Maskeballet var veloverstået, gæsterne rejst hjem og orden genoprettet i Ædelborg. Maskeballet havde, udover at vise resten af adelen at Arys stod stærk, samt skabt nye og bekræftet gamle alliancer, også haft den fantastiske effekt, at bringe alle Fyrstindens børn hjem.

Den perfekte tid for at holde et familiemøde.

Friske forårsblomster pyntede stuen, hvor solens tidlige stråler oplyste stuens bløde møbler, hjulpet på vej af ilden i kaminen, der jagede natten og morgenens kulde på flugt.
Frystinden selv sad allerede i en højrygget lænestol, med en kop te på det ene armlæn. Foran hende var en sofa gruppe gjort klar til hendes børn, og en enkelt lænestol mere, sat i en let skrå vinkel, så den ikke stod direkte overfor hendes egen. Et lavt bord stod midt mellem dem, besat af en opsætning med fingermadder, små kager og andre lette godter. Tekopper var sat frem til børnene, og flere små tekander mellem dem, med børnenes foretrukne drikke. 

Leonora løftede sin kop, men tøvede med at drikke, som hun skævede til spejlet, der hang over kaminen. Dette var en samtale der kunne gå begge veje. . Trods deres stædigheder og stærke viljer var de hendes børn.
Hun kunne kun håbe på at hun havde opdraget den næste generation af Arys godt nok.

Dagene efter maskeballet havde været en anelse underlige... fordi det var sjældent at hele familien decideret var samlet. Bevares, de havde en ret så god kommunikation via de spejle Leonora havde lavet til dem, så selv dem i søskendeflokken der midlertidigt havde bosat sig i familiens palæ omkring hovedstaden, var ikke som sådan uden for rækkevidde. Men i dagene efter, havde hun virkelig sørget for at holde dem indenfor rækkevidde 
Alle Aldamar's fornemmelser sagde at et lille møde var undervejs. 

Derfor overraskede det ham ikke da meldingen endelig kom dagen før, og han havde i den tidlige morgenstund trukket i noget mere afslappende tøj. Simple bløde klæder i form af en lys skjorte og lidt strammere bukser, og en varmende mørkeblå kåbe i et skønt snirklet mønster af blomster og blade flagrede omkring hans figur da han bevægede sig igennem de prægtige gange, og ind imod i stuen deres mor havde valgt. 
Døren klikkede let idet at han lukkede den op, og et glædeligt smil trak op i Aldamar's ellers trætte ansigt ved synet af fyrstinden, godt siddende imellem foråsblomster og mageligt tilbagelænet i lænestolen. "Godmorgen" hilste han, og nikkede idet at døren lukkede bagved ham, og han selv bevægede sig imod sofaen.

Det overraskede ham ikke at han var den første. Som person havde han altid startet dagen tidligt, og han nød den ro der fulgte med ikke at have travlt. 
Derfor var det også uden det store hastværk af Aldamar fandt kanden med den sorte te, lidt mælk og rutineret hældte en kop op til sig selv. Maden ventede han dog med, til de andre også kom. 

Arya havde det sidste års tid boet i Dianthos, og havde egentlig nydt godt af det. Det var ikke fordi hun ikke holdt af sin familie, men friheden var nærmest lidt afhængig, især fordi hun godt vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før hendes fremtid stod foran hende, især nu når da hun var blevet 'rask'. Rask nok til at hun kunne være omkring andre mennesker igen og leve sit liv, i hvert fald, og formodentlig føde et par børn.
Alligevel havde hun nydt at komme hjem til maskeballet, som havde været fantastisk oplevelse, fordi hun endelig var rask nok til at være oppe gennem det hele... selvom hun stadig trak sig tilbage nok tidligere end mange andre på hendes alder.

