Rhaya kunne huske, at hun var gledet i noget mudder og faldet hvad der havde føltes som ti meter, inden hendes ryg hårdt havde ramt flodens overflade. Himlen var forsvundet over hende som de rasende bølger flåede hende med. Opslugt af vandets mørke kæmpede hun for at komme op til overfladen og få luft. Første gang, det lykkedes, blev hun samtidig kastet ud over en bugtning i strømmen og kolliderede med en træstamme, floden også havde taget fat i. Hendes hænder føltes for små til at få fat i den, og hun nåede ikke at holde fast længe, før hendes ryg ramte en sten og stammen buldrede henover hende og tog føringen. 

Selvom der ikke lå sne henover landskabet lige nu, var frostgraderne nådesløse over for Rhayas tynde krop. Tøjet klæbrede til hende og hev hende nedad, hver gang hun mistede taget i den livgivende luft ovenover, og om hendes lunger brændte af iltmangel eller luftens ulidelig kulde, var ikke til at sige. Med febrilske bevægelser forsøgte hun at svømme mod overfladen igen, mens de voldsomme bølger snublede over hinanden for at presse hende nedad. 

Et skrig lød, da hun igen brød overfladen, og hun var ikke længere sikker på, det var hendes eget. Havde hun virkelig overlevet Vargas' varetægt og over et års nådesløs vandring med Atesh for at dø i en stormflod?

“Hvad mener du med at vi ikke kan køre længere?” Brummede Evlyn irritabelt, som hun gik rundt om kæret for at se på skaderne selv. Og da, faldt hendes hjerte tungt ned i maven. En ubehagelig følelse blomstrede frem, som hun tog det ind - stangen der holde de to hjul på plads var knækket. Hvilket jo var ganske nødvendigt for, at man kunne komme nogen vegne. “Og hvad gør vi så nu?” Sagde hun, som hun lagde armene overkors og betragtede den rødhåret kvinde der stod ved siden af hende. En kvinde, der blot valgte at trække på skuldrene, og ligeledes ligge sine arme over kors. “Jeg ved ikke hvorfor du kigger på mig? Det kan da ikke være mit problem, at du ikke havde krystaller nok til at betale for ordenligt transport - nogen ville jo - hmpfh!” Kvinden der havde snakket, greb sig omkring hendes bryst, hvor Evlyn lige havde tvunget et velplaceret hug ind. “Slog du mig lige på patten!?” Råbte kvinden, hvis røde hår stod næsten som flammer rundt omkring kroppen som hun sprang på Evlyn, som en løve der kastede sig over sit byttedyr. 
“Din forpulede heks, slip mig!” Hun kunne mærke hvordan mudderet tvang sig ind under alle tøjets kroge og kanter, som var bare en lille bitte smule løse til kroppen. Af alle ting der kunne gå galt idag, så skulle hun også bryde med Faith i mudder? Virkelig? 
“De damer, de damer - kunne vi måske ikke finde noget andet at bruge tiden en anelse mere konstruktivt til?” Mumlede en mørkere stemme nogle få meter fra dem, begge kvinder stoppede deres kamp, og kiggede op på hanelveren der stod og kiggede på dem med et dovent udtryk. Deres ansigter begge smurt ind i tygge lag af ulækkert mudder. 
Men før nogen af dem nåede at sige noget, hørte de det alle tre. Dominic, den første til at knytte brynene og vende sig rundt mod floden der løb lige ved siden af vejen. 
“Hørte i også det?” Spurgte Faith, som hun løsrev sig fra Evlyns legemer, og stak en hånd ned så hun også kunne komme op. Dominic var den første til at løbe; “Det en kvinde i vandet, tag en af hestene!” Faith som var den mere erfarne rytter, svang sig op på hesteryggen og begyndte at ride afsted længere ned af bredden, i håb om at hun måske kunne fange kvinden, inden hun fortsatte længere ned. 
Evlyn selv, greb rebene de havde brugt til deres kup, og kastede det over ryggen. Derefter kravlede hun selv op på den anden hesteryg og satte i løb efter Faith. 
Nogen ville måske spørger, hvorfor tre mennesker, som ingen ting havde med denne kvinde at gøre. Ville sådan hovedkulds kaste sig i krig med at redde hende? Sandheden var, at alle tre personer - havde siddet i lignede situation, og deres redning havde gjort at de stadig var der - den dag i dag. 

