Der var gået måneder fra Orcus havde forladt det lille paradis, Nianna kaldte for sit hjem, til hun havde mødt halvdyret Cho. Hun havde fortalt om sit møde med en halvdæmon ved navn Orcus der vandrede omkring i sin søgen efter Nianna, hun havde mærket sit hjerte knuge sammen i brystet til hun næsten ikke kunne trække vejret, savnet og tomheden han havde efterladt hende med havde beklaget sig. Cho havde fortalt om hvilen forfatning hendes elskede var i, de pinsler der havde været i hans blik, og hvert ord hun beskrev Orcus med var som slag til maven. 
Cho havde været så sød at fortælle Nianna hvilen retning hun havde hjulpet Orcus i, men sandheden var at det var længe siden de havde mødtes, Orcus kunne være hvor som helst og drage ud og lede efter ham var farligt, det betød hun måtte forlade sit hjem igen, for mere end blot en lille sviptur udenfor muren til paradiset. Hun havde gået tanken over mange gange, inden hun til sidst havde fyldt sit skind med et vandskind, mad i form af bær, frugter, tørret kød og frø hun kunne bruge undervejs med sin evne. Hun havde forladt sit paradis og James, hendes eneste grundlag for stadig at trække vejret, han havde været der for hende og tvunget hen op fra jorden når hun bare havde lagt sig ned i opgivelse over voldtægten og savnet, når smerten var for stor havde James holdt hende og trøstet hende. Dog var hendes blik tomt, gnisten der brændte var næsten slukket i hendes øjne, hun var blot en skygge af sig selv, men mødet med Cho havde givet hende håb.

På sin rejse valgte hun at søge syd på, med overtagelse og lidt bestikkelse fik hun hjælp til rejsen i form af lift i hestevogne der kom forbi men da de nåede Zircon, havde hun endnu ikke set skyggen af Orcus og var langsomt begyndt at miste modet fuldkommen, hun var alene et fremmed sted og fandt sig selv siddende ved bymuren, den lange lyse bomulds nederdel James havde skaffet for at fjerne mindet om den.... den engle! Og den nye svagt Rosa farvede overdel gav lidt kulør til hendes blege hud der havde mistet al glans. Hun havde opgivet håbet fuldkommen, Orcus var væk, hun var væk, og hun vidste ikke hvordan hun skulle kunne finde hjem. 

Hvor var gejsten og modet henne? Orcus var efterhånden ved at løbe tør for det hele. Krystallerne var sluppet for længe siden og de manglede rusmidler havde givet ham abstinenser og fået ham til at indse sin afhængighed. Abstinenserne var kommet på et noget så beklageligt tidspunkt, som havde tvunget ham til at finde en by i sin rejse nordpå. Men hvad han ikke vidste var, at kursen var gået imod syd. Vejret var blevet en smule varmere, hvor det skulle blive koldere, men med hans svedeture og frygt for at dø, bemærkede han det ikke rigtig. Han vandrede omkring indtil han endte i Zircon. Med de sidste krystaller skaffede han sig et værelse på kroen og mad, der ville kunne få ham igennem smerten og behovet for at lede efter Mitrazapine. Kræfterne var sluppet op og magien var der ikke meget af, han havde faktisk ikke kræfterne til at bruge sine portaler. I stedet smed han sig i sengen og krøllede sig sammen til ingenting.

Skrigene fra hans værelse, fik flere til at kigge imod rummet, når de passerede det, men ingen kom ham til undsætning, som han bearbejdede sit lange misbrug. Sengen var gennemblødt af sved, som han vendte og drejede sig. Kaldte på Nianna og Philotanus i håbet om at de ville komme ham til undsætning, men ingen hørte ham. Han var efterladt til sig selv. Tøjet havde han smidt på gulvet, da varmen havde overvældet ham og han mest af alt bare gerne ville mærke kulden imod sin krop.
Udkørt og træk, besvimede ham i sengen og vågnede først da han hørte stemmer på gangen. Han slog øjnene op og satte sig op, som var han blevet forskrækket. Lagnet gled af hans krop, som han skubbede benene ud af sengen og fik sig rejst op. Kroppen var fortsat udhungret og spinkel, som han rakte ud efter maden på bordet og tvang sig selv til at spise af brødet. Hænderne rystede endnu, abstinenserne var ikke helt forsvundet, men han kunne ikke blive. Han måtte lede videre.

Ude på gaden så han sig omkring, han vidste ikke hvad vej han var kommet og hvad vej han burde gå, så han endte med at vælge en tilfældig vej ud af byen. Han gik en smule foroverbøjet, med en hånd foran maven og et lettere bedrøvet blik i øjnene. Hvad han missede var dog at han passerede hende, han havde ledt efter i måneder nu. Vingerne hang slap langs med hans ryg, som han ikke havde kræfterne til at løfte dem. Den lange kappen var hulet og beskidt, som han efterhånden var gået igennem al mulig terræn for at finde hende.

