Solen stod højt på himlen, som den plejede at gøre her i Balzera, og på alle gaderne summede det af liv. I nogle af gaderne summede det faktisk så meget af liv, af et par råb kunne høres, og et par skrig, som nogle mænd prøvede at mase sig gennem de smalle gader, som også var fyldt med mennesker, som var normen herude.
Og for enden af en disse gader, hvor mændene prøvede at mase sig frem, var der en enkelt skikkelse. En ørkenelver iført en violet jakke, og som havde mistet sit tørklæde om hovedet for et par gader siden. Han greb fat i et par kasser der var i gaden, og trak sig med lethed op i lidt højere højde, inden han kunne få fat i hustaget og trække sig resten af vejen op. Noget der ikke tog mere, end få øjeblikke, før hans elegante ben bar ham hen over hustagene denne her gang.

Heroppe på hustagene var det nemmere at komme frem, for dem der var vant til at bevæge sig. Der var lidt nogle mellemrum, når man hoppede fra et tag til det næste, men der var ingen mennesker eller andre væsner der kunne stå i vejen, som elveren, eller Bandorion som hans navn egentlig var, lod sine ben bære ham væk fra larmen af mændene.

Hans øjne var dog primært fæstnet på tagene, og gaderne han svang og hoppede sig over, så at noget nærmere ham oppe fra, var ikke noget der kunne falde ham ville ske. Det var jo aldrig sket før, og hvor mange halvfugle var der i Balzera? 

Svævende over den travle by Balzera, var det at Ramiel's bevingede skikkelse roligt fulgte med de øvre luftlags friske tempo, og nød den kølende fornemmelse af vinden der kærtegnede hans senede krop. Den dumpe lyd af hans vingeslag og den lavmælte susen for ørene, var næsten det eneste der nåede helt herop, herop hvor kun luftens udvalgte kunne bevæge sig afsted. 
Det var dog ikke kun fordi at han var velsignet med de prægtigste, sorte svangevinger at han gjorde det, da det ligeså meget var for freden såvel som renligheden i forhold til de støvede gader, der motiverede ham til altid at søge (og sigte) højt. Normalt betød det ikke det helt store - normalt ville en sådan flyvetur ikke bringe andet end velsignet luft til hovedet, og et afbræk fra den landbundne hverdag. Men idag skulle vise sig at være anderledes. 

En masse råben og skrålen fandt nemlig sin vej til himlen, og brød den næsten komplette ro der havde været. Lyde der vækkede en gnist af interesse hos halv englen, der snart fandt sig selv i en støt kurve nedad for at undersøge postyret og kilden til denne uro. 

... og fandt en silhuet der bevægede sig i fuld fart over hustagene i byen. Slank, hurtig og adræt forekom han, som var han uden tvivl på vej væk fra et eller andet. Og da var det at Ramiel's mørke øjenbryn røg op i panden - fordi kunne det virkelig være... Ban?
Det slanke 'menneske' blev afslørret af sin violette jakke. Og nysgerrigt gled Ramiel længere ned, grebet af en underlig fornemmelse af fascination. Han havde virkelig ikke løjet, da han havde sagt det med tagene, havde han?

Der var ikke meget lyd heroppe på tagene, selvom Bandorion svagt kunne høre bandeord der fulgte ned langs gaderne, som han hastigt bevægede sig væk fra dem. Et par enkelte mænd så også ud til at forsøge at komme op på samme niveau som Bandorion. Den ene faldt dog ned inden han kom op, og den anden endte med at snuble over en tøjlinie og falde tilbage ned i gaderne under ham, hvor et hyl fra en kvinde også kunne høres.

Det var et prægtigt smil på Bandorions læber, som han forsatte mod nogle af byens højere huse, dog stadig i den betydelig fattigere del af Balzera.
Han hev sig op på en balkon, for derefter at springe videre til den næste, så han derfra kunne hejse sig endnu højere op på et tag. For en mand der eftersigende burde bo under jorden, så havde han et ufattelig talent til hurtig at bevæge sig på flere af niveau forskellene i byen. Han var tydeligvis en der havde begået sig heroppe før, især som han virkede til at undgå visse af husene, som var de næsten en fælde eller endnu et problem der ville opstå.

Da han nåede langt nok væk og kunne se sig over skulderen og bekræfte at ingen af mændene var oppe på tagene og efter ham mere, gik han i stå, og lagde hænderne kortvarigt på knæene, for lige at få vejret lidt, inden han rettede sig op. Vinden blæste let i de blonde lokker, og de piercede elviske ører var til syn for alle.