Skygger bevægede sig over vandoverfladen, og Rhaya syntes at se løbende skikkelser, når hun fik hovedet op over de vilde bølger. Hun kunne mærke sten og vragtræ fyge forbi hendes krop, og noget hamrede sig ind i hendes ene fod og rev den for store støvle af. Den nu bare fod skrabede over en lavning på bunden, men det var umuligt at finde fodfæste, og hun blev hevet videre med en ordentlig hudafskrabning. Kulden fra vandet dulmede i det mindste den umiddelbare smerte med sin egen stikken og niven over alt på hendes krop. 

Havde hun ikke brugt alle kræfter på at komme op til overfladen, hver gang strømningen hev hende nedad, havde hun måske fået den anden tunge støvle af også. Havde hun overhovedet stadig den lille taske om skulderen? Næppe, men i flodens fart kunne hun ikke mærke, om hun bar noget eller bare mærkede presset fra det våde tøj. 
Rhayas lunger brændte, da hun endnu engang endelig brød overfladen, flagrende med armene og gispende efter vejret. Hun prøvede at råbe om hjælp, men ordene kom kun halvt ud som vandet forsøgte at finde vej ind. 
Denne gang formåede hun at holde sig oven vande lang nok tid til at se, at der var løbende folk på bredden  -  og en hest! En rytter. 
I det øjeblik mærkede hun noget indeni, hun ikke havde følt meget, meget længe. Håb. Vilje. 
Hun ønskede at overleve, på trods af hvor meget hun det sidste år havde ønsket at dø. 

De næste par minutter, var hårde - det var der ingen tvivl om. Men heldigt for kvinden, hvis hoved i ny og næ dukkede op, som for at fortælle hende hun stadig var i live. Var dette tre mennesker, der havde arbejdet sammen i flere år, og selvom de lige havde været i en uenighed - andre ville nok kalde det et skænderi. Så var alt det lagt bag sig, som de arbejdede som en velsmurt maskine for at få kvinden ud af vandet. 
Rebende blev kastet mod Dominic, der fløj hen over sten og de løsrevene grene fra træer der skvulpede i overfladen af den buldrende flod. Alle dage, havde Evlyn missundet ham for at have denne magiske evne, eller i det hele taget at have en. Noget hun aldrig var blevet født med. 
Det var dog hvad der gjorde, at rebet på næsten magiskvis blev lagt omkring den drukne kvinde, og derefter blev revet op af de to andre på hest. 

Da hele strabadserne var klaret, var det Evlyn som der skyndte sig hen til kvinden. Hendes hænder der søgte efter hendes puls, tjekkede om der var vand i lungerne eller i munden for den sags skyld.
Man skulle næsten tro at hun havde gjort det før. Hvilket hun også havde, bare ikke lige så voldsom en situation, som de havde været i dag.
"Hey, kan du høre mig? Er du okay?" mumlede hun, og ruskede blidt i hendes skuldre, i håb om at finde noget livstegn, noget som bevidste at de ikke var kommet for sent. 

Reb var noget af det værste, Rhaya vidste, og alligevel var det, hvad der reddede hende nu. Floden prøvede at flå hende med til det aller sidste, men livlinen var stærkere, og hun blev trukket mod land i et stødt tempo. Vand buldrede ind i hendes øre, og det var svimmel og med pletter for øjnene, at hun endte på bredden. 
Nogen talte til hende, men lyden var langt væk og mørk. Rhayas krop rystede at kulde og overanstrengelse, og stadig var det første, hun prøvede på, at fjerne rebene om sig - komme væk, som hun havde været så vant til ellers. Hun kunne se ane par fødder, men hun turde ikke løfte blikket. Hvad nu hvis de kun have hevet hende ud ad vandet for at give hende en værre død end floden kunne? 

Stadig uden helt at kunne se og høre, forsøget hun at stable sig på benene, men hun væltede til siden og blev grebet af et hofteanfald. Vand blev hostet op, og der gik ikke længe, før hun også tømte sit maveindhold ud på jorden. Svag og afkræftet krummede hun sig sammen stadig filtret lidt ind i rebene og nu også småhulkende over smerten fra den voldsomme opkastning. 

