Det var ikke den værste aften, Nat havde haft, men det var bestemt heller ikke den bedste.

Han havde lagt en masse arbejde i at få andre, til at arbejde hårdt for at sy ham det helt perfekte sæt tøj. Da Dag endelig var gået med til at have natten som tema, havde han fået syet en midnatsblå jakke, broderet i guldtråd med sirlige stjerner, der akkurat afspejlede stjernehimlen og dens billeder. Hans bukser var i samme farve, dog uden broderi. 
Hans høje skjortekrave ledte op til hans skarpe kæbe, hvorpå der var malet små stjerner i guld op til hans hår og ind under hans sorte maske, der ikkeskjulte meget mere end området om hans øjne og de brede øjenbryn. 

Han havde ikke kunnet sidde stille under middagen, havde fundet talen kedelig, brød sig ikke om dem han var blevet sat ved siden af, og da de endelig var blevet ledt ind i balsalen var han reduceret til en ung mand med for meget ophobet energi og et dårligt humør oven i dét.
Han havde aldrig været god til at sidde stille. Faktisk var han næsten lige så dårlig til det, som han var til at være høflig.

Så da han så den første unge pige komme imod ham, stak han af. Væk fra hende og over i et andet hjørne. Og da en anden pige, eller hendes mor, så det ganske vidst ud til, spottede ham, stak han af igen. Hvad nyttede en maske, hvis man alligevel kunne gætte hvem han var, udfra den nattehimmel, der prydede hans tøj? Pludselig føltes deres families tema som en dårlig ide.

Tredje gang var det en hel gruppe af unge kvinder, der så ud til at have fået øje på ham. Han var ikke så høj endnu, men han var ung nok til at blive betydeligt højere, og han kom fra en god familie. Og så var han ikke trolovet endnu.
Han spejdede desperat omkring sig, i forsøg på at finde en vej ud af noget, der hurtigt kunne blive en knibe for ham, da han fik øje på hende. 

Han kunne ikke sætte ord på hvad det var, men på trods af masken genkendte Nat straks Thalia og kun sekunder efter stod han ved hendes side. Hun så ud som om hun muligvis lige havde endt en dans, og på vejen havde han snuppet to glas elvervin; det ene af dem rakte han til hende, da han stoppede op ved hendes side. 

"Thalia," hilste han med et smil, der var flere grader venligere, end hvad han normalt tilbød, fordi han ville have noget ud af hende og vidste, at han ikke ville få det, hvis ikke han opførte sig pænt. Dog opførte han sig ikke så pænt, at han tiltalte hende ved titel. Som sagt var høflighed ikke hans styrke. 

Thalia var ingen undtagelse, som unge piger typisk var flest, uanset stand i samfundet, så elskede hun også en hver lejlighed til at pynte og iklæde sig en de dyre skræddersyet festkjoler, der ifølge hende ikke altid blev luftet nok. Alligevel var det ikke en af mange kjoler hun havde i forvejen, som smygede sig omkring den slanke krop, hvor kvindelige former havde indfundet sig efterhånden.
I stedet var den unge fyrstedatter ankommet til ballet iklædt en skræddersyet, gulvlang kjole i en sart rosa, med et korset syet ind, så den i forvejen smalle hvepsetalje blev fremhævet yderligere. På overdelen var der påsyet perler og blomster blade i en silke passende til kjolens farve, givende indtrykket af dryssende kirsebærblomster blade i vinden. Det lange mørke hår var sat sirligt op i en snoet hestehale, med perler syet ind i håropsætningen, øverste del af ansigtet var dækket af en hvid maske pyntet med delikate blonder og små perler i hver øjenkrog, passende til perlerne i håret. Tæt omkring halsen sad et silkebånd matchende kjolens farve, med en dråbeformet perle hængende ned i midten.

Ligesom det var forventet, havde Thalia under middagen konverseret flittigt og høfligt med hendes bordherre, og ikke mindst de tættest på hendes plads. Selv når selvskabtes samtale faldt på emner der ikke interesserede hende den mindste smule, var det aldrig at spore i de isblå øjne, ligesom smilet aldrig falmede det mindste eller virkede utroværdigt. Et ægte glansbillede af en ung adelsfrøken.
Den ene overdådige og smagfulde ret efter den anden blev serveret for gæsterne, så hun mere og mere frem til at dørene til balsalen blev slået op. Det var jo begrænset, hvad en korsetindsnøret mave kunne indeholde, af udsøgt mad og drikke.

De dørene endelig blevet slået op, var hun ikke sen til at indfinde sig i salen, med et søgende blik. Hun var sikker på at hun ved ankomsten havde set den velkendte skikkelse af Malika, hendes tætteste veninde og mest fortrolige, men måske  endda også en fyr der kunne være hendes storebror Alexanders’. Begge skikkelser var som sunket i jorden igen, og havde efterladt en ærgrelse i den tynde brystkasse, det var jo så længe siden hun havde set og snakket, rigtig snakket, med dem begge to.
Ærgrelsen fik dog ikke lov til at slå rod før en mystisk adelsmand klædt til at ligne en, ged, nej det måtte være en hjort? Lod en fremstrakt hånd komme i hendes retning med spørgsmålet om han måtte byde hende denne dans? Den ene af hendes lyse hænder lagde sig i hans, som hun smilende nejede for ham med ordene ”Meget gerne.”. Med et var hun en del af den hvilende kaskade af farvestrålende skørter, som hun lod sig fører gennem dansen.

