”Hr. Islington fra Islington Spiritus forventes at ankomme i morgen, omkring middagstid. Jeg forventer sin deltagelse Aina.” Ordene var sagt med en så dyb autoritet, der gjorde det klart at de var mere befalende end spørgerne. ”Javel papa, er der andet du ønsker af mig?” havde spørgsmålet lydt fra den unge komtesse ”Det var alt for nu.”. Med de ord fra hendes fader, havde Olive været på vej ud fra det mørke kontor, kun for at blive stoppet i døren ”- Jeg forventer naturligvis du underholder vores gæst, hvis han vælger at blive for en stund. Det er bedst for alle parter, hvis han forlader Iselinborg i godt humør. – Og Aina luk døren efter dig, hvis du vil være så venlig?” Smilende så hun tilbage mod den bredskuldret mand, hvor både skæg og tindinger var begyndt at vise alderens tegn, som sølvgrå skænk var at finde i et mørke hår. ”Naturligvis papa, jeg skal gøre mit bedste.” Den tunge trædør lukkede tungt i bag hende, før hun fortsatte sin færden gennem borgen, hvor tjenestefolk var i fuld færd med at gøre stedet endnu mere indbydende.

Dagen derpå havde mistet den lune varme, der ellers havde fat godt tag i det begyndende efterår. Den var i stedet både kold, grå og regnfuld. Regnen havde slået på ruderne allerede fra de tidlige morgentimer, uden tegn på at ville stilne af lige foreløbigt.
De granitgrå øjne var fæstnet på de gulbrune pergamentpapir, spredt ud over det massive mahogni bord, hvor Olive stod bøjet ind over. Indimellem søgte en af de slanke hænder ned ved siden af hende, hvor de begravede sig nussende ind i den sorte pels, på den ulvelignende skikkelse siddende ved hendes side. Skridt nærmede modsatte side af døren ind til kontoret, før lyden af knoer mod den lød. ”Ja?” lød det lidt højere end normal tale, for at være sikker på hendes godkendelse for at døren måtte åbnes, blev hørt.
En tjener dukkede op i den åbne dør ”Frøken Richelieu.” kom det fra tjeneren, med et lille buk før han fortsatte med grunden, hvorfor der var blevet banket på døren. ”Jeg ville blot informere Dem om at Deres gæst er på vej ind på gårdspladsen nu. Deres fader venter på ham og Dem i den store pejsestue.” først her løftede Olive sit blik ”Det er fint, tak. Vil De sige til papa jeg personligt vil tage imod vores gæst?” spørgsmålet var naturligvis ganske retorisk, valget var taget. Tjeneren nikkede tavst og blev med en simpel håndbevægelse shoo’et nonverbalt afsted.
Et enkelt pergament blev rullet sammen og kursen sat ned langs de lange gange, med skygge ulven følgende hendes side. ”Des bliv.” kommanderet hun med en rolig og fast stemme, nær en af buerne førende ind til foyeren, hvor denne Hr. Islington kunne træde ind når som helst. Desvre blev som befalet stående tilbage, mens dens ejer fortsatte ind gennem buen.
Den den ene hånd henover den der endnu holdt det sammenrullede gullig brune papir, stod Olive med hænderne foldet foran sig. Hun havde placeret sig omkring midten af rummet og ville på den måde være det første Henry ville se, når han trådte ind gennem de massive dobbeltdøre. Langs den ene væg stod 3 tjenere klar til at hjælpe ham af med overtøjet.


(Skyggeulven kan ses under Olive's ledager side og læses om under officielle KL-dyr ^^ i tilfælde af det skulle have relevans)

Henry Islington rakte hingstens tøjler til stalddrengen, hvorefter han tog den fornemme kasse fra sadeltasken. Der ville selvfølgelig blive sladret: hvilken handelsmand red til audiens hos hertugen frem for ankomme i karet? Måske var Henry ligeglad, måske var det en måde at markere, at selvom hans formue nu grænsede til en barons, var han stadig en del af lavfolket. Han ville aldrig opnå hertugens respekt ved at lade, som om han tilhørte overklassen - den slags kunne adelen snuse sig frem til som hestemøg under dyr parfume.