"Tag rebende af hende!" beordrede Evlyn Dominic, som med det samme fik hans kniv frem og skar dem op. Det var en skam, men sådan gik det hurtigst. 
Faith var allerede på vej tilbage til kæret hvor hun kunne hente tæpper, for at få varmen tilbage i den våde kvindekrop. 
Evlyn selv, lagde en beroligende hånd på hendes ryg, som hun støttede hende mens vandet sprøjtede ud af hendes mund. Det var lige nu det eneste hun kunne gøre, mens den anden hånd langsomt fjernede det våde hår fra hendes ansigt. Det var også her, hun lagde mærke til de spidse øre. En elver, men så mørk? Hvad lavede en ørkenelver dog så langt væk fra Rubinien. 
Forvirringen var ganske klar, men det var nok den mindste ting lige nu. Det vigtigste var, at holde live i den kolde kvinde, inden at noget som helst andet skulle foregå. "Måske er det bedre hvis vi for starte noget ild, og laver mad - så hun kan få varmen." Evlyn kiggede op mod Dominic, som var den der havde snakket. Derefter gav hun et hurtigt nik, han havde ret - varme og mad var nok det bedste de kunne gøre for hende lige nu.
I samme øjeblik, kom Faith tilbage, og de fik lagt de mange tæpper rundt omkring den rystende krop. De kiggede lidt rundt omkring, heldigvis var der mange træer i nærheden - de skulle nok finde ly for natten. 
Evlyn blev dog ved den rystende skikkelse, som de andre gik igang med at hente ting fra kæret og finde træ til at starte ilden med.

Lidt efter lidt kom sanseindtrykkene tilbage til hende. Den brummende lyd i hendes ører blev erstattet af den brusende lyd fra floden. De sorte pletter for øjnene fortog sig, og nogle af dem blev trukket lange, indtil det gik op for Rhaya, at det var hendes mørke hår, der lang i våde tråde ind foran hendes ansigt - dog havde nogen kort før holdt det fra at blive sølet til i opkast. 
Hun mærkede arme om sin krop gennem lag af noget tykkere end bare hendes tøj. Tænderne klaprede, men som altid mærkede hun det ved smerten i kæben og ikke lyden - den var afdæmpet og unaturligt stille som resten af hendes bevægelser. 

Atesh. Hvis han fandt hende med andre...
Med ét rev hun sig fri af tæpper og omfavnelse. Hun snublede fremover og kom halvt op på det ene knæ med en hånd i jorden. Hendes ene fodsål blødte fra hudafskrabningen, og hun havde  rifter og sår over det meste af kroppen, hvor floden havde kastet rundt med hende. Meget af det simple tøj var revet itu og hun manglede en støvle - den anden så ud til at være mindst to størrelser for stor. 
Hendes blik søgte rundt i buskadset, henover floden og forbi den lyshårede kvinde, hvis bekymrede blik lå på Rhaya. 
"Je-je-je-jeg prøvede ikke at lø-lø-lø-løbe væk," stammede hun med frygten malet i ansigtet. "For-for-fortæl ham, jeg ikke..."
Så besvimede hun. 

“Ved Zaladin!” Udbrød Evy, som hun greb sig om næsen, som kvinden havde formået at give et ordenligt knytnæve i. Hun måtte indrømme, at hendes reflekser ikke var hvad de havde været. Søvnmangel ville bestemt være noget hun ville skyde skylden på - men lige frem at få blodtud, fordi hun ikke lige havde været opmærksom på kvinden. 
Så der sad hun, med begge hænder der klamrede sig om næsen der blødte som fritfald fra en vandfald. Dominic der sad ved hendes side, som en beskyttende bjørnemor og Faith der allerede havde trukket kniven. Men før det blev aktuelt at gøre noget, så de hvordan at hendes krop sank sammen på jorden. Alle, åndede lettet op.

