Varme dage, lune nætter og lange lyse timer, stod nu til at vige for efterårets kommen. Det skulle med alt naturlighed fejres med et midsommerbal og velsignelser fra selveste dronningen. Folk fra alle lag var stimet til og skønt pøblen var trukket i deres fineste klæder, var klasseforskellen mellem gæsterne koloenorm. Højklassen havde som altid udnyttet det at deltage til et bal, som endnu en mulighed for at få tilfredsstillet deres pyntesyge og ravneagtige lyst.
Olive Aina de Richelieu var her ingen undtagelse. Ikke altid var det med lige stor lyst hun deltog i de forskellige arrangementer, af og til var det mest af pligt. Dette var en af disse gange hvor pligten drev hende. Havde det ikke været fordi den unge komtesse under karetturen, havde været nødsaget til både at bide sig hårdt i tungen, holde de lyse øjne rettet stift ud ad det ene vindue for at holde mavens sparsomme indhold nede. Ville hun en sidste gang have forsøgt sig med at slippe. Det var på forhånd en tabt diskussion, selvom hun selv havde syntes at have alle de rette argumenter; hun var hverken trolovet eller stod til en snarlig trolovelse.
Derudover var der rygterne om mørkets kampe i syden. Kampe hvis position havde betydning for familien, så naturligvis skulle de da ikke til bal. Snarer burde tiden bruges på at bløde den økonomiske skade, som der kunne følge med tab til mørkets side.
Den stramme mine over sin faders afvisning at udeblive, forsvandt i det øjeblik hun satte fod på fast, stillestående grund. End ikke køresygen var at spore i det lyse ansigt.

Den første der havde budt Olive mod det farvede hav af skørter, var taktfuldt blevet afvist med undskyldningen at hun afventede en anden; en lille hvid løgn. Skadefro noterede hun sig et mentalt 1-0 til hende, over hendes Fader for en dans mindre med en potentiel bejler. Det var jo i sandhed grunden til at Hertug de Richelieu ikke have været hverken til at hugge eller stikke i. Blandt gæsterne fandtes der i den brogede flok også mulige kommende svigersønner.
Chance fortsatte dog ikke med at tilsmile hende og efter 3 tvungne danse, havde Olive som en indespærret tiger i et bur søgt en vej ud. Med et vinglas i den ene hånd, sneg den spinkle skikkelse sig væk. Ruten gik gennem en dør der ledte væk fra folkemængden bag hende, men ikke før et hurtigt blik blev kastet over denne ene skulder; tjekkede at ingen ville opdage hendes flugtrute. 

Endnu et bal var kommet til Dianthos og Nicodemus var sammen med resten af familien dukket op - klædt i Azurblåt og med det blanksorte hår omhyggeligt friseret tilbage. Frygten der havde grebet ham ved det sidste bal, var dulmet til en svag følelse af spænding, og han holdt omhyggeligt øje med gæsterne, for tænk nu, hvis en af nattens væsner var at finde igen i blandt..

Nicodemus egen fader havde et godt, årvågent blik på den unge herre, hviskende givende råd om, hvilken dame der kunne være fordelagtigt at få en dans med. Hans attende år var oprundet, og han kunne tydeligt mærke presset om en mulig, kommende forlovelse stige.
Var det forkert af ham at håbe på, at rygterne om Mørkets angreb langs kysterne ville udsætte det lidt endnu?

Endelig lykkedes det ham med et glas i hånden efter et par af sine egne, tvungne danse, at komme lidt på afstand af festlighederne, og han søgte mod friheden. Selv om en del af Nicodemus elskede ballerne, var der også noget ved hele stemningen, der var kvælende - og han havde efterhånden erfaret, at adelsfolk ikke altid var de mest spændende mennesker.
Han håbede blot, at den dag han selv skulle giftes, at han ikke ville blive mødt af et lille nips af en frøken, som knap turde sige et ord.

Han nåede døren omtrent samtidig med en ung kvinde på hans alder. De Richelieu... ? Han kendte hendes familie, men havde aldrig haft muligheden for en personlig introduktion.

"Undskyld frøken .. De Richelieu, ikke sandt?" Smilede han, og kunne ikke undgå at bemærke, at hun var meget køn.