Musiknummeret nåede sin ende, og før det næste nummer gik i gang pænt afvist manden i endnu en dans. Hun ville måske endda have haft sagt ja tak til endnu en dans, hvis ikke det var fordi Njal Saumann, en Hertug eller rettere en Junker af en Hertug i den nordvestlige del af Krystallandet, havde haft lidt for travlt med at lade sin ene hånd, under dansen, søge mere upassende steder hen, lige meget hvor mange gange Thalia havde måttet flytte hånden tilbage på sin plads.

Stående lidt længere væk fra de dansende mængder, afvisende for endnu en dans med en af de mange forventningsfulde mænd, som forsøgte sig hos hende. Hun havde været lige ved trække sig tilbage, ud mod en af de mange balkoner, da hendes navn lød fra en velkendt stemme. ”Nat!” Udbrød hun glædeligt overrasket. Han var ikke svær at genkende, men hans beklædning havde gjort det endnu lettere.
Smilet der hidtil havde været et fejlfrit høfligt, blevet i stedet fuldt af en varme, der kunne true med at smelte selv den tætteste is på sekunder.
Pænt tog hun imod det fremrakte glas elvervin fra Nat med et ”Mange tak.” Før glasset blevet løftet, i en gestus til en skål med ham. Gengældte han skålen ville hun hæve glasset yderligere op til læberne, og lade lidt af vinen ramme først tunge, dernæst svælg. Herefter lod hun ganske åbenlyst blikket glide ned over ham, fra top til tå og tilbage igen ”Du ser henrivende ud.” Kom det fra hende med alt oprigtighed, men tilføjede kort efter i en mere drillende tone. ”Man skulle næsten tro du prøvede, at konkurrerer med den ægte vare udenfor?”.

Nat brød ud i et varmt smil, han ikke selv havde forudset, da hans navn lød fra Thalias læber. For første gang i aften var han glad for at blive genkendt, og det lød oven i købet som om hun var glad for at se ham. Første gang folk mødte ham, var som regel også sidste gang de var 'glade for at møde ham'. 

Han gengældte hendes skål og tog selv en tår, som han stadig var i gang med, da hun komplimenterede hans tøjvalg.
"Har du ikke hørt?" spurgte han, med et oprigtigt overrasket udtryk; "at det er mig, der er den ægte vare? Nattehimlen så mig, og tænkte, wow, hvis bare jeg kunne være lige så lækker som den flotte fyr dernede. Og nu ser den sådan ud." Nat trak på skuldrene, som kunne han ikke gøre for, at himlen og stjernerne kopierede hans skønhed, men hans smil afslørede, at han kun drillede tilbage, når nu Thalia havde startet det.

"Du ser heller ikke helt skidt ud selv." Hans blik gled udiskret over hende. "Jeg er faktisk overrasket over at jeg har kunne få dig for mig selv, især så tæt på dansegulvet." Han skævede ud mod det med en grimasse, der ikke lagde skjul på at det var hans værste fjende. 

Det var da sket en gang eller to, eller ti, at Thalia havde tidligere oplevet nogle de mindre heldige sider af den mørklødet unge mand, men som sædvanligt lod hun altid tvivlen komme folk til gode, for havde alle ikke en lille bid af noget god gemt i sig? Det handlede vel bare om at lede længe og dybt nok, ikke? Derfor var det også uden himlende øjne eller irriteret mine, at hun havde taget imod hans noget mere utraditionelle ’hilsen’.

Efter at have komplimenteret hans tøjvalg, havde hun på ny løftet glasset for at nippe til vinen, men måtte hurtigt trække glassets kant væk fra de fyldige læber, med den frie hånd holdt for, alt sammen for ikke et kløjes i vinen, som hun havde været lige ved at le. Ikke at latteren ville have været nedladende og hånlig, det lå ganske enkelt ikke til hende, tværtimod.
Det drillende modsvar kom ikke som en synderlig stor overraskelse, det var jo Nat der stod foran hende, men derfor havde hun alligevel måtte gribe til latter, for måden hvor på han formulerede sig. At kalde Nat for grim af udseende, ville være som at lyve overfor samtlige Guder og Gudinder i landet, og han vidste det uden mærket godt selv!
”Ja naturligvis gjorde den det, der findes jo kun én Nat.” Fik hun moret ud, efter at have rømmet halsen ganske diskret.