Dermed var hun ikke ligeså glad for at høre at der var noget med et familiemøde, men hun kunne ikke slippe udenom det. Derfor havde hun også brugt de tidligere morgentimer på at undre sig over, hvad det kunne være. Scenarier var der også masser af, men som tiden var ved at være der, efterlod hun Hallie, sin kanin, hos sin tjenestepige, og gik selv ned mod stuen hvor de skulle mødes. Hun bar en nydelig gul, men simpel kjole.

Da hun åbnede døren, kunne hun kun se sin moder og ældre bror. ”Godmorgen,” sagde hun, og gik med målrettede skridt hen for at tage plads ved Aldamars side, og gik ligesom sin storebror, i gang med at hælde te op til sig selv. Hendes mave var allerede begyndte at knurre bare en lille smule, men hun tog heller ikke noget mad endnu. 

Leonora mødte sin søn med et anderkendende smil. "Godmorgen Leosin" gengældte hun hans hilsen, og betragtede ham diskret over kanten af sin tekop, mens hans tog plads. Fyrstinden var ganske tilfreds med at se sin søn være pligtopfyldende og ikke mindst frisk når han mødte op. En let rynke dukkede dog op mellem hendes bryn som han satte retning mod sofaen, en rynke der hurtigt glattede sig ud igen. Hun ville bestemt have foretrukket hvis han havde taget pladsen i stolen overfor hende selv. En position der signalerede magt, stand og selvtillid. I stedet havde han taget den mere føjelige plads i sofaen. Men der var tid endnu for Aldamar at lærer sin plads. Der var ingen hast.

Der gik ikke længe før døren gik op igen, og allerede inden den var svunget helt op, viste Leonora hvem der ville træde ind. Hendes lille Arya. "Godmorgen min datter" hilste hun sin mellemste, og smilede atter, som hun fandt plads ved sin broders side. Hver dag Leonora så Arya, frisk og fornøjelig, blev hun mindet om det mirakel der havde fundet sted, den velsignelse der var befaldet familien, efter så megen dårligdom og ulykke. Hendes pige var rask. Rask nok til at leve sit liv, og ikke være bundet til sin sygeseng i alle sine dage.

To var ankommet, men Leonora ventede ikke længere end at Arya havde fundet sig til rette med sin egen te, før hun satte sin kop ned. Der var næppe grund til at vente længe på Noriana. Det flyvske pigebarn indfandt sig forhåbentlig før eller siden.
"Det glæder mig meget at i begge kunne komme til vores lille festivitas, og jeg håber i nød aftenen. Måske gjorde nogle interessante bekendtskaber?" prikkede hun varmt, men insisterende. Det var heller ikke fordi børnene som sådan havde haft meget valg omkring deres deltagelse. Der havde unægtelig været konsekvenser hvis de var udeblevet.

Noriana nød at familien var samlet på Ædelborg. Hun ville bare sådan ønske at hun fysisk kunne slette hvad der var sket den aften. Hun var forlegen over at hun havde drukket mere end hvad godt var. Og konfrontationen med hendes moder og bror stod klart i hendes hukommelse. Hun havde brækket sig! Af alt hvad der kunne ske af uheldige ting, så var det sket. 

Så Noriana holdt sig for sig selv de sidste par dage, men da hun hørte at hendes moder kaldte til samlet morgenmad, kunne hun ikke længere gemme sig. Så hun bad sin kammerpige om at finde en passende kjole og gjorde forfærdeligt meget ud af sig selv. Hendes moder skulle ikke have en finger at sætte på hende. Desuden... så ville Noriana gerne flytte til huset i Dianthos, og hvis dette skulle være en mulighed, måtte hun gøre sit yderst bedste under dette morgenmøde. 

Hun forlod sit værelse og nød hvordan den grønne kjole af hør hvislede om benene på hende. Hendes kammerpige havde allerede fortalt hende, at hun var for sent på den. Hun gik en anelse hurtigt, med lange skridt. Og nåede endelig stuen hvor familiemødet fandt sted. Hun åbnede let døren og trådte ind. Hun smilede men bøjede så hovedet, da hun så hendes familie sidde rundt om bordet. 