Han havde endnu ikke opdaget englen der holdt øje med ham. 

Han var så sandelig på vej væk, og det i en fart. Fra hvad og hvorfor kunne han kun gisne om, men brudstykker af det nødvendige blev langsomt sat sammen, indtil at et morende smil trak det skarpe ansigt op, underholdt af den scene og det påstyr han havde skabt med de bandende, råbende mennesker på jorden.Han præsenterede kort sagt et helt andet niveau end mændende, både i højde men også i snilde. 
Fra fugleperspektiv havde Ramiel en anelse om hvilke tage der ledte hen til en 'blind vej', så at sige. Men Ban fulgte et memoreret mønster over byens tage, som havde han ikke lavet andet hele sit liv. Og da han  så endelig stoppede, jah der var det at smilet kun voksede en anelse. 

Det var altid en fantastisk følelse, at få bekræftet at man havde ret. Og med de spidse ører stukket id igennem det blonde hår, jah så var det at et sug gik igennem hans mave, og havde nogle været i nærheden af ham, ville de have hørt hvordan en magelig klukken blev revet væk med vinden susende om ørene. Så han havde ikke været en af byens beboere? Perfekt. 
Det forklarede også hvorfor det eksotiske strejf omkring ham havde draget Ramiel så meget. 
Man havde måske sine svagheder når det gjaldt hvad man fandt nydeligt. 
Svævende til vejrs, jah der var det at halv-englen lige tog sig nogle sekunder til at overveje hvorvidt han skulle gøre noget, og hvis jah, så hvad. Men nogle gange måtte man vel bare følge sine instinkter... instinkter der lige nu bad ham fange elveren på overraskelsen, og samtidig få ham væk fra den ene skikkelse der - mere adræt end sine kamerater - havde formået at hejse sig selv til tagene og nu var sat i spurt imod Ban's skikkelse. 
Så Ramiel gjorde det samme, blot i et dyk. 

Først steg han til vejrs, en doven bue opad, inden at han i loopet fik samlet fart ned imod jorden, da han foldede vingerne ind til kroppen. Bagfra svævede han nærmere som en raket af guld og tjæreglimt, vingerne åbnedes atter for at flade ham ud og imens han stadigvæk stod foroverbøjet, gled Ramiels i næste nu over ham, de muskuløse arme foldet i en armkrog der tog fat under hans armhuler. Og steg til vejrs, kraftige og hurtige vingeslag der tvang dem igennem luften, hjulpet af fremdriften og ikke synderligt sinket af den ekstra vægt. 
Som havde han ikke gjort andet i en stor del af sit liv, hvilket heller ikke var løgn. Han havde trænet sine manøvre i utallige timer. 
"Halløj, Ban" armene trak ham med et lidt for muntert smil helt op til overkroppen, så den hviskende stemme gled direkte ud fra hans meget spidse øre. 

Hvis Bandorion havde opdaget manden på vej mod sig, så ville han nok være begyndt at løbe videre, og det samme hvis han havde set den flyvende skikkelse der nærmede sig, men han så intet af det, lidt for selvsikker om at han nok var løbet fra dem efterhånden, og om ikke andet kunne han nok løbe fra dem igen, hvis det var. Det var først en susen der nåede han øre, at han begyndte at kigge sig om, men da halvenglens manøvre blev gjort i sådan en fart, ja, så blev Bandorion fanget inden han kunne kigge sig om, og løftet op i luften.
Et lille næsten feminint hvin undslap hans læber, som han så tagene forsvinde under hans fødder, og han blev meget bevidst om at det kun var den fremmede der havde fat i ham, der kunne sørge for at han ikke faldt. Derfor forholdt han sig også meget stille.

Det var først da han hørte det næsten silkebløde ”Halløj, Ban” fra manden der bar ham, at hele hans krop slappede bare lidt mere, som han prøvede at kigge sig om, for at bekræfte, at det faktisk var hvem han troede det var. Selvom hovedet var svært at få i synsvinkel, så fik han et glimt af de sort-gyldne vinger.
”Ramiel?” sagde han, og tog noget luft ind. Hans hjerte bankede derud, en del fra at løbe, en del fra spændingen og højden, men også en del fra at det var Ramiel han kunne mærke. Han havde efterhånden givet op på at se den anden mand igen. Mest fordi hvordan skulle de dog finde hinanden?
Det var endnu ikke rigtig gået op for Bandorion, at Ramiel også nu med sikkerhed var klar over hans meget elviske ophav. Det var svært at fokusere på alle tingene, især når man for første gang var oppe og flyve, og det føltes som om at man ville falde ned når som helst. 

