Det havde været et par hektiske dage, for den unge, krølhårede pige, hvis bryllup nærmede sig drastisk. Efter af Aksel havde været dukket op hjemme hos Daphnie, og fundet Jaris i hendes seng, hvor han havde anklaget hende for at være uanstændig med hendes egen fætter, havde hun været nødsagte til at tilbringe ekstra tid med Aksel. Der var ting i forhold til brylluppet de skulle have styr på, og de havde stadig ikke fundet et sted de kunne bo sammen. 
 Det var alt sammen ting hun virkelig ikke gad, og flere gange mens hun var med Aksel, zonede hun ud og lod tankerne drive mod Jaris. Hun havde blandede følelser i kroppen, efter deres tur på kroen. Der var utrolig mange ting fra den aften hun mindes tilbage til med ondt i maven og en trist og jaloux følelse i kroppen, og morgen efter havde også sine ubehageligheder. Men der var også ting der fik et stort, tilfreds smil til brede sig over hendes læber, og hendes kinder til at blive varme. Hun var stadig nervøs over at hun havde sagt hvordan hun havde det, men Jaris havde lovet at han ikke ville forlade hende. Han havde jo også før sagt han ikke ville miste hende, og hun var den eneste han havde, så hvorfor skulle hun tro andet?

 De mange dage med Aksel havde selvfølgelig gjort, at hun ikke havde brugt særlig meget tid med Jaris, noget hun så inderligt hadede, for selvom det var dejligt at ligge med ham hele natten, var det bare heller ikke nok. Derfor havde hun sagt til Aksel, at hun havde brug for at bruge lidt tid med hendes fætter, netop som hun havde sagt før - fordi hun ikke så ham så tit. 
 Daphnie havde tidligt fri, og var skyndt sig hjem. Hun vidste ikke helt hvad hun ville med Jaris, men hun havde lyst til at gøre noget med ham uden for hjemmet. Det var vel nogenlunde okay, Aksel vidste jo at det var hendes fætter. Så håbede hun bare ikke hun mødte noget familie. Da hun endelig nåede døren til det lille hjem, var hun forpustet, hendes kinder let røde og pande svedig efter at have løbet lidt, og så med et stort smil på læberne. 
 " Jaris! Kom! " hun havde ikke haft fortalt Jaris hun ville have tidligt fri, eller at hun ville have tid til at være sammen med ham, så hun forventede lidt han ville blive overrasket. At han kunne have hørt hende komme prustende ned af gaden, havde hun glemt alt op, og hun så helt forventningsfuldt på ham.

Selvom Jaris havde forsøgt at hjælpe hvor han kunne de sidste par dage, havde der uden tvivl stadig været mangel på spænding. Daphnie havde brugt sin tid med Aksel, hvilket han vel heller ikke kunne bebrejde hende. Hvis han skulle være helt ærlig, var hans hjælp heller ikke af betydning, for den minimale oprydning han havde gjort, var nok ikke til stor forskel for hende, når hun endelig kom hjem. Han havde brugt mere tid på at flytte rundt på hendes ting, gemme flere småting rundt i det lille hjem, så han kunne more sig over hvor irriteret hun kunne blive, når hun skulle bruge noget nu, men ikke kunne finde det. Når han endelig fik taget sig sammen til at gå udenfor, var turen oftest gået til markedspladsen, hvor kun få folk var blevet tossede over hans lidt for lange fingre, når han lige skulle smage på noget sødt.

I dag var Jaris ikke kommet langt. Da Daphnie var taget afsted samme morgen, havde Jaris udnyttet muligheden, sat sig på gulvet foran sengen og fundet hendes dagbog frem. Han havde læst en del i forvejen, men var nu startet forfra, så han kunne tilføje et par nødvendige, virkelig nødvendige, kommentarer til hendes tanker.
”Før jeg vidste af det var alt vores tøj væk, og så skete det ligesom bare. Jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig. Eller går af mig. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på det.” Han kunne ikke lade være med at smile igennem hele den tekst. Et smil der lige gled over i en let latter, da han tilføjede: ”Det var så lidt.”
Dybt optaget af sin underholdning, havde han ikke kunne skelne mellem de mange lyde ude fra gaden. Først da Daphnie åbnede døren, klappede han bogen sammen og skubbede den om bag sig, ind under sengen, men virkelig ikke særlig diskret. Man kunne høre bumpet, da bogen ramte væggen.
”Du er tidligt hjemme!” Han rømmede sig og smilede stort, som om intet var sket.
”Hvad skal vi?” Hvis han nu lod som ingenting, så skulle alt vel nok gå. Eller hvad?

 Med det samme blikket landede på Jaris, rynkede Daphnie brynene, og smallede øjnene i en skulende grimasse. Hun kendte efterhånden Jaris nok, til at vide at det store smil der spillede på hans læber kun betød ulykker. Det var som at se på et barn der prøvede at skjule de havde lavet noget de ikke måtte. Hun havde ikke set hvad han havde været i gang med, men kun at han vendte sig rundt som hun kom ind af døren. Noget der fik hende til at kigge lidt forbi ham. Et bump mod væggen fik hende dog til at løfte et bryn og se mod væggen.
 " ...... Hvad laver du? " Blikket flyttede sig tilbage på Jaris. Det kunne være ingenting, men han havde tydeligvis haft været lidt aggressiv med hvad end det var, ellers ville det ikke have bumpet sådan mod væggen. 

 Jaris havde egentlig stillet hendes et spørgsmål til hendes ivrige ord, fra da hun kom ind af døren, men det var hun ikke specielt interesseret i at svare på lidt nu. I stedet gik hun hen ved siden af Jaris, og sendte ham kort et ekstra skulende blik, inden hun lagde sig lidt ned på maven, og numsen lidt strittende, for at se hvad han havde smidt med. Blikket gled lidt søgende rundt, men ved første øjekast kunne hun ikke se noget der ikke hørte til under sengen. 
 Og så var det at blikket fik kigget ordentligt på dagbogen. I et øjeblik lå hun bare og stirrede på den, og mærkede hvordan en knude voksede sig frem i hendes mave, samtidig med det føltes som om en stort hul sugede hende mave sammen. Med en pludselig tør fornemmelse i munden, rakte hun armen ud og tog fat i bogen.
 Fri fra undersiden af sengen, sad Daphnie med dagbogen i hånden. Jaris havde læst i hendes dagbog. Læste hendes tanker og følelser og overvejelser. Ting som det ikke var meningen andre skulle kende til. Et lidt surt udtryk gled over Daphnies ansigt, og hun løftede sig lidt så hun sad på knæene med bagdelen løftet fra fødderne.
 " JARIS!?!?! " lød det så skingert fra hende, i en blanding af at panisk og forarget udtryk. Hele hendes ansigt var ildrødt, ved tankerne om hvilke ting han nu vidste om hende. Overvældet af alverdens forskellige følelser løftede hun hånden med bogen i, og begyndte at daske til Jaris med den. På armen, skulderen, på hovedet. Hvor end hun nu lige ramte. Daskene var ikke specielt hårde, men viste alligevel at hun bestemt ikke var tilfreds.
 " Du kan ikke bare læse min dagbog!? Det kommer ikke dig ved hvad der står der i! Åh gud nej nej nej " Daskene landede lidt ind i mellem ordene. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle føle. Hun var sur og vred over han havde rodet i hendes ting - mest af alt læst hendes dybeste tanker. Flov over hvad han mon havde læst. Ked af det over at han vidste.. alt, måske. Forarget over han kunne få sig til det, men egentlig ikke specielt overrasket over det.... 