Selvom det var svært at se for den hvide maske, hævede det ene af de smalle øjenbryn sig lidt højere op i panden som han så åbenlyst stod og tog hende ind med blikket. Uundgåeligt spredte en rosa kulør sig hen over kindben og næseryg, det meste gemt godt væk bag masken, men for det skarpe øje ville det ikke gå uset hen. ”Tak, Nat.” Det var måske ikke det fineste kompliment hun havde fået i aften, som det blev serveret i den lidt ’grov facon’, men det var et kompliment.
Hun skævede lidt ud på de mange dansende par, men kiggede hurtigt væk igen med en svag vrænge på næsen, ved synet af den selv samme adelsmand Thalia havde danset, med for få øjeblikke siden.
”Vil du ikke med ud på balkonen? Få lidt af den friske aftenluft ned i lungerne? Jeg tror det vil gøre os begge godt, tror du ikke?” Selvom hun prøvede, lykkes det ikke helt for hende ikke at lyde små desperat i sin forsørgelse. Ude i periferien af hendes syn, havde hun bemærket Njal’s kurs mod hende og Nat.
Havde hendes ord ikke været nok, greb hun blidt fat om Nat’s frie hånd, sænkede stemmen til den næsten var en hvisken ”Be om?”.

"Kun én," medgav han med et smil og et stolt blik, over at have kunne få Thalia over på sin side. Fandtes der en klarere stjerne end Nat? Det troede han ikke, jokende eller ej. 

Han var dog ikke så selvoptaget, at han ikke så, at hans kompliment også havde en effekt på hende, hvor afslappet han så end havde givet hende det. Fra ham, var det også et højt kompliment, han rystede ikke ligefrem den slags ord af sig. Man skulle gøre sig fortjent til komplimenter fra ham, ellers blev man mødt af stilhed eller værre. 

Spørgsmålet om balkonen, fik ham til at væde sin underlæbe. Der var ikke noget sted, han hellere ville være; langt væk fra de andre gæster, langt væk fra sin far og søster, langt væk fra andres blikke. Han kunne allerede forestille sig, hvad de kunne lave derude, eller hvorfor hun ville have ham med derud til at starte med. Hun behøvede slet ikke at bede så pænt, men det gav et sug igennem hans mave, da hun gjorde.

"Hvordan kan jeg sige nej, når du beder så pænt?" svarede han og skævede undrende til hendes hånd, der havde taget hans, inden han med løftet hoved og smil ledte dem ud på balkonen, efter at have fået indikeret til en tjener, at de skulle åbne døren for dem, så han ikke behøvede slippe hverken sit glas eller sin ledsager. 

"Er der en særlig dansepartner du frygter?" spurgte han med et grin, da de endelig var alene, og gav hendes hånd et klem, for at indikere at hun rolig kunne slippe ham nu, men uden selv at gøre noget for at slippe hende. I forhold til at han selv lige var stukket af fra flere piger, var det meget at han drillede Thalia sådan nu. 

Det var på ingen måde fordi hun ikke selv godt vidste hun var en køn ung pige, men modsat så mange andre så var hun måske bare mere beskeden omkring det. Det var i hvert fald ikke med den samme selvtillid, som Nat besad, at hun så sig selv.
Bekræftelsen var dog altid rart at få, endnu mere når den kom fra dem, der ikke helt så rundhåndet strøede komplimenterne ud. Kønne drenge som Nat.
Varmen rødmen førte med sig, havde måske også en lille skyld i hendes ønske om frisk luft, måske den køligere luft kunne få det til at lægge sig igen.

Hun havde noget nær syntes at det tog Nat en evighed om at svare, men det skyldes bestemt at afstanden mellem hende og hertugsønnen blev alt for hurtigt tilbage lagt. Endeligt! Ubevidst have hun stået og spændt op i de bare skuldre, der med det samme sank lettet, til deres retmæssige plads.
Overvejelsen om hun bare skulle trække ham med sig, havde han ikke svaret hurtigt nok, havde kortvarigt været til stede, men hvis ikke han ønskede at følge med ville hun heller ikke tvinge ham. Det var jo ikke ham der var halvt på flugt! Heldigvis lod han til at lade sig overtale, hvilket blev mødt med et dybt taknemligt smil, som hun lod ham fører hende med sig.
Tjeneren fik i deres forbi passeren et lille nik, nok var det hans job at efterkomme selv det mindste vink, men en lille anerkendelse af tjenestestablen var aldrig af vejen! Det betød også at de selv slap for at jonglere med dem selv og glassene, noget der med alt størst sandsynlighed, med Thalia’s held, ellers ville have resulteret i spildt vin; om det så var ud over hende selv eller Nat.

”Var det så tydeligt, at dét var hvad vi er flygtet fra?” Svarede hun med et skævt smil. Hun havde jo ikke ligefrem gjort det store for at skjule, hvad den egentlige intention bag ’flugten’ var. Gnaske roligt og på ingen måde forhastet slap hun hans hånd, hun havde jo kun taget den, hvis det skulle blive nødvendigt at hive afsted med ham.
”Njal Saumann. Formidabel danser, det må jeg give ham, men knapt så..” Hun trak en lille pause, alt mens en ret så sigende grimasse gled over hende, selv i den mindre belysning udenfor kunne mørket ikke skjule den ”.. Ikke så god til at holde hænderne, hvor det er passende.” lød det endeligt, som hun havde vægtet og vejet sine ord først.
”Men hvem flygtede du fra?” Han var kommet til hende i noget hastige skridt, og det var vel næppe fordi han brændte så meget efter at snakke med fyrstedatteren?