Det tunge vingeslag tog en anelse til i fart for at tvinge dem yderligere op over byen og væk fra forfølgerens vrede øjne, der med en banden der blev druknet i vinden, stoppede op. Det var trods alt håbløst at forfølge til fods, noget Ramiel havde udnyttet sin del af gange. 
En tilfreds lyd gled over hans læber da Ban var hurtig til at genkende ham, og trods det overraskede hvin fra før, tog han det faktisk overraskende pænt, sådan at dingle i luften. Hvad han ikke ville have givet for at se hans udtryk, det havde uden tvivl været kosteligt. "I egen høje person" fulgte han op med, en lille nynnen af tilfredshed som de endelig nåede op til de varmere vinde, der lod ham folde vingerne ud og udnytte at han kunne svæve for en kort stund. 

Hænderne foldedes ind over hans bryst og låste sig med hinanden så han hang mere sikkert. Prøvede han at vride sig fri - strakte han armen frem foran sig ville han uden tvivl glide igennem hans greb og styrte imod jorden. Men han havde sin tvivl til at det var et forsøg han ville gøre sig i, og det af flere grunde. 
"Du er ikke så lidt fræk, sådan at lyve for mig, ved du nok" ordende flød ikke i vrede, men derimod med en kant af underspillet interesse, og Ramiel's ansigt, der hvilede omkring elverens skulder drejedes en anelse imod ham. De piercede ører hang blev strejfet af den varme ånde i bevægelsen og stemmen 

Alt imens, jah så styrede halv englen imod et af byens gyldne tårne, hvor at tagene - omend kuppelformede, knejsede op i et snoet spir med massere at gribe fat i. En god vente position for elveren og ham selv, godt isoleret fra byens larm i den svimlende højde. Det ville trods alt være ubehageligt at svæve omkring med ham i længere tid, uden at vide hvor han ville sætte ham af. Ikke at han behøvede at vide det. 

Bandorion tog det mest pænt, fordi hvis han skulle tænke for meget over hvor død han var hvis Ramiel gav slip på ham, så var han ikke sikker på at han bare kunne hænge og dingle som en eller anden klud. Han håbede inderligt at Ramiel var så stærk som han så ud, eller i hvert fald gav udtryk for. Elvere var måske tyndere per natur, men der var alligevel grænser.
Hans hænder fandt også Ramiels som holdt rundt om ham, bare så han også selv havde noget at gribe fat i og føle sig lidt mere sikker. Så var det ikke kun Ramiels eget valg, hvis Bandorion alligevel skulle smides til sin død.

Et lille gys gik igennem ham, som den varme ånde fandt hans øre endnu engang, og det var kun med kommentaren om at han løj, at det gik op for ham, at han ikke var nær så godt skjult mere. Hans tørklæde havde han trods alt mistet tilbage nede i gyden, da mændene først havde fået øje på ham. Alligevel så var Bandorion ikke en til at være bange for at sige sine ord. ”Jeg tror aldrig der var noget tidspunkt hvor jeg decideret løj,” prøvede han at påpege, selvom han ikke kunne være vildt sikker på det udsagn. Han havde trods alt en tendens til at lyve, men der var ingen grund til at benægte fulstændig at være elver, når han fra starten af gerne ville finde Ramiel nøgen i en seng, og det krævede lidt at Bandorion selv stod nøgen i alt sin stolthed.

Hans øjne kunne dog ikke kigge tilbage for at se hvordan Ramiel reagerede på tingene, og måtte nøjes med stemmeføringen. Desuden var synet ret vildt, hvis ikke skræmmende. Især som et af de gyldne tårne begyndte at komme tættere på. Bandorion havde aldrig været oppe i sådan et. 

Vingeslagene tog en anelse til igen i takt med at de nærmede sig, og selvom Ramiel sænkede farten for at kunne dumpe ham af på den smalle afsats bare nogenlunde sikkert, jah så var det ikke uden risiko, han ville være nød til at gribe fat med det samme. Noget han ikke tvivlede på at han ville gøre, da kroppen havde det med at reagere før hjernen i liv og død situationer; og et fald fra den her højde ville uden tvivl være et fald i døden. Og det ville være utrolig ærgerligt, nu havde han jo lige fundet den gyldenhudede lille sag. 