Nej, nu hvor han blev ført gennem den overdådige borg, var han mere end nogensinde stolt af sit ophav, og hvad han havde opnået. Han havde ikke meget til overs for adelen, hvis gulvtæpper kostede det samme som en fornem avlshoppe, og hvis gardiner kunne brødføde en bondefamilie i en måned.

Tjeneren førte Henry ind gennem et par massive dobbeltdøre og videre ind til en pragtfuld foyer. Vant dannede Henry sig hurtigt overblik over rummet, kiggede efter ting, som få lagde mærke til: potentielle flugtveje, om der var tegn på våben skjult i tjenernes beklædning. Nogen ville kalde det paranoid, andre særdeles praktisk med det selskab, Henry jævnligt holdt. Der var intet usædvanligt i rummet, men to ting overraskede ham: det store bæst af en skyggeulv, der holdt vagt henne ved buegangen, og den unge pige, der stod parat til at tage imod ham. Ja, ung kvinde, var det vel nok, han havde jo kneppet kvinder i hendes alder. Henry havde selvfølgelig gjort sit forarbejde og vidste, at hertugens valg på arving ganske utraditionelt var faldet på komtesse Olive de Richelieu - med en afdød bror, én i lysets hær og én, der havde flere muskler end hjerne, havde hertugen tydeligvis været desperat - men hvorfor tog hertugen ikke selv imod ham?

Henry satte kassen på gulvet, rakte sin vandtætte kappe til en af tjenerne og kørte en hånd gennem sit regnvåde hår. Så marcherede han hen til arvingen og bukkede, måske ikke helt så dybt, som etiketten krævede det, men nok til at vise respekt.
”Frøken Richelieu,” hilste han med sin dybe, lettere hæse stemme. ”Tilgiv mig, men jeg havde forventet at møde Deres fader.” Som altid gik han lige til sagen.

Det var svært ikke at bemærke at denne Henry Islington trådte ind i rummet med en helt anden aura end de fleste adelsmænd ville. Det var ikke Olive’s skikkelse der var det første til at møde hans grå øjne, men omgivelserne. Han gjorde det på en måde, hvor det ikke blev for åbenlyst, at han var ved at anskue sine flugtveje og mulige farer. Alligevel gik det ikke den yngre komtesses næse forbi, hun havde set dét blik før og kendte det alt for godt fra sig selv. Hun kun anerkende ham for at være kløgtig nok til at være forudseende, men noterede sig samtidigt at manden over for hende, var en man skulle træde varsomt med.
Hvad der dog var mest slående var at han ikke synede ældre, forventningen havde været en mand nærmere hendes faders alder. I stedet blev hun mødt af en mand. der ikke kunne være meget ældre end hendes ældste bror. En tjener greb den våde kappe, nært tabende en på gulvet, ikke forberedt på dens vægt og fik en svag uimponeret, trækning i den ene næsefløj frem.
Ja, det havde da været kønt, hvis deres tjenestefolk pludselige skulle vise sig at være så uduelige, at de ingen gang formåede at få rakt lidt vådt overtøj, uden at det skulle tabes på gulvet og så i deres gæsts nærvær…
Bukket blev besvaret med et nej, passende til den etikette stand forskellen påkrævede ”Hr. Islington.” Hilste hun tilbage med en blød feminin stemme. Hilsen var kort og formel, men stadig høflig. Han spildte ikke tiden. Et mørkt øjenbryn hævede sig fra dens vanlige position, i overraskelse over den så direkte facon han lagde op til ”Han afventer os i den store pejsestue, men De ville måske have foretrukket at blive modtaget af en anonym tjener?” spørgsmålet kunne virke ganske uskyldigt, men det havde alligevel en kant som var ment til at prikke lidt til ham. Ikke fordi hun forsøgte at drive spot mod ham, men fordi hun faktisk var nysgerrig på hans svar på tiltale. Det ville også være en let måde at få en idé om, hvor han stod. Alt efter om han valgte at lyve for at behage sin værts øregange med en benægtelse; havde han faktisk foretrukket sådan en velkomst eller ville han forsøge sig med at forklare han havde foretrukket Hertugen i Olive’s sted, med fare for at fornærme hende?

