Når man som dæmon, havde været i fangenskab i mange år - et årti nok mere. Ville man så småt lære, hvordan man kunne sno sig rundt omkring aftaler. Og hvis der var noget denne dæmon var umådelig dygtig til, så var det at vride og flå og finde smuthuller man ikke troede var der. 
Hvilket var grunden til, at han ikke lige nu befandt sig i Mørkets borg på obsidian øerne - men på en krydsvej et sted tæt på Dianthos? Han kiggede op og så hvordan templernes tage ragede som de tårne de var op mod himlen. Ja, han var ved Dianthos - spændende, hvem var det så, der ville havde hans hjælp i dag?

De lilla øjne lagde sig på en kvinde der betragtede ham med skælvende hænder, hun var ældre - kedeligt, det ville sige at hun nok ikke var lige så lækker en sjæl når de ti år endelig var gået. Smart, tænkte han og kunne mærke gnisten der formede sig. Smart gammel kone, som der ventede til at hun alligevel ikke havde meget at leve for. Tårerne der begyndte at forme sig i hendes øjne, var nok fordi hun så sin elskede - sikkert en der var gået bort. Måske en søster? En mand, et barn? Hvad vidste han, faktisk var han ligeglad. “Så, hvad vil du have?” Spurgte han dovent, og følte sig egentlig ikke rigtig i stødet til at hjælpe nogen som helst i dag. Hvilket var derfor at han kun lyttede til med halve øre - “jaja, fint - om ti år kommer jeg, og denne kontrakt bliver forsejlet med et kys.” 

Han gik fra hende, med en ubehagelig fornemmelse i maven. Ikke grundet aftalen, eller at han ikke havde lyttet til hvad han havde givet hende. Om det overhoved var muligt, det rørte ham ikke. Nej, der var noget andet i gære, noget som trak i ham som han fortsatte fra krydsvejen hen mod skoven - noget kaldte på ham. Og han havde trods alt noget tid, før at han var nød til at komme tilbage til der, hvor han var blevet teleporteret fra. 
Og da han trådte ind i skovområdet hørte han stemmer, folk der diskuterede en sag - men det virkede også til at handlen var ved at være slut som to mænd slog hånd på det. Men hvad han betragtede var den høje knægt. Det askegrå hår, og det grå øje. Selvom at hans udtryk var så afslappet, skulle man ikke tro at det var et tumult af følelser der pludselig tæskede lyst i hans indre. 
Så der var han, knægten som han havde givet den rødhåret kælling der havde bedt ham om en aftale på ti år. Desværre havde han måtte vente tre yderligere år, grundet hendes snuhed der havde fundet en urt der havde afværget hans forsøg på at hente hendes sjæl. 
Men han, den lille knægt på tretten havde gjort det for ham - fabelagtigt.
Han ventede til de andre var gået, inden han trådte frem og rømmede sig - “En gang, havde jeg også sådan en farve hår, samme grå øjne - interessant, det er ikke noget man møder ofte.” Kom der med en kølig stemme, selvom der var et smil at finde på hans læber. Hans blå rober lo omkring ham, som de kunne være en handske. Perfekt tilpasset, med guldkanter syet fast - sorte læderbukser og støvler der passede til. Ved kraven kunne man lige skimte de sorte tatoveringer som der gled ned over armene og hans brystkasse. Dette var i sandhed en dag, som der viste sig fra alle sider, kanter og leder. 

”Du skuffer aldrig, Pax. Når du siger, du leverer, så gør du ved Zaladin også netop det!”, hujede den kutteklædte og massive skikkelse. Stemmen var mørk og det krystilianske sprog gebrokkent, for væsnet der var gemt under kappen, var så sandelig ikke et menneske fra Dianthos. 
Pax nikkede og smed dagens fortjeneste i en af sine mange inderlommer – man var vel ikke tyv for ingen ting – hvorefter han tog imod den kæmpe næve, skikkelsen rakte frem mod ham. Det var det håndtryk, der afsluttede hele den kedsommelige affære og ikke lang tid efter, forsvandt væsnerne som dug for solen og ganske ud af ingen ting.