"Godmorgen," sagde hun lettere forpustet. "Og undskyld forsinkelsen," sagde hun og satte sig ved siden af sin søster. Hun undgik at kigge på hendes mor og Aldamar. Hendes kinder blussede en smule. Dette møde, hvad end det gik ud på, skulle bare overstås, tænkte hun en smule forlegent.

Ikke lang tid efter ham kom Arya fejende ind, ligeså glad som en solstråle og sørme også klædt således. Korngul var en smuk farve til hende, og Aldamar rykkede en anelse for at gøre mere plads til hende da hun satte sig, et varmt smil omkring læberne. Hun var et rodehoved, men hun var familien's rodehoved og vidnede om hvordan at det ikke kun var ulykke der faldt over deres slægt. Aldamar nikkede et godmorgen til hende, og ventede så ellers. 
Og ventede. 

Der skulle dog ikke gå længe førhen at Leonora tog en beslutning om at komme videre, og Aldamar himlede en anelse i det skjulte med øjnene over den forsinkede tredjepart, men med en munter trækning om mundvigen. Norianna var flyvsk af natur og frisk af sind - det ville ikke overraske ham, hvis hun var blevet distraheret på vejen herover. Og så håbede han også at hun var kommet sig efter sin lille... episode. Det havde ikke været lige heldigt. 
Blikket gled over imod den mørkhårede fyrstinde ved hendes smilende ord, og Aldamar følte en summende fornemmelse i kroppen ved det spørgsmål; et smil trak de smalle læber op og han nikkede vagt, jah næsten umærkeligt og nok ikke engang helt bevidst. Han havde nydt både fest og fundet spændende selskab for aftenen, det kunne vidst ikke helt skjules. 
Meget nåede han dog ikke at sige, førhen at døren endelig fløj op, og Norianna kom susende i hendes vårgrønne skørter og mørke krøller. 

Hun kiggede ikke på ham. Aldamar studerede hende i nogle sekunder efter hendes undskyldning, inden at han virrede på hovedet, lænede sig tilbage i sofaen, krydsede benene og kiggede på deres mor igen. Det var ikke hans bord. Fyrstesønnen smilede i stedet skævt. "Interessante? Det halve riges mest fremtrædende unge - " Aldamar's blik gled sidelæns imod i hvert fald Arya, der havde haft en noget fin samtale med Alexander (så vidt han havde set) - " var i hvert fald inviteret, og dukkede op. Jeg mødte min del, men kan næppe tale for os alle" smilede han, og tog en tår af teen. 

Da teen var hældt op, tog Arya den også op for at tage en lille tår af den. Hun havde næppe noget at bestemme i det her møde, hverken om de skulle vente på Noriana eller blot forsætte, så hun affandt sig med at tage lidt at drikke, og vente en passende mængde tid inden hun også gik til angreb i maden der stod foran dem.

Hendes øjne fulgte første Leonora, før at de røg mod døren som Noriana som kom styrtende ind af døren, og hendes eget smil blev blot større. De to søstre var næppe ens, men hun havde altid misundet Noriana lidt for energien hun bar rundt på og udviste. Hun havde selvfølgelig også en frisk krop til det, modsat Arya som stadig døjede med eftereffekterne af hendes opvækst.

”Det var en pragtfuld fest, moder,” sagde Arya smilende. Hun havde været omgivet af folk på hendes egen alder det meste af aftenen, og var nok den eneste i rummet der ikke havde set Norianas lille optrin. ”Jeg snakkede lidt med prins Alexander,” indrømmede hun også. Hun vidste godt at det var en af Aldamars venner, men det skadede ikke at være venner på tværs af kønnene også, og han havde været en af dem der tiltrak mere opmærksomhed til festen, siden hans titel var ny. 

((Jeg lukker tråden her nu :) Der er desværre gået så længe, at det jeg oprindelig ville med den, er blevet irrelevant i mellemtiden. Hvis nogen af der har lyst til en tråd med mor Arys ved anden lejlighed, så send mig endelig en PB))