Henry betragtede den kønne pige, der tydeligvis var aristokrat ind til benet. Hendes kropsholdning og udtaleform vidnede om én, der var født med en guldske i munden, men også ansvarets vægt på sine skuldre. Og spørgsmålet, ja, det fortalte Henry, at hun var mere intelligent end den gængse syttenårige.
At hertugen var gået med til, at komtessen skulle tage imod Henry, var endnu et bevis på, at hun var en vigtig figur, arvingen til Richelieu. Henry var derfor nødt til at forblive høflig, det var trods alt vigtigt at holde sig på god fod med en kommende hertuginde, også selvom han ikke var interesseret i at tilbringe særlig meget tid med hende, når han var kommet for at få aftaler på plads med hertugen selv.
”Det er en ære, at blive modtaget af Dem, komtesse,” lød Henrys korte svar. Han var ikke interesseret i hendes underspillede ordkamp, som kvinder så ofte beherskede til fulde.
”Kan vi forvente Deres deltagelse til mødet? De er måske selv erfaren indenfor sprittens verden?” Han tvivlede stærkt på, at en syttenårig kvinde vidste noget om alkohol. Det gik jo direkte imod alt, en komtesse blev opdraget til. Men så igen, Richelieu virkede ikke som en familie, der klamrede sig til traditionerne.

Som en nysgerrig hvalp hørende en ukendt lyd for første gang, gled hovedet på sned. Gul, en meget svag gul farve strålede fra den mørkhåret mand, så svag at Olive knapt bemærkede den, men også kun lige knapt. ”Klogt svar Hr. Islington.” responderede hun med samme afmålte kortfattethed, som hans.
For første gang nået smilet de granits grå øjne med pigmentfejlen, hvor det satte sig i et udefinerbart glimt ”Jeg kan ikke bebrejde Dem i at have håbet på en anden modtagelse. Jeg ville ikke selv have forventet at blive modtaget af en datter til hertugen.” indrømmede hun overfor ham, men gjorde det samtidigt også klart, hun havde ikke købt et eneste af hans ord eller rettere oprigtigheden bag dem. ”Det kan De. -” svarede hun med et nik og en lille pause mellem ordene mens hun afvejede hans spørgsmål og svaret dertil ”- Jeg ved nok til at vide, hvad der gør sig som givende forretninger.” der var få ting i verden, der altid var salg i, spiritus værende en af disse og kødelige lyster den anden.
”Af rene formaliteter må jeg hellere spørger Dem, selvom jeg nok har gættet Deres svar, men ønsker De at tjenestefolk bringer kassen til stuen?” blikket fladt mod kassen ved hans fødder, men blev ikke hvilende længe, inden hun gestikulerede i retningen af buegangen og skyggeulven. ”Han gør intet.” forsikrede hun på forhånd, skulle Henry vise sig ikke at være begejstret for i ideen om at komme for nær Desvre.