Stemmer trængte ind i mørket. Det varme, behagelige mørke, der havde omgivet Rhaya i hver, der føltes som evigheder. Ganske, ganske langsomt bevægede hun sig mod overfladen, men ikke på samme måde som da hun havde kæmpet for sit liv for at komme op af floden. Denne gang var det en behagelig opstigning som båret på bløde tæpper. 
Bløde tæpper, der dækkede hendes krop og som hendes hænder havde viklet sig godt ind i et instinktivt forsøg på at blive varme. Hendes åndedræt gik fra det regelmæssige, døsige tempo til en lang indånding og en udånding, der ikke bragte vand med sig op. Maven rumlede og kroppen var svag. Overlevelsesrusen var taget af, og den lille ørkenelver åbnede sine trætte øjne og prøvede at stille skarpt. 
Bålet og tre silhuetter. Mennesker? Stemmerne virkede stadig afdæmpede, og hun rullede om på siden. Lyden blev bedre - måske det ene øre bare stadig var fyldt med vand. 

"Hvem er I?" spurgte hun med hæs stemme. 
Hun trak tæppet lidt op omkring skuldrene og så på dem med et overvejende, forsigtigt blik. Tre rejsende, og de så ikke alt for velhavende ud, selvom deres vogn ikke var helt lille. De var ikke typer, der bare ville tage folks ting og slå dem ihjel - så meget stod klart, nu hvor hun var pakket ind i tæpper og... Vent, var hun nøgen?
Rhayas blik afsøgte den lille lejr, og få omridset af sit tøj hænge til tørre. Selvfølgelig. Hun ville dø, hvis hun forblev det i det isvåde stof. Så de var ikke typerne, der slog folk ihjel på gaden, så langt så godt. Hun var ikke bundet heller, men hun var selvfølgelig også for svag til at flygte lige foreløbigt. Var de typerne, der solgte en værdifuld ørkenelver, det var det næste, hun skulle finde svar på. 

Så snart hun hørte den rumsterende lyd af en krop der bevægede sig, kiggede Evlyn over på ørkenelveren. Hun skubbede hurtigt Dominic væk, der himlede opgivende med øjnene også gik hen til Faith for at gøre klar til at de kunne spise. 
Den blonde kvinde rejste sig op, og bevægede sig tættere på hende, dog uden at komme helt tæt på. Hvis hun kunne undgå det, ville hun gerne sikre sig, ikke at få flere knyttet næver i hendes ansigt. “Mit navn er Evlyn.” Sagde hun og smilede en anelse skævt. Og prøvede at tørre det værste blod, der stadig lå omkring overlæben væk. 
“Vi er tre som rejste fra Zircon til Dianthos, og desværre brød vores kærre sammen på vejen. Heldigt for dig - for ellers havde vi nok ikke hørt dig skrige fra floden.” Snakkede hun videre - “Tror du, du er stærk nok til at få noget suppe i dig? Det er ikke super spændende, må jeg nok advare dig om, men det gør i hvert fald vi kan få lidt varme i dig!” Sagde hun, og betragtede hende forsigtigt og prøvede at ligge mærke til de mindste træk. Bare så hun kunne være sikker på, hvor hun havde den anden.

Omtrent halvdelen af ordene sank helt ind hos Rhaya. Dianthos kendte hun - det var der dronningen boede og en større by end Balzera. Det sted, hvor slaveri var forbudt, eller i hvert fald salget. Ikke at hun tænkte, det stoppede folk fra at have slaver. Zircon var ny og lod underlig i kvindens midtlandske accent. Rhaya var vant til flere rullende r'er og bløde vokaler. 
Evlyn. Villigheden til at give sit navn viste da lidt venlighed. Stadig have Rhaya svært ved helt at finde ud af, hvor hun havde dem. For et år siden ville hun nok have genkendt den oprigtige venlighed og taget imod den imod den med åbne arme. Nu var hun usikker og påpasselig.

"Var det..." sagde hun tøvende og så på blodet på Evlyns ansigt. "Var det mig, der gjorde det?"
Hun kunne ikke huske at have set blod på kvinden, da de hev hende op. Var der sket noget? Havde Atesh været forbi, ville hun ikke være sluppet med en blodtud. 
Da tankerne ramte hende, krympede hun sig en smule og knuget tæppet mere. Hvis hun havde gjort det mod den anden kvinde, hvorfor var hun så ikke blevet straffet for det endnu?

Det var næsten som at have at gøre med en af hundene fra skumringskvarteret. En af dem, som der ingen mad havde set i dagevis, og blev jagtet rundt af drengene med kæppe som var det et legetøj. Lige så skræmt og bange for, at selv hun ville have en kæp i hånden og begyndte at slå, hvornår end det skulle være. Også selvom at hun sad med mad foran den, som den havde måtte gå for uden så længe. Så noget måtte være hændt hende, noget helt og aldeles grufuldt. Men hvad? Ja, det kunne man jo kun gisne omkring.