Lyden af dovne fortrin der kom slæbende forbi hende, fik langsomt Nianna til at hæve blikket fra det enlige græsstrå hun trillede mellem sine spinkle fingre. Skikkelsen så udsultet ud, lige som hende tom og uden formål, blanke men dog så fjerne blik gled over skikkelsen, inden hun med et suk sænkede blikket igen. Der gik lidt tid før der var en svag klokke der dæmrede i hendes baghoved, der havde været noget bekendt ved skikkelsen men hun anede ikke hvad, hun kendte ingen der ligesom hende havde opgivet alt og lignede omvandrende døde, men alligevel hævede hun blikket igen. Skikkelsen var nået et stykke væk fra hende og hun måtte anstrenge de trætte øjne, vingerne der hang slapt ned bag skikkelsen, fik hendes blik til at blive helt forfærdet, den første der kom frem i hendes tanker som havde vinger var englen. Hendes øjne fyldtes med tårer af frygt, men jo længere tid hun kiggede på dem, gik det op for hende at det var ikke de vinger!

Hun kom vaklende op, selvom det tog hende et par forsøg at komme op på de udmattede ben der dirrede faretruende under hende. Hun trådte et skridt frem men måtte støtte sig til muren bag sig for ikke at vælte mens hun samlede sin balance. Det gik op for hende hvem skikkelsen var, manden der fyrede op under hendes hjerte, manden hun havde søgt efter, hendes klippe, men hvad var der dog sket ham. Orcus! Forsøgte hun at kalde men ikke en lyd slap over hendes læber, igen forsøgte hun men forgæves, hendes stemme var fanget i hendes hals. “Orcus....” lød det til sidst fra hende, som hun samlede al sin kraft og en ganske svag hvisken slap over hendes læber, som var det hendes egen krop der forrådte hende af frygt for han slet ikke var der eller at det rent faktisk var en anden. Hun tog et skridt frem igen, og et til inden hendes ben gav efter og hun dumpede ned på sine knæ, hun så efter han, bange for han ikke havde hørt hende, at han ville slippe væk fordi hun igen var for svag.

Hvor kunne hun være? Hvor var han på vej hen og hvad med Philotanus, skulle han heller lede efter ham end den tabte kærlighed, som han havde forsømt i flere måneder? Orcus var splittet omkring hvad han skulle stille op og hvad han kunne tillade sig. Han ville allerhelst bare gerne finde hende.. Selvom han var såret omkring tabet af Philotanus og ikke vidste, hvor hans sjæl var rejst hen. Det undrede han gevaldigt at dæmonen ikke havde opsøgt ham, måske fordi han havde været på farten lige siden han havde fundet liget? Altså havde Philotanus ikke en chance for at finde ham, ligesom han ikke havde en chance for at finde Nianna.. Han vandrede blot hvileløst omkring med blikket rettet imod sine fødder og de slidte sko, som sparkede han til en sten, der hurtigt strøg hen over stien og ud i græsset. Han sukkede opgivende og var klar på at vende tilbage til kroen for at få sig endnu et hvil. Men han havde ikke flere krystaller til at betale for et sådan ophold, så hvad kunne han faktisk stille op lige nu? Orcus løftede hånden, den rystede fortsat, som han gemte den inde under kappen. Hvor mon han kunne skaffe rusmidler? Han var efterhånden desperate, selvom han var på vej ud af misbruget.

Noget rumsterede bag ham, han valgte dog ikke at reagere på det, som det sagtens kunne være en mus i det høje græs. I stedet fortsatte han langs med stien, stien der forhåbentlig ville lede ham imod Nianna. Selvom hun befandt sig bagved ham. Lyden rumsterede længe, som han stoppede op uden rigtig at vide hvorfor, men det var lidt som om at benene ikke længere ville bevæge sig. Da hørte han sit navn, ganske svagt, men det fik ham til at dreje hovedet og kigge imod den slanke skikkelse ved bymuren. Nianna? Umuligt, han var lammet for en stund, som han bare stirrede på hende, da hun pludselig trådte frem og væltede. Benene flyttede sig igen, hen imod hende, som han dog ikke havde voldsomt meget fart på, før at han faldt ned foran hende på sine knæ og løftede hænderne imod hendes kinder. ”Nianna” kaldte han, stemmen var hæs og tør, som han forsigtigt lagde en hånd imod hendes venstre kind. ”Er det dig?” spurgte han forsigtigt, som tårerne pressede sig på og strøg langs med de magre kinder, blot for at dryppe ned i græsset imellem dem.

Da deres øjne mødtes flød tårerne op i hendes øjne før de trillede ned over hendes kinder, synet der mødte hende fik hendes hjerte til springe et slag over af længsel og frygt efter om det blot var en illusion. Da han brød sin trance og kom imod hende, så hun til med store øjne. Smilet som plejede at danse om hendes læber var væk, hun havde lyst til bare at græde og gemme sit ansigt væk i sine hænder, at han pludselig var der, endda på vej imod hende, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hvad hun skulle sige og gøre, men da han faldt på knæ foran hende gav et det sæt i hele hendes krop, hendes reaktion var instinktiv, James havde vidst han ikke skulle røre hende men Orcus vidste det ikke, vidste ikke hvad der var sket, hvis hun fortalte ham det ville han så forsvinde igen for altid, ville han være lige så skuffet og vred som hun selv var. 

Da han rakte ud efter hendes ansigt så hun skræmt til, hendes krop dirrede svagt som hun kæmpede imod trangen til at fjerne sig, vælte bagover og kravle væk fra ham. Hans hænder der lagde sig om hendes kinder, fik hende til at gispe, hun vidste slet ikke at hun havde holdt vejret fra hans faldt på knæ foran hende. 