Henry nikkede til frøkenen som det eneste svar på hendes uddybende kommentar om, at hun ikke selv havde forventet den slags modtagelse. Han gad ikke bruge tid på at vade rundt i formaliteterne, når der var vigtigere ting at diskutere.
”Det gør jeg selv,” brummede han og tog kassen i den ene hånd. Han ville ikke risikere, at en klodset tjener tabte den og smadrede indholdet. Den var tung, og Henrys muskler spændtes, da han bar den ved siden af Olive. De fulgtes ad i retning af buegangen, forbi skyggeulven, som Henry, trods Olives formaninger, holdt sig fra.
Inde i den store pejsestue bekendtgjorde en herold Henry og Olives ankomst samt præsenterede Oville Yves VII de Richelieu. Hertugen, en fornemt klædt mand, der på alle måder levede op til sin rang, nikkede smilende til Henry, som mærkede de sædvanlige følelser, der opstod i ham ved den slags møder: afsky over adelen og deres rigdomme, frustration over at være nødt til at smigre den slags mennesker for at komme frem i verden, og en uudslettelig sult efter at være på lige fod med dem.
”Deres Højhed,” brummede Henry og bukkede dybt.
”Velkommen til Iselinborg, hr. Islington,” udbrød hertugen og slog ud med armene i en velkommende gestus. ”Jeg formoder, min datter har taget godt imod Dem?”
”Bestemt. Jeg har allerede fået indtryk af, at Deres datter har en stor fremtid foran sig,” sagde Henry og betragtede den unge kvinde.

Olive havde pænt afventet Henry i at løfte kassen, inden hun ledte ham mod pejsestuen. Turen forgik ned gennem gangen forgik i næsten fuldkommen stilhed, kun lyden skyggeulvens klikkende klør og deres skosåler mod stengulvet, fyldte luften ud mellem dem. Den mørkhåret mand havde ikke ligefrem virket synderlig interesseret i at konversere unødigt, ej heller benytte sig af flere høflighedsfraser end højst nødvendigt. Det var lige dele forfriskende som det var frustrerende, en stille mand var ikke den letteste at aflæse. Selv med en fordel som at være en omvandrende løgnedetektor, lod hun sig ikke stole blindt på sin evne.
Hvor Henry standsede for at præstere sig med et langt dybere og korrekt buk, end det han havde præsteret ude i foyeren, skridtede Olive hen og tog plads ved siden af stolen Hertugen havde siddet i, inden han med udstrakte arme bød sin gæst og mulige forretningspartner velkommen. I skjul af sin faders blinde vinkel, lod Olive et øjenbryn hæve sig ved Henry’s rosende ord. De havde knapt udvekslet en sætning og her påstod han at spåede hende en stor fremtid. Det var de rene fedterier og Oville lod til at mæske sig i rosen af både hans datter og sit valg. ”Det glæder mig at hører.” lød det tilfreds fra hertugen, som kort lod blikket skæve over sin skulder mod Olive, hvis udtryk straks mødte sin hertugens blik med et smil
”Aina vil du ikke være så venlig, at tage to af krystal glassene herover?” spurgte han i en pænt indpakket befaling, der ikke nået at blive givet færdigt før end han atter havde vendt sig mod Henry, og gestikulerede mod den polstrede sofa overfor sin egen lænestol ”Tag endelig plads Hr. Islington, så vi kan komme til de vigtigere ting.” med de ord tog hertugen plads i det bløde sæde.
Olive havde responderet med et ”Jo papa.” inden hun fulgte Oville’s ordre, trådte mod fadet med krystal glas og karaffel stående oven på en skænk ved den ene væg.
Meget kunne siges om Oville Yves VII de Richelieu, en af det mere positive var at han var en benhård mand at forhandle med, men som alle dødelige og kødelige væsner havde han sine laster. Lige så glad han var for en lukrativ aftale, lige så glad var ham for de ravgyldne væsker.

Henry løj skam ikke. Han var en fremragende menneskekender, dels instinktivt og dels udviklet på grund af sin magiske evne til at se folks løgne, og han vidste, at Olive ville blive en magtfuld fyrstinde. Alene kvaliteter som takt, intelligens og et kønt udseende ville få hende langt. Hertugen var tilsyneladende begejstret over rosen, selvom Olive kun havde et hævet øjenbryn til overs. Bryder sig ikke om smiger, noterede han sig.

