Der var ingen tvivl om at Ompries havde ændret sig meget siden hans far var gået bort. Ikke nok med at han ikke havde haft nogen mening med livet. Men så have han faktisk ikke været på kanten med loven. Han havde behærsket sig og ikke lavet noget ulovligt. Samson's død havde ændret alt i ham. Selvom der gik rygter om at Samson stadig levede så var det bestemt ikke noget af det han troede på. Men takket være mødet med Deavás så havde han fået fjernet minderne om Samson. Han kunne ikke længere huske ham uanset hvad der blev sagt til ham. Muligheden for at få minderne igen var der, men ikke før han stod ansigt til ansigt med Samson, eller den dag han mødte Deavás på ny og han fik minderne igen. Men det var ikke noget af det Ompries ønskede skulle ske. For hvem ville overhovedet have minderne om ens far, der aldrig havde været der for en. Og hvem ville overhovedet have minderne om RT-banden som for alle i den bande havde han bare været en mide der ikke kunne klare sig selv. Hvilket var langt fra sandt! Selvom han stadig havde de minder, så hadet han stadig gruppe medlemmerne som pesten. Specielt Tara der aldrig havde oplært ham ordentligt i at bruge sin magi. Men hvad skulle han også bruge hende til nu. Han var blevet ældre, og han havde ikke set nogle af bandemedlemmerne længe, bortset fra Denaro som bare havde været mærkeligt, og meget opsat på at finde Tara af en eller anden årsag, som han ikke engang ville blande sig i.

Lyset havde for længst stået op, men Fantomtårnet stod stadig omgivet af mørket, det perfekte sted at befinde sig for at få tankerne lidt på gled. Efter mødet med dæmonen Lilith havde alting ændret sig igen, han havde fået sit gamle jeg tilbage. Den der gik og stjæl, ødelagde bygninger og voldtog dem han ville voldtage. Men det var ikke det han havde brug for lige nu. Han skulle finde ud af hvad han skulle med sit liv. Skulle han slå sig ned et eller andet sted, gå med i en ny bande hvor han ville blive betrægtet som en lige mand. Eller skulle han opstarte sin egen bande? Han var ikke sikker, for en ting var sikkert han var ikke som han havde været en gang. Han var blevet klogere med tiden, men hvad kunne man også forvente når man havde været alene og passet på sig selv i godt og vel snart 7 år? Man voksede med opgaven, også selvom han aldrig havde haft et fast sted at placere sig for altid. Han var stadig lige så muskuløs som Samson var, og den lidt mørke hud, sad stadig plantet på ham som om han havde fået sol. Men det var bare sådan han var født. Den lange frakke hang hen over den ene arm, og håret var solidt plantet ned over højre øje som det plejede. Ingen så rigtig hans modermærke der bevægede sig hen over øjet. den eneste ting der ikke lignede Samson var det. Ellers så var han næsten en tro kopi for dem der kunne huske Samson.

I den anden hånd hang en rejsetaske med lidt mad i, og han satte sig ned på den nærmeste murbrok for at kigge ud ad horisonten hvor han kunne skimte solens stråler der prøvede at kæmpe sig igennem træerne. Han var langt fra tusmørkely og kroen han havde overnattet på i et par dage, men det var lige meget. Han skulle bare lige finde sit rolige sted inde i sig selv, og slappe af. Tænke over livets gang, og hvad det var han skulle gøre med sit liv.

Det havde ikke just været nogen fornøjelse at flytte ind i tusmørkedalen, vejret havde været ufatteligt utilregneligt, det var mørkt og koldt i forhold til Topalis Isla, men det var nu en fortid hun havde måtte læŕe at give slip på på den hårde måde. Der havde ikke just været nogen kære mor at hente i Taras situation, tværtimod. Livet havde været én lang jagt efter borgen var faldet, jagten på overlevelse. Den rødhårede elver havde desperat prøvet at få Samson på rette spor igen, men dette havde været meget lettere i mentalistens hoved end hvad virkeligheden havde budt hende. For ikke at snakke om hele Morgoth og Melkor situationen, men det var i og for sig en helt anden historie. 
Nu stod hun her, stadig i live, havde formået at undgå dem alle som årene var gået, selv dusørjægerene der havde været ude efter en solid pose penge, efter RT-bandens fald, havde måtte lede forgæves når de kom nær den snu elver.