Hans berøring sendte de varmeste stråler igennem hendes ansigt, pirrende og prikkende, hendes øjne blev bløde som han spurgte til om det virkelig var hende. Uden tiltro til sin stemme nikkede hun forsigtigt med hovedet i hans hænder. Hun var splittet imellem at kaste sig ind i hans favn og at krybe væk derfra, væk fra det hun måtte fortælle ham, det som kunne ødelægge dem helt. “Hv..hvor ble..blev d..du af?” Hendes stemme var blev en svag hvisken som hun hviskede ordene ud inden hun lagde hænderne over hans og knugede om hans fingre med de få kræfter hun havde tilbage.

Der var så mange følelser, han havde forsøgt at lægge skjul på, men det hele røg op til overfladen, det sekund han fik øje på hendes slanke skikkelse i det fjerne. Han måtte tættere på, sikre sig at det var hende og ikke hans fantasi, der spillede ham et pus. Måske abstinenserne legede med hans følelser for at få ham til at indtage stofferne igen. Hvor havde han bare savnet hende, omfavnelsen og duften af hendes år. Han måtte tættere på, men bemærkede også hurtigt hvordan hendes krop dirrede, da han rakte ud efter hende. Noget fortalte ham, at han skulle lade vær, men da var det allerede for sent, som trangen til at røre hende voksede med lynets hast. Men det skræmte udtryk i hendes ansigt prikkede til hans fornuft, skulle han trække sig? Havde han forrådt hende og var hun derfor sur over hans forsvinden? Ønsket om at undskylde overfor hende voksede, som han blot bed sig i underlæben og ikke følte han kunne få flere ord over sine læber. Han ville bare gerne kigge på hende, røre hende og duft til hende.

Det svage nik forsikrede ham om, at det var Nianna, som han sendte hende et stille smil og var klar til at hive hende til sig. Men noget i hans underbevidsthed frarådte det på det kraftigste, som han i stedet blot holdt hænderne imod hendes kinder. Smilet var ikke falmet spor, ikke før hendes rystende stemme stillede det spørgsmål, han måske havde frygtet allermest. Blikket dalede imod hans skød, som skammede han sig over at skulle forklare hende, hvad der var sket. Men samtidig så meldte sorgen sig til hans broder sig igen. ”Jeg..” ordene ville ikke forme sig i hans mund, som han var fuldkommen lammet indtil hun tog fat i hans hænder og nærmest gav ham styrken tilbage i sin stemme. ”Jeg vendte hjem.. byen er væk.. Philotanus..” han rettede blikket op imod hende, som flere tårer pressede sig på og han ikke følte han kunne få det sagt. Men hun skulle kende sandheden. ”Philotanus er d..død” stammede han en smule. Hvad hun måske ikke vidste var at Philotanus ville genopstå, det var kun kroppen der var død. "Undskyld" hviskede han næsten lydløst, som han rettede blikket imod hende igen.

Hvorfor kiggede han væk, var der noget galt? Panikken bredte sig i hendes men da han forsøgte at forklare, mærkede hun en knugende fornemmelse omkring sit hjerte over den smerte der lå i hans stemme. Selvom Philo aldrig ville blive hendes ynglingsperson, vidste hun hvad han betød for Orcus, de var det som Nianna aldrig havde haft, familie. Hun holdt den lille gnist af glæde over nyheden væk, den ville aldrig være passende uanset tidspunktet, men glæden kom af hendes egen svaghed for hun frygtede at enhver der ville kunne knække hende helt, hun hang kun sammen takket være James og nu hvor hun endelig var blevet genforenet med Orcus ville hun kæmpe for ham. Smerten i hans stemme gav hende lyst til at kaste sig i hans arme, men hun sad frosset til jorden, bange for hans berøring ville bringe dårlige minder frem, bange for hun ville skrige af frygt hvis han rørte hende. Hun kunne ikke fortælle hvad der var sket, hun måtte være stærk, hvis ikke for sin egen så for Orcus, så han kun skulle fokusere på sin egen sorg over byen og Philo.

Hendes hjerte hamrede faretruende i hendes bryst, da hun til sidst formåede at flytte sig. Hun lænede sig ind i hans favn og begravede ansigtet mellem hans hals og skulder med et klynk fyldt med smerte. Hun vidste Orcus ikke ville skade hende men den lille stemme bag i hovedet frygtede hans reaktion, hans berøring og hans vrede. “Jeg har manglet dig....” peb hun svagt ned imod hans skulder som hun knugede øjne i trods tårerne stadig rendte fra hendes øjne og flød ned over hans skulder.

Der hang en tung sten på Orcus’ skuldre med tabet af Philotanus, men nu hvor han havde fundet Nianna igen, kunne han atter se lyset. Der var måske endda håb for at han kunne finde Philotanus på samme måde, hvis bare han ikke mistede håbet. Alligevel gjorde det ondt at omtale det store tab, han havde tabt. Hans barndomshjem var borte, forretningen var smuldret imellem hans fingre, fordi han ikke havde holdt det vedlige, han følte sig fortabt, men håbefuld sammen med Nianna. Han var udmærket klar over at dæmonen var et ømtåleligt emne for hende, så han forsøgte ikke at gå i for mange detaljer, om end hun havde krav på en forklaring på hvorfor han ikke var van tilbage til hendes varme favn. Han bed det i sig, sank en klump og følte at han måske var nød til at lægge det bag sig, så han kunne nyde gensynet med hende. Han havde virkelig ikke lyst til at slippe hende, men tænkte heller ikke over hvor langt væk hjemmefra hun måtte være og hvordan hun havde fundet ham i hans egen vildrede.

