Ikke lang tid efter ham kom Arya fejende ind, ligeså glad som en solstråle og sørme også klædt således. Korngul var en smuk farve til hende, og Aldamar rykkede en anelse for at gøre mere plads til hende da hun satte sig, et varmt smil omkring læberne. Hun var et rodehoved, men hun var familien's rodehoved og vidnede om hvordan at det ikke
kun var ulykke der faldt over deres slægt. Aldamar nikkede et godmorgen til hende, og ventede så ellers.
Og ventede.
Der skulle dog ikke gå længe førhen at Leonora tog en beslutning om at komme videre, og Aldamar himlede en anelse i det skjulte med øjnene over den forsinkede tredjepart, men med en munter trækning om mundvigen.
Norianna var flyvsk af natur og frisk af sind - det ville ikke overraske ham, hvis hun var blevet distraheret på vejen herover. Og så håbede han også at hun var kommet sig efter sin lille... episode.
Det havde ikke været lige heldigt.
Blikket gled over imod den mørkhårede fyrstinde ved hendes smilende ord, og Aldamar følte en summende fornemmelse i kroppen ved det spørgsmål; et smil trak de smalle læber op og han nikkede vagt, jah næsten umærkeligt og nok ikke engang helt bevidst.
Han havde nydt både fest
og fundet spændende selskab for aftenen, det kunne vidst ikke helt skjules.
Meget nåede han dog ikke at sige, førhen at døren endelig fløj op, og Norianna kom susende i hendes vårgrønne skørter og mørke krøller.
Hun kiggede ikke på ham. Aldamar studerede hende i nogle sekunder efter hendes undskyldning, inden at han virrede på hovedet, lænede sig tilbage i sofaen, krydsede benene og kiggede på deres mor igen.
Det var ikke hans bord. Fyrstesønnen smilede i stedet skævt.
"Interessante? Det halve riges mest fremtrædende unge - " Aldamar's blik gled sidelæns imod i hvert fald Arya, der havde haft en noget fin samtale med Alexander (så vidt han havde set) -
" var i hvert fald inviteret, og dukkede op. Jeg mødte min del, men kan næppe tale for os alle" smilede han, og tog en tår af teen.