Allerhelst havde hun lyst til at give efter og lade øjnene klemme sig sammen i en anstrængt grimasse, mens hænderne ville lukke sig sammen til en knugende kugle, da hendes navn lød; eller en del af hendes navn. Pis også!
Hun havde allerede været forudindtagede og var overbevist om at hun nu skulle til at bydes på endnu en åndsvag, kvalme snurrende dans. I stedet for at give efter, blev det lyse ansigt med det samme lagt i de rette venlige og imødekommende folder.
Et ansigt blev aldrig glemt, og skønt hun aldrig havde haft tiden til at præsentere sig selv for den mørkhåret unge mand ved siden af sig, så genkendte hun ham øjeblikkeligt.
Med hænderne lukket omkring skørtet, flyttede hun et ben bag det andet, som hun nejede efter bedste etikette for ham med let bøjet nakke. Anerkende hans højre stand end hende selv. ”Det er korrekt, og De må være Nicodemus af Isenwald?” spurgte hun tilbage efter at have ranket sig, og tog ham herefter diskret i øjesyn.
Han var bestemt ikke grimmere tæt på, noterede hun sig mentalt. Det var ingen hemmelighed at hun, som mange andre unge adelsfrøkener havde luret på høj klassens unge mænd, på afstand, til diverse arrangementer. Nicodemus havde været en af de få heldige til at fange den unge komtesses blik ved mere end en lejlighed.
”De må gerne kalde mig Olive, hvis De ikke byder mig tilbage ud på dansegulvet?” måden det blev sagt på virkede spøgefuld, som havde hun ikke noget imod at blive budt på endnu en dans, men den lille trækning over næseryggen gav hende væk. Ordene var lige så sande som deres bogstaveligste betydning. De begge var søgt mod en dør, førende væk fra festlighederne og han uden følge af en anden ung kvinde hængende om armen, hvilket måtte betyde at også han søgte en kærkommen tilflugt, som Olive selv.

Nicodemus smilede og bukkede. De mørke øjne søgte kort tilbage til festen, før de igen hvilede på adelsfrøkenen foran ham. Han ville ikke have noget imod at byde netop hende på en dans, men lige nu trak stilhed og frisk luft mere i ham - og det samme i hende, forstod han tonen i hendes ord korrekt.

"Det glæder mig, at De husker mit navn.. Jeg ønsker ikke at trænge mig på, men jeg tror vi begge kan bruge en pause fra festlighederne?" Lo han med et smil, der nåede hele vejen op til øjnene. Han lagde hånden på dørhåndtaget og åbnede den, trædende tilbage for at lade hende komme først. Manererne måtte man jo huske at holde på - i hvert fald så længe folk kiggede.

Bag døren førte en bred gang videre - her stod en enkelt, søvnig vagt der kort kiggede op og derefter ned igen. Tydeligvis var han ikke alarmeret og sansynligvis var de ikke de første gæster, der var passeret her igennem.
Døre førte ind til steder, Nicodemus ikke rigtig kendte, en trappe videre op i paladset men for enden var der hvad den unge adelsknægt mest af alt følte han havde brug for: en åben terasse med luft og fredelighed.

Olive fulgte hvordan de nøddebrune øjne søgte tilbage mod festlighederne, mens hun undertrykte trangen til at sige et forudindtaget skarpt ’nej’, sikker på næste gang Nicodemus’ læber ville skilles ville det være med en forespørgelse, som hun umuligt kunne afvise af flere grunde – nogle bedre end andre.

Det var næsten på sekundet Olive nåede at tage sig selv i at have små stirret på ham, da den sorthåret adelsmand vendte sit blik tilbage mod sit udgangspunkt. Selvom hun forsøgte ikke at lade det vise, kunne hun mærke hvordan skuldrene skænkede sig i lettelse, da udsigten til en dans fik skudt en hvid pil efter sig. I stedet førte ordene et langt mere oprigtig smil med sig end det påtaget korrekte, der indtil videre havde prydet det lyse ansigt.
”Navne er nemme at huske. Ansigter til gengæld, de kan være noget svære at huske…-” svarede hun i det hun trådte forbi ham og ind gennem det åbne dør, han så galant holdt. På den anden side standsede hun få skridt fremme fra døren, afventende på den unge Isenwald ville følge med. ”- men Deres er et af de nemmere at huske, det er trods alt skyld i mange viftende ung pige hænder, længselsfulde blikke og sikkert også en syndefuld tanke eller to.” komplimenterede hun ham uden at smilet falmede det mindste, alt mens et hemmelighedsfuldt glimt spillede i de granits grå øjne.
”Vil De tillade mig at følge Dem? Hvis jeg husker korrekt, så har De Deres gang her på slottet?” spørgsmålet fik hende til at skråne hovedet en anelse, som en nysgerrig hundehvalp. Det var ikke frygten for at fare vild der ledte spørgsmålet, snarere en øjnet mulighed for at lærer denne Nicodemus af Isenwald lidt at kende.