Pax drejede dernæst rundt på hælen. Han havde godt lugtet færten af noget, der kom nærmere, men det var først da den lavere mand trådte frem i lysningen, at Pax stoppede op. Han stod med ryggen til ham, lod den fremmede kommentere på hans så karakteristiske farveløse skikkelse, alt imens han kategoriserede færten.
Det var noget andet – noget mere end…

Den yngre mand vendte først da rundt, hans atletiske arme lagt over kors, hvorefter han tog den fremmede i nøje øjesyn. De tofarvede øjne hvilede dovent på ham og hans ansigt gav ikke meget information om, hvad end Pax måtte tænke.
”Det er da fedt endelig at vide. Jeg har også gået rundt og tænkt på, om du måske havde haft samme hårfarve som mig hele dagen”, lød det sarkastisk fra Pax, hvorefter han hævede sine brede øjenbryn i en sigende grimasse.   

Han lo hult, som manden endelig vendte sig rundt og svarede ham. Den måde som det kom fra ham, kunne næsten have været kommet fra Neron selv. Han elskede denne måde man kunne forme ord, bruge dem som et skarpere våben end sine næver selv. Om ikke, at det stadig var en smule upoleret - men nuvel, hvad kunne man forvente når man havde med et menneske at gøre. Eller, nu var han jo ikke kun menneske, var han det Neron? 
Smilet blev bredere, hans perfekte smil - de perlehvide tænder kom til syne. Som et rovdyr, da han gik en anelse tættere på.
“Det er spøjst var, når man blev født af en kvinde med så farverigt et hår - så livlig og utålelig personlighed ikke?” Svarede han med en stemme, som næsten var sløret i mystik. Hvordan kunne man ellers forklare det, når en person pludselig brød ud i at snakke om så personlige ting? Hans hænder foldede sig sammen, som han lagde den mod hans ryg. “Men måske er det også hvad der giver mest mening, når man ligger i en mave hos en kvinde, der suger alt lyset ud af en - også gjorde du mit den største tjeneste, næsten så stor - at jeg burde give dig en gave. Forstår du hvad jeg mener?” Hviskede han kælent, som han lagde hoved på skrå og betragtede sit afkom.

Da manden trådte tættere på, gjorde Pax instinktivt det samme. Handlingen var født af trods og lysten til at signalere, at Ulven ikke veg fra dét, den anden ønskede at fremprovokere. Ordene der dernæst fulgte, var dog ikke dem, Pax havde forestillet sig. Faktisk ville ikke engang hans vildeste fantasi kunne have kreeret noget lignende –

Jeg ved, hvad du gjorde ved Esmaralda. Det var det, manden fortalte ham.

Pax lod sit hoved glide på skrå, hans tofarvede øjne let sammenknebne. Han var tydeligvis ikke den med de bedste kort på hånden, hvilket tillod ham at lade tavsheden indfinde sig. Det var så ofte de, de nyere gjorde forkert – de begyndte at rable som sindssyge, deres ord større end livet selv og ubevidste om, at de hældte sprut på det brændende bål, i stedet for at puste legesygt til gløderne.

Pludselig trak Pax på skuldrene og drejede rundt på hælen. ”Jeg ved ikke, hvad du taler om, men hvis du vil give mig en gave – og jeg takker da ikke nej. Jeg mangler uldsokker, du ved, det gør man jo altid –”, begyndte han at svare, alt imens hans støvler førte ham nogle skridt længere frem. ”Så kan du altid få dem leveret til Daggry-stræde. Nummer 5. Det er den grønne dør.” 