Han var vist blevet afsløret. Han kunne straks se på Daphnie, at hun udmærket godt var klar over at noget var galt. At han endnu engang havde gjort noget, han ikke måtte. Om lidt ville hun finde ud af hvad, og selvom han vidste, at hun ville blive noget så sur, kunne han ikke få det store smil til at forsvinde. Han havde jo ikke gjort noget slemt, kun hjulpet hende lidt med at fylde dagbogen. Så han trak let på skuldrende.
”Ikke noget,” løj han og smågrinede lidt dumt, hvilket kun afslørede at han bestemt lavede et eller andet. Han var jo ikke ligefrem blevet bedre til at lyve.
Hun lod ikke til at have travlt med at svare ham, men mon ikke han nok skulle få svar senere. Han fulgte hende med blikket, som hun lagde sig ned på maven og så under sengen. Han gjorde intet for at stoppe hende, men lod tværtimod stadig som om han ikke havde gjort noget galt, og samtidig kunne han da lige flytte blikket mod den strittende bagdel.

Først da hun rettede sig op, lagde han mærke til udtrykket i hendes ansigt. Hun var bestemt ikke tilfreds, hvilket den skingre stemme, der råbte hans navn kort efter, også fortalte.
”Hvad?!” Nåede han lige at grine, inden bogen ramte ham den første gang. Hver gang bogen ramte derefter, lænede han sig længere og længere til siden, væk fra hende, til han til sidst næsten lå helt ned på gulvet. Latteren var kun taget mere til, jo flere gange hun daskede til ham.
”Tag det roligt, Daffe! Så slemt er det da ikke. Jeg har bare hjulpet lidt med at fylde siderne.” Han forsøgte virkelig at holde latteren tilbage, bare for ikke at gøre hende mere irriteret, men det gik ikke helt så godt, som han håbede. Selv når han formåede ikke at grine mens han talte, kunne man sagtens høre at det kun var fordi han anstrengte sig for ikke at gøre det.
”Desuden står der jo en masse som jeg ved i forvejen. Som at du mest af alt bare har lyst til at røre ved mig. At du slet ikke kan styre dig, når mine hænder glider over din krop.” Selvfølgelig skulle han lige vade lidt i, at han havde læst alle hendes perverse tanker, bare for at gøre hende endnu mere nervøs over hvad han så ellers havde læst.
”Og et eller andet skal jeg jo lave mens du er på arbejde!” Han kunne næsten lige så godt have sagt, at det da var hendes egen skyld, at han havde læst hendes dagbog. Som om det skulle gøre det bedre, og taget det alt for morende udtryk i hans ansigt i betragtning, så var det en fin undskyldning ifølge ham.

 Det begyndte at blive hårdt for armen at slå Jaris, og da han udbrød det ikke var så slemt stoppede hun, og lod bagdelen lande med på hælene. Bogen blev holdt ind til brystet, og armene lagde sig nærmest beskyttende om den, med et fornærmet og vredt Hmpf!, inden hun tippede frem og hvilede hovedet mod kanten af sengen. Det gik ikke op for hendes hvad han mente med, at han havde hjulpet med at udfylde siderne. Et eller andet sted troede hun bare han hentydede til at han var en del af mange de ting hun skrevet i bogen. 

 Sådan sad Daphnie bare, med bogen klamrende ind til sig, røde kinder og et muggent udtryk over det ellers så kønne ansigt. Øjnene var lidt klare og skinnende, at de tårer der pressede sig på. Hun vidste ikke hvorfor, men hun gjorde heller ikke noget for at holde dem væk. Det var bare så pinligt. 
 Og det blev kun værre som Jaris gav sig til at fortælle om hvad han havde læst. Noget der igen fik den røde farve til at blusse op i hele hendes ansigt. Hvorfor var det også hun havde skrevet det ned? Nårh ja, fordi det ikke var meningen der var andre der skulle læse det. 
 " Jeg hader dig... " var det eneste Daphnie sagde. Det var selvfølgelig ikke helt sandt. Lige nu hadede hun ham lidt, men han var også dum lige nu. Havde hun lyst til at vide hvor langt han havde læst? Et øjeblik prøvede hun at komme i tanke om hvad hun havde skrevet i dagbogen. Om der var noget specifikt hun håbede på han ikke havde læst.
 ".. Hvor.. meget har du læst? " Hendes stemme var stille, og øjnene lukkede sig i, da hun ikke vidste om hun havde lyst til at høre svaret. For Jaris virkede det sikkert som om hun overreagerede, og det gjorde hun måske også lidt. Hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle havde det med, at Jaris havde læst alle hendes tanker. 

Det var simpelthen ikke til at stoppe med at grine. Sådan som Daphnie sad og holdt bogen tæt til kroppen, som om det ville stoppe ham fra at læse videre næste gang hun ikke kiggede. Selv hvis hun valgte at gemme den et nyt sted, så måtte hun da være klar over, at han nok skulle finde den igen. Det havde han vist bevist flere gange, med alle de småkager han efterhånden havde raget til sig.
Idet hun lænede sig frem og hvilede hovedet mod kanten af sengen, rettede han sig ordentligt op at sidde igen, men egentlig klar til at blive slået lidt mere. Det ville virkelig ikke komme bag på ham, hvis hun fortsatte igen om et øjeblik, når hun lige havde processeret hvad der var sket. Når hun måske var kommet sig lidt over hvor flovt hun syntes det var.