"Åh.." Nicodemus mørke øjne hvilede et øjeblik på hendes ansigt, mens han forsøgte at holde et smørret smil fra sine læber. Tanken om at de unge adelsfrøkener havde en syndig tanke eller to om ham, var frygteligt tiltalende. Spørgsmålet var, om det også galdt hende?

Det ville ikke gøre ham det fjerneste..

"De er mere end velkommen til at gøre mig selskab." Hendes blik var nysgerrigt og tiltrækkende, og Nicodemus tog sig selv i at tænke over, hvad der gemte sig i tankerne bag. Han smilede til hende og førte an mod balkonen, trækkende vejret dybt ind for at nyde den friske luft, som førte duften at blomster fra paladshaverne med sig.

Det var ganske vidst ikke gået særlig godt sidste gang han havde ladet sig føre bort fra festlighederne af en fremmed, men helt fremmed kunne frøken de Richelieu trods alt ikke påstås at være, og han gik ikke ud fra, at hun havde lange, skarpe tænder.
Selv om han ikke ville have noget imod at tjekke efter.. tog han sig selv i tænke med en munter mine. "Ja, jeg har ganske rigtigt min gang her på slottet.. husker jeg rigtigt, at Deres familie bor ude ved Juvelen?" Spurgte han, mens han forsøgte at vride informationen fra sine historietimer om landets adelige ud af hjernen. Koncentrationen var ikke altid størst, især ikke efter de havde givet ham den gamle hejre, Hecate Reier, som underviser..

Det kunne havde været en løgn der var blevet ham stukket i et billigt købt forsøg på at smigre adelssønnen. Noget der efter at dømme på Nicodemus’ reaktion lykkes uden større problemer, med åh’et og sitrende mundvige, hvis smil der truede med at krænge dem op ad, blev undertrykt.
Ordene var såmænd sandfærdige nok, om end at Olive naturligvis intet nævnde om, at den sorthåret unge mand ikke var den eneste, der kunne efterlade sig et spor af knuste hjerter efter sig – inklusivt hendes eget, hvis hun tillod det.

”Perfekt, jeg vil gøre mit bedste for ikke at kede Dem alt for meget.” kom det fra hende med et spøgefuldt blink af med det ene øje. Følgende med ham til nærmeste balkon og ud i den friske luft, trådte hun så snart den sødmefulde blomsterduft fyldte næseborene og lungerne, helt hen til balkonens kant. Med begge hænder placeret mod gelænderet, lænede hun sig så meget det var muligt ud mod haven og dens velduftende blomster, inden tyndekraften ville kræve hende mod jorden under balkonen. Sådan stod den unge komtesse et øjeblik, inden hun lænede sig tilbage og vendte opmærksomheden tilbage til Nicodemus i et nik.
”Mine forældre ville have sendt mig hertil, ligesom Deres har gjort, men med den tidligere Hertugs sygdom, bortgangen af min ene bror og min tid til søs. Årene galoperede bare afsted, som havde de været en vild hest.” underlæben trak sig ind mellem tænderne i en eftertænksom mine, der tvang blikket skråt mod gulvet. ”Og nu er det ikke muligt, ikke nu hvor jeg er blevet den officielle næste arving til Hertuginde titlen.” øjnene løftede sig og Olive drejede sig det sidste stykke så hun havde fronten rettet mod ham. Stoltheden havde været tydelig at spore i den lyse stemme, men alligevel sank hun lidt tilbage mod sten gelænderet, med fingrene lukkende sig tæt omkring kanten. ”Er De glad for Deres tid her på slottet eller ville De hellere have været foruden?” det var ikke fordi hun ønskede anderledes, men man kunne ikke fortænke hende i at forestille sig hvordan tingene ville have været, hvem hun ville have været, hvis hendes forældre havde valgt at sende hende til Dianthos for sin uddannelse og dannelse. Det eneste hun kendte til hjerte byen var hvad hun så, når hun var her med Hertug de Richelieu i forretnings øjnede eller når nogen ønskede en af hendes tatoveringer "Jeg har ladet mig fortælle at Hecate Reier underviser her?".

Nicodemus gik med raske skridt hen til balkonens rækværk og så ud over haverne. Han sørgede for at stille sig så tæt på Olive, som han kunne, uden at det var helt uanstændigt, indåndende både duften af paladshave og adelsfrøken.