Han lo igen, denne gang, var det dog ikke en latter der var uden følelser. Nej, her var det en imponeret latter, knægten kunne virkelig finde ud af at bide igen. Det var næsten for godt til at være sandt, hvad han dog ikke kunne blive til - fik han bare lidt hjælp. For hvis han anså ham korrekt, trods han høje postyr var han umådelig ranglet. Et afkom, som han var skyld i, burde ikke gå rundt og ligne - ja hvad end det var han prøvede at få til at ligne. Hans øjne gled ned af hans skikkelse, og lagde hoved på skrå. Som en ulv der anså sit bytte med en nysgerrighed og intensitet. 
“Min knægt, med det tøj du har på - så er det ikke kun uldsokker du mangler.” Sagde han hæst og moret, inden han begyndte at knække sine pege fingre mod hinanden, for at løsne spændingen op. 
“Men en ting skal du dog vide, det er en dårlig idé at lyve over for mig. Det kan godt være, at du kommer et sted fra hvor man ikke ligger sine kort på bordet, uden at vide hvad den anden har på hånden. Men du ved udemærket godt hvad jeg snakker om.” Sagde han med et lumsk smil. “Jeg snakker om, at du dræbte hende - den ækle kvinde, som der påstod at være din mor. Jeg prøvede at finde jer, vidste du det? Da jeg fandt ud af hvad hun brugte dig til, i håb om at trodse mig - jeg ville have dræbt hende før at de ti år var gået - som min pagt ellers foreskriver. Men hun var snedig, snedigere end jeg nok ønsker at indrømme. Og tretten år var gået, og jeg havde stadig ikke fundet jer - men så gjorde du det for mig.” Hans øjne lyste, som han kiggede om Pax - “Så sørgede du for, at hun ikke længere kunne løbe fra mig - hm - vil du høre hvad jeg gjorde mod hendes sjæl, da jeg endelig fik fat i den?” Smilet var nu splittet i noget, der mere mindet om et rovdyrs. “Eller, nære du måske stadig følelser for den nederdrægtige kvinde? Og vil slet ikke høre disse ord.”

Pax’s verden gik med et i stå – dyrene stoppede deres sange, hans eget hjerteslag blev langsommere og hule, som gled hans sjæl ud imellem de skarpe ribben. Kun mandens ord forblev tæt på ham og kun dem hørte han, som var han stadig imellem træerne udenfor hovedstadens tykke mure og ikke svævede gennemsigtigt et sted langt borte –

Pax bed ikke mærke i, at han vendte sig om. Heller ej at hans tofarvede øjne fæstnede sig i mandens rovdyrsagtige blik.

Jeg burde give dig en gave.
Jeg ledte efter jer, da jeg fandt ud af, hvad hun brugte dig til.
Så sørgede du for, at hun ikke længere kunne løbe fra mig.

Ordenes ekko ville ikke dø hen og for et langt øjeblik stod Pax blot og betragtede den fremmede. En fremmede der antog, at Pax var hans søn – at den fremmede var hans…

Far.

Pax kunne ikke huske, hvor gammel han var, da han fandt ud af, at nogle børn havde sådan en – en far. Kun, at Esmaralda havde affærdiget ham og lagt sig i sengen hos ham, indtil hans krop blev til is og han ikke længere ønskede at vide det. Og selv i årene efter havde han end ikke turde at overveje –

”Hvad hedder jeg?” Ordene forlod Pax i en hvisken og uden, at han selv nåede at registrere, hvad han havde spurgt om. ”Hvad er mit navn?” 