Hendes fingre gled op og røre ved næsen, som hun spurgte om det havde været hende der havde gjort det. Et grin forlod hendes læber, men fortrød det hurtigt, som smerten væltede op gennem næseryggen. “Av, ja” svarede hun og nikkede - “Du tog mig lidt på sengekanten, sådan som du pludselig havde energi nok til at fare op og stikke mig en - men jeg ved også godt det ikke var med vilje, så det skal du ikke tænke over.” Sagde hun, og prøvede at smile opmuntrende. Hun valgte også og lave et hovedkasserere mod Faith der var begyndt at øse op i de forskellige træskåle. “Faith derover, hun har gjort meget værre ting mod mig, og endda med vilje - og hun lever stadig i bedste velgående.” Måske et dumt forsøg på at skabe tillid, men man måtte jo starte et sted.

Det var underligt at høre den slags venlig snak om andres kammerater efter så lang tid uden. Hun kunne huske den fra sine venner i Balzera, men det føltes som et fjernt minde nu. Hun var blevet vant til stilhed og knurren, hvis hun talte for meget eller prøvede at sige, hvad hun mente om ting og handlinger. De gange, hendes forslag havde været brugbare, var de sjældent blevet tage godt imod alligevel. Det havde været præcis som hun vidste det ville være at blive gjort til slave. Hendes modstandskraft og sind var langsomt blevet nedbrudt, og hun havde svært ved at hive sig ud af det mørke og den fortvivlelse, der havde taget fat om hendes hjerte. 

"Undskyld," sagde hun stille og fugtede sine læber. Hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle fremlægge det - der var ingen ordentlig vej at komme ind på det gennem samtale, og hun havde haft så lidt samtale med andre, at hun næsten havde glemt, hvordan det føltes. "Hvad... Vil I gøre med mig?"
Rhayas syn havde indtil sin dannelsesrejse ikke haft et så hårdt syn på andre. Men lige så snart hun var endt i Balzeras gader på egen hånd og kun med tyveri som levevej, var det gået op for hende, hvor lidt ret over sin egen krop og skæbne hun havde. Fandt nogen ud af, hvad hun var, ville de få hende indfanget som et cirkusdyr og solgt til højestbydende. Efter turen med Atesh havde hun ikke den store tiltro til at resten af landet havde et bedre syn på ørkenelveres egenret.

Evlyn rystede hurtigt på hoved - “Ingen grund til at undskylde, jeg ville nok have gjort det samme.” Sagde hun med et smil, og satte sig lidt mere behageligt på plads. Kvinden havde tydeligvis nogle tillidsproblemer, og derfor ville hun ikke presse den yderligere. 
Faith kom hen med to skåle, og rakte det til hende - inden hun gik tilbage til Dominic hvor de sad på den anden side af bålet, og snakkede med dæmpet toneleje. 
Hvad vil i gøre med mig?
Det spørgsmål fik hende til at løfte brynet forvirret, som hun skubbede skålen over mod hende, og lagde en træske hen over skålen. “Gøre med dig?” Sagde hun endelig, og begyndte at puste på den varme suppe, inden hun satte skeen ned i og begyndte langsomt at spise.
“Øh, jeg havde ikke sådan tænkt dig vi skulle gøre noget med dig. Hvis du var rask nok, tage dig med til Dianthos, så kunne du finde ud af hvad du ville der. Måske tilbyde dig at blive en del af vores klan, hvis du ingen steder har at tage hen. Mulighederne er mange! Og vi kan hjælpe dig, med det du har brug for.” Sagde hun så, og prøvede virkelig at vise, at hun mente ordene. At det ikke bare var noget hun prøvede at bilde hende ind. 

Lige så stille begyndte Rhaya at blive overbevist om, at Evlyn ikke ville hende ondt. Eller måske endda slet ikke overvejede at sælge hende videre. Vidste hun overhovedet, det var en mulighed? Var landet så anderledes heroppe, at de slet ikke vidste hvor meget værdi en ørkenelver havde? 
Hun kæmpede sig op på den ene albue og trak skålen med suppe hen til sig. Hun var ikke sikker på, hun kunne sidde oprejst endnu, og hun skulle alligevel spise langsomt i tilfælde af, at maven stadig havde det skidt. Med en rystende hånd tog hun skeen og spildte kun omtrent halvdelen, inden den nåede hendes mund og væsken blev pustet kold nok til at indtage. 