En 'hmmm' lyd fulgte med som svar på hans kommentar, da det ikke var usandt. Ramiel havde aldrig spurgt ham direkte, det havde været bizart, om han havde gjort det. Men han havde haft sine anelser, og Ban kunne godt lige have gjort sig den ulejlighed, at få bekræftet dem med det samme. Og dog, spillet i hele den her situation var morende. 
Og så var det nu. Ligeså meget for at lette presset fra den ekstra vægt, var det at Ramiel lod ham glide ud af sine arme da han fløj over spirets lille afsats, hvor dem der havde bygget tårnet havde fundet fodfeste, tilbage for mange herrens år siden. Slaver uden tvivl, og da deres værdi kun var målt i deres brugbarhed, kunne man ikke ligefrem kalde afsatsen for sikker. Derfor var det også med et lille sus at Ramiel kiggede sig tilbage, og konstaterede at han (heldigvis) var landet sikkert. Så langt så godt. 
"Der var heller aldrig et tidspunkt, hvor at du decideret fortalte hvad du var" kunne man høre ham le, idet at han cirklede tilbage, for med langsommere og tungere vingeslag at sænke sig ned på samme afsats som Ban var blevet sat af på, et lunefuldt glimt i de gyldne øjne der nu betragtede ham i alt sin elviske charme.  Øjne der ikke forlod ham i deres studie, selv når støvlerene med et bump ramte fast grund, og han mageligt foldede vingerne på plads, så de kunne hvile. "Så.... hvornår ville du have gjort det?" 

Som de gled nærmere og nærmere, så begyndte Bandorion også at få en idé om hvor Ramiel egentlig havde planer om at de skulle hen. Han ville nu have fortrukket at han var blevet sat af på et af tagene meget længere nede, men nej, det var ikke Ramiels plan.
Ligeså snart han kunne mærke at Ramiel begyndte at give slip, så havde han lyst til at holde mere fast, men alligevel lod han sig glide ud af hans arme, for at lande på den meget lille afsats, og han greb fat i alt han havde for ikke at glide væk fra det. Vinden heroppe var trods alt også kraftigere end nede på jorden.
Han havde aldrig været så højt oppe, og selvom ørkenelverne i mange årtusind havde gemt sig i jordhulerne, så var det ikke første gang deres race havde været over jorden. Bandorion skulle dog stadig bruge noget tid som den underjordiske elver han trods alt var.

Det var da også udelukkende fordi at Ramiel fløj tilbage og stilte sig ved ham, at han prøvede at ranke sig lidt mere op, og ikke holde sig så klamrende fat i hvad end han kunne få fat i, hvilket ikke var meget.
”Jeg så ingen grund til at fortælle det,” sagde han og kiggede op for at se Ramiel i øjnene, hvilket blot gav ham en lidt for god idé om hvor indgående Ramiel så på ham. Han var virkelig ligeså flot som sidste gang. ”Og det kom vel an på omstændighederne. Er det et problem?” hans hår rakte op for at tage noget af det blonde hår, som blæste i alle retninger, og tage det bag et af de lange elverører. Han håbede virkelig ikke det var et problem. 

De gyldne øjne fulgte hans små bevægelser med interesse, sikker på at tage alle de detaljer han kunne se ordenligt til sig. Alt fra hvordan hårets længde faldt ned omkring hans skuldre, til de glimtende ringe i de spidse ører, til fletningerne langs hovedbunden i den ene side. De fine elviske træk - næsten feminine i en god vending, og de lyse, sølvfarvede øjne. Han havde aldrig misundt elverne deres kønne træk - han var stolt af hvem han var, og hvad han var. 
Men han havde altid fundet det kønt. Og med Rubiniens varme sol bagved sig, vinden der fløj ham om ørene og bare det lille glimt af usikkerhed der hang over ham grundet højden. Jah så var han nydelig at observere. 

Er det et problem?
Rolige skridt blev taget imod ham efter det spørgsmål. Skridt der bar præg af selvsikkerhed, som nok kom i visheden om at han ikke ville falde i dette fald. Havde vingerne været tungere end hvad de var, jah så havde vinden nok også rusket dem åbne og ustyrligt kastet ham ud over spirets side, men foldet tæt ind til ryggen, og... jah, magiske, så var det ikke meget af et problem for ham at befinde sig heroppe. Er det et problem? 
Ramiel stoppede op, en enkelt hånd der forsigtigt fulgte Ban's tidligere bevægelse om bagved øret, et næsten som et bizart kærtegn. "Nej, bare en... overraskelse" mumlede han, blikket en anelse ufokuseret i tanker, inden at han rystede en anelse på hovedet, og trak hånden til sig. 
Ikke alt for overraskende, men overraskende nok. 