Med hænderne bag ryggen trådte Henry hen til den polstrede sofa og tog plads. Netop som Olive lydhør trådte hen for at forberede glassene, løftede Henry kassen op på sofabordet. Den var i smukt bearbejdet metal, og da han skød slåen fra og åbnede den, kunne man se et udvalg af ti små flasker med væsker i forskellige farver, liggende på rød velour. Desuden sad fire små glas fastspændt i foret.

”Tillader De?” spurgte han Hertugen, som et forslag til at de prøvesmagte hans spiritus i stedet for Hertugens, velvidende at han fratog komtessen sin opgave. Henry udvalgte en grøn flaske forseglet med et rødt vokssejl. Dernæst satte han tre glas frem på bordet og fordelte væsken i dem. Det var et sats, eftersom han muligvis fornærmede Hertugen ved at skænke for hans unge datter. På den anden side indikerede Olives tilstedeværelse, at hun skulle behandles ligeværdigt.
”Rubinsk vin lavet på druer fra Ruvella-provinsen. Deres Højhed.” Han rakte først hertugen et glas og dernæst Olive. ”Komtesse.”

Henry’s forespørgelse blev velmødt af et afmålt nik fra Oville ”Ja endelig, det er jo Deres vare vi skal snakke nærmere om.” svarede Hertugen, mens han så til da spiritus forhandleren lod metal kassens indhold blive afsløret. Kassen i sig selv bar præg af godt håndværk, men hvor der virkelig var kælet for detaljen, var dens røde indre, der luksuriøst præsenterede dens indhold.

Det var dog et modigt valg af den mørkhåret mand, da han i stedet for to lod tre af glassene fra kassen placeres på bordet mellem dem. Fornærmelsen det kunne føre med sig, kunne lede til at mødet mellem dem blev ganske kort, men Chance tilsmilede Henry i hans valg. Hertugen flyttede sig en smule nærmere stole sædets kant, med et interesseret blik i det han tog mod glasset. Vendte og drejede glasset mellem fingrene blev væsken studeret nøje med både næse og blik ”Er det vi ser her Deres fulde udvalg?”.
Henry havde frataget Olive hendes opgave, men det fik ikke lov til at sætte sig som en irritation da hun trådte tilbage og tog plads i stolen ved siden af Hertugen’s, inden hun blev budt et af glassene ”Mange tak.” først da Oville smagte på vinen, lod Olive den gærede væske ramme tunge og dernæst svælg. Overrasket over dens sødme, blinkede hun enkelte gange, mens hendes blik søgte fra glassets indhold, tilbage mod Henry’s ansigt ”Den er… Sød, men krydret?” selvom stemmen endnu var rolig, så spillede overraskelsen stadig i de granit grå øjne. Det var ikke uvant at Rubinsk vin havde en sødme, som man ikke fandt i vin fra resten af landet, men det krydrede var uforventet.

”Nej,” brummede Henry som svar. ”Dette er et eksklusivt udvalg af vin, portvin, whisky og mjød. Fremstillingsmetoden kræver tid og omhu, og mine producenter kredser ekstra meget for disse varer. Prisen er selvfølgelig tilsvarende.” Henry forventede selvfølgelig ikke, at en hertug ville være interesseret i at udbrede det billigt produceret sprøjt, som underklassen havde råd til, ej heller spiritus med magiske egenskaber og ulovlige urter. Den slags var bedre at holde særskilt fra de finere forbindelser.

