Beboelseskvarteret, men ikke den snuskede ende, der hvor folk må ligge og slikke rendestenen i håb om at få krystaller hjem til dagen. Nej, dette var den fine ende, der hvor at der voksede flotte efeu op af de nydelig passede mure. Der hvor man kunne mærke hvor drømme blev til virkelighed, fordi at krystallerne aldrig ville være et problem.
Eller? 
Lige som alle andre steder, var der altid hemmeligheder. Der var altid problematikker, som dem i slummen ikke ville kunne forestille sig. Men, gjorde det dem så bedre eller dårlig stillede? I den blonde kvindes optik, så betød det bestemt at de var bedre stillet. Lige meget hvor meget de dansede om den varmegrød, ville de stadig kunne sætte mad på bordet. De ville kunne stadig have brande til vinteren, og derfor ikke stå til risiko for at dø af kulde eller hungersnød. 
Men det var ikke derfor hun var der nu, nej - denne nat, som hun sad i en skøn lænestol og ventede. Der var det af et andet ærinde, hun havde en aftale med en mand. At han ikke vidste, at de havde denne aftale. Ja det kunne de jo altid snakke om senere. 
De slanke fingre, legede med olielampen der stod på det flot udskåret ahornbord. Forhåbentlig kom han hjem om ikke så længe, og hvis hun var endnu mere heldig, så ville der ikke være en fuld kvinde på hans arm. Det var efterhånden set et par gange, hans store afhængighed - hvilket fik hendes næse til at rynke sig sammen. Ja ham om det, det var jo heldigvis ikke derfor hun var der. Nej, det var for at fremligge et tilbud han ikke ville kunne sige nej til, eller rettere - han nok ikke ville sige nej til.
Hendes ene ben lagde sig hen over det andet, som gjorde hun måtte skære en lidende grimasse. Smerten fra faldet var stadig utåleligt, fik hun ikke de rigtige smertestillende. Trods det havde været nogle umådelig dygtige healer, som havde set på hende. Havde skaderne været så voldsomme, at de ikke havde kunne tage det hele.
Hvilket også var grunden til, at en flot udskåret stok stod mod marmorgulvet og nu havde begge hendes hænder hvilende på det - så snart han trådte ind af døren, ville hun dog tænde lampen.
"Velkommen hjem Airdan"

Ifølge Airdan havde dagen været en forfærdelig en af slagsen – der var nemlig ikke sket noget som helst, der var værd at reflektere over. Den var fløjet af sted med kedelige og ligegyldige handelsmøder, en forretningsfrokost på en af byens finere etablissementer og dernæst middag hos en adelig familie, der var ligeså intetsigende som gennemtæsket sandpapir. Airdan forventede derfor heller ikke, at aftenen skulle vise sig megen anderledes, for spænding kom, i hvert fald i hans optik, hånd i hånd og flere gange om dagen.

Da han trådte ind i sit overdådige byhus kunne hans kunst – der bestod af alskens sensuelle skulpturer – ikke engang fascinere ham og det var med et suk, at han smed sin kappe fra sig i gangen.
Med al intention om at ligge ligegyldighederne fra sig, spankulerede Airdan ind i den officielle stue med kurs mod overetagen, da lyset pludselig brød i brand og afslørede –

”Og velkommen til dig miss Evlyn Crane”, hilste halvelveren med et vaskeægte tandsmil, der fik hans smilehuller til at poppe frem på de fine kinder. Airdan var stoppet brat op og betragtede nu den lyshårede kvinde med gnistrende øjne. ”Sikke en overraskelse! Det havde jeg ikke ventet!” 

Hendes ansigt skar en grimasse, som han sagde hendes navn. Mest af alt, den måde han sagde det på. 
Hun lænede sig frem mod ham, og lænede sig mod hendes stok. Overvejede kort om hun skulle rejse sig, men smerten i det højre ben og hoften fik hende dog til at blive siddende. 
“Mmh, håber det betyder at det var en god overraskelse” hendes blik gled ned over hans skikkelse, som hun tog ham ind. Mest om hun kunne gennemskue hvor hans hoved var henne denne aften, om der var sket noget som kunne betyde at han ville han hældte mere til den ene retning end den anden. Selvfølgelig havde Evlyn sørget for, at han ikke ville sige nej - men hvis hun kunne få ham til at blive en del af hendes klan, uden at bruge beskidte kneb - så var det at foretrække. 
“Så, kunne det tænkes at du ville tilbyde din gæst noget at drikke?” Spurgte hun med næsten en kælende stemme, som hun lænede sig tilbage i den bløde lænestol, og lagde det ene ben over det andet. Hvis hun skulle være ærlig, virkede det næsten som om at halvleveren faktisk var glad for at se hende.
“Hm, lang kedelig dag, eller er det normalt at du ligner noget katten har slæbt med ind?” Startede hun ud med, mens hun betragtede hvordan han gik rundt - hvad han lavede, ja hans mindste træk i ansigtet, hvordan hans fingre bevægede sig. Hun ville ligge mærke til det hele.