Munden spidsedes en anelse eftertænksomt, inden at han krydsede armen, og lænede sin ryg ind imod spirets 'væg'. Herefter lod han sig glide ned, en anelse mere i læ for vinden gemt bagved 'muren'. 
"I det mindste var du bundærlig omkring dine færdigheder. Sjældent har jeg set nogle bevæge sig med den fart og elegance du præsterede" kom det overvejende fra ham, en henkastet lille kompliment. 

Ramiels fingre efterlod Bandorions kind og øre lidt snurrende, men på en god måde. For selvom Bandorion tydeligvis var yngre af udseende, og Ramiel havde prægene på at være voksen, så kunne Bandorion stadig ikke se nogle fejl i hans udseende. Han virkede gylden og mørk, ligesom hans vinger, og måske han bare altid havde haft noget både for mennesker, men også for dem der var ældre end ham.
”En god overraskelse?” spurgte Bandorion tøvende, for selvom det føltes som om at Ramiel havde en interesse i ham stadig, så var der stadig tankerne i baghovedet om, at det her trods alt var en der kendte til familierne med slaver, og som ikke havde virket imod det. Det sidste han ønskede var for hans glansbillede at blive ødelagt, fordi det viste sig at Ramiel ønskede ham som intet andet end en slave.

Han fulgte dog stadig trop, da Ramiel satte sig. Han ville næppe kunne komme helskindet ned selv, og desuden var afsatsen ikke så bred. Hvilket betød at Bandorion kunne finde plads ved Ramiels side ved lethed, som han selv gled ned af muren og følte sig lidt mere sikker, nu når vinden ikke hamrede ind i hans spinkle krop.
Her kunne han også vende hovedet mod Ramiel, så han bedre kunne studere manden særpræget ansigt, og de gyldne øjne. ”Man lærer vel at begå sig i en by, hvor det er hver mand for sig selv,” indrømmede han, selvom han næppe havde nævnt hvor god han nok egentlig var. I hvert fald hvis han skulle bedømme efter komplimenten som Ramiel smed i hans retning. Et Kompliment, som gik lige i hjertet og hovedet på Bandorion. Han havde altid godt kunne lide at få at vide at han var god til noget, selvom det var de færreste der ville mene at det var en god færdighed han havde fået erhvervet sig over de sidste mange år. 

Hvad der fik Ramiel til at blive, var den spæde interesse der lå omkring elveren, nok fremprovokeret af den opmærksomhed han først og fremmest selv var blevet mødt med i starten - det var altid flatterende - men også ligeså meget de færdigheder han nu havde set i aktion. Den klatren, løben og svingen fra tag til tag havde krævet mere end bare gode færdigheder, det krævede et naturligt talent for at bevæge sig i adræthedens højder. Og naturtalenter var altid eftersøgte, og det af flere grunde. 
Lige nu, jah der handled det dog mest om at nyde at have fundet ham igen, og dertil også at have ham... for sig selv. Ramiel følte hans øjne på sig da han gled ned ved siden af ham, omend han holdt blikket frem for sig, en distereheret hånd der gled over fipskægget imens han smilede. "Selvfølgelig" mumlede han som en 'lige til højrebenet' konstatering - en god overraskelse kunne han nemlig sagtens beskrives som, hvis det var hvad han håbede på at høre. Det gjorde kun hans tankemønstre nemmere, at Ban var af elvisk oprindelse. Det var ikke helt det samme som havde han været menneskelig. 

Øjnene kunne dog ikk stoppes i at glide hen imod ham ved hans ord, og nikkede en anelse, som vidste han virkelig hvad Ban mente. Ikke at det helt forholdt sig sådan, hans liv havde næppe båret præg af at man skulle klare sig selv, men... at skulle holde sig til? Så helt sikkert. 
I et hav a bastarder skulle der en del til for at gøre sig bemærket. En del til, og nogle gange nogle drastiske ting, til. 
"Mmmh? Er du da alene?" en smule undrende kiggede han imod ham, et spørgsmål der kom af flere interessegrunde end bare at følge op på samtalen. Folk foruden familie til at holde dem i nærheden, var bare... fantastiske at hive med sig. 