Modsat Thalia anerkendte Nat på ingen måde tjeneren. Det var ikke en vane for ham at gøre, faktisk gjorde han det så sjældent, at han slet ikke tænkte på det som en mulighed, ikke engang som en mulighed for at imponere Thalia, som han vidste, var gavmild med sin venlighed overfor alle.

"Ja!" svarede Nat, ærligt og ligefremt, med et grin. Det havde været ekstremt tydeligt, at der var nogen hun flygtede fra, men måske han især havde genkendt det, fordi han lige havde gjort præcis det samme. 
Nat kunne heller ikke holde et fnys tilbage, da hun fortalte, hvorfor hun ikke havde brudt sig om at danse med Njal Saumann. Han kunne sikkert selv have fundet på det samme, havde han været i Saumanns sted, men modsat Saumann havde han holdt sig så langt væk fra pigerne som muligt. Det var heller ikke en god ide at gramse på pigerne et sted, hvor alle andre kunne se det. Nat ville selv have valgt at vente til han var alene med én, et sted hvor andre ikke kunne se det. Som ude på en balkon.

"Ah, det lagde du mærke til, hva?" spurgte han med et nervøst smil og skævede bag sig, for at sikre sig at døren var bag dem.
"Det var egentlig ikke nogen særlig. Eller.. Jo, det var Kaina Russfeldt og hendes gruppe af veninder. Ikke fordi der er noget i vejen med nogen af dem!" Det sidste skyndte han sig at indskyde. Han mistænkte pigerne, ikke nødvendigvis for at sladre, men i hvert fald for at udveksle information om, hvilke drenge der talte pænt om dem og hvem der ikke gjorde, og selvom han kunne lide Thalia, stolede han ikke nødvendigvis på hende.
Desuden var der virkelig ikke noget i vejen med de piger, som sådan. Det var noget andet.

"Det er bare..." han tog en tår af sin vin og indikerede med hånden sig selv. "Det er mit første bal, i en gifteklar alder. Og jeg har ikke lyst til at give min far en idé om, at jeg skal giftes med nogen af dem."

Tvivlen om han overhovedet ville have forsøgt at pakke sit svar mere ind, end at svare så ærligt og direkte, kunne hun have sine tvivl om, ikke at det gjorde det mindste. De var jo bare dem lige nu, hverken andre gæster var at finde på balkonen, selv vagterne var placeret på modsatte side af døren, indenfor.
”Ups?” Lød det ikke særlig oprigtigt beklagende, for det åbenlyse og vellykkede flugtforsøg. I stedet endte hun med at stå og smile et helt uskyldigt, små skævt smil.
Når alt kom til alt, fortrød hun ikke så meget som et sekund sit valg, om at bede Nat følge med udenfor. Først og fremmest betød det at hun ikke skulle gemme sig i mørket alene, men hun fortrak også Nat’s selskab over en adelsmand der ikke havde meget skam i livet, sådan som han for alles blik have forsøgt at befamle hende.

Tænderne sank lidt hårdt ned i underlæben, i et forsøg på at kvæle den latter der pressede sig på, det lykkes også næsten. Et fnis var alt det blev til før hun måske lidt for moret fik udstødt et ”Aha.”. Naturligvis havde han været på flugt fra ikke bare én ung frøken, men en hel flok! Selvom Nat nok ikke fandt det synderligt morsomt at være så ombejlet, ændrede det ikke på det billede tanken skabte på Thalia’s nethinder, var ganske underholdende.
”Hvorfor ikke?” Nysgerrigheden lyste ud af de lyse øjne, som var hun ved at sprænges. ”Kaina er ellers en ganske køn pige? Af udseende...” Det sidste blev tilføjet ganske hastigt, og før han kunne bede hende uddybe lige med det samme, var hun i færd med at drikke lidt mere af vinen i hendes glas. Et langtrukkent nip, men skulle jo nyde den gode smag ikke?
Blikket var søgt væk fra Nat’s skikkelse, ud i mørket, der blev brudt af de mange lysende krystaller. Det var sjældent man ville opleve fyrstedatteren snakke dårligt om andre, men Kaina var bare en af de personer som krøb under huden, på den dårlige måde, uanset hvor meget Thalia forsøgte ikke at lade hende gøre det, så lykkes det altid.
Hun var altid så nedladende på en sofistikeret måde, og havde mere end en gang fået Thalia til at føle sig som den grimmeste og mest uværdige person i rummet.