Airdans smil antog brat en ganske anden karakter og de ord, der dernæst fulgte, cementerede det unægteligt: ”Det er selvfølgelig altid en god overraskelse, når det er dig.” En lavmælt og blød latter fulgte troligt efter, for man kunne sige meget om Airdan, men dum var han trods alt ikke og han vidste, at de flødeagtige ord ikke gjorde den blonde kvinde hverken mere eller mindre medgørlig. Der gik derfor heller ikke længe før, at Airdan tæmmede sit smil og nikkende gik i gang med at finde forfriskninger.

Efter at have skænket dem begge et glas af den fineste whisky, satte Airdan sig mageligt til rette ved siden af tyvenes dronning. ”Du såre mig nu. Synes du virkelig, jeg er hæslig?”, spurgte han, hvorefter de let violette øjne landede kælent i Evlyns koralblå. Airdan vidste så udmærket godt, at han ikke havde besvaret hendes spørgsmål, men –

Han var jo ikke en dum mand. Evlyn opsøgte ham ikke for fornøjelsens skyld – selvom han da ellers havde givet hende tilbuddet adskillelige gange og kunne garantere tilfredsstillelse – og Airdan havde ikke i sinde at give mere end hvad han ville tage.

Hun fnøs og rystede på hoved, men ikke uden at et lille skævt smil havde formet sig på læberne. Lige meget, hvor lidt det hjalp at smigre hende. Var det altid rart at høre sådanne ord, især med det år hun havde haft. Eller bare, halve år - ved Isari, havde det ikke været længere end det? 
Hun tog en dyb indånding, som hun kiggede ud i luften - tabt i de minder som lige så stille begyndte at forme sig foran hendes øjne. 
Hun havde mødt Airdan Adorellan første gang, da hun var ankommet til Dianthos. To år siden nu? Utroligt hvordan tiden fløj afsted. Da havde hun været en helt anden, en sprudlende kvinde med liv i øjnene og et smil på læberne. Hun havde stjålet en struds ved zalan da! Løbet gennem byens gader, grinene så højlydt at hendes mave havde truet med at springe. 
Hun havde mødt mennesker, som var forbandet til at blive en lille gul fugl. Og hver gang han nyste ville han så komme ud af formen igen - nøgen. 
Men dette var ikke mødet med Airdan, nej. Mødet med halvelveren, havde været under et kup af en juvel besat datter som en rubinisk prins havde taget med på hans handelsrejse. Rygterne var gået at en anden tyv også var ude efter den, så hun havde ikke kunne dy sig. 
I skumringstiden, lige inden solen var gået ned, havde Evlyn allerede brudt ind på værelset. Alle vidste, at det var den farligste tid at begå indbrud. Ingen ville være dumdristige nok til sådan et nummer, ud over den blonde kvinde. Som havde siddet på taget med kniven i hånden, afventende. 
Rigtig nok, da solen var gået ned, havde hun set en mørk skikkelse der havde kravlet op af bygningen. Han brød vinduet op, stilfuldt, det måtte hun indrømme. Hans stil havde hun altid beundret. 
Det var med at grin, at hun havde vendt sig på hoved og piftet lavmælt af ham. Er det den her du mangler? Og da var jagten gået igang. Hvor mange gange havde han ikke forpurret hendes planer, såvel hun hans? 
Men hver gang hun havde spurgt om han ville være en del af hendes klan. Havde hun altid fået det samme svar, nej.
“Hm, det ved jeg ikke -“ hun vente tilbage sig mod hans violette øjne, der sikkert ville skinne som den smukkeste lavendelfarve i lyset. Mærkede gyset der gled gennem hendes krop, som de næsten betragtede hende kælent. Havde nogen nogensinde kigget sådan på hende? 
Hun sank mundvandet og lod sin tunge glide hen over læben. Tog glasset og kylede alt indholdet ned i hendes svælg, hvilket nok var en hedningsgerning når det var så dyr en alkohol. 
Med en grimasse af smerte, rokerede hun rundt på hendes ben. “Måske et bad ville kunne hjælpe på det? Jeg er dog ikke sikker i dit tilfælde.” Kom der, som hun blottede hendes tænder i et gavtyv smil. 