Henry sendte Olive et anerkendende blik.
”Det er korrekt, komtesse. Vinen er fermenteret sammen med en smule nellike og anis fra Topalis-øerne for at tilføje en krydret smag. Hvis man er til stærkere varer …” Henry hev en lille flaske whisky frem. Han havde hørt, at Hertugen var exceptionel glad for netop denne spiritus. ”Har jeg netop produceret den første omgang af denne whisky.” Han skænkede atter i de tre glas, løftede og drak en tår. Denne whisky var røget som et bål og havde en stærk, bitter smag, der brændte ned gennem halsen – ikke at han reagerede det mindste på effekten.
”Tillad mig at tale direkte,” brummede Henry og lænede sig tilbage i sofaen. ”Vi er inde i fredstid. Økonomien vokser, landevejsrøveri og pirateri er minimalt, import og eksport rundt i Krystallandet er flydende. Det er grunden til, at en mand som jeg har succes. Dem, der forstår at gribe chancen, har muligheden for at opnå mægtige formuer. Til lenet. Familien. Arvingen.” Hans blik hvilede på Olive.

Nikkede lyttende lod Hertugen lod den sidste en tår af vinen ramme ganen, udtrykket var ikke at tage fejl af – den faldt bestemt i hans smag, et produkt hvis kvalitet satte baren for det resterende indhold i kassen højt, meget højt. ”Prisen er det mindste, så længe kvaliteten af produktet af hver en krystal værd.” glasset blev sat tilbage på bordet mellem dem og selvom Henry’s blik flyttede sig til hans datter, forlod Oville’s ikke manden over for sig. Det var da indtil han genkendte den lille flaske, med det ravfarvede indhold. Whiskyen faldt i langt bedre smag, en rigtig herre drik der skilte drenge for mænd – eller i dette tilfælde unge komtesser fra mænd.
Hun forsøgte virkelig at skjule den vrænge på næsen, der truede med at trække i næsefløjene op ad. Det lykkes da også ganske glimrende. Hvad hun ikke kunne skjule, var hvordan hun måtte undertrykke trangen til at spytte ud, men i stedet tvinge væsken ned. Bitterheden synes at overskygge den røget smag, sågar den brændende fornemmelse ned gennem halsen, brystkassen og slutteligt maven.
Nej, det var bestemt ikke den smag hun ville række ud efter en gang til, hvis hun kunne slippe.

”Hvor stor en kapacitet brygger De med Hr. Islington? En ting er at kunne efterleve kravet der er til det huslige behov, men som De nok er bekendt med er selv de mindste festligheder i adelen ikke… små.” hvis Hertugen skulle investere sine krystaller, så blev han nødt til at have en forsikring i, at den mørkhåret mand kunne levere og i rigelige mængder. "Jeg er villig til at invitere, meget, men jeg er ikke villig til at tabe det dobbelte eller mere til." en alvorlig streg trak sig over de brede øjenbryn i den korte pause han tillod sig at tage "Familien skal jo nok brødfødes - selv ved tab - det er ikke der min bekymring ligger og jeg ved det er svært at stille en sikkerhed, ja faktisk umuligt, men hvis ikke de kan levere rigelige mængder når krævet, så kan jeg stå til at tabe mere end enkelte krystaller.".

Henry var tilfreds over at høre fyrsten gøre det klart, at krystaller ikke var noget problem. De Richelieu havde tydeligvis røven fuld af penge, ligesom henry havde forventet. Det var ligeså tydeligt, at whiskyen faldt langt mere i fyrstens smag end i komtessens.

”Destilleriet huser indtil videre 10 tønder af denne type whisky, som er lagret i fem år. Det giver altså 2000 flasker alene i år, med 10 tønder hvert år fremover. Som De ved, smager whisky bedre, jo længere det er lagret. Såfremt whiskyen bliver en succes, kan kapaciteten forstørres. Det skulle altså være nok til at tilfredsstille enhver adelig komsammen.” Han skænkede endnu et glas af whiskyen og rakte til både fyrsten og komtessen.

”Destilleriet Islington er selvfølgelig mærket, men De vil få retten til at navngive den.” Et lille trick til at forsøde handlen. En magtfuld mand som fyrsten ville sikkert nyde at kunne fremvise en whisky, han selv havde navngivet, og dertil gøre ham mere ivrig efter at sælge og udbrede den.