"Hun er rimelig køn," medgav Nat med et nik. Kaina havde aldrig generet ham. Hun var væmmelig, men det var han også. Havde hun nogensinde været nedladende overfor ham, havde han kun givet igen af samme skuffe. Nats talenter lå ganske vist meget mere i sværdkamp og andre fysiske ting, end i at give mundtlig igen, når man fornærmede ham, men han var trods alt vokset op sammen med sin søster Dag, og når man først havde mærket hendes skarpe tunge, var der ikke meget andet, der kunne røre dig. Kaina var en engel med sine ord, i forhold til. 

Nat bed mærke i, hvor fjernt Thalias blik var blevet og trådte op ved siden af hende, for blidt at skubbe sin skulder mod hendes, inden han svarede hende første spørgsmål; hvorfor ikke.
"Jeg har ikke lyst til at gifte mig med hende. Eller med nogen af dem." Han skævede tilbage ind mod balsalen, inden hans blik faldt ned på Thalia igen, for at møde hendes. Han holdt en lang pause med vilje, for at se om hun fangede den. 

Med et fjernt blik sank kindtænderne ned i kindernes indersider, givende hendes i forvejen lidt skarpere træk lidt mere kant, som kinderne blev trukket ind. Det var ikke længe hun fik lov til at stå sådan, som Nat trådte nærmere og blidt puffede til hende, så hun måtte svaje en anelse, men aldrig var i fare for at blive skubbet ud af balance.
Skubbet fik smilet tilbage, sammen med et lavt fnis, denne gang et af de karakteristiske smil; et af dem der kunne lysne en hver dag, der føltes lidt grå og trist.

Ordene fik lov til lige at synke ind, før hun rigtig forstod hvad han mente; han ville ikke giftes med nogen af dem, fordi han havde en anden i sigte.. Hende..?
De smalle øjne spærrede sig en anelse op. Selv uden at kunne se hendes eget ansigt var Thalia meget bevidst om at rødmen fra tidligere var tilbage, kraftigere end før. Varmen spredt sig rundt under masken, begyndende ved kinderne og videre helt ud til ørespidserne også var røde
”Åh, du mener.. Jeg.. Det..” Begyndte hun lidt forfjamsket, snublede over ordene.
Kunne hun have taget fejl? Misforstået ham? Det ville jo være decideret pinligt, hvis hun havde og nu stod og lagde mere til hans ord end hvad der var ment. Måske havde Nat ment at han slet ikke ville giftets?
Nat fjernede kort blikket tilbage mod balsalen, hvor fra musiken kunne høres gennem den lukkede dør, men denne gang forlod Thalia's eget blå blik aldrig Nat, heller ikke da han drejede hovedet tilbage på hende ”Mener du..?” Begyndte hun prøvende, men noget i måden hun sagde sine ord på, afslørede hvad hun mente trods den ufærdige sætning; om han mente han ville giftes med hende?

Nat nød mere end noget andet at se farven komme frem i hendes kinder, en sart rosa der næsten passede til hendes kjole. Han kunne have hjulpet hende; forklaret sine ord eller sine intentioner, men i stedet stod han, med et slet skjult smil i øjnene, imens Thalia faldt over sine egne ord, for at finde ud af hvad han havde ment.

Heller ikke da hun spurgte ham direkte, svarede han hende med det samme. I stedet løftede han langsomt en hånd og strøg en vildfaren lok væk fra Thalias kind og om bag hendes øre. 
"Jeg mener..." svarede han og lod udiskret sit blik falde til hendes læber. "At vi får sandsynligvis ikke mulighed for at vælge selv, men hvis jeg kunne, ville jeg vælge dig." Hans hånd strøg fra bag hendes øre og ned langs hendes kæbe, inden han slap hende helt og løftede sig blik fra hendes læber og op til hendes øjne igen. 
Nat gjorde det mest for krystallerne og for positionen, fortalte han sig selv, men han kunne ikke benægte at der var noget ved Thalia, og Thalia alene, der gav ham lyst til at gå på knæ. 

Det var jo, næsten, et halvt frieri?! Skreg det bag den lyse pande.
Den ellers så behagelige, kølige aftenluft føltes pludseligt noget varm, efterladende et svagt ønske om en kærkommen let brise der kunne fjerne noget af varmen. Var hun den eneste som syntes det var blevet varmt?
At giftermål en dag ville blive bragt på banen, var den unge Isenwald ganske bevidst om, men hun skænkede det sjældent de store tanker, der var jo Astrid som skulle giftes først. Med søsterens position til at overtage fyrstindetitlen, når deres moder ikke længere var her eller valgte at trække sig. Så var der alderen, Astrid skulle jo gerne helst nå at kunne sikre slægten med fremtidige arvinger, inden hun blev for gammel.