Det var morsomt at se hvordan han måtte betragte ham, hvordan at Neron kunne se at klokkeuret var gået igang, blandt de to farvet øje. Hvilket måske var meget passende, taget i betrækning at det var et mekanisk øje han havde fået isat. Spændende, gad vide hvad der var sket med det andet? 
Hans mørkelilla blik gled ned af hans skikkelse, der kortvarigt næsten synes lyse lavendelfarvet, som lyset brød gennem trækronerne og kastede deres arme om hans skikkelse. Og trods hans søn var næsten et hoved højere, føltes det i dette øjeblik som om at Neron var dobbelt så stor som knægten der pludselig tittede frem. Ønsket om at det var virkeligt, at det måske i virkeligheden var en far der stod foran ham - som kunne give ham de svar, som han sådan havde higet efter. 
Det var næsten som om han kunne lugte det, og det var ikke ham som var ulven af de to. 
Og da kom det så, spørgsmålet - hvad var hans navn? Neron trak på skuldrene, som var det dog det mærkeligste han kunne spørge ham om.
“Hm, manden der lige forsvandt, kaldte dig Pax - hvilket er et underligt navn, men går ud fra at du bruger det som dække.” Sagde han og løftede uimponeret øjenbrynene - “Men jeg tænker ikke det er hvad du søger” han gik lidt lidt frem og tilbage - “Så jeg tænker det må være dit andet navn, navnet hun gav dig - Carl” en lille utilfreds lyd forlod hans læber, at han overhoved skulle sige hans navn, før at knægten troede på ham - var de ting han havde lagt på bordet, ikke allerede nok? “Carl Fletcher.” Fik han endelig sagt, som armene flyttede sig fra om bag ryggen, til at ligge sig overkors foran brystkassen. Hans øjne betragtede ham indgående - og hvad så nu?

Pax vidste ikke, om han troede på det, manden hævdede. Det var for – godt, var ikke ordet. Han vidste ikke, om hans instinkt brød sig om den, der stod overfor ham, hvilket i sig selv var alarmerende. Pax’s fornemmelse lod nemlig aldrig vente på sig og slet ikke, når gjaldt fremmede, hvormed han forsøgte, at rationalisere sig ud af den prækære situation:

Han kendte til hans fødenavn.
Han kendte til Esmaralda – hvad hun havde gjort. Og hvad Pax var endt med at gøre ved hende. Selv dem, der havde formået, at få fingrene i det navn, hans mor havde skænket ham ved hans fødsel, vidste ikke, at Esmaralda var død for hans hånd. Det viste de offentlige registre trods alt ikke. En mistanke blev ikke skrevet ned.

Og så var der de ord, hvis mening lød, som havde Esmaralda indgået en aftale med den anden. Én, der ville koste hende sin sjæl. Pax kendte kun til et slags væsen, der kunne lave sådanne aftaler og hvor efterlod det ham selv?

Han kunne være en halv. Han kunne ikke have dæmonblod i sine åre.

”Hvad gjorde du ved hendes sjæl, da du endelig fik den?” Ordene der fulgte, var anderledes end de første, ikke nær så hviskende; som var Pax i gang med at hitte rede i knuden af tråde, den fremmede havde skænket ham i gave. Og han var nysgerrig – oprigtig nysgerrig. Pax ville gerne vide, om Esmaralda havde lidt. 

De slanke fingre, der ikke viste nogen former for hårdt arbejde. Nej de var silke bløde, som badet han i gedemælk hver dag - oh, hvis han dog bare havde haft muligheden. Men nej, det var en blanding af honning, mælk og når han kunne få fingrene i det, havde han også muligheden for at bruge lavendel. 
Nu da han havde muligheden for det, og ikke længere var spærret væk i Lochtree’s ruin af en borg, og blev brugt som blodpose for nogle af deres børn. Så måtte man jo udnytte det man kunne nu - også selvom, man formentlig havde alt den tid i verden som man ønskede sig. 

Han snøftede lidt, og slog sin ene hånd ud - ganske teatralsk. Smilet var stadig at finde på læberne, især da afkommet valgte at spørge hvad han havde gjort ved sjælen. Så han var interesseret, fantastisk. “Hm, det var en frydefuld tid, hendes skrig der flåd fra hendes læber, som jeg knækkede hendes sjæl en fra en, og åd dem. Hendes tiggende ord om at hun ikke ville dø, at hun ville have en chance. Som jeg knækkede hvert ord, i flere år - efterlod sjælen og kom tilbage og to et stykke mere. Det er utroligt hvor meget tålmodighed man kan have, når man ikke har en horisont for at dø.” Neron trådte et skridt tættere på - “Så ulv - vil du kigge mig ind i øjnene, og se om jeg taler sandt? Om at jeg skænkede din mor et ønske, men i stedet snød hende og gav hende det hun ikke ønskede? Kan du huske hvordan ganske få år at dit liv faktisk var godt? Men det var da en skikkelse omkring jer forsvandt - en hævet og beskyttende hånd, der ikke længere var der - at hun endegyldigt lod sit had gå ud over det eneste der var i nærheden?”