Langsomt slap han hendes kinder, som han kunne mærke at hun rykkede på sig, mon det var blevet for ubehageligt? Mon hun hadede ham for at have forsømt deres ellers voksende kærlighed? Nej, hun søgte tættere på, som han stille lagde armene omkring hende og gav hende et let klem. Lyden af smerte bragte dog en rynke frem på hans pande, som han ikke forstod meningen eller hvad hun måtte bære rundt på. ”Hvad er der sket?” der var lidt som om halsen snurrede sig sammen, når han talte, men han havde ingen ide om hvad der foregik i hendes hoved. Orcus havde dog bange anelser, som hun også virkede forandret og tilsyneladende ikke lod til at tage afstand til ham, så det kunne ikke være ham?

Hun havde frygtet det spørgsmål han kom med, bedst som hun forsøgte at søge tilflugt i hans arme. Følelserne væltede rundt i hendes krop i er stort virvar, hun var bange for hans berøringer, hans tanker, bange for at blive efterladt igen hvis han fandt ud af det, hun kunne ikke undvære ham, alt der var sket havde været et forsøg på at finde den varme og tryghed han gav hende men alt var forgæves, alt efterlod hende med større tomrum end før. Hendes krop skælvede som minderne væltede ind over hende med englen Dagon og alt hvad han havde gjort ved hende. Tårerne flød i stride strømme over hendes skuldre som hun klynkede og hulkede imod hans skuldre. Hendes spinkle hænder greb om han slidte jakke og knugede ham tættere på.

Dagons stemme lød i hendes hoved, den måde hvorpå han havde kaldt hende nærmere, vundet hende tillid ved at fortælle han var en engle og spørge om små uskyldige ting, hendes mistro der var langsomt dalet som hun havde nærmet sig indtil noget havde fået hende til at forsøge at flygte, hendes evner det var fordi hun ikke længere kunne mærke naturen omkring sig, hans sorte røg der indhyllede hende, han havde overtaget, holdt hende imod jorden, bad om hendes hånd men hun kæmpede imod, men hendes modstand førte til han ville afklæde hende, hvis du vil slippe levende væk, hans ord stod klart for hende, men hun var ikke helt ynkelig hun formåede at forsvare sig lidt, hans kind var fuld af kradsmærker nogle der ville efterlade ar, men det gjorde han gal, så gal at han forsøgte at kvæle hende med den sorte røg og i forsøget på at skærme sit ansigt fik han fat i hendes ene hånd, med et knæ i ryggen og det andet der sparkede imod hendes ribben til de knækkede, neglen han havde trukket af hendes finger bedst som hun besvimede i røgen, det næste hun huskede og mærkede var ham, hun var afklædt og placeret i en frygtelig position hun ikke kunne slippe væk fra, han havde udnyttet hende, taget hendes røv som sin, det havde været den værste tænkelig smerte der aldrig slap hende helt, han havde givet hende en lussing der efter hende halvvejs blind og hævet i ansigtet, men hun havde fået jævn hun havde svunget en knytnæve i hans skridt og løbet alt hun kunne trods smerterne og blodet der flød efter hans mishandling.

Minderne var for meget for hende, at hun havde delt alt med Orcus anede hun ikke for hun havde virkelig kæmpet for at undertrykke tankerne, minderne, måde hvorpå hun dagene efter havde siddet ude i søen og bare vasket sig, skind nederdelen der aldrig blev helt ren i hendes øjne, fuld af hendes blod. Hendes klynk tog til som hun knugede sig ind imod Orcus for at glemme det hele.

Det var en naturlig ting for Orcus at spørge, når hun lod til at være tynget af noget, der ikke bare kunne fejes ind under tæppet. Hun var tydeligvis medtaget af noget, der ikke gjorde deres genforening fuld af lykke. De var begge knust bare på forskellige måder, som Orcus dog fuldkommen havde glemt den forbindelse hun kunne skabe til ham. Det var ikke fordi han ønskede at tvinge hende til at besvare spørgsmålet, han ville bare gerne hjælpe hende igennem det, hvis det altså var muligt efter de mange måneder hver for sig. Meget kunne være sket, meget var tydeligvis også sket. Nianna var virkelig påvirket af situationen, hvilket nok også var grunden til at han virkede så bekymret og forsøgte at lægge armene beskyttende omkring hendes lille spinkle og skrøbelige væsen. Han glemte fuldkommen sin egen sorg, som hun greb fat i hans jakke og knugede sig ind til ham. Der blev han ramt af et vanvittig ubehag..