”Tillader De, at jeg for et øjeblik taler forretningsmand til forretningsmand?” spurgte Henry, og ved fyrstens invitation, fortsatte han: ”Hvis De giver kapital, kan jeg sikre, at whiskyen flyder og dækker dit behov for de kommende mange år, hvad end der skulle ske af uroligheder i Krystallandet. Jeg foreslår, at De får 5 procent af salget.”

Det ville have været stupid at tro en Hertug slægt, så gammel som de Richelieu ikke sad på en formue, stor nok til at kunne brødføde landsbyer, hvis ikke at lommerne indimellem var lidt for dybe. Noget der ikke lod til at gøre sig gældende i tilfældet denne dag, hvor mørke drikke lod til at sløre dømmekraften på den ellers garvede handelsmand.
Olive drejede hovedet i retning af Hertugen, da han var hurtigt til at forsikre spiritus forhandleren om krystallerne nok skulle flyde i rigelige mængder. En kommentar som arvingen tydeligvis ikke anså for at være den bedste taktik, at lægge for dagen. For hr Islington var uden tvivl, som Oville var gået til dette møde med en tanke på, hvad der ville være en god handel for dem selv og hvor meget de hver især kunne strække sig fra den pris. En pris som Henry nu kunne skubbe mere til med den viden i hånden.

Hertugen lyttede med en svag brummen, som vendte og drejede ordene og ikke mindst i mageligt efter regnede på de givne tal. Kun for at lade ansigtet flækkes i et bredt smil, ved udsigten til at opkalde en whisky efter hans ønske. Den skæggede mand rettede lidt på sig i stolesædet, men nåede at blive afbrudt af Olive da han gjorde mine til at skille læberne ad.
”Hvordan kan de stille sådan en garanti Hr. Islington, hvordan kan De forsikre om at Deres produktion ikke vil lide under endnu en landeplage eller krig? Deres lager vil måske ikke være det første som plyndres, men når tragedierne rammer og alt ser stort ud, så vil selv de fattigste ikke fylde deres maver med billig vin og whisky. -” spurgte hun med et indgående blik rettet mod Henry, afkrævede for en uddybelse for hans løfte, inden hendes far valgte at satse hele eller halvdelen af familiens formue på alkoholiserede drikke ”- Det behøver ingen gang være krig, plyndringer eller landeplager, som kan sætte hele produktionen i stå eller væsentligt bagud. Noget så simpelt som en brand kan gøre det samme.”.

Netop som Hertugen flækkede i et bredt smil, der indikerede at handlen var i hus, åbnede den syttenårige komtesse munden. Det var efterhånden ved at gå op for Henry, hvorfor præcist han havde valgt Olive som arving. Hun var velovervejet og holdt hovedet koldt i situationer som disse, uden at lade sig lokke. Denne morgen, hvor han havde barberet sig med den skarpe ragekniv og tænkt over, hvad dagen ville bringe, havde han bestemt ikke forudset, at han skulle forhandle med en syttenårig. På nogle punkter mindede hun om ham selv som ung.

”De tager desværre fejl, Komtesse,” brummede Henry. ”Uanset om vi er i fredstid, eller krigen er over os, er efterspøgslen på spiritus den samme, lige meget hvilket samfundslag du tilhører. Når tiderne er gode, flyder alkoholen som blod i gaderne. I de sværeste tider vil behovet for at drukne sorger, skam og frygt være det samme. Selv mennesker fra de usleste kår, bruger hellere deres sidste mønt på et krus øl frem fra en luns brød.” Henrys stemme fik en hård kant. Det havde ikke været hans mening at diskutere politik, men det provokerede ham at høre en syttenårig, der var født med en guldske i munden, udtale sig som om hun vidste, hvordan verden var. Hun var vokset op på et slot, mens Henry havde levet i rendestenen, når altså ikke hans fordrukne far tvang ham til at arbejde i smedjen.