Airdan grinede, lavmælt og blødt. ”Vil du med i bad?”, spurgte han, smilende, til trods for glasset der ellers hvilede mod hans hjerteformede mund.

Ikke lang tid efter bundede Evlyn glasset af den dyre, ravgyldne væske men Airdan syntes ikke at blive fornærmet. Faktisk virkede det som om, at det morede ham gevaldigt, for smilet blev stødt bredere og han klukkede, hvorefter han rejste sig. Uden et ord skænkede han Evlyn et nyt glas og forblev denne gang stående, hvilende op af det imponerende egetræsbord.

De violette øjne gled henover Evlyn og denne gang var der ingen kælne gnister. Det kunne man trods alt ikke mønstre fuldstændig, når kvinden i grunden var så forslået, som hun. Hvad han dog sagde, blev sagt med noget, der var lige dele spøgefuldt og alvorligt; som var det i virkeligheden ikke dét han spurgte om.
”Jeg skal nok være forsigtig, hvis du har ondt?” 

Det gav et ubehageligt sug i hendes mave, som han spurgte om hun ville med i bad. Men hun formåede at holde hans blik, og det skæve smil begyndte at forme sig yderligere hen over hendes læber. Selvom at hendes ansigt udgav alt andet end det hun følte rumstere i hendes indre. 
Hendes blik flakkede dog, som hun prøvede at deducere hvad det var han mente, da han sagde han nok skulle være forsigtig. Var han alvorlig, eller prøvede han bare at trække hendes ben? 
I den forstand, valgte hun at mene han blot prøvede at hive en sæk over hoved på hende. Han kunne bestemt ikke mene det. Eller kunne han?
Hun slog en latter op, og lod fingrene glide rundt omkring glasset han kom tilbage med. 
"Tak" sagde hun, som hun tog en tår. Denne gang valgte hun ikke at bunde hele glasset som hun havde gjort før. Det var måske også for voldsomt. Selv en hærdet dranker som Evlyn, forstod hvornår man skulle holde igen. Selvom hele situationen vækkede lysten, til blot at glemme alt bag de gyldne dråber i glasset. 
"Du er godt nok sjov? Kzar Mora fryser over, før at du får mig med i bad. Om jeg så har ondt eller ej." hendes læber blev smalle for en kort stund, inden hun slikkede dem og drak yderligere fra glasset.

Airdan smed prompte begge af sine fine hænder i vejret i en gestus, der talte sit tydelige sprog: Jeg overgiver mig.
Den ene hånd formåede til stadighed at holde fast i det fine krystalglas, men de spøgefulde gnister svandt ind og blev til ingen ting. Han huskede nu Evlyn som en spøgefugl selv, eller måske mere som en rapkæftet kvinde, hvis mundtøj ofte fik ben at gå på. Noget havde dog forandret sig, så meget skulle det gå op for Airdan, og han tømte sit eget glas før, at han satte det fra sig. Hans bevægelse resolut.

”Men hvis du ikke er kommet for at hygge lidt om mig, så må du være her af en anden grund”, sagde han, hans stemme nu mere afmålt og professionel; den han så typisk antog, når han sad i forretningsmøder. ”Jeg har jo sagt nej til dit ellers så fine tilbud en alskens gange, så det kan vel næppe være derfor, at du er her nu?” Airdan hævede et sort øjenbryn, tydeligvis en smule skeptisk ved den konstatering. Hun havde trods alt ikke taget et nej før.

Hun lod de blå øjne betragte den gyldne væske, som cirkulerede blidt rundt i hendes krystalglas. En af de ting, som altid havde irriteret hende ved halvelveren der sad ved siden af sig. Var at han altid formåede at kravle under huden på hende, om det så var på den gode måde eller dårlige måde. Ville hun slet ikke give sig selv lov til at tænke over. 
Hun tog en dyb indånding, som hun tog endnu en tår af væsken der lagde sig i hendes gane. En sød og let smag, der fortalte hende for dyr en whiskey det var hun sad og drak. 