Hvad manden fortalte om sjælen, lød som den kvinde, Pax havde kendt i sin barndom; egoistisk og så fyldt med begær efter mere magt, at det forblindede hende og gjorde hende svagelig. Hun ville have rablet, tænkte han. Hun ville have rablet og rablet, indtil tavsheden forsvandt for altid og hun havde gjort alle omkring hende sindssyge.

Nogle måtte dø, så andre kunne leve.

Pax havde under fortællingen lagt sine atletiske arme over kors, men da dæmon inviterede ham tættere på, faldt armene langsomt ned igen. Dernæst hævede Pax hagen i trods, hvorefter han aflagde afstanden til manden, og så ind i de violette øjne –

”Jeg husker ikke, at nogle af årene var gode, så hvis du rendte rundt og legede far, skulle du måske overveje en anden strategi til næste gang”, mumlede Pax, hans stemme let dirrende. ”Men du er vist ikke den eneste, der skylder en gave i tak. Hvad du gjorde ved hende, da du endelig fik hende – jeg vil sove en smule bedre resten af mit liv.”

Han holde hans blik, og lod ham ikke vige fra dem selv hvis knægten skulle ønske det. 
Ulve smilet bredte sig bare yderligere, som han sagde at han ikke havde ønsket nogen gode år. Nej vel, det gjorde man jo aldrig? Især ikke når man så længe, havde været udsat grusomhederne den gråhåret beklagelsesvis havde været. Ikke at han ville miste meget søvn over det, det havde jo ikke været hans ønske at få et afkom til at starte med. 
"Hah, mig lege far - nej, børn gør jeg mig ikke i. Men lad os bare sige, du nok ikke havde været her i dag, overhoved." måske var det i sig selv, en hæslig ting at gøre? Sådan at sørge for at en knægt skulle overleve, kun for at ønske hele hans barndomsliv at han aldrig var blevet født? Hm, måske - måske ikke. "Det er sjovt sådan som skæbnen kommer og blander sig, når man mindst ønsker eller forventer det." han trådte et skridt tættere på, og lod igen armene finde sig bag hans ryg. Da smilede han mere blidt, og smilehullerne fandt sin vej som han kiggede med et mere venligt blik på den højere mand foran ham. 

"Hoho, gjorde ved hende? Mit kære barn, du mener - hvad jeg gør ved hende. Som sagt, jeg tager mig god tid, desuden mangler hun stadig at fortælle mig hvor hun gjorde noget af mit." sagde han, og vente sig således at han skulder vendte mod Pax i stedet for hans ansigt. 

Pax kunne ikke skjule sin eftertænksomhed. De brede øjenbryn var rykket sammen i midten af hans pande og de tofarvede øjne veg ikke fra den fremmede mands skikkelse – eller blik. Zaladin tage ham hvis han troede, at han kunne intimidere Pax ind i tavshedens greb.

” – hvis ikke du havde gjort min mor fed mig, nej så langt er jeg med”, svarede Pax dovent, hvorefter han skridtede om foran manden igen, i det at den anden vendte siden til ham. ”Så er jeg stadig i live fordi, jeg skal finde det her for dig? Det hun tog?” Pax hævede sit ene øjenbryn og var nær ved at snerre ved tanken. Han var ikke nogen stikirenddreng.

”Hvad siger du til, at vi dropper de der fucking gåder og så fortæller du mig, hvad der skete. Ellers bliver jeg nødsaget til at kalde dig farmand.” Selvom ordene i grunden var truende og også rummede mere, end hvad der blev sagt, var udfordringen, der emmede fra Pax’s krop, også tydelig.