I det mindste blev han. Hvilket man ikke kunne sige om mange personer i Bandorions liv, hvis han skulle være helt ærlig. Han var nok også mere tilbøjelig til at skubbe folk væk, når det blev for meget eller de gjorde noget forkert. Dog havde han ikke været nok omkring Ramiel til at det kunne være blevet udløst endnu, og der var ting som Bandorion stadig var villig og interesseret i at udforske med ham.

Han kunne mærke hvordan smilet kun blev bredere, da Ramiel bekræftede at det var en god overraskelse at han var en ørkenelver, og selvom tankerne stadig florerede om at Ramiel kunne være interesseret i ham som noget andet end hvad han selv ønskede, så var de fleste tankerne behagelige.
Dog faldt smilet snart efter, som Ramiel begyndte at spørge ham om han var alene. Et lidt mere fjernt blik kom i grå øjne, som han fæstnede blikket ud mod horisonten og byen der lå under dem, i stedet for Ramiels smukke skikkelse. ”På nogle punkter, ja,” sagde han efter noget tid. Det var ikke helt sandt. Han havde venner og han havde endda familie, men der var jo nok en grund til at hans rendte rundt i Balzera. Han havde aldrig rigtig forenet sig selv med sin far, efter hvad der skete i hans ungdom, og Thal'Elor var bare ikke nok for ham mere. Han ønskede hele verdenen som sin legeplads, ikke bare det vældige ørkenelver rige, som var bange for at tale med folk udefra. Balzera var mere hans stil. ”Men det er ikke så slemt, udover slavehandlerne, så er folk ganske venlige,” påpegede han, og smilet blev sat på hans ansigt igen, næsten som om at det ikke havde påvirket ham at blive spurgt om det. 

Det falmede smil var i og for sig et jah, men det vakte alligevel en vag tilfredshed da han valgte at svare. På nogle punkter. Altså ikke nødvendigvis helt alene, men... nok noget der mindede om at vælge det selv. Hvilke grunde der lå bagved at en ørkenelver følte sig alene, det kunne Ramiel kun i sit stille sind side og fundere over, da der ikke kom meget mere efter det. Men det var et jah der dannede grobund for muligheder, og diplomaten lod derfor stilheden strække sig imens Ban virkede fordybet i tanker. 
Ikke længe efter brød smilet dog frem igen, som solskin på en overskyet dag, og en rumlende brummen kom fra Ramiel; noget der sagtens kunne kategorisere som en klukken. 

Hænderne foldedes over hans knæ idet at han lod dem blive optaget af hinanden, så han ikke greb fat i et eller andet imens de sad sådan her. "Slavehandlerne er sjældent venlige overfor din slags, det vil jeg give dig ret i..." smilede han, og rystede en anelse på hovedet, en påtaget 'opgivende' handling. De gjorde bare deres arbejde, og mange af dem gjorde det endda godt - ørkenelverne hørte ikke til uden restrektioner og formål at fylde deres liv ud med. Tanker der ikke blev sagt højt, og heller ikke kunne fornemmes. "... jeg har selv haft mine sammenstød med dem. Deres degradering at jeres værdi, er... en skam, og historien er svær at ændre når man kommer udefra. Jeg er sikker på at folk som dig, har evner vi slet ikke anerkender endnu, når folk som dem bruger det til lavpraktiske og slavebundne formål" forsatte han, hvilket... ikke var helt løgn. Sammenstødende havde som regel bare været mere positive end hvad han lagde ud, men evnerne? Et blik gled over imod Ban. Evnerne var han sikre på kunne bruges til andet. 

"Jeg har aldrig set noget menneske bevæge sig så... smidigt. Så elegant, med den grad af underliggende styrke. Jeg håber dit eget folk bruger dine kvaliteter...?" endnu et studerende blik, og et lille glimt i øjet til følge. 
Der var intet bedre, end folk der følte sig forkert placeret i verdenen. Oversæt og ikke anerkendte. 

Bandorion prøvede så vidt som muligt ikke at dvæle ved de dårlige tanker, hvilket nok også var grunden til at han aldrig rigtig fik taget hul på de problemer der var i hans tanker og i hans personlighed. Det var nemmere at ignorere og bare leve livet mens han stadig var ung. Før eller siden skulle han tage ansvar, men det var ikke i dag, og ikke sammen med Ramiel. I hvert fald for nu.

