Der var mange grunde til at Aldamar af Arys for alt i verden undgik helbredere og de instanser de havde i byerne. Bagom ryggen kunne man hviske langt og længe, om hvorvidt det var en snobbet frygt for sygdom, eller en arrogant modvilje imod folk under hans stand og de problemer de måtte slås med.
Foran ham kunne man spørge om det var grundet noget så simpelt som en manglende interesse i helbrederne og de fantastiske arbejde de udførte, og han ville høfligt ryste på hovedet. Nej, det var meget mere ligetil end det. 

Og det havde egentlig bare været et skrig. 

En stakkels kone, der var faldet. Og i faldet brækket kravebenet såvel som slået en knæskal ud af sit led. Det skete jo af og til; sådan var det at holde hus med folk, børn og fæ fejende om benene, og som noget af det mest naturlige havde et udbrud af smerte væltet over hendes tunge, og tårer trillet ned af hendes runde kinder. Hun var blevet ført afsted til helbrederne, der med en forsikrende mine fortalte at skaden ville heales, men knæet skulle rettes på plads. 
Og det var bare et skrig - kroppens naturlige råb om at noget ikke var som det skulle være. 
Men her skulle det vise sig, at skæbnen havde ledt Aldamar godt på afveje og ned forbi det lille hus han ikke genkendte, i selv samme øjeblik som knæet blev ordnet. Han var ikke så bekendt med Dianthos' forskellige gader endnu - slet ikke bekendt med den centrale del af landet, og havde han været, ville han aldrig være gået forbi det forbandede hus.
Fordi det var jo bare et skrig. Men det havde været så højt og så smertefuldt, at fyrstesønnen var stivnet midt i sit skridt, og med et ryk af hovedet havde han ikke kunne høre andet. Knæet var sat ordenligt på plads, det eneste der var tilbage af brok fra kvinden, var en lavmælt jamren fra et af de åbne vinduer. Men den skingre tone der havde skåret sig igennem byens gadelarm ringede for hans ører, og Arys prinsen følte hvordan at kroppen ufrivilligt spændtes op. 

------- 

Han kunne mærke det før det blev slemt, der var altid tegn. Sveden på hans håndflader, den stigende hjertebanken. Øjnene der flakkede og tankerne der var ufokuserede, jah rodede og samtidig utroligt ensporede. Ufrivillige sammentrækninger i hans muskler, og den forbandede lyd der blev ved med at lurer i udkanten af hans sind - kvindekskriget af smerte der fik hans blod til at suse på den helt forkerte måde. 
Selv 9 år efter befrielsen, og 17 år efter at skriget havde suset for hans ører første gang... jah så kunne han mærke hvordan at fornemmelsen af fare listede sig op på ham, og fik skyggerne til at flakke i udkanten af hans sind. 
Han var en fornuftig mand - han vidste om nogen at det var en ubegrundet frygt der i dette øjeblik tvang hans krop fremad og imod en mindre menneskebefærdet del af byen. Han vidste godt at intet var efter ham - han var ikke en tåbe! Men hans krop var uenig, når den nægtede at falde til ro, og blot blev ved med at skubbe advarsler rundt i hans krop. Fare, mørke, panik. Aldamar vendte bandende blikket imod den øvre bydel. Han måtte væk fra menneskerne. Han måtte finde himlen igen, og måtte væk fra de tætte stræder og høje bygninger; han måtte ud. 

Det eneste sted der var nogenlunde åbent og ikke videre menneskebefærdet, var tempelhaverne. 

Så da kroppens panik var tæt på at stå ham omkring ørene, jah der nåede han endelig frem. 
Og under et af de store piletræer, lænede Aldamar af Arys sig imod den ru bark, vejrtrækningen efterhånden overfladisk, og fingrene boret ned i den kølige jord - prøvede at holde sig selv jordbunden. Aftenens stråler kastede lysglimt ind imellem de dovent svajende blade, og haven syntes mennesketom på dette tidspunkt - nok fordi der foregik en større bøn i Isari katedralen et stykke væk. Hvilket efterlod ham fantastisk alene, til at håndtere den frustrerende panikreaktion der tvang koldsved over hans krop og fik neglene til at nu borer sig ind i håndfladen i stedet, idet at han trak benene op til sig. 
Det havde jo bare været et skrig. Men et fandens forkert et af slagsen; skrig af smerte var ikke noget han havde troet skulle finde ham i Dianthos. 