Når hun sad som hun gjorde, lagde han ikke mærke til de let skinnende øjne, hvor tårerne var ved at presse sig ud, men han hørte selvfølgelig hendes kommentar. Måske burde han have taget det bare lidt alvorligt, men det gjorde han ikke. I stedet fniste han lidt igen og puffede så let til hende med den ene albue. De ord mente hun jo slet ikke, det vidste han da godt.
”Hm..” Man kunne høre at han lige kort overvejede at lyve, også selvom det ikke ville virke.
”Gør det nogen forskel? Jeg skal nok få læst det hele på et eller andet tidspunkt.” Han smilede stort, næsten helt selvsikkert. Det var jo bare en dagbog. Så meget kunne det vel ikke såre hende?
”Du kan vel bare give mig den nu, så kommer det ikke bag på dig næste gang du finder ud af, at jeg har læst i den,” sagde han og møvede hurtigt en hånd ind mod bogen, hvor han forsøgte at få fat. Han forventede ikke at det ville virke, men han kunne vel prøve. Og hun vidste vel, at han ikke ville give op med det samme. Det gjorde det jo kun endnu mere morsomt at det irriterede hende.

 Ansigtet gned sig lidt mod kanten af madrassen for at gnide øjnene tørre. Daphnie var jo godt klar over det var latterligt hun blev så påvirket over han havde læst hendes dagbog. Jaris vidste jo allerede de fleste af de ting der stod der i, enten havde han været der ellers havde hun fortalt om det. Alligevel var det noget andet for hende. Det gav måske ikke meget mening, og uanset hvad, vidste hun at Jaris i hvert fald aldrig ville forstå hvorfor det betød så meget for hende. 
 Daphnie snøftede lidt og trak på skuldrene. Det kunne vel godt være det var lige meget, men ikke så meget fordi han nok skulle læse det - Daphnie havde i hvert fald ikke nogen planer om at han skulle læse mere i den, hvordan hun skulle sikre sig det, vidste hun bare ikke endnu. Det kunne være lige godt fordi det hun synes der var værst, var at han havde læst hvor længe hun havde tænkt om ham, som hun gjorde. Hun ville nu stadig gerne have en ide om, om han fx vidste hun havde været sammen med flere end hun vist havde sagt for et par dage siden.

 Med det Jaris begyndte at flytte hånden mod hende, drejede Daphnie kroppen lidt, og strammede hendes greb om bogen. Hovedet løftede sig lidt fra sengen, så hun kunne sende ham onde, skulende øjne. Som hans hånd begyndte at møve sig ind efter bogen, prøvede Daphnie at læne sig lidt længere væk.
 " Jeg bider dig! " Snerrede hun lidt af ham. Normalt var Daphnie slet ikke så aggressiv, men lige nu mente hun det. Hvis han blev ved ville hun bide ham. Det var nok lidt en blanding af alle de følelser der havde hobet sig op i hende, over at skulle giftes med Aksel, og være forelsket i Jaris, og Aksels besøg mens Jaris var der, der fik det hele til at flyde for den krølhårede pige.
 
 Blev Jaris ved med at prøve og møve armen ind efter bogen, ville Daphnie gøre som hun havde sagt. Hun ville bide ham. Hurtigt ville hun læne sig mere mod ham, og så snart hendes mund var tæt nok på hans arm, ville hun bide sig fast. Hun bed selvfølgelig ikke hårdt nok til at lave hul, det kunne hun ikke få sig selv, men hun bed hårdt, og hun gik stærkt ud fra det ville gøre ondt.

Selvom Jaris var sikker på at han vidste langt det meste, og der endnu ikke havde været nogle overraskelser i den hyggelige læsning, var han da sikker på at der nok skulle gemme sig lidt hemmeligheder. At det muligvis var derfor Daphnie reagerede som hun gjorde, var egentlig ikke faldet ham ind. Han gik bare ud fra at det var fordi han endnu engang havde blandet sig i noget, som han ikke skulle blande sig i. Men kunne hun virkelig bebrejde ham? Et eller andet skulle han jo lave for ikke at kede sig, og der var grænser for hvor meget underholdning de samme mennesker på markedspladsen kunne give ham. Det her var meget bedre, også selvom han egentlig ikke havde planlagt at Daphnie skulle finde ud af det endnu. Hun skulle jo først finde ud af det, når han var færdig med at skrive kommentarer til alt.

Daphnie lænede sig længere væk, og Jaris strakte armen endnu længere for stadig at kunne nå bogen. Det onde blik hun sendte ham, og de advarende, snerrende ord morede ham kun endnu mere. Han var ikke i tvivl om at hun mente det, men han tvivlede dog på at hun ville bide hårdt nok, til at det ville gøre noget. Den kære trussel skulle da ikke stoppe ham, så han lænede sig lidt med, og forsøgte også at møve den anden hånd ind mod bogen.
”Arh!” Kun et øjeblik efter trak han begge hænder til sig. Ikke fordi hendes bid gjorde så ondt, som hun nok havde haft til intention, men fordi han faktisk blev lidt overrasket over hvor hårdt hun bed til. Han havde forventet noget meget blidere, for han gik ud fra at hun ikke ville kunne få sig selv til at bide til. Han trak op i det lidt løse ærme, så han kunne se de tandmærker hun alligevel havde formået at efterlade i huden, og så smågrinede han.

Da han rettede blikket tilbage mod hende, var det kun endnu mere legesygt end før. Gad vide hvor langt hun ville gå for at holde ham fra den bog. Nu blev han jo nysgerrig, og derfra kunne det kun blive værre.
”Jeg synes du er blevet så aggressiv siden sidst jeg var her. Nu har du både slået og bidt mig, hvad bliver det næste?” Det var ikke så retorisk et spørgsmål, som det måske lød til at være. Han ville virkelig gerne vide om hun kunne få sig selv til at fortsætte, og han provokerede ikke kun med ord, men endnu mere da han lige efter rettede sig til, satte sig op på knæene og straks greb fat om hendes skulder og hev. Han ville have hende ned at ligge på gulvet, og hvis det lykkes med det samme sætte sig overskrævs på hendes mave. Han forventede at hun ville kæmpe imod, men han forsøgte at få fat om begge hendes håndled og skubbe ned, så han mere eller mindre hjalp hende til at holde fast på bogen, men samtidig sørgede for at hun blev liggende. Hvis hun altså ikke gjorde det alt for besværligt for ham.