"Jeg tror ikke, at De kommer til at kede mig - jeg er ganske let af underholde." Indrømmede han med en blid latter. De mørke øjne spottede bevægelse i haverne længere nede - sandsynligvis et par fra festen, der søgte lidt mere private omgivelser.
Han håbede, at hvis Hecate Reier var til stede i aften, så var dem hun fik færden af, og ikke ham. Han havde ikke ligefrem behov for hendes skingre formaninger, lige som han håbede, at hans fader og ældre bror ville skåne ham for det samme.

Nogle gange følte han sig meget låst i korrekt opførsel.

Han lyttede opmærksomt til hendes historie, et glimt af medfølelse dannende sig i blikket, der nu hvilede på hende i stedet. Pligter. Han var umådeligt taknemmelig for, at det var hans tante og ikke hans far, der havde arvet fyrstemagten, for så ville han selv være ved at drukne.
Det var slemt nok, som det allerede var.

"Åh, De har været til søs! Var det spændende?" Brast det ud af ham. Hun var stadig ganske ung - nogenlunde på hans egen alder, ville han gætte, men han havde ikke selv haft mulighed for at besøge fjerne kyster og områder af landet.

"Jeg er glad for, at min familie sendte mig til Dianthos. Medanien var ved at føles lidt .. lille, hvis De forstår. Byen har haft virkelig meget at byde på!" Fortalte han mens han overvejede, om hun havde hørt noget om hans eskapader. Hans fader havde gjort sit for at dæmpe rygterne, men det betød ikke, at det var lykkedes.
"Jeg har frøken Reier som underviser.. historie, lærer hun mig. Det kunne jeg nu godt være for uden." Tilføjede han, leende. "Har De hørt om hende?"

Med den sorthåret adelssønnens blik travlt optaget af miniature menneskene under dem. Øjnede komtessen en mulighed for at lade grå øjne tage hele hans person ind, og ikke kun det kønne skarptskårne ansigt. Ved den mindste aftrækning til, at han ville vende opmærksomheden væk fra haven, sørgede hun for at det ikke blev for åbenlyst at hun havde tilladt sig at se ham bedre an.

Så sikkert som at solen ville rejse sig igen næste morgen. Ramte dét blik som Olive efterhånden kendte lidt for godt. Det var intet andet end et glimt, men den unge kvinde havde allerede stiftet bekendtskab med det medlidende øjne så mange gange, at det efterhånden var svært at overse. Det var et blik hun stadig havde svært ved at tage til sig.
Hvor det burde bringe varme, gav det for hende kun en grim bitter smag i munden. Nicodemus’ virkede dog til en forveksling som et af de mere oprigtige. Det havde været lige ved og næsten at hun drog et lettelsens suk, da han ikke valgte at følge trop med hverken kondolencer eller lykønskninger.

En moret latter lod sig ikke holde tilbage ved udbruddet. Da den slap, var det kun for at blive siddende tilbage som en rest i smilet der trak i begge mundvige. ”Min familie sidder på Juvelen. Det er påkrævet vi alle bruger mindst et halvt år til søs.” svarede hun som havde det været svar nok og drejede om sin egen akse, vendte sig rundt så haven igen lå foran hendes blik. De velplejede bryn rynkede sig sammen mod hinanden ”Jeg hadet de første måneder til havs. Det var som at befinde sig i Zaladin’s forgård, det føltes som om året aldrig ville slutte. Jeg skal spare dig for detaljerne, om hvor dårlig jeg var den første tid, men så snart jeg fik noget til min søsyge var det en fantastisk tid. Alle burde komme ud på gyngende grund. Sidde i den højeste mast og spejde ned på delfinernes leg i dønningerne.” meget uvant gled det Olive’s egen næse forbi, at den formelle taleform i et øjeblik slap som hun havde tiltalt ham i Dus. Ikke desto mindre bar stemmen på en oprigtighed, når hun ønskede alle på åbent hav.

”Meget at byde på, såsom et større udvalg af kvinder?” slap det fra hende uden om større omtanke. En hånd fór op, hvor den lagde sig dækkede for munden. Med opspærrede øjne drejede Olive ansigtet mod hans ”Beklager, det var virkelig ikke min mening.” lød det mumlende ind i håndfladen. Langsomt sænkede hånden sig ”Jeg.. Det.. Jeg ved at det nok bare er rygter og selv hvis ikke, så er det ikke uvant at…” ord forstummede til fordel for den hastigt tiltagende røde kulør, startende i kinderne inden den spredte sig til resten af ansigtet. Ude af stand til at holde blikket på ham, søgte det uroligt rundt til det fæstnede sig på en rækværk vandrende mariehøne.
”Har vi alle ikke det?” kontra spurgte hun drillende uden at slippe røde insektet med øjnene ”… Jeg har hørt lidt om hendes tid i Lyset og jeg tror hun har nogle interessante fortællinger?” tænk sig hun nogensinde skulle sætte så stor pris, på en samtale om Hecate Reier, som hun gjorde lige nu.