"Handel med os er for-forbud heroppe, har jeg hørt," sagde hun prøvende og holdt nøje øje med Evlyns reaktioner. Hvis hun prøvede at snyde Rhaya til at stole på hende, så hun kunne få hende frivilligt med til en slavehandler længere sydpå, ville hun måske kunne lure det i hendes reaktioner. "K-kan jeg... Gå rundt... Frit?"
Hun vidste ikke, om Evlyn ville forstå. Kvinden lignede ikke én, der led nød til hverdag eller var jaget vildt, ligesom Rhaya havde følt sig siden hun forlod Thal'Elor. Hun vidste det burde være anderledes heroppe højere nordpå, men hendes venner var stadig blevet hapset over Rubiniens grænse, så det havde ikke hjulpet dem meget.

Evlyn skulle gøre alt for, ikke at smile triumferende, da ørkenelveren trak maden til sig og begyndte at spise. Eller, spise efter bedste evne, og det tog meget af hendes viljestyrke ikke at spørger, om hun skulle hjælpe hende. Måske senere, men lige nu, måtte hun nok hellere lade deres relation blive bedre, inden hun trængte sig på fysisk. 
Som hun sagde, at handel med dem var forbudt heroppe - trak Evlyn lidt på skuldrene. “Altså, som jeg har forstået, foruden at man ikke ønsker mørkelver nogen steder i nærheden af Dianthos. Så skal alle racer behandles lige. Om de så bliver gjort det er en anden side af sagen. Men nej, jeg gør mig ikke i slavehandel overhoved. Jeg gør mig mere i materielle genstande.” Sagde hun med et skævt smil, og kiggede vurderende på kvinden om hun forstod hvad hun mente. At det nok var en kriminel hun lå ikke så langt fra, men at det var tyvekoster som juveler og malerier hun stjal og solgte videre. Ikke væsner, end ikke en gang de som ikke kunne tale deres sprog. 

“Og ja, jeg kan sagtens tilbyde dig at komme med os, jeg har steder du kan være - og hvis du vil, har jeg også beskyttelse til dig i Rubinien, hvis du vil tilbage til dit land. Men som udgangspunkt, så kan du frit takke nej og vi kan sætte dig af ved den nærmeste by - men jeg kan ikke tilbyde dig nogen krystaller. Så hvordan du betaler dig til mad og et rum at sove i, det må du selv finde ud af.” Måske var det en anelse kynisk, for det gav ikke kvinden meget valg. Men efter de havde reddet hende, kunne de vel i bund og grund ikke stå til ansvar for hende, hvis hun hellere ville klare tingene selv.

Rhaya var pinligt bevidst om, at hun på ingen måde kunne klare sig selv. Ovenpå al mishandlingen var hun en skygge af, hvad hun havde været, og selv et let offer ville med sikkerhed opdage hendes fingre i deres lomme. At Evlyn så ligeud kunne skitsere mulighederne op var den frustrerende sandhed. Til gengæld... Til gengæld var de tyve selv? Det hjalp på tilliden - nok mere end denne kvinde anede. 

Stilheden sænkede sig mellem dem, mens mere suppe kom indenbords, og ørkenelverens blik løb et par gange over den lille lejr, som for at overbevise sig selv om, at de ikke ville hende noget ondt.
"Jeg hedder Rhaya, og jeg vil gerne med jer," sagde hun så og det føltes både skræmmende og vidunderligt at tage et valg. "Jeg..." Hun slog blikket ned. "Jeg vil gerne have hjælp, til at..."
Til hvad? Til at komme op igen? Til at komme ud af det sorte hul, hun var endt i? Til at beskytte sig fra Atesh? Fra... Vargas? Hun vidste ikke, om det betød noget for Evlyn, overhovedet - hvor meget hun gik op i nye rejsekammerater. Hvor meget, hun vidste om uretfærdighederne i Rubinien. 

