De grå skyer hang tungt i dalen denne formiddag, og morgentågen så ikke ud til at ville give slip på jorden. Venus kunne ikke se særligt langt frem for sig. Skovgrænsen kunne hun se, så bred var vejen heller ikke, men ikke langt inde mellem træerne flød stammer, gran og dis sammen til en mørkegrå masse. Hun kunne ikke mærke kulden, det kunne hun aldrig, med mindre hun var ved at løbe tør for chakra, men fugten var hun ikke immun over for, og den fik alt til at føles klamt. Og det faktum at hun færdedes alene med undtagelsen af en kærre trukket af et gammelt æsel, at hun ikke kunne se noget, at hun ikke kunne høre noget, og at området var berygtet for røvere, banditter og *gulp* vampyrer, skræmte hende ikke. Slet ikke.

Hun trak sig lidt tættere ind mod æslet, hendes eneste beskyttelse: ”Kom så Fyrstesen, vi skal videre,” mumlede hun og fortsatte mod øst til hun nåede en korsvej. *En korsvej? Der skulle ikke være… Hvor er vi?!*

Lyden af hove fik de spidse, lilla ører til at vibrere. Dernæst fulgte de tofarvede øjne, deres kurs rettet mod der, hvor lyden var sprunget frem fra. Ord, stadig utydelige, sneg sig ind imellem alskens træstammer, der for et menneskeøje øjensynligt var forsvundet i den tætte tåge. Det var bare ikke tilfældet for mørkelverhannen, der havde siddet i ro og mag, og taget sig et velfortjent hvil.

Det var et sats at blive siddende – hvem vidste, hvem Stemmen tilhørte? Uden tvivl et væsen af hunkøn, men…

Malon rejste sig og trak kutten henover hovedet, så hans arrede og mørke ansigt blev skjult under hætten. Dernæst tog han et tøvende skridt frem, anstrengte sin hørelse – var hun på vej mod ham selv?

Tågen havde været så tæt, at Venus ikke havde opdaget vejen blive smallere, eller hun havde taget den forkerte sti for lidt siden, eller at hun slet ikke var på vej direkte mod øst. Hun kunne flyve op og se? Men dalen var enorm, træerne var høje, og hun ville ikke efterlade Fyrstesen. et øjeblik stod den rødhårede krystallisianer og overvejede sine muligheder nogle meter fra korsvejen. Nej, der var vel intet andet for end at fortsætte. Hun kunne i hvert fald ikke blive her!
Langsomt, hovedsageligt fordi Fyrstesen fornemmede hendes stigende uro og var begyndt at være modvillig, trak Venus afsted med kærre og æsel, til de nåede krydset. *Et vejskilt! Chance være lovet...* Man havde lov at være heldig. Sådan da. Venus god mod vejskiltet i håb om, at finde den rigtige sti. Hun havde ingen anelse om, at Malon var i samme retning.

Malon anstrengte sin hørelse og vendte sit tildækkede ansigt i retning af de spæde skridt, der lød igennem tågen. Endnu ikke kunne han se hvad, der var på vej i hans retning og havde dagen været en hvilken som helst anden, en der var mere Malons…

De tofarvede øjne gled ned af den beklædte krop, hvorunder han blødte fra et sår i sin ene lyske. At stikke afsted ind i skoven og derved forlade det, der var på vej til at ske, virkede ikke længere som en mulighed. Han var ikke sikker på, at hans krop ville tillade ham flugten. Desuden – des nærmere skridtene lød, des mere gik det op for mørkelverhannen, at han øjensynligt ikke var stødt på et fjendtligt væsen. Der var i hvert fald en kærre og et trækdyr tilknyttet, hvormed…

Malon sukkede og vendte rundt, stadig skjult under den store kappe. Han måtte lade skikkelsen se ham. Der var ikke andet for.

Venus havde øjnene på vejskiltet de første skridt og lagde ikke mærke til, hvordan træerne bag skiltet blev tydeligere og slet ikke, at en af de mindre lige stammer ikke var en stamme overhovedet. Først da Venus var helt henne ved vejskiltet og derfor helt henne ved den fremmede skikkelse, så hun Malon og sprang tilbage af forskrækkelse.

Manden, hun så, var mindst et hoved højere end hende, klædt i en brunlig kappe, der dækkede hans ansigt. Selv om hun ikke kunne se, at han var mørkelver eller arene i hans ansigt, var der intet, ved hvor de var, eller at han måske havde sneget sig ind på hende, eller at han ikke havde sagt noget, der fik hende til at føle sig tryk ved ham. Hun tøvede. Men han havde heller ikke angrebet dem. Ville en landevejsrøver ikke det? Menneskers næser var ikke så fintfølende, som elveres var, men der var nok blod til, at lugten af jern nåede Venus' næsebor efter lidt tid. Hun rynkede uforstående brynene og så efter kilden. *Blod? Men hvor...* De forårsgrønne øjne søgte og fandt hurtigt, hvad de ledte efter - en rød plamage på mandens tøj. Hun spærrede øjnene op og så nervøst på Malon, men han havde ikke gjort hende noget, og hun ville ikke bare efterlade ham her. "D-du bløder... H-har du brug for hjælp?" stammede hun nervøst, men trådte alligevel et halvt skridt frem mod den fremmede. Hun var klar til at løbe hvert øjeblik.

Malon bandede mumlende under et tungt suk. Naturligvis skulle denne kvinde – menneske? – opdage blodet, der løb som store dråber fra hans lyske. Hendes forfærdede blik måtte være forårsaget af den erkendelse og ikke det faktum, at hans hud var mørklilla og hans øre spidse. For blot et øjeblik – et ganske, ganske kort et af slagsen – tillod Malon sig at håbe på, at hun ville blive knap så forundret, skulle hun se hans ansigt under hætten, men så snart tanken havde indfundet sig, måtte han himle med øjnene i sit skjul.

Naturligvis ville det ikke forblive sådan.

”Jeg er – under omstændighederne okay”, svarede han, hans dialekt ikke i nærheden af at matche hendes egen; et faktum Malon var krampagtigt bevidst omkring. Mon hun var alene? Kunne han slippe fra hende i sin nuværende tilstand og forsvinde i tågen? ”Men jeg takker naturligvis. Skal jeg pege Dem i retning af…?” Malon tav og lod ordene hænge i luften. Det var absurd – nærmest som en drøm. En følelse eller fornemmelse, tågen ikke gjorde noget for at eliminere.