"Hm, du er skarp Airdan" sagde hun med et smil, mest at han valgte at opgive. Hendes øjne spillede lidt ekstra, som hun lod dem glide over på hans skikkelse. Det var næsten uretfærdig hvor køn en mand han var. Som en kunstner, kunne hun ikke andet end at sætte pris på hans træk i ansigtet. 
"Og selvfølgelig er det da derfor jeg er her nu, som du ser - er jeg ikke ved min fulde kræft, og jeg har sådan brug for en hjælpende hånd - en som virkelig er god til hans job. Næsten lige så god som jeg." hun drejede sig i stolen, så hun kunne se ham bedre. "Så hvad siger du, for jeg har på fornemmelsen jeg kan få dig til at sige ja i dag."

Airdan nåede at tæmme sine øjne, forinden de vendte sig mod himlen. ”Det er en irriterende vane, du har dig der”, lød svaret prompte og i en mumlen, tæt efterfulgt af et tungt suk. Tonen var derudover også sarkastisk, for det var umådelig irriterende, at den blonde kvinde tilsyneladende ikke ville give op. Hvor ofte havde han ikke afvist hende? Og hvad regnede hun med havde ændret sig – hans gode humør?

”Jeg kan give dig samme grund som alle de andre gange, Crane – jeg vil ikke være nogens skødehund og jeg arbejder alene.” Airdan sendte hende et sigende blik, hvorefter han drejede rundt på hælen og satte sig til rette bag det store skrivebord. Halvelveren foldede sine smykkebeklædte hænder under hagen, tilsyneladende ikke mistroisk overfor dét, Evlyn ellers syntes at insinuere –

Han havde jo været så forsigtig.

”Hvorfor bliver du ved med at forsøge? Er du i virkeligheden lidt forelsket mig?” Airdan skyndte sig at smile, men det var et tomt et af slagsen. Han mente heller ej sin påstand, for det var trods alt tydeligt for enhver, at de to bekendte i grunden ikke rigtig brød sig om hinanden.

"mmmhm, og alligevel sender du mig aldrig væk når jeg kommer." sagde hun kækt tilbage, og betragtede hvordan han rejste sig og gik over og satte sig bag hans store skrivebord. Det som der skreg af magt, og den magt han udøvede. Altid havde det forundret hende, hvorfor denne mand var en tyv. Hvorfor han valgte at stjæle fra de mennesker, som han også lavede handler med. Hvad var det, som der drev ham? Det ville hun gerne have at vide, måske de kunne have en behagelig samtale, og på den måde kunne hun overbevise ham? Så behøvede hun slet ikke tage beskidte kneb i brug. 

"Skødehund? Hvem har dog snakket om, at du skulle være nogens skødehund?" sagde hun med mild forundring, som hun lænede sit hoved på skrå og betragtede ham med hendes store koralblå øjne. Hun tog en dyb indånding, og lod blikket glide ned i den ravbrune væske, som hun fik til at cirkulere ved at køre hånden let rundt. 
Hun sank hurtigt, da han spurgte om hun var forelsket i ham. Og hendes øjne fløj hurtigt op mod ham, tydeligvis overrasket over den antagelse. Men slappede fysik mere af, da det gik op for hende at han ikke mente det. 
"Hm, nok ikke." sagde hun med et let grin, og skyllede det ned med resten i glasset. "Hvorfor stjæler en mand som dig Airdan?" spurgte hun endelig, og kiggede nysgerrigt på ham.

Airdan smilede men det var forceret og hastigt forsvundet igen: ”jeg går og håber på, at vi en dag kan tale sammen foruden… den her lille evighedsting du har gang i”, svarede han prompte, velvidende Evlyn havde ramt hovedet på sømmet – han sendte hende aldrig væk. Og de havde haft lignende samtaler, hvor hun var vendt tilbage til, ja hvor end hun boede, med samme resultat som de forrige gange. Og det var ikke synderligt smigrende. Airdan vidste godt, at det ikke omhandlede den så karakteristiske følelse, men snarere det faktum, at Evlyn var… lidt ligesom mig. Mere som mig end nogen anden jeg kender.

”Jeg er jo trods alt min egen chef, som tingene står lige nu. Også i mine aktiviteter udenfor firmaet…”, svarede Airdan uden tøven. Der var ingen grund til udenomssnak, for Evlyn kendte trods alt til, hvad end der kunne opstøves af snavs på Airdan Adorellan. Dernæst faldt hendes næste spørgsmål, et hun aldrig før havde stillet ham.

Airdan sad tavs for et langt øjeblik, alt imens de violette øjne lå tungt på Evlyn. ”Fordi de fortjener det.” 