Det var sjældent Fabian faktisk befandt sig oppe i den øvre by, hvilket der var flere grunde til. Det var ikke mange fine kunder han egentlig havde, som var den primære grund til at bevæge herop, og så var der også det faktum at han ikke rigtig tilbad nogen gud. Det var noget han havde lagt fra sig fra årevis siden, hvor han ikke rigtig følte guderne alligevel gjorde noget for ham, så hvorfor skulle han gøre noget for dem.
Det betød dog ikke helt at han havde undgået templerne siden da, der kunne være mange grunde til at han fandt vej til templerne, som ellers ikke så specielt venligt på ham. Turen havde bragt ham mod Kiles tempel denne dag. Selvom han ikke troede på guderne, så gjorde hans familie det, og det inkluderede hans afdøde bedsteforældre. Det var nok fordi han havde vågnet med en underlig tung følelse i maven, og turen til tempeldistrikterne altid hjalp lidt på det.

Han havde heller ikke blevet i templet i særlig lang tid, dårlig nok tid til at en af præsterne havde fået øje på ham, men tids nok til at tænde et lys, inden han forduftede endnu engang, ud mod solen der var ved at gå ned.

Turen ud af tempelhaverne tog han dog lidt langsommere, og mindre målbevidst, hvilket var den eneste grund til at hans øjne så en meget velkendt skikkelse, dog ikke rank og stolt som han plejede at se. Krøbet sammen som et barn, men der var absolut ingen tvivl i hans mave om hvem denne her person var.
Han kiggede sig om, men der var ikke nogen i sigte, og selvom han godt vidste at det ikke var hans plads, så kunne han ikke lade manden sidde og have det dårligt for sig selv.

Hans skridt var lidt langsomme, og da han stadig var et par meter væk fra Aldamar, stoppede han op og satte sig ned på hug, så han kunne være i hovedhøjde med Aldamar og forhåbentlig ikke skræmme ham. ”Aldamar?” sagde han blidt. Usikker på om han i det hele taget måtte røre fyrstesønnen, eller om han ville have ham her. 

Det var ikke ofte man blev opsøgt i tempelhaverne, når man med vilje havde sat sig en anelse væk fra stien og de folk der befærdede den. Langt størstedelen af præsterne havde respekt nok i sig selv, til ikke at forstyrrer de besøgende unødvendigt... fordi skulle det vise sig at man kom til guderne med sine jordiske problemer og sorger, skulle man velsagtens også have freden til det. 
På trods af at han ikke selv var et af de mennesker, jah så havde han forventet den samme fred. Da en stemme så forsigtigt brød det uvejr der trak sig op omkring Aldamar, jah der var det at hans spændte krop - hvis muligt - spændtes endnu mere smertefuldt op end før. Fordi hvem nærmede sig en sammenkrøbet skikkelse - eller måske endnu mere vigtigt - hvem genkendte Arys prinsen, og tiltalte ham af navn?

Hovedet der indtil nu havde været presset imod underarmene, rørte en anelse på sig. Hænderne var knyttede - foldet beskyttende ind over hovedet - og en insisterende vippen af den ene fod vidnede om en rastløshed der flåede i hele hans krop - det tog lige nogle sekunder for Aldamar at kontrollere sin vejrtrækning således at han kunne lade hænderne glide ned imod nakken, og få det svedglinsende ansigt til at skæve frem imellem armenes beskyttende væg - klar på at sende hvem end der tænkte de kendte ham nok til at hive fat i ham lige nu, væk. Øjne vrede, men også urolige... 
Øjne der mødte Fabian's bekymrede, blide ansigt. 

Overraskelsen var tydelig. Efter den kom længsel som et slag i maven - var det virkelig ham, men kun for at blive afløst af en snerrende grimasse af bitterhed over skæbnens fantastiske ironi - fordi hvad lavede han her? 
Af alle dage han valgte at tage i tempel; Aldamar havde aldrig troet han var en religiøs person. 
Men dog, man måtte have en morbid sans for humor når en af dem ham mindst ville se (eller, en af dem han mindst ville have skulle se ham, sådan her), dukkede op som sendt fra Isari selv. "H-h-hah. Typisk" var dog alt der blev vristet over de hvide læber, da stemmen hakkede indtrængende i den fremprovokerede panik i hans lunger, og ikke gav ham plads til at sige skrid. 
Tilgengæld stirrede øjnene i hvad der nok lignede ubegrundet vrede på hans siddende skikkelse indtil de med en skælven måtte lukkes igen, og tænderne gned sig imod hinanden. 

Etikette var nok aldrig rigtig noget Fabian havde gjort sig i, især ikke hvis han kunne undgå det, og når han var så sjældent i tempelhaverne... så faldt det ham ikke ind at Aldamar ville være alene. Eller også var det bare fordi følelsen af at ville gøre noget for fyrstesønnen trumfede alle andre følelser. Han var ret sikker på at han ikke ville få ro hvis han bare forlod manden, nu når han havde genkendt ham. Zalans også.

Hvad Fabians øjne blev mødt med, var dog også langt fra den person han var vant til at se. Aldamar var kontrolleret og sikker i sig selv, og ikke det der. Hvilket bare slog Fabian hårdere, hvor lidt han egentlig kendte til Aldamar, og hvor lidt Aldamar egentlig måtte kende til hinanden. Indtil videre havde de holdt det professionelt, og de havde kun fortalt de ting de ønskede den anden skulle vide, men tydeligvis ville verden ikke have det skulle forsætte.
Det var lidt nervøst han slugte lidt spyt, som han sådan set blev vrisset af, af den ødelagte mand. Han var ikke god til de her situationer, og han havde næsten lyst til at vrisse tilbage, fordi det ville være det nemme. Men også absolut ikke hvad Aldamar havde behov for lige nu.

Han åbnede munden, før han lukkede den igen, og blev siddende lidt og kiggede på Aldamar, inden han forsøgte igen. ”Har du brug for hjælp?” var endelig ordene der forlod Fabians mund, og ligeså snart de forlod ham, kom der en grimasse over Fabians ansigt, lidt i foragt over sig selv. Det var næppe tidspunktet at sige sådan noget, og hvis det var, så kunne han godt have sagt det lidt mere elegant.
Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til Aldamar i denne her situation. 

Han havde aldrig været en person der decideret bad om hjælp. Aldrig. Han holdt i forvejen sine kort tæt til kroppen når det angik mere letsindige ting, så at sidde sådan her - ligedele frossen og samtidig med en enorm trang til at rejse sig og gå sin vej - jah det var ikke en nem følelse der fik lov til at følge med. Pinlig bevidsthed over at han ikke ligefrem var værdig at se på, frustration over at hans krop ikke lystrede ham og panik i sindet; Aldamar's fornuft hviskede at han ikke var bange af sig selvom hans krop syntes at frygt var alt hvad den burde reagere på lige nu. Et eller andet sted, jah så vidste han nok ikke engang at det ville gavne ham at tage imod hjælp fra andre - specielt dem der kendte ham godt, hvilket også var derfor at en tør, halvhjertet latter blev vristet over læberne da det dumme, dumme, dumme spørgsmål kunne høres. 
Om han havde brug for hjælp? 

Jah han havde så, Aldamar vidste ikke hvad han skulle svare da lige præcis de ord næppe - nok aldrig, ville slippe over hans skarpe tunge. At nægte ville dog også være selvmodsigende i forhold til hvordan han sad og krampagtigt borede sine negle ind i håndfladen så tavshed faldt over ham, idet at han åbnede øjnene og stirrede ned i jorden foran sig, imellem hans ben. 
Om han havde brug for hjælp... blikket flakkede tilbage på ham, så tilbage på jorden og så tilbage på ham, og han havde mest af alt lyst til at støde ham fra sig. Det her var ikke en del af planen, og hans tåbelige ord og bekymrede øjne - et blik som Aldamar i sit uvejr så som et blik af ynk - fik det til at vende sig i maven på ham. 
Så da han endelig skilte de tørre læber, lå afvisningen af hans udstrakte hånd indgroet i ham. "Gå d-din vej. S-skrid" hvislede han, men kunne ikke skjule den underliggende desperation i hans stemme, der ikke passede sig til de rejste børster han præsenterede.  
Om det var efter at være alene eller være sammen med nogen, var han dog ikke den rigtige til at vurdere. 

Okay Fabian, tænk. Observer. Han havde altid været god til at læse folk, men det havde altid handlet om lyst og at få noget ud af dem, aldrig at han skulle hjælpe dem. For det var ligeså ubehageligt for ham, som det var for den anden part. Fabian gjorde sig ikke i svære følelser, andet end omkring meget få mennesker, og det var fordi han havde bundet sig så tæt til dem, at han ikke kunne lade dem sidde og have det dårligt.
Derfor måtte han også anstrenge sig, både for at få sig selv til at se ordentlig på Aldamar, og faktisk registrere de indtryk der kom fra ham. Det var kun hans stædighed, og det faktum at han kunne mærke at hans samvittighed ikke havde det i sig at forlade ham, at han blev siddende.

De afvisende ord føltes ligeså ubehagelige, og han havde lyst til at lytte til dem, men kun for et øjeblik. Hvornår havde han forladt en konflikt fordi den var ubehagelig?
Så han rejste sig op, næsten som havde Aldamar fået sin vilje, før han gik et par skridt nærmere Aldamar men til siden af ham, og så satte han sig ved Aldamars side. Ikke tæt nok på at røre den anden mand, men tæt nok på at de kunne mærke hinandens nærvær. Han var næsten sikker på at Aldamar ville forsøge at komme væk nærværet, men han ville se. ”Hvorfor skulle jeg?” spurte han i stedet for. Hans stemme ikke helt så sikker som ordene, og de havde en blød kant. Var det her den rigtige måde at tilgå Aldamar? Sikkert ikke, men han prøvede i det mindste, og Aldamar ville nok ikke bede om hjælp, med hvor stædig han kunne fremgå. Nogle gange havde man bare behov for at der var en anden person for en. 

At se ham faktisk rejse sig, sendte en ufrivillig bølge af modvilje igennem Aldamar, der samtidig også indvendigt bandede over den fornemmelse af behov der meldte sig på banen
At miste kontrollen over sin egen krop var ufattelig skræmmende i sig selv, men især for ham, da Aldamar sjældent lod noget så fandens simpelt overtage hans fysik - han havde altid.... næsten altid, haft viljestyrke nok til at vriste sig fri af enhver ufrivillig situation. 
Men at føle hvordan koldsveden efterhånden havde fået trukket krøllerne godt ind til hovedbunden, at åbne de sammenknyttede hænder en anelse og se de ildrøde streger hans negle havde trukket over huden... jah det var bestemt ikke noget han vidste hvordan han skulle ordne. Så da Fabian faktisk neglerede hans ordre, og bevægede sig imod ham, fremfor væk fra ham, jah der vidste han ikke hvad han skulle gøre af den anden bølge af lettelse der nu fulgte med. Ligeså ufrivillig som den første, men langt mere tålelig. 

Flakkende øjne fulgte hans gang til ned ved siden af ham, og Aldamar slyngede nu armene beskyttende om sig selv i det nye nærvær, omend han ikke rykkede sig mange milimetre ud af flækken - hverken tættere på eller længere væk. Selv hvis han havde haft lyst, ville det ikke have lykkedes særlig godt med de rystelser der af og til overtog hans ellers solide statur. 
Men stemmen var en god distraktion fra hans hvislende tanker, og Aldamar's øjne lukkedes i igen. Fokus. "Hvorfor er d-du-" et lille gisp fik ham til at bryde sin stammende talestrøm, inden at han tvang læberne åbne igen. "- du her?" 
Han havde ikke noget godt svar til hvorfor han skulle gå, og talte nok nærmere af vane end decideret lyst til ham. Og dog, så var fokusset rart at lægge på noget andet, selvom han ikke viste det i sin nedadvendte mundvig. 

Selvom Fabian prøvede at kigge frem for sig, så kunne han ikke lade vær med at kigge lidt til siden, som Aldamar begyndte at tale lidt, og bare prøve at aflæse ham. I et håb om at han vidste om det hjalp eller ej, at være i nærheden af ham. Han virkede dog ikke som om at han afskyede tanken om at de sad sammen, så Fabian satte sig mere til rette og hev benene under sig i en skrædderstilling. Træet var dog ikke stort nok til at han kunne læne sig op af det sammen med Aldamar.

Selvom Fabian ikke havde forventet at Aldamar ville starte en samtale, især ikke som stemmen gik lige i hjertet på Fabian, så prøvede han at lade som om at alt var normalt mellem dem. Som om at Aldamar ikke sad og var fuldstændig panisk ved hans side. Mest af alt lignede han en lille skræmt dreng lige nu.
”Jeg var oppe i Kile templet,” svarede Fabian, ærligt nok i sig selv, selvom det føltes lidt som om at Aldamar mere spurgte ham om hvorfor han var her ved Aldamars side. ”Et ligeså deprimerende sted, som jeg husker det.” Han kiggede endelig lidt mere bevidst over på Aldamar, og prøvede at sende ham et opmuntrende smil. Det havde dog en lidt mere blid kant om sig, som fandt han det lidt svært at lade som om at han var glad, når Aldamar var i den stand han var. 

Modsat Fabian havde fyrstesønnen absolut intet behov for at se på ham, uvillig til at møde de øjne der af og til søgte at aflæse ham i det skjulte. Gennemskue ham, som kunne han udefra sætte en finger på hvorfor Aldamar krammede sine egne arme, som afhang hans liv af det. Hvorfor hans vejrtrækning var rykvis og urolig, hvad der fik øjnene til ikke at kunne finde ro på området foran dem. 
Han brød sig ikke om det, den her forskrurede interesse, han følte sig blottet uden det faste, dovne smil omkring læberne og langsomt begyndte hænderne nu i stedet af klø - eller, kradse om man ville - den arm de stadigvæk holdt sig selv fast i. 
Og hvorfor svarede han ikke, havde han ikke hørt ham? Selvom der nok ikke var gået mere end få sekunder siden at han spurgte, gik tiden ulideligt langsomt. 

Og med endnu en skælven hørte han hvad han sagde - Kile templet simpelthen. Et sted mange gik hen, og sikkert også... længere nåede hans tanker ikke, inden at de blev tvunget væk som hjertet på ny startede med at banke adranalinen rundt i den anspændte krop, og Aldamar's kradseri tog en tak mere til. Tak guderne for at han havde lange ærmer på. 
I kroppens rastløshed og sindets uro, var det dog ikke opmuntrende ord, smil eller jokes Aldamar manglede, og smilet der blev vendt imod ham, fik næsten fyrstesønnen til at blotte tænder. "Stop m-med at se sådan på m-mig" hvæsede han, og knyttede øjnene sammen idet at hovedet tungt ramte stammen bagved ham. 
Forsvar, forsvar, forsvar. Det var som om at alt han kunne give fra sig, var vrede kommandoer. 

Det var ikke så meget at Fabian ville vide hvorfor han var i sådan et stadie, men mere hvad han selv kunne gøre, eller hvad der bare kunne gøres for at få Aldamar tilbage på sporet. At den anden mand læste ham anderledes, kunne han dog ikke rigtig gøre noget ved, selvom panikken alligevel tog fat i Fabian, da Aldamar begyndte fysisk at skade sig selv foran ham.
Før han kunne stoppe sig selv, eller overveje hvad han gjorde, greb hans hænder ud mod Aldamars arme for at stoppe ham med hvad end han havde gang i. Selv ikke de hårde ord ramte rigtig Fabian, for han vidste jo godt at han havde begivet sig ud i noget han hverken havde ret til at gøre noget ved, eller evnerne til.

”Stop,” hviskede han, næsten lidt bedende, og skubbede sig lidt længere fremad mod Aldamar, mens han stadig holdt fast i Aldamars arme, ikke villig til at give slip, og af de to af dem, var han også den stærkeste af dem. Han havde ikke evnerne til at kæmpe, men i det her stadie, så havde han også sin tvivl på at Aldamar kunne tænkte langt nok til selv at gøre det. ”Jeg skal nok lade vær med at kigge, hvis du bare... stopper.” sagde han, og for at vise sin pointe, kiggede han væk fra Aldamar selvom det var svært. 

Dybe vejrtrækninger var hvad Aldamar prøvede at berolige sig selv med, imens at han blot ventede på at nok tid ville passerer, og kroppen ville stoppe med dens ubehagelige og utroligt irriterende reaktion, dens fremprovokerede panik. Det kølige overblik der plejede at karaktiserer ham var ikke langt væk, til trods for at hverken krop, lunger, hænder eller arme ville lystre hans kommandoer lige nu, og det var selvsamme overblik der gjorde fyrstesønnen endnu mere vred... nej ikke vred, pinlig bevidst, om at Fabian var her, og derfor også vred - nok mest på sig selv. 
Han havde i sine lukkede tanker og øjne ikke engang bidt særlig meget mærke til hændernes angreb på hans arme - det virkede bare ikke særlig vigtigt til sammenligning med at få vejrtrækningen og værdigheden under kontrol igen. Så det var ikke før Fabian var i bevægelse, og han med et ryk kunne åbne øjnene, og hele hans krop stivnede. 

Stop? Aldamar hørte ham, men kunne i hvert fald ikke stoppe den næsten hånende grimasse i at overtage, idet at hans hænder slap armene for instinktivt at skubbe ham 'hårdt' fra sig. Ikke at han havde den store succes med det, som presset øgedes og han blev trykket tilbage imod stammen. 
"S-selvfølgel-lig! Nu hvor at d-du siger d-det" Øjnenes flakken var kortvarigt stoppet da Fabian kiggede væk, men man kunne næsten smage den grimmme sarkasme bagved hans ord, da han forsatte. 
Nogle dybe vejtrækninger blev dog forsøgt taget - igen - og Aldamar anstrengte sig for ikke at sparke ham - noget der virkelig var fristende for at få ham til at slippe. Hænderne knyttedes i stedet hårdt, mest for at holde neglene fra at forsætte deres rastløse kradsen, og i hans stødvise vejrtrækning kom der til sidst endelig en pause til at tale. 

"T-tid. Bare giv m-mig tid, Fabian" ord der vidnede om at han havde været igennem det her før, og ikke kunne fremskynde det mere end han gjorde lige nu. Eller, hvis han kunne, vidste han i hvert fald ikke hvordan. 

Hvis Fabian ikke havde følt sig så bekymret omkring Aldamar, så havde han nok været ligeså tilbøjelig til at bide tilbage med noget sarkastisk, men det var ikke det det handlede om. Han vidste også godt at det ikke var så nemt, som Fabian gerne ville have det til at være, men han ville næsten hellere have at Aldamar så fik det ud på hans arme og hænder, bare så der var en eller anden form for kontrol over det. Hvis det ikke var smerten der hjalp ham, hvilket Fabian faktisk ikke havde lyst til at vide noget om.

Han kunne godt lade den ligge her, og på sin vis ville han også gøre det, men han skubbede sig til sidst helt hent il Aldamar, nok til at der stadig var et lille mellemrum mellem dem, hvis Aldamar virkelig ikke ville røre ham, men også nok til at hvis Aldamar alligevel følte behovet for at opsøge varmen ved hans side, så kunne han gøre det ved blot at læne sig lidt til den ene side.
Fabian gav dog ikke slip, men ellers så sad han og ventede ligeså stille, og tvang sig selv til at kigge udover tempelhaverne, i stedet for at kigge på Aldamar. Han gav dog ikke slip på armene, bange for at Aldamar bare ville forsætte. 

Uvillig til at lade ham være, virkede det til at Fabian var. En omsorg der et eller andet sted vækkede efn huset af taknemmelighed i ham, mem ikke noget han ville eller kunne vise, da han i stedet forholdt sig tavs. Stilheden var ikke god for ham, men at tale uden at vide hvad han skulle sige var værre - så hellere være stille. Lukke øjnene, fokuserer og så vidt som muligt fremskynde fornemmelsen af ikke at blive ædt levende af sin egen krops frygt.  

Godt 15 minutter i stilhed - en stilhed der kun blev afbrudt af enkelte gisp efter luft eller bandende mumlen passerede,  og et lidt anderledes suk gled endelig igennem hans anspændte krop. I al den tid have han ikke villet eller orket at rykke sig nærmere den bekymrede mand ved siden af ham, men nu faldt hovedet langsomt ned imod hans skulder, og Aldamar slap en besværet udånding ud. 
Hænderne der havde været krampagtigt knyttede slækkedes, og håndfladerne greb i stedet om hans knæ, mest for at holde fast i et eller andet nogenlunde stabiliserende.  Kiggede man på håndfladerne - noget han med vilje ikke gjorde,  ville man kunne se lysende, røde halvmåner efter hvor neglene havde brudt huden.  

Det var næsten ulideligt at sidde ved Aldamars side, som han tydeligvis kæmpede med at få styr på sin krop, især fordi han ikke måtte kigge på ham, og sørge for at han havde det godt nok. Hvis Fabian havde været bedre styret til at hjælpe Aldamar, hvis han ikke bare havde vendt folk ryggen når det blev for svært, så måske kunne han have været til mere hjælp. I det kvarter de bare sad der, kunne Fabian heller ikke lade vær med at tænke på, om han egentlig bare gjorde det værre af at være her. Måske han bare skulle have efterladt Aldamar i hans tilstand, så han kunne komme sig over det selv, men det virkede bare ikke... rigtigt.

Derfor var det også med lidt lettelse, da han endelig mærkede Aldamars hoved mod sin skulder, og forsigtigt kiggede han mod Aldamar, for at se om resten af hans krop også virkede til at løsne lidt op. Hans greb om Aldamars arme løsnede sig dermed også, og forsigtigt, så Aldamar kunne trække sig hvis han ikke mente det, tog han fat i Aldamars ene hånd og bare... holdt den.
De sidste par gange havde det tydeligvis ikke hjulpet at spørge ind til hvad end der foregik med Aldamar, og selvom det kriblede i ham efter at få noget bekræftelse på at det gik bedre, så lod han være. ”Man må sige at her er noget smukkere om sommeren, i forhold til om vinteren,” sagde han endelig. Der var ingen substans i det han sagde, det var næsten som at snakke om vejret, men måske var det hvad Aldamar havde behov for. Og hvis ikke, så måtte han jo sige det. 

Det var en noget uvant og anderledes fornemmelse det bredte sig i Aldamar, da han stadigvæk havde lukkede øjne, men sagtens kunne se Fabians summende bekymring for sig, som han blidt greb ud efter den ene hånd. Fornemmelsen var rar, jah næsten lindrende, og herfra overraskede han sig selv, da han med sammenpressede læber stoppede noget der forræderisk meget følts som et form for hulk presse sig på, han bed sig i indersiden af kinden. Hvor kom det nu fra? 
Han kunne dog ikke benægte at det var misvisende rart at have ham så nært, så næsten som søgte han efter mere, greb han fastere fat i hans hånd, drejede hovedet og lænede sig tungt ind imod hans store skikkelse med panden imod hans skulder. 

Han havde ikke meget at sige til ordende - de var intetsigende - men han forstod sig på det famlende forsøg på at lette stemningen, måske bare for at kunne gøre et eller andet for ham.  Og han takkede i sit stille sind for det. 
Så han nikkede langsomt og skilte de tørre læber fra hinanden.  "Sådan er det tit"
vinteren havde det med at kaste en hvid dyne over landet, og lagde en dæmper på alt - også de hellige haver. 

Efter frygten kom den tryggende sorg,  og han vidste ikke endnu hvad det var han var besværet over, når hans øjne blev fugtige og han nægtede at løfte hovedet fra skulderen.  Det plejede ikke at ske.  

Måden Aldamar bare holdt mere fast i hans hånd, bekræftede det bare for Fabian, at det nok havde været det rette at gøre. Han var ikke helt sikker på hvor de skulle gå herfra, men Fabian havde ikke mere travlt end at han kunne vente indtil Aldamar fik kontrol over sig selv. Hvis det her var noget der skete med jævne mellemrum, så var han vel også vant til at samle sig om sig selv.
”Ja..” sagde han lidt, og prøvede at finde noget mere at fylde stilheden med, i håb om at det var hvad Aldamar ønskede. ”Nede i Medanien virker det dog altid som om at vores sommer strækker sig meget længere end heroppe. Det er også et lidt andet syn, end det her velplejet sted.” Det var ikke ofte at han talte om sin hjemegn, ikke rigtig. Aldamar vidste at Fabian var fra Medanien fra en bondefamilie, men anekdoterne var få og langt imellem.

Selvom Fabian prøvede at lade vær med at kigge på Aldamar, kunne han dog ikke stoppe sig selv fra at kigge, da han begyndte at synes han skulder blev lidt fugtig. Tøjet var ikke ligefrem i god nok kvalitet til at holde vand på afstand. Han havde aldrig set Aldamar på denne her måde, og inden han kunne blive taget i at kigge på Aldamar, vendte han blikket væk igen. Han ville selv ikke bryde sig om at nogen kiggede på ham når han havde det dårligt. 

Måske var det bevidstheden om at det var nogen, som gjorde at Aldamar ikke helt kunne styre sine øjne. Måske var det bare rart at komme ud med noget, da det ikke var 
En mulighed almindeligvis, og hans krop nu grådigt og selvisk forrådte ham. Efter en hvis alder blev tårer irrelevante, ubehagelige og en anelse svære at vise andre, og selvom hans stolthed tog lidt af et knæk, var det... befriende ikke at skulle holde det inde.  Vejrtrækningen faldt mere til ro. 
Han løftede ikke hovedet, han nægtede at møde det blik han fornemmede blev vendt imod ham ved den lille bevægelse af halsen,  men takkede i sit stille sind da han virkede til at kigge lige frem for sig til sidst.  I stedet lyttede han bare. 

"Det giver god mening.. I er trods alt længere imod syden dernede" mumlede han efter lidt tid,  og hans frie hånd gled over hovedet for at fjerne nogle af de svedfugtige sorte krøller. Da han endelig virkede til ikke at have flere stillle åtrer at gi' af, vovede han også at løfte hovedet, og lænede det i stedet tungt imod stangen bagved ham, hånden hurtig til at få tørret de værste indikationer væk fra kindbenene, selvom den røde farve nok talte sit tydelige sprog, skulle han vælge at åbne øjnene.  
Hvilket han ikke kunne eller ville helt endnu.  
Hånden i hans blev dog langsomt nusset en anelse af tommelfingeren, og Aldamar sukkede, tyngde bagved det.  

Fabian havde heller ikke forventet at han ville have øjenkontakt med Aldamar foreløbig, hvilket han havde det fint med. Han havde mærket på ærmet hvor slemt det var, og han havde faktisk ikke behov for at se det. Han var lidt for tilbøjelig til bare at ignorere problemerne hvis han kunne. Ikke af ond vilje, men blot fordi han ikke håndterede følelserne så godt.

Det var nok også grunden til at Fabian fokuserede på den samtale de havde gang i, som handlede om absolut intet, og bare fik dem begge til at tænke på noget lidt andet, uden at gøre det for tungt. ”Det er vi,” indrømmede han. ”Alting virker også bare mere vildt dernede, fordi der er plads til naturen, ikke som her, hvor der skal være plads til at folk bor.” Det var ikke rigtig noget Fabian havde et problem med, for han nød storbyen, men det var altid et markant skift når man gik fra det ene til den anden.
Han lod sine fingre flette ind i Aldamars, før han tog hånden, stadig forsigtigt, og førte den op så han kunne kysse Aldamar på hånden, inden han sænkede den igen. Bare en stille besked om at han var her, men at han ikke forlangte mere af Aldamar, end hvad han var villig til at give i det her øjeblik. 

Det var... rart at snakke om ingenting, og den stille samtale krævede ikke andet end at han bare fulgte lidt med,  imens at han følte hvordan det kun vbleb nemmere og nemmere at slappe af. Det var altid en underlig ting, sådan som hans krop gik fra a til z, men det hele var noget han kendte lidt for godt. Egentlig, jah så overraskede det ham mest af alt at Fabian var blevet siddende igennem det hele, de godt 30 min hvor at han havde været en del af det. Så da han mærkede et forsigtig kys på sin hånd, var det en taknemlig lille nikken  med hovedet det fulgte med.
"Vi har det med at tæmme naturen hvor end vi kommer hen. Det er velsagtens både på godt og ondt" kom det stille fra ham, og med vi, mente han mennesket som race. 

En stærk kontrast til de mere naturbundne racer, der levede i en lille harmoni med den. Det havde historisk skabt splid imellem dem og et folk som elverne, mem det var bare sådan det var.  Heldigvis var det ikke ligeså slemt mere, ville han mene. 
Forsigtigt vovede Aldamar nu at åbne øjnene, og blev mødt af den stille aftensol. Den var gledet en anelse længere ned, havde fået mere røde toner at give af, men det var heldigvis ikke er tegn på at det var sent.  

Han skævede kort til ham, og vidste egentlig ikke hvad han forventede at se.  Men et gammelt glimt af træthed havde sneget sig ind i øjnene, ikke langt væk fra den energi der velsagtens havde hvilet over ham, da Fabian de første par gange havde mødt ham. Lidt et ekko af det.

Det her var på ingen måde typisk Fabian opførsel, men så lang tid de ikke snakkede om hvad der var sket, så lang tid skulle Fabian heller ikke forsvare sig med hvorfor han havde opsøgt Aldamar, og bare siddet med ham, indtil han havde været sikker på at han var et fungerende menneske. Selvom de var i tempeldistriktet, så var Fabian så vant til at man bare var udsat for nogle af de mindre gode typer, og hvis de så en være svag, så udnyttede de. Det ønskede han ikke for Aldamar, tiltrods for at manden havde virket rimelig sikker i sin plads under træet.

Fabian nikkede lidt til det Aldamar sagde. ”Vi tæmmer vel hvad vi kan,” sagde han før et lille glimt opstod i hans øjne, som han huskede på deres sidste tur sammen og hvad han havde fundet ud af om Aldamar. Han kunne ikke lade vær med at puffe en smule med benet til Aldamar, og kiggede mod ham.
Aldamar så træt ud. Han havde virket så meget på mærkerne de sidste par gange, og det var først nu det gik op for Fabian hvor meget Aldamar egentlig havde ændret sig over de måneder han havde kendt ham. I hvert fald omkring ham. Der var så meget mere liv, spænding og selvsikkerhed end der havde været i starten.