Bag den korsage indbunden brystkasse tog hjertets slag til med sådan en kraft, at man kunne være bekymret om det om lidt ville springe ud af den tynde brystkasse. Munden føltes tør, givende hende lyst til at hæve glasset på ny, men det var som om armen var tung og nægtede at lystre.
Ville Nat være et godt parti til en ægtemand? Han havde sine fejl, men han havde jo aldrig behandlet hende dårligt? Og hvem kunne sige sig fri for fejl?
”Tror du vi ville kunne blive lykkelige, sammen?” Stemmen var blevet sænket en anelse, tæt på en hvisken, men de stod så tæt at hun ikke behøvede tale højere, og hvad nu hvis nogen stod og lyttede i skyggerne?
Hun var ikke afvisende med sine ord, ligesom hun heller ikke trak hovedet væk fra hans berøring.

Som Nat så det, var Thalias spørgsmål ikke reelt om lykke. Hendes familie havde krystaller nok til at leve lykkeligt til deres dages ende, Thalia ville aldrig have noget at bekymre sig om. Et hjem, en familie, en formue, der var intet hun manglede for at være lykkelig alene, hvilket betød at i hans øre, spurgte hun om han ville kunne lide at være sammen med ham. 

"Lad os teste det," svarede han derfor og tog blidt hendes glas fra hende, for at stille på begge på gulvet, så de begge havde begge hænder frie, da han derefter hev hende ind til sig og skridt for skridt ledte hende rundt i en musik-løs vals. Uden de mange mennesker, der ville have været omkring dem inde på dansegulvet, og uden larmen fra dem, og uden musikken til at distrahere ham, gik det noget lettere for ham med dansen, og der var med lette, flydende bevægelser at han førte Thalia rundt på gulvet på balkonen - noget, hun ikke ville kunne forvente fra ham, havde de været inde på dansegulvet.

Hans hænder holdt han, hvor de skulle være, men han kunne ikke helt skjule sit smil over at have hende så tæt på sig.
"Tror du, vi kunne have det sjovt sammen?" spurgte han hende, inden han snurrede dem rundt, så hendes kjole dannede en cirkel omkring dem i bevægelsen. Han troede selv, at de kunne have det rigeligt sjovt sammen - hun var ikke som andre piger, der altid prøvede at rette på hans opførsel. Hun grinede med ham og var ærlig med ham, og lod altid til at være glad for at se ham. 

Spørgsmålet om lykke var helt reelt, for nok var hun ganske blåøjet og ikke kun bogstaveligt talt, men selv Thalia vidste at et lykkeligt ægteskab i adelen ikke altid var muligt. Hvilket næsten kun gjorde det endnu vigtigere. Et ægteskab var trods et bånd der ville binde to liv, to familier sammen for evigt, et der kun kunne brydes af Kile selv.
Havde hun vidst at Nat’s syn på hvad lykke var, rettere hvad der kunne skabe lykke, ville hun have trukket sig og lagt en afstand mellem dem der var langt mere passende, end den der var mellem dem nu. Afvise alt snak om mulighed for ægteskab, på hendes helt egen blide måde, som et lam ville forsøge at komme fri fra en løve.
Desværre var der intet der kunne advare hende, om at de to unge mennesker ikke kunne være længere væk fra hinandens syn på tingene.

Lad os teste det, var alt han kvitterede med, hvilket nok burde have fået noget til at rykke sig i hende, i stedet for den tiltagende hjertebanken, der fik blodet til at suse i ørene.
Med en hånd i hans og den anden hvilende mod hans skulder, lod hun sig føre rundt i den musikløse vals under den åbne stjernehimmel. Afslørende, at trods Nat’s evige forsøg på at undgå et hvert dansegulv, så var han en ganske habil danser. Andet var vel heller ikke at forvente af en adelsmand?
For en stund lod hun sig fordybe væk; i de malede stjerner på hans kind, som havde han taget et stykke af nattehimlen ned til sig, og i de to grå måner bag den sorte maske.
Uden at selv at have bemærket det, havde hun sunket tænderne ned i den buttede underlæbe og trukket den en anelse ind. Underlæben slap fri fra sit midlertidige fængsel, som hun lyste op i et smil ved hans spørgsmål ”Ja.” Svarede hun uden den mindste tøven.

Nat gengældte Thalias smil. "Det tror jeg også," svarede han afslappet og drejede dem begge rundt i en cirkel, indtil de helt naturligt og diskret endte i et hjørne af balkonen, man ikke kunne se indefra, på den anden side af glasdørene.
Her lænede han sig ind over Thalia, hendes ryg få centimeter fra muren, og skubbede blidt hendes ansigt op mod sit med en hånd under hendes hage.

"Jeg kan give dig hvad end du vil have," lovede han. Han snakkede ikke om rigdom eller magt - måske det var første gang i sit liv, at han ikke bevidst tænkte på den slags. Det var andre ting, han tænkte på. Et bryllup hele landet ville snakke om. En ægtemand, der for andre så ud til at være af højeste kvalitet. En ring smedet dybt i et af dværgenes bjerge. Og.. Ja, måske også mere magt. Nat var trods alt en klog, ung mand, der plejede at få hvad end han ville have, og mon ikke, han kunne skaffe dem begge mere magt, når først han også havde fået del i Thalias families. 