Han lænede sig lidt mere afslappet tilbage mod 'muren', da Ramiel delte hans egne meninger om slavehandlerne, og deres praksisser indenfor ørkenelver slaveriet. Desværre gjorde ørkenelverne det også for nemt at slippe afsted med men det var en helt anden tanke. Bandorion ville nok have fortrukket at de ikke gemte sig så meget væk.
En lidt mørkere farve fandt dog vej til hans ansigt, som Ramiel komplimenterede evnerne han havde, og han trak sit ene ben lidt længere op så han kunne lægge armene om det. ”Næppe,” sagde han, selvom det varmede godt i maven på ham, og det var ikke svært at sige, at ørkenelveren brudte sig stærkt om komplimenten. ”De fleste begår sig ikke rigtig i at svinge sig mellem hustage til at starte med. Vi er langt fredeligere end mange af de andre elvere, så jeg tror det er evner ingen overvejer at raffinere.” Andet end Bandorion tydeligvis. Elverne havde naturligvis en anden elegance og adræthed end andre racer, men måske var det også bare lidt for at vise overfor Ramiel at Bandorion stod ud mellem sine artsfæller. 

Ramiel var lyttende, og udstrålede dertil også en bizar form for ro som man kunne være utrolig misvisende. Ikke fordi at han som sådan var en farlig person - næppe, trods træning i kamp og forskellige former for greb, så foregik de fleste af hans 'slag' på den verbale front. Han var ikke farlig, men han var... loyal. En loyallitet der kunne gå misvisende veje, når den omhandlede projekter der kunne gøre det nemmere for hans overordnede. 
Og det kunne det her godt blive til, selvom det lige nu... nok mest af alt var et projekt for mandens egen fornøjelse, og en test af hans duelighed. En forfærdelig test, en bizar test. Men en test han havde tænkt sig at bestå. 

Og en start på det, var at få elveren til at føle sig... tilpas. Opsøgende. Interesseret. Og det på en anden måde, end den tydelige interesse der havde været indtil nu, en lidt dybere måde. 
Så da han forklarede hvordan at hans evner ikke syntes at være værdsat, faldt noget rigtigt på plads i diplomatens verden, og han stødte hovedet tilbage imod væggen og betragtede himlen i nogle overvejende sekunder, inden at de gyldne pupiller gled til siden, og hen på ham. 
"... ingen er et stærkt ord. Ingen i Thal'Elor måske..." smilede han, og kiggede dovent op imod himlen igen. "... hos en anden person, ville de evner være værdsat på en måde du måske ikke helt kan bebgribe" forsatte han, og mente faktisk hvad han sagde - fordi at det var evner af en helt speciel karakter. Og i hænderne på folk der ikke forstod sig på det, ville det - stoltheden i at kunne det - smuldre og falde til jorden, fremfor at flyve frit og højt på himlen. 
Det var så bestemt noget at være stolt af, syntes Ramiel at udtrykke. 

Der var så mange muligheder hvor Bandorion kunne have valgt at tvivle på Ramiel, men ung som han var, og måske også naiv og en smule liderlig, så stillede han ikke større spørgsmål til Ramiel. Han lod det gå sin gang, for han ønskede at tro at Ramiel havde hans velbefinden i tankerne, hvor lidt det måtte fylde.

”En anden person?” ekkoede Bandorion derfor, da Ramiel pludselig virkede opsøgende omkring evnerne, rigtig opsøgende. ”Hvordan ville de dog kunne udnyttes?” spurgte han og lænede sig lidt interesseret ind i. Han havde aldrig rigtig haft nogen der havde ønsket at bruge hans evner, ikke dem han rigtig følte sig stolte over, og som noget større end at passe planterne i haverne i Thal'Elor. Han havde aldrig været fan af det arbejde, og havde derfor også nægtet at gøre det, men af en evne, som han selv havde skabt, og øvet sig i, så var det anderledes. Magien var trods alt noget man næsten kunne avle i Thal'Elor i familierne, og når først et familiemedlem var gartner, så blev så mange af de andre det også.

Han kunne også mærke hvordan hans hjerte bankede lidt hårdere, som om at Ramiels komplimenter næsten betød mere for ham. Måske var det fordi han lød oprigtig, eller også var det bare fordi Ramiel var den type person, som Bandorion dybt nede i var interesseret i. 

Ramiel's læber sitrede en anelse i det bredere smil - jah, en anden person. Der var mange måder at udnytte hans evner på, men værende af en mere... lusket karakter, var alle de retninger Ramiel's tanker bevægede sig, også af en mere lusket karakter. Men han virkede ikke til at have noget decideret imod det, den kære lille elver. Måske han tværtimod, var draget til spændingen og det forbudte i det. Og læste Ramiel ham rigtigt, ville det ikke være svært at få lagt det tilbud ud. 
Om ikke andet, så kunne han altid skubbe ham udover kanten, følte Ramiel at han vidste for meget nu. 