Hans smil blev om muligt endnu bredere, som knægten blev ved med at svare ham igen. Det var bestemt ønsket, hvis man ikke fik noget modspil så kunne de blive så kedsommeligt. Især når man levede så længe som han, så kunne det blive så langtrukken med alle de væsner - som altid formåede at ligne hinanden og lyde ens. 
Men ham her, ulven med det ene grå øje og det andet mekanisk. Han overraskede, og overraskelse var fabelagtigt. "Hvad? Hvorfor tror du jeg er her, fordi du skulle hjælpe - nej, der var en som der ønskede en aftale med mig, og jeg var i nærheden. Lad os kalde det skæbnen der besluttede vi skulle ses igen." han fugtede læberne, som hans øjne blev smalle i morskab. "Fortæller dig hvad der skete? Skete hvornår?" han gik lidt frem og tilbage da det var begyndt at kede ham at stå alene. Måske afkommet kunne hjælpe ham med at blive fri fra hans lænker? Men hvem vidste, hvad han egentlig havde af ressourcer, og om han overhoved kunne hjælpe. 
"Måske vi skulle finde en anden dag, en dag hvor vi kunne finde ud af hvad vi begge kan få ud af dette nye .. slægtskab." sagde han og hævede sit ene bryn - ikke alle hemmeligheder, kunne få lov til at blive fortalt på en gang.

Pax nægtede, at blive ved med at jagte den anden, hvormed han blev stående, da Neron ikke gjorde. Ordene, der havde forladt ham, irriterede Pax i sådan en grad, at han kunne mærke, det begyndte at kilde på indersiden af hans hud –

Det var trods alt ikke hver dag, at man lærte, at man havde en far. Og det var ikke hver dag, at det gik op for en, at han var et arrogant røvhul.

”Sikke et sammentræf”, mumlede Pax, i grunden mere til sig selv og universet, end det var til dæmonen. Tilsyneladende skulle han ikke nyde noget af, at få svar på sine spørgsmål og Pax konstaterede derfor, at der ikke var nogen grund til at stille dem. Alt han gjorde var derfor at nikke.

”Så længe jeg får svar på min spørgsmål, så kan du for den sags skyld gøre, hvad det passer dig.”

Han nikkede, selvfølgelig skulle han få svar på hans spørgsmål.
“Men ser du, det er dér hvor det bliver en anelse besværligt. En af min slags så sit snit og solgte mig navn til en adelsfamilie der havde indgået en pagt til ham. Da de ikke længere skulle bruge mig, blev jeg sendt videre til mørket.” Hans smil var stadig på læberne, som var det ikke noget ganske alvorligt han snakkede om.
“Med det mener jeg, at det er ikke lige sådan at jeg kommer frem og tilbage - Jeg har en mission i medianen - noget omkring en officer der skal skaffes af vejen. Alt det kedelig du ved.” Hans blik blev mere alvorligt, som han betragtede manden foran sig og lagde armene overkors. “Men hvis du virkelig gerne vil have et slægtskab - så mon ikke vi ses igen, inden for den nærmeste fremtid?” Han rumsterede rundt i hans lomme, og kastede en lille mønt frem mod ham. “Hvis du nogen sinde står i en situation, hvor du ikke ved hvad du skal gøre, eller har brug for hjælp - lad os sige et lille skub på vejen. Så gå til en krydsvej, grav den ned i jorden med noget som betyder meget for dig. Også kommer jeg - og rolig, med mønten kan du få hjælp uden at sælge din sjæl til mig.” Han blinkede med øjet, inden han trådte frem og lagde sin hånd mod Pax skulder. “Måske er jeg ikke hvad du havde håbet, eller forventet - men tro mig når jeg siger, når du har den mindste blod som også flyder i mine åre - så vil jeg gøre alt for at beskytte dig. Og jeg beklager, at jeg satte dig i verden, under nogle af de værste vilkår.” Med de ord, begyndte hans krop langsomt og forsvinde. “Til vi ses igen Carl.”