”Spiritushandel er et af de sikreste markeder, så længe man regulerer kvalitet og pris i forbehold til tiderne. Dertil er mit destilleri godt skjult, bevogtet af mænd, jeg stoler på, og opført i brandsikre materialer pålagt alkymistisk sikkerhedsmagi.”

Havde hun siddet som den pyntegenstand, så mange mente hun gjorde klogest i, ville Hertug de Richelieu og Hr. Islington med størst sandsynlighed allerede nu havde givet hånd på en aftale. Om hendes indskydelser satte en irritation i brystet på Henry, var ikke noget Olive bekymrede sig synderligt meget om. Hun var vant til færreste voksne, mænd særligt, bifaldt en syttenåriges højtsagte tanker og endnu mindre når denne syttenårige var af det svage køn. For dem der stadig var så hulemands indsnævrede i deres sind, at de så sådan på kønnene.
Ikke desto mindre var det ikke synderligt synligt udadtil, hos den ældre handelsmand. Hvis man da lukkede ørene for den brummende og hårde kant hans rettede hendes antagelser på. ”Ja naturligvis, det ved De trods alt bedre end jeg.” medgav hun uden den store provokation og uden det var tiltænkt at fornærme ham. Sandheden var at uanset hvor meget hun minglede sig med underklassen, så så hun aldrig det samme billede som en der havde måttet arbejde sig op fra bunden – eller hvor han så end var startet.

Intet, ikke så meget som antydningen af gult strålede fra Henry’s skikkelse, men det var ikke komtessens stemme der lød først efter hans. ”Aina?” kom det fra Hertugen, hvis blik ikke længere hvilede mod hans gæst, men afventende på tegn på sin datter. Så snart nikket var afgivet faldt opmærksomheden tilbage på manden overfor ”Det lader ikke til noget skulle stå i vejen for en aftale Hr. Islington. Jeg vil stille egne skibe til rådighed for fragt, sørger kapital til nuværende og fremtidig produktion.” kom det endeligt fra Oville, straks følgende trop af de næste ord ”Men hvad med at vi siger 10 procent af salget over Deres foreslåede 5?” modbuddet var ikke grotesk højt, men det ville stadig kunne mærkes og ses, hvis salget ville gå lige så forrygende som forventet. En kløgtig handelsmand ville vide at et bud altid blev givet højere end minimumet.Dette minimum værende 8 procent for Hertugen, 7 hvis han virkelig strak sig.

For Henrys skyld kunne Olive være klædt i fjer fra top til tå eller uden en trævl på kroppen, og han ville stadig tage hende seriøst på trods af hendes køn. Kvinderne i hans familie havde ben i næsen og var langt klogere end størstedelen af de mænd, han kendte. Nej, det var hendes ord, der provokerede ham, men han bed irritationen i sig, da hun tilkendegav sin enighed – og så var det emne diskuteret.

At beslutningen endte med at være op til en syttenårig, var Henry ikke vant til, da han tålmodigt betragtede hertugens afventende blik på Olive. Nikket kom, tilbuddet fremsat og prisen forhandlet, ligesom Henry havde forventet. Ja, hans respekt for hertugen ville ganske vist være sunket i gulvet, havde han ikke forsøgt at forhandle sig frem til en mere gavnlig aftale.

”7 procent af salget, og vi har en aftale,” endte Henry med at brumme. Efter lidt snakken frem og tilbage blev de to mænd enige. Hr. Islington var ikke en mand, der trak tiden ud, så han pakkede sin kasse sammen og rejste sig.

”En fornøjelse at gøre forretning med Dem, Deres Højhed og Komtesse. Jeg ser frem til at mødes med Dem igen.” Han bukkede høfligt, inden han vendte sig om og tog imod overtøjet fra tjeneren. Det havde været et ganske frugtbart møde, og Islington Spiritus var nu et skridt tættere på at sprede sine vinger over hele Krystallandet.