Den ene hånd strøg ham en anelse henad fletningen fra hans hagespids, imens at en eftertænksom lyd kom fra halvenglen. "Til at komme frem ved steder der ellers virker ufremkommelige" startede han ud med, og han støttede albuen på det ene knæ, og lod hovedet tiltes imod den knyttede hånd, da han forsat betragtede ham. Imponerede øjne, der så for sig alle de ting Ban kunne, som han ikke kunne. "Informationer er meget værd, i den her by. Og dem der skaffer dem, er endnu mere værd" fulgte han nok så bramfrit op med, som var det en samtale om at vejret var godt og solen smuk. 
Smilet omkring Ramiel's læber spredte sig en anelse mere, og han lænede sig en anelse længere frem imod Ban, som kom de til at dele en lille hemmelighed, heroppe i de høje luftlag og hævet over hele byen og dens larm. Selv stemmen var lavmælt, og med en kant af skjulte drømme og... løfter. "Ville det ikke være fantastisk, at faktisk blive værdsat af dem... den, man omgiver sig med" 

Hvis der var en ting som Bandorion aldrig rigtig havde haft et problem med, så var det af lyssky ærinder. Han havde i forvejen et lidt fordrejet blik på dit og mit, og det var bare et spørgsmål om at præge ham, og så kunne hans hoved sagtens åbne sig op for andre muligheder. Desuden var hans interesse i den anden mand ikke ligefrem hemmelighed, og man kunne næsten se hvordan han følte sig draget af muligheden for at føle sig værdsat af ham. En stille stemme i Bandorion kunne næsten sige som den far han aldrig havde haft, selvom det bare føltes forkert, når han følte sig tiltrukket af den ældre udseendet mand.

Bandorions øjne var fæstnet på Ramiel, som han tog oplysningerne ind, og hans hjerte blot bankede hurtigere endnu. H ans mund blev lidt tør, og han følte sig instinktivt lidt frem, selvom der stadig var nok distance mellem dem, at det næsten ikke var upassende.
”Tror du jeg ville kunne finde ud af det? Jeg kan måske gå på tagene, men jeg er ikke ligefrem den meste usete af personer,” indrømmede han. Det blonde hår, mørke hud og spidse ører gjorde sit for at få ham til at stå ud, især med hans også yderst fine træk. Han havde dog tilgengæld forhøjet sanser generelt, hvilket nok ville komme til nytte, hvis man skulle opsamle informationer. Det var tydeligt at Bandorion næsten higede efter at få mulighed for at tage den mulighed Ramiel gav til ham, uanset hvor lille og ubetydelig det måtte være. 

I nogle overvejende sekunder var det at Ramiel yderligere betragtede ham, inden at han nikkede, noget der sagtens kunnne beskrives som beslutsomt. Det var trods alt en pointe der var noget værd, at Ban ikke nødvendigvis smeltede sammen med området omkring dem. Men skulle han være ærlig, jah så gjorde det ikke så meget. Hvis han alligevel primært skulle bruges om natten, ville hans udseende næppe betyde meget... han stolede nok på menneskernes svagere sanser, til at det ikke blev et problem. 
Så han nikkede, et underfundigt smil om de smalle læber. "Det kan du sagtens blive... desuden, så har jeg bare en.." en lille pause hvor at øjnene målte ham fra ansigtet og ned, og så op igen. "... god fornemmelse, hvor banalt det end måtte lyde. 

Der var noget specielt ved at sidde helt heroppe, og Ramiel var uhyrer bevidst om, hvor hemmelighedsfuldt hele det her område var. Hvad der foregik her, ville næppe nå jorden igen. Og med måden han blev betragtet på, var det zalans svært at negletere det behov, der gerne ville se hvor dyb den fasciantion der var af ham, den strakte sig. Hvad han kunne gøre for at smede den stærkere, og hvor han skulle starte, omend han havde en ret god idé. 
"Tror du ikke, at du ville kunne finde ud af det? Ramiel lænede sig en anelse længere frem, nu tæt nok til at mærke den andens varme åndedrag i de sidste par sekunder af en udånding, inden at vinden hviskede det væk. Der måtte være en indre motivation at arbejde med. Og var den der, ville han gerne gribe fat i den.