"Bare fortæl mig, hvad det er." Hans blik faldt til hendes læber og endnu engang blev han overvældet af lyst til bare at kysse dem. Her, hvor ingen andre kunne se dem, ville det være så nemt, og han lænede sig også langt nok ned mod hende, til at deres ånde blandede sig med hinanden i den kølige luft. 

Som havde de danset til deres helt egen personlige symfoni her ude i den køligere natteluft, til en melodi spillet kun for de to unge menneskers ører, førte Nat Thalia rundt som havde han aldrig bestilt andet. Deres musik varede ikke ved evigt og dansen måtte ende; det gjorde den også i et af fjerneste balkon hjørner. Det betød dog ikke at den magiske boble, som den unge adels søn havde indhyllet dem i bristede.
Kulden fra borgens mur kunne svagt mærkes, selvom ryggen ikke var presset imod dem, men hun fandt den ikke på inden måde ubehagelig. Den sidste afstand til den kolde stenmur blev fjernet, da hun lænede sig tilbage mod den. Ikke for at komme væk fra Nat som han stod lænet ind over hende, men for at støtte sig til den, som hans ord satte en sværm af baskende sommerfugle i maven på den unge prinsesse.

Nat havde altid været en køn ung mand og selv Thalia havde ikke kunnet sige sig fri for at indimellem at blive forfalden til hans pæne udseende; hvilken ung adels pige kunne også det, hvis ikke de havde set hans mere ubehagelige sider? Og her stod han nu og lovede hende hele verden, eller det føltes i hver fald sådan. Fuld af naivitet faldt tanken aldrig på at hun delvis kun var et trin op i rækkerne, skønt hun ikke var arving til nogen fyrste titel så var hun stadig prinsesse af Isenwald nu.

Armene bevægede sig om bag ryggen, så håndryggene hvilede ind mod hendes lænd som sommerfuglenes baskende tog til og fik maven til at slå kolbøtter, jo nærmere hans ansigt kom hendes ”Lige hvad jeg vil have?” gentog hun, for at give ham en chance for at trække i lande eller bekræfte hun havde hørt helt rigtigt. Svaret ventede hun ikke længe på, før hendes læber nærmede sig hans, til de lige akkurat undgik at strejfe hinanden. ”Spadser med mig, ned mellem haven blandt de lysende krystaller.” ordene blev sagt mens hun strøg forbi ham, fri af muren og med et drillende glimt i de blå øjne. Hun havde været så tæt på at falde for fristelsen af hans læber. Ladet sig fører af stemningen, der havde ladet luften med en elektrisk ladning som truede med at sætte ild til alt omkring dem, hvis bare de gav efter.

Tålmodig var det sidste ord man ville beskrive Nat med, hvis man kendte ham bare lidt. Han var en 'utålmodig', 'rastløs' eller 'energisk' mand, alt efter hvor høflig man prøvede at være i sin beskrivelse af ham, men 'tålmodig' ville altid være en direkte løgn.
Alligevel stod han nu og betragtede Thalia uden nogen tegn på utålmodighed. Han stod helt stille, som en marmorstatue, og afventede hendes svar imens hun selv fumlede med sine hænder og sin kropsholdning, indtil hun endelig brugte sine ord. 
"Lige hvad du vil have," lovede han igen, og så til, imens hun nærmede sig ham, kun for at blive skuffet, da hun i stedet gik forbi ham. 

Han stirrede målløs efter hende og rettede sig langsomt op, inden han også lagde sine hænder om på ryggen, usikker på om han ville kunne holde sine hænder i ro, hvis ikke han holdt dem samlet. 
"Hvis det er, hvad du ønsker, prinsesse," lovede han med et roligt smil, selvom han dybt inde var frustreret med sig selv over ikke at have charmeret Thalia bedre. Hun måtte have set for mange af hans dårlige sider som barn, fortalte han sig selv, imens han i lange skridt fulgte efter hende ned mod haven. 
Imens han gik, knappede han sin jakke op og da han nåede op til Thalia, lagde han den om hendes skuldre. "Vi kan ikke have at du bliver syg, når du er sammen med mig."

Det havde været lige ved og næsten. Kun i allersidste sekund havde fornuften fået lov at sejre, og lysten til at lade deres læber mødes blevet fortrængt. Skønt de stod gemt godt væk for nysgerrige blikke, der kunne finde på at lurer gennem de store vinduespartier. Kunne Thalia ikke helt slippe tanken om, at nogen skulle opdage dem og bemærke hvor uanstændigt tæt de to unge mennesker stod i halvmørket. Det sidste hun ønskede, var trods alt at de hver især skulle gå fra ballet med et blakket ry.
Alt var et farligt løfte at give, særligt som han så fint tidligere havde undveget at svare på spørgsmålet, om han troede de kunne blive lykkelige sammen? Hvad farligere var at den unge Isenwald, næsten blindt lod sig forføre af løftet. Hvem ville i sandhed kunne sige sig helt fri, fra ikke at blive forfalden til et løfte om hele verden, hvis den havde været mulig at give?