Med et lavmeldt støn, rejste hun sig langsomt op fra stolen, hun ellers havde siddet så komfortabel i. Og trods for at hun egentlig ikke burde bevæge sig så flydende, formåede hun alligevel ganske katteagtigt at gå hen mod hans skrivebord.
Hun lagde den flotte udskåret træstok, hen over bordet og brugte stadig støtten fra hendes hænder mod hans skrivebord.
"mmh, men har du mine muligheder?" spurgte hun langsomt, nok var hans en handelsmand. Men hun havde ruter fra norden, til Azurien, Dianthos til Rubinien. Også havde hun også ruter ud af Krystallandet. Hun havde taget alt dette, fra dæmonen der havde brugt århundrede på at stable det på benene. At det havde været så nemt, var næsten tankevækkende. Og måske en anelse alarmerende? Det, måtte være et problem for fremtidens Evlyn. 
"Og hvorfor skulle vi så ikke være sammen om at få dem til at få hvad de fortjener?" spurgte hun, som hun lænede sig hen over bordet mod ham. Med hendes blonde fyldige krøller der lavede en kaskade ved siden af hendes ansigt.

Airdan betragtede Evlyn kæmpe sig vej op af stolen. Selvom hans ansigt umiddelbart ikke afslørede de bekymringer, han i grunden sad med, var det heller ikke blottet for empati. Selv var Airdan en forfængelig mand – han brød sig ikke om at have ondt – men den blonde kvinde havde tydeligvis undergået en eller anden grusomhed, siden deres sidste møde.

Og dog var hendes øjne vågne.

Airdan trak lidt på den ene skulder og lænede sig mageligt tilbage i stolen. ”Hvad skal jeg med forbindelser?”, svarede han, hvorefter han hævede begge af de sorte øjenbryn i en sigende grimasse. Han beholdt jo trods alt alle sine tyvekoster for sig selv og havde ikke nogen grund til, at de skulle på en farefuld rejse. Airdan solgte dem ikke og selve kuppene var en sport for ham.

”Hvad ville jeg få ud af det, Crane?”

Hun sukkede, da det var tydeligt, at han skulle overvindes med andre metoder. 
Måske havde hun prøvet at sælge ham på de forkerte idéer?
Hun gik rundt omkring bordet, og satte sig foran hans stol på bordet. Hendes øjne betragtede ham næsten kælent, som hun lænede sig frem på stokken. “Hvad du ville få ud af det? Foruden mit fantastiske selskab? Du må indrømme, jeg er da en ret flot bonus at få med i aftalen, ikke?” Sagde hun med en selvtillid, der slet ikke eksisterede i hendes krop. Langt fra, hvis hun skulle være helt ærlig. Der ville nok altid være stemmen nu, der ville fortælle hende hun ikke var en kvinde værdig for nogen. Siden at dem hun havde troet var dem som skulle passe på hende, egentlig slet ikke var der når det så virkelig galt. En gang forrådt, altid forrådt. 

“Så forestil dig det således, jeg kan give dig adgang til kup du aldrig har hørt om, kup du har drømt om. Muligheder, inde for ting du kan få lov til at stjæle og hvis du hellere vil beholde dem selv. Kan vi jo bare lave en aftale, du har jo rigeligt af krystaller, så du kan blot betale mig som.. værende en guide inde for det rigtige kriminelle miljø, og en gang imellem giver du mig information omkring dine egne forbindelser.” Tungen gled hen over hendes læber, som hoved lagde sig en anelse på sned. Den idé, kunne da ikke være til at sige nej til.

Airdan lænede sig tilbage i den magelige lænestol i samme øjeblik, at Evlyn kantede sig vej forbi og støttede sig op af skrivebordet. Han lyttede, hans violette øjne vagtsomme, alt imens en ensom pegefinger gled frem og tilbage henover den fyldige mund.
”Ganske nydelig, helt bestemt”, lød det, om end fraværende, og tæt efterfulgt af et overfladisk suk, der måtte vidne om hans forbehold til hele idéen. Dernæst blev Airdan dog stille og også hans blik forlod den blonde kvinde.

Det lød jo alt sammen meget godt – for godt – og det var nok i grunden det, der var problemet. Han forsøgte, at se forslaget fra de værst tænkelige hjørner og kanter, men dette var trods alt en verden, han ikke før havde betrådt med vanlighed.