Selvom der ikke var meget liv, eller lys at finde i elverens øjne længere, var det stadig klart at hun havde forstået hvad Evy havde ment. 
De var tyve - og der var en genkendelse, som der gjorde et lille skævt smil voksede frem på hendes læber. Konklusionen for lederen måtte være, at kvinden selv havde tendenser til at finde folks ejendele i hendes egen lomme. Og derefter lagde der en stilhed over gruppen, kun afbrudt af de fire individer der fik skovlet maden i sig. 

Den kolde jord, var ved at sive gennem Evlyns bukser, som var blevet fugtige efter hun havde været med til at redde kvinden som fik mere glød i hendes udhulet ansigt. Hvor hun dog lignede børnene i Dianthos, de var over det hele - retfærdigheden, den fandtes kun blandt de adelige, mens at dem som var født blandt det forkerte folk måtte lide konsekvensen af noget, som de ikke selv havde valgt. 
"Det er godt at møde dig Rhaya, og du skal være mere end velkommen til at tage med os. Vi har altid pas til flere som os." hun lagde hoved på skrå, da hun begyndte at tale mere - hjælp til? Smilet prydet hendes læber.
"jeg forstår, når vi kommer til Dianthos, tager vi den derfra, også finder vi en løsning så du igen føler du er dig selv igen." den følelse kendte den blonde kvinde godt, alt for godt.

Et tøvende, forsigtigt smil var ganske kort at se på Rhayas læber, og det nåede lige akkurat øjnene, før det forsvandt igen. Trætheden og den hårde kamp mod vandet havde gjort alle hendes muskler ømme - selv i ansigtet, der brændte af mere end bare kulde. 
Hun fik et nik frem, da det gik op for hende, at hun kun havde tænkt på svaret til kvindens ord og ikke udtalt dem. Evlyns ord. Sande ord: Hun havde brug for at blive sig selv igen. Hun blev nødt til at begynde at se på hende som en, der ville hende det godt og ikke bare et hurtigt bekendtskab, inden hun blev hevet tilbage som påhæng på den dragefødte. Med lidt held var hun endt langt, langt væk fra ham. Med lidt ekstra held troede han, hun var død. 

"Kan jeg komme lidt tættere på bålet?" spurgte hun stille og lod sit blik flakke over mod de to andre skikkelser. "Måske falder jeg i søvn, men jeg vil gerne høre jer snakke... Det er lidt længe siden, jeg har hørt krystalisiansk."
Det var jo ikke helt sandt - Atesh havde da lært noget. Men der var ikke rigtig noget, der slog at høre en samtale på et kendt sprog, når man alt for længe havde været sammen med nogen, der talte et andet. Bare det at kunne aflæse kvindens ansigtsudtryk var beroligende for hende - de var ikke gemt bag skæl og lynende øjne, hun aldrig vidste, hvor hun havde.

Evlyn nikkede langsomt, og kastede det derefter sit blik på de to andre. De satte deres skåle fra sig, og med hjælp fra hinanden bar de hende tættere på ilden. "Fortæl os, så snart du føler det begynder at blive for varmt -" hun fugtede læberne, og gav hende et næsten moderligt smil "For det kan være lige så farligt, som at dø af kulde." derefter satte hun sig hen til de andre, og efterkom ørkenelverens ønske.

"Vi skal finde en måde at komme tilbage på, med aksen der er ødelagt bliver vi nød til at finde hjælp. Især når vi har en ekstra på slæb." Faith nikkede og istemte, at det ville være en god idé at de søgte mod byen, og der var en som blev med Rhaya. Og mens de snakkede var det ganske tydeligt, hvordan Evlyn blev ved med at sikre sig om deres nye rejsefælle var okay. 
Selvom at hun havde været venlig mod hende, vidste Evlyn også at det havde været en ekstra byrde. Noget der måske i sidste ende ville ende med at koste dem i dyrebar tid. Men igen, hun ville ikke have gjort det anderledes, hvis hun havde fået valget sat op så snart de havde hørt skriget. 
Sådan fortsatte de med at diskutere frem og tilbage, hvordan de skulle gøre det bedst når morgendagen kom. Hvor efter de også selv begyndte at gøre sig klar til at ligge sig til at sove. Besluttede sig for, at Evlyn ville tage den første vagt. Hun satte sig derfor hen til Rhaya for at sikre sig, hvis hun vågnede i løbet af natten ville der være nogen og snakke med hende.