Elveren sjoskede over bakken, bærende på en pose med basale dagligvare, markedet på den anden side af fantomtårnet havde utroligt meget mere at byde på end meget andet i området, og det var derfor nødvendigt at krydse denne vej over for at komme tilbage til varulvens bolig hun midlertidigt logerede i. Hendes vinger var endnu ikke en mulighed over så åbne landområder, hun var for tydelig og det var for åbenlyst, når en menneskeskikkelse fløj over himlen, derfor var hun endnu engang til fods. Elverne var overraskende nok praktisk klædt, en ting man ellers sjældent så ved den flamboyante elver, men det prangende tøj var lagt til side for et mere neutralt udseende. Desværre var det meste tilgængelige tøj for stort, og de brune posebukser var derfor ubehjælpeligt holdt oppe på den spinkle skikkelse af et læderbælte, som havde fået en håndfuld ekstra huller med tiden. Derudover hang en alt for stor herreskjorte nedover den ene skulder, grundet halsåbningens vidde, slet ikke passede med elverens små mål.
"Ååh"  Den rødhårede smed gnavent posen fra sig, som hun stoppede op for at holde en pause, det var ikke just den fysiske stamina som havde præget hende... nogensinde.
Hun rettede blikket op, og gned skulderen, hvor posens remme havde efterladt mærket, grundet indholdets tyngde. Blikket der ramte hende sendte et lyn gennem hendes inderste kerne. Nej, hun ville nok sent glemme Ompries, den stædige møgunge. En kvalme bredte sig kortvarigt, som hendes krop lagde an til faktisk at kaste op, men hun fik betvunget sin egen vilje og rettede sin fulde opmærksomhed mod barnet, som tydeligvis havde vokset en del med årene.
"Den fortabte prins, jamen dog!" Stemmen var hverken varm eller imødekommende, tværtimod kunne det trænede øre måske høre en klang af hån. Ærligt anede hun ikke hvordan hun skulle håndtere situationen, dette var nok en af de sidste personer hun havde forberedt sig på, at skulle forholde sig til, nogensinde igen

Det havde ikke just været nogen fornøjelse at flytte ind i tusmørkedalen, vejret havde været ufatteligt utilregneligt, det var mørkt og koldt i forhold til Topalis Isla, men det var nu en fortid hun havde måtte læŕe at give slip på på den hårde måde. Der havde ikke just været nogen kære mor at hente i Taras situation, tværtimod. Livet havde været én lang jagt efter borgen var faldet, jagten på overlevelse. Den rødhårede elver havde desperat prøvet at få Samson på rette spor igen, men dette havde været meget lettere i mentalistens hoved end hvad virkeligheden havde budt hende. For ikke at snakke om hele Morgoth og Melkor situationen, men det var i og for sig en helt anden historie. 
Nu stod hun her, stadig i live, havde formået at undgå dem alle som årene var gået, selv dusørjægerene der havde været ude efter en solid pose penge, efter RT-bandens fald, havde måtte lede forgæves når de kom nær den snu elver.

Elveren sjoskede over bakken, bærende på en pose med basale dagligvare, markedet på den anden side af fantomtårnet havde utroligt meget mere at byde på end meget andet i området, og det var derfor nødvendigt at krydse denne vej over for at komme tilbage til varulvens bolig hun midlertidigt logerede i. Hendes vinger var endnu ikke en mulighed over så åbne landområder, hun var for tydelig og det var for åbenlyst, når en menneskeskikkelse fløj over himlen, derfor var hun endnu engang til fods. Elverne var overraskende nok praktisk klædt, en ting man ellers sjældent så ved den flamboyante elver, men det prangende tøj var lagt til side for et mere neutralt udseende. Desværre var det meste tilgængelige tøj for stort, og de brune posebukser var derfor ubehjælpeligt holdt oppe på den spinkle skikkelse af et læderbælte, som havde fået en håndfuld ekstra huller med tiden. Derudover hang en alt for stor herreskjorte nedover den ene skulder, grundet halsåbningens vidde, slet ikke passede med elverens små mål.
"Ååh"  Den rødhårede smed gnavent posen fra sig, som hun stoppede op for at holde en pause, det var ikke just den fysiske stamina som havde præget hende... nogensinde.
Hun rettede blikket op, og gned skulderen, hvor posens remme havde efterladt mærket, grundet indholdets tyngde. Blikket der ramte hende sendte et lyn gennem hendes inderste kerne. Nej, hun ville nok sent glemme Ompries, den stædige møgunge. En kvalme bredte sig kortvarigt, som hendes krop lagde an til faktisk at kaste op, men hun fik betvunget sin egen vilje og rettede sin fulde opmærksomhed mod barnet, som tydeligvis havde vokset en del med årene.
"Den fortabte prins, jamen dog!" Stemmen var hverken varm eller imødekommende, tværtimod kunne det trænede øre måske høre en klang af hån. Ærligt anede hun ikke hvordan hun skulle håndtere situationen, dette var nok en af de sidste personer hun havde forberedt sig på, at skulle forholde sig til, nogensinde igen