Nicodemus blik var gledet væk fra haverne under dem og slugte nu interesseret hendes fortælling om tiden til havs. Han havde godt hørt, at søsyge kunne være forfærdeligt, men det trak alligevel i ham - tanken om at komme ud og sejle! Måske han kunne høre sin fader ad .. han ville nu engang gerne have Nicodemus til at lave noget seriøst arbejde, og ombord på et skib var der vel ikke så mange fristelser..

Vigtigst af alt, familiens øjne ville ikke være i nakken på ham hele tiden!

"Det lyder helt vidunderligt, når man først kommer sig over søsygen! Tager I nogle gange folk fra fyrstefamilierne ud for at blive oplært?" Spurgte han derfor. Det var en impulsiv tanke, der var blevet formet i hans hoved, men han kunne lige så godt forfølge den og lære mere.

Nicodemus kinder blev en smule røde ved hendes ligefremme kommetar. Så hun havde hørt, at han havde begået sig på byens horehuse! Han fik pludselig travlt med at betragte haven igen, men den var blevet stille - kun et par af de lette grene vejede en smule i vinden og der var ingen tegn på bevægelse mellem de grønne blade, der kunne undskylde hans pludselige interesse.

"Øh ja, jeg tænkte nok der måske havde været lidt rygter.. Men jeg kan forsikre Dem om, at jeg har aflagt et kyskhedsløfte foran Isari, og jeg opfører mig ganske ordentligt!" Skyndte han sig at sige, mens han skottede til hende.

Han prøvede i hvert fald på det. Mest fordi han skulle.

"Tjoh, Reier har sikkert mange spændende ting, hun ved, men hun bruger mere tid på at irettesætte mig, føler jeg.." Sagde han med en lille latter. Hun var i hvert fald en, der ikke troede det mindste på hans pludselige dydighed. Hun var nok heller ikke helt forkert på den..

Det skilte læber der havde været lige ved at give ham ret i, at det var lige så fantastisk som det lød det, faldt længere fra hinanden i overraskelse af ordene der fulgte efter. Mente han sin forespørgsel? Hvad der måtte føles som en evighed for den unge Isenwald, afsøgte komtessens øjne hvert lille træk i det skarpe ansigt indgående, søgende efter tegn på, at ordene ikke bare havde været en flygtig, uovervejet tanke.
”Normalvis ikke, jeg tror aldrig sådan en forespørgsel har fundet sted?” en fin linje tegnede sig spekulativt mellem de mørke øjenbryn der søgte mod hinanden, mens Olive forsøgte at genkalde sig om det nu også var tilfældet eller om hun havde stukket en ubevidst løgn.
For at den første halvdel af svaret ikke skulle stå som en afvisning, tilføjede hun hastigt ”Men jeg vil gerne snakke med min Papa om det er muligt, hvis De altså mener oprigtig, at De gerne vil opleve alle havets facetter? På en betingelse at De mødes med mig på Juvelen?” det lød måske som et billigt købt og knapt så elegant forsøg på endnu et møde. Spillet i de lyse øjne lovede ham dog at ingen alvorlige bagtanker lå bag, men også at hun ingen planer havde om at uddybe.

Kinderne blev ikke mindre rødmossede i det Nicodemus ikke ligefrem benægtede beskyldningen om rygternes sandhed. I stedet begyndte han at snakke om kyskhedsløfte i Isaris åsyn. Det var en blandet følelse af lyst til at række op, lægge en hånd bremsende mod hans læber og en spæd nysgerrighed, som fik øjnene til at søge en anelse til siden. Kun for at bemærke den meget svage aura af gult der strålede om fra hans omrids.

Med mariehønen ledt op på den ene hånd, drejede Olive halvt med fronten mod ham. Endnu med øjnene limet på det røde insekt ”Uberettiget eller har hun måske en lille god grund? Hvis De opfører Dem så ganske ordentligt, så burde hun vel forskåne Dem for irettesættelse?” Olives skarpe øjne bevægede sig tilbage på den mørkhåret adelssøn, efter at have prikket lidt til ham. For at mildne egne ord rakte hun hånden med mariehønen frem mod hans skikkelse ”De kunne sende den afsted med ønsket om frøken Reier vil blødes lidt op omkring Dem?” kom det mere lattermildt, for den små barnlige ide, der ikke skulle tages helt så højtideligt.

