“
Jeg forstår ikke hvad jeg skal bruge det her til?” Mumlede en stemme hvor glæde var forsvundet, hendes blik - trods ordene, var fæstnet mod det brune papir der var knuget ind i hendes rystende hånd. Blækken som var blevet brugt, var stadig let fugtigt - og hun mærkede hvordan at det sivede ind mellem hendes tommelfinger. Noget der ville efterlade hendes tommelfingertryk på pergamentet.
Du troede virkelig at du var den eneste i hans liv? Spørg om ham Juno. Det kunne betyde mange ting, om mange personer. Men følelsen der havde lagt sig i hendes mave, den var ikke til at tage fejl af - hun vidste hvad det drejede sig om. Og selvom hun burde være et større menneske, og huske at hvad der var ens fortid, ikke nødvendigvis betød at det også var ens fremtid.
Men, betød det så stadig ikke at hele deres grundlag var en løgn? Hun sank langsomt det mundvand der havde dannet sig som en lag hen over hendes tunge, hvor efter hendes øjne lagde sig op mod personen der havde afleveret hende brevet.
Hun kendte ham ikke, det krøllede hår der lagde sig omkring det aftegnet ansigt. Noget der fortalte hende, at han enden ikke havde spist i lang tid, eller maden var meget sparsom hvor han kom fra.
“
Hvad du bruger det til, er underordnet for os - bare en venlig opfordring, at manden du forelskede dig i, ikke er hvad han udgiver sig for.” Hun ville ønske hun kunne råbe af ham, at han skulle skride ud af hendes sfære, ud af hendes synsfelt.
Men hun kunne ikke få sig selv til det, alt gjorde ondt - hendes hjerte, var dette hvad det føltes som om, når man følte sig oprigtig forrådt?
“
Forklar mig, hvad det betyder.” - “
Kilden mener, at du burde vide, at Pax havde et ganske fint forhold til en ung mand, en mand som der var leder for rottebanden.” Rottebanden, det sagde hende noget. Men de var ikke Dianthos længere - var de? En mand, forhold? “
Seksuelt?” Manden smilte hoverende til hende og nikkede. Han, havde indgået i et seksuelt forhold, hvor det var noget han selv ønsket - alene?
-
Hun bevægede sig ind i undergrunden, som var hun en del af flokken. Selvom mange nok ville mene det, følte hun dog alligevel hvordan maven snoede sig sammen. Galen der havde bevæget sig op af halsrøret, måske hun bare skulle vende om? Det var dumt, hvorfor grave ting op, som var fortid? Men, hun var nød til at vide, nød til at vide at det var rigtigt. Hvad det betød, bare noget som kunne få den forfærdelig fornemmelse til at forsvinde!
“Evlyn?” Theo smilede til hende og vinkede - “Hej.. hvor, hvor er Pax?” Theo trak på skuldrene, og gav hende et forsigtigt smil. “Han er her nok om lidt, du kan vente sammen med børnene hvis det er?” Hun nikkede langsomt, og gik med langsomme og forsigtige skridt hen til hvor børnene sad og grinede og legede. Mens det hele føltes som om, at et tågende tæppe var blevet lagt over hendes sind.
Krystallandet