Efter mødet med dæmonen Lilith havde alting også forandret sig for den unge herre. Men det var ikke lige frem på den gode måde som i lysets ridder gode, men faktisk nærmere på mørkets kriger måde. Han havde på det sidste overvejet om han skulle gå den vej eller fortsætte sin levevej som enkelt mand og gøre som det passede ham. Men en ting var sikkert, han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle med sit liv længere. Det hele virkede så håbløst og modløst, men alligevel var det noget han godt kunne lide og det gjorde ham bestemt ikke noget. Hvis han så også bare havde haft noget at tage sig til i hverdagen. Bare sådan en smule. Han havde godt hørt om de forskellige tyve bander i Dianthos, men det ville langt fra være sikkert for ham at tage der hen, der var sikkert en lige så stor dusør på ham som på de andre RT-Bande medlemmere uden at han rent faktisk vidste ret meget af det.

Dog havde han ikke hørt nogen komme ham i nærheden som han stod og lod blikket hvile ud på det han kunne se. Han kløede sig lidt på hagen hvor han kunne mærke skægstubbene på vej ud. Han var efterhånden begyndt at ligne en mand og ikke en eller anden ungmø der bare ville have sin vilje, for det var langt fra sådan han var længere. Det var først da en stemme lød bag ham som sagde 'prins' at han vendte sig om. Han stirrede lidt på skikkelsen, og han have nær tabt både næse og mund da han så hvem det var. Det der var den sidste person han havde forventet at se. Det var ikke lige frem fordi han ønskede at se hende, men på den anden side hvad skulle han kunne gøre? Hun var stadig en stærk mentalist, og det vidste han fra sine unge dage. Også selvom hun aldrig færdig gjorde det hun faktisk skulle have startet på. At undervise ham... Men hvem var det egentlig der havde givet hende besked på det? Det måtte have været en eller anden værdifuld. Uanset kunne det også være helt lige meget nu, for hvad skulle han bruge det til nu. "Tarasika Keen...." kom det sammenbidt fra ham. Han trådte et par skridt tættere på hende for at lade blikket glide lidt op og ned af hende. "Hvad skyldes æren for dette visit på et forladt sted som dette?" spurgte han koldt og lod hans blik fæstne sig på hendes. Han vidste at han ikke ville kunne gøre hende noget mentalt, der ville hun stadig være stærkere end ham. Men havde han egentlig en grund til at hade hende længere? For hvad var grunden egentlig til at han skulle hade hende? Ud over at der aldrig nogen der havde set ham for at være noget som helst. Han var ikke længere den dreng der ville have alt serveret på et sølvfad. Han kunne godt klare nogle ting selv, og det skulle Tara nok finde ud af hvis hun var klog nok til at se ud over det lille barn der faktisk var vokset med en opgave om at opdrage sig selv.