"Min fader har nogle gange sagt, at et halvt år i tjeneste ville gøre mig godt. Det kunne vel lige så godt være på havet!" Sagde han, som planen begyndte at tage form i hans hoved. Han ville savne byen, uden tvivl, men en række måneder væk fra de årvågne blikke med mulighed for at se så meget mere af landet .. og ved samme lejlighed udskyde en kommende forlovelse lidt endnu!

"Jeg skal nok snakke med ham også om det først .. men hvis De ville?" Skyndte han sig at indskyde. Nok var han fyldt atten år, men ens skæbne var aldrig helt ens egen, når man var født ind i en fyrstefamilie.

Det var godt hun ikke spurgte mere ind til det, og han lod hurtigt emnet om kyskhedsløftet droppe. Byens bordeller havde været umådeligt dragende for en ung mand med krystaller på lommen, men han havde brændt mere end penge på dem. Det forhindrede dog ikke hans øjne i at søge de smukke kvinder ved hoffet eller i byen.

Olive var en af dem.

Han lod kort fingerspidserne røre hendes, for at lade insektet kravle over på hans hånd. Udtrykket i det mørke øjne var leende. "Der skal vidste mere til at bløde den gamle .. kvinde op." Lo han. "Selv om De har nok frygteligt ret i, at hun af og til haft haft grund til at skælde ud. Jeg har nok ikke været den mest opmærksomme studerende." Tilstod han, løftende hånden højt i luften for at lade mariehønen lette. Den så ikke rigtig ud til at være med på legen og klamrede sig i stedet til hans finger med sine små insektben.

Olive kunne ikke påstå at hun var uenig med Nicodemus’ fars ord, men det skyldes naturligvis hendes eget ophav. Familiemedlemmer af de Richelieu drog ikke kun til søs for at kunne sætte sig i sømændenes sted, det var lige så meget for den personlige udvikling og ansvarsbevidstheden, som fulgte. På et skib kunne man ikke tøve på sig selv eller gøre tingene halvt, hvis man ikke ønskede liv på samvittigheden.
”Hvis Deres fader kan se fornuft i det, så ser jeg intet der skulle stå hindre mig i at lægge et godt ord ind for Dem hos min papa.” forsikrede hun den ældre adelssøn med et lidt bredere smil.

Hvordan ville det ikke se ud, hvis en eller anden af de tusindvis af deltagende gæster forvildede sig ud gennem balkons døre, i det øjeblik at den lille bille blev overlevet. En strøtanke komtessen burde have haft, men selv hun kunne i øjeblikket glemme alt korrekt etikette, når festlighederne og nysgerrige øjne virkede så fjerne i den friske luft.
Hun fulgte hånden med mariehønen med blikket, da Nicodemus løftede den til vejrs. Ønskeinsektet lod sig ikke narre af den hævede hånd. I stedet sad for at lade vingerne foldes ud fra deres skjul gik den stædigt i stå på fingeren. En oprigtig sprudlende endog kort latter, forblev i øjnene længe efter den havde sluppet læberne, lød ”Det lader til jeg har fundet Dem landets urokkelige budbringer, det beklager jeg.” fik hun endeligt samlet sig til at sige.
”Men hvis ikke Landets historie interesser Dem, hvad finder De så spændende? Hvad får Deres hjerte til at slå?” spurgte hun nysgerrigt og vendte opmærksomheden væk fra den røde prik.

Nicodemus smil tog en smule til. Det var nok meget godt, at fædrene skulle spørges først, for hos en ung adelsmand, var der aldrig lang vej fra ord til handling. "Jeg takker mange gange!" Sagde han glædesstrålende.

Et langt øjeblik betragtede han mariehønen, der med sine små indsektben klamrede sig stædigt til hans fingerspids. Et lille vindpust fik dens vinger til at folde sig ud, men heller ikke det var med til at overbevise den, og som han sænkede hånden, søgte den mod sikkerheden ved hans ærme. Han trak lidt på skuldrene, leende.

"Andet end et kønt kvindeansigt?" Spurgte han muntert, igen vendende sig mod hende. Det var i hvert fald ikke usandt, og man måtte sige, at det modsatte køn ofte var i tankerne hos den unge mand. "Jeg håber på at opleve frem for at læse, forstår De. Det er derfor jeg spurgte Dem om muligheden for at sejle.. Det føles nedslående at sidde bag lukkede skodder og læse om de spændende steder, der er derude.." Forklarede han.
"Men hvad med Dem selv? De finder måske bøgerne mere tiltrækkende på trods af Deres eventyr?"