 Hvis det ikke var fordi Daphnie var så fyldt med en hel masse negative følelser, var hun nok begyndt at smile lidt tilfreds over Jaris reaktion på hendes bid. Hun var dog mere fokuseret på at flytte sig lidt væk fra Jaris, og flytte hænderne så hun kunne holde bedre fast om bogen. Da hun nu var fri fra Jaris hænder, satte hun sig ordentligt igen med et bump og et surmulende udtryk. Skuldrene trukket lidt beskyttende op mod ørene. 
 Det var ingen hemmelighed at Jaris nærmest konstante latter kun gjorde Daphnie mere og mere frustreret. Det var ikke underligt at Jaris fandt det komisk, og hun vidste også godt der ikke rigtig var noget hun kunne gøre for at ændre det, men hun følte bare han slet ikke kunne se, at det gik hende på. 

 Daphnie fnøs lidt over hans ord, og skulede til ham over skulderen. Der var lidt jeg ved ikke hvad du snakker om over hendes holdning, selvom det var åbenlyst at hun ikke havde glemt hvad hun havde gjort ved ham, indenfor de sidste par minutter.
 " Jeg tisser på dig.. " mumlede hun stædigt og barnligt, selvom hun ikke mente det. Det ville ikke kunne lade sig gøre og hun var heller ikke sikker på hun bare sårn kunne tisse på kommando. Lige nu var hun bare tvær og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.
 Daphnie blev lidt overrasket da Jaris pludselig hev i hende og hun kom ned at ligge. Hun hvinede derfor kort, men begyndte med det samme at vride sig under ham. Ikke fordi det var ubehageligt, men fordi hun vidste at hvis han først fik holdt hende fast, kunne ikke komme væk igen. Der var ingen tvivl om han var stærkest. 
 Det tog dog ingen tid for Jaris at sætte sig på hende så hun var fanget, og hendes vriden i overkroppen fik ham til at holder hende nede med hænderne.
 " Jaris..! " vissede hun lidt sammenbidt af ham. 

 Som Daphnie lå der, fanget under Jaris, var det lidt som om hun gav op. Hun vidste jo hun ikke kunne gemme bogen nok til han ikke ville finde den. Hvor skulle hun så gøre af den? Hjemme hos hendes forældre? Det var endnu værre hvis de fandt og læste den. Og en ting var sikkert, hun kunne i hvert fald ikke skille sig af med den. Det var måske hendes kæreste eje. 
 Så hun stoppede. Daphnie lagde pludselig helt stille og så lidt utilfreds ud til siden, men med et opgivende udtryk over sig. Hænderne slap lidt deres greb om bogen, men det gjorde ikke den store forskel så længe Jaris hænder holdt hende nede.
 " Fint.. " mumlede hun lavt.
 " Så læs den.. " blikket forblev vendt væk fra Jaris.

Han kunne se det på hende. Det var så tydeligt at Daphnie blev mere og mere frustreret. Han vidste udmærket godt at det var hans skyld, at det var fordi han først havde læst i en bog, hvor indholdet egentlig ikke ragede ham, og derfra fordi han ikke kunne lade være med at more sig over det hele. Han burde vel i det mindste forsøge at få sin latter under kontrol, sørge for ikke at pisse hende så meget af, men hendes reaktion var netop grunden til at han ville fortsætte. Det var det samme han havde gjort, dengang han mødte Albert. Han provokerede ham, ville se hvor meget der skulle til, før han slog ham.
Havde hun virkelig forventet andet, end at han ville le endnu mere over hendes mumlende kommentar? Jeg tisser på dig. Det var alligevel en trussel han ikke havde regnet med at høre, men når det kom fra så kær en lille dame, der lød noget så stædig og barnlig, kunne han da ikke tage det seriøst. Ikke at han ville have taget det særlig alvorligt i hvilken som helst anden sammenhæng heller.

Der var rigeligt med kampgejst i Daphnie, som hun gav sig til at vride sig, da han trak hende ned at ligge. Præcis som enhver anden gang han mobbede, kunne han ikke holde spændingen tilbage i det ellers legesyge blik, der hvilede i de orange øjne. Spænding over hvordan hun mon ville forsøge at få sig selv ud af den spinat, som han nu havde tvunget hende til at træde i.
”Kom nu, Daffe. Lad mig se dig gøre alvor af din trussel, hvis du da kan vinkle dig rigtigt,” sagde han, stadig i fuld gang med at grine. Selvfølgelig havde hun ikke ment det, det var han godt klar over, men han skulle da lige drille lidt mere.
Det var bare alt andet end modstand han endte med at få, da hun inden længe stoppede med at vride sig under ham. Hvor var det antiklimatisk. Latteren aftog og han løsnede grebet om hendes håndled. Han ville have hende til at gøre modstand, tage hævn for at han mobbede hende, slå ham igen, selvom det kunne blive svært i den position, eller sparke til ham. Når hun gav efter, var det jo ikke sjovt at fortsætte længere.
”Se bare, det var da ikke så svært.” Han kunne bare ikke lade være med at blive ved alligevel. Så han slap hende, tog bogen fra hende og fjernede sig.

Så satte han sig godt til rette på gulvet igen, lige ved siden af hende, og med ryggen lænet op ad sengekanten. Det tog ham kun et øjeblik at finde frem til en af de sider, som han havde læst flere gange.
”Skal vi begynde med hvordan vi mødtes? Så skal jeg nok læse højt.” Han skævede kort mod hende, smilede som skulle han til at læse noget af det mest romantiske op for hende, og rømmede sig.
”’Det hele kribler stadig i min krop, og jeg kan slet ikke finde ro. Er det sådan det føles når man bliver en rigtig kvinde?’ Med alle de former jeg mærkede, var du vist rigeligt kvinde før jeg overhovedet fik fingrene i dig.” Det skulle vel tages som en underlig form for kompliment, når det kom fra Jaris. Alle kommentarer han selv havde tilføjet til den lille tekst, undlod han med vilje at læse højt. Dem måtte hun selv finde en anden gang. Udover det, læste han op som der stod.
”’… og pludselig var der et træ. Han blev ved med at sige jeg bare skulle sige nej, men det kunne jeg ikke. Det var bare så rart hvad han gjorde. Før jeg vidste af det var alt vores tøj væk, og så skete det ligesom bare.’…” Midt i sætningen rynkede han let på brynene, som om der stod noget i teksten han ikke forstod, men det var ikke derfor. Han kom bare i tanke om hendes ord, da hun var kommet ind ad døren tidligere. Så han sænkede bogen og rettede blikket mod Daphnie.
”Ville du ikke have mig med et eller andet sted?”