elverens ravfarvede øjen kneb sig sammen til et par smalle sprækker som den unge mand vendte rundt, hun studerede hans holdning, hans hår og ikke mindst hans kropsbygning, bag det betragtende blik lå der næsten en fascination, som dem der kendte tii sindet muligvis ville genkende, det var yderst diskret, men det var der bestemt. "Jeg tror intet andet end et simpelt sammentræf har ført til dette øjeblik!" Startede hun ud i en rolig tone, han måtte være vanvittig hvis han troede at hun aktive havde opsøgt ham, ledt efter den fortabte Prins. "Du er vokset til..." Summede hun, idet hun trådte tættere på drengen. Ja, drengen kunne man vel dårligt kalde ham mere, han var i og for sig vokset sig til en ung mand "Vokset til at ligne din far Ompreis!" Alene at udtale ordene fik et stik i brystet til at mane frem hos den tynde elver, hun lagde den ene arm over maven, holdende fast i den anden med et fast greb. Savnet over Samson var ulideligt, hun havde forsøgt alt hun kunne at grave ham ud af hans ærgerlige mentale tilstand af ren og skær forfald, Tarasika og Ompreis' forhold havde aldrig været gnidningsløst, hun havde prøvet ham at lære ham op i hans evner, de var unikke, som Taras egne, men han havde været en stædig teenager, et barn uden nok diciplin. For ikke at snakke om Tarasikas egne interesser bestemt aldrig havde ligget indenfor hans rækkevidde, Ompreis var en frustrerende tæge som fulgte med Samson og nu var han væk. "Har du..." Tara rømmede sig kort, de lyde bryn blev samlet i en undrende mine "Snakket med din far, for nylig?" Hun rankede sig en smule, hun havde altid været tryg under Samsons vinger, OMpreis var muligvis en af de eneste beboere i krystallandet der havde potentiale til at vride sig ud af hendes mentalistiske kræfter for at skade hende fysisk. elveren var tynd, fordi hun ikke behøvede andet forsvar end det som hendes evner tilbød. 

Et sammentræf sagde hun. Muligheden lå i at det var rigtigt det hun sagde, men han havde aldrig forstillet sig at finde hende et sted som dette her. I Toplais måske, men ved Tusmørkedalen? Tja hvorfor ikke et eller andet sted, hun var jo lige så mørk som nogen anden han kendte. Så det passede hende vel egentlig meget godt, selvom han nu havde forventet hun var meget længere væk. "Aha. Som de dog kan sige det." han var faktisk ikke helt sikker på hvordan han skulle tiltale hende, var det de eller du til hende, hun var jo elverkvinde, og de havde altså nogle mærkelige skikke han aldrig helt havde forstået. Og så slog det ham, hvorfor var hun ikke i Elverly? Det passede vel langt bedre til hende at være sammen med sine artsfæller, i hvert fald efter at RT-banden var gået i opløsning. Så begyndte hun at snakke om at han var vokset til at ligne hans far. Hvilket han egentlig ikke kunne forstå. For hvem var hans far? Og hvordan kunne hun vide at han lignede ham? "Min far? Sig mig kender du min far?" af en eller anden grund virkede det hele lidt blankt, og for ham så havde han altid været forældreløs, måske var det derfor at han var kommet ind i RT-banden? Han var faktisk ikke helt sikker, men han vidste faktisk ikke ret meget når det kom der til. Han vidste bare at ingen havde brudt sig om ham af en eller anden mærkelig grund. Endnu engang snakkede hun om hans far som om han vidste hvem det var. Han lagde armene over kors og skulede lidt til hende, var der noget hun vidste som han ikke gjorde? For ærlig talt så vidste han ikke hvad hun snakkede om. "Jeg kender ikke min far Tara, det burde du af alle vide. Jeg er forældreløs og uanset hvem han er så har jeg ikke tænkt mig at se ham. Hvis jeg en dag finder ham slår jeg ham ihjel" hans stemme var kold og kynisk, men han mente hvert et ord. Han ville aldrig have noget med sin familie at gøre. Det eneste han vidste var at hans mor var forsvundet. Det var det han altid havde fået af vide lige så længe han kunne huske. Men hvorfor hun var forsvundet vidste han ikke. Måske var han bare ikke speciel nok til at beholde. Men så igen, han havde klaret sig fint selv, han havde gjort hvad der passede ham og klaret sig fint ved at opretholde sin snilde til at tage hvad han ville i byerne.