”Ja, andet end et kønt kvindeansigt.” gentog hun med en overdreven rullen med øjnene, der med det underlæggende smil og en milde latter, tog alvoren ud af dem. Naturligvis fik et kønt ansigt et hvert hjerte til at slå lidt hårdere mod brystbenet. Det kunne selv hun ikke sige sig fri fra.

Lyttende vendte hun sig om, så lænden hvilede imod kanten af balustraden. Svaret fik smilet til at vokse hos komtessen til det var umuligt at blive større ”De søger eventyr, men er De klar til også at lægge arbejdet der skal til, for at nå disse eventyr? Forstå mig ret, jeg tror så ment at De nok skal opleve en masse når først De er stævnet ud, men vejen til eventyr kan være pinefuld kedsomlig og fuld af gentagelser.” spurgte hun med hovedet skrånet og et indgående blik, oprigtig nysgerrigt på svaret ”Jeg tror De er en ildsjæl. En af dem der brænder for det, der interesserer Dem og samtidigt kvæles langsomt af alt andet?” tilføjede hun og lod sit blik søge hen over skulderen med et eftertænksomt udtryk.
”Nej, men jeg finder dem nødvendige. De der glemmer historien er bundet til at gentage den og ikke de gode dele af den.” opmærksomheden lagde sig tilbage på den mørkhåret junker med et skæv smil ”Desuden er mit stærkeste våben mit sind, min viden. Jeg er ikke ligefrem bygget som en kriger.” indrømmede hun og skævede ned over sin egen petite skikkelse.

Nicodemus tøvede et øjeblik. Hun udfordrede ham - og han kunne egentlig godt lide det, men ordene ramte også nogle ømme punkter. Det var sandt, at han var impulsiv og hurtig fik idéen til et nyt eventyr. Men havde han virkelig det, der skulle til, når det kom til stykket?

"Jeg vil gøre mit bedste!" Indvendte han alligevel med et glimt i øjet. Ved siden af sig lænede han sig mod balkonens rækværk, foregivende at kigge på haverne neden under, mens han i smug sendte blikke i hendes retning.  "Jeg er en ildsjæl, uden tvivl. Det vil De også finde ud af, hvis De lærer mig at kende." De næste blik var mere direkte, holdende hendes fast et kort øjeblik. Hvis hun havde lyst..

"Det er fornuftige argumenter. En dygtig kriger har brug for en klog rådgiver ved sin side." Sagde han og skævede kort ned af sin egen krop. Der var vidst ikke helt så meget kriger over ham selv - han havde altid været ganske spinkel. "Jeg kunne vidst også godt trænge til lidt ekstra muskulatur på kroppen." Mumlede han lavmælt. 

Om det var et løfte mest sagt højt for hans egen skyld, mere end det var et givet til den unge arving var svært at vurdere. Ikke desto mindre fik de forsikrende ord Olive til indskyde ”Jeg er ikke den mindste smule tvivlsom om De nok skal holde ord. De har trods alt lige afgivet universet et løfte.” mellem hans uforudsete forpligtelse overfor om ikke andet ham selv og de følgende ord, der efterlod hende overordentlig forbløffet i hvad der føltes som et langt øjeblik.
Små rømmende gled tungespidsen væddende hen over læberne hvorefter hun nikkede, mere afmålt end meningen var. ”På én betingelse, at vi kan være Dus over Dis?” lød svaret kamufleret under kontra spørgsmålet. Det virkede måske som et ubetydeligt et af slagsen, men i deres kredse havde det at være Dus en stor betydning.

Da Nicodemus’ blik søgte ned over hans egen skikkelse, var det svært ikke at lade sit eget følge trop. Omkring brystkassen tvang Olive øjnene tilbage mod hans ansigt med en varme i kinderne ”De ser nu ganske fin ud som De er.” atter løb munden af med hende og en flig af panik viste sig i de svagt opspærrede øjne ”Jeg mener, De er endnu ung… Muskler skal De nok nå at få masser af.” formåede hun at få fumlet frem, alt for bevidst om sin egen afsløring.

Et svagt smil krusede Nicodemus læber - og et lidt mere dybtfølt et af slagsen, end hans sædvanlige, drengede munterhed. Selv om de ikke kendte hinanden så godt, var det på en eller anden måde rart at få at vide at nogen troede på ham. Han havde selv af og til sine tvivl.