 Da Jaris' vægt forsvandt fra hende, satte Daphnie sig op og flyttede sig hen ved siden af ham. Den ene arm lagde sig om knæene der havde bukket sig, mens den anden greb ud efter puden, som hun lagde på knæene inden hovedet begravede sig i den. Den anden arm lagde sig derefter også om knæene.
 Og så sad hun bare klar til hvad end Jaris fandt på. Da han spurgte hvor han skulle starte med at læse brummede hun bare ned i puden. Hvorfor kom det ikke bag på hende at han valgte at læse højt? 

 Det var meget veltænkt at Daphnie havde taget puden. Så kunne hun nemlig gemme sit ansigt som det rødmede ved Jaris' oplæsning. Selvom Jaris' egen kommentar måske var ment som noget venligt, fik det hende bare til at føle sig endnu mere flov og rødme endnu mere. Noget han kun ville kunne se på ørene der blev røde - hvis ikke de var helt væk i hår. 
 Da oplæsningen forsætte brummede Daphnie igen og knugede lidt om sig selv. Hvorfor var hun også bare så uheldig? Pausen der kom lidt ud af det blå gjorde, at Daphnie egentlig forventede endnu en mærkelig, pervers kommentar, men i stedet var det et fuldstændig urelateret spørgsmål der lød fra den dumme dæmon. Daphnie løftede hovedet lidt fra puden for at kunne skæve over på Jaris, inden hun trak på skuldrene. 
" Jeg ville bare have dig med ud.." ordene blev dæmpet og kvalt lidt ned i puden, men hun gik ud fra han godt kunne hører hende. 
 " Men jeg ved ikke om jeg gider have dig med nu.." mumlede hun videre inden hun maste hovedet og de meget røde kinder ned i puden igen. Trods hendes afvisende ord, lod hun sig alligevel tippe til siden og væltede lidt, så hun kunne læne sig op af Jaris. Grebet om benene strammere sig lidt og Daphnie sank en klump. 
 Hun havde ikke lyst til at spørge, men hun havde et eller andet sted også brug for at vide lidt om, hvor langt han havde læst, eller hvor langt. Det tog hende et par sekunder at tage sig mod til at spørge, og da hun gjorde, havde tårerne fundet vej til hendes øjne.
 " Har d.." lød det utroligt lavt ned i puden, og Daphnie stemme knækkede kort. Hun var godt klar over der nok skulle lidt mere lyd på, så hun løftede hovedet en smule fra puden. 
 " Har du læst det om skoven.." Meget af lyden blev stadig taget af puden, og stemmen var i forvejen meget lav. Hun havde stadig mareridt om mødet med Zane en gang imellem, og hun havde haft det rigtig svært med tanken om at skulle hen i en skov, siden. Hun ville ønske hun bare kunne glemme det. Hive det ud af hendes liv, som man hev en side ud af en bog, men det var en del af hende, og ville være det resten af hendes liv. 

Det var vist ikke så svært at gætte, at Jaris kun valgte at læse højt som et lidt desperat forsøg på at irritere hende mere. Kun fordi hun havde overgivet sig, og givet bogen til ham frivilligt. Det var jo ikke fordi han ikke ville have givet hende en chance. Han ville bare have hende til at give lidt igen, eller måske bare se hvor aggressiv han egentlig kunne gøre hende på den måde. At hun havde bidt ham for at få ham til at stoppe, var åbenbart ikke nok. Når Jaris var indblandet, ville intet nogensinde blive nok. Han skulle altid presse lidt mere på. Han var uden tvivl heller ikke færdig endnu. Han skulle nok fortsætte senere.
Han forsøgte ikke at smile alt for bredt, idet hun løftede hovedet en anelse fra puden og skævede mod ham. Hun behøvede ikke at udtrykke det den mindste smule, han kunne tydeligt fornemme hvor muggen hun var. Endnu mere da han hørte hendes kommentar.
”Jeg er da ellers så hyggeligt selskab.” Han smågrinede og han var sikker på, at hun ikke var helt enig i øjeblikket.

Han mærkede hendes hoved mod sin skulder, og han tiltede selv hovedet lidt til siden, for at læne kinden mod det krøllede hår. Han rettede sig lidt til, og skulle lige til at åbne bogen igen, da han hørte hendes knækkende stemme.
”Hm?” Mumlede han, bare for at indikere at han lyttede. Hendes spørgsmål fik det sidste af smilet om hans læber til at forsvinde. Hans stilhed sagde mere end han ville have den til. Han havde læst det, men det ville han ikke sige. Han vidste at det kun ville gøre det endnu værre for hende, og samtidig kunne han selv blive noget så gal over, at blive mindet om det. At den usle mand havde gjort de utænkelige ting ved hans Daphnie. Så han lagde bogen fra sig på gulvet og rømmede sig. Han puffede let til hende med skulderen, sørgede for at hun ikke ville tilte til siden, da han rejste sig op.
”Kom. Tag mig med ud.” Det blev vel ikke bedre for nogen af dem at blive siddende her og dvæle ved den slags minder. Så han forsøgte at tage hensyn. Skifte emne uden at såre hende for meget over, at han havde læst det hun skammede sig sådan over. Han rakte en hånd ned mod hende, klar til at trække hende på benene, hvis hun valgte at tage imod.
”Jeg skal nok opføre mig ordentligt,” lovede han med et lille smil, der alligevel afslørede at det vist ikke var helt sandt. De vidste begge godt, at det ikke var muligt for ham ret længe ad gangen.

 Selvfølgelig kunne Daphnie sige at Jaris var forfærdeligt selskab. Gøre det klart at han var irriterende og dum, og det slet ikke var okay han havde kigget i hendes dagbog. Det var nemlig sådan hun havde det. Noget i hende havde lyst til at råbe af ham. Slå han noget mere, og måske give ham et bidemærke mere eller tre. Men hun vidste også godt, at hvis han endte med at gå og forlade hende, ville den tomme og fortabte følelse der kom bare ved at tænke på det, være mindst ti gange så stor. Selvom det var sådan hun havde det, var det ligesom at hun hadede ham - kun noget hun følte lige i øjeblikket. Hun vidste at inden længe ville hun være god igen. Det hele var bare blevet lidt for meget, og hun havde nogle frustrationer hun havde brug for at komme ud med.
 Derfor var det også blot et simpelt og måske lidt køligt brum der lød fra de spinkle læber, som kommentar på at han var hyggeligt selskab. Lige nu var han ikke rigtig.