Elveren stod stille længe, betragtede den unge mand, næsten som hørte hun slet ikke hvad der kom ud af munden på ham. De honningfarvede, mandelformede øjne blev knebet en kende sammen, som skulle hans ord lige ind og vende. I virkeligheden prøvede hun at finde ud af hvad i alverden der var gået galt for den unge søn ad Samson, dengsen, der altid havde stræbet efter sin fars anderkendelse, og som nu ikke lod til at kunne huske noget som helst omkring den bredbringede mand, der havde bragt skræk og rædsel til store dele af landet gennem mange år.
"Ompreis..." Elveren hævede et bryn, men flyttede sig ikke ud af stedet, hendes hun vippede hovedet på sned, som prøvede hun at se lige gennem ham, men dette var slet ikke nødvendigt, faktisk skreg hele scenariet åbenlyst til himlen. "Nogen har tydeligvis pillet ved dit hoved!" For en garvet mentalist som Tarasika var det ikke svært at gennemskue, ikke nok med at han ikke huskede den mest karakteristiske person der havde eksisteret i hans liv, han tiltalte ligeledes Tara som 'De'. Det var da i hvert fald noget nyt, det var endda ganske klædeligt.
"Selv med alt den træning jeg har måtte slæbe dig igennem, har nogen alligevel pillet ved dit hoved!" Hun rystede på hovedet, så de orangerøde lokker dansede omkring hendes ansigt, han burde være bedre stillet end en gennemsnitslig mentalist fra det nedre bydistrikt "Selvfølgelig ved du hvem Samson er, det har du altid vidst... Du tilbedte ham som en gud!" Ja, selvom Tarasika hvade haft et nærtstående forhold til Samson, havde det aldrig været sygeligt, som det Ompreis tydeligvis havde udviklet, i det mindste lod det dig til at den del ligeledes havde forladt ham. Elveren kunne ikke undlade at klukke en smule som hun for alvor fik mulighed for at tæne over hans ord. Hvis han troede at han kunne slå Samson ihjel, måtte han da have spist som. Okay, måske var det faktisk ikke umuligt i den gamle bandeleders nuværende tilstand, men i hans storhedstid, havde næsten intet kunne røre ham

Som hun sagde hans navn lød hun nærmest... var det en skuffelse? Eller hvad var det hun prøvede at sige ved den måde hun sagde hans navn på? Han kiggede lidt afventende på hende og lagde selv hovedet en anelse på skrå. Han var ikke sikker på hvor hun ville hen med alt dette her, dog fandt han ud af det ved hendes næste ord. Nogen havde pillet ved hans hoved? Sikke noget pjat! Ingen havde nogen sinde fået lov til at rode ham i hovedet andet end hende, og det havde været pinsel nok. Han havde aldrig tænkt sig at lade nogen rode rundt i hovedet på ham. Ikke om det så var på hans dødsleje. Et kort grin kom frem på hans læber som han stadig havde hovedet lidt på skrå. "Det må være din spøg. Ingen har pillet ved mit hoved. Den eneste der nogen sinde har pillet ved det er dig. Og din hårde træning som mentalist." han kunne tydeligt huske hvordan hun havde banket ting i hovedet på ham da han skulle lære at bruge sine evner. Men af en eller anden grund kunne han ikke huske hvem der havde udstillet den ordre. For der måtte da have været en leder for RT-banden. Han kunne bare ikke lige helt huske hvem det var der havde gjort det. Han var sikker på at nogen havde bedt Tara om at træne ham lige meget hvad det så ville tage af tid, men hvem der havde gjort det var faktisk ikke til stede i hans hukommelse. Han ville hellere have at Tara skulle rode ham i hovedet end nogen andre. Ikke at han brød sig om at nogen skulle rode ham i hoveddet. Men med tiden havde han da fået lagt et form for skjold til hans inderste tanker. For tanken om at nogen skulle rode ham i hovedet var en af de ting han ikke ville se frem til. "Tilbede Samson som en gud? Desværre Zaladin er den eneste gud jeg kommer til at tilbede hvis jeg endelig skal tilbede en gud. Denne Samson kender jeg desværre ikke og han er tydeligetvis heller ikke ret vigtig for mig. Det kommer han så heller ikke til. Så næste gang de ser denne Samson, om han er min far eller ej.. Så bedes de slå ham ihjel for mig, så slipper jeg for at gøre det. Ikke at jeg overhovedet ville bruge min tid på at finde denne mand" han viftede lidt med hånden for at vise sin lige gyldighed. Han kunne ærlig talt ikke være mere lige glad med denne Samson.