Han følte afmagt, som om han vandrede rundt i en tæt tåge, der forhindrede et udsyn. Selvom han kiggede på hende, så kunne han faktisk ikke se hende. Derpå begyndte han også at hive efter vejret, som var han i færd med at miste luften i lungerne. Skrækken og smerten bredte sig ud i hans krop, hvilket resulterede i et voldsomt host, da kroppen ikke var sig selv og i forvejen var kvæstet efter den lange.. lange rejse. Han knugede hende ind til sig, som tårene væltede ned over hans kind. Der ramte en dyster stemme ham pludseligt. Nogen havde truet hende på livet! Han mærkede hvordan en indvendig vrede bredte sig i hans krop, før at han blev slået i jorden og Niannas evige forsøg på at undslippe. Englen tvang sig over hende, efterlod hendes tøj forrevet og kroppen forblødt. Smerten spredte sig i hans brystkasse, som han hev efter vejret. ”Det skal han få betalt” hvæste han hæst, fortsat dybt påvirket af oplevelsen, mareridtet der havde ramt hende. Han kunne mærke hvordan han bare blev mere og mere arrig, på hendes vegne, som vingerne rejste sig på hans ryg og han holdt godt fat i hende. Så ramte virkeligheden ham, det var hans skyld, han havde efterladt hende til sig selv, det var hans skyld, at hun var endt i englens kløer uvidende om, hvad der kunne ske. Blot fordi væsnet var sendt fra himlen, så gjorde det dem ikke nødvendigvis ’gode’, men den smule hun vidste, havde ikke kunnet advare hende. Han skulle have været der til at hjælpe hende, ligesom sidst!

”Undskyld, jeg ikke var der for dig” mumlede han, dybt såret over virkeligheden og at hun havde været udsat for den slags tortur.. Han var rasende, men samtidig gav han også sig selv skylden for hvad der var hændt hende. ”Tilgiv mig” hviskede han, som han sank fuldkommen sammen med hende i sin favn.

Hun rystede svagt på hovedet, han skulle ikke undskylde, det var hende der skulle undskylde, hun havde gjort noget utilgiveligt i forsøget på at glemme det værste, hun havde lagt med en anden mand, omend det kun havde endt med at påfører hende mere smerte end hun havde haft før trods det var af eget valg, trods hun skulle overtales en hel del før hun gav ind. Hendes hulken tog kun til i styrke som hun trak sig væk med et skamfuldt blik, hendes øjne helt hævede og røde af at græde på den måde. “Nej du skal hade mig! Slå mig!” Klynkede hun pludseligt mere selvsikker og uden at stamme, hun kunne ikke se på ham, hun vidste han ville flygte fra hende og aldrig komme tilbage, hun kendte intet til forhold og reglerne deri, men hun elskede ham, hun kunne mærke ham i sig selv da de var adskilt, hun vidste han var derude bare ikke hvor, og den smerte hun havde følt var meget værre end det Dagon påførte hende. 

Hun tørrede sine øjne men det var nytteløst, tårerne væltede ned af hendes kinder. “Undskyld Orcus, men havde brug for at mærke noget.... det gjorde så ondt bagefter.... jeg ville ikke men han overtalte mig..... jeg skulle aldrig men det Dagon gjorde..... og du var væk.....” græd hun som hun gemte sit ansigt væk i sine hænder og krummede sig forover på jorden.

Lige nu følte han, at han ikke kunne gøre andet end at undskylde overfor sin manglede tilstedeværelse. Orcus følte virkelig at han havde trådt ved siden af og at han faktisk ikke havde fortjent hendes nærvær, om end han havde søgt den i flere måneder. Hun var den eneste han følte, at han kunne søge tilflugt ved, hvis ikke det var stofferne. Men han havde slet ikke kræfterne til at gå til Mitrazapine efter rusmidler, for han kendte hendes betalingsform og vidste udmærket at det var imod reglerne indenfor parforhold. Ikke at det tidligere havde betydet noget, men Nianna var anderledes, han kunne ikke få sig selv til at lægge med andre. Han så lettere forbavset på hende, som hun trak sig og han straks forsøgte at række ud efter hende for at trække hende tilbage i sin favn. ”Aldrig” råbte han tilbage til hende, som hun klynkede og ledte efter en måde hvorpå hun kunne retfærdiggøre det. ”Jeg elsker dig, Nianna” hviskede han ganske stille, som han godt kunne mærke på hende, at det var svært at komme ind på livet af hende lige nu. Hun var ved at skabe en barriere imellem dem, ikke sandt? Han måtte tættere på..

”Hvad snakker du om? Det er ikke din skyld, at den ussel engel forgreb sig på dig!” pointerede han noget så bestemt, som hun tydeligvis var i færd med at påtage sig skylden. Englen havde ikke fortjent at leve videre. Hvis han kunne ville han gerne lokalisere den og tilintetgøre ham, men han var splittet, da han ikke følte, at han faktisk kunne forlade hende på noget tidspunkt lige nu. Han forsøgte at løfte hende op, så hun i stedet kunne hvile sig imod hans brystkasse og forhåbentlig kunne føle sig bare en smule tryg ved ham igen. Måske det ville tage lang tid, men så ville han vente på hende.

Hendes blik var som er skræmt dyr, da Orcus troede hun forsøgte at forklare det med Dagon. Smerten knugede om hendes hjerte, det var som om hun ikke kunne trække vejret, som om skylden var ved at kvæle hendes hjerte, hun måtte lade ham forstå, hun måtte lade han høre det, kun kunne ikke holde ham for nar. “Undskyld, jeg elsker dig, undskyld....” hendes stemme blev kun svagere og svagere til det kun var en svag hvisken.