 Spørgsmålet hang imellem dem længe, mens stilheden tog over og gav Daphnie ondt i maven. Underlæben sitrede lidt og tårerne der havde lagt sig langt den nederste øjenlåge, gav nærmest en brændende fornemmelse som hun prøvede at holde den fra at flyde over. Det var som om der stod en og trykkede på hendes hals og toppen af brystkassen, så hun ikke kunne trække vejret ordentligt. Armene strammede deres greb og benene, mens hænderne knyttede sig så hårdt sammen, at knoerne blev helt hvide. 
 Jaris behøvede ikke at svare. Det at han ikke sagde noget gjorde det tydeligt at han i hvert fald havde nået det til. Hun kunne godt huske hvordan han havde reageret da hun havde fortalt hvad der var sket. Han havde været meget vred og hun havde vidst med vilje ikke sagt noget om hvem der havde gjort hende noget, selvom hun jo godt vidste det. Men nu vidste Jaris det også. 
 Daphnie havde det lidt som om hun var ved at blive kvalt, men sagde eller gjorde ikke noget. Først da Jaris puffede lidt til hende, gispede hun højlydt inden et lille hulk sneg sig over læberne som hun hev lidt efter vejret, hun åbenbart havde holdt. Jaris rejste sig, og Daphnie sad selv, uden at kigge op på ham. Tårerne havde brugt deres fangenskab bag øjenlågen, og løb nu i en lind strøm ned over hendes kinder.
  Jaris' stemme nåede hendes øregang, og fik hende til at løfte blikket mod hans hånd. Langsomt løsnede Daphnie den beskyttende omfavnelse hun havde om benene, for at tage imod den, og komme op af stå. Tårerne forsatte deres marathon på hendes kinder, men Daphnie stillede sig hurtigt helt ind til Jaris, og så op på ham med et lidt udefinerbart blik i øjnene. 
 " Hold om mig.. " hviskede hun med lille og sølle stemme. Hænderne havde hun lagt mod hans bryst, og de gled hurtigt op i hans nakke, så hun kunne trække ham lidt ned til sig, mens hun stillede sig på tæer. 

 Daphnie pressede deres læber mod hinanden i et kærligt, men også hungrende kys. Hun hungrede efter at føle Jaris' omsorg og hans tryghed. Hungrede efter at mærke han var der for hende, og hun var i sikkerhed. At han ikke efterlod hende fordi han vidste hvad der var sket. Hænderne begravede sig begge i hans lange hår, mens tårerne meget langsomt sænkede deres fart ned over Daphnies kinder.

Det var vel ikke fordi Jaris ikke havde været klar over at Daphnie græd. Eller var tæt på. Han kendte hende efterhånden bedre end han nogensinde troede han ville komme til, og hun var blevet så stille, mens hun sad og ventede på hans svar. Men det skulle ikke stoppe ham fra at prøve, at få hende i bedre humør. Hun kunne jo ikke lade tårerne flyde mens de var ude, for så ville det da ikke tage længe for folk at tro, at det var hans skyld. Derfra begynde at blande sig i ting, de ikke skulle blande sig i.
Hans hånd lukkede om hendes, så han kunne trække hende op at stå. Trods hendes lidt triste udtryk og tårerne på hendes kinder, kunne man stadig se en lille smil hos ham. Det gik jo ikke at han også begyndte at se ked ud, det ville nok ikke gøre det bedre for hende. Han nåede dårligt at høre hendes hviskende ordre færdig, før han lagde begge arme omkring hendes talje og trak hende endnu tættere på sig. Han tøvede ikke med at give efter for hendes hungrende kys, som han mættende gengældte.

Efter et lille kærligt klem med armene om hende, trak han sig fra kysset. Han løsnede sit greb om hende, kun for at fjerne den ene arm, så han kunne føre hånden op mod hendes våde kinder.
”Du må ikke græde,” sagde han svagt smilende, idet han lod fingrene stryge hen over hendes kinder, og tørrede tårerne væk.
”Man kan ikke være så ked, når man skal på stævnemøde med mig.” Smilet gled over i en kortvarig, let latter, men det var vel hvad det var? Et stævnemøde. Han var muligvis dårlig til de faste forhold, men denne slags ture havde han oplevet en del gange. De var dog oftest endt med et knust hjerte, for det var underligt nok kommet bag på dem, at han ikke ville udvikle et stævnemøde til mere end det. Det kunne ikke ske denne gang.
”Og så skal vi bare finde dit kønne smil frem.” Han tørrede de sidste tårer væk fra hendes kinder og satte så en finger mod hver side af hendes læber. Lige så stille skubbede han læberne op i et tvunget smil.
”Sådan. Meget bedre, ikke?” Han var godt klar over at det måske ville have den modsatte effekt, at hun måske kun ville finde ham endnu mere irriterende, men han prøvede da.

 Det var ikke fordi deres kys var noget specielt eller vildt fantastisk, men det var trygt og lige det Daphnie havde brug for. Som om guderne lagde et tæppe over hende, med beroligende kræfter fik kysset hende til at slappe mere af, og stoppe næsten med at græde. Da Jaris trak sig fra kysset, stillede Daphnie sig ned på flad lidt igen, og stod til med lukkede øjne. Da Jaris lod den ene hånd slippe hende, åbnede hun øjnene igen, og så ind i det orange hav af alt hvad Daphnie elskede. Ordene der forlod Jaris læber, fik et kort og lavt underholdt fnys til at forlade Daphnies læber, inden hun snøftede hårdt et par gange.
 " Jeg prøver.. " hviskede hun stille, og lukkede kort øjnene i som Jaris hånd gled over hendes kinder. Hænderne gled lidt fri fra Jaris hår og over hans kæbe så hendes tommelfingre kunne ligge sig mod hans kind.

 De næste ord der forlod Jaris mund, fik Daphnies kinder til at lyse lidt op i en rødlig farve, og tænderne sank sig lidt ned i underlæben som hun slog blikket lidt væk. Hun brummede bare et lavt Hmm.. og træk let på skuldrene, som om det ikke betød noget som helst det han sagde, men de røde kinder og det lille smil der sitrede i hendes mundvige fortalte en anden historie.
 Det var jo ikke fordi hun selv havde gjort sig lignende tanker. Hun ville så gerne på stævnemøde med Jaris, men vidste også godt det ikke kunne lade sig gøre når hun skulle giftes. Derfor kildede det bare ekstra meget i hele kroppen når det var Jaris der sagde det.
 Blikket fandt tilbage til Jaris' da hun mærkede hans fingre mod hendes mund. Hans forsøg på at få et smil frem hos hende, fik et oprigtigt smil til at vokse ordentligt frem på hendes kinder, og med et lille, kort grin vred hun hovedet frit fra hans hænder. Hun rynkede på næsen lidt og grinte lavt, som hun stille sig ordenligt igen, og flyttede hænderne op så de kunne glide gennem hans hår fra hovedbunden af.
 " Mh.. Meget bedre.. " Brummede hun lavt med at skævt smil. De grønne øjne hvilede lidt i Jaris' orange, mens hun bare stod og nød øjeblikket lidt. Mærkede varmen og glæden vokse i hende, sammen med hendes smil.