Knapt var det sidste trin trådt ned, før mørket overvældede hende. Det var som at træde ind i en mur, med lyset der strålede ud fra balsalen bag hende. De lysende krystaller havde på afstand virket til at lyse mere op, end de faktisk gjorde. Et ubehageligt sug i maven, tvang næsten maven til at vende sig. Klar til at dreje om på hælen, væk fra det tætte mørke, mærkede hun en varme spredte sig, startende over skuldre og videre ned over ryggen.
Jakken var overraskende tung og varm, føltes som en beroligende kappe – et skjold der kunne afskærme mod den frygt, der langsomt sneg sig ind. Hver hånd greb om jakkens åbning, trak den tættere om den slanke krop, med et taknemmeligt smil send hans vej ”Tak Nat, men hvad med dig?” spurgte hun oprigtig bekymret. Selvom hun satte ufatteligt meget pris på hans galanthed, udsatte han sig selv for at blive syg på hendes bekostning.
Uden at spørger om lov først eller afvente på han selv bød hende sin arm. Trådte hun det sidste stykke nærmere ham. Hvis Nat tillod det, ville den ene arm lukke sig om hans, så de ville slentre side om side, tæt. ”Alt jeg ønsker lige nu, er du ikke slipper mig..” De blå øjne søgte op mod hans grå, med lige så bedende et blik, hendes ord havde været tidligere, da hun havde bedt ham følge hende udenfor. "At du ikke forlader mig i mørket." tilføjede hun dæmpet, grænsende til en hvisken. Desperationen tydeligt at hører, for ikke at ende overladt til sig selv i nattens mørke. En bøn der kunne tolkes mere symbolsk, som et svar på hvad hun ville have af den mørkhåret adelssøn.

“Jeg klarer mig fint uden,” svarede Nat afslappet, og da Thalia tog hans arm, lagde han en hånd over hendes, for at lade hende mærke hans varme kropstemperatur. Der skulle lidt mere end en almindelig kølig aften til at nedkøle ham til et punkt, der ville gøre ham syg. Ville Thalia gerne se ham syg, skulle hun sørge for at skubbe ham i søen, der var længere nede i haven. 

“Det kunne jeg aldrig finde på,” lovede han uden problemer. At slippe hende var det sidste han ønskede. At hive hende tættere på, var det første. “Jeg lover dig, at mørket ikke er skidt,” svarede han og stoppede op, for at nikke op mod himlen. “Uden nattens mørke ville vi ikke kunne se alle stjernerne. Uden mørket, ville vi ikke kunne være her alene, uden nysgerrige blikke.” Et øjeblik overvejede han at læne sig ned og stjæle det kys, som han var blevet nægtet tidligere. I stedet gav han hende et kys på hendes kind, for at udnytte, at de var langt nok væk fra de andre gæster til at undgå sladder. “Men hvis du ikke bryder dig om mørket, vil jeg til enhver tid beskytte dig imod det. Skal jeg ledsage dig tilbage til lyset?” 

Tilbage i balsalen ville de knap nok kunne snakke sammen, uden at blive begloet af andre gæster, men Nat var nødt til at tilbyde det, hvis han ville opføre sig som en rigtig gentleman.

Han var lige så varm som jakken, hvis ikke næsten varmere. Selv var hun ikke nået at blive for kold, men kontrasten mellem hans hånd på hendes var alligevel at mærke. Nat begyndte at forklare om mørket, hvordan det havde sine fordele og skønheder. Thalia’s blik fulgte hans, op på stjernehimlen over dem. Den stod klart med stjernerne funklede blinkende til dem, som forsikrede de usagte ikke at sladre, men holde på alle de hemmeligheder der ville blive delt.
Fløjsbløde varme læber ramte hendes kind, krævede den opmærksomhed nattehimlen enerådigt havde fået. Det var hverken forargelse eller afsky der tegnede sig over de fine træk, da blikket vendte sig mod hans ansigt. Ord lod ikke til at ville frem, så i stedet rystede hun forsigtigt på hovedet. Takkede nej til at blive ledt tilbage.
Hånden under hans viklede sig med armen fri fra hans. Hvorefter hendes mindre skikkelse flyttede sig ind foran hans. Begge hænder søgte op til hver sin side af det solbrune ansigt. Blikket flakkede skiftevis fra læberne til øjnene, som hun ikke helt kunne vælge hvilket der skulle være det faste holdepunkt. Da hendes øjne endelig stod stille, fandt ro, hvilede det på de fyldige læber foran sig.
Med et halv skridt tættere kortede hun uden tøven den sidste afstand mellem dem. Overbevist om han ville kunne mærke hvordan hjertet slog hårdere i den spinkle brystkasse, som en kanariefugl baskende i et guld bur. ”Jeg vil gerne blive her – med dig.” nærmest hviskede hun som et endeligt svar, før hun strakte sig tættere hans mund med sin egen. Stoppende da de var lige så tæt som på balkonen, så det var op til Nat at lade deres læber omfavne hinanden.