"Aftale!" Svarede han prompte. Adelslivet hang ham ofte ud af halsen, og selv om de altid havde drillet ham med hans måde at snakke på nede i byen, så holdt han så langt meget mere af deres ligefremme talemåder. Ikke noget med at liste om emnet som katten om den varme grød, mens man lirede ligegyldige høflighedsfraser af. 

"Åh jamen .. tak." Lo han. Han strøg en hånd glattende ned over jakken og skød brystet en smule frem, sådan at det der var tog sig en lille smule mere indbydende ud. Nogle gange kunne han godt ønske sig, at han havde været lidt flittigere på træningspladsen, men decideret bredskuldret blev han nok aldrig. Heldigvis kom man også ganske langt med et venligt ansigt og et smil..

Der var et øjebliks tavshed, mens han kortvarigt vendte blikket mod haverne under dem. "Så .. Kommende hertuginde i spidsen for Juvelens flådeskibe? Har jeg ret, når jeg siger at der venter dig en sværm af bejlere derinde?" Spurgte hen, munterheden stadig tydelig i hans øjne, som han vente sig imod hende. Hun var vel ikke den eneste, der skulle smigre. 

Hun havde intet belæg for at tro på Nicodemus, ligesom hun intet havde for ikke at holde en mistro til om han ville holde sit ord. Men den unge hertug datter vidste om nogen, trods hendes unge alder, at alt det nogle gange krævede var at en anden, også en fremmed, ville tro på dig og sige det højt. Noget det, at dømme ud fra hvordan hans smil skiftede karakter, ikke var det den sort håret adelssøn var blevet mødt mest med.

Olive kunne ikke helt lade være med at komme med et lavt fnis over, hvor hurtig Nicodemus havde været til at gribe dus tiltalen. Nærmest som om han havde ventet på den mulighed, så snart den indbød sig. Fniset gled over i større smil som han skød brystkassen frem. Lettet over at han tog hendes lille fortalelse pænt, lod skulderne til at falde mere afslappet.
Hun fulgte hans blik ned i haven med et lille, knapt synligt rysten på hovedet ”Hvis det var så vel.” svarede kun kort og skubbede munden lidt mod den ene kind, eftertænksomt inden hun fulgte op ”Det er ikke alle mænd, som kan tolerere at en kvinde ikke bare er armpynt. Min kommende ægtemand kommer til at have indflydelse, men han vil ikke sidde med beslutningerne alene.” hun havde ikke i sinde at overlade familienavnet til en mand, bare for at bruge sine dage på broderier. Hun ville visne væk og dø af kedsomhed.
"Forstå mig ret, der kommer bejlere i både fysisk som brevform til Iselinborg, men der har bare endnu ikke været det rette parti til mig, for familien." det sidste blev tilføjet lidt løst, for det var trods alt bedste mulige sikring af slægten som kom før alt andet. En pris de fleste i deres position måtte betale.
"Hvad med dig? Du bære et fyrstenavn og alligevel har ingen ung mø formået at få overtalt sin fader om at lade dig bede om hendes hånd?"

Nicodemus lod en hånd glide gennem det mørke, glatte hår, rodende en smule op i den ellers perfekt anrettede frisure, der passede til lejligheden. Han så ikke ud til at tænke over det, men betragtede i stedet Olive med et spekulativt ansigtsudtræk, lænende sig en smule mod gelænderet. Han havde ikke tænkt over hvordan han ville foretrække en kommende hustru .. men han vidste, at han generelt ikke var meget til armpynts-adelige. De, som aldrig selv sagde deres mening højt, og man kunne kun gisne om den..

"Jeg tror, at jeg forstår dig." Sagde han smilende. Han var lige ved at sige Dem, men kom i sidste øjeblik i tanker om, at de var på dus nu. "Jeg ville heller ikke bryde mig om at have en armpynts-hustru. Hvis jeg endelig skal bindes til et ægteskab, så må hun også gerne deltage, hvis du ved, hvad jeg mener.."

"Lige som min tante, fyrstinden. Hun klarer den selv, nu hvor hun er enke, og hun har virkelig styr på tingene.." Der var ingen tvivl om, at Nicodemus havde meget beundring for Fyrstinden af Isenwald. En lille, personlig snak de havde haft for nylig havde især hjulpet - for selv om hun havde fået meget magt, var det lille, familiære forhold der stadig.

"Tro mig, jeg kender til det. Min far har forsøgt at skubbe bejlere i min retning det seneste år, men jeg har da formået at undgå det ind til videre." Lo han. Han følte sig slet ikke klar..