 Lige så stille kørte Daphnie hænderne igennem Jaris hår igen, og førte hænderne videre ned om i hans nakke, mens hun stillede sig på tæer igen. Læberne nærmede sig Jaris, hendes øjne lukkede sig i, og lige inden Daphnies pressede læberne lod hun 3 ord, fyldt med oprigtighed, forlade de buttede læber.
 " Jeg elsker dig." Kysset hun startede op var fyldt med alt den kærlighed hun havde for Jaris, og hun lod han ikke stikke af fra kysset eller hendes ord, for hvis han prøvede at trække sig væk, med det sammen, holdt hendes hænder i hans nakke ham fast. Han skulle mærke hvor meget hun elskede ham.

 

Et lydløst grin gled over hans læber. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over de røde kinder, som han kommentar hurtigt havde fået til at blusse op. Det var meget sjovere at gøre hende forlegen, når han ikke engang prøvede. I et kort øjeblik kunne han dog mærke en let spænding i maven, som om han egentlig havde lidt dårlig samvittighed. Var det okay at sige den slags, når han vidste hvad hun følte for ham? En tanke han aldrig ville have tænkt førhen, fordi han stadig kunne liste udenom det faktum, men ikke kunne længere. Men den nagende følelse forsvandt igen lige så hurtigt som den var kommet.
Måske det var takket været hendes lille grin, som han formåede at få frem, da han forsøgte at tvinge hende til at smile. Det var lige nøjagtig den reaktion han havde håbet på, trods han havde været forberedt på det stik modsatte. Nu hvor hun i forvejen var frustreret over at han havde læst i hendes dagbog, kunne det vel godt være, at det kun var endnu mere irriterende at han ville have hende til at smile. Men nej, det var meget bedre.

Der lød et let, nydende brum, som han mærkede hende hænder stryge gennem håret. Han nåede lige at lukke øjnene i, men åbnede dem igen, idet han hørte hendes ord. Han var næsten helt lettet over at hun ikke gav ham tid til at svare, da hun pressede deres læber sammen og han glædeligt gengældte det kys, som hun derfra ikke lod ham forsvinde fra. Han havde lyst til at give hende det svar, som hun så gerne ville have, men kun for at give hende den tilfredsstillelse. Det ville næsten gøre ondt at skulle få ordene ud, og de vidste begge at han ikke ville mene det. Hun gjorde til gengæld, det lod hun ham ikke være det mindste i tvivl om med det kys.

Lige så stille lukkede han øjnene igen, og lod begge hænder glide ned mod hendes bagdel, hvor han greb fat i kjolen. Han skulle lige til at trække lidt op, men slap igen og trak sig fra kysset med en lidt anstrengt lyd, som om han lige måtte holde sig i ørene for ikke at fortsætte den tanke.
”Hvis vi ikke går nu, så finder jeg hurtigt noget andet at lave.” Der var vist ingen tvivl om hvad han mente. Ikke at han ville klage over at bruge tiden sådan i stedet. Han placerede et hurtigt kys mod hendes pande, før han trådte tilbage.
Han fandt sin taske frem, den taske i slidt læder han havde lånt fra Anna for længe siden, uden at have fået lov først, og som han derefter havde glemt at få med hjem herfra igen. Han stoppede op foran døren, ventede med at åbne den og vendte sig mod Daphnie.
”Markedspladsen?” Spurgte han og pegede i den modsatte retning af hvor markedet lå. Måske hun burde føre an.

 Det var et fantastisk kys, og helt med vilje hun ikke lod Jaris trække sig væk med det samme. Hun ville ikke have at han trak sig væk og så begyndte at sige en masse, som han ikke mente for at gøre hende glad. Hun vidste godt han ikke elskede hende, og for nu var hun okay med det. Det var okay, for hun vidste han følte et eller andet for hende. Hvorfor skulle han ellers sige han ikke ville miste hende? At hun var hans? 
 Hænderne mod hendes baller fik hendes vejrtrækning til at blive en smule tungere, og da Jaris trak sig bed hun sig lidt i underlæben. Da Jaris snakkede åbnede hun øjnene og så på ham med at skævt smil, inden hun lænede sig frem og nappede ham lidt i underlæben. 
 " Okay, " sagde hun kort efter og skulle til at trække sig, da han kyssede hende på panden. 

 Det var ikke fordi Daphnie havde tilgivet Jaris for at have læst hende dagbog, og alt var okay. Hun havde accepteret at det var det der var sket, og hun kunne ikke gøre så meget ved det nu. Hun havde jo vidst han rodede rundt i hele lejligheden, så det havde hele tiden bare været et spørgsmål om tid, før han ville finde den. 
 Mens Jaris fandt hans ting, gik Daphnie hen til spanden med vand, så hun kunne skylle ansigtet lidt, så hun ikke så alt for forgrædt ud. Enkelte hårtotter havde løsnet sig lidt fra håropsætningen, under hendes lille.. kamp med Jaris, og i løbet af få sekunder havde hun viklet det vilde hår fri og bundet halvdelen af det op igen, så håret ikke faldt ned i hendes ansigt, men det meste af det stadig hans løst. 
 Daphnie ene bryn løftede sig lidt ved Jaris ord og pegen, mens hun gik over til ham med et skævt smil og et drillende glimt i øjnene.
 " Ja, markedspladsen! Men lad os tage den anden markedsplads.. " sagde hun underholdt, mens hun trak ham med ud af døren og låste efter sig. Derefter trak hun ham i den modsatte vej han pegede, og så op på ham med et noget mere livligt smil og grin, end for blot minutter siden. Hun gad ikke bruge tid på at være sur og ked af det. Ikke sammen med Jaris.

