fanget sit krus ”Som jeg aldrig har fortalt nogen før?” gentog hun, smagene på ordene. Tænkende pressede hun de buttede læber sammen til en smal streg i ansigtet. Blikket blev slået op i loftet som ville det fortælle hende, alle hendes hemmeligheder så hun kunne vælge en ud. Oplagt ville være at fortælle hun stod bag mordet på sin mand, men så skulle hun forklare sig overfor ham. Det ville unægtelig ødelægge en aften, der ellers lige var blevet så god at afsløre hun var fjenden.
”Jeg…-” med underlæben taget til gidsel mellem tænderne rettede hun blikket tilbage mod ham, som han sad der, helt skamløst og tog hende ind med øjnene. ”- Jeg kan ikke lide gopler, som i jeg går i fuldkommen panik.” indrømmelsen hurtigt skyllet ned med en god slurk af mjøden. Det var en indrømmelsen som hun ikke ligefrem skildrede med, da det var så irrationel en frygt at den ikke bare grænsede til grinagtig.

    Treston havde lige taget en tår af sin øl, da hun kom med sin indrømmelse, og han spruttede ufrivilligt ned i sit krus og måtte hoste lidt, før han kunne få vejret igen. 
    "Gopler?" spurgte han vantro og med ansigtet flækket i et kæmpe grin. Dén information passede på ingen måde sammen med dét indtryk, han havde fået af hende, og dét faktum gjorde det så absolut kun mere fornøjeligt - han elskede, når folk kunne overraske. "Tilgiv mig, Sedna, men jeg har svært ved at forestille mig dig gå i panik over noget-som-helst! Jeg mener- " Han slog - stadig grinende - ud med hånden; en bevægelse, der omfattede hele hendes person, som hun sad foran ham på bordet. "Prøv at se på dig! Du har trukket mig rundt i manegen som en halsende hund lige fra starten, og så sidder du dér og fortæller mig, at du er panisk angst for dyr uden rygrad?" Han tog stadig klukkende endnu en tår af sin øl og løftede et øjenbryn af hende, så hun ikke skulle være i tvivl om, at selvom hans ord var pakket ind som en stikpille, var de i virkeligheden et kompliment.

Mens Treston’s ansigt flækkede i en højlydt latter, sad Sedna med et helt neutralt udtryk og betragtede hvordan hele kroppen gav efter for rystelserne grinet førte med sig. Det alvorlige blev ikke ved med at ligge over hende. Latteren i sig selv var smittende, men hun tog heller ikke sig selv mere højtideligt end at hun godt selv kunne se, hvor komisk det var at den ene ting, der kunne få hende til at stikke i et rædselsfuldt hvin, var en geleklump, der sjældent kunne holde til at blive rørt ved.
Med et grin puffede hun mod hans ben med sit eget. ”Ja ja, grin du bare Treston! Du har tydeligvis ikke set hvor store de kan blive.” øjnene spærrede sig teatralsk op, med øjenbryn der understregende hævede sig, som var det alt god grund til hendes frygt for et dyr uden hjerne eller rygrad. Helt ærligt, hvem kunne stole på et hjerneløst dyr? Det kunne da ikke blive mere utilregneligt, det måtte han da kunne forstå?
Varmen fra mjøden havde efterhånden spredt sig godt rundt i kroppen, så det summede behageligt helt ud i fingerspidserne på hende. ”Jeg har en, hvis jeg selv skal sige det, ret fantastisk samling af pudset sølvtøj.” fløj det ud, uden yderligere omtanke og med drillende vippende øjenbryn. Det var nok affødt af tanken om at i aften med størst sandsynlighed, ville være første og sidste gang de ville være i hinandens selskab, at Sedna tillod sig at dele lidt mere af sig selv med ham? Han havde spurgt efter hemmeligheder, så hemmeligheder skulle han få.

    "Hold da op!" udbrød han med et par øjenbryn, der kravlede helt op under krøllerne på ham. Hun så dejlig ud, som hun sad dér, med et drillende ansigtsudtryk og rødmen fra mjøden i kinderne, og han havde lyst til at række ud - trække hende tættere på. Køre hånden igennem hendes hår og røre ved hendes glatte, mørke hud. 
    "Nu kommer sandhederne sandelig på bordet, skal jeg love for! Og hvilke sandheder! Det næste, du fortæller mig, er vel, at det er en samling, du har fået fra taknemmelige, små skovalfer! Eller at din frygt fra gopler er opstået, fordi du stjal gopeldronningens sølvtøj og de jagtede dig hele vejen tilbage til overfladen!" Han tog en chance, lænede sig forover og lagde med armene krydset albuerne op på hendes knæ, så deres ansigter kom tættere på hinanden.  "Jeg har på fornemmelsen, at du har mange historier at fortælle, Sedna, og jeg håber, at du har lyst til at dele nogle flere med mig."