Airdan skar en spæd grimasse og rømmede sig, tydeligvis ukomfortabel. ”Jeg er blevet røvrendt før – også en, der er ligesom os”, brummede han omsider, hvorefter Airdan skævede til Evlyn. ”Pax. Ulven. Jeg ved ikke, om du har mødt ham men han lovede guld og grønne skove - ganske overbevisende, skal jeg selv sige det og kostede mig i sidste ende et halvt års fortjeneste. Hvordan kan du sikre mig? Har jeg andet valg end at gå med på den her aftale?”

Hendes smil var ikke til at holde tilbage, ind til det gik op for hende hvilket navn han havde brugt. En skygge lagde sig hen over hendes ansigt, tungen fugtede hen over hendes læber. “Selvfølgelig kan du stille krav, spørgsmålet er om jeg kan efterleve dem; ydermere må jeg nok hellere informere at Proteaus indgår i en form for partnerskab med Ulvene, mest grundet fred - du ved. Men jeg kan forsikre om de ikke har indflydelse på vores aftaler, eller kommer til at have det noget givet tidspunkt.” Evlyn var næsten altid en ærlig kvinde, hun kendte konsekvenserne af ikke at være det. Og det sidste hun ønskede var at skabe en fjende ud af Airdan. 
Hun lænede sig en anelse frem mod ham, med havets dybe blik, der funklede som når solen ramte havets spejl. “Men du kan ikke bilde mig ind, du ikke er fristet til at se hvad jeg kan gøre for dig.” Alle kendte Evlyn Crane efterhånden, tyvenes ukronet dronning. 

Airdan kunne ikke, selv hvis han forsøgte, aflægge mere afstand til den blonde kvinde, der hele tiden syntes at invadere hans sfære med sit koralblå blik. Ikke, at han ikke brød sig om hende – eller hendes figur, for den sags skyld – men det gjorde det unægtelig sværere at tænke.

At Proteaus samarbejdede med Ulvene kom ikke bag på Airdan, men han himlede dog alligevel med øjnene, ganske enkelt for at gøre et eller andet der illustrerede, hvor lidt han brød sig om den affære.
”Du nævnte, at du har brug for en ekstra hånd –”, svarede han omsider, hvorefter han gestikulerede med en af sine, tilsyneladende skødesløst, som gjorde det hverken til eller fra. ”Hvad indebærer det? Hvilket kup snakker vi om?”

Og der var den, nu havde hun ham, helt og holdent i hendes hule hånd. 
Tungen gled ud mellem hendes læber, og slikkede dem kort, inden hun lænede sig langsomt tilbage stokken hvilede mod hendes ben, som hænderne begge støttede sig på det stabile egetræ. 
"Som du måske har lagt mærke til, kan jeg ikke selv klare de kup som jeg før ingen problemer havde med. Heldigvis, er det kun en kortvarig ting. Men, jeg har været i gang med et længerevarende kup, et gods der ligger ude i Medanien, en adelsmand der ikke viser sig for resten af omverden. Stor konspirationsist, og meget, meget paranoid mand. Men han sidder på en af de største skatte jeg længe har hørt om." hun puffede med hendes fod mod hans ene ben, blikket der gled ned over hans siddende skikkelse.
"Jeg har plantegningerne, jeg har kopiret nøgler, og jeg har redskaber for at gøre det nemmere for at komme ind. Men jeg har bare ikke muligheden for at gøre de mere, finesse ting som der er krav på." sagde hun og lagde hoved på skrå "hvad siger du Airdan?"

Airdan lyttede, tydeligvis interesseret i det, Evlyn fortalte. Han forsøgte heller ikke at skjule netop det faktum. Det var trods alt det, han brændte for – og brændte efter. Hvor længe havde han ikke siddet med sitrende fingerspidser og ild i sjælen, forinden han omsider havde bukket under for begæret og listet armbåndet ned i sin egen lomme? Så ofte havde han hørt om første gange og hvordan, man sjældent glemte dem eller helt kunne lægge dem fra sig, og når Airdan huskede sit første tyveri… det var præcis den følelse, han sad med. Der var ikke noget som første gang.

Omsider nikkede han. ”Du får det til at lyde nemt”, mumlede han, og selvom han ikke umiddelbart lignede en, der var imponeret, så var det netop det, han var. ”Jeg er med. Selvfølgelig er jeg med. Og fortjeneste – hvad får jeg?” Airdan skævede til den blonde kvinde, stadig tydelig i sit forbehold. ”Jeg vil nødig ende med at skulle redde hele firmaet fra konkurs. Igen.”