Allerede ved hendes drillende glimt i øjnene, så Jaris næsten helt forvirret ud. Det blev kun værre da hun ytrede sin morende kommentar. Som om hun forsøgte at bilde ham ind, at markedspladsen lå i den modsatte retning. – Den forkerte retning. For han havde uden tvivl styr på hvor den lå henne, han havde trods alt været der et par gange de sidste par dage, mens hun havde været på arbejde. Hvordan han var kommet dertil, var så en helt anden snak.
”Men…” Han kiggede sig over skulderen, idet han blev trukket i den modsatte retning af hvor han ville hen.
”Er der mere end én?” Han rettede blikket mod Daphnie igen, og trak en anelse i hende, for at få hende til at stoppe.
”Daffe, det er den forkerte ve… Oh..” Lige så snart han så fremad, gav det mening. Han gik altid den anden vej, men endte alligevel på den gade tværgående gade, de nærmede sig nu.
Derfra lod han hende føre an, næsten helt uden besvær.

For som Daphnie nok havde forventet, kunne han ikke finde ud af at gå pænt hele vejen. Han puffede til hende flere gange, satte en fod ind foran hende, for at få hende til at falde, for straks at redde hende fra at ramme jorden. Flere gange blev der sendt lidt skeptiske blikke i deres retning, da flere folk så hvad Jaris havde gang i. Han pillede ved hendes yndigt opsatte hår, så de totter hun havde fjernet inden de gik, hurtigt fandt vej foran hendes ansigt igen, og flere fulgte efter, når han fortsatte.
Han stoppede op lige så snart de nåede markedspladsen, men strammede lige sit greb om hendes hånd en smule, lidt insisterende, da han samtidig trak hende mod en bestemt bod, men uden at flytte fødderne.
”Vi skal derhen først, Daffe,” sagde han storsmilende og pegede mod den bod, som solgte de småkager han altid stjal fra samtlige gemmesteder hos hende.
”Jeg er ikke spist siden i morges, og jeg mangler tydeligvis energi, ellers kan jeg snart ikke følge med.” Virkede hans dårlige forsøg på at virke helt energiforladt? Måske det ville virke bedre, hvis han ikke stod og så helt rastløs ud, som han næsten desperat trak hende mod boden, men ikke så desperat, at hun ikke ville kunne trække sig fri.

 Stædigt forsatte Daphnie med at trække Jaris afsted, trods han tydeligvis ikke helt var enig. Hun vidste jo hun havde ret. Hun havde boet der længst - gik hun ud fra. Forvirringen hos Jaris fik et lidt triumferende smil frem på Daphnies læber, og da det endelig gik op for ham, at han måske ikke havde ret så hun over skulderen og sendte ham et uskyldigt og uvidende udtryk.
 " Var du ikke klar over der var flere markedspladser? " Hovedet tippede lidt på skrå, inden udtrykket skiftede til et mere flabet og drillende et, og Daphnie lod underlæben sætte sig i klemme mellem tænderne. 

 Resten af turen hen til markedspladsen, var vanvittig irriterende, og Daphnie kom flere gange med udbryd, støn og andre frustrerende lyde omkring Jaris og hans gerninger. Alligevel smilte hun og grinede, og kom tilbage til ham hver gang hun stak af, fordi han var for træls at gå med. 
 Selvom Daphnie virkede som om hun fandt turen og Jaris træls, så var det lige netop det hun ville have. Lige netop det der gjorde at hendes hjerte tilhørte Jaris og ikke Aksel. Der var altid gang i den. Der var ikke brug for at være voksen og bestemt hele tiden. Man kunne altid fjolle og have det sjovt. Det var aldrig kedeligt.
 Da de endelig nåede markedspladsen stod Daphnies hår ud til alle sider, og selvom hun godt selv vidste hvordan han nok så ud, var der ingen grund til at gøre noget ved det. Før hun vidste af det ville Jaris have uglet hende til igen. I stedet så hun i retningen Jaris ville have hende, og løftede det ene bryn, med et skævt smil på læberne. Så rystede hun på hovedet.
 " Det tror jeg ikke din gamle krop kan holde til.. " kommenterede hun og så hen på ham, som hun prikkede ham lidt i brystkassen.
 " Den er jo helt forvirret over hvad den skal spise og hvordan man er hvis man mangler energi.. Grønsager! Det er hvad du skal have!  " Daphnie trak Jaris lidt i den modsatte retning, men gik dog med ham mod små kageboden. Selvom hun ikke var meget for at skulle slippe Jaris, tog hun alligevel hånden til sig. Her var mange flere mennesker end på gaderne op til markedspladsen, og det ville være noget sværere at spotte en der kendte Daphnie hurtigt. En der vidste hun ikke skulle holde en anden mand i hånden.

I et kort øjeblik satte der sig lige en halvmuggen mine i ansigtet. Han ville gerne komme med en kommentar, give lidt igen for at blive mobbet noget så forfærdeligt, men det var lettere at dreje den over til en masse drillerier. Så han rakte tunge af hende, og gav sig til at irritere hende hele vejen ned til markedspladsen. Det var lige før han ikke kunne holde op med at grine hele vejen, som hun gik og udbrød en masse lyde i frustration, hvilket selvfølgelig kun motiverede ham til at fortsætte.
Lige indtil de kom frem. Så var sukkeret vigtigere. Inden han ville falde dramatisk om på jorden, og gøre alt meget værre for hende.

Man kunne se præcis hvor misfornøjet han blev over hendes ord, på det tydelige udtryk af afsky der lige gled over hans ansigt. Grøntsager?!
”Nej nej, det er omvendt. Min gamle krop kan ikke holdes i gang uden de søde ting. Grøntsager er ikke søde. Hverken i smag eller at se på.” Hans ord blev efterfulgt af en direkte kvalm lyd, en ren overdrivelse af hvis han reelt havde været ved at kaste op. Og det var da også på sin plads! Sådan som hun lavede sjov med at få ham til at spise sundt.
Men alligevel kunne man lige se mundvigen liste sig op i et helt tilfredst smil da hun endelig lod sig trække med, men kun i et øjeblik, da hun kort efter trak hånden til sig. Han lagde ikke noget i det, for i det samme satte han farten op hen mod boden. Han nåede kun lige at dreje overkroppen, så han ikke ramlede ind i en ung kvinde der stod og snakkede med bodens ejer.
”Mindst tre poser, ikke?” Han gik ud fra at Daphnie var fulgt med af sig selv, men han så sig stadig lige over skulderen, bare så hans helt alvorlige spørgsmål ikke blev rettet mod alle andre ved boden ved et uheld. Den fremmede kvinde ved hans side, som han havde fået mast sig lidt for tæt op ad for at kunne se bordet ordentligt, sendte ham da også lige et lidt halvirriteret blik. Et blik han selvfølgelig ikke ænsede.