Hun rakte ud efter hans hånd men kunne ikke se på ham, hun holdt sin afstand udover med hånden. Hun viste ham hvad der var sket, hun havde søgt ly for en storm, det havde vist sig at være en tømre, han havde været flink og omsorgsfuld, men behovet for at føle igen efter Dagon, efter at mærke andet end smerte, hun havde forsøgt at afvise ham, men havde givet ind, havde nydt det, men smerten efter, den var grusomt og kvalte hende hver dag, skylden og skammen, hun vidste ikke hvorfor og så alligevel stod det fuldkommen klart for hende bagefter hende udåd, den slags gjorde man ikke når hjertet tilhørte en anden, hun havde knust sit eget hjerte i forsøget på at mærke noget andet end smerte.

Hun trak armen til sig og knugede dem omkring sig selv, hun følte sig dårlig, kvalme og smerte i hele hendes bryst var frygtelig. Dette skulle have været hendes livs genforening, en dag fuld af lykke og kærlighed, hun skulle have løbet ham i møde, kastet sig i hans arme og kysset ham, åh hans bløde varme læber, hun savnede dem på sin hud, hun skulle have mærket og nydt dem men i stedet følte hun at døden ville være mere nænsom end dette møde. 

Hvad skulle han ellers tror, at hun mente, når hun forklarede sig på den måde. Han vidste ikke meget om hvad der var sket med hende de sidste mange måneder, men at dømme ud fra hendes sindstilstand, så forventede han ikke at hun var gået til en anden.. Selvfølgelig kunne det give mening med hendes skyldfølelse, men der kunne hun også sagtens give sig selv skylden for at englen havde forgrebet sig på hende. Orcus rynkede derfor ganske let på hovedet, som hun lod til at være midt i en stor konflikt. ”Let dit hjerte” hviskede han roligt, som han forsøgte at stryge en hånd hen over hendes arm, bare for at forsikre hende om at hun ikke var alene. Ikke mere i hvert fald.

Orcus tog imod hendes hånd, som han egentlig bare troede, at hun gerne ville røre ved ham, men da endnu en ’historie’ ramte ham, blev han fanget på sengen med bukserne nede.. så at sige. Der var intet i vejen med at søge ly for stormen, det ville han anbefale hende, men så snart at tømreren dukkede op og hendes følelser strømmede ind over ham, forstod han pludselig sammenhængen.. Han førte helt automatisk hånden op til sit eget hjerte, som han greb fat omkring sit tøj og fældede flere tåre over det sammenstød hun havde haft med den bredskuldrede mand. Han sank en klump, som han blev siddende i stilhed, selv da hun havde afsluttet sin fortælling. Det var svært at vide, hvordan han skulle reagere på oplysninger, lige før havde han været vred over englen, nu vidste han ikke længere, hvor han skulle placere den vrede. Orcus havde opfanget, hvor hun havde reageret efterfølgende, men han følte sig virkelig tom indeni.

Da hun valgte at fjerne armen, blev han blot siddende, som han flyttede begge hænder ned i sit skød. Han stirrede på hænderne, der fortsat rystede af abstinenser, men nok ikke blev hjulpet af det svigt han burde føle lige nu. ”Jeg..” han var usikker på, hvordan han skulle svare hendes tilståelse, som han i stedet valgte at sætte sig på røven og sank en smule sammen. Kunne han virkelig bebrejde hende? De havde ikke set hinanden i flere måneder, han havde efterladt hende, måske hun troede at det var slut? Ikke at det endte på en dårlig måde, men.. Han forsøgte at forsvare hende i sit sind, men kunne slet ikke sige et ord.

Da Orcus blot trak sig væk, satte sig ned på røven krøb hun sammen. Hun havde lyst til at gemme sig i hans favn, men vidste ikke om hun måtte. Da hun så op på ham, så tårerne i hans øjne, følte hun det som om hendes hjerte gik i tusinde stykker. Hun havde aldrig ønsket sig at sårer ham, aldrig drømt at hun skulle være årsagen til hans smerte, og at se ham sådan nu. Afkræftet, rystende hænder, tyndere end hvad godt var, såret og med tårer i øjne. "Slå mig, råb af mig, gør noget..." klynkede hun dæmpet, som hun vendte sig imod ham. Tårerne væltede op i hendes øjne, som hun tøvende rakte ud efter hans hænder. Hun kunne ikke bære det i sit hjerte at hun var årsagen. Hun tænkte slet ikke over at han kunne mangle sine rusmidler, for sidst hun havde set ham undvære dem for længe havde han reageret helt anderledes, og Philo havde været der til at hjælpe ham.

Kunne hun tillade sig at tigge ham om tilgivelse, hun havde været ærlig, men var det en grund til at tigge ham om det. Hun vidste godt hvad svaret var, det var hans ret at finde ud af om han kunne finde det i sit hjerte at tilgive hende. Kunne hun putte sig ind til ham, måtte hun overhovedet, ville han overhovedet røre hende? Et af de mange panik anfald hun havde døjet med siden Dagon begyndte at gribe sig ulækre tag i hende. Hun mærkede hvordan hendes bryst snørede sig sammen, det blev svære at trække vejret, smerte voksede i hendes bryst som var der nogen der havde smidt en stor sten ovenpå hende. "Undskyld...." peb hun dæmpet, imellem de besværede vejrtrækninger, inden hun kæmpede sig selv op på de dirrende ben. Han ville sikkert ikke have hendes selskab længere, ville sikkert aldrig nogensinde se hende igen. Hvor hun mest af alt havde lyst til at putte sig i hans favn, gemme ansigtet og alt der var sket, valgte hun at trække sig væk, hvert lille museskridt rev i hende, bad hende om at falde på knæ og trygle om tilgivelse. Hun knugede armene tæt ind til kroppen og knyttede hænderne for at forsøge at holde sammen på sig selv. 

Aldrig havde han været i en lignende situation før, så han havde virkelig problemer med at vide, hvordan han skulle reagere på det. Normalt gik han ikke om i at være tro mod en anden, men lige med Nianna var situationen bare ikke det samme. Han følte sig fuldkommen fortabt uden hende, men sådan som hendes følelser var strømmet ind over ham, så vidste han virkelig ikke hvad han skulle stille op med sig selv. Hendes ord fortalte han tydeligt, hvad hun forventede af ham, men han kunne virkelig ikke være vred på hende og han kunne slet ikke få sig selv til at slå hende. Hvordan kunne hun overhovedet bede ham om det? Det var en frygtelig tanke, endnu mere, når man tænkte på hvad hun havde oplevet fanget på jorden, så hvorfor skulle han nogensinde udsætte hende for noget lignende?! Aldrig! Men han følte sig også presset op i et hjørne, selvom de sad midt ude i ingenting og kun var blokeret af en lille bymur ikke langt bag ved hende. Hvad havde han lyst til at stille op med det hele? Han ville virkelig ikke gå fra hende.

Det var lidt som om at Nianna var nød til at trække ham ud af sine tanker, for han bevægede sig ikke og kiggede heller ikke på hende, men stirrede blot på sine hænder. Det var først da han bemærkede forandringen i hendes vejrtrækning, at han rørte på sig. Han løftede ganske let på sine hænder, men han bevægede sig for langsomt, som hun formåede at komme på benene og han måtte handle uden rigtig at vide, hvad han faktisk havde gang il. Derfor valgte han at rejse sig på sine knæ, som han greb ud efter hendes hånd og trak hende tilbage i hans favn. Han førte lydløst en hånd til hendes mund, som han bed hende om at tie stille. Så lagde han hende ned over hans ben før at han lænede sig fremad og kyssede hende på munden. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men at se hende gå fik ham til at trække hende til sig for at kysse hende. De læber havde han ikke mærket længe og han havde virkelig savnet dem. Men han sagde ikke et ord.

At se Orcus så tavs, og blot stirre ned på sine hænder. Han måtte skamme sig frygteligt over hende, hun kunne kun forestille sig hans tanker om hende, den knugende fornemmelse strammede til i hendes bryst. Han var hendes anden halvdel og hun havde gjort dette. Havde hendes ben kunne bære det, var hun sikkert løbet sin vej over stok og sten, men hun nåede slet ingen steder, kun op og stå, da hun mærkede hans hånd gribe om hendes. Elektriciteten skød rundt i hendes hånd, der hvor hans hud rørte hende, sendte de dejligste stråler rundt i hele hendes krop, den følelse hun havde higet efter at lade sig svøbe ind i. Et lille forskrækket hvin slap over hendes læber, hele hendes krop stivnede i hans favn, som hun stirrede op på ham med store blanke øjne. Var det nu? Kunne han rent faktisk ende hendes liv, havde hun gjort ham så vred?

Men da hans hånd nåede hendes læber, for at hindre hende i at sige mere, gjorde hun blot et lille accepterende nik, hun skulle nok tie stille mens hans gjorde hvad han havde brug for, hun lukkede øjne for at acceptere hvad end skæbne han havde udtænkt i sit indre. Hendes krop fandt en ro indeni, hun havde fortalt sandheden og var klar til at møde hvad end han tænkte og følte, der var bare en detalje, hun havde aldrig drømt om at det var hans læber hun skulle føle, da det var han lagde hende tilbage og hun mærkede hans krop komme ind og sin egen, hun var sikker på det var slut, lige til hans læber lagde sig om hendes. Hendes hænder fandt vej til hans ansigt nærmest øjeblikkeligt som hun trak ham til sig, hun knugede sin læber krævende imod hans, som tårerne fik frit løb ned over hendes kinder. Hans duft, så tæt på og lige så berusende som hun huskede den, hans læber stadig varme og bløde, men hans tilstand satte et præg på dem, selv fylden i hans læber var ikke den samme. 

Måske han burde være vred på hende, men genforeningen var langt vigtigere for ham end at skælde hende ud, netop fordi han ikke kunne finde ordene til at skælde hende ud. Han var fuldkommen tavs og reagerede faktisk kun fordi hun valgte at flytte på sig, fordi det blev gjort klart for ham, at han måtte reagere, hvis ikke han skulle se hende forlade ham. Som han havde forladt hende månederne tilbage i hendes lille søde paradis. Et paradis han savnede, særligt nu hvor han ikke længere havde et hjem at vende tilbage til, men han havde dog ingen planer om at presse sig på. Lige bortset fra det faktum at han valgte at gribe fat i hende og hive hende til sig, så hun endte i hans skød. Han strøg hende ganske let over håret, imens at han kiggede hende i øjnene og forsøgte at sende et smil til hende, men det fejlede fuldkommen, som han gik videre og i stedet valgte at tage et skridt, hun næppe ville forvente af ham.

Roen der hvilede over hendes krop smittede af på ham, som han bukkede sig ned over hende og ganske let lod sin ånde strejfe hendes læber, før at han lukkede afstanden imellem dem. Orcus havde ingen bedre måde at reagere på lige nu, han følte ikke at han kunne sige noget klogt i situationen og valgte derfor blot at følge sin første intuition, han havde haft et ønske om at mærke hendes læber igen, så det var hvad han gjorde. Hun lod til at have affundet sig med situationen og selvom hun var fanget i hans favn på ny, som han lænede sig ind over hende og forsigtigt flyttede hende imod græsset for at kunne læne sig mere over hende uden at bukke for voldsomt i ryggen. Stillingen ville bare blive for ubehagelig for ham, som han gerne ville nyde øjeblikket frem for at føle den konstante smerte i sin krop. Han måtte kunne gøre noget for at løsrive hendes frustration og tage det hele på sig. Hun havde været ham utro, men han havde efterladt hende til sig selv. Så kunne han bebrejde hende virkelig? Han smilte ved hendes berøring, som han ganske forsigtigt nappede let i hendes læbe og lukkede øjnene for at nyde øjeblikket. Han vidste ikke om hun ville reagere voldsomt, når først det hele samlede sig i hendes sind.

Hans varme ånde der strøg imod hendes ansigt, hans læber der favnede hendes, nappede i hendes læber, hver et kærtegn fra hans læber, sendte sug igennem hendes krop. Hun vidste ikke om det betød at han tilgav hende, men det føltes bestemt som om at de havde en chance for at redde kærligheden til hinanden. 
Hendes hænder slap ikke hans kinder, i stedet strøg hun sine fingre over hans hud, mærkede hver lille detalje ved hans ansigt, nu hvor hendes øjne var lukkede, for at sikre sig at det var ham, det var hans læber. Hun slap et dæmpet klynk fra struben af lettelse, som tårerne skiftede til at være fra den overvældende glæde hun følte indeni. Stille lod hun hænderne glide bag om hans nakke, strøg fingrene igennem hans tjavsede hår, inden hun knugede blidt omkring det. Hun ønskede aldrig dette øjeblik skulle slutte, for det var sådan deres møde skulle have været. Dem begge opløst i glæde, i hinandens omfavnelse. Ikke dette glædens stund, som dog blot dækkede over en svær tid de gik i møde, for hun regnede ikke med at han ville tilgive så let, slet ikke uden hans bror og deres fælles hjem. Der hjem?! Hun spærrede øjne op og trak sig svagt tilbage fra kysset.

"Kom med mig hjem....." bad hun dæmpet, med læberne helt tæt på hans så hun stadig kunne mærke hans varme ånde imod sig. Hendes øjne søgte op til hans, de øjne kunne hun til enhver tid tabe sig selv i, hans blik så dybt og rummede så mange følelser. Hendes kærtegn af hans nakke fortsatte ufortrødet, inden hun gav ham en række små lokkende kys på hans læber, hans mundviger, hans kind og hage, uden af stand til at få nok. 

Lige nu kunne han ikke tænke på andet end hendes læber, der mødte hans i et længselsfuldt kys, der var gået alt for lang tid siden de sidst havde været så tæt på hinanden. Han ville gøre alt for at være der for hende, for at hun atter kunne føle sig sikker og ikke behøvede frygte sit næste skridt. Men Orcus havde ingen ide om, hvordan han skulle kunne gøre verden sikker for hende igen. Han havde ikke selv noget hjem at vende tilbage til, men det skulle nok komme. Det forventede han i hvert fald. Men først.. ville han nyde hendes læber til fulde, lade sine hænder vandre ned over hendes krop, ligeså forsigtigt uden at lægge op til noget, netop fordi hun havde haft den forfærdelige oplevelse med englen, så han havde lidt på fornemmelsen, at han måtte træde varsomt og ikke skride for hurtigt fremad. Selv ikke hvis hans krop hungrede efter hendes. Rystelserne forsvandt også i takt med at han fik noget andet at tænke på. Han følte ikke at han kunne slippe hende, heller ikke fordi hun havde været sammen med en anden, han havde jo mærket hendes skyldfølelse og den smerte det havde forvoldt hende. Da hun pludselig trak sig fra kysset kiggede han bare lettere uforstående på hende. Var han gået for vidt?

Kom med mig hjem... ordene gav genlyd i hans tanker, som han bed sig let i læben og søgte hendes blik endnu en gang. Var hun sikker på at de skulle vende tilbage til hendes hjem? Han ville så nødigt virke anmassende og invadere hendes hjem. Han havde jo ikke andet at vende tilbage til. Men lige nu følte Orcus også kun at han havde brug for hende og ingen anden. "er du.." hendes kys vandrede omkring hans ansigt, som han sendte hende et smil og atter lod deres læber mødes, dog i et kortere kys, som han stadig ville besvare hendes ord med sine egne. "sikker?" spurgte han forsigtigt, som han slap hendes læber og